Store forandringer i bedriften:

Omkring 1970 måtte vi tage afsked med vores dygtige fodermester. Han og hans kone Karin, boede på vores ejendom i Tørring Skov. De skulle nu overtage en gård i Rostrup efter Karins forældre.
Det var efterhånden blevet vanskeligt at skaffe kvalificeret arbejdskraft til fodermesterjobbet. Det resulterede i, at vi selv måtte passe besætningen en del af tiden, og det syntes vi var for meget.
Så da vi ikke var økonomisk afhængig af afregningen fra mejeriet, besluttede vi at sælge besætningen, som blev averteret til salg via Jyllands Posten.
Ret omgående blev vi kontaktet af inspektøren på Idagård på Sjælland. Han ville gerne komme og se køerne samme dag, hvad han også gjorde. Det viste sig, at han var en fornuftig mand, der vidste, hvad han gik efter. Kontrolregnskabet blev studeret, og nogle stykker blev udeladt, hvorefter jeg fik lov til at bestemme prisen på resten.
Det blev aftalt, at jeg skulle levere dyrene, så snart de normale sundhedsattester forelå. Det tog sædvanligvis en halv snes dage.
Herefter påtog vognmand Jørgen Hansen, Hjortsvang, sig at levere dyrene på Idagård. Det blev en interessant tur. Det var også en lang køretur tværs over Fyn, Storebæltsfærgen og næsten tværs over Sjælland.
Idagård er et stort gods beliggende på Roskildeegnen. Efter en vellykket køretur med dyrene, nåede vi hertil sidst på eftermiddagen. Her var vi ventet, og der blev straks sat et par mand til at hjælpe med at få læsset af.
Så blev vognen gjort ren, og vi fik lov til at se os om på godset.
Det var ret så interessant, for det var ikke et almindeligt landbrug. Her var mange tønder land med kirsebærtræer, hvoraf frugterne blev solgt til industribrug. Det var netop på det tidspunkt, hvor kirsebærrene var tæt på at være høstmodne, og der var virkeligt noget at høste, hvad der naturligvis foregik med maskine. Her var også mange andre frugttræer, ligesom der dyrkedes store arealer med solbær til industribrug.
For en fuldstændigheds skyld vil jeg lige nævne, at man selvfølgelig også dyrkede de traditionelle afgrøder som korn og forskellige slags frø. Det var en smukt syn, hvor alt hvad vi så, vidnede om orden og indsigt.
Det kunne ganske rigtigt kun blive lidt af det store landbrug, vi kunne nå at se. Det hele var indtil nu gået planmæssigt, men man kan også sige, at det var godt forberedt, for hver enkelt dyr havde klipmærke i ørerne, som var skrevet på papir sammen med prisen. Ved aflæsning blev disse øremærker kontrolleret for at være sikker på, at det var de rigtige dyr, vi kom med.
Som man nok allerede har forstået, så blev ingenting overladt til tilfældighederne her. Dyrene blev naturligvis betalt med den aftalte pris.
Det var nu blevet aften, og vi begyndte hjemturen, som varede til den lyse morgen. Med salg af køerne holdt leverancen af mælk til mejeriet selvfølgelig op, og på mejeriets næste generalforsamling meddelte jeg min beslutning, hvorfor der blev valgt et andet bestyrelsesmedlem i mit sted.
I stedet for malkekøer købte jeg noget kødkvæg. Til at begynde med havde vi en del opdræt fra malkekøerne, hvoraf der også var en del slagtekalve, og efterhånden som de blev solgt, blev de erstattet med kødkvæg.

Ejendommen i Tørring Skov blev også solgt, for nu havde vi ikke mere nogen fodermester, som skulle bo der. Nu kunne vi så omsider få indløst sidste del af vores pantebrev fra gården i Smidstrup. Som det også var ventet, viste det sig, at den tidligere aftale var god nok.

I Linnerup havde vi en fenne, som vi kunne bruge til kødkvæg. Jeg husker, at jeg i et år havde fået nogle rigtig gode ammekøer, som havde gået på græs en sommer til efter høst. Der var netop blevet godt bid på en stubmark, som var lagt ud med rajgræs. Den mark havde dyrene nu fået adgang til.
Men en morgen mødte der mig et sørgeligt syn. 3 af de bedste køer var døde af græsforgiftning, så der måtte bud efter destruktionsbilen.

Det var en dyr oplevelse, og der blev omgående taget forholdsregler mod, at noget lignende kunde gentage sig. Det nye græs blev hegnet fra, så køerne kun fik lov at græsse der, når det var tørt og om eftermiddagen, når det var lunere i vejret. Det forholder sig nemlig sådan, at tilbøjeligheden til græsforgiftning er betydelig værre, når det er køligt og fugtigt.
Især er køer, som giver mælk udsat, og i den forbindelse må det huskes, at køerne gav mælk til kalvene. Jeg burde nok have taget de fornødne forholdsregler, for jeg var jo ikke nybagt landmand. Men det kan nu en gang ikke nytte at græde over spildt mælk, så lad det hermed være nok om det.

I en del år var Paula og jeg alene om at passe gården med fedekvæg og svin (kyllinger havde vi ikke nu), så det kunne næsten se ud som om, vi var blevet dygtigere med alderen, og det var naturligvis ikke tilfældet.
Der blev fremdeles tid til at passe handel med kvæg og svin, og da jeg havde en del kunder til torvegrise, så havde jeg købt en varevogn, da den var mere praktisk end traileren til at transportere grise med. En gang imellem kunne det ske, at emnerne var langt væk. Så kunne vi gøre turen til en udflugt, som Paula og jeg kunne nyde sammen.
I denne forbindelse skal jeg kun nævne et enkelt tilfælde. Det var en lille by i Nørrejylland, som jeg desværre ikke husker, hvad hedder.
Men her blev en svinebesætning averteret til salg, og vi kørte derop.
Det viste sig, at der var 110 gode søer, hvoraf en tredjedel lå med grise. Det var en god besætning med en god sundhedstilstand, altså dyr, som man med god samvittighed kunde sælge videre.

Jeg købte hele besætningen, og det viste sig også, at jeg snart havde lovet det hele væk til 5 forskellige landmænd, dog med undtagelse af ganske få søer, som egnede sig bedst til slagtning. Stalden skulde være tømt inden 8 dage, men det gik endnu hurtigere med at få dyrene afsat, end jeg havde ventet, så de kunde flyttes direkte fra sælger til køber, og det gjorde det hele både nemmere og billigere.
Vi havde flere af den slagt udflugter. Det kunne vi begge godt lide. På den måde kunne vi opnå at forene det interessante og praktiske med det fornøjelige.

I 1979 døde min eneste broder pludselig kun 59 år gammel. Han efterlod sig hustru og 3 børn, som vi ind i mellem også mødes med.



Opdateret d. 25.9.2020