Tiden i Vester Smidstrup:

Det viste sig også at være meget tæt på, hvad vi havde tænkt os. Her var nogle gode velholdte bygninger. Stuehuset var med indgang midt i huset, og herfra soveværelse til venstre. Til højre var der indgang til en stue af passende størrelse og med alle tiders dejlige kamin. Der var endnu en stue af ca. samme størrelse. Der var også et godt køkken med komfur og tilhørende brændekasse, som dengang almindeligvis blev kaldt tørvekasse. Den var med låg. Altså et godt sted at sidde, tæt på det varme komfur.
Det blev sagt, at de gæster, der benyttede sig af det, måtte sige lige hvad de ville, når de sad på tørvekassen, og det skete ikke så sjældent. Nogen kunde måske få den tanke, at det var noget, jeg har fundet på, men det tror jeg ikke på. Så ikke mere om det.
Der var også bryggers med bagindgang. Kort sagt et komplet hus bygget af røde teglsten med hulmur. Der var alt, hvad man dengang kunde forlange.

Jeg er sikker på, at det første mine læsere vil spørge om. Hvor er badeværelset. Hertil må jeg oplyse, at det dengang ikke var så almindeligt med badeværelse på landet. Der var i stedet das i baggården, men der var indlagt vand fra egen boring. Det var godt vand og nok af det, såvel i stuehus som i stald. Som man vil forstå, en luksus for os, og det var da heller ikke alle steder på landet, at man var nået så langt på dette tidspunkt.

Gården var i fuld drift, og det vil sige, at der i kostalden stod 12 gode køer med tilhørende opdræt samt nogle svin og 2 heste. Der var også malkemaskine. For enden af kostalden var der roehus. Laden var bygget på kostalden i en vinkel, det var ganske praktisk. I et tredje hus var der hestestald, vogn- og maskinhus, og til slut et hønsehus bagved. Ejendommen lå dejligt lunt ved alfarvej og med mange store træer på de 2 sider.
Der var 65 tdr. land, mest sandjord, men skiftende til lerjord ind imellem.
Markerne var gennemskåret af to asfaltveje, som forårsagede mange trekanter og ukurante marker. Der var 10 tdr. land med skov, hvoraf halvdelen stor skov. I øvrigt kunne vi godt lide stedet og kom i forhandling med Valdemar Jensen, der var ejeren. Vi fandt også frem til en acceptabel pris, men en lille detalje, som Valdemar ikke vilde gå med til, forhindrede at slutsedlen blev underskrevet. Samme aften var Paula og jeg til fest på Gadbjerg Kro, og medens vi sad der i hyggelige omgivelser, kom ejendomsmægleren og fortalte, at han havde fået Valdemar til at gå med til det, som tidligere havde forhindret handelen.
Vi var slet ikke kede af det budskab, for nu kunde slutsedlen underskrives når som helst, og om kun tre uger kunde vi flytte ind i vort nye hjem, hvor vi kunne komme til at bo godt. Prisen var sat til 65.000 kr. og vi overtog et lån i Give Sparekasse på 26.000 kr., 3 1/2 procent og resten udbetalt. Det var en i alle måder regulær handel. Vi havde fået 25.000 kr. for ejendommen. Derfra havde vi de 7.000 kr. og resten havde vi fra tørvesalg.

Det var virkelig til det bedre, da vi i efteråret 1945 flyttede ind i vores nye hjem i Smidstrup. Vester Smidstrup var dengang et lille landsbysamfund, der bestod af 10 gårde, et mejeri og 2 skoler. Der var også en købmandsbutik. Endvidere en landbysmedie, hvor man også kunde få hestene skoet. Altså alt, hvad man i dagligdagen kunde få behov for.

Som allerede nævnt, var det en hel utrolig forandring for os. Husk lige på, at nu var flagermuslygte og petroleumslampen skiftet ud med elektricitet. Der var telefon på væggen og frem for alt vand, så meget man kunne ønske, blot man drejede på hanen. Det samme var naturligvis tilfældet i stalden, hvor der som tidligere nævnt, også var malkemaskine og i laden var der tærskeværk. Alt i forsvarlig stand lige til at bruge.
Vi kendte en del af egnens beboere, som vi allerede havde haft omgang med, medens vi var på St. Refstrup, så det var ikke svært at få en omgangskreds også her. Jeg nævner det, fordi jeg synes, det er en vigtig ting i tilværelsen. Dengang kom vi hinanden ved. Det var dengang Gadbjerg Kommune, som senere blev sammenlagt med Give ved kommunesammenlægningen i 1972.

Vinteren 1946 tegnede alting lyst og lykkeligt for Danmark i al almindelighed og for os i særdeleshed. Tyskerne var for længst ude af landet, og de mange flygtninge, som Danmark havde haft under krigen, var næsten alle rejst igen. Nu var det atter dansk lov, der gjaldt, og efterhånden, som der begyndte at komme varer til landet, kunde man begynde at købe både kaffe og tobak samt flere andre ting. Men det varede lang tid, før markedet var helt frit, også med olie og benzin.
Over hele verden var der mangel på fødevarer, så det tegnede til gode tider for dansk landbrug. Vi havde nu etableret os her i Smidstrup og alt så lyst ud.

Men som bekendt er der ingen træer, der gror ind i himlen - og vel heller ikke nogen lykke, der gør. Vi havde fået en lille pige, som var døbt Lis. Men vi havde den store sorg at miste hende, da hun kun var 3 måneder gammel. Det er svært, men livet for os måtte jo gå videre. Det var meget svært for Paula at komme over, men måske er det naturligt, når man husker på, at barnet i dets første tid er så afhængigt af sin mor. Men jeg vil meget nødigt, at nogen skal tro, at det ikke har berørt mig.

Til gården i Smidstrup var der et lille lavområde, der var bevokset med pilebuske. Der stod vand imellem dem, og det lugtede lidt efter tørv. Om nogen tidligere havde tænkt på det, ved jeg ikke, men min nysgerrighed var vakt.
Det viste sig, at der nogle steder var over 3 meter dyb tørvejord, og jeg besluttede, at jeg vilde prøve, om jeg kunne udnytte det. Imidlertid var det ikke så ligetil. Først måtte vandet ledes væk fra overfladen. Når der blev lagt en rørledning, så kunne en vandpumpe nok klare resten. Der var en dræningsmester i Smidstrup, så det kunne han klare.

Der var mange ting at tage stilling til, da jeg nu havde afskaffet alt det materiel, jeg tidligere havde brugt. Ja, man kan godt sige, at det eneste jeg havde tilbage, var erfaring, hvad der på ingen måde var uden betydning. Da der var mange, der havde stoppet tørveproduktionen nu, så var det ikke vanskeligt at købe en tørvepresser.
Den fandt jeg i Boest ved Nr. Snede, og der blev lavet et par nye troljer til at bringe tørvene ud til liggepladsen, der lå ganske tæt ved og som jeg nu ikke behøvede at leje, da marken var min egen.
Elektriker Bertelsen fra Gadbjerg etablerede elkraft til stedet, og ved den lejlighed forelskede han sig i nogle halvstore kønne birketræer, som alligevel skulde ryddes. Han fik naturligvis lov til at grave træerne op selv. De skulde omgås med omtanke, for de var store i forhold til træer, som man normalt plantede, ligesom efteråret altid har været betragtet som bedste plantetid. Det har før været sådan, at det man planter om foråret, det kan gro, men det man planter om efteråret, det skal gro. Der kan nok være en vis sandhed i det, men Bertelsens birketræer lykkedes godt, selvom de blev plantet ved forårstide. Det var rart, for jeg ved, at han gjorde virkelig meget ud af eksperimentet.
Der blev købt en vandpumpe og påmonteret en lille elmotor. Den blev prøvekørt og passede godt til formålet. Bertelsen leverede en 10 HK elmotor, og der manglede nu kun mandskab. Men det var intet problem, for jeg tror, at mange var interesserede og måske også lidt nysgerrige, for man havde ikke tidligere haft den slags produktion så tæt på i det lille bysamfund.

Arbejdet gik nu planmæssigt, og det fremstillede brændsel var af god kvalitet. Det vejede ikke så meget, men det kunne så gå lige op med det bedre produkt. Da det alt sammen blev solgt og vurderet på læs efter aftale mellem køber og sælger, så blev der aldrig problemer desangående. I løbet af 2 år var tørvejorden her omsat til dejlige varmekalorier.
Det havde været let at få tørvene tørre på den højtliggende tørreplads og i særdeleshed sommeren 47, der var meget varm og tør. Skønt vi fortsatte med at lægge tørv ud til langt hen i august, var der ingen problemer med at få dem alle tørre og kørt væk.

Den 5. april blev vores næste barn født. En pige. Og dersom man påstår, at små børn er dejlige, så siger jeg ingenting, for hun skreg næsten ustandselig hver eneste nat det første halve år, uden at det var muligt at finde nogen årsag til problemet. Jeg husker, at Paulas moderkærlighed ind imellem godt kunne være lidt afkølet, men det er der vel ikke noget at sige til.

Den bedste tid som landmand oplevede vi fra 1945 til omkring 1960. Der var brug for alt, hvad der kunde produceres. Priserne var gode og skatterne i et rimeligt forhold til indtjeningen. Her i Smidstrup kunde vi, som allerede nævnt, nyde de mange behageligheder, som vi havde måttet undvære de seneste 5 år.
Vi kunne sælge tørv og traditionelle landbrugsprodukter til gode priser, så penge var heller ikke noget problem.

Kun godt et par km. fra, hvor vi boede, lå der et område, der hedder Canada. Et lidt afsides sted med nogle få spredte landejendomme. En af dem blev omkring 1950 sat under tvangsauktion. Det var en meget forsømt ejendom, hvor en mand der fra egnen havde 4.000 kr. i klemme. Da jeg tilbød at betale dette beløb plus sagens omkostninger, blev jeg ejer af det forsømte sted. Naturligvis havde denne handel også et formål. Her var en del lave arealer, som jeg kunne udnytte til afgræsning for heste og ungkreaturer, og tænk om der ikke også her var et lille stykke jord med tørv, som jeg selvfølgelig skulde have gravet op. Og det fik jeg.

Men nu skal jeg ikke trætte læseren med mere tørvesnak. Dersom det allerede er blevet for meget, så er forklaringen, at alt mit arbejde med tørv har været meget spændende og interessant, og det har i høj grad været med til at indfri vores ambitioner. Derfor har det været nødvendigt at have det med. Men jeg lover, at det er det sidste angående tørv.

Den omtalte ejendom var som nævnt meget forsømt, og det gjaldt også markerne, der trængte til afvanding og til kalk. Det er et ret så typisk mønster, når det går skævt med økonomien. De ældre bygninger var også præget af, at der var ebbe i kassen.
De manglede vedligeholdelse og frem for alt rengøring. Jeg husker, at det var spændende for vores børn at komme med derover, og hvad ville vi hellere, end at det også skulle være spændende for dem. Men deres mor var ikke så begejstret, for da vi kom hjem, var de så befængt med lopper, at de måtte af alt tøjet, der blev rystet udenfor og efterfølgende vasket. Om det var i kogende vand, husker jeg ikke, men det har det vel nok været. Børnene blev også grundigt rengjort - dog ikke i kogende vand. Så det varede nogen tid, før de igen fik lov til at komme med til Canada.

Med insektmidler og rengøring blev den slags da overvundet, og i stuehuset fik Paula sammen med Hedvig, der var en nabokone, gjort rent, malet og tapetseret, så det kom til at se ret hæderligt ud.
I 1951 blev jeg kontaktet af en ung mand, der hed Herman Lybkær. Han fortalte, at han i nær fremtid skulle giftes, og at han gerne vilde købe ejendommen i Canada. Han fortalte også, at han havde en onkel, der boede i nærheden, og at han derigennem var orienteret om, at ejendommen måske kunde købes.
Jeg mener ikke, at jeg havde udtrykt ønske om at sælge allerede på daværende tidspunkt, men da det tydeligt skinnede igennem, at det unge par virkelig var liebhavere til ejendommen, så havde vi ikke problemer med at ordne handelen uden medvirkende ejendomsmægler.

Skødet blev skrevet hos sagfører Kildeby i Give, og ejendommen overdraget til Herman Lybkær og hans tilkommende kone Else, som var mindst lige så begejstret for stedet som Herman. De var nemlig i samme situation, som vi selv havde været nogle år tidligere. De skulle finde et sted, hvor de begrænsede midler kunde slå til i første omgang.

Herman og Else drev ejendommen en del år og ved flid og nøjsomhed sammen med gode priser på landbrugsprodukter, fik de i løbet af nogle år økonomiske kræfter til at skifte ejendommen ud med en gård i Vonge.
Men før jeg forlader emnet her, må jeg lige fortælle om en oplevelse, der bestemt hører hjemme her. Som allerede nævnt, stod Herman lige foran sit bryllup med Else. Denne højtidelighed fandt sted i Sønderjylland hos Elses forældre, der havde en gård her. For fuldstændighedens skyld finder jeg det lige på sin plads at nævne, at når jeg indimellem bruger ordet vi, så dækker det over Paula og jeg.
Men nu var det så omtalte bryllup. Før de nygifte ventedes hjem, havde vi sat en buket over i deres hjem, så indflytningen kunde foregå med maner. Denne opmærksomhed blev vel modtaget, og i den anledning blev vi bedt til Elses forældre i Sønderjylland for at se hendes hjem og spise en middag.
Da vi nu var blevet de lykkelige ejere af vores første bil, hvad var så mere naturligt, end at det blev os, der skulle sørge for transporten. Det blev en fin køretur ned gennem vores smukke land, hvor vi alle nød den dejlige natur.
Det var et fint solskinsvejr, og vi blev vel modtaget i det sønderjyske hjem, hvor der allerede var dækket op til middagen. Det varede heller ikke længe, før vi alle blev bedt om at tage plads ved bordet. Som vi nu var samlet omkring bordet - og da vi som landmænd måtte have mange fælles interesser - så har jeg nok følt det som en pligt at være lidt nysgerrig.
For at bryde stilheden spurgte jeg om flere ting. Så tænkte jeg, at han nok ikke havde hørt, hvad jeg sagde, for der var stadig ingen, der svarede. Det var altså indlysende, at jeg måtte tale noget højere. Som jeg lige netop havde taget en dyb indånding, sparkede Paula til mig under bordet.
Jeg syntes, der var fuldkommen stilhed i stuen, men i løbet af et par minutter kunne jeg lige høre, der blev sagt Amen. Så endelig fandt jeg ud af, hvad der foregik. Men nu var det for sent at folde hænderne.
Efter denne oplevelse spiste vi en god middag i stilhed. Det var, som om samtalen ikke rigtig vilde komme i gang efter middagen, så besøget blev ikke særlig langvarigt.
Vi ville godt benytte lejligheden til at se os om i det fremmede landskab nær den tyske grænse. At vi senere skulde få rig lejlighed til at farte omkring i det sønderjyske, anede vi ikke dengang. Det blev da til en indholdsrig god tur. Man lærer altid noget ved at møde andre, ikke mindst nye mennesker.

Efter ejendommen i Canada nu var solgt, kunne vi koncentrere os fuldt ud om stedet i Smidstrup. Vi havde nu 3 børn i alderen 3 til 9 år, så Paula havde nok at se til i huset.
Bent gik i skole i Smidstrup, og vi havde en karl, der skulle have kost og logi. Der blev således ikke megen tid for hende til at sidde til stads, hvad jeg da heller ikke tror, hun har ønsket. En gang imellem blev der da også tid til at køre en tur i bilen, hvad vi alle nød. Der var jo også bedsteforældre på begge sider, som skulle tilgodeses.

Mekaniseringen i landbruget var endnu ikke rigtigt kommet i gang, og slet ingen kunde blot tænke sig, hvad vi senere skulde opleve i den retning. Man troede ikke, at det vilde blive muligt f.eks. at lave et ordentligt pløjearbejde med traktor som trækkraft.
Det var den almindelige mening, at det kun vilde blive brugt på de store gårde. Indtil nu havde vi kun set bugserede plove, og de skulle have stor vendeplads, så de hørte hjemme, hvor det ikke kom sig så nøje.
Nej, det gjaldt om at være godt kørende, altså gode heste, der både havde kræfter og vilde fremad. Der var en race, der hed Oldenborg. Det var en halvsvær hest med gode lidt lange ben. En stærk hest, som mange på Giveegnen interesserede sig for.
En af dem var Jørn Karner, som boede i Hestlund. Han arrangerede et møde på Borgergården i Give, som resulterede i oprettelse af Give m.fl. Sognes Oldenborg Hesteavlsforening. Der blev valgt en 5 mands bestyrelse med mig som formand. Bestyrelsen fik mandat til at optage et banklån til indkøb af en god hingst og diverse udgifter bl.a. til en fodervært.

Den 13. januar 1951, en frostklar dag var vi 4 mand i bestyrelsen klar til at tage ud at se på hingste, som var til salg.
Da jeg var den eneste i den 5-mands bestyrelse, der havde bil på daværende tid, så var det helt naturligt, at jeg måtte køre. Efter at jeg havde samlet de andre 3 deltagere indenbords, satte vi kursen mod Horsensegnen, hvor vi først så 2 hingste og måske kunde bruge den ene.
Imidlertid havde vi også et emne i Grenå, som evt. kunne have interesse, hvorfor vi indledte den lange tur til Grenå. I dag vil ikke ret mange synes, det skulle være noget at snakke om. Men det var nu en lang og træls tur, for husk lige på, at der ikke var nogen form for varme i bilen, og da blæsten i løbet af dagen var taget betydeligt til samtidig med, at det blev sidst på eftermiddagen, før vi nåede frem, så var det meget koldt. Mine passagerer klarede sig med at stikke fødderne i hver sin papirspose, som så kunne holde kulden væk helt over knæene. Når de så var godt klædt på for oven, så klarede de sig ret godt.
Jeg husker ikke, hvor de havde papirssækkene fra, men en eller anden må jo have forudset problemet, og det var en god hjælp for de tre. Desværre var det ikke en metode, jeg kunne bruge, for så kunde jeg ikke betjene pedalerne, så jeg var nødt til at tage kulden, hvor slem den end var.

DKW´en var som bekendt med en 2-takts motor med olie blandet i benzinen. Det kunne ske, at tændrørene koksede til på en lang tur, og en enkelt gang måtte jeg ud at rense dem, fordi motoren begyndte at gå ujævnt. Det blev jeg ikke mindre kold af, for blæsten trængte gennem alt.
Men vi nåede vores mål og fik hingsten mønstret, før det blev mørkt.

Vi havde således nået det, vi havde sat os for og kunne nu med sindsro begynde tilbageturen. Mine 3 passagerer trak deres foderstofsække godt op over knæene, og så kunne vi indlede turen mod Århus.
Jørn Karner var ellers københavner. Igen må det undre mig, hvordan skæbnen flytter rundt med os mennesker. Denne københavner havde af uforklarlige årsager etableret sig i det vestjyske landbrug.

Han var kvik, som en københavner skal være, men jeg fik det indtryk, at nogle af hans vestjyske kollegaer somme tider syntes, han var lidt for hurtig.
Jørn var ikke københavner for ingenting. Han havde, uden vi vidste det, bestilt aftensmad på en restaurant i Århus. Så kunde han ved samme lejlighed besøge sin far, der havde denne beværtning. Det var meget spændende, hvad vi kunne blive præsenteret for her i storbyen.
Tænk på, at vi var mænd i vores allerbedste alder, hvor vi virkelig kunde gøre en indsats også ved bordet. Når dertil kommer, at vi ikke havde fået mad, siden vi tidligt om morgenen tog af sted, så vil man forstå, at forventningens glæde havde fat i os. Og jeg må sige, at denne forventning blev til fulde tilgodeset.
Vi kom til stedet langt hen på aftenen og blev venligt modtaget af Jørns far. Kort tid efter blev vi placeret ved bordet, som allerede var dækket.
Det er nu så længe siden, så jeg husker desværre ikke menuen, men jeg husker, at den indfriede alle forventninger. Vi opholdt os her til omkring midnat og havde nu fået vores energi tanket op på ny, så vi med godt humør kunde indlede sidste etape af turen.
Inden jeg havde afleveret mine passagerer de 3 steder og nåede hjem til Smidstrup, var næste dag godt begyndt. Men formålet med rejsen gav det ønskede resultat. Vi fik valgt den hingst, som skulle tjene Give og Omegns Oldenborg Hesteavlsforening.
Kort tid efter blev hesten leveret og præsenteret for foreningens medlemmer, hvor den fik en god modtagelse. Foreningen eksisterede kun til 1955.



Opdateret d. 25.9.2020