Farvel til landbruget:

1 1992 blev vi enige om, at vi godt kunde tænke os at købe et parcelhus i Tørring, og så beholde jorden fra ejendommen, som for størsteparten lå på den modsatte side af Hovedvej 13 som bygningerne.
I den anledning kontaktede jeg Kommunen, hvor jeg kom frem med vores ønsker, for det er naturligvis ikke noget, man sådan lige kan gøre.

Det viste sig også, at man ikke fra kommunens side ville give grønt lys for vore ønsker, og muligvis kunne man heller ikke. Så jeg blev henvist til Jordlovsudvalget, der så vidt jeg ved, hører under Amtet. Da jeg så henvendte mig her, fik jeg et kontant afslag, hvorefter jeg opgav at gøre mere ud af den sag.
I stedet henvendte jeg mig til Ebbe Bruun Laursen, en byggematador, som bor i Vejle, men som er født og opvokset på en gård her på egnen, og han ønskede at købe jord ind til sin fædrene gård.
Med ham fik jeg en aftale om besigtigelse. Han mødte også den aftalte tid, og sammen gik vi ud og så på arealet og dets grænser. Vi gik gennem det nyplantede areal, og da Ebbe havde set, hvad han ville, tog vi tilbage, hvor Paula havde kaffe til os.
Som tidligere nævnt var Ebbe godt kendt på egnen, så vi fik en hyggelig snak om alt andet end handel med jord.

Men inden han forlod os, gav han et bud på det omtalte stykke jord. 15.000 kr. pr. tdr. land. Herudover tilbød han, at vi kunne tage 1000 juletræer førstkommende sæson. Et tilbud, der ikke lå så langt fra, hvad jeg havde ventet.
Det blev aftalt, at vi kunne tænke over sagen og så vende tilbage for nærmere aftale.
Vi besluttede at gøre brug af tilbuddet, og efter en uges tid havde jeg en telefonsamtale med Ebbe, hvor han bekræftede tilbuddet og tilbød, at han også vilde påtage sig at betale for opmåling af arealet. Jeg kunne bare bestille landmåleren, hvad der skete ret hurtigt.
Da det nu var hen på efteråret, gjaldt det om at få solgt de 1.000 juletræer, så jeg fik en aftale med ham, jeg havde solgt til året før, og han købte så det omtalte antal.

Da vi nåede til midt i december ringede jeg til ham for at få at vide, hvornår han kom efter juletræer. Svaret var, at det vilde vare 2-3 dage før de var færdig med det, de var i gang med.
Men da der kun var 5 dage til jul uden at der skete noget, var jeg klar over, at han ikke ville hente de juletræer, som han havde købt hos os. Det var ikke så godt, for ifølge omtalte jordhandel var det udtrykkeligt nævnt, at det var netop det år, at vi havde ret til at hente juletræer her.
Så det var uden de store forventninger, jeg på det sene tidspunkt lod en annonce indrykke i Vejle Amts Folkeblad. Alligevel samme dags aften, medens vi sad og spiste vores aftensmad, mødte en mand op, som ønskede at se på juletræer.
Det mente jeg, det var for mørkt til, men vejret var godt - en stjerneklar aften - og da manden nu var her for at købe juletræer, så skulle det ikke være min skyld, om det ikke blev til noget, så jeg tog gerne med ham.
Da han havde set, hvad der var muligt under de nuværende omstændigheder, sagde han, at han godt kunde bruge de 1.000 træer, men på grund af det sene tidspunkt, var det ikke muligt at nå det, for han skulle være på plads med dem i Stockholm om 3 dage. Han kunne kun love at tage så mange, som tiden tillod. Han kom også dagen efter med 3 mand, og de gik alle frisk til arbejdet. De nåede at fælde ca. 500 træer, og i en sen aftentime rullede en stor lastvogn af sted for at nå færgen i Nyborg.

Det var således lykkedes at redde halvdelen af de juletræer, vi havde ret til iflg. handlen med Bruun Laursen. Da jeg fortalte ham om, hvordan det var gået, så var han den fine mand og sagde, så kan du tage resten til næste år. Og således blev vi hermed holdt skadesløse.
Nu var beslutningen taget, og vi overgav resten af jorden, vel nok omkring 1 tdr. land medregnet byggegrund, til mæglerfirmaet Lindskov og Bent Jensen for vurdering og salg, og samtidig giv vi i gang med at finde et velegnet hus i Tørring.

Efter at vi havde set nogle stykker, fandt vi behag i et hus på Svalevej, en sidevej til Vibevej med kun 10 husnumre. Huset er vel indrettet med 114 kvm. i et plan og med tilhørende garage og værksted, alt sammen opført i gule sten. Der er bryggers, køkken, badeværelse og en dejlig stor stue, 2 værelser foruden soveværelse. Huset er opført i 1972 og garagen ca. 8 år senere, og det så alt sammen ud til at være godt håndværk.
Der blev forlangt 580.000 kr., og da vi syntes godt om stedet, som egentligt meget nær lignede det, vi ønskede, så bød vi 565.000 kr., og herefter var der kun lidt indbo at trækkes om.
Bl.a. herunder fik vi et virkeligt godt og solidt arbejdsbord i værkstedet. Man kalder det vist en filebænk, som sælgeren meget gerne ville beholde, hvad der ikke lykkedes for ham, da det viste sig muligt at overbevise ham om, at det ikke vilde være muligt at finde et sted, hvor den passede bedre end netop der, hvor den stod.

Og således er det gået til, at jeg nu 6 år senere sidder her i vores dejlige stue og skriver disse linjer.

Herefter tilbage til ejendommen, som det ikke gik så hurtigt med at få solgt. Så nu stod vi med to ejendomme.
Jo vi var stadig på den grønne gren, men det var hverken mit ønske og slet ikke min tanke, at det skulle tage næste et år for at få solgt den lille landejendom.
Da der var gået 6 mdr. uden at der var udsigt til, at det ville ske, henvendte jeg mig til mæglerfirmaet og meddelte, at vi nu vilde prøve noget andet, så de skulle ikke gøre mere ud af den sag.
Derefter bad jeg ejendomsmægleren i Uldum om at hjælpe til. Han kom, og vi enedes om en pris på 550.000 kr., dersom handlen kunde ske snart.
Jeg havde planer om at avertere i avisen for evt. at finde en køber, hvorfor jeg spurgte om, hvorledes han så på den mulighed, at vi selv fandt en køber. Han svarede uden tøven, at så var hans pris halveret.
Netop en af de første dage læste vi i Vejle Amts Folkeblad om et ungt par, der ønskede at leje en lille landejendom på Vejleegnen. Vi ringede til dem for at prøve, om det var muligt at finde gode lejere. Det lød også, som om tilbuddet interesserede dem, og de kom samme aften.
Da de havde set det hele, ville de gerne leje med forkøbsret, men det turde vi ikke, for de havde to fuldvoksne schæferhunde.
Hundene fik det bedste skudsmål af deres ejere for artighed og velopdragenhed, men vi turde ikke løbe den risiko, at få den ellers velholdte lejlighed ramponeret, for det kan sådan et par klepperter hurtigt klare, når de bliver flyttet til nye omgivelser. Det var for øvrigt to pæne og velopdragne mennesker, som vi godt kunde have brugt som lejere, om ikke der havde været det med hundene.
De unge mennesker lod til at være meget optaget af stedet, så vi talte med dem om de ikke lige så godt kunde købe nu, når der i forvejen var tale om lejemål med fortrinsret til køb af ejendommen. De fortalte, at det var et finansieringsspørgsmål, så hermed sluttede besøget.
Allerede næste dag ringede de igen og fortalte, at deres pengeinstitut havde lovet at være behjælpelig med finansiering af handelen, så nu ville de gerne købe. Vi lod så ejendomsmægleren, som vi havde aftale med, bestemme tid hvornår vi kunde mødes for at indgå en nærmere aftale om handelen. Kort tid efter blev vi orienteret om dag og klokkeslæt hvor vi kunde mødes hos mægleren for videre drøftelse af sagen. Men 2 timer før vi skulle være i Uldum, kom Allan Novark, der var køberen, sammen med sin hustru og sine svigerforældre op hos os for at se det hele efter, så de kunne deltage i de forestående drøftelser om handelen.
Kl. 2 mødte vi op på mæglerkontoret, mægleren læste papirerne igennem så køber var bekendt med rettigheder og forpligtelser, herunder prisen på 550.000 kr. Denne pris gjorde købers svigerfar ihærdige forsøg på at få nedsat, hvilket ikke lykkedes for ham.
Men svigersønnen var en forsigtig ung mand, og skønt der forelå helt nye vandprøver, der havde godkendt vandet, så havde han lagt mærke til, at der var lidt jern i den prøve, og det kunne han slet ikke have.
Så for at det ikke skulde ødelægge det hele, lovede jeg at sætte filter på for at fjerne det okker, som var skyld i det. Efter en uges tid havde smeden i Vonge monteret omtalte filter og installatøren i Tørring havde tilsluttet strømmen. Så stod jeg med en samlet regning på 11.000 kr., noget mere end jeg havde forventet. Men det var der så ikke noget at gøre ved.
Nu skulle ejendommen så være solgt. Da jeg på ny viste køberen en vandprøve, hvor okkerproblemet var fjernet, så syntes han, at der også var for megen kalk i vandet, som jeg efter hans mening, også skulde gøre noget ved, hvad jeg bestemt afviste, så måtte det bære eller briste, om det så end skulde ødelægge handelen.
Vi diskuterede emnet ret alvorligt, og jeg spurgte hvad der var meningen. Han fortalte, at de allerede havde disponeret over de midler, som de var blevet lovet. For mig var det et tegn på mandens ærlighed, at han ikke vilde overskride det budget, der allerede var lagt, så jeg foreslog, at de kunne låne de 5.000 kr. hos os. Det var, hvad det ville koste for også at få vandet renset fri for kalk og dermed blødgjort.
Mit forslag gik på, at de så kunde afdrage beløbet over et par år.
Dette tilbud blev vel modtaget, hvorefter vi lod ejendomsmægleren bestille tid hos sagføreren, hvor handlen blev bekræftet, og skødet overdraget de nye ejere, som vi jævnligt møder.
De er altid rede til at give udtryk for den tilfredshed de føler ved at være flyttet fra en lejlighed i Vejle og ud til landlige omgivelser, som de selv kan råde over. Det er også rart for os at høre om, hvor glade de er for stedet og så skylder jeg lige at nævne, at de 5.000 kr., som vi lånte dem, allerede blev betalt tilbage før den aftalte tidsfrist. Så vidt så godt.

Men der var også en negativ oplevelse ved den ejendomshandel. Den opmærksomme læser vil nok erindre den aftale jeg havde med den medvirkende ejendomsmægler om, at han kun skulde have halv betaling, dersom vi selv fandt en køber.
Det var jo så netop lige hvad der skete, men da vi skulle gøre op, ville Jens Peter slet ikke høre snak om det. Jeg ved godt, at aftalen kun var mundtlig.
Jeg blev vred over det, fordi jeg mener at en aftale mellem ærlige mennesker skal være lige troværdig om den er mundtlig eller skriftlig. Men Jens Peters ærlighed levede hermed slet ikke op til mine forventninger.
Endvidere kan jeg oplyse, at vores køber var både den første og den eneste, og mægleren nåede således ikke selv at præsentere ejendommen for en køber.



Opdateret d. 26.9.2020