Min tid på Fyn:

Som tidligere nævnt havde jeg ønske om et ophold på en landbrugsskole, og efteråret 37 havde jeg så råd til det. Allerede tidligt på sommeren var jeg blevet optaget som elev på Korinth Landbrugsskole, hvor jeg skulle møde 3die november sammen med 110 andre elever.
Havde det været i dag, så vilde nok ca. en tredjedel have været piger, men her var alle mænd.

Forstanderen på skolen var T. H. Rosenstand. Han havde rejst meget bl.a. i Argentina og New Zealand, og han fortalte en hel del om det spændende landbrug, han havde oplevet her. Det var på den tid, da ensilering af roetop, græs og andre grønne afgrøder for alvor tog fat i dansk landbrug. Det gik Rosenstand meget ind for, så man kan godt sige, at han var en af pionererne indenfor dette område, som i nutidens danske landbrug har fået stor betydning, ligesom også metoden har afløst en hel del import af dyr protein i form af oliekager m.m.

På skolen blev vi undervist i alle de forskellige grene inden for landbruget, ligesom vi også havde at gøre med ganske almindelige skolefag som regning og stilskrivning.
Desværre måtte jeg forlade skolen for et tre ugers ophold på Fåborg Sygehus, da min gamle og tidligere nævnte sygdom, nyresten-, meldte sig igen. Jeg har ingen erindring om, at der blev gjort noget ved min sygdom, men jeg blev plejet godt og efter tre uger blev jeg erklæret rask og kom tilbage på skolen.

Her var nok at bestille, og jeg indrømmer gerne, at 7 års tidligere skolegang var i underkanten. Mange af de andre elever på skolen havde forinden været på højskole. Det havde jeg aldrig haft råd til, og når vi f.eks. havde stilopgaver, kunne jeg ikke lade være med at sende min tidligere lærer Jensen en venlig tanke.
Alt i alt synes jeg, at jeg havde meget ud af de fem måneder på Korinth Landbrugsskole, som endvidere var placeret i det skønne sydfynske område.

Nogle af eleverne, heriblandt dem, som havde valgt at blive konsulent, blev på skolen yderligere 4 måneder. Men før 5 mdrs. kursisterne forlod skolen, blev der holdt en afskedsfest, og hertil måtte vi invitere vores kæreste.
Det kan nok være, at havde der ikke været livligt før, så blev det der nu, da der på en dag kom 100 unge piger. Men det hele var tilrettelagt på bedste måde, så det blev en god og fornøjelig fest.
Paula var selvfølgelig med. Hun havde været heldig igen at fi en god plads. Denne gang hos en provstefamilie i Asperup. En køn by vel nok på størrelse omtrent som Tørring.

Asperup er beliggende i den nordvestlige del af Fyn, og provst Ølgaard og frue havde god forståelse for unge mennesker, deres ønsker og problemer, så Paula havde også her en god plads, hvor hun var ansat til at hjælpe i huset samt med at passe børn. De var, så vidt jeg har forstået, lige så rare som deres forældre. Provst Ølgaard blev senere udnævnt til biskop. Men tillad, at jeg stopper her, da der er meget andet, som trænger sig på.

Skoleopholdet havde, som ventet, tæret hårdt på kassen, og det måtte der gøres noget ved. Så jeg tog plads på en almindelig bondegård beliggende i Rostrup, en lille landsby på Nordfyn.
Gården her var på 50 tdr. land god fynsk muld. Her var en andenkarl ved navn Kandegaard. Han var fynbo. Og så var der Johannes. Han var jyde som jeg. Og så var der pigen, Magda, som var en rask fynsk pige ikke alene til arbejdet, men også i munden. Jeg kan ikke lade være med at give et enkelt eksempel - så undskyld.
Svend Petersen og frue dyrkede megen selskabelighed, så de havde naturligvis os til at gøre arbejdet. Ikke noget forkert i det, men når vi så var alene hjemme, havde Magda meget at gøre.
Hun skulle sørge for mad til os 3, og der var en pige på 2 år og en dreng på 5 år, så min tilgivelse får hun, når sproget somme tider kunne være lidt barsk som her: "Så kom da her, i satans unger og få jer røv tørret... " Det var nu hendes måde at sige det på.

Magda var ellers en god pige, og så vidt jeg kunne se, så var hun også god ved børnene.

Pladsen her var ikke noget at skrive hjem om, men sammenholdet og tonen mellem os fire tjenestefolk var helt i top, ligesom der også var et herligt kammeratskabsforhold mellem de mange unge, der var på gårdene ganske tæt på.
Der var også sket det, at Paula denne sommer havde fået plads på Søndersø Apotek, så der nu kun var 6 km. mellem os, hvilket vi naturligvis benyttede os af. Så med alle de goder, så forsvandt denne sommer også hurtigt, og der måtte ske en forandring. Første november var skiftedag. Paula rejste hjem, da hendes mor var syg, og såvel jeg som mine tre medtjenere søgte andre græsgange.

Imidlertid havde jeg fået plads i Hjallese som fodermester. Her var 18 røde malkekøer plus opdræt. Ejeren var Kjær Nielsen og hustruen Anna.
De var rare mennesker, og de havde 4 børn. Kirsten, der stod for køkkenet, var den ældste og forlovet med en landmand. Hans, der læste, men ikke boede hjemme. Ellen, der var færdig med skolen og så vidt jeg ved, var uddannet lærer. Den yngste hed Karen og var på det tidspunkt i teenagealderen.
Det var to rare piger, og de kom ofte over i stalden og snakkede med mig, når jeg malkede. Det var hyggeligt.
Kjær var landbrugskonsulent og fungerede som sådan på Dalum Landbrugsskole. Han var på landbrugsskolen hver dag, så hans egen besætning var helt i min varetægt. Kjær fulgte godt med i, hvad der skete i stalden.

Jeg havde en sort tavle, hvorpå jeg skrev hvor megen mælk, der var indvejet på mejeriet hver dag.
Når Kjær kom i stalden en gang om ugen eller hver 14. dag, som det nu kunde passe, var det altid den tavle han så på, før han så på dyrene. Altid havde han et rosende eller et venligt ord til mig, og havde han god tid, så fik jeg en god samtale med en fagmand. Jeg kunne kun få det indtryk, at man skønnede på mit arbejde, og det gav både lyst og glæde ved arbejdet. Alting her gik som efter en snor. Foruden mig var der 2 karle, som passede marken, og så var der Niels. En mand på hen ad halvfjerds, som uden at være i familie, dog nød sit otium her. Han hjalp lidt til i haven og ellers fandt han selv ud af, hvad han ville bruge tiden til.

Så sammen med herskabet og pigerne, fyldte vi godt op om bordet, når middagen stod på bordet kl. 12 præcis. Jeg tror ikke, den nogen sinde var forsinket blot 5 minutter.
Ved aftensmåltidet deltog Niels. Her blev i køkkenet smurt en hel del mellemmadder og sat ind til os på en tallerken. Skiverne var passende belagt, maden smagte godt, og tallerkenserveringen var renlig og appetitlig. Men jeg synes, det må have været et stort arbejde køkkenet.

Selvom det ikke var det sundeste for min økonomi, hvad jeg godt var klar over, så købte jeg en motorcykel. Jeg ville gerne besøge Paula, men fra Hjallese til Gadbjerg - det var næsten ikke til at klare på en fridag.

Hitlers krig var nu for længst i gang, og Tyskland havde i løbet af kort tid overtaget Danzig og Polen og lurede på næste bytte. Under disse forhold blev også jeg indkaldt til militæret, men da en vandprøve viste sig at indeholde blod, blev jeg sendt hjem igen, med henvisning til min tidligere sygdom, nyresten.

Jeg har ofte tænkt på, hvordan det ville føles, når man som soldat ligger og peger på et andet menneske med et mordvåben. Jeg, som er en fredselskende og konfliktsky person, vil jeg nå at trykke af, før det er for sent. Nu slap jeg for selv at vælge. Andre havde taget beslutningen for mig, og jeg indrømmer, at jeg trods alt ikke var ked af denne afgørelse. Men ingen må af den grund tro, at jeg ikke elsker mit fædreland.

Året 1940 blev kædet sammen med en lang række rædselsår for Danmark, som for det øvrige Europa. Hver dag kørte jeg ind til torvet i Odense for at læse de sidste vigtige nyheder, som aviserne havde slået op her.
Den 8. april det år, havde jeg fri, og jeg var kørt til Jylland for at besøge Paula og mine forældre. Klokken omkring midnat passerede jeg Lillebæltsbroen i fred og ro, som det plejede at være. Fire timer efter, var broen besat af tyske soldater. Det blev en meget begivenhedsrig morgen.
Den 9. april 1940 vil for tid og evighed være indført i dansk historie. Jeg husker denne klare morgen, som var det i går. I timevis kom tyske bombefly i bølge efter bølge. De formørkede den ellers så rene luft. De fløj meget lavt, og de fleste var på vej til Norge, som tyskerne også ville besætte samme dag. Modsat Danmark gjorde Norge væsentlig modstand mod tyskernes lumpne overfald, men kunne naturligvis ikke klare sig i længere tid mod den enorme overmagt.

Fra nu af var det så tyskerne, der bestemte, hvad vi måtte og hvad vi først og fremmest ikke måtte. Jeg vil ikke lige nu fortælle om de mange love og forordninger, som fulgte i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark. Men det er klart, at der ret omgående blev rationering på olie og benzin og hermed stop for al privat brug af disse produkter. Motorcyklen blev nu klodset op på ubestemt tid.

Som tidligere nævnt var den ældste af Kjærs børn, Kirsten, forlovet med en landmand, og de to blev nu gift og købte en gård. Fru Kjær stod nu og manglede en pige, og da Paulas hjælp derhjemme ikke nu var nødvendig, så overtog hun Kirstens plads i køkkenet hos fru Kjær. Det var 1. maj 1940.
Vi kunne nu igen tale med hinanden hver dag og havde en god sommer sammen. Det var nu tre et halvt år siden, vi sidst havde haft plads sammen, og vi havde hver især set og lært en hel del. Vi var fuldvoksne mennesker og var enige om, at vi godt ville have et landbrug for os selv, når sommeren var til ende, og vores lejemål var slut.
Men hvordan skulle det dog blive økonomisk muligt at købe et sted. vi kunne leve af. For selv om vi havde fået en god løn og bestemt ikke havde ruttet med pengene, så var ejendommene hvert år steget mere end hele vores løn. Jeg havde godt nok købt motorcyklen med det for øje, at når den tid kom, så ville jeg sælge den og få om ikke alle, så i hvert fald det meste af min investering på 700 kr. tilbage, men da man nu på grund af krigen ikke kunne købe benzin, så var der naturligvis ingen køber til motorcyklen.
Vi talte med vores forældre om vores beslutning, dog uden at de viste tegn på nogen særlig begejstring. Vores bryllup blev bestemt til den 1. december 1940, og vi blev viet i Gadbjerg Kirke, og efterfølgende festlighed blev holdt i Paulas hjem i Gadbjerg.

Vores arbejde hos Kjær sluttede 1. november, og vi havde så en måned til at finde en ejendom, hvor vi kunne bo.



Opdateret d. 25.9.2020