Barndomstiden:

Her i vinteren 1999 er det nu snart 84 år siden, jeg så dagens lys første gang, og man kan måske sige, at mine forældre var heldige, da deres første barn var en pige, og nu fik de så en dreng.
Jeg tænkte ikke over, om der var glæde over heldet, for nu havde man både karl og pige. Det har naturligvis ikke været den slags tanker, der har optaget mig på dette tidspunkt af mit liv, så det får lov at stå hen til senere.
Mine forældre havde et lille landbrug med tilhørende 15 tdr. land, 5 køer, et par grise og 2 norske heste. Som jeg dengang husker, var der kun små landbrug og så herregårde. Det vil sige over 1000 tdr. land. Men herom senere.

Mine første pligter var at bringe avisen frem og tilbage mellem hjemmet og naboen, som mine forældre dengang delte avisen med. Jeg har nok været 4-5 år, da jeg blev ansat som postbud her. Et job, som jeg slet ikke var ked af, for Laurine, som nabokonen hed, var meget god ved mig. Hun havde altid noget lækkert til mig. Ofte kandis, og altid havde hun nogle venlige ord til mig.
Det eneste ubehagelige ved jobbet var, at jeg skulle gennem en rugmark, som skilte de to ejendomme. Her kunne ræven, det farlige dyr, godt ligge og lure på mig. Ræven var naturligvis mere bange for mig end omvendt, dersom den var der. Jeg så den aldrig, men var alligevel ikke tryg ved tanken. Jeg husker kun, at der altid var lang rug på den mark, og jeg plukkede et rugstrå og piskede mig med, og så kunne jeg slå op og efterligne vores nordbagger. Så gik det meget hurtigt.

Som vel nok de fleste andre børn, levede jeg ikke altid op til mine forældres forventninger, især min fars. Min far røg på en lang pibe, mest om aftenen. Når han ikke syntes om min opførsel, så fik jeg et gok oven i hovedet af pibespidsen, og det gjorde forbandet ondt.
Dersom det ikke var tilstrækkeligt, så tog han i kraven på mig og satte mig ud i laden. Det var jeg meget bange for. Dels var her buldrende mørkt, og dels var her både mus og mange andre ting, som gjorde tilværelsen meget utryg for mig. Så selv om jeg råbte og skreg, syntes jeg, at det varede en evighed, inden jeg blev hentet tilbage. Jeg er født i Tofthøj. et lille område nær Gadbjerg. Dengang en selvstændig kommune som så mange andre. I dag er Gadbjerg en del af Give kommune.
Men Tofthøj var altså hvor jeg trådte mine første barnesko. Min mor havde en søster Anne, og hendes mand hed Søren Ladegård. De boede ikke langt fra mit hjem, så jeg fik en gang imellem lov at gå derhen på besøg. De havde altid en flok gæs, og det var helt sikken, at gasen altid kom efter mig. Men gæssene lavede et sådant spektakel, så moster Anna hver gang nåede at redde mig.
Hun var for øvrigt en rar kone, og lignede også på mange andre måder min moder. Her havde jeg en fætter, der hed Jens. Han var lidt yngre end jeg. Det var, som om vores kemi ikke rigtig passede sammen, så vores leg blev ikke til så meget. Så var der faster Trine og hendes mand Ole. De var virkelig gode mennesker, med hjertet på det rigtige sted. De var altid glade og i besiddelse af megen humor, så jeg blev altid modtaget med kærlighed. De havde også en søn, der hed Herluf, lidt ældre end jeg, men han var lige så rar som sine forældre. Herluf og jeg havde mange gode timer sammen, og det skete da også, at jeg fik lov at blive der nogle dage. Det var jeg glad for, og det tror jeg også, værtsfamilien var.

Jeg havde også en god legekammerat, Alfred Steffensen. Han var søn af en anden nabo til mit hjem, ca. et år yngre end jeg. Vi legede godt sammen, og hans forældre var også meget rare og gode ved mig.
Det var for mig en begivenhed, når julegrisen skulde slagtes, men jeg kunne ikke lide slagteren. Når han kom først på eftermiddagen, skulde han ind og have kaffe, inden arbejdet kunde begynde. Han var en stor svær mand, bevæbnet med knive, og han truede altid med at tage mig med sig hjem, så jeg var ikke tryg ved ham. Han blev imidlertid hos os hele dagen, og så var grisen også slagtet og parteret, tarmene renset og pølserne lavet. Når han så endelig rejste igen, og heldigvis uden mig, så var det også aften. Så havde vi sulemad til lang tid. Jeg kunne ellers godt lide pølserne.

Efterhånden var jeg betroet at gå til købmanden i Tofthøj efter varer, og somme tider blev der også til for 5 øre bolsjer. Her havde jeg en forfærdelig oplevelse. Det har jo været lige efter første verdenskrig, og jeg havde hørt så mange historier om de forfærdelige tyskere. Nu var jeg så hos købmanden, hvor der også var andre kunder. De bildte mig ind, at nu var tyskerne på vej for at indtage Tofthøj. Ganske rigtigt. Lidt efter kom der også en flok ryttere, som standsede ud for købmanden. Men de var nu meget fredelige. De spillede lidt musik og snakkede gemytligt med folk. Og red så videre til næste by. Jeg syntes ikke, tyskerne var så slemme, Dengang vidste jeg ikke så meget om fastelavnsmandag, men skønt jeg havde været meget bange, så var jeg nu beroliget, og løb hjem og fortalte om begivenheden.

Foråret 1922 var jeg så blevet 7 år og skulle begynde at gå i skole. Dengang var der 2 skoler i Tofthøj. De er nu nedlagt for mange år siden.
Jeg begyndte naturligvis i den lille skole, som dengang kaldtes pogeskolen. Frk Skårup hed vores lærerinde. En myndig dame på ca. 40 år. Det var nu hendes opgave at lære os de første tal og de første bogstaver i en ABC. Som jeg husker hende, var hun rar og god til at tage sig af os og vores problemer. Jeg erindrer, at vi var 7 børn i klassen, men jeg husker ikke, om det var 4 piger og 3 drenge eller omvendt. Men vi legede godt sammen. I frikvartererne sad vi ude i en stor brændekasse og spiste vores medbragte mellemmadder. Jeg har kun gode minder om tiden herfra, men det skulle blive anderledes.

Tidligt opdagede jeg, at piger kunde være kønne. Der var en i klassen, jeg syntes særligt godt om. Når vi havde gæster hjemme, så spurgte man mig, om jeg havde fået en kæreste i skolen. Det kunne jeg så kun svare ja til. Så måtte det naturligvis videre drøftes.
Jeg blev spurgt, hvad hun hed, og jeg svarede, at det var Ellen, ærlig som jeg var også dengang. Man gik videre. Hvad så, om der er en anden, der vil have hende? Så sagde jeg: "Dersom jeg nu giver en hel krone for hende". Så bliver de nok færdig. Jeg vil lige erindre om, at 1 krone for mig dengang var en stor kapital, for jeg kunne få en lille pose bolsjer for en 2-øre, som den gang var gangbart betalingsmiddel, og for en 5-øre kunne jeg få en stor pose. Selvom jeg ofte har truffet hende, efter at vi begge var gift, så har jeg aldrig nævnt den morsomme episode for hende. Jeg har for øvrigt aldrig haft noget med hende at gøre. Hun blev gift med en fynbo.

Anden juledag 1920 fik jeg 2 små søskende, da min mor fødte en dreng og en pige. Nu var familien på 7 personer, og mine forældre begyndte at se sig om efter lidt mere plads, og i 1922, da jeg var 7 år, blev det alvor.
En efterårsdag var familien så rejseklar, Far, mor og 5 børn fra 2 til IO år. Det var naturligvis meget spændende. Jeg sad ved siden af min far på et flyttelæs, og min onkel fra Kulbjerg kom bagefter med mor og mine søskende. Hele turen var kun ca. ti km, og selv med heste og flyttelæs var det overkommeligt. Bygningerne i vort nye hjem var forholdsvis nye. De var bygget sammen. To længer med beboelse i den ene ende, adskilt med en mur, og resten udnyttet til heste, kreaturer, svin og lade. Selvom det kan lyde noget rodet, så var der god plads til det alt sammen.

Det var et meget kønt sted med udsigt over Engelsholm sø med herregården på den modsatte side. Jeg har nydt mange herlige sommeraftener og -morgener, når slottet spejlede sig i søen, hvor hundredvis af vildænder rappede og indimellem rejste sig som en mørk sky. Adskillige gange har jeg badet i søen, når de varme sommerdage havde gjort vandtemperaturen behagelig.
I søen er det kun den øverste del afvandet, der bliver lun. Jo nærmere man kommer bunden, jo koldere er vandet. Der var mange fisk i søen. En fisker fra Fårup, som havde lejet fiskeretten, tog en gang imellem mig med ud at røgte sine ålekroge. Det foregik meget tidligt om morgenen, gerne før det blev helt lyst. Han fangede også engang imellem aborrer og brasen på sine ålekroge. Så fik jeg nogle af dem med hjem til min mor. Ålene var også den gang dyre.
Om vinteren løb jeg på skøjter, når det havde frosset tilstrækkeligt længe, til at isen var sikker, Det var herligt, når isen var blank, men allerbedst, når vi samledes nogen stykker.

En eftermiddag med stille vejr og klingende frost var jeg alene ude på isen. Jeg havde besluttet mig for at skøjte helt over til slottet. Der havde allerede været en længere frostperiode, så søen var for længst erklæret sikker. Jeg styrede direkte efter mit mål, men ca. to - tre hundrede meter foran slottet opdagede jeg, at isen fik en anden farve kun få skridt foran mig. Jeg nåede netop at ændre kurs og godt for det.
Der hvor isen pludselig blev til vand, var der mange meter dybt vand, og selv om jeg nok havde lært mig selv at svømme, så ville det have været helt uden betydning i det iskolde vand. Det blev en oplevelse, som jeg aldrig skulle glemme. Selv nu i min høje alder, når jeg som så ofte, betragter søen og dens smukke omgivelser, så tror jeg, at der er en mening med det hele. For der var få meter mellem mig og det allersidste bad.
At isen langt ude pludselig blev til dybt vand langt ude på søen, må naturligvis have en forklaring. Den fik jeg senere. For så mange år siden brugte Nørup Mejeri at bryde isen, som her blev brugt til at køle lageret.
Jeg havde naturligvis mange andre oplevelser som barn. Også nogle, som jeg synes, jeg godt kunne have været foruden. Her må det nok være på sin plads at fortælle om den nye skole, jeg nu skulle gå til, efter at mine forældre var flyttet til Sødover.
Fra Nørup,hvortil vi nu var flyttet, havde vi ca. halvanden km. til skole, eller omtrent samme vejlængde, som til den tidligere, jeg gik til. Som nævnt var jeg på dette tidspunkt 7 år, og jeg blev modtaget af en høj lærerinde, Frk. Nissen, midaldrende med et stift ben.
Elevernes antal husker jeg ikke helt bestemt, men vist omtrent som i min tidligere skole. Ved første frikvarter blev jeg grundigt udspurgt og undersøgt af de andre børn, og deres venlighed var ikke imponerende. Hvad der desværre ikke skulle blive bedre det halvandet år, jeg gik i skole her.
Jeg blev kort sagt mobbet og drillet i hvert eneste frikvarter, såvel af drenge som piger. Dette blev ikke bedre af, at den dumme lærerinde aldrig så meget som prøvede at hjælpe mig, selv om hun så og hørte det hver eneste dag, ligesom mine forældre også klagede til hende. Der var intet, der hjalp. Trange tider langsomt skrider, og det var også, hvad jeg følte dengang. Men så kom tiden, hvor jeg sammen med nogle af de andre blev flyttet i en større skole. Jeg var nu i tredje klasse, som gik sammen med fjerde, og vi var dobbelt så mange elever. Vi havde en skolelærer, som hed Jensen. Han kørte i bil. Så vidt jeg erindrer, egnens eneste personbil på daværende tid. Han var en meget stram herre, som ikke tålte nogen uorden, heller ikke mobning, hverken på skolepladsen eller på vejen fra eller til skole. Det var som om hans øjne fulgte os alle vegne.

Dengang var telefonledninger hængt op på master, der med passende afstand stod langs vejen. På øverste ende var der monteret isolatorer af porcelæn. Vi var tre drenge, som fulgtes ad til gymnastik. Hvad var så mere naturligt, end at vi kappedes om, hvem af os der med en sten kunde ramme en isolator, så den splintrede. Men fornøjelsen blev kort, for lærer Jensen må på en eller anden måde også have fået det at vide.
Vi fik alle tiders overhaling med tilhørende trusler, og det var ikke så lidt. Vi vidste jo godt, at isolatorer ikke var sat op for vores fornøjelse. Det var ikke til at forstå, hvordan han også vidste det. Man syntes ikke, det var ham, der havde opsyn også med den slags.
I dag kan jeg jo godt se, at det var bedst, at vi hurtigst muligt blev stoppet med den sport. Altså lærer Jensen tog sig ikke kun af vores skolekundskaber, men også vores opdragelse.

Han havde så galt også et spanskrør, som han brugte på drengenes bagdel, når han mente en af os havde fortjent det. Så sad resten af klassen og så til med frygt og håbede, at det snart måtte få ende. Men når lærer Jensen var i dårligt humør, varede det gerne dagen til ende.
Pigerne fik dog ikke af spanskrøret, når de havde forset sig. De fleste af dem havde dengang langt hår. De havde jo alle to ører. En dag havde en af pigerne forset sig. Og skønt Lise havde langt rødt hår, så havde lærer Jensen alligevel fundet hendes ene øre. Her havde han så godt fat, at øret i den ene side løsnede sig fra Lises hoved.
Hun var imidlertid et forkælet enebarn, og der blev en del ballade. Så vidt jeg husker, var det meget tæt ved, at det ikke var lærer Jensen, men kun Jensen.
Imidlertid måtte han love bod og bedring, og han fortsatte da som lærer, uden at det havde været muligt at lave om på hans vanskelige sind. Han havde sine foretrukne elever, og vi kunne ikke undgå at føle det. Men han havde da også sine gode sider. Når han var i godt humør, kunne han finde på, at vi skulde ud at spille fodbold eller han læste en historie for os. Dersom det var en varm sommerdag, kunne vi blive spurgt, om vi havde lyst til at gå ned at bade i Engelsholm sø.

I min klasse gik også Jensens datter, som hed Agnes. Jeg husker, at hun var den første pige, som jeg så var klippet helt korthåret. Jeg ved ikke, om det var for, at hendes far ikke skulde have en chance for at rykke i det lange hår. Det bør siges, at jeg ikke havde det indtryk, at der blev gjort forskel på Agnes og os andre børn.
Retfærdigvis må jeg sige, at jeg aldrig har fået af spanskrøret eller på anden måde er blevet straffet af lærer Jensen, skønt jeg adskillige gange blev vidne til hans brutalitet.
Jeg skal på ingen måde prale af, at jeg opførte mig bedre end mine kammerater. Det burde dog ikke være som her, at alle elever er bange for læreren. Men det er langt at foretrække fremfor at en elev skal pines af såvel alle de andre som af læreren. Dette er sagt med tanke på den tidligere omtalte mobning.

Lærer Jensen havde også sine gode sider, og i min voksne alder, har jeg ofte haft gavn af de ting, som han lærte os. De fleste af hans elever har lært at regne og at skrive et nogenlunde korrekt dansk. Selv om det er noget, vi alle har brug for, så var der nogle få, som ikke kunne lære det. Det var mest dem, der måtte føle lærerens strenghed.
Dengang var der kun syv års lovpligtig skolegang, og det sidste halve år skulle vi også gå til konfirmationsforberedelse to gange om ugen. Herefter kom så selve konfirmationen, som var en familiefest, hvorefter man hverken var barn eller voksen. Jeg husker, at min konfirmationsfest blev holdt på Farre Kro, hvor min fætter Ingvard også blev konfirmeret samme dag.

Sammen med nogle få andre havde jeg nu afsluttet syv års skolegang og taget afsked med Nørup skole og lærer Jensen. Ærlig talt, så tror, jeg, at han var mere berørt af situationen end vi. Han var trods alt et menneske på godt og ondt.



Opdateret d. 27.9.2020