Vore rejser til Canada:

Kort efter Bent havde fået job hos AIR Canada, som har basis i Toronto, købte han og Sandra en grund i West Montrose, ca. 110 km fra lufthavnen.
Her byggede de så hus.
I sommeren 71 blev det bestemt, at vi skulle besøge dem. Det blev indledningen til flere ture over Atlanten. Jeg skynder mig at fortælle, at billetterne var gratis, ellers var det ikke gået så tit på. Bent kunde få netop to af slagsen til sine forældre, og da hans selskab havde en fast rute til Kastrup, så kostede det os kun turen frem og tilbage dertil og så det løse.

Et dødsfald i familien gav os svære overvejelser, for netop i den uge, som vi skulde rejse, døde Paulas Mor, så det var lidt svært. Da alt nu var lagt til rette hos både os og familien i Canada, så besluttede vi at holde fast ved det, der var bestemt. Vi var i Gadbjerg og tage afsked med den døde 2 dage før vi rejste.

For os landkrabber er det en underlig fornemmelse, første gang man skal på en sådan tur, men det er nok mest spændingen. For at nå det, var vi nødt til at rejse dagen før. Vi rejste med tog til Københavns Hovedbanegård og tog derefter ind til min søster, hvor vi overnattede.
Næste dag med taxi ind til lufthavnen, hvor vi fik checket ind i god tid. Endelig var vi nu i langsomt tempo på vej ud af lufthavnen, efterhånden som farten øgedes, tog også larmen til, og så slap flyet jordforbindelsen. Maskinen var i luften, og der blev stadig længere og længere ned til jorden. Vi var nu ude over vandet, og til tider krængede maskinen, som den skulle vælte, men det gjorde den da ikke. Derimod forandredes lyden nu til en ganske monoton brummen, som nærmest var lidt søvndyssende.
Vi sov i hvert fald ikke foreløbig, så vi søgte at indrette os så bekvemt som det nu kunne lade sig gøre på den forholdsvis minimale plads, som var os tildelt. Her skulle vi nu opholde os de næste 7 timer, indtil vi nåede Toronto.
Vi blev imidlertid passet godt af de venlige stewardesser, som jeg nærmest vil sammenligne med vores hjemlige sygeplejersker. Med et smil var de hele tiden parat til at gøre tilværelsen bedst mulig for os. Det var vores første tur, og jeg vil betegne rejsen som behagelig, og vi nåede nu vores mål, Toronto, hvor Bent med familie kom for at tage imod os.

Det vil nok føre for meget med sig, dersom jeg fortalte om alle de fremmede oplevelser, som vi havde på denne rejse, for jeg har tænkt mig at fortælle om en senere tur også herover. Efter ca. 10 dage, nåede vi også at besøge Joe og hans kone. Joe var en af Bents arbejdskammerater. De havde en farm, hvor de dyrkede tobak og kartofler.
Det var interessant at se, og jeg mindes Joe og hans kone som nogle meget venlige og sympatiske mennesker. De havde 2 drenge. Jeg mener, de har været 14 og 16 år, og de havde en motorcykel, så jeg fik lejlighed til at prøve min tidligere erfaring med sådan et køretøj. Men alting får jo en ende og efter at have været borte en halv snes dage, så var det også rart at være hjemme igen.

Vi har prøvet at fejre julen i Canada, hvor man købte juletræet i en kasse og så samlede og pyntede det kunstige træ hjemme. Der blev gjort meget ud af det med farver, men det virkede alligevel ikke som et naturligt juletræ, Men flot var det, og man ønskede hinanden Merry Christmas.

Jeg kan ikke lade være med at omtale en vigtig oplevelse.
12. maj 1991 blev Bent 50 år.
Jeg må lige indføje, at det år havde vi ingen fribilletter. Men det traf sig så heldigt, at der netop i avisen blev averteret med rejser til Toronto til nedsatte priser, og så kunde vi ikke modstå fristelsen. Da min søster Edith og hendes mand Christian ofte havde talt om, at de kunne godt tænke sig at komme på sådan en tur, ringede jeg og spurgte, om de ville med til Canada.
Kristian sagde, at han lige skulle spørge Edith. Et øjeblik efter var Kristian tilbage. Beslutningen var taget, og de ville gerne med. Det var virkelig godt klaret. Det hele tog ikke over 5 minutter, og så var det ikke noget, der havde været talt om før. Men vi tog til Vejle og købte 4 returbilletter til Toronto.
Det blev alle tiders hyggelige rejse. På så lang en tur er det rart at have godt selskab, og det havde vi nu.
Det ved alle, der har blot lidt kendskab til Kristian og Edith.
Under rejsen fik vi 2 hovedmåltider og 2 mindre serveringer, derudover så mange billige drinks, som vi brød os om, og på den maner var der ikke så langt til lufthavnen i Toronto, hvor vi blev afhentet af Bent og hans familie.

Bent havde lejet et lokale på en restaurant, hvor han fejrede fødselsdagen sammen med familie, venner og bekendte. Hvad menuen stod på, husker jeg ikke, men jeg kan huske, at der også blev serveret dansk snaps. Det så ikke ud til, at det var hverdagskost herovre, for selv om der stod glas på bordet, så skænkede de op i deres kaffekop, men det var naturligvis beskedne mennesker, så de nøjedes med at fylde koppen halvt op.
Det kunne godt have overrasket nogen, men måske de har taget sig i agt efter at have smagt på det. Jeg så i hvert fald ingen, der blev rigtig dårlige.

Festen sluttede i Bents hjem og varede til langt hen imod næste dag.
Vi havde sat 8 dage af til besøget, og da vi havde fået lidt søvn og hvilet lidt, kørte vi omkring og så på egnen og hvad deres forretninger kunde byde på. Vi fandt ud af, at de herovre var foran os på mange områder.
I deres forretninger så vi flere ting, der var så avancerede, at de på daværende tidspunkt ikke kunne købes i Danmark, ligesom også deres service langt overgik, hvad vi var vant til.
Det var store forretninger med alle slags butikker under samme tag, og dem der passede de forskellige afdelinger, var meget venlige. Som det vil være velkendt, er den slags butikker nu også meget udbredte i Danmark.

De var så forskellige. Kristian og jeg lagde mærke til en lille kineser, der stod og smilede til os, da vi gik forbi. Så blev vi enige om, at vi egentligt var tørstige, og vi bad ham om 2 øl. Da det endeligt gik op for ham, hvad vi ønskede, beklagede han med store fagter og mange ansigtsvridninger. Not Beer, No, No.
Men vi kunne få is i hans butik, og så købte vi 2 af dem, og det blev han meget lykkelig over.
Dagen derpå kørte vi ind til den samme forretning, og han opdagede os, længe før vi nåede hen til ham. Han smilede og vinkede til os, så vi var nødt til at handle med ham igen.
Selv om det nu er mange år siden, kan vi stadig more os over Kinamanden, som vi kom til at kalde ham.



Opdateret d. 25.9.2020