Blandt gode naboer i Tørring:

Nu var ejendommen så solgt, og vi kunne koncentrere os om at flytte ind i vores dejlige hus, som vi allerede nu havde passet i 9 mdr.
En dag sidst i juli, hvor vejret var typisk godt sommervejr, og med god hjælp af vores piger og vores svigersønner, pakkede vi vores sydfrugter og flyttede ind i huset i Tørring.
Det er helt utroligt, hvor mange stykker, sådan et lille beskedent hjem som vores rummer. Det opdager man først, når man skal have fat i hver enkelt ting. Man undres over, hvor mange ting der findes, som egentlig ikke er værd at tage med, men næsten er for godt at kassere. Indimellem må man gøre sig hård og tage en rask beslutning.
I udhusene slap vi stort set for at rydde op, da de nye ejere gerne vilde have de mange ting at rangere i. Stalden var jo for længe siden tømt for dyr, og vores trofaste og vagtsomme lille hund havde vi fundet et kærligt og godt hjem til. Den var vant til at løbe frit omkring, og det kunne den naturligvis ikke fortsætte med, hvis vi tog den med, og binde den kunne vi ikke nænne.
Da stuehuset var ryddet, så skulde der gøres rent og vaskes gulve, men det var muligt at leje hjælp hertil, så det benyttede vi os af.
En gang imellem træffer vi de nye ejere, når de er på indkøb i Tørring. De er fremdeles godt tilfreds med at bo på ejendommen, og det er rart for os at høre. De har nu to børn. Konen arbejder i Vejle. Manden er førtidspensionist, men han gør meget derhjemme. Han har bl.a. udbygget et loftsværelse til soveværelse, ligesom han også har lavet hestebokse i stalden, da konen interesserer sig en del for rideheste, som de allerede har 3 af.

Nu har vi så for bestandig taget afsked med landbruget, og det er godt nok en forandring og samtidig lidt vemodigt efter så mange år, men der er så meget andet at tænke på.

Man vil jo gerne finde den rigtige plads til alting, og selvom vi gør vores bedste, undgår vi alligevel ikke at flytte nogen ting en ekstra gang. Men til vores hus hører der også et dejligt udhus med garage og værksted, hvor der er god plads til haveredskaber og værktøj, samt naturligvis til bil og meget andet.
Grunden her er i nærheden af 900 kvm. og af en ret god kvalitet. Den er også så højt beliggende, at vi aldrig har store problemer med vand, hvad der godt kan forekomme nogle steder her på egnen. Alligevel er stigningen til huset næsten ikke mærkbar, og Svalevej er en stille vej, som kun tæller 12 huse, heraf kun 3 i vores side, hvoraf vores som nr. 3 er lunt placeret mellem nr. 1 og 5. Husene her er alle fritliggende, så dersom beboerne ønsker det, har de også mulighed for at være sig selv.

Vi har igen været heldige. Uden på forhånd at vide det, er vi kommet til at bo mellem ene flinke og rare mennesker. Den første tid efter at vi var flyttet ind på Svalevej, kunne vi godt føle det lidt ensomt ind imellem. Jeg kunne ikke lade være med at strejfe den tanke, at aldersforskellen mellem os og de øvrige beboere måske kunde være medvirkende hertil.
For de fleste her på vejen er på samme alder som vores børn, og det vil igen sige en forskel på 20-30 år. Men nu må jeg nødvendigvis bede om at få tilgivelse for sådanne tanker, da de har vist sig helt uberettigede.
I første omgang havde vi ikke tænkt på, at alle her på vejen havde fast arbejde, så vi ofte var de eneste to mennesker, der var tilbage. Når de så kom hjem efter arbejde, så havde de nok at foretage sig. Det har nemlig vist sig, at de alle er flittige mennesker, som også gør meget ud af at holde deres hjem i mønsterværdig stand. Når de så også hver især har familie, der skal tilgodeses, så forstår vi godt, at den meste tid er optaget.
Har vi et problem, så er de straks parat og tilbyder uden opfordring deres hjælp. Jeg synes lige, at jeg har lyst til at nævne et par eksempler i den forbindelse. En dag sagde en nabo til mig: "Der er for tiden tilbud på billige portåbnere. Har du lyst til sådan en, så skal jeg nok sætte den op for dig".
Jeg kunne ikke modstå et sådant tilbud, så vi kørte sammen i hans varevogn til Vejle for at komme videre med opgaven. Det viste sig, at Erling var vant til at se sig for. Da portåbneren var bestilt, ventede vi ved transportbåndet, hvor den kom i en kasse. Erling opdagede straks, at kassen havde været åbnet, og han spurgte, om der var garanti for, at der ikke manglede noget. Da svaret var lidt upræcist, sagde Erling, at vi ville have en anden.
Uheldigvis så var det netop den sidste, der var på lager, hvorfor det blev nødvendigt med en ekstra tur til Vejle. Men efter at disse begyndervanskeligheder var overstået, blev åbneren monteret, og har nu fungeret i et halvt år. Jeg er virkelig glad for den, og hver gang porten går op eller ned, kan jeg ikke lade være med at sende venlige tanker til Erling.

Et andet eksempel på vores naboers hjælpsomhed viste sig i denne vinter, da vores drivhus blev noget medtaget af den omfattende orkan, som hærgede Danmark. Drivhuset blev bl.a. skævt af vindtrykket og det fik knust en del ruder samt bøjet nogle stivere. Det er i hvert fald ikke et arbejde, enhver giver sig i lang med, men trods det, så har to af vores naboer hver for sig tilbudt at ordne problemet, når jeg fik reservedele hjem til det, hvilket allerede er sket.
Jeg har talt med dem om, at det er for kold en tid at lave det, og vi er enige om at se tiden an til det bliver lidt lunere. Det er meget spændende, når den tid kommer, men jeg er ikke i tvivl om, at de hver især kan gøre det. Den ene hedder Jørn, og han har selv bygget et stort skib i sin fritid. Jeg mener det har taget omkring 5 år.
Vi var så heldige at være med den spændende dag, da skuden blev søsat i Vejle lystbådehavn. Der var mødt mange mennesker for at overvære begivenheden. Det er et meget flot stykke arbejde, Jørn sammen med sin kone Margit her viste frem, og det er klart for enhver at se, at havde Margit ikke været med på ideen, så ville det have været umuligt for Jørn at bruge alle sine fritimer på båden, når han i al den tid også har haft fast arbejde at passe.
Nu viste båden som forventet, at den kunne flyde på vandet. Næste spørgsmål var, hvad navn den skulle have. Den store forsamling havde mange forslag, men ingen havde gættet det navn, som allerede var bestemt, og som Margit nu kom frem og bekendtgjorde. De kaldte den Drivert.
For mig lød det også lidt mærkeligt, når man tænker på, hvor megen flid og dygtighed, der her blev vist med denne flotte skude, som var med både sejl og dieselmotor. Det hele samlet styk for styk hjemme i deres egen baggård i en midlertidig tilbygning, som de også selv havde lavet til formålet. Men det var navnet "Drivert", der fik mig ud af kurs, og skal jeg få noget ud af det navn, så er det beskedenhed, for pral ligger dem så fjernt.
For mig havde det passet bedre, om det havde været "Flittiglise" eller "Hurtigkarl". Jeg skylder lige at fortælle, at en dag jeg havde været i byen, var Jørn næsten færdig med drivhuset, og det er nu lige så godt som før.

Men nu til noget helt andet, for inden vi flyttede ind her, var der et par ting, som vi gerne vilde have lavet, bl.a. et nyt badeværelse, som samtidig blev gjort lidt større. Da der netop nu var et meget godt tilbud fra Tørring Varmeværk, benyttede vi lejligheden til at skifte det eksisterende oliefyr ud med et medlemskab af fjernvarmeværket.
Så vidt jeg husker, kostede det lige omkring 11.000 kr., og det har vi aldrig fortrudt. Man drømmer ikke om, hvor let det kan være.
Samtidig fik vi så mureren til at fjerne skorstenen helt til bunds, og det gav plads til vores fryser i bryggerset. Vi har nu nem adgang til fryseren, og varmeværket leverer billig varme, så det kan ikke være bedre.

Og hermed nærmer vi os enden af mine erindringer.

Uden at prale kan jeg sige, at ingen andre i hele verden har haft nøjagtig de samme oplevelser, som jeg nu har fortalt om.
Lad mig lige give et par eksempler på, hvor hurtigt alting går nu i forhold til i min barndomstid.
Da jeg var 6 år løb jeg sammen med min 2 år ældre søster over for at besøge et hjem, hvor man var godt med på de moderne ting, som blev opfundet dengang. De havde fået noget så smart som en radio. Den første af slagsen på vores egn, så det var ret enestående.
Når vi sad med telefoner for ørerne, så kunne vi høre musik, ligesom vi også kunde høre rigtige mennesker, der snakkede. Man havde dengang ikke el, så radioen var tilsluttet et batteri.
4 år senere kunde lærer Jensen så stolt som en pave, vise os en højttaler. Den skulde der ingen telefoner til, men stadig var det tilsluttet batteri.
Jeg nævner det for at gøre opmærksom på, hvor langsomt udviklingen dengang var imod som nu.

Et andet eksempel. Da jeg som lille dreng sammen med mine forældre så en flyvemaskine i luften for første gang, da havde jeg naturligvis ikke fantasi til at tænke, at jeg selv endog flere gange skulde lade mig transportere af et sådant vidunder.
Og da jeg nu er ved dette emne, så tillad, at jeg med min faderlige stolthed fortæller, at vores søn netop er blevet kaptajn på verdens største fly - en 747. Undskyld, men hvem vil ikke som forældre glæde sig, når det går ens børn godt.

At skrive mine erindringer har for mig været som én lang rejse, hvor jeg tænker på de uendeligt mange mennesker, som jeg har mødt gennem mit liv, og som mere eller mindre har haft indflydelse på den jeg nu er.



Opdateret d. 27.9.2020