I begyndelsen af 1800-årene var der flere præster, som begyndte at oprette seminarier for folkeskolelærere. Efterhånden begyndte man så at bruge titlen lærer i stedet
for skoleholder. Men stadig fulgtes embederne degn og lærer i mange år.
Af seminarier kan nævnes bl.a. Snedsted Seminarium i Thy, som startede 1812, det blev 1848
flyttet til Ranum ved Løgstør. Lyngby Seminarium ved Grenaa var i brug fra 1812-
74. Jelling Seminarium, der oprettedes i 1841 og Gedved Seminarium i 1862, fun
gerer stadig.
Severin Jensen Weiersøe blev skolelærer og kirkesanger i Linnerup fra 1840-50.
Han er født 1814 i Borbj erg Sogn, hvortil Holger Schou, der før havde været lærer
i Hjortsvang, var tilflyttet som lærer i 1813.
Weiersøe blev i Hjortsvang gift med den forrige lærers enke Christiane Petra Kaarup, som var født 1797. Han var da kun 26
år, hun var 43 år.
De fik en søn, som døde få dage gammel. Flere år senere, efter nogen tids sygdom, døde Weiersøes kone 2. maj 1848.
Weiersøe blev uddannet på Lyngby Seminarium ved Grenaa 1833-35. I sine unge
dage, da han ville til optagelsesprøven, gik han dertil fra sin hjemegn Borbjerg Sogn
syd for Holstebro, tværs over Jylland til Grenaa. Det fortæller han om i en lille bog:
"En jydsk Drengs Dagbog".
Men han var ikke tilfreds med undervisningen på seminariet og læste på egen hånd
ved siden af. Desuden underviste han i sin fritid børnene hos en gårdmand, hvor han
for dette arbejde fik gratis kost og logi (disse oplysninger stammer fra årbogen "Østjydsk Hjemstavn 1936").
Severin Weiersøe, der var en begavet og særpræget mand, var velagtet her i sognet,
men han brugte nok tampen lovlig meget, hvorfor der af den grund var nogen misfornøjelse blandt sogneboerne.
I midten af 1800-årene boede der på Sønderskovgaard ved Mattrup en prokurator og kammerråd Hansen. På hans kontor arbejdede
Weiersøe meget i sin fritid og havde også en del hjemmearbejde derfra.
Han blev der kendt med Ida Birgitte Hansdatter fra Klovborg Mark. Hun blev hans husbestyrerinde, og senere, efter at han i 1850 var forflyttet fra Hjortsvang, hans hustru.
Ida og Severin Weiersøe
Der er i Hjortsvang blevet bevaret flere træk om den ejendommelige degn. Naar det
tordnede, gik han frem og tilbage i byen og sagde: "De dejlige lyn, de dejlige lyn!"
I forrygende snevejr gik han lange ture. Engang kom han til Østergaard i sådant vejr
og sagde, da han som hvid snemand trådte ind i forstuen: "Det er dejligt, det er dej
ligt!"
Det kunne hænde, at han kom ind til en nabo, hvor han kunne gå frem og tilbage i stuen uden at sige et ord, han gik bare i sine egne tanker. Så kunne han gå ud,
men komme igen efter kortere tids forløb og være ret meddelsom. Han sad engang
på Kristen Hjortsvangs tørvelæs på vej til Horsens. Da blæsten ville tage i hans høje
hat, tog han hatten af og bandt i stedet på kvindevis et tørlæde om hovedet.
Weiersøe kom engang, mens han var degn i Storring, på besøg hos en kollega på Aarhus-egnen
en varm sommerdag. Han gik barfodet med frakke og støvler hængende i stokken over skulderen og med paraply over hovedet, så han kunne gå i skygge.
Hans tid som degn og skolelærer i Hjortsvang blev 10 år, han flyttede i 1850 til Storring mellem
Skanderborg og Aarhus.
Da Weiersøe i Storring var blevet gift med Ida, skrev han til Jens Mortensen i Hjortsvang: "E-n-d-e-l-i-g blev det Ida og mig".
Som pensioneret lærer boede han i Aarhus, hvor han levede til omkring 1897. Han var opsynsmand ved seminaristernes eksamen
i praktik.
Censorernes formand, professor Olrik, sagde engang til ham: "De hjælper
vel ikke eksaminanderne?" Hvortil Weiersøe svarede på jysk, som han plejede at anvende:"Det bliver vel ikke ringere ved, at Seminaristerne faar nogle levende Ord i
Stedet for de døde i Bøgerne".
Han oplevede den såkaldte Slavekrig 1848 og har på
sine ældre dage, da han boede i Aarhus, skildret dette i en lille bog: "Slavekrigen",
der blev udgivet af "Udvalget for Folkeoplysningens Fremme" 1885 nr. 138.
Der har han fortalt om personer og begivenheder fra Linnerup Sogn i foråret 1848.
Weiersøe´s artikel fra 1885.
Til Evald Tang Kristensen har han også meddelt adskilligt, bl.a. om degnen Jens Andersen Skovborg. Se også Anders Uhrskovs bog: "Fynbo, Jyde og Sjællandsfar".
Weiersøe kendte St. St. Blicher personligt og elskede hans sange, som han ofte citerede. Noget, som karakteriserer Weiersøe ret godt, kan ses af følgende: Da hans gode
ven gennem hele livet, Nicolaj Madsen, Trabjerggaard, blev begravet, talte Weiersøe
om sin ven og citerede da et vers af Blicher:
Farvel min Ven, nu også du gik bort,
du som de Andre lader mig tilbage!
Nu tykkes mig først ret vort Liv er kort,
det hele kun en liden Slump af Dage.
Weiersøes hustru Ida døde i 1895 og ca. 2 år senere døde han selv; de er begge begravet på Storring Kirkegård.
Weiersøe´s gravsten på Storring Kirkegaard.
Læs mere om Severin Weiersøe på Infoteket under >Artikler< i underbiblioteket >Artikler til Lokalhistorisk Årbog< med titlen: "Vor gamle degn".