Vor dagligdag blev sat 100 år tilbage:

Indtil vores bryllupsdag boede vi hos vores forældre. Der var nu tid til at cykle omkring og se på ejendomme, og der var nok til salg, men problemet var, at vi ikke havde råd til nogen af dem. Min far havde fundet ud af, at der var en mulighed for en ejendom mellem Give og Grønbjerg.

Det lykkedes også at få en aftale i stand, dersom vi kunne præstere 5.000 kr. i udbetaling, og det blev mulig på følgende måde. Jeg havde dengang en moster, der var ejer af Farre Kro. Hun var enke, og man regnede hende for at have det ret lunt økonomisk, og sammen med min far gik hun med til at kautionere for 2.000 kr. Men hun sagde også til mig, at nu må i endelig se at klare det. Jeg svarede beroligende, at det ville vi gøre alt for.

Paulas far havde den gode skik, at han gav alle sine børn 2.000 kr., når de ville sætte bo. Det var da noget af en opgave, for der var 12 i alt, og vi blev da heller ingen undtagelse. Og således var der udvej for 4.000 kr., og de 1.000 kr. der nu manglede, havde vi selv foruden handelsomkostninger. Således blev vi nu ejere af det lille forblæste sted med 18 tdr. land og undskyld, jeg kan ikke lade være med at nævne, at det ikke var samme slags, som den gode muld omkring Odense.

Der var solide bygninger til ejendommen, der var bygget i en vinkel og tækket med tagsten. Der var beboelse i den ene ende, hvorfra der var indgang til laden og derfra til ko- og svinestald. Ejendommen var besat med 4 køer, 3 grise samt nogle få høns. Der var også en lille russerhest, og den var "hvinte". Det vil sige, at det var en hoppe, og vandet stod bagud af den ved enhver lejlighed, så man kunne ikke stå alt for nær ved den uden risiko for et varmt brusebad.
Når den skulle i arbejde, så ville den fange tømmen med halen, og så havde man ikke megen styr på den.

Vores nye hjem var en af egnens højst beliggende ejendomme, og vinden havde frit spil, for der var ingen læ. Så vi kunne virkelig føle en forandring, hvad vi naturligvis også havde regnet med, men alligevel? Der var ingen elektricitet, men vi kunne få rationeringsmærker til petroleum, så der da kunne komme lys på lampen.
Vores forbrug af vand var fra en brønd, hvor vi kunne pumpe vand op med en håndpumpe. Altså, hvis der var noget. Men det var der for det meste om vinteren. Når der ikke var noget, så måtte vi hente det hos naboen. Om sommeren trak vi køerne derhen for at drikke. Nu kunne vi med rette kalde os selvejere. Og vi var stenrige forstået på den måde, at størsteparten af jorden her var for oven iblandet virkelig mange sten. Det gjorde ikke arbejdet lettere, men til gengæld var det med til at begrænse sandflugt.

Der burde sås rug om efteråret i den slags jord, men det var ikke sket. Min svigerfar sagde, at han havde gode erfaringer med at så rug på denne årstid, så han rådede mig til at gøre det, selvom det var halvanden måned for sent. Så 2 dage efter vores bryllup var jeg i gang med det.

Dagen efter at jeg havde sået rugen, var jorden stivfrossen, og det var den de næste 3 måneder. Da det sene forår endelig viste sig, spirede rugen slet ikke. Den var rådnet i jorden, og nu var det nødvendigt, at så marken om, denne gang med vårrug.

Nu vil jeg meget nødig mistænkes for at mene, at min svigerfar den gang gav mig dårlig vejledning, for jeg ved, at han havde de bedste hensigter, her som i andre spørgsmål. Og han kunne jo heller ikke vide, at det blev en sådan russervinter. For øvrigt var min svigerfar en interessant person, som havde oplevet meget og lært at klare sig. Jeg ville gerne have snakket noget mere med ham, men da jeg lærte ham at kende, var han langt op i 80erne, og man skulle råbe meget højt, fordi han hørte så dårligt. Det satte naturligvis ret snævre grænser for vores samtaler.

Vores første hjem, som vi trods alt kunne tillade os at kalde vores, var nu taget i besiddelse, og vi indrettede os så godt, som det nu lod sig gore. Behageligheder var det i hvert fald småt med, uden lys, og ingen haner med vand i, ja ikke engang en radio. Fra vores bryllupsgaver havde vi gemt 400 kr., og for det beløb lejede jeg en nabo til at tærske den indavlede sæd, for her var jo ikke noget tærskeværk. Nu havde vi da korn og stråfoder til dyrene. Men for at kunne udnytte kornet, måtte det først til mølleren for at blive malet.
På et tohjulet køretøj med den lille hest spændt for, kørte jeg til mølleren i Grønbjerg, hvortil der var 5 km. Der var kun plads til to højest 3 sække korn på det lille køretøj, men til den lille besætning, kunne det da også strække nogen tid.

De 3 første vintre af fyrrerne var dengang Danmark havde vinter. Jeg har ikke oplevet tilsvarende senere. Det var ikke muligt for isbryderne at holde de danske farvande åbne for sejladsen, og i længere tid kunne man både gå og køre over Storebælt. Men selvom vinteren var sej og lang, så var det jo ikke vinter hele året. Nej vi havde modsat rigtig varme og tørre somre, hvor græsmarken var brun i stedet for grøn. Den så ud som en ild havde passeret den, og køerne, som var tøjret på marken, var det ikke mulig at se, om man flyttede frem eller tilbage.

Min ældre søster, der boede i København, besøgte os i sin sommerferie. Hun græd og sagde, at her kan I da ikke leve. Men hun tog alligevel fejl. Sejlivet, som vi jo er. Jeg vil da godt indrømme, at det var svært. Især de første år, hvor vi også måtte vænne os til at undvære så mange behageligheder, som vi før havde taget som en selvfølge.
Bygningerne her var ikke isolerede, hvad der ikke var så usædvanligt dengang. Det resulterede i, at væggene blev belagt med et tykt lag rim allerede først på vinteren, og det var ikke kun i stalden, men også hvor vi selv skulle være. I køkkenet, hvor vi for det meste opholdt os, var komfuret, og når der blev fyret godt i det, så kunne det for det meste lade sig gøre at holde rimen i skak her.

Der var på ejendommen en lille jordkule med kålroer beregnet som foder til køerne. Jeg havde kørt så mange ind i stalden, som der kunne blive plads til, for at de kunne være frostfri. Men allerede tidligt på vinteren var roerne hårde som træklodser. Vi bar dem ind på komfuret i en kartoffelkoger og fyrede op under dem, så de kunne tø op, for at de overhovedet kunne bruges som foder.

Vandpumpen skulle også holdes frostfri for at kunne fungere. Den blev pakket ind i halm og sække. Fra pumpen, der var placeret 25-30 m fra huset, var der stærkt stigende terræn. Så man vil forstå, at det var meget vanskeligt at bære vand op, når der var sne eller endnu værre, is på bakken.

Men en lang vinter får jo også ende, så det var som en hel befrielse, da vinteren 40-41 endelig slap sit tag. Forårsarbejdet tog sin begyndelse.
Jeg havde naturligvis ikke hestekræfter nok til at klare forårsarbejdet. Heldigvis havde vi gode naboer. Charles Hansen var en af dem, og han tilbød, at jeg kunne låne en hest hos ham. Så gik arbejdet godt.
Vi havde meget med Charles og hans kone at gøre. Udover at vi var fælles om en 11-rækkers såmaskine, nød vi meget godt i deres hjem. Jævnligt kom vi der for at høre radio og følge de vigtigste begivenheder. Charles var også vores mælkekusk, og af og til havde han en transportspand fyldt med vand, når vi var i nød for det. Han oplevede meget på sine daglige mælketure og gav gerne nyhederne videre. Som man vil forstå, var det en svær begyndelse, men vi havde da hinanden.

En anden nabo, der også var stenrig, spurgte om jeg ville samle sten på hans nysåede marker. Det vilde jeg gerne, så jeg fik nogle dages arbejde her og hos nogle få andre.
Det siger sig selv, at mælkepenge fra 4 køer og indtægter fra 4 leveringssvin ikke kunne klare vores udgifter, så daglønnen var ikke alene velkommen, men også nødvendig. Jeg husker ikke, hvad daglønnen var, men den har nok været 5 kr. Men jeg fik en god behandling og havde aldrig indtryk af, at jeg blev udnyttet, og de samme mennesker havde vi som venner, også mange år efter, vi var flyttet fra egnen.

Når jeg var ude, passede Paula det derhjemme, og på den måde sled vi os igennem det første halve år. Men så skete der noget. En nabo, som man kaldte mureren - jeg har nu aldrig set bevis på, at han var murer, men det er da også sagen her uvedkommende - havde en søn, der hed Ingemand. Denne Ingemand boede hjemme og hjalp lidt til ved et middelmådigt landbrug.
Det var ikke hans store lyst, og han købte så noget tørvejord hos Charles, hvorefter han spurgte mig, om jeg ville gå i kompagniskab med ham. Da der var god afsætning af brændsel, vilde jeg gerne med i projektet, og sammen med Charles lavede vi så tørv. Først til os selv og derefter nogen, som vi solgte. Ingemand og jeg gravede tørvejorden op, og i en æltevogn blev den blandet med vand. Charles kørte med en hest omkring med vognen, indtil vand og tørv var blandet til en passende konsistens. Så blev den hældt ud på marken, hvor den blev skåret i passende firkanter og lagt til tørre. Efter nogle dage eller uger, alt efter som vejret artede sig, skulle tørvene vendes, for til sidst at blive samlet, så man kunne lægge dem på en vogn og transportere dem væk, hvorefter samme læggeplads kunde bruges igen til et nyt hold.

Efter at vi havde arbejdet her en sommer, var der næsten ikke mere tørv tilbage. Skønt Ingemand havde ord for ikke at være så omgængelig, så havde jeg et godt samarbejde med ham, og da sidste læs tørv var leveret, var han absolut reel og vi havde hver især en pæn sommerløn.

Som tidligere nævnt var de første vintre i fyrrerne meget strenge, og jeg kan ikke undlade at nævne et par oplevelser desangående. Den 25. januar 1942 skulle vi have besøg af Paulas søster, Eva, som dengang boede i Bramminge. Det blæste en strid vind, og termometeret stod på - 25. Jeg skulle hente hende ved Filskov station, hvor hun kom med toget. Med hensyn til køretøj var der ikke noget valg, for vi havde kun den før omtalte russerhest og den blev så spændt for den lille tohjulede landbrugsvogn. Tæpper var ikke det, vi havde mest af, men jeg fik en hel del gamle frakker med, samt hvad jeg havde af tomme kornsække for bedst muligt at beskytte os mod kulden. Da jeg kom til stationen i Filskov, var Eva der så, og hun blev viklet ind i gamle frakker og kornsække og placeret bag på den tohjulede med ryggen mod køreretningen og benene hængende bagud. Eva sad så godt, som forholdene nu kunne byde på. Hun havde vinden i ryggen og vi havde 10 km tilbage.
Skønt det nu er 57 år siden, så er det den koldeste køretur, jeg har været på. Der hang lange istapper fra hestens mule. Ind imellem måtte jeg gå ved siden af for at m liv i benene. Jeg fik forfrysninger i næse og ører, men med Paulas gode pleje kom de sig også.
Da vi var hjemme, og jeg havde hesten på stald, blev vi varmet op ved komfuret, som Paula havde god gang i, og jeg er sikker på, at vi også har fået varm mad. Så lad mig forlade denne oplevelse.

Ikke ret mange nu til dags har prøvet at bo i et hus med kompakt mur og uden isolering af nogen art. Det er ikke rart i Danmark, når det bliver vinter, som vi oplevede dengang. Køkkenet var det eneste sted, hvor det var nogenlunde muligt at holde rimen væk fra indersiden af væggen. Vinteren 1942 var utrolig hård. Vi havde allerede i foråret 41 vores første barn, og selvom komfurringene var rødglødende når vi gik til ro, så kunde Bents bleer godt være frosne om morgenen, ligesom der også kunne være begyndende isdannelser i komfurets varmtvandsbeholder.

Behovet for dansk brændsel var meget omfattende i krigsårene, og det drejede sig i første omgang mest om tørv, men senere også om både formbrændsel og brunkul. På Giveegnen var der ret store områder af eng og mose, og en del af gårdene havde en parcel her, hvor der var tørvejord. De fik nu chancen for at udnytte det, og efter mit første år i mosen, havde jeg både lyst og råd til at købe retten til at udnytte en parcel til tørveproduktion. Hans Rye Ottosen, en mand som boede ikke så langt fra os, solgte mig denne ret for 4.000 kr., så nu skulde jeg til at starte egen tørveproduktion. Men der var mange ting, der skulde på plads først og en vigtig ting var at få købt de maskiner og redskaber, som skulle bruges.

Der blev købt en 10 hk Deutz dieselmotor, som dog senere blev skiftet med en 12 hk. Der skulle bruges en tørvepresser og 3 trollier samt nogle små redskaber. Der skulde også lejes læggeplads, hvor tørvene kunne ligge og tørre. Der var i Give en dygtig og behagelig maskinhandler, som hed Anker Lauritsen. Han kunne skaffe alt, hvad jeg havde brug for. Det blev til ret mange penge, som jeg naturligvis ikke havde alle sammen. Dem jeg ikke kunde betale nu, kunne han få senere, og aldrig har jeg følt, at Anker Lauritsen var betænkelig. Hos ham kunne problemerne altid løses, og ofte mindes jeg hans dejlige humør, der aldrig svigtede.

Eftersom jeg nu havde hvad der var brug for af materiel, gjaldt det om at samle et godt hold mandskab. Det drejede sig i første omgang om 4 mand. Den ene var Paulas bror Kristian, som påtog sig at være formand for holdet. Det lykkedes også at få 3 andre, som var mig mere eller mindre bekendt. Men det var et godt og dygtigt mandskab.
Endvidere skulde der også en kusk til at skifte trollier mellem maskinen og læggepladsen.
Det var også nødvendig med en god hest, så den lille russer blev skiftet med en større hest, men der skulde bruges rigtig mange penge endnu, før der kom indtægter via tørvesalg, og mandskabet skulle have løn hver uge. Der var også udgifter ved at få tørvene vendt og transporteret til banevogn, og eftersom Vorherre også dengang styrede vejret, så kunne man jo aldrig vide, hvor lang tid det ville tage, før tørvene var tjenlige til levering.
Så det blev nødvendig at få et midlertidigt lån i Give Bank. Og endelig så var det hele klar til at starte en produktion af tørv, hvoraf størsteparten blev leveret i jernbanevogn på Give Station.
Det var ikke så svært at få tørvene tørre, for de første år af fyrrerne, da var somrene lige så varme, som vintrene var kolde. Mange uger i træk skinnede solen fra en skyfri himmel, og markerne var helt brændt af.
Jeg husker ikke, om det var i 41 eller 42, da avlede vi ikke så meget korn på ejendommen, at der kunne bindes et eneste neg. Kornmarkerne blev kørt over med en slåmaskine, som jeg lånte hos Charles.
Bagefter blev markerne revet med en hesterive,og den smule korn, der kom ud af det, blev kørt løst i hus. Jeg tærskede kornet med plejl, så sparede vi at leje et tærskeværk. Afgrøden vilde næppe kunde have betalt for det.
Men folkene i mosen blev brune som mulatter, og tørvene tørrede hurtigt. Brændsel var dengang som en slags hård valuta. Der var købere nok både i Jylland og på Fyn. De enkelte købere erindrer jeg ikke nu, men jeg husker købmanden i Skrillinge på Vestfyn som en god, stabil aftager. Jeg købte en stor vogn og et par heste og kørte selv nogle tørv i banevogn, for den skulde fyldes hurtigt. Ellers vankede der dagbøder.
De få vognmænd, der kørte med bil, brugte trægas som brændstof. Men mange startede vognmandsforretning med hestekøretøj, og for dem, som var ihærdige og påpasselige, gik det også godt.

Det blev til 5 meget travle år, vi havde på det lille forblæste sted. Men vi var jo unge og havde før prøvet at bestille noget.
Somme tider kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor tilfældigt tilværelsen former sig for os mennesker. Hvordan kunne det nu være, at vi to fattige folk dumper ned i sådan et smørhul, og så i løbet af 5 år allerede havde råd til at skifte til et godt sted at bo og virke. For min storesøsters ord var jo så rigtige. Her kan I da ikke leve. Det var svært for Paula som husmoder. Der var rationeringsmærker på alle fødevarer. Men det gik ikke så galt, for selv om der næsten kun var erstatningsvarer at få, så havde vi heldigvis selv æg og mælk.
Det var også muligt at købe nogle kg. hvede, som man så kunne få en møller til at lave til mel. Naturligvis var det ulovligt, men eftersom der var restriktioner og forbud på alle områder, så var det næsten ikke til at undgå at blive lidt småkriminel.
Den sorte børs havde kronede dage, og selvom det sjældent skete, så må jeg dog indrømme, at det er sket, at vi også her har ladet os friste til at gøre noget, der var forbudt.

Paula havde meget at gøre med at reparere og lappe tøj. Hun havde lært skrædderhåndværket og havde lyst til det, og Bents tøj var de første år alt sammen noget, der var syet om af hans moder. Det var ikke nyt, men det var bedre, for den kvalitet kunde slet ikke købes i krigsårene.

Jeg synes, at de 5 krigsår for os var som et langt liv, der trods alt gik meget hurtigt. For os så det ud, som om verden var ved at vende bunden helt i vejret. Det siger sig selv, at vi var meget bekymrede for, hvordan det hele skulde ende og tænkte nok ikke så meget på, hvor godt vi egentlig havde det.
Der blev prøvet mange ting, og jeg skal nævne nogle få af dem. Som erstatning for kaffe prøvede vi at brænde lupinfrø i ovnen. Men det gav sådan en stank i køkkenet, så alene det var nok til, at vi ikke havde lyst til at smage produktet. Så prøvede vi at brænde rug, og det kunne til nød bruges, når det blev blandet med Richs. Et selvdødt dyr kunne koges og laves til sæbe. Man lavede selv kartoffelmel af kartofler og sirup af sukkerroer.
Det var ikke muligt at holde cyklen kørende med dæk. Nogle forsøgte med trædæk monteret på fjedre, men det fik ikke nogen stor udbredelse. Efterhånden var det kun til at få nye cykeldæk, når man købte en ny cykel. Og det måtte vi så gøre. Men selv den glæde varede kun kort, fordi dækkene var af så dårlig kvalitet, at de ikke holdt ret længe.

Der kunde skrives mange sider om oplevelser fra de 5 år, vi boede på Giveegnen, men da jeg nødig vil trætte læseren, samtidig med, at der også er andet, der trænger sig på, skal jeg kun tilføje nogle få ting, som hører til i dette afsnit.

Der er ikke i min hidtidige beretning lagt skjul på, at tørveproduktion ikke var det værste, man kunne beskæftige sig med i disse tider. Men det var jo ikke helårsarbejde, og det var normalt at stoppe produktionen første august, for sidste hold skulde også helst blive tørre. Ellers kunne det tage hele fortjenesten.
Men det tog gerne længere tid for at få tørvene tørre i den sene sommer end i forsommeren.
Resten af året blev der tid til at følge omegnens markeder. Det var mest heste, der kom på markedet, og da der var god brug for heste, så var der jævnt stigende priser, og det gjorde naturligvis ikke interessen mindre.

På et tidspunkt havde vi 5 heste på ejendommen, og deri blandt var der en højganger, som jeg havde tænkt mig at bruge for en høj gig, som jeg havde købt.
Det var en ung hest, og en af vores naboer var til stede for at hjælpe med at spænde for, og det gik godt. Hesten var rolig, og naboen holdt den ved hovedet, indtil jeg var kommet på bukken med tømmen i hånden. Så bad jeg ham om at give slip, men da jeg vilde sætte hesten i gang, så stod den ret op på bagbenene. Da den kom ned igen, var det uheldigvis på en isklat, så hesten gled og kom helt ned på hovedet med det resultat, at jeg fra mit høje sæde faldt ud over forkanten og ned under hesten, der nu var kommet på benene igen. Det gav mig en dyb flænge i panden.
Jeg ved ikke, om det var hesten, der trådte på mig, eller det var faldet, der gav mig mit sår i hovedet.
Naboen greb fast i hesten, så den ikke stak af med køretøjet, og jeg fik mig mavet ud i det fri og kom ind at ligge ned.
Det gav en stor opstandelse, men efter at naboen havde sat hesten på stald, løb han hjem og ringede efter lægen, som ret hurtigt kom til stede. Han rensede såret grundigt og lagde vat og plaster på. Jeg skulle holde mig i ro den første tid, og med Paulas gode pleje, så helede såret forholdsvist hurtigt.
Selv om det nu er 54 år siden, så kan jeg hver dag i spejlet blive mindet om oplevelsen via et lille ar i min pande. Det er naturligvis ikke noget, jeg tænker over. Det var en ulykke, som lige så godt kunde have ført de alvorligste ting med sig, men her passer det gamle mundheld så igen "Man har da lov til at være heldig".

Og så til noget helt andet.
Vi er nu fremme ved en af de allerlykkeligste dage i hele vores tilværelse. Fjerde maj 1945. Befrielsesdagen fejrede vi hos Charles og Alma den femte maj om aftenen. Man kunde måske synes, at begivenheden var meget rolig. Men husk på, at ingen af os havde nogen ekstra naturalier, men vi var virkelig glade og snakkede meget, og de forhadte mørklægningsgardiner blev hurtigt revet ned. De var grimme og førte en vis uhygge med sig. Det var næsten ikke til at forstå.

Fredsbudskabet kom 5 minutter i 12, lige netop den dag, da hele krigsmaskineriet stod ved Danmarks grænse og var parat til at rykke ind med al krigens djævelskab. Hvor var vi lykkelige, at vi undgik det. Og jeg glemmer aldring, hvad vi skylder Amerika, som ved Yaltakonferencen sørgede for, at det ikke blev Rusland, der kom til at bestemme i Danmark.
At danske politikere så 50 år efter forærer vores dejlige land væk til mennesker, der har rod helt andre steder, er i mine øjne en katastrofe, der vil få alvorlige følger for vores efterkommere.

Det var på Yaltakonferencen, at fredsbetingelserne forhandledes på plads. Det var de 3 store statsmænd som var De Forenede Staters præsident Roosevelt, Churchill fra England og fra Rusland diktatoren Stalin. Selv om krigen for Europas vedkommende stoppede den 4. maj, så blev russerne på Bornholm i endnu 3 måneder, og dersom de selv kunne have bestemt, så havde de været der endnu. Men her satte USA godt hjulpet af England deres vilje igennem, og russerne måtte forlade øen.
Selvom anden verdenskrig nu var forbi for vores vedkommende, så vilde japanerne ikke give op, før USA måtte sende den alt ødelæggende atombombe over Hiroshima.

Skønt Amerika bar utroligt store byrder såvel menneskeligt som økonomisk, så havde landet også kræfter til at hjælpe store dele af den vestlige verden økonomisk på fode efter krigen. Heller ikke her blev Danmark glemt i form af Marschallhjælpen. Efter min mening, vil vi alle dage være i taknemmelighedsgæld til Amerika.

De begivenheder, som lige er berørt her, er noget, der i allerhøjeste grad har berørt Danmark og os som borgere, og det vil det alle dage gøre. Og det beviser, at der hele vejen op eller ned, om man vil, da sker der noget, som i høj grad berører os, men vi kan ikke selv gøre fra eller til. Vi er her. Vi lever, og livet er jo dejligt og spændende. Og det er så det, jeg prøver at forklare mine læsere.

For mig og min familie skete der hele tiden store begivenheder, men efter hvad jeg tidligere har fortalt, var der vist ikke mange, der troede, at vi ville blive boende på ejendommen, med alle dens mangler. Men vi var på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt.

Fem travle år med alle deres mangler var nu gået, og ejendomspriseme var begyndt at stige. Vi ville gerne prøve noget andet, og efter at beslutningen var taget, varede det ikke længe, før stedet var solgt for 7.000 kr. mere, end det havde kostet. Nu var vi så hjemløse, indtil der viste sig noget.
I mellemtiden boede vi hos Paulas bror og svigerinde i Gadbjerg. Det var ikke særligt komfortabelt, for deres hus var ikke beregnet til to familier.
Vi var jo ikke så forvænte og var meget taknemlige for hjælpen.
Det varede da heller ikke så lang tid, for som de fleste nok ved, så er ejendomsmæglere et flittigt folkefærd. Vi var allerede kontaktet af Marius Askjær fra Give, som selvfølgelig havde lige hvad vi stod og manglede.

Der blev aftalt et tidspunkt, hvor vi kunne se på stedet, der var beliggende i Vester Smidstrup, kun 3 km. fra Gadbjerg.



Opdateret d. 25.9.2020