En ny og stor forandring:

Tiden hastede afsted, og Paula var begyndt at snakke om, at det var svært med al det vedligehold af de mange bygninger, som for en dels vedkommende var ældre.
Jeg syntes nu ikke, det var så galt, men kunne på den anden side godt give hende ret i, at en mindre ejendom også kunne give mindre vedligeholdelse. Vi blev så enige om at lade ejendomsmægler Rishøj i Hatting få gården i kommission, hvorefter vi prøvede at en mindre ejendom, som var beliggende i eller meget nær ved Tørring.

Det lykkedes imidlertid ikke foreløbig, men så længe vi ikke havde solgt, var vi da heller ikke hjemløse.
Der var nu gået 2 måneder, uden der var sket noget, og høsten var meget tæt på. Så var spørgsmålet, om vi selv skulde høste, for i så fald ønskede jeg ikke at blive forstyrret i arbejdet, medens det stod på.
Så jeg talte med Rishøj om problemet, og han mente, at han nok havde en køber til gården. Det drejede sig om en ung mand, der hed Lars. Vi kendte meget godt hans forældre, som boede ikke langt fra os, og vi vidste, de var dygtige og absolut bundsolide mennesker, så det passede os meget godt, hvorefter det blev bestemt at mødes førstkommende onsdag.
Det var ganske vist om onsdagen, der var markedsdag i Horsens, men jeg plejede altid at være hjemme igen omkring middagstid, hvorfor jeg ikke havde nogen betænkelighed ved at aftale mødetid kl. 2 hos os.

Her er jeg lige nødt til at nævne, at Paula den onsdag havde ærinde i Horsens og gerne ville med derud, hvad jeg overhovedet ikke kunde se nogen problemer i. Men det skulde komme.
Da hun stod af i Horsens, aftalte vi, at jeg skulle hente hende, når jeg var færdig på markedet. Så ville hun være i Kvickly, hvor jeg alligevel skulde forbi på hjemvejen.
Jeg fremskyndede mit arbejde så meget, som det var muligt, så jeg var færdig i god tid, og så kørte jeg til Kvickly, hvor jeg ville hente Paula, så vi kunne nyde en kop kaffe sammen på restauranten nede på staldene.
Imidlertid kunne jeg ikke finde hende i Kvickly, og jeg måtte vende tilbage til kaffen. Jeg tænkte, at Paula kunne have ærinde andre steder, som jeg ikke var orienteret om, og efter tre kvarter vendte jeg atter tilbage til Kvickly, hvor jeg først undersøgte cafeen uden resultat og dernæst butikken.

Da det alt sammen var forgæves, blev jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, for vi skulle gerne være hjemme til ejendomshandleren kom.
Imidlertid valgte jeg at køre tilbage til staldene endnu en gang og tænkte, at Paula så ville gå derhen for at finde mig, da det modsatte ikke kunde lade sig gøre.
Efterhånden blev klokken så mange, at jeg ikke kunde vente længere. Jeg var nødt til at køre hjem med eller uden Paula. Men da vejen førte forbi Kvickly kunne jeg ikke lade være med at stoppe for tredje gang og undersøge cafeteriaet, og da den lille chance heller ikke gav det ønskede resultat, var jeg nødt til at fortsætte hjemturen alene.

Det var mig helt ubegribeligt, hvad der kunne være sket. Og jeg var i dårligt humør. Da jeg nåede hjem, var de ventede gæster for længst mødt frem, så der skulde naturligvis en forklaring til, hvorfor der ingen var hjemme. Men vejret var godt og de havde benyttet ventetiden til at efterse det udendørs.
Jeg fik dem med ind, hvor de lige gik igennem alle rum i stuehuset, før vi alle tog plads omkring bordet i dagligstuen. For en ordens skyld vil jeg nævne, hvem der var til stede. Allerførst naturligvis køberen Lars Andersen og hans fader og moder, ejendomsmægler Rishøj og min revisor Verner Frederiksen samt undertegnede. Min bedre halvdel burde jo også have været der, men det lod sig af en eller anden grund ikke gøre. Vi gennemgik nogle dokumenter vedrørende ejendommen og dens forsikringer.

Midt i det hele ringede telefonen. Det var så Paula, og hun trængte til at få læsset af.
Hun var med et mildt ord sagt vred, og på en måde kan jeg godt forstå hende, for hun havde ventet i Kvickly i flere timer. Det kunne jeg ikke rigtigt bruge til noget, eftersom jeg vidste, at jeg havde gjort, hvad der var menneskeligt muligt for at finde hende.

Forklaringen var, at jeg ikke var så kendt i Kvickly at jeg vidste, at der også var en parkeringsplads ovenpå, og her havde hun så ventet. Så alle mine anstrengelser blev i hvert fald ikke påskønnet.
På sin vis var jeg glad for, at der ikke var sket en ulykke, og da jeg kom over min overraskelse, forklarede jeg hende, at jeg ville få en nabo til at hente hende. Det gik meget hurtigt og i løbet af en time, var den tur klaret.
Nu var Paula hjemme, men jeg var stadig alene om den store beslutning, som vi var godt i gang med at forhandle på plads. Disse forhandlinger endte så med, at jeg solgte gården til Lars Andersen for 1.480.000 kr., men uden kvæg og svinebesætning, som jeg beholdt.
Så vidt mig bekendt blev Lars tilkendt et lån på 1.100.000 kr. og resten kunne han så skaffe privat, bl.a. hos sine forældre, så her fik vi intet tilgodehavende. Det var således en meget regulær handel, og hvad der kunde opnås i den givne situation. Nu var beslutningen imidlertid taget, men der manglede endnu en vigtig ting, Paulas underskrift på slutsedlen.
Jeg hentede hende, og så blev den sag også klaret. Hun havde ikke været med til nogen forhandling, det var jeg meget ked af, men hun var så vred på mig, fordi jeg ikke havde hentet hende i Kvickly.
Jeg på min side kunne kun føle det helt uretfærdigt, eftersom jeg havde brugt halvdelen af formiddagen på at lede efter hende det aftalte sted, hvad jeg allerede har redegjort for.

Efter at Paula havde sat sin autograf på slutsedlen, forlod hun atter stuen. Der manglede nu kun tid eller med andre ord skæringsdag, og det vil sige, at til den dag skulle vi betale ejendomsskatter, brandforsikring med mere, hvorefter den nye ejer overtager disse forpligtelser, ligesom han naturligvis også fra samme dag har ret til at flytte ind og tage de indtægter, der kan blive.
Forhandlingerne var slut og mine gæster drog af sted. En kort stund var jeg ene med mine mange tanker, men naturligvis kunde det ikke undgås, at vi to, nu tidligere ejere, måtte have en alvorlig snak om dagens mange begivenheder. De havde udviklet sig helt anderledes, end jeg havde tænkt mig, og jeg har da også været lidt i tvivl, om jeg burde have udeladt dette afsnit.

Når jeg har haft disse tanker, så er det fordi jeg synes om vi er for nær på, hvad der nu engang er privat. Det er i hvert fald svært at være ene om en af de største beslutninger i vores mangeårige fællesskab, for jeg må indrømme, at der var kold luft imellem os nogle dage. Men måske husker mine læsere, at det hele begyndte med to ord - mine erindringer - og den handel står meget tydeligt i min hukommelse.
Jeg må da sige, at det kun er i den her forbindelse, jeg tænker på det, og heldigvis ikke noget, jeg bliver mindet om i min hverdag. Jeg kan jo ikke vide, om gården kunde have været solgt til en højere pris til anden side, men jeg vilde også gerne, at den skulde drives videre af kendte og solide folk, Det må lige nævnes, at jeg kendte ikke Lars, men kun hans forældre.

Da der var gået ca. 10 dage blev vi samlet til møde hos sagfører Hovgaard i Tørring, hvor de forskellige papirer blev udfærdiget, og pengene for gården blev betalt, hvorefter ejendomsmægleren gav en god frokost på Tørring Kro.
Et snart 30-årigt og lykkeligt afsnit af vores liv var hermed ved at slutte i Linnerup. Det er vemodigt, for ikke alene har vi her lagt så mange års arbejde, men vi har også haft utrolig mange dejlige oplevelser.
Herfra er vores to piger gået til skole, og her har de tumlet sammen med kammerater i hø og halmbundter, løbet på roehusets halvtag og gået balancegang på siloens 2 meter høje mur, når jeg ikke så det.
Jeg kunne nok se, at det har været spændende, men ikke uden fare, hvorfor jeg var nødt til at stoppe det.
Vores børn har alle tre haft en god tid i skolen, og så vidt jeg ved, så har de ikke haft svært ved at følge med i undervisningen. De var videbegærlige og fandt tidligt ud af, at gennem læsning kunne man få viden om utrolig mange ting.
Da vi flyttede til Linnerup, var vores to piger kun otte og ni år, hvorfor de kom til at gå i den lille skole med første og anden klasse, men biblioteket var i den store skole, hvor lærer Jensen stod for udlån af bøger. Det varede ikke så længe, før de skulle låne bøger. Jensen kikkede lidt på Tove, for han syntes, at hun var så lille set i forhold til det klientel, der plejede at låne bøger. Men han ville da gerne hjælpe, så han sagde "Hvad kan jeg da finde til dig. Hvad kan du læse?", og Tove svarede "Åh, A ka' da' løs' æ avis". Ja, så kunne hun jo sagtens blive betjent.
Jeg har haft mange dejlige stunder med at læse for pigerne, når de om aftenen var kommet i seng, efter at de var vasket og iført nattøj. De kunne aldrig få nok, og ind imellem kunne jeg finde på at drille dem med at stoppe oplæsningen. Så lød det meget utålmodigt "Far læs, Far læs nu", og så måtte jeg i gang igen.
Jeg synes, den tid var alt for kort, men tiden har det med at haste af sted, og børnene voksede så hurtigt. Det skal jeg naturligvis være glad for, men somme tider strejfer den tanke mig, at begge parter måske kunde have haft endnu flere hyggetimer sammen, end det blev tilfældet.

Jeg har altid godt kunnet lide sang og musik, og efterhånden som pigerne blev dygtigere til at spille, så var det en fornøjelse.
Farbror Jul var også glad for sang og musik, så når han var på besøg, så blev både klaveret og sangstemmerne brugt. Birgit og Tove spillede også firhændigt, når de ellers kunde enes om det, så var det også god underholdning.
Når Bent ikke er nævnt i dette indlæg, så er det alene fordi han længe før den tid var kommet ud at tjene. Desværre var vi uheldig at få en dårlig plads til ham den første gang. Gang på gang drøftede vi spørgsmålet, om vi ikke skulde tage ham derfra. Men det endte altid med, at han kunne få et dårligt rygte, dersom han forlod tjenesten i utide. Så da han kun var fæstet for et halvt år og for øvrigt aldrig selv gav udtryk for, at han ikke kunne lide at være i pladsen, ligesom det også lod til, at han havde en fornuftig medtjener, så lod vi være at gøre noget ved sagen.
Bent havde senere 3 pladser, og så vidt jeg ved, med tilfredshed på begge sider. Jeg husker, at da han var fyldt 16 år, købte han en ny knallert, som han selv havde sparet op til. Da han kom hjem og præsenterede den for os, da var han virkelig sej. Men den var nok også lige pudset, for den var skinnende blank og fin.

I nogle situationer kan det være svært som forældre at gøre det rigtige, og jeg må nok indrømme, at den vanskeligste tid er fra børnene er 15 til 18 år, for når vi ind imellem kan føle trang til at slå bremserne i, så er det jo kun for at beskytte dem fra alskens farer, og da kan det være meget svært at vælge det rigtige tidspunkt.

På den anden side vil man jo gerne, at ens børn skal kunde nyde den dejlige men svære ungdomstid i fulde drag.
I dag, hvor vores børn, nu som forældre, selv har været gennem den samme periode med deres egne, da er jeg ret overbevist om, at de også kender problemet.

Her bliver jeg nu nødt til at skifte emne, for pludselig kommer jeg til at tænke på, at jeg netop lige har fået lidkøb på salget af gården i Linnerup, og jeg havde hermed givet afkald på Paulas og min arbejdsplads gennem snart tredive år, ligesom vi også om få dage stod uden tag over hovedet.
Det er længe siden, vi havde været i den situation, og der måtte allersnarest findes en løsning på problemet.
Allerførst må jeg lige nævne et gammelt mundheld, som kom til at passe her. Den enes død er den andens brød, for vi ville gerne købe en mindre landejendom med god beliggenhed nær Tørring.
Det var netop, hvad der nu blev til salg, da Arne Gandrup døde. Han var en mand på omkring 70 år, og hans hustru havde været på plejehjem allerede nogen tid, så deres 2 børn skulde stå for salget af ejendommen, der ligger ret nær ved hovedvej 13.
Der var et jordtilliggende på mellem 13 og 14 tdr. land, hvoraf kun ca. 1 tdr. land var omkring bygningerne, og resten på den anden side af hovedvejen, og heraf var størsteparten sandmuld. Bygningerne var alle hvidkalkede, men i øvrigt velholdte og solide. Der var alfalteret kommunevej til Tørring, kun 2 km væk.
Stuehuset var velindrettet med 2 indgange, et lille velfungerende køkken med kælder under, en dejlig stor stue og passende soveværelse. Der var et badeværelse, som trængte til modernisering, ligesom der også fandtes 2 loftsværelser.
De 2 arvinger, der stod for salg af ejendommen, var datteren Conni, hun var ca. 40 år gift og boede i Tørring og hendes lidt ældre bror, som var pedel på en skole lidt nordpå.
Naturligvis havde vi set på stedet og konstateret, at selv om der var en del, vi godt kunde ønske anderledes, så havde ejendommen endnu flere af de ting, som vi ønskede, så vi var køber til stedet. Sammen med advokat Hovgaard mødte vi de to sælgere en aften i efteråret 85. Conni var nok den der førte ordet.
Hun talte højt og tydeligt, og hun gjorde opmærksom på, at ejendommens vandforsyning var mangelfuld, hvad jeg også allerede havde fundet ud af. Det kunne nok koste omkring 5.000 kr. for en ny vandboring, og et lignende beløb vilde nok være nødvendigt at ofre på badeværelset.
Tilsyneladende havde det knebet for Arne Gandrup at få økonomien til at balancere på ejendommen, for han havde oparbejdet et efterslæb hos kommunen, så han var kommet til at skylde 70.000 kr. i skatter, og de skulle indbetales, når ejendommen en gang skiftede ejer.
Det var hvad der nu skete, for trods langvarige forhandlinger, lykkedes det at enes om en pris på 605.000 kr. for ejendommen, hvor vi overtog en gæld på ca. 120.000 kr. Restbeløbet skulde indbetales ved skødeskrivning, der blev fastsat til at ske så hurtigt som muligt.
Så snart det var sket, bestilte jeg brøndgraveren i Hampen til at bore efter vand. Han gik hurtigt i gang med arbejdet ca. 5 m fra den gamle brønd. Det var et meget regnfuldt efterår, og gårdspladsen blev gennemrodet med dybe grøfter gravet på kryds og tværs for at finde de vandrør, der skulde kobles til den nye brønd.
Det var et trøstesløst syn, og det blev ikke bedre af, at den opgravede jord blev til et lerælte, der næsten ikke var til at færdes i. Men det kunne ikke være anderledes i det regnfulde vejr, og selv om jeg ikke har noget imod øl, så vil jeg i det lange løb hellere undvære det end vand.
Heldigvis kom den tid igen, da vi atter havde nok af begge dele. Borearbejdet stoppede ved ca. 40 m. Så var der meget mere vand, end vi nogensinde kunde bruge. Rørene blev koblet til såvel stuehus som til stalden, og da det alt sammen var færdigt med hydrofor og elinstallationer, var det en stor fornøjelse, at det hele fungerede perfekt.

Som det plejer på vore breddegrader, så holdt regnen da op igen, og vi fik grøfterne jævnet, så det atter var til at færdes på gårdspladsen.



Opdateret d. 26.9.2020