Efter soldatertiden:

Jeg rejste hjem og så mig om efter en plads ved landbruget. Det er et langt og meget begivenhedsrigt tidsrum af hele mit liv, jeg nu begynder at fortælle om. Det er derfor ikke muligt at komme ud i alle detailler, men jeg vil prøve at få de ting med, som har betydet mest for mig.

I mit fødesogn, Gadbjerg, er der en gård, som hedder St. Refstrup, og her cyklede jeg over en forårsaften og blev antaget som andenkarl.
Gården blev dengang betragtet som en stor bedrift, og ejeren hed Skou. Han og hans hustru var velstillede folk. Her var 3 karle med sønnen Otto som forkarl. Her var også en fodermester og to piger. Altså en ret stor husholdning. Skou spiste sammen med os om morgenen, men ellers var vi tjenestefolk ene ved bordet, og fru Malle var ikke den, der ødslede alle Guds gaver på os.
Jævnligt fik vi pandekager, og de var solide. Somme tider syntes vi, at de kunne have været bedre, men der var i hvert fald en, der kunne lide dem. Vi havde en hund, der var lige så stor som en 3-måneders kalv, og den stod tålmodigt med hovedet over bordenden som om den sov. Men når så Arne, der var tredjekarlen, råbte "Nancy", så var den klar og åbnede sit store gab, hvormed den fangede den pandekage, som kom flyvende. Og i løbet af et øjeblik var den klar til den næste.

Det ville måske være det rigtige tidspunkt at fortælle, at den yngste af pigerne hed Paula. Jeg skriver her navnet med stort, fordi det navn har betydet så meget for mig. Det blev nemlig min skæbne, som også jeg blev hendes. Nu er det 63 år siden, og vi har sammen oplevet et langt og spændende liv, og det fortsætter, skønt verden nu er helt anderledes.

Først må jeg fortælle om mit liv og oplevelserne på St. Refstrup. Otto var som sagt forkarl og havde efter min mening ikke arvet alle sin fars gode egenskaber. Han lagde ikke skjul på, at han betød mere end os andre, og som forkarl havde han også både ret og pligt til at bestemme over os. Når klokken slog, skulle hestene være striglede og fodrede, og en dynge roer være gjort rene. Vi skulle have spist morgenmad og være klar til at rykke i marken.

Det var et koldt efterår, og allerede før det var rigtigt lyst, var vi i gang med at tage de rimfrosne bederoer op. Det var bestemt ikke nogen fornøjelse. Med venstre hånd greb vi om de stivfrosne roetoppe, som vi hakkede af med en dertil egnet kniv, som vi havde i højre hånd. Dette arbejde fortsatte hele formiddagen, så var der roer nok til, at to spand heste kunde samle i kule samme eftermiddag.
Jeg nævner kun dette for at læseren kan se den enorme forandring til i dag, hvor en mand kan sidde lunt i sit førerhus og udrette det samme arbejde som ti mand dengang i samme tidsrum.

Det var nu vilkårene dengang før landbrugets mekanisering knapt var begyndt. Da vi nåede efteråret 1936 spurgte Skou, om jeg ville blive som forkarl det næste halve år, da Otto ville giftes og selv sætte bo. Skou og jeg blev enige om fæstemålet, og kære læser nu må jeg bede om lidt tålmodighed, for jeg kan virkelig ikke huske hvem af os, der blev fæstet først, for Paula blev også fæstet igen. Denne gang som kokkepige.

På St. Refstrup var der mange rotter dengang. Næsten alle de store udbygninger var undergravet af dem, og om aftenen var det en god sport for os at skyde dem med salonbøsse. Det kunne begrænse dem lidt, men ellers var det omtrent, som om de hørte til her. Her var da også andre fornøjelser i fritiden.

Paula og jeg kunde da af og til få lejlighed til at tale sammen om noget, som ikke kom andre ved. Selvfølgelig skulle vi arbejde om dagen. Det meste af tiden blev brugt i loen, hvor vi med tærskeværkets hjælp fyldte mange sække med korn, som så efterfølgende skulde bæres over den store gårdsplads, op ad mange trapper til stuehusets loft. Her blev sækkene tømt, så de kunne bruges igen.

Det var strengt arbejde, men om torsdagen kunne vi glæde os til, at Henry Bager kom om eftermiddagen. Så købte vi wienerbrød hos ham, for vi var ikke særlig forkælede med lækkerier.
Når man passede sit arbejde, så var Skou en rar mand. Hans krumme shagpibe fulgte ham altid, ja selv når han en gang imellem hjalp til i loen, så havde han ild på piben. Jeg syntes, det var meget ufornuftigt, og det var mærkeligt, at han ikke brændte den gamle rede af. Men der skete aldrig noget.

Vi var med til gymnastik i Gadbjerg, hvor der var både et pige- og et karlehold. Når der var bal på kroen, var vi også med der sammen med mange andre af egnens unge, som vi efterhånden kendte de fleste af. I foråret 1937 skete der noget interessant, for både Paulas og mit fæstemål udløb. Vores medtjener Reinholdt, der gennem længere tid havde været gårdens fodermester, vilde nu begynde for sig selv. Jeg blev tilbudt fodermesterpladsen, som jeg tog imod. Dels fordi det var en fin besætning og dels fordi lønnen også var bedre her. Jeg kunne godt tænke mig at komme på landbrugsskole, og det ville blive dyrt.

Paula, der var en dygtig pige på nu 19 år, havde planer om lidt luftforandring, og sammen med min søster Dagny, der var hendes jævnaldrende, fik de plads i Kauslunde, ca. 10 km på den anden side Lillebæltsbroen. Så vidt jeg ved, var der kun tilfredshed for alle parter. Det manglede da bare. For det var 2 pæne piger i deres bedste alder, og både hænder og hoved fungerede optimalt.

For mit eget vedkommende - ingen uforudsete forandringer. Det var rart at have ansvaret for en mængde gode dyr, men stalden var, som alle de øvrige bygninger på St. Refstrup, gammel og upraktisk, ligesom både malkning og udmugning foregik med håndkraft. Det skete en gang imellem, at en nyfødt kalv ikke var levedygtig, især efter en svær fødsel. Så måtte jeg skynde mig at have halsen skåret over på den, for da at få noget af blodet ud af den. Så måtte jeg have den op at hænge i bagbenene og have skindet trukket af den. Skindet kunde sælges for 2 kroner, og så fik vi kalvesteg. Nej, her blev ingenting glemt og intet gik til spilde. Det har man også godt af at lære, men for mig var det såmænd ikke så svært.

Skou var en arbejdsom mand. Han hjalp selv til med morgenmalkningen. Der var lang vej fra stuehuset og op til kostalden, men da han også havde sans for det praktiske, så cyklede han derop. Hans cykel var helt ræverød. Den var måske en gave, han havde fået, da han begyndte i skolen, men den fungerede altid.
Meget sjældent så man ham klædt pænt på. Jeg tror, han befandt sig bedst i det gamle tøj, der godt kunde have lidt rifter, og som var så blankt, at man kunne spejle sig i det. Nå, men nu må jeg ikke blive slem, for manden var god nok, og jeg tror, at han også var tilfreds med min hjælp.

Desværre kom jeg til at skuffe ham engang, og det var jeg ked af, men skaden var nu sket. En morgen jeg kom hjem efter en fridag, var der lys i stalden. Da jeg kom derind, sagde jeg naturligvis godmorgen. Men jeg kunne ikke høre, at han svarede. Den krumme pibe fik et par ekstra sug, så hans ansigt blev næsten væk bag en røgsky. Han sagde ikke et ord til mig. Hverken den morgen eller de næste to dage.
Fejlen var naturligvis på min side, men selvom jeg havde trådt hårdt i pedalerne, så var det alligevel sket. Der var trods alt et godt stykke vej fra Kauslunde til Gadbjerg.



Opdateret d. 25.9.2020