Nyt efter næsten 30 år:

Nu var vi så flyttet ind i vores nye hjem, hvor vi forventede at fungere i kortere eller længere tid, alt efter hvad Vorherre vil forsyne os med kræfter og helbred til.
Stuehuset her var kun ca. en tredjepart i rumfang, som det, vi kom fra, men her var masser af plads i udhusene, hvor vi kunne indkvartere alt det, vi ikke kunde give en mere værdig plads, men som nok alligevel skulde smides ud. Det gik egentligt ganske udmærket. Det hele var kun et tilvænningsproblem, som så afgjort plagede Paula meget mere, end det plagede mig.

Selv da vi havde boet der i 8 år, havde hun ikke for godt vænnet sig til støjen fra hovedvejen, som jeg kun tænkte på de første 14 dage. Stedet her var kun tænkt som en midlertidig station, indtil vi blev gamle nok til at spænde fra og kun gå og nusse rundt, som vi så mange gøre allerede i vores alder.
For selv om vi nu begge havde den ære at være statsansat på grund af alder, så havde vi stadig mange interesser, som vi kunne pleje. Paula havde jo huset at holde, hun havde haven med buske og blomster, hvad der altid har haft hendes store interesse. Og ikke at forglemme, så havde hun frem for alt også mig at passe.
Det er mærkeligt, for når man flytter, så er det næsten ikke til at holde op med at forandre på tingene. Hvorfor kunde de andre ikke lige så godt have lavet tingene bedre og mere brugervenlige. Her kom atter et problem. Oliefyret var placeret i et hul under gulvet i indgangen og dermed vanskeligt at vedligeholde. Det varede selvfølgelig heller ikke længe, før det blev nødvendigt, at vi tog tyren ved hornene og købte et kombifyr, som blev sat op i et udhus, hvor der i forvejen var vaskehus med tilsluttet skorsten.
Det gav en del gravearbejde igen, men da det alt sammen var færdigt, fungerede det også, som det skulde. Nu havde vi også plads til noget brændsel ved fyret, som virkede automatisk og supplerede med olie, når det andet ikke kunde klare den ønskede varme. Nu skulde de værste udgifter formentligt også være overstået, så jeg kunne begynde at investere i landbruget.

Kostalden var en bindestald med 8 båse, så jeg købte 7 tyrekalve, som blev bundet i stalden, hvor de så skulde vokse op og blive fede til en vægt omkring 500 kg. Det var en god vægt på en færdigfedet tyrekalv. Senere ville jeg så sælge dem på kvægmarkedet. Til den ottende bås købte jeg en ammeko, som kunne udnytte græsset i sommerperioden på en lille græsfenne, som lå i tilslutning til stalden.
Jorden på den anden side af hovedvejen blev lejet ud til en bondemand i nærheden. Det vil sige, allerede det første år beholdt jeg ca. 1 tdr. land, da det var min agt at tilplante halvdelen af jorden med juletræer med salg for øje.

Her bliver jeg nødt til at fortælle lidt om en mand ved navn Villy Rasmussen.
Han var 4 år yngre end jeg og fra Kodallund, hvor han havde et landbrug med 40 tdr. land skov og måske et lignende areal under plov.
Første gang, jeg mødte Villy var i forbindelse med en handel, hvor jeg kom ind til ham og købte en slagteso. Jeg oplevede ham som en meget rolig og besindig person, som jeg ikke på daværende tidspunkt havde tænkt mig at få så meget at gøre med som det blev tilfældet.
I de år, hvor vi ikke mere havde fast medhjælp i Linnerup, da fik jeg Villy til at rense og strø i svinestalden, og han var en meget trofast medhjælper. Han kom hver eneste dag, også søn- og helligdage og endvidere var han så rar.
Jeg husker ikke, hvor længe det stod på, men det har nok været hen imod en halv snes år. I al den tid har han aldrig selv udtalt ønske om at få lønforhøjelse. Det var altid mig, der skulle foreslå det, når den sædvanlige lønforhøjelse var en kendsgerning andre steder.
Hver dag i al den tid var det selvfølgelig en menneskeret, at han fik formiddagskaffe, når arbejdet var endt. Vi har altid haft et rigtigt godt forhold til Villy. Et forhold, som består selv om det nu er mange år siden, så kommer han jævnligt her og får en snak og en kop kaffe eller to. Han er et naturmenneske og lægger mærke til mange ting, men på den anden side, så fortæller han ikke sine hemmeligheder til alle og enhver.
Dog er det som om Villy næsten hører huset til, og han ved, at han kan stole på os, hvad der for mig er en rar fornemmelse. Da han nu har plantet meget og har såvel lyst til det og forstand på det, ja hvad var så mere naturligt, end at han kom til at hjælpe mig med at plante en juletræsskov. Det er altså forklaringen på, hvorfor jeg syntes det nødvendigt midlertidigt at afbryde det, jeg var i færd med at fortælle.

Allerede det første forår var jeg med Villys hjælp gået i gang at plante juletræer. Som allerede nævnt, drejede det sig i første omgang om ca. 1 tdr. land, og da det var i dyrket jord, så skred arbejdet hurtigt fremad. Det var 3-årige rødgran, som jeg i starten købte på Løsning Planteskole. Det så godt ud med de mange næsten lige rækker af små grønne planter, og det var min agt at plante et lignende stykke de følgende år.

Efter at vi var flyttet, var der ikke så mange naboer, vi kunne komme sammen med. Det drejede sig stort set kun om et par, Birthe og Peder Kristian. Når Birthe talte om ham, så var det Pedde. Så Gud bedre om man var så forkælet. Jeg går ud fra, at det var et kælenavn. Ofte har vi nydt god mad hos dem. Det var Birthe god til at lave, og jeg tror også, at hun fornøjede sig ved det. Vi havde et godt naboskab til dem.

I vores stald var der i den ene side svinestier, som jeg ikke brugte til noget, da staldlugten, især fra grise, ikke forliges så godt med min vejrtrækning.

Da vi flyttede fra Linnerup, havde vi vores lille hund med. Det var en foxterrier, der lød navnet Strit. Den var måske ikke helt ægte, men jeg sørgede for, at den kom i forbindelse med en ægte hanhund, og det fik de forventede følger.
Strit barslede med 5 dejlige hvalpe, så den lille hundefamilie blev nu indlogeret i en grisesti, hvor de 5 små voksede godt ved deres moders gode pleje og omsorg. De var virkelig kønne, og da de var 7 uger skulde de sælges på nær 1, som vi selv vilde beholde.
De var nu meget kælne og legesyge, og de havde mørke pletter på den hvide pels, som er kendetegn på en foxterrier, så de var let solgt for 500 kr. pr. stk. vi beholdt selv en af hvalpene, som kom til at hedde Nille, og det blev en værdig afløser, da Strit døde.
Det var vanskeligt for rotter og mus at finde fristeder hos os, og da vi senere solgte ejendommen, kom Nille hen til Villy, som Nille kendte lige så godt som os, og her vidste vi, at den ville få det godt. Her kunde den få lov at løbe frit, som den var vant til.
Nille var virkelig en meget klog hund. F.eks. lærte den hurtigt, at den ikke måtte gå ud på vejen, så den vidste nøjagtigt, hvor kanten af asfalten begyndte, og her stoppede den. Den skulle nok advare os, når der kom gæster, og skulde den nødvendigvis en enkelt gang hen at besøge Peder Kristians hund, når denne højlydt gav lyd fra sig, så løb den hen over marken. Det var jo ikke forbudt, men den var alligevel lidt flov, når den kom hjem.

Jeg kan ikke lade være med at omtale en dramatisk onsdag morgen. Klokken var halv seks og vognmanden holdt allerede for stalddøren, for det var nu tid, at jeg havde en flok kalve færdig til salg.
Med bilen var der 2 morgenfriske helt unge mænd, hvis opgave det var at bringe dyrene velbevarede ind på markedshallerne i Horsens. Dagen i forvejen havde jeg lagt reb parat afpasset i passende længde til hvert dyr, og vi gik straks i gang med at lægge grimer på dem.
Der var imidlertid en af tyrene, der havde været vanskelig og ikke særlig rar at omgås. Jeg sagde så, at vi skulle binde en sæk over hovedet på den, men den ældste, en mand først i tyverne, påstod, at det ikke var nødvendigt. Jeg forklarede ham, at jeg kendte dyret og jeg sagde, at jeg vidste, at han ikke kunde holde den.
Da det ikke var muligt at overbevise ham eller overtale ham til at afstå fra risikoen, sagde jeg, at ansvaret var hans. Og sådan blev det.
Men det gik nøjagtigt, som jeg havde ventet. Aldrig så snart vi havde løst bindslet blev tyren helt vild, og selv om manden gjorde, hvad han kunde for at holde den, så havde han ikke en chance. Han kunne lige så godt have lagt en grime på næsehornet Brutalis. Hans mulighed for at holde dyret, var de samme. Tyren vrælede og løb mod de solide jernrør foran svinestien. Det kunne selvfølgelig ikke stoppe den. Da den ikke kunne komme igennem her, var der kun en vej. Ovenover dem, og så var den i en svinesti. Skønt der var solide bræddeskel mellem stierne, så blev de mast i stykker og tyren forsvandt over i den næste sti. Så var det, som om den skulle samle kræfter. Den var rolig nogle få minutter, og her stod vi tre mandfolk, som kun havde været nødt til at følge det dramatiske optrin, som den store tyrekalv havde leveret.
Den unge mand, som så grundigt havde overvurderet sig selv, havde lært lidt denne onsdag morgen, og det havde kun varet nogle få sekunder, før han havde været nødt til at slippe rebet for ikke at blive slæbt med.
Jeg spurgte ham nu i al venskabelighed om vi ikke skulle lægge en sæk over hovedet på tyren, og svaret var ja. Jeg er ret sikker på, at de to unge mænd havde haft en oplevelse, som de kunne bruge, hvis de kom ud for et lignende tilfælde.

Vi var heldige at en sæk over hovedet på dyret, da det et øjeblik var faldet til ro. Sækken havde jeg allerede lagt frem dagen i forvejen, men den burde naturligvis have været brugt fra starten.
Da det nu var lykkedes os at liste sækken over hovedet på det desperate dyr, så ville det ikke flytte sig ud af stedet, og vi måtte alle tre bruge alle kræfter. En til at hive i rebet og vi andre to til at skubbe for at få den halet ud af svinestien og ind i læssekassen. På trods af alle besværligheder var vi utroligt heldige, for døren til stalden stod åben og kunne ikke lukkes, fordi bilen stod for den. Det var kun en tilfældighed, at dyret ikke valgte døren i stedet for svinestien, for sådant et vildt dyr er farligt.
Det ville helt sikkert have fortsat ud af læssekassen og i den tilstand går det på alt, hvad der kommer i vejen, og det kan let ende med, at der ikke er andet at gøre end at skyde det.
Nu blev vi da heldigvis fri for det, og da jeg kom ud på markedet, stod det vanskelige dyr fredeligt mellem de andre, men stadig med sækken over hovedet.
En gang imellem har jeg også på markedet været vidne til den slags. En gang endte et undveget dyr i havnen og måtte skydes her. For hvem der ikke ved det, så ligger staldene nær Horsens Havn. Senere da lejemålet var udløbet, blev markedet flyttet ud lidt syd for byen, hvor det stadig fungerer. Horsens Kommune kunde naturligvis få mere ud af den attraktive plads ved havnen, end det var muligt for markedet at betale.

På markedet skete det også, at et dyr kom fri, og enkelte blev så tossede, at det gjaldt om at komme i sikkerhed. Men som regel skete der ikke alvorlige ulykker. Dertil kan jeg så føje, at de mennesker, der kom på markedet, var folk der var vant til at omgås dyr og vidste, at man aldrig skal lade dyrene sætte grænsen.

Det var min plan at plante 5 tdr. land med juletræskultur. Villy og jeg plantede et stykke hvert år, og da der var gået 6 år, var målet nået. Det vil sige, de sidste 2 år var Villys hjælp blevet afløst af Paula.
Der var nu plantet ca. 5 tdr. land fortrinsvis med rødgran.
De sidste år blev hver afdeling sluttet med 2 rækker fyr, som groede meget hurtigere end gran, så de kunne give læ for de andre. Vi forsøgte også med nogle rækker af de finere sorter som nordmannsgran og nobilis, men dels var planterne næsten dobbelt så dyre, og dels så groede de ikke så hurtigt som rødgran.
Vi havde også fået bygget et drivhus, hvor vi avlede tomater, agurker og vindruer.
I stalden gik det ganske planmæssigt. Så snart det ene hold var nået op på en passende vægt, blev det afsat, og et nyt hold overtog pladsen.
Et par måneder hver sommer i 3 år, lagde Nille beslag på en af svinestierne med et kuld hvalpe, som der fremdeles var afsætning for. Det var i grunden en ret god stedfortræder for en griseso, for det var lettere at passe, og Nille lagde ikke sine hvalpe ihjel, og de kunne stadig finde afsætning til 500 kr. pr. stk.

Allerede i 1992 kunne vi sælge de første juletræer. Jeg satte mig i forbindelse med en mand i Hjøllund, som arbejdede med det, og han kom og så på dem. Han kunde godt tage et par hundrede stykker. Han skulde selv sørge for skovning og afhentning. Prisen blev aftalt til 17 kr. pr. stk.

Det gik sin normale gang, så da vi nærmede os julen, kom han med 3 mand og fældede træerne og slæbte dem ud til vejen, hvor de kunne læsses på en vogn og køres op til hovedvejen. Netop her var der en rasteplads, som passende kunde bruges når bilen, som skulle transportere træerne bort, kom. Der blev et stort læs juletræer, og de blev senere betalt, så der var ikke noget at komme efter.


Opdateret d. 26.9.2020