Omforandring på gården:

På gården gik det sin naturlige gang, og vi kom hurtigt til at kende naboerne. Vi havde bl.a. en kartoffellægger, som naboerne plejede at kunne leje.
En dag, da jeg havde besøg af to naboer, hændte det, at en ung mand kom og skulde spørge fra sin far, om de kunne låne kartoffellæggeren, og det kunne de selvfølgelig. Han fik traktoren spændt for maskinen, og bedst som han var begyndt at køre, så siger den ene af naboerne: Pas nu på du ikke får ørerne i tandhjulene.
Det var rigtigt. Han havde godt nok usædvanligt store ører, men det siger lidt om, hvor frække de kunne være. De var såmænd gode nok, og vi fandt udmærket ud af det sammen med dem.

Jeg har tidligere berørt, at jeg ikke syntes om gårdens vandforsyning. Mest fordi vandet blev pumpet op i en beholder, som grænsede op til høloftet, hvor det støvede en del og dækslet, som bestod af træ, var ikke tæt.

Da vi så fik mulighed for at levere konsummælk til en højere pris, så ville det tillige medføre en streng kontrol med vandet, så vi fik fat i en brøndgraver, som borede i bunden af den eksisterende brønd. Ved en dybde på 40 m stoppede man borearbejdet: Her var både fin vandkvalitet og vand nok.
I tilslutning til brønden blev der nu bygget et lille rum, der gav plads til en hydrofor og en elmotor. Der blev sænket en ny dybvandspumpe ned i boringen, og det hele kom til at fungere helt perfekt. Så vidt jeg ved, er det også tilfældet nu, så mange år efter.

Det førte endvidere med sig, at der nu var mulighed for, at komfuret i køkkenet kunde skiftes ud med et kombifyr i bryggerset.
Det var ellers et godt komfur, men det gav Paula meget arbejde, når det skulde holdes blankpudset med messingstang og plader, ligesom der også skulde fyres en hel del for at give varme i huset.
Paula kunde godt tænke sig at få lavet om på det, og vi fik installeret alle tiders kombifyr, hvor vi kunde brænde affaldstræ og i øvrigt fyre med fast brændsel så meget vi ønskede.
Når det så ikke var tilstrækkelig til at holde den ønskede temperatur, så forandrede fyret selv og kørte på fyringsolie. Det var virkelig en god opfindelse, som vi havde megen nytte af.

I 1960 tog jeg den beslutning, at den gamle sostald skulle afløses af nybyggeri. Den gamle stald var for kold for smågrise om vinteren.
Jeg optog et DLR-lån på 200.000 kr. og fik en aftale i stand med tømrermester Hans Christensen i Rask Mølle om at lave tømrerarbejdet på en stald med 48 stier. En murermester fra Krondal, der hed Vagn, påtog sig at udføre al murerarbejdet på stalden, der i længde og bredde gav plads til de 48 stier og tilhørende gange. Arbejdet startede i foråret 1961 og var lovet færdig til brug samme efterår.

Byggetiden blev overholdt, og søer og smågrise blev flyttet over i den nye stald. Det blev nødvendigt at købe nogle smågrise for at få stalden fyldt op første gang.
Det viste sig desværre, at der samledes kondensvand på loftet, så det dryppede på grisene. Det var naturligvis ikke godt for grisene, og jeg klagede over det til tømreren, som nok kunne se det uheldige ved situationen, men ikke påtog sig ansvaret.
Jeg foreholdt ham, at det var ham, der var fagmand og som sådan burde have forudset problemet. Det lod han helt uforstående overfor. Det endte med, at han lavede arbejdet, men jeg måtte betale. Det blev en ekstra regning på 5.000 kr. Det var der ikke så meget at gøre ved, for det var nødvendigt med den ekstra isolering.

Nu var så spørgsmålet, hvad vi skulde med den gamle sostald. Vi fandt på, at når den blev beklædt med trolltexplader udvendigt og vi fyrede med gas indvendigt, så kunde vi opdrætte slagtekyllinger i huset. Det var en produktion, der var påbegyndt nogen steder. Beslutningen blev vedtaget, og det varede ikke længe, før vi fik fat i 3 store flasker gas, og i løbet af et par dage var rumtemperaturen mellem 25 og 30 grader, og endnu lidt højere under paraplyen, så det var varmt nok til at modtage de 4000 sarte små dunede daggamle kyllinger, som blev leveret fra Them.
Det var en meget interessant produktion. Også meget spændende, da det var første gang vi prøvede. Da kyllingerne var 7 uger, blev de afhentet af Bredvigs slagteri i Give. Gennemsnitsvægten var 1600 gram.
Nu var det meget spændende at se, hvorledes regnskabet balancerede. Da alle udgifter var fratrukket afregningen, blev der godt og vel 4.000 kr. i fortjeneste eller sagt på anden måde, godt en krone pr. stk. Vi havde da selv slagtet nogen stykker, der ikke var med i regnskabet. 100 kr. hver eneste dag. Det syntes jeg var meget tilfredsstillende betaling for det begrænsede arbejde, der var forbundet hermed. Denne produktion fortsatte vi med en del år, og eftersom vi blev dygtigere, nåede vi på et tidspunkt op på 5.000 kr. pr. hold.
Efterhånden som det blev bekendt i omegnen, blev der også en del stalddørssalg, hvilket ikke gjorde sagen ringere.

Vi kunne godt tænke os at komme af med den tidligere omtalte vindmølle, for dels larmede den meget, og det skete en gang imellem, at den kom i bagvind, og så løb møllen ud af kontrol. Somme tider med en fart og uhyggeligt spektakel, så man var bange for, at der skulle ske de helt store ulykker. Lykkeligvis kom vi da af med møllen,før der skete noget i den retning. Jeg forstår ikke, hvordan det var rygtedes til Brande, at vi ville af med en vindmølle, men pludselig en dag stod der 3 unge mænd i gården, og de spurgte, om vi ville af med møllen. Svaret var ja. De undersøgte derpå grundigt møllen, og jeg tænkte, gad vide hvad de skal have for at fjerne den, for der var i tusindvis af bolte, der skulde væk før det meget høje apparat, styk for styk lå på jorden, så det kunne køres væk.
Imidlertid lod det til, at den passede til formålet, så for en sikkerheds skyld forlangte jeg 2.000 kr. for den, hvad de mente var for meget. Men de vilde give 400 kr. for den, og det var jeg meget tilfreds med.
Jeg ved godt, at det kan lyde lidt kræmmeragtigt, men husk på, at vindmøller ikke er noget, man normalt handler med. Vi havde den aftale, at de skulle tage møllen ned til bunden og fjerne det hele uden at beskadige de nærliggende bygninger. Det viste sig, at de vidste, hvad de havde med at gøre. I løbet af 2 dage var møllen taget ned og kørt væk. Den blev stillet op i Brande, hvor den skulle gøre nytte som udsigtstårn og lyttepost, og jeg mener, at den fortsat virker som sådan.

Prisen for arbejdskraft var jævnt stigende og hermed også lønningerne i landbruget. Det bevirkede en stigende mekanisering, og i 1959 købte jeg en selvkørende mejetærsker.
Den havde en skærebredde på 6 fod og en Deutz dieselmotor. Der var også påmonteret en halmpresser, som vi dog ikke brugte ret meget.
Det var en god og driftssikker maskine, men jeg må nok indrømme, at det var i mejetærskernes barndom.
På vores egn var der endnu kun enkelte maskinstationer, der havde mejetærsker på dette tidspunkt, og der var da også utroligt meget at lære for at få den fulde fornøjelse af dette hjælpemiddel.
F.eks. skulde kornet være mere modent, end når det blev høstet med selvbinder. Altså skulle man lade kornet stå på roden og gerne blive lidt overmodent, før man gik i gang med høsten.
Opbevaringen af den nytærskede sæd var også noget, der skulde læres. For selvom vandprocenten var nede på 15-16 procent, så kunde det ikke holde sig i siloerne, og det skulle jeg opleve, før jeg vidste det.
Et år mugnede kornet for mig i siloerne, så det sendte en sky af ildelugtende støv ud i rummet, når det skulle ledes over i kværnen. Det var ikke sundt for os, der skulle arbejde med kornet, og det blev også et dårligt foder.

Jeg kunne naturligvis nå at høste mere end vores eget korn, men der var mange af omegnens landmænd, som gerne vilde have høstet en mark eller mere. Det blev også bevist, at mejetærskeren var perfekt til at samle lejesæd op. Når det bare var tørt, så kunne den gøre et meget fint stykke arbejde her.
Til gengæld skete det også, at der kom en sten med op i cylinderen og bøjede slaglerne. Det kostede både tid og penge. Endnu var der ikke korntank på mejetærskeren, så man brugte sække, som så skulle skiftes efterhånden som de blev fyldt.
Når jeg høstede hjemme, var det ofte Paula, der passede sækkene. Det var et stykke beskidt arbejde, for når det var allerbedst, kunne det støve, så jeg fra førersædet dårligt kunde se knivbjælken. Der var ikke noget førerhus på mejetærskeren, som der er nu, og indtil vi om aftenen, efter endt dagsværk kom hjem og blev vasket, kunne vi godt ligne et par halvblods negre.

Men også dengang kunde høstvejret drille. Jeg mindes et meget vanskeligt år - jeg mener det var i 1961 - hvor det ustadige vejr blev ved at drille. Jeg havde lovet at høste en svær rugmark hos min nabo, Svend Johansen. Den havde stået så længe, at rugkærnerne var begyndt at spire, så nogle aks var helt grønne. Den slags kan umuligt blive tørt. Svend stod selv og passede sækkene, og når han tog en håndfuld kærner og lukkede hånden stramt om dem, så manglede der kun lidt surdej og salt, så var det klar til at bage rugbrød af.

Svend var alle tiders dejlige nabo. Han kunne altid affinde sig med tingene, som de nu engang kunde blive. Han var det samme rolige menneske, om det gik op eller ned.
Han kunne lide en god cigar, og når den ikke kunne ryge mere, så kunne han gå og tygge på resten en hel eftermiddag. Svend var hvad jeg kalder et godt menneske. Man skulle således aldrig høre ham tale ondt om andre.
Vi havde aldrig vidst, at Svend fejlede noget, men en morgen havde han lægebesøg og blev indlagt på Brædstrup Sygehus, hvor han døde efter kort tid, kun omkring 60 år gammel.
Svend var ungkarl. Han havde en søster og en bror, der heller ikke var gift. Som eneste arvinger overtog de gården.
Ingen af dem var imidlertid landmænd, og efter ganske få måneder blev gården solgt videre.

På Linnerup-Hjortsvang egnen var der mange ægtepar på vores alder, og vi fik da også ret hurtigt en passende stor omgangskreds, som vi ind imellem kom sammen med til glæde og fornøjelse for os alle.
Vores 2 piger gik i Hjortsvang skole, hvor lærerparret Thea og Aage Jensen også var jævnaldrende med os. Skolen med undervisning blev passet af sidstnævnte. Lærerparret var også rare og fornøjelige mennesker at være sammen med.
Vores piger lærte at spille klaver, først hos Herdis i Hjortsvang, men senere sammen med et par skolekammerater, kørte vi dem en gang om ugen til en spillelærer i Horsens.

Efter at Bent havde haft forskellige pladser ved landbruget kom han hjem som 18-årig.

Han gik et halvt års tid i skole i Åle og tog præliminæreksamen, hvorefter han var fodermester hjemme et halvt år. Derefter søgte han ind til militæret med det formål at blive pilot. En drøm han havde haft allerede i sin tidlige barndom.
Det lykkedes også for ham at slippe gennem alle nåleøjer med hensyn til helbredsundersøgelse og intelligensprøver, hvad for øvrigt kun ganske få kom igennem med. Derefter bandt han sig til 6 års militærtjeneste og i 1962 rejste han til Canada som led i sin uddannelse.
Her blev han gift med Sandra, og efter 2 1/2 år kom de til Danmark, hvor Bent skulle gøre pilotuddannelsen færdig. I første omgang boede de i Ålborg, men det var kun midlertidigt, hvorefter de købte et hus i Toftlund. Herfra var der kun ca. 7 km. til Skrydstrup, hvor han mødte til tjeneste.
Da de 6 år var lykkeligt overstået, var der så ulykkeligvis ingen brug for en færdiguddannet pilot, hvorfor Bent med sin lille familie, der nu bestod af 4 personer, idet der nu var Kirsten på 3 år og Kenneth, som var få måneder gammel, søgte arbejde udenlands. 1 1966 søgte de til Canada, og det lykkedes for ham at blive ansat ved et stort canadisk flyselskab, hvor han stadig i 1999 arbejder, nu som kaptajn.
I 2001 falder han for aldersgrænsen, og så er der heller ikke ret mange steder i verden, han ikke har besøgt.

På gården i Linnerup gik det sin jævne gang. Vi havde som regel en dygtig fodermester, som også rensede i svinestalden om morgenen. Fodringen hos grisene var mit arbejde, ligesom jeg også måtte sørge for, at der blev fyldt foder i fodertønderne hos vores slagtekyllinger. Der skulde meget til de sidste 14 dage før de blev leveret.
Som landmand må man leve med, at priserne kan gå op og ned. Det oplevede vi, da priserne på svin gik helt i bund. En slagtegris kostede først i 60-erne knap 200 kr., så et par år kunne regnskabet ikke balancere.
Det havde jeg aldrig prøvet før og det var da også en ubehagelig fornemmelse. Men det var den forskel, at vi nu havde 2 ejendomme i stedet for ydelsen af et pantebrev. Det skulle give midlertidige likviditetsproblemer. Pengene var ikke tabt, men de var bundet. Jeg solgte så jorden fra ejendommen i Tørring. Så var problemet løst.
Jeg har altid haft lyst til at handle, og jeg kunne godt være hjemmefra 3 halve dage om ugen. Så kunne jeg køre omkring og se på dyrene tirsdag eftermiddag og tage på Horsens Kvægmarked onsdag formiddag og sælge slagtedyr.
Det var et interessant og spændende arbejde, ligesom jeg kunne lide den bramfri og gemytlige tone, der herskede mellem opkøberne og eksportørerne på den ene side og handelsmænd og sælgere på den anden side.
En enkelt smagsprøve, som kunne forekomme, når eksportøren havde givet et bud på et eller flere dyr, som jeg havde til salg. Jeg kunne f.eks. sige "Du er en uforbederlig tyveknægt", og han kunde måske svare "Det kan en storforbryder som dig ikke tillade sig at sige".
Folk, som ikke var fortrolige med markedet mente, at vi var uvenner, hvad der langt fra var tilfældet. Man kan vel nærmest kalde det et spil for galleriet. For som regel enedes vi om den højst opnåelige pris, for husk på, der var jo også flere opkøbere.

Efter at markedet var sluttet, var der et regnskab, der skulde bringes i orden og indleveres i den tilstedeværende bank. På dette regnskab skulde vægt og kilopris føres ud for det klipnummer, som opkøberen havde forsynet det pågældende dyr med. Ud fra disse oplysninger regnede banken så slutbeløbet ud minus udgifter, hvorefter vi så kunde få pengene med hjem.
I nogle år kørte jeg omkring med afregning til hver enkelt kunde. Visse dage kunne jeg næsten ikke have tegnebogen i lommen. Så ud over, at det var ekstra ulejlighed, så må man nok ikke glemme den risiko, der var ved at køre omkring med så mange kontanter.
Efter nogle år blev det sådan, at banken sendte afregning til hver enkelt leverandør. Det må lige indskydes, at det næsten kun var kommissionshandel, men når det skete, at det drejede sig om et dyr, jeg havde købt, så blev afregningen naturligvis sendt til mig.
Jeg havde også nogle faste kunder, hvor jeg leverede deres behov for torvegrise. Grisene købte jeg mest hos private landmænd og ind imellem på grisemarkedet i Horsens, der blev holdt om fredagen.
Til at begynde med brugte jeg en trailer til at transportere grisene i. Den var spændt efter personvognen. Men senere købte jeg en varevogn, som var mere praktisk at komme omkring med.


Opdateret d. 25.9.2020