En større dreng:

Jeg var tidligt begyndt at gøre nytte derhjemme i landbruget. Ikke så længe efter, at vi var flyttet, skulde min far levere en kvie hos slagteren i Bredsten. Der er ca. fem km, og for at det ikke skulde tage flere dage, så fik jeg en stok i hånden, så jeg kunne kvikke kvien lidt op, dersom den blev for søvnig. Det gik ganske godt indtil vi nåede Balle, hvor jeg faldt på vejen. Da jeg rejste mig, blødte min højre hånd. Det viste sig, at der manglede yderste led af højre lillefinger.
Min far pakkede fingerenden ind i sit lommetørklæde og vi gik videre. Nu var der ikke så langt til doktoren i Bredsten, hvor jeg fik såret renset og fik armen lagt i en slynge. Det har alle dage været et mysterium, hvordan ulykken kunde ske. Men det må lige erindres, at der ikke dengang var asfalt på vejen, så måske en skarp sten kan være medvirkende årsag. Jeg husker ikke, hvordan vi fik kvien afleveret, men den er naturligvis kommet ud for mere dramatiske ting.

Hjemme skulle vi selv rense såret og skifte forbinding. Som rensemiddel havde vi mest noget, der hed helvedessten. Det levede helt op til navnet, for det gjorde forfærdeligt ondt, når såret skulde renses i det. Min far havde en lang pibe, som han kun brugte ved højtidelige lejligheder. Den skulle jeg ryge på, mens såret blev renset. Ikke fordi jeg gerne vilde ryge tobak, men det kunne i nogen grad aflede min opmærksomhed. De første to, tre gange var de værste.
Jeg blev tilkendt en erstatning på 480 kr., som ikke var den helt store hjælp, da jeg 18 år senere fik brug for dem.

Da min far ikke var så rask, måtte jeg hjælpe meget til i landbruget under min opvækst. Der er nok ikke mange af de nuværende landmænd, der tænker på, hvor meget arbejde, der var med at passe et alsidigt landbrug dengang. F.eks. varede det mange år, før vi derhjemme fik malkemaskine. Der var 12 malkekøer, og vi søskende fik tidligt lært at malke med hånd, hvor min mor ellers tog den lange ende.
Dengang var køerne tøjret, når de om sommeren var på græs. De blev koblet sammen udenfor stalddøren. Der var en til at holde og styre dem, medens en anden tog dem ud og bandt dem til flokken en efter en. Det skete to gange om dagen hele sommeren, for der blev også malket om middagen, altså tre gange dagligt. Køerne skulde også flyttes nogle gange om dagen, alt eftersom der var græs til. Vi havde også nogle får, der stod i tøjr, og de skulle flyttes om morgenen, før jeg skulle i skole.
Det var hårdt arbejde for en knægt på 10-12 år, når fårene indimellem havde fået tøjret revet over. Så måtte de indfanges, og det foregik ved at løbe dem trætte. Det hændte dog et dyr kom i nød for at skulle tisse. Så måtte man benytte lejligheden, lige medens det stod på, til at få et reb om halsen på det.

Jeg har været med hele den lange vej, hvor høsten begyndte med at høste med le til nu, hvor alt kornet bliver høstet med mejetærsker.
Mine første erindringer om høsten var, at man høstede det første skår omkring kornmarkerne med le, for at hestene ikke skulle træde kornet ned. Derefter høstede vi med slåmaskine med aflæggerapparat, men der skulde mange hjælpere til at binde neg. Ca. fem-- seks mennesker var almindeligt. Når negene var bundet, skulle de lægges ud til siden, for at hestene ikke skulle træde på dem.
Slåmaskinen blev senere afløst af en aflægger. Den havde tre store vinger og var selvfølgelig også hestetrukket. Men den kunne samle kornet i bundter, og kusken kunne så afgøre, hvor store negene skulde være. Han kunne med en lille snild ting på maskinen udløse en af vingerne, så den skrabede bundtet af maskinens bund og ud til siden. På den måde kunde hele marken høstes uden ekstra hjælp.
Men det kunne godt se lidt trøstesløst ud, når der lå tusindvis af bundter, der skulde bånd om og senere sættes i hobe.
Var man så rigtig uheldig, og det blev regnvejr før man nåede så vidt, så kunne det blive meget drilagtigt.

Aflæggeren var nok et fremskridt, men blev alligevel ikke brugt ret mange år, for pludselig en dag kørte vores nabo med en helt anden maskine. Den kunde både høste og samle kornet i passende bundter, ja endog aflevere neget bundet.

Jeg havde aldrig hørt, at der fandtes sådan en maskine. Om mine forældre havde vidst det? Det havde de vel nok, men man må lige huske på, at radio ikke dengang var hver mands eje.
Da jeg så selvbinderen første gang, blev jeg meget overrasket. Vi var vant til at binde negene med en lille tot af det afhøstede materiale. Hvordan kunde en maskine dog klare det? Jeg måtte hurtigst muligt over for at se, hvorledes den kunne finde ud af det hele. Min tanke var, at maskinen nok måtte standse, medens neget blev bundet og lagt til side.

Men man holdt ikke. Rundt og rundt gik det. Det så flot ud. I lange lige rækker lå neg ved neg, som hver var bundet med en snor, som maskinen skar af i passende længde fra et garnnøgle og afsluttede med en solid knude. Det var virkeligt et fremskridt, der kunde mærkes. Nu var der kun at samle negene og rejse dem i hobe, som kunne stå og tørre på marken.

Hjemme i laden skete der også fremskridt i tyverne. Den første tid, jeg husker, brugte vi en hestetrukket tærskemaskine. Det var en meget svær bjælke, der var monteret med kraftige kamhjulstræk, og en aksel var ført ind gennem muren til tærskeværket. Derinde skilte min far negene ad og puttede dem igennem cylinderen, som så ribbede aksene for kærner.
Hele mængden af halm kom over en ryster og landede for enden af maskinen, hvorimod en blanding af kærner og avner faldt gennem rysteren og senere måtte gennem en rensemaskine for at blæse avnerne fra kærnen. Den lille rensemaskine var naturligvis trukket af menneskehænder. Mest mine, medens min far øste materialet op med en skovl, hvorefter de rene kærner blev fyldt i sække.
Det var en noget besværlig og langsommelig proces, som startede med det, vi kaldte en hesteomgang. Hestene blev spændt for den før omtalte bjælke, og turen startede så rundt og rundt med en af mine søskende eller mig som kusk. Som regel flere timer i træk. Jeg vil ikke påstå, det var noget eftertragtet job. Især når vejret var dårligt, kunde der godt opstå nogle diskussioner om, hvem der nu skulle have det.

Omkring 1930 kom så endelig tiden, hvor en petroleumsmotor afløste levende hestekræfter. Der blev bygget et lille hus i tilslutning til laden, hvor vidunderet blev installeret. Her har jeg tilbragt mange timer, for motoren kunde godt somme tider drille. Så var det virkelig interessant at finde ud af, hvad der var i vejen. Dette lykkedes da også ind imellem. Jeg husker, at den skulde startes på benzin, når den var kold. Når den var lidt lun, så kunde den køre på petroleum, der var billigere.

Der var også kommet andet tærskeværk i laden. Det blev kaldt et halvrenserværk. Alt det hele var købt i brugt tilstand, men det var et stort fremskridt. Nu kunne maskinen aflevere kærnerne rensede i sække.

Omkring 1930 var Danmark hjemsøgt af nogle smitsomme sygdomme, hvoraf jeg vil nævne difteritis og skarlagensfeber. Den første, som var den værste, slap vi for i mit hjem, men jeg fik skarlagensfeber og blev indlagt på sygehuset i Vejle.
Dengang havde man ikke rigtigt noget virksomt middel mod denne sygdom, så jeg måtte opholde mig på smitteafdelingen i ca. seks uger. Når jeg fik besøg, måtte gæsterne stå udenfor, Vi kunde så tale sammen gennem vinduet, som selvfølgelig ikke måtte åbnes.
Jeg husker, at jeg var rødbroget over det hele, men jeg tror, det kun var for smittens skyld, man blev indlagt. Seks uger får jo også ende, selv om de kan føles lange.

En sygdom som også var noget udbredt her i landet var tuberkulose. Den slap vi heldigvis for hos os, men i dag synes jeg nærmest, vi har været heldige. Når jeg tænker tilbage på denne modbydelige sygdom, som ikke var så sjælden i kvægbesætninger den gang. Såvel jeg som mange andre har gået og fodret dyr med den karakteristiske hoste, som TB giver.

Dengang slagtede man somme tider et kreatur. Læg mærke til, at dengang var der ikke noget, det hed hverken fryser eller køleskab. Så det siger sig selv, at man ikke kunde opbevare ret store portioner oksekød i hvert hjem.
Når et dyr var kommet til skade, blev det slagtet og man kørte omkring og solgte kødet. De fleste gårde havde dengang en fjedervogn. Det vil sige en mellemting af en stiv arbejdsvogn og en stadsvogn. Den var udstyret med et sæde til 2-3 personer og ellers fladt lad. På ladet bredte man stift rughalm, hvorpå kødet blev lagt med et lagen dækket over. Køretøjet er ikke så almindeligt kendt i dag, men det var den tids pickup.
Til samme formål, men med naturlige hestekræfter, kunne bonden så køre omkring til naboerne og sælge kødet. Når man tænker på, hvor sterilt alt skal være i dag, så synes det mærkeligt, at ikke mange flere blev syge dengang. Der var naturligvis ingenting, der hed dyrlægekontrol.

Der blev vedtaget en lov om, at alle kvægbesætninger inden for en fastsat dato skulde være helt renset for TB. Det var en god lov. Den havde til følge, at denne smitsomme sygdom nu er meget sjælden her til lands, både hos mennesker og dyr.

I min opvækst var jeg plaget af nyresten. Når jeg var i marken med heste og harve, kunne det pludselig blive så pinagtig, at jeg ikke kunde gå hjem, men måtte lægge mig ned, til der kom hjælp. Jeg vil senere komme lidt ind på dette problem, som jeg efterhånden nærmest voksede fra.



Opdateret d. 25.9.2020