Vor gamle degn - eller bruddet med den sociale arv.
Dette år fejres Folkeskolens 200-års jubilæum i Danmark.
Ved den lejlighed hører man på møder, seminarer og ved læsning af til lejligheden udarbejdet litteratur ofte navnet Severin Weiersøe omtalt.
Navnet i sig selv er jo formentlig ikke kendt af særligt mange mennesker, men for Hjortsvang Museum er navnet knyttet til en begivenhedsrig periode under 3-års krigen 1848 - 1850 samt den kendsgerning, at Weiersøe var tilknyttet Hjortsvang Skole som lærer i perioden 1840 - 1850, i øvrigt som den første seminarieuddannede lærer ved skolen.
Han blev født i Borbjerg Sogn 11. september1814 søn af Jens Olesen, der var husmand, tømrer og snedker.
Fødetidspunktet indikerer således at Severin Jensen, der var hans dåbsnavn, blev født i første generation efter landboreformerne i slutningen af 1700-tallet samt den store skolereform 1814.
Faderen, der selv havde gode evner, var meget ambitiøs på sønnens vegne, og insisterede på, at han skulle være den bedste i skolen. Det var ikke altid behageligt for den lille Severin, der allerede i en alder af 9 år påbegyndte en dagbog, der strækker sig over perioden fra 1824 til 1838, og i dagbogens første notat den 7. februar 1824 skriver: "Min Fader holder stærkt Huus med mig, at jeg skal stræbe, jeg kan blive den bedste. Jeg skal altid høre, jeg er dovn - men jeg har heller ingen Lyst til Regningen, naar han staaer ved mig, for jeg faar tidt en Ørefigen, og saa bliver jeg leed deraf".
Dagbogen forsøger drengen at holde skjult for sin far, som han var bange for ville synes, at sligt var spild af godt papir.
Dagbogen beskriver nu fremdeles, som han skriver "hvorvidt jeg kommer i min Lærdom og andet Vigtigt, hvad der passerer". Drengen gør sig tidligt tanker om sin fremtid, som han dog måske frygter, bliver ved snedkergerningen. Han må i hjemmet hjælpe ved landbruget men også ved snedkerarbejdet. Faderen er dog mere optaget af sønnens fremtid end denne aner, og ser i drengens evner en mulighed for, at han kan slippe fri af den usikre fremtid ved landbruget.
Den fremsynede far ser muligheden for et brud med den sociale arv og tilskynder fremdeles drengen til at udvikle sine boglige evner.
Faderen dør i 1827, men det lykkes for drengen ved hårdt slid og ved hjælp fra den lokale degn i Borbjerg Holger Schou (der tilfældigvis tidligere har været skoleholder i Hjortsvang og født i nabobyen Aale) at opnå muligheden for at komme på seminarium bl. andet ved arbejde som huslærer hos proprietærfamilier i Seibæk, på gården Klausholm og senere i Øgelstrup.
Weiersøe uddannes på Lyngby Seminarium ved Grenå. Inden optagelsen skal han dog bestå en prøveeksamen, og turen til denne prøveeksamen foretager han til fods fra Øgelstrup til Lyngby.
5 dage og 165 km. investerede den unge mand i sin fremtid, og med succes. Han optages på seminariet, og for delvist at financiere studiet, blev han ved en seminarielærers hjælp skoleholder i landsbyen Allelev i nærheden af Lyngby.
Jobbet klarede han således ved siden af studierne på seminariet.
Ved stor flid og skæbnens gunst bestod Weiersøe i 1835 sin lærereksamen og forlod med stor glæde Lyngby for at blive skoleholder i Fregerslev og senere Skanderborg Ladegårde.
Efter et ulykkeligt kærlighedsforhold søgte han nye græsgange, og i 1840 fik han sit første rigtige lærerembede ved skolen i Hjortsvang. Til embedet fulgte ud over pligterne også den forrige afdøde lærers 3 børn og 43-årige enke Christiane, som Weiersøe giftede sig med den 28. november 1840.
Weiersøe var en dygtig underviser og kirkesanger. Han var vellidt i sognet, selvom nogle beboere synes han trakterede tampen lovligt meget over eleverne.
I 1848 bliver hustruen syg, og ved 3-årskrigens udbrud er hun meget svagelig og formentlig døende.
Den 29. marts 1848 (i eftertiden kaldt "den gale onsdag") opstod det rygte, at de slesvigske oprørere havde løsladt fangerne ved straffeanstalten i Rendsborg, og at disse såkaldte "slaver" nu drog hærgende op gennem Jylland. Rygtet forårsagede mobilisering, således også i Hjortsvang, hvor alle våbenføre mænd - herunder Weiersøe - blev udskrevet af sognefogeden til at møde hos herredsfogeden i Brædstrup.
Weiersøe måtte forlade sin syge kone, der dog lovede at holde sig i live, til manden vendte hjem fra krigen.
Hun holdt ord, idet Weiersøe vendte tilbage allerede samme dag, da det viste sig, at rygtet om slaverne var falskt.
Weiersøe har senere i sin eneste udgivelse i bogform "Fra Slavekrigen i 1848" berettet om den dramatiske hændelse. Christiane døde herefter den 2. maj 1848.
Efter Christianes død engagerede Weiersøe husholdersken Ida Birgitte Hansdatter fra Klovborg til at varetage sin husførelse, men efter hustruens død var intet som før.
Weiersøe kunne ikke længere finde sig til rette i Hjortsvang.
Han forlod embedet i 1850, og flyttede sammen med Ida til Storring ved Århus, hvor de giftede sig den 17. marts 1861.
Ida og Severin Weiersøe.
Embedet i Storring forlod han 1. maj 1878 for at tilbringe sine sidste år i Aarhus som pensionist. Severin Weiersøe døde den 3. oktober 1897.
Weiersøe´s gravsten på Storring Kirkegaard.
Severin Weiersøes livshistorie er en opbyggelig historie.
Gennem hans dagbog opleves en drengs opgør med almuens sociale normer og erhvervsmæssige arv.
En dramatisk og poetisk historie med elementer af lighed med Blichers "En landsbydegns dagbog", skrevet af en dreng og ung mand, der aldrig selv blev digter, trods et sprogbrug illustreret i de sidste dagbogsnotater af høj kvalitet.
Det synes retfærdiggjort, at den gamle lærer ved Hjortsvang Skole får sit navn sammenkædet med folkeskolejubilæet 2014.
Hjortsvang Museum 2014
Verner Markussen
Arkivar
;
Kilder:
En landsbydrengs og -degns dagbog 1824-38.
Povl Schmidt. Syddansk Universitetsforlag 2003.
Severin Weiersøe - En landsbydegns historie.
Knud Sørensen. Gyldendal 2005.
Hjortsvang Skole - Degne og lærere fra 1743 - 1973.
Hæfte nr.10. Hjortsvang Museum.
Dansk Skolehistorie 2: "Da skolen tog form 1780 - 1850"
Christian Larsen, Erik Nørr og Pernille Sonne. Aarhus Universitetsforlag 2014.
Opdateret d. 2.6.2022