Mekaniseringen:

Det havde været et spændende arbejde med hesteavlsforeningen, men mekaniseringen i landbruget havde nu fuld fart på og i de få år, der nu var gået, havde rigtig mange landbrug skiftet hestekræfterne ud med motorkræfter.
Selv købte vi traktor i 1951.

Som allerede nævnt var det gode landbrugstider, så det var intet problem at betale de 11.000 kr., som en grå Ferguson dengang kostede hos Serup Olsen i Vejle. Det var en revolutionerende opfindelse. Der var lift på alle traktorer, så man kunde løfte og sænke redskaberne. Hermed blev traktoren anvendelig også på små marker.
Traktoren overtog efterhånden alt landbrugsarbejde, og arbejdsheste i landbruget blev på den måde helt overflødiggjort. Det blev en stor hjælp, da traktoren overtog det tunge arbejde i marken. Traktoren kunde holde ud så længe, som føreren ønskede, blot den havde benzin på tanken.
Jeg synes godt, at jeg kan kalde det traktorens barndom, for dels var det alene små traktorer, som kunne købes, og dels var de alle benzindrevne i modsætning til i dag, hvor det stort set udelukkende er diesel, der bruges som drivmiddel. Vi kunde så få afgiftsfri benzin, men for nogle var fristelsen for stor, så det i nogen tilfælde også blev brugt til bilen. For at afsløre dem, fandt man på at farve benzinen.
Dengang var der ikke noget der hed førerhus på en traktor. Det var en stor mangel, og vilde være helt utænkeligt nu om stunder. Med traktoren kunde man godt præstere et fint pløjearbejde.
Der var godt lys til arbejdet, så det var muligt at gøre arbejdsdagen så lang, som føreren kunde holde til.
Jeg var glad for traktoren og brugte den meget.
I efteråret 51 blev jeg bedt om at pløje noget for min far, der på det tidspunkt boede i Oksenbjerge, efter at han og min mor havde flyttet en del omkring de senere år. Samme år pløjede jeg også en del for min søster og svoger, som også boede i Oksenbjerge. Her var for øvrigt nogle ret store og lange marker, som egnede sig godt til traktor.

12. juli 1952 døde min far efter kun at have været indlagt ganske få dage på Give Sygehus. Vi fik det triste budskab fra min søster Edith, som havde haft den sidste vagt hos ham om natten. Min far blev kun 63 år.
Vi kørte omgående til Give, også for at være hos min mor, der nu havde mange ting at tage beslutning om. Så ud over at være hende til trøst, så hjalp vi også med at planlægge begravelsen, der skulde foregå fra Nørup Kirke.
Selv om de havde boet mange steder de senere år, så havde de dog haftlangt den meste tid og virke i Nørup sogn.
Men tilbage til min Mor, der nu var alene med landbruget. Heldigvis var der en mand, der boede i nærheden, som var kendt med det hele, idet han havde hjulpet min far en del. Han var en stabil mand og passede både besætning og markarbejde. Det var godt for min mor, som ikke ønskede at drive gården videre.

Jeg kan ikke lade være med at stoppe og tænke over den tilfældighed, at det netop er 12. juli i dag, at jeg er kommet dertil netop at skrive det afsnit i mine erindringer. Det er i dag 47 år siden, en rigtig varm dag nøjagtig som dengang.

Min mor ønskede at bo i Gadbjerg, og min bror Jul, der drev tømrervirksomhed her, blev sat på opgaven. Selvom han havde meget at bestille, så blev arbejdet hurtigt sat i gang, og det tog ikke lang tid, før der stod et dejligt rødstenshus lige i udkanten af Gadbjerg og ret nær Gadbjerg Station.

Gården i Oksenbjerge var det let nok at finde en køber til, og da huset stod klar til indflytning allerede tidligt efterår 1952, flyttede min mor ind i det. Her havde hun mange gode år, godt hjulpet af min yngste søster og ikke mindst hendes mand Christian.
Var der noget med huset, så var Jul også altid villig til at hjælpe. Mor glædede sig meget over at kunne følge børnebørnene i deres opvækst, hvoraf der var 3 hos Jul og 1 hos Edith og Christian. Men det var jo ellers mine oplevelser, det drejer sig om, og vi havde da også kun 3 km til Gadbjerg, hvor nu både min mor og Paulas forældre boede, så indimellem mødte vi og vores børn også op.

Men ellers var der nok at gøre på gården i Smidstrup, hvor jeg de første år lavede nogle gylte, som jeg fik en sagfører i Vejle til at holde auktion over. Det gik ganske udmærket.
Et år prøvede jeg så at have en flok på 12 stk. gående på græs i 3 sommermåneder. Men af en eller anden årsag mislykkedes det, uden at jeg nogensinde fandt ud af hvorfor. Det viste sig, at kun et par stykker var drægtige, og resten at flokken blev til slagtegrise, så de da ikke gik til spilde. Men prisen var meget mindre end den de ellers kunde have hjembragt.
Skulle det nu ske, at en ukyndig på det landbrugsfaglige skulde læse dette, så vil jeg lige oplyse, at en gylt er ensbetydende med en højgravid førstegangsdrægtig damegris.
Efter at det havde gået godt nogle år, opfandt man Vejle Landboauktioner, og så var der ikke så meget ved den fidus, som jeg var inde på.

Men der var også andre interessante ting at foretage sig. Vi dyrkede en hel del kartofler i Smidstrup. Det gav meget arbejde, og det var naturligvis håndarbejde, der var afgørende her. Først skulle kartoflerne graves eller hakkes op, og det var mest mit arbejde. Hvert år samlede vi et hold på 6 personer, som regel mest koner fra nabolaget.
De samlede kartoflerne i dertil egnede kasser med ca. 25 kg i hver. Når der var samlet et passende læs, så skulle jeg have nye tomme kasser sat og have de fyldte kørt i en kule. Når arbejdsdagen var til ende, så skulde alle kasser tømmes og kulen dækkes med halm, samt helst lidt jord for at undgå blæst og evt. regn.
Gennem landboforeningen var kartoffelmarken synet for sortsrenhed og evt. sygdomme.
Når avlen var synet og godkendt, så kunne man få lov til at levere kartofler til eksport.

Kartofler til eksport skulde være sorteret godt. Der måtte således ikke i færdigvaren findes beskadigede eller grønfarvede knolde, ligesom de heller ikke måtte lide af skurv eller rust. De største knolde blev eksporteret som spisekartofler, og de mindre til læggebrug. De mindste blev sorteret fra, og dem kunne vi så anvende som foder til dyrene.
De 2 sorteringer blev fyldt i tilsendte sække med 50 kg i hver, og så kom det spændende øjeblik, da konsulenten kom for at syne og gerne plombere sækkene. Det foregik på den måde, at han udvalgte nogle tilfældige sække, som blev tømt og nøje efterset. Men retfærdigvis må jeg da sige, at det aldrig er sket, at vi fik et parti kasseret.

Men nu nok om det, for som landmand er der mange forskellige ting at tage vare på, hvoraf de allerfleste er årstidsbestemte, ligesom også vejret har ret stor indflydelse på de udendørs aktiviteter.

Jeg erindrer mange dejlige travle dage i høsten. Et år husker jeg som helt specielt med dejlige oplevelser. Jeg tror, det var høsten 54. Det var et år med meget vellykket kornavl, hvad der naturligvis ikke gjorde glæden mindre, men det er især fornøjelsen at arbejde sammen med mange veloplagte og fornøjelige mennesker.

Der var min søster Edith, Christian, hendes mand samt en nabo, som jeg dengang arbejdede meget sammen med, og ikke at forglemme min bror Juls drenge Aksel og Villy, der meget gerne ville ned til os. Måske var traktoren dengang også spændende.
Så mange var der, foruden os selv og vores 3 børn, så Paula havde nok at gøre med at sørge for forplejningen. Det var en varm og skøn sensommerdag sidst i august. Det var en dag, hvor der virkelig var liv og højt humør, og børnene fik lov til at køre med på de høje kornlæs. En sådan dag blev der kørt mange tunge neg hjem og sat i hæs lige uden for gården.
Laden var allerede fyldt med hvad den kunne rumme, så jeg måtte for første gang prøve at bygge et hæs op. Selvom jeg nok havde set det, opdagede jeg, at det ikke var så let, som det havde set ud til. Negene skulle nemlig ligge sådan, at de bandt hinanden og forhindrede udskridning, så stakken ikke væltede.
Endvidere skulle de yderste neg hælde svagt nedad, så regnvand blev ledt ned til jorden. Dersom det modsatte var tilfældet, at vandet blev ledt ind i stakken, så vilde kornet blive ødelagt.
Man vilde også gerne, at hæssene fremstod så pæne som muligt. Det sidste syntes jeg godt kunne have været bedre, men de væltede dog ikke, og der var ej heller noget korn, der blev ødelagt.

I forbindelse med høsten, må jeg også erindre om en familie, der boede i et lille hus, kun få hundrede meter fra os.
Manden hed Sigvald og konen Thea. De havde en datter boende hjemme med en pige. Sigvald og Thea var omkring de 40 år, og der duftede ikke altid af renlighed i det lille hus. Det var ikke et hverdagssyn at se Sigvald i arbejde, men selv om Thea ikke led af rengøringsvanvid, hvad hun da heller ikke selv skiltede med, så ville hun gerne arbejde og tjene penge.
Man kan mene, at hun havde en kummerlig tilværelse, men måske var det slet ikke tilfældet. Vi benyttede os somme tider af Theas hjælp, og jeg vil gerne stemple hende som en både arbejdsom og meget omgængelig kone.
Thea var fuldstændig ligeglad med, hvori arbejdet bestod, og i høsten var der også noget, hun kunne hjælpe med. Selvom vi nu brugte traktor til næsten alting, så havde vi stadig en solid hest i stalden, og med den spændt for rivemaskinen blev Thea sat i gang med at rive stubmarker.
Jeg forklarede hende, hvad hun skulle gøre, og hun anbragte sig på sædet og med tømmen i hånden gik det udmærket frem og tilbage på marken. Det var et let arbejde, som hun klarede udmærket.
Da jeg nogen tid efter gik i marken for at se til hende, så syntes jeg, at hun sad så underligt. Men arbejdet skred godt nok, så hun måtte jo selv om, hvordan hun ville sidde. Men da jeg kom nærmere, opdagede jeg, at hun havde tabt sædet.
Så forstod jeg, hvorfor hun sad lidt mærkeligt.
Men trofast som hun var, måtte arbejdet gå sin gang, uanset der kun var den kantede bjælke at sidde og skræve på. Når de store hjul på rivemaskinen fandt en ujævnhed i marken, så rystede hele maskinen. Jeg kunne godt se at det gjorde ondt, så jeg spurgte Thea om hun sad godt. Hun svarede at det ikke var særlig godt, men når nu sædet var tabt, så var der jo ikke anden mulighed, Så bad jeg Thea vente lidt, medens jeg hentede en ny bolt, så jeg kunne få sædet monteret på plads igen, og kort efter fortsatte Thea på et mere bekvemt sæde.

Da jeg en dag kort før høst kørte forbi smeden i Tofthøj, fik jeg øje på en selvbinder, der var til salg. Den så næsten ikke ud til at have været brugt. Den var med 6 fods skærebord, hvilket var I fod mere end der traditionelt blev brugt. Smeden forklarede mig, at han havde måttet tage maskinen tilbage, fordi køberen ikke kunne få bindeapparatet til at virke tilfredsstillende.
Jeg købte selvbinderen med den fejl. Til gengæld var den meget billig, og det viste sig da også. at der kun var tale en indstillingsfejl, som jeg hurtigt fik rettet. Jeg var meget tilfreds med den maskine, der tjente mig godt, indtil vi 4 år senere solgte gården.

Det gik meget godt, og i 54 blev der også råd til at skifte DKW´en ud med en større bil med 4 cylindre. Vi kørte en del ture med vore 3 børn på bagsædet. De sad ofte og kiggede ud af bagruden. Der var langt fra tæt biltrafik dengang, men det skete, at en bil nærmede sig bagfra. Det syntes børnene ikke om. Så lød det i kor, gi den gas, far, gi den gas.
Jeg syntes, vi havde nogle dejlige ture med børnene, men det skete da også, at idyllen blev afbrudt af deres skænderi. Dersom det gik rigtig højt, kunne det gå over til lidt håndgemæng, så var hyggen væk for et stykke tid. Somme tider kunne børnene også synge for os, Og det var de gode til, så vi alle kunne nyde det.

Da vores marker i Smidstrup var gennemskåret af 2 ret trafikerede veje, så blev der mange ukurante stykker, hvad der var meget upraktisk, når jorden skulde behandles, ligesom der også var blevet en del små stykker, der heller ikke egnede sig så godt til traktor og de efterhånden større redskaber og maskiner.
Landbruget mekanisering var så småt i gang, og sammenlagt satte det tanker i gang om, at vi måske skulde sælge gården i Smidstrup og købe en anden, hvor der ikke var disse problemer. Vi skriver nu efterår 1956 og har boet her i 11 år.

Vi var godt tilfredse med at være her, så det var en stor beslutning at tage. Men på den anden side, skulle det være, så var det også tiden nu, hvor vi havde både den rigtige alder og den fulde arbejdsevne samt en hel del erfaring, hvad der bestemt ikke er uden betydning.

Beslutningen var nu taget, og så snart det rygtedes, blev vi kontaktet af en ejendomsmægler fra Give, som ret hurtigt indfandt sig med en køber, som lige havde solgt et mindre landbrug ved Give.
Den interesserede køber hed Anders Christensen, og vi blev enige om en pris på 165.000 kr., hvor køberen overtog 24.000 kr. som 1. prioritet i gården til Give Sparekasse.
Der blev udbetalt 65.000 kr. og oprettet pantebrev til os som anden prioritet på resten. Udbetalingen har dengang nok været cirka løsørets værdi, da der var fyldt op i stalden. Der medfulgte traktor og i laden var der nylig indsat nyt tærskeværk med selv-ilægger og tilhørende halmpresser, så 2 mand nu kunne klare tærskearbejdet.


Opdateret d. 25.9.2020