Ungdomsårene:

Vi er allerførst i trediverne, og jeg var i hvad man kan kalde hvalpealderen. Jeg havde allerede været karl derhjemme nogle år. Jeg fik naturligvis føden og havde da også tøj på kroppen. Men det var meget svært at få 2 kroner, når jeg skulde til ungdomsmøde eller til gymnastikfest.

Der skulde spares i lang tid for at få råd til en pakke Flag cigaretter. Der var ti stk. i en pakke, og den kostede 25 øre.
Jeg ved ikke, om det virkelig var så småt, og det kunne ikke undgås, at det gjorde forholdet til tider noget anstrengt mellem min far og mig. For jeg syntes altid, at mine kammerater havde bedre råd end jeg.
Allerede længe for den tid, havde jeg fantaseret om, at når jeg blev gammel nok til det, så ville jeg være en rigtig bondemand med femten køer. Hidtil var der ikke meget, der tydede på, at mine forventninger skulle blive indfriede. Og jeg var jo endnu kun en hvalp. Jeg var da ikke arbejdsløs.

Jeg gik til ungdomsmøde en gang om måneden og til gymnastik to gange om ugen. Begge dele var i Nørup Forsamlingshus. Om sommeren var vi tre, der kappedes om, hvem der hurtigst kunne løbe til Bredsten og tilbage. Det var en tur på 9 km, og selvom vi var let påklædt, blev vi varmet godt op.

Jeg har oplevet Engelsholm som gods med hundrede malkekøer og har som dreng været i stalden, når de mange koner sad og malkede. Dengang var det virkelig en herregård, når der var så mange køer. Det var en stor oplevelse at se. Nogle år var Engelsholm nærmest en bisserede, hvor karlene kom og gik igen, når de havde tjent til nogle dages forbrug, som nok mest bestod af sprit.

Når de pløjede de lange agre, gjaldt det om at få tiden til at passe til middag eller til fyraften. Forvalteren måtte ikke se, at de holdt stille. Men de kunne også køre langsomt. Ja på afstand kunne man ikke se, at de flyttede sig.

I mange år havde vi et par sorte heste. Jeg var ikke så glad for dem, for de gik dårligt i spand sammen. Den ene var nemlig rask og vilde godt fremad, men den anden var doven og vilde altid hænge på hammelen. Den dovne var også vanskelig i båsen og har flere gange bidt mig i armen, så jeg fik grimme blå mærker, som gjorde ondt.
De to heste løb også løbsk nogle gange. Underligt nok, da var det den dovne, der trak den anden med sig. Når den lyst kom op i dem, så havde jeg ikke en jordisk chance for at holde dem.
En dag jeg var i marken med pigharven, kom lysten op i dem, og jeg var ikke i stand til at forhindre det. Det var forfærdeligt at se og tænke på, for en pigharve er noget af det farligste redskab, de kunne løbe med. Harven tog nogle mægtige hop ind i bagbenene på hestene og des vildere blev farten. Heldigvis tabte de harven, og de stoppede på hver sin side af en telefonmast, hvor min far og jeg kunne få fat på dem. De kunne lige så godt have fået benene helt ødelagt af harvens spidse tænder. Det blev dog kun til overfladiske sår og rifter, som selv groede sammen. Den næste gang hestene skulle i marken, blev de spændt for en fjedertandsharve, som blev sat godt dybt i jorden. De blev godt trætte, og så gik det et stykke tid igen.

Det var forår, og vi havde marken klar til at så. Vi havde såmaskinen sammen med naboen, og jeg ville helst ikke være bagefter ham med såningen.
Han havde sat maskinen parat udenfor gården, så det var fristende for mig at hente den, så vi kunde komme i gang med såarbejdet. Når min far så kom op fra sin middagssøvn, troede jeg, jeg kunne give han en glædelig overraskelse. Men det skulle gå anderledes.

I middagens stille time fik jeg hestene spændt for såmaskinen. Men aldrig så snart var jeg begyndt at køre og maskinens låg klaprede, så spidsede den dovne krikke ører og løftede hovedet. Hurtigt var den anden hest med på ideen, og en forfærdelig løbskkørsel var i gang.
Styrepinden svingede fra side til side, og vildere og vildere gik det.
Maskinen skiltes selvfølgelig ad, og da de stakkels dyr ikke kunde løbe mere, kunde vi gå hen og tage dem. De blev sat på stald, og vi fik ikke noget fornuftigt lavet denne dag.

Al min arbejdslyst fik den helt modsatte virkning af, hvad jeg havde tænkt. Samtidig fik jeg så mange skæld ud, som overgik alt, hvad jeg tidligere havde oplevet i den retning. Min far var rasende. Ingen var naturligvis mere ked af det end jeg, fordi min velmente hjælpsomhed havde taget modsat retning af, hvad jeg havde tænkt. Men nu, da ulykken var sket, så var der jo ikke noget, vi kunne gøre ved det.

Man kan med god grund undre sig over, hvorfor min far ikke skiftede sådan nogle heste.
Jeg tror ikke, der var råd til det, for med alle de fejl, de skulle sælges med, ville prisen være væsentligt reduceret.
Det var også under landbrugskrisen allerførst i trediverne, hvor en fravænnet gris kostede 2 kroner, hvis der overhovedet var en køber til den. En gang om ugen hentede jeg skyllevand på Nørup Mejeri. Der blev altid spildt lidt mælk, som efterfølgende blev skyllet væk med vand og samlet i en beholder, og det købte min far til grisene. Det var sparetider og alt skulde tages med. Den første tid hentede far det selv. Fra omkring konfirmationsalderen blev det min bestilling.
Skyllevandet blev hentet i en stiv vogn med en tønde på. Der var ikke ret meget at stemme benene imod, om det blev nødvendigt. Det var bestemt ikke uden fare at sende sådan en dreng, som jeg dog var, på disse ture med et spand løbske heste. Enkelte gange var der også optræk til katastrofe, men det gik alligevel aldrig galt. Som jeg altid har sagt. Man har da lov at være heldig, og det var jeg så.

Det var meget vanskelige tider på landet først i trediverne. Jeg ved, det kneb med at holde regningen nede ved Sofie, der var uddeler i Nørup Brugsforening. Det samme problem var med brødkusken, der hver uge afleverede 3 eller 4 rugbrød. Som så mange andre steder dengang, var vi efterhånden en stor søskendeflok. Min mor strikkede vores strømper og syede vores tøj. De yngre kunde jo arve fra de større, evt. syet om. I nogle tilfælde under protest fra dem, der skulle have det. Men sådan var det nu dengang. Jeg tror ikke, der var nogen, som mistede noget hos os.

Først i trediverne blev Engelsholm gods udstykket til mange mindre landbrug. Det var brug på ca. 15 tdr. land, og det var den danske stat, der fungerede som en slags kreditforening. Der blev bygget nye huse, både beboelse, stald og ladebygninger. De gamle avlsbygninger ved slottet blev delvist fjernede, og til hovedparcellen blev der opført et nyt beboelseshus, der sammen med resten af de tidligere avlsbygninger fungerede som et lidt større landbrug.
Alle nye statshusmandsbrug blev overtaget af helt unge par. De kom til på gode betingelser og på det rigtige tidspunkt, netop da prisniveauet var helt i bund. Jeg har fulgt dem gennem årene, og jeg tror, det gik dem alle godt. Nu kan det snart blive 70 år siden, og de dengang unge mennesker er, så vidt jeg ved, alle væk. Nu da vi skriver 1999 vil brugene nok blive lagt sammen igen eller i hvert fald samlet til større brug, om det ikke allerede er sket.

1 1934 var priserne på landbrugsprodukter så småt begyndt at stige. Jeg vil nødigt give Hitler skyld for noget godt, men efter han kom til magten i Tyskland i 1933, blev priserne på vores produkter efterhånden højere, men som alle ved, førte det alt sammen til verdens største katastrofe.

Da jeg var 18 år blev jeg indkaldt til session. Det var en underlig fornemmelse at blive fremvist for 4 velklædte mænd, der beskuede os, der var lige så nøgne, som da vi kom til verden. De noterede ned på deres papir og nikkede anerkendende. Ikke til mig, selvfølgelig. Men så opdagede de, at der manglede 2 led på højre hånds lillefinger. Det var ganske vist et handikap, men jeg kunde så bruges til noget, man kaldte garnisionstropper.

Man havde også den mulighed at trække et frinummer. Det gjorde jeg så ikke. Jeg havde heller ikke så meget imod at blive soldat. Jeg var altså nu 18 år og mente, jeg kunde tjene en Iøn. Det sagde jeg til min far, og jeg sagde, at jeg ville søge mig en plads for sommeren.
Han blev noget vred og måske også overrasket. Det var der så ikke noget at gøre ved. Det lykkedes mig at få plads ved en ungkarl, der havde arvet en dejlig gård i Bredstenlund. Hele gården var opført i røde teglsten med tilhørende 50 tdr. land af rigtig god lermuld.

Der var en karl foruden mig. Jeg blev fæstet som forkarl for 450 kr. for sommerhalvåret. Manden hed Georg og havde en husbestyrerinde, som var helt vild efter at gøre et godt parti her. Hun kunne ikke lade være med at gå og lure efter os og fortælle alting til Georg. Der var også en bøgeskov til gården. Når vi stod på gårdspladsen og savede brænde, var det lige udenfor det store køkkenvindue. De drak altid formiddagskaffe, og vi kunne da godt have tænkt os at blive inviteret med. Men det skete aldrig. Georg var som så mange andre bønder der omkring mest glad for sig selv. Hans ihærdige husholderskes ønske gik ikke i opfyldelse, men nogle år senere blev hun skiftet ud med en anden, som det så lykkedes for. Men det er en anden sag.

Dengang var der mange tjenestefolk på gårdene. Vi hyggede os sammen om aftenen, så det halve år gik hurtigt. Novembersdag fik jeg så udbetalt min restløn og flyttede hjem.

Der var nu kun 2 mdr. til jeg skulle møde i Fredericia sammen med 110 andre fra vidt forskellige egne af landet. Vi blev modtaget af nogle meget barske befalingsmænd, som førte os hen til depotet, hvor vi så måtte skifte til kongens klæder.
De var nu ikke særlig pæne at se på. Et gråt sæt tøj med knapper, der skulle pudses. Vi fik udleveret et pudsestål til formålet.
Det var før der blev bygget ny kaserne i Fredericia, og vi blev indkvarteret i nogle træbarakker med 20 mand på hver stue. Det vil føre for vidt at fortælle alle de oplevelser, jeg havde de 5 mdr., som tjenesten varede.

Alle vores befalingsmænd var utroligt frække over for os, både i mund og opførsel. Overfor dem var vi hunde og blev også behandlet som sådan.
Havde vi ikke fået udgangstilladelse,hvad der for øvrigt var svært at få, så skulle vi være på stuen kl. 10. En sommeraften, jeg var gået i byen, da løb klokken fra mig og den nærmede sig halv elleve.
Da jeg gik gennem porten løb jeg lige i armene på vores overlegne løjtnant. Jeg havde det indtryk, at han nød situationen. Han skældte mig hæder og ære fra, men ikke nok med det. Der ud over blev jeg idømt en uges stuearrest. Jeg er naturligvis ikke i tvivl om, at jeg burde have holdt bedre øje med klokken. Men jeg tror dog, at det første havde været straf nok Som tidligere nævnt, overfor en befalingsmand var vi alle som hans hund og ikke et menneske.

Der skal nødvendigvis være nogle ret stramme regler her, for at det hele kan fungere. Det siger sig selv.
Her var vi nu over 100 mand omkring 20 år. Kun med ganske få undtagelser ordentlige mennesker. Vi var tvunget til at være her, og jeg synes nok, man havde krav på en menneskelig omgang.
Selv om vi var i kongens klæder, kan man ikke sige, at lønnen var kongelig. 50 øre om dagen som rekrut, og den steg helt op til 65 øre dagligt, da vi efter 3 mdr. kunne kalde os menige. Jeg har aldrig senere ønsket, at jeg havde trukket frinummer. Det har været en lære for livet på godt og ondt. Her opstod et godt kammeratskab, og sammen fandt vi ud af at komme lettere om ved mange ting. Især efter vi var blevet menige, blev det nærmest et driverliv.

En ganske speciel oplevelse havde jeg, da den nu gamle Lillebæltsbro blev åbnet i sommeren 1935. Jeg mener, det var i juni måned, en skøn sommerdag. Da ceremonien var overstået midt på dagen, fik vi fri og kunde bruge dagen og aftenen, som vi havde lyst. Og det gjorde vi så. Der var omkring 5 km. tilbage til kasernen, og det var en skøn og lun sommeraften.

Kort tid efter, jeg var begyndt at gå, indhentede jeg en pige. Jeg kunde se, at hun så godt ud, og jeg spurgte hende, om hun også skulde til Fredericia. Da hun bekræftede det, spurgte jeg, om vi skulle slå følgeskab. Det havde hun ikke noget imod. Vi snakkede godt sammen og fulgtes til hendes lejlighed, hvor vi gik hver til sit.
Forinden havde vi aftalt at mødes igen, hvad vi også gjorde nogle gange. Vores første møde var ikke så længe før min tjenestetid var slut, og jeg har aldrig hørt eller set hende siden.

Når man gik på gaden og passerede en befalingsmand skulle man gøre honnør, også når vi gik på hver sin side af gaden. Der var mange befalingsmænd i Fredericia. Skulle man, med eller uden vilje, have overset en af dem, så skulle vi have en eller anden straf. De havde utrolig mange muligheder.

Jeg husker også, at vi soldater jævnligt drøftede verdenssituationen, som på det tidspunkt var blevet mere utryg. Mussolini var blevet diktator i Italien og arbejdede godt sammen med Hitler i Tyskland. Mussolini begyndte at føre krig med nabolandet Abessinien, og Hitler oprustede. Det gav arbejde til de mange arbejdsløse i Tyskland. Trods alle bekymringer fik vi da udleveret vores civile tøj i foråret 1936, og ingen her bekymrede sig mere om os.



Opdateret d. 25.9.2020