I samfundets tjeneste:

Sidst i 60-erne blev jeg valgt ind i nogle bestyrelser, blandt andet Hjortsvang Foderstofforening, som senere blev lagt sammen med Tørring Foderstofforening.
Jeg blev også valgt ind i bestyrelsen for Linnerup Sogns Brugsforening, og i nogle år var jeg foreningens ordstyrer ved dens generalforsamling. Og for det nu ikke skal være løgn, så blev jeg også valgt ind i bestyrelsen for Tørring Andelsmejeri. Her blev jeg valgt til at føre forhandlingsprotokollen. Det vil sige, at jeg skulle referere, hvad der blev forhandlet om og evt. vedtaget på vores møder og generalforsamlinger.
Det var ret interessant, og når mødet var forbi, skulle jeg læse op om de emner, der var forhandlet om og resultatet heraf. Der blev foretaget store forandringer i mejeribruget generelt og specielt for Tørring Mejeri.

Her måtte vi tage afsked med vores dygtige mejeribestyrer Hansen, der ønskede at gå på pension. Nu gjaldt det så om at få den rette mand til at lede den daglige drift af mejeriet. Efter at vi havde været i forbindelse med nogle stykker, som for øvrigt alle var kvalificerede til jobbet, bestemte vi på et bestyrelsesmøde, at det blev Jensen, der skulle afløse Hansen.
Jensen var den gang mejeribestyrer på Lindved Mejeri. Her havde han bevist, at han kunne røgte hvervet, og jeg kan da også godt tilstå, at han havde en sød kone, hvad der var rart, når det nu blev hende, som skulle sørge for forplejningen til vores bestyrelsesmøder.
Det skal lige bemærkes, at fru Jensen senere blev kaldt SkindErna, fordi hun blev indehaver af Tørring Skindcenter.
Men nu var bestyrerspørgsmålet så løst. Der var imidlertid mange store spørgsmål at tage stilling til. Først kom fusionen med Kollemorten Mejeri. Da den kom på plads, blev der 2 nye medlemmer i bestyrelsen. Men så skete det sørgelige, at vores ihærdige bestyrelsesformand blev syg og døde efter kort ophold på sygehuset. Viggo Pæjsen havde været formand for mejeriet i mange år, og han lagde mange kræfter i dette arbejde. Som ny formand enedes bestyrelsen om Jens Thomsen, Hammergård.

Han tog også mod tilbuddet, og det var da heller ikke noget ukendt arbejde for ham, da han i forvejen havde været formand for landboforeningen og desuden havde taget del i mange andre ting. Så under hans ledelse fortsatte den voldsomme forandring og fremgang for Tørring Mejeri.
Med den udvikling, der nu var i gang, og som så ud til at vilde fortsætte, måtte der ske mange forandringer. Der blev købt tankvogne, som skulde afløse de mange hestevogne og biler, der indtil nu havde besørget transporten af mælk fra gårdene til mejeriet.
Der skulde også installeres større modtagekar, og ikke mindst større ostekar og ostelager. For at skaffe plads til det hele, var det nødvendigt at bygge til mejeriet. Det var virkelig store investeringer, hvoraf en stor part gik til den svenske koncern Skandia, der leverede såvel de omfattende stålvarer som tankvogne.

Det blev til så mange penge, at det store svenske firma godt kunne tænke sig at se, hvordan den bestyrelse så ud, og ud fra den betragtning blev hele bestyrelsen inviteret på en to-dages tur til Sverige med rundvisning på den store fabrik, som fabrikerede de meget efterspurgte stålvarer, herunder Skania Vabis tankvogne.
Det var en god tur, hvor vi blev modtaget på et hotel med en god frokost, så vi kunne klare de efterfølgende strabadser.
Efter frokosten kørte vi et stykke vej for at komme hen til fabrikken. Jeg lagde mærke til, at vejene her mange steder var hugget gennem små bjerge af granit. Her var ingen vejgrøfter, men kun den hårde granitvæg. Jeg havde ikke set noget i Danmark, der lignede.
Nu var vi så på fabrikken, hvor der blev produceret virkelig kvalitetsvarer af svensk stål. Om stålværket vil jeg kun nævne, at det var meget stort, og at det måske ikke var det helt store, vi bønder fik ud af at se det. Det var nu en gang så forskelligt fra det, vi arbejdede med i vores hverdag.
Efter den lange rundvisning blev vi kørt til et hotel og fik anvist hver vores værelse, hvor vi kunne vaske os og gøre os lidt i stand før middagen, der ventede i løbet af en halv time.
Her var en overraskelse, for middagen begyndte med, at vi fik serveret en pandekage rullet om nogle stykker flæsk.
Det smagte godt nok, men jeg nævner det kun, fordi jeg aldrig havde set noget lignende. Det var da stort set også den eneste afvigelse fra en dansk middag, og derfor ikke mere om det.
Efter middagen blev der af den medvirkende direktør givet en hel del oplysninger vedrørende fabrikken og dens virke. Vi blev gjort bekendt med, hvornår der serveredes morgenkaffe, og vi kunne nu tage vores dejlige værelser i besiddelse. På hvert værelse var der både bad, tv og telefon foruden et fremragende leje.
Efter en god nats hvile blev vi vækket til aftalt tid, og der var nu tid til morgentoilette, hvorefter vi mødte op i receptionen og afleverede nøgler til vores værelser.
Da morgenkaffen var fortæret, var der afsked med vores udmærkede guide, og der var så tid til at se lidt svensk landbrug, som ikke jeg mener var særligt imponerende.
Men den egn, vi besøgte, var nok ikke den allerbedste i Sverige landbrugsmæssigt set.
Der var nu kun hjemrejsen tilbage, og med den sluttede så en vellykket udflugt til Sverige.



Opdateret d. 25.9.2020