I aftes kom den jyske post
med nyt fra Nørre Snede
Hvor hesserne fik husmandskost
midt på den brune hede…
I disse tider, hvor den nationalromantiske trend dyrkes, og begrebet ”Gud, Konge og Fædreland” er på mode igen, er det vel med dette brudstykke af et digt fra 1849 af N. F. S. Grundtvig passende at kaste et blik på de episoder gennem tiden, hvor hjortsvangboerne på en eller anden måde har sat deres aftryk på historieskrivningen. Digtet er udødeliggjort på en mindesten i Nr. Snede by.
Mindestenen i Nr. Snede med Grundtvigs digt.
Desværre vil selv en nok så omhyggelig søgning i museumsarkivets gemmer afsløre, at der såvist er visse begrænsninger i antallet af heltemodige gerninger, vi kan prale af heromkring.
Dog er der episoder fra ”Den 1. slesvigske krig”, som i erindringens tåger påkalder sig anerkendelse og opmærksomhed.
Deltagelsen i den såkaldte ”Slavekrig” den 29. marts 1848, hvor hjortsvangerne heltemodigt mobiliserede sig med det glorværdige formål at forsvare hus og hjem mod de fremstormende barbarer fra syd (efter rygterne løsladte slaver fra straffeanstalten i Rendsborg), er jo glimrende beskrevet i Severin Weiersøe´s øjenvidneberetning ”Den gale onsdag”. Dog indsatsen blev kort, idet det jo sent på samme dag blev afsløret, at hele affæren byggede på rygter, og det eneste tab byen led var, at Niels Skrædder, der fra sit hushjørne så de bortdragende syngende mobiliserede krigere (man sang ”Til våben, se fjenderne komme”) under ledelse af sognefogeden Jens Andersen, faldt om med et slagtilfælde.
Det skal dog i sandhedens interesse berettes, at han efter datidens efterretninger fremdeles slap fra oplevelsen uden men, hvorefter hjortsvangernes tab under aktionen, må betegnes som minimale.
Næste år - 1849 - indtraf endnu en hændelse, der betød hjortvangernes inddragelse i krigen. Denne gang var det en virkelig krigsbegivenhed, der fandt sted på egnen, nemlig ”Bataljen ved Nr. Snede” den 9. juni 1849, der er veldokumenteret i militærhistorien og endda figurerer i general Rye´s dagbog. En af hovedpersonerne i begivenheden var herredsfuldmægtig Mazanti, der bemærkelsesværdigt nok også var aktiv deltager i den først omtalte ”Slavekrig”. Mazanti var i øvrigt født på Stovgaard i Tørring i 1824, og efter sin juridiske embedseksamen i 1846 blev han ansat som herredsfuldmægtig i Brædstrup.
Herredsfuldmægtig Mazanti (foto: Byarkivet Horsens).
Selve bataljen skal ikke detaljeret refereres her, men dog vil et kort resume af begivenheden have betydning for forståelsen af hjortsvangernes inddragelse. Den kurhessiske ritmester Grau var tilsammen med 2 løjtnanter, en læge, 2 vagtmestre, 5 korporaler og 46 menige den 7. juni 1849 ankommet til Brædstrup. Formålet med besøget var at beordre herredsfogeden til at anvise vej til de gårde, der var udset til at levere korn til tyskernes magasiner. Herredsfoged, kancelliråd Hunderup, var i København som medlem af Rigsdagen på det tidspunkt, og fuldmægtig Mazanti var konstitueret i hans sted.
Mazanti tog godvilligt med kurhesserne, muligvis for at forhindre selvtægt, men samtidigt fattede han en dristig plan. Den tyske ritmester havde vist ham en plan over de steder, de skulle besøge, og Mazanti regnede ud, at de ville overnatte i Nr. Snede. Han sendte herefter en rask kurer til den danske hær i Silkeborg med alle oplysninger om den tyske styrke.
Mazanti viste så tyskerne omkring til gårdene mod Nr. Snede, og fik dem til at fortsætte mod vest helt ud til Ejstrup, hvor der var langt mellem gårdene. Det var mørkt, da de kom tilbage til Nr. Snede, og nu turde Mazanti ikke vise vej mere den aften, hvorfor officererne overnattede på kroen, og de øvrige i præstegården samt på to øvrige nabogårde. Mazanti sørgede godt for tyskerne med mad og drikke, så de sov godt, og havde ikke tænkt på, at sætte nogen på vagt om natten. Mazanti selv delte værelse med den tyske læge.
Det gik, som Mazanti havde håbet. Danske soldater kom om natten anført af ritmester Brock, som havde dragonen Poul, der var stedkendt og barnefødt i Hjøllund, med.
De danske dragoner havde holdt sig skjult i Palsgård og kom nu listende frem. Nogle af danskerne skulle passe på, at ingen krøb ud af vinduerne, mens de andre gik ind af dørene og tog tyskerne til fange.
Poul Dragon kunne nok tænke sig til, hvor den fornemste fjende lå og sov. Den øverste af kurhesserne var ritmester Grau, og Poul Dragon stod ved hans vindue, da ritmesteren forsøgte at komme ud, men da han så Poul, holdt han sig inde. "A sku' osse ha braaet ham hans nies, om han haaed prøvet o aa kravl ud", sagde Poul siden hen, når han fortalte om hændelsen.
Alt forløb som planlagt, men det lykkedes en enkelt kurhessisk dragon at undvige, hvilket senere blev katastrofalt for beboerne i Nr. Snede, idet den pågældende flygtede til Horsens for at berette om, hvad der var sket i Nr. Snede.
Der blev allerede den 12. juni 1849 udsendt en straffeekspedition, og dens handlinger beskrev general Rye i sin dagbog, som han førte i sit kvarter i Skjeringe Munkegaard den 17. juni 1849. Den sidste bemærkning skrev Rye på basis af sine opgørelser over fjendens lokale overmagt.
”Kurhesserne, som for nogle Dage have været i Nørre-Snede, den Bye, hvor den halve Eskadron blev tagen til Fange, har som Hævn aldeles ødelagt Alt i Byen, ituslaaet Vinduer, Speile, Skabe,
Kister og Dragkister, selv Dørene, medtaget eller iturevet Linned og Gangklæder. Kromandens Fader. 73 Aar gammel, havde de pidsket med en Katt (en Svøbe med mange Strenge), lemlæstet
Faar og Lam paa Marken og ladet dem ligge, og alt dette i Officierernes Nærværelse, en Oberst skal have staaet ved Siden af, da den gamle Mand blev pryglet. — jeg har desværre ikke Kraft
nok til at tugte dem for saadanne skjændige Handlinger”.
Det lykkedes den flygtende kurhesser at undvige over et høloft i præstegården og gennem et hul i stråtaget at fire sig ned på kirkegården, og han kom kun iført undertøj på sin flugt gennem Hjortsvang, hvor han gemte sig i en rugmark sydøst for Firhøje på nordsiden af Hammer Præstevej, den nuværende Firhøjvej.
Morgenen derefter var nogle mænd fra Hjortsvang på vej til Klinkmosen efter tørv. Jens Olesen fra Bækgaard (det nuværende Mariendal) i Hjortsvang var en af dem. De fik øje på kurhesseren, der en gang imellem stak hovedet op af rugmarken. Så vadede de ud efter ham og spurgte, hvad han var for en karl, men de gæve hjortsvangere kunne ikke forstå, hvad han svarede, så de regnede ud, at han var en fjende.
Jens Olesen sagde: "Vil du herud din slyngel". Han tænkte jo også på, at fjenden trampede kornet ned. Da han havde fået ham ud på vejen, sagde Jens Olesen: "Han ska satan annamme me' ha' prygl", hvorpå han gav ham klin med sin kæp. Efter denne omgang tog de manden med hjem, og lod tørvene passe sig selv den dag. Den fremmede fik lidt tøj på, og da han var barfodet, fik han en af bønderne Markus Jensens træsko på fødderne.
Marken ved Firhøje i Hjortsvang (Foto VM)
Op på dagen fik hjortsvangerne at vide, hvad der var sket i Nr. Snede, og kunne da regne ud, hvordan det hele hang sammen. De afleverede herefter fangen til sognefogeden i Hammer.
Andreas sognefoged ville have den fremmede ud til sognefogeden i Nr. Snede, der boede i Ibsgård, for at han kunne blive interneret sammen med de andre fanger.
Da hjortsvangerne kom til Ibsgård, var de øvrige fanger forlængst væk, men de afleverede alligevel deres fange til sognefogeden, hvis to sønner så skulle føre ham til den danske hær. De skulle dog have noget at spise, før de tog af sted, og fangen blev placeret på langbænken mellem de to sognefogedsønner under fourageringen.
Vejen gik lige forbi gården, og i det samme kom en fjendtlig rytterdeling susende forbi. Kurhesseren på bænken havde øjnene med sig. Han sprang op "æ hasp aa æ vindu" og ud af den, før de andre fik tænkt sig om. Han sprang ud mellem to ryttere, der sagtnede farten. Han holdt fast i seletøjet, og det var sidste gang danskerne så den mand, de vist ellers syntes var svært flink. Længere mod øst tog den tyske deling en hest, og den kom ikke tilbage igen. Den blev vel sagtens hans ridehest.
Nu hævnede tyskerne sig siden på de to sognefogedsønner i Nr. Snede. De fik prygl så hårdt, at den ene ikke forvandt det livet igennem. Tyskerne tog også deres sengetøj, som de solgte billigt i Nim. Manden der købte det, bragte det så igen tilbage til Nr. Snede.
Men Jens Olesen var det helt galt med. Når der siden hen kom tyske soldater til Hjortsvang, gemte han sig til tider i flere dage nede i Skinnekær i en tørvestak, han havde stablet med et hulrum. Han var alvorligt bange for, at kurhesseren skulle komme tilbage til Hjortsvang og genkende ham, for så kunne der jo vanke noget til ham. Han havde i sandhed mødt sit Nemesis.
Der kom dog aldrig en gengældelse, og han levede fremdeles i fred på Bækgaard med kone og 8 børn, hvorefter han døde som aftægtsmand på gården hos sin søn i 1888 og blev begravet på Linnerup Kirkegård.
Gravstenen i Linnerup over Jens Olesen og hustru (foto VM).
For de andre hovedpersoner i historien fortsatte tilværelsen lidt mere farverigt.
Mazanti blev i 1853 ansat som kasserer og økonomiforvalter ved Horsens Straffeanstalt. Han fik i 1856 ridderkorset for sine fortjenester under treårskrigen. I 1859 blev han konstitueret som fængselsinspektør ved straffeanstalten, men efter en kedelig sag omkring økonomiske uregelmæssigheder på anstalten blev han i 1885 afskediget og i Højesteret idømt en straf på 3 måneders fængsel. Mazanti havde mødt sit Nemesis og døde den 18. april 1900.
Udsnit af Horsens Folkeblad 3. februar 1885.
For ritmester Brock formede den videre tilværelse sig mere ærefuldt. Efter bataljen i Nr. Snede forhindrede han med sin eskadron Viborgs fald i 1849 efter et slag ved Rindsholm Kro.
Mindestenen ved Rindsholm Kro (privatfoto).
Han blev forfremmet til major og forsat til 6. Dragonregiment i 1859. Han blev ansat til tjeneste hos chefen for Kavaleriet, den senere konge Christian den 9, med hvem han havde gjort tjeneste i Hestgarden. Udnævnt til Oberstløjtnant i 1860 som Kommandør for 5. Dragonregiment og fra 1864 Oberst.
Sit Nemesis mødte han ved nederlaget i 1864. Han udtrådte af krigstjenesten ved fredsslutningen samme år. Brock blev udnævnt til Kammerherre i 1862 og Kommandør af Dannebrog 1864. Han bosatte sig 1865 efter sin udtræden i Graven 10 i Århus. Obersten, der var populær i kvarteret, levede sine sidste år i Århus og døde den 25. maj 1885.
3 brave mænd, 3 skæbner, der ud fra hver deres forudsætning blev involverede i en dramatisk del af Danmarks nyere historie.
Hjortsvang Museum den 23. april 2017
Verner Markussen
Arkivar
Kilder:
Hjortsvang Museum: Hæfte nr. 6 24. april 1994
Arkivets opbevarede notater
Dansk biografisk Lexicon III Bind
General Rye´s dagbog: https://archive.org/stream/olafryessagaopte00rist/olafryessagaopte00rist_djvu.txt
Anstaltsledere – Statsfængslet i Horsens 1853 – 1986
Dansk Militærhistorie: http://milhist.dk/slaget/bataljen-ved-norre-snede/
Opdateret d. 3.6.2022