Linnerup:

Det gjaldt nu om at finde det rigtige sted at bo. Det vil sige både et sted, vi syntes om, og som også passede til vores økonomiske formåen.
Vi kørte noget omkring i landet, også på Fyn, som vi havde en vis forkærlighed for. Men vi fandt ud af, at ejendomme her var noget dyrere end i Jylland, og det hele endte med, at den eneste vi kom i rigtige forhandlinger med var Jeppe Sørensen i Linnerup.
Han og hans hustru Kirsten havde en gård her, som vi så store muligheder i, og jeg kan ikke undlade at give en beskrivelse af stedet. Der var lidt over 50 tdr. land med gode lange agre på hver side af en asfalteret vej under Linnerup-Hammer kommune. Størsteparten af jorden var ret god lermuld, men i den ene ende var der også sandjord. I den modsatte ende var der god græsningsjord, der var delt op i 3 indhegninger, hvor en bæk med rindende vand fungerede som gårdens nordlige skel og samtidig leverede godt drikkevand til dyrene.

"Ballehøj" i Linnerup 1956.

Gårdens bygninger var harmonisk sammensat, og den 50 meter lange indkørsel endte gennem en port til en stor gårdsplads, hvor et pænt stuehus med rødt tegltag virkede meget indbydende med hovedindgang midt i gårdfacaden.
Indendørs var der god plads med 2 rummelige stuer plus veranda. Der var 3 værelser samt et stort køkken med komfur og centralfyr. Der var også bryggers og kælder. Der var naturligvis vandhaner, hvor der var brug for det. Vandforsyningen var fra egen brønd, hvorfra vandet blev pumpet op i en beholder, der var placeret på loftet i udhuset.
Det var ikke særlig imponerende, men man lovede, at der aldrig manglede vand.

I kostalden stod der 22 gode køer og 4 kælvekvier. Der var satset endnu mere på grise, så der var nogle år tidligere bygget en lang længe af træ, hvor der var 36 søer med mange smågrise plus en orne. Til højre for porten var der stier med 40 fedesvin, så man kan nok have lov at sige, at gården var i fuld drift.

I en længe var der karlekammer og næst efter bilgarage og værksted. Der var også en ting her, som vi ikke havde set andre steder, nemlig en vindmølle bygget i det ene hjørne af gårdspladsen. Den var et godt stykke højere end husene. Den var bygget af jern og tjente som drivkraft til kværnen. Det var naturligvis en besparelse på elregningen, men at den knirkede og larmede noget skal ikke bortforklares. Men når det alt sammen blev gjort op, så opvejede de positive ting langt de negative.

Så efter at vi havde set, hvad vi ønskede at se, så samledes vi i stuen for at få den endelige pris og øvrige betingelser på plads. Her blev vi så orienteret om, at familien ønskede at købe en noget større gård i Thorsted ved Horsens. Den skulle sønnen Jens have. Han var nylig kommet hjem fra en rejse til USA, så han skulle have noget større.

Han havde for øvrigt siden hjemkomsten købt en bugseret mejetærsker, som ikke måtte indgå i handelen. For mig var det nu ikke så vigtigt. Jeg husker desværre ikke nøjagtigt, om den forlangte pris var 220.000 eller 225.000 kr., men salget var betinget af, at de kunde købe gården i Horsens, som de ønskede.

Det var ejendomsmægler Assenholt fra Vonge, som medvirkede ved denne handel, og efter at vi havde drøftet de vigtigste ting, blev vi enige om at mødes igen, når og hvis Jeppe havde fået endeligt tilsagn om køb af gården som tidligere nævnt.

Der gik kun nogle få dage før vi blev kontaktet af mægleren, og et nyt møde blev aftalt. Dette møde var afgørende for, hvor vi kom til at bo og virke de næste 29 år. Efter nogen diskussion endte vi med en pris på 210.000 kr. Vi overtog en 1. prioritet til Horsens Sparekasse på 45.000 kr., udbetaling 65.000 kr. og der blev så et pantebrev til Jeppe på 60.000 kr., hvad jeg ikke så som noget problem, da jeg havde hele beløbet til gode i gården i Smidstrup.
Jeg var godt tilfreds med det opnåede resultat, for jeg syntes, der var noget mere forskel end de 45.000 kr., som gården i Linnerup havde kostet mere end den i Smidstrup. De resterende 40.000 kr. skulde betales efter et halvt år.

Vi havde hver vores sagfører, da skøde og øvrige papirer blev udfærdiget. Straks efter, lige omkring den 1. november var vi rejseklar og fragtede al vores habengut til vores nye hjem.
Det var virkeligt spændende. En karl, der tjente hos Jeppe, var fæstet for en måned mere, og ham kunne vi så beholde i den tid. Det var en fuldvoksen karl, og en dag jeg ikke var hjemme, var han sat til at køre ajle, da beholderen var fyldt op. Senere opdagede jeg, at ajlen var spredt på den anden side af skellet.
Jeg havde taget det som en selvfølge, at han vidste, hvor skellet var, da han allerede havde været på gården i nogen tid. Det gjorde nu ikke så meget, for hos os var der rigeligt af husdyrgødning, hvad der ikke var tilfældet hos naboen. Men naboerne glemte ikke denne oplevelse, og blev i lang tid ved med at komme med spydigheder om det, og det gav således anledning til mange muntre oplevelser.

Vi var nu flyttet ind i vores nye hjem i Linnerup. Bent var konfirmeret og havde fået en plads ved landbruget, så det var kun vores to små piger, der var med hertil. Ikke så længe efter indflytningen kørte vi sammen med pigerne til Gadbjerg for at besøge min mor.

Besøget sluttede ved 10-tiden, hvor vi begav os på vej hjemad. Men da vi nærmede os Hjortsvang med en fart på 50-60 km blev jeg overrasket over, at bilen slet ikke lystrede rattet. Det skete ganske pludseligt, og jeg kunne ikke stille noget op.
Jeg måtte finde mig i, at bilen fandt sine egne veje, og det var så gennem et hegn ved vejen, hvor den stoppede nogle meter inde på en mark. Men lige da bilen standsede, syntes jeg, at den hældede meget, og jeg udbrød, nej, nej den vælter sgu. Og det gjorde den så. Den lå på højre side, så vi åbnede venstre dør, der vendte opad, og Paula og jeg reddede os ud i det fri.
Med forenede kræfter fik vi vores to piger halet op gennem bagdøren. De var knap vågnet og lod heldigvis ikke til at være kommet noget til.

Det viste sig, at ulykken var sket, fordi der var kørt staldgødning og tabt noget på vejen, og da det var lidt fugtigt vejr, kunne bilen ikke lade sig styre i det fedtede føre.
Imidlertid blev vi hentet ind af manden og konen, der havde gården her. Vi kendte ikke parret, men de var meget venlige og viste megen deltagelse. Så her under lyset blev vi nærmere undersøgt med det resultat, at Paula havde fået trykket den ene skulder. Dog ikke så meget, at det skønnedes nødvendigt at søge læge, og det blev det heldigvis heller ikke senere i den forbindelse.
Medens al denne forvirring stod på, kom vores daglige post forbi, og han tilbød at køre os hjem. Et tilbud som vi tog imod. Ingeborg og Kresten Kirkegaard, hvor vi var havnet, havde ikke på dette tidspunkt nogen bil.

Dette ufrivillige besøg hos Ingeborg og Kresten, som var vores jævnaldrende, blev indledning til et mangeårigt venskab vores to familier imellem. Selv nu 58 år efter denne oplevelse, består venskabet stadig med Ingeborg, der desværre nu er alene.

Denne oplevelse viser med al tydelighed, hvad jeg tidligere har været inde på, at tilfældighederne hele tiden griber ind og for en stor del styrer vores vandring gennem livet.
Dagen efter denne oplevelse blev bilen rejst op på hjulene igen. Der var ikke sket så meget med den, da den ikke var rullet rundt, men kun havde lagt sig roligt ned. Der var naturligvis blevet et par buler, som måtte rettes, og så var den lige god igen.

Opdateret d. 3.11.2020