Økonomiske problemer:

Da vi som tidligere nævnt havde et stort pantebrev i gården i Smidstrup, så var jeg meget interesseret i, hvorledes gården blev passet.
Nogen tid efter, vi var flyttet, tog jeg til Smidstrup for at orientere mig, og det blev ingen god oplevelse. Jeg havde glemt en kørekappe, som jeg vidste lå i en jumbe, der stod i vognporten. Der var en fedladen syttenårig søn, der tog imod på gårdspladsen, og han var bestemt ikke venlig.
Jeg meddelte ham mit ærinde om kappen, og han svarede, du har ingen ret til at hente noget her. Vi talte lidt sammen, ikke med venlige ord, hvorefter jeg kørte derfra igen uden min kappe.

Jeg nåede lige at opdage, at de store grantræer omkring gården var lagt ned. Det var nogle flotte stammer, som egnede sig til tømmer og andet gavntræ. Jeg var ret sikker på, at Anders Christensen ikke gik med byggetanker, så der kunde kun været et formål, nemlig at lave træet i penge, og ikke så længe efter fik jeg at vide, at det nye topmoderne tærskeværk samt den gode selvbinder, som Anders havde overtaget, alt sammen var byttet til noget skrammel.

Så hensigten var nu helt tydelig. Gården skulle ribbes for værdier, og så kunne vi stå med smerten. Denne grimme tanke viste sig desværre rigtig, for allerede første termin udeblev såvel renter som afdrag på vores pantebrev.
Det var meget alvorligt, da netop disse penge var beregnet til at klare vores egne terminsforpligtelser overfor Jeppe. Jeg kunne nok lave en del penge på den meget store besætning, men det var ikke muligt at undvære ydelse på pantebrevet, og Jeppe Sørensen stod i den samme situation, så jeg måtte optage et midlertidigt lån i Horsens Sparekasse.

Så snart betalingsfristen var udløbet, lod jeg en advokat opsige vores pantebrev i gården i Smidstrup. Og hvad nu. Jeg ville ikke miste pantebrevet, som jeg mente var godt nok, men jeg vil heller ikke påstå, at jeg var særlig varm på at overtage Smidstrup-gården igen og så stå med to gårde.
Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. En ejendomsmægler fra Thyregod, Johannes Krusborg, havde en solid køber, og vi enedes om et møde på et advokatkontor i Vejle, hvor vi drøftede sagen igennem.

Den nye køber ønskede imidlertid ikke at overtage forpligtelsen af vores pantebrev, men Krusborg havde en plan, som gik ud på at dele pantebrevet i tre dele. Det ene var i en gård i Skarrild, og det var helt guldrandet. De to andre var i et hus i Vonge og en landejendom ved Tørring. Krusborg var dog ærlig nok til at informere os om, at pengene ikke sad særligt løse hos de to, men til gengæld var pantebrevene optimalt sikrede.

Den måde at udrede trådene på tiltalte mig. Skulle det blive aktuelt at overtage ejendommen ved Tørring eller huset i Vonge, så var det mere praktisk end gården i Smidstrup på grund af den mindre afstand. Så derfor blev denne plan vedtaget og bekræftet på diverse dokumenter på behørig vis.

Det viste sig da også, at det var en god løsning på det opståede problem. Ganske vist måtte jeg hver termin selv hente ydelsen på huset i Vonge, men jeg fik, hvad jeg kunne tilkomme, indtil lånet i løbet af nogle år var indfriet. Fra ejendommen ved Tørring blev ydelsen betalt de første år, hvorefter vi overtog den på normal vis, så vi undgik tvangsauktion. Selvom det således skete ad omveje så reddede vi nu hele vores tilgodehavende fra Smidstrup.

Der var gode græsningsmuligheder på ejendommen i Tørring, og dem kunde vi godt bruge. Derudover kunne boligen udnyttes til bolig for gift fodermester, hvad den også senere blev. Men i første omgang blev lejligheden udlejet til en enlig pensionist.
Det var nu ikke nogen succes, for han brugte inventaret til at fyre med, og det endte med, at der gik ild i stuen, som blev en del raseret. Så måtte lejeren naturligvis flytte, og beboelsen blev så gjort i pæn stand.
Før vi flyttede fra Smidstrup havde vi fæstet en 40-årig mand som fodermester. Vi kendte ham godt, da han havde arbejdet hos vores nabo, hvor han havde vist gode evner til at passe dyr. Samtidig var han en rar og omgængelig person.
Han overtog arbejdet i stalden, da den anden karl var rejst som aftalt efter en måned.

Med Thorkild gik det udmærket, men det varede desværre så kort, for da han sommeren efter havde weekendfri, kørte han galt på sin knallert og døde af sine kvæstelser i løbet af få dage. Det var meget trist. Han havde sit hjem i Vrigsted ved Horsens, hvor vi var med til hans begravelse.


Opdateret d. 25.9.2020