Kærligheden overvinder alt…
Når man i det lokalhistoriske arkiv søger fortællinger eller håndfaste statistiske- eller videnskabeligt eksakte data, sker der mange gange det, at der pudselig ud af arbejdet springer anekdoter, historiske- eller politiske kendsgerninger eller andre ting, der på en eller anden forunderlig måde knytter forbindelser til lokaliteter eller personer (mere eller mindre kendte), som man egentlig ikke tidligere har erkendt eller troet mulig.
Da jeg forleden i arbejdet med digitalisering af museets lokalhistoriske skrifter dvælede ved beskrivelsen af gården ”Tvillinggård” i Hjortsvang, faldt det mig fuldstændigt ind, at en anekdote knyttet til en tidligere beboer på gården - Rasmus Andersen - på en eller anden måde forekom bekendt og noget, jeg tidligere havde læst i en lidt anderledes udgave hos St. Steensen Blicher i ”Æ Bindstouw” fra 1842. Historien om ”Messingjens” den navnkundige hest, der udover at være en del af Danmarks bidrag til Napoleonskrigene også var det transportmiddel, der bragte Rasmus Andersens forældre til Danmark.
At anekdoten netop tager sit udgangspunkt i en hændelse år 1816, gør den jo ekstra pikant som 200 års-jubilæumsobjekt for Napoleonskrigene.
Til præsentation af hesten Messingjens for uindviede må jeg anføre, at det metalklingende navn ikke fejlagtigt må associeres med panser og plade, men mere sandsynligt være opstået via hestens oprindelsessted landsbyen Mesing nord for Skanderborg.
Blicher, der af samtiden mest blev betegnet som kolportør af idylliske egnsfortællinger og tillagt den tyskdefinerede Biedermeier-tradition, har måske også romantiseret hændelsesforløbet lidt, men vist er det, at Blicher hævder at have hørt historien genfortalt af en tækkemand, der reparerede stråtaget på præstegården i Thorning, der jo var Blichers embedsbolig. Tækkemanden skulle angiveligt være tidligere dragon.
Ligeledes skulle det også være en kendsgerning, at den oprindelige bruger af ”Messingjens” var ryttersoldaten Claus Nielsen Vattrup, der kom fra Thorning Sogn.Da han blev syg og ude af stand til at gøre tjeneste, blev hesten ved en bestikkelsessag overdraget til Anders Rasmussen, der var fra Egebjerg, og her kommer netop koblingen til ”Tvillinggård”, idet Anders Rasmussen blev far til den førhen nævnte ejer Rasmus Andersen.
Vattrups gravsten på Thorning Kirkegaard (foto: A. Markussen).
Nuvel, Blichers udgave af anekdoten vil jeg overlade til læseren at annamme selv og her i kortform koncentrere mig om at berette det mere sandsynlige hændelsesforløb.
Hos Blicher er plottet nærmest forholdet mellem hest og dragon, mens jeg i min udgave vil fokusere på kærlighedsforholdet mellem dragon og kvinde.
Scenen er sat i Arleux i Nordfrankrig. Tiden er 1816 efter Napoleons nederlag ved Waterloo i Belgien, og 5000 danske soldater deltager i besættelsen af Frankrig. Anders Rasmussen, der var blevet indkaldt til Hestefolket og havde gennemgået rekrutskolen, var sammen med ”Messingjens” udstationeret privat i kvarter hos en rig halvadelig fransk guldsmed ved navn Philippe Aubert Couderon og hans hustru Jeanne Therese Richard, efter en tur til fods fra Danmark til Frankrig på 57 dage.
Guldsmeden siges at have beundret den flotte danske dragon, hvilket kan undre, idet de danske soldater af tyske kolleger fra Hannover, hvem de var udset til af afløse, blev karakteriserede som en race, der stod ”midt mellem eskimoer og isbjørne”. Endvidere blev de senere af lokale beboere tillagt kedelige egenskaber som ”brutalitet, arrogance og en ubændig skamløs sædelighed”. Når man samtidig betænker, at danske soldater ofte på den tid var rekrutterede blandt kropsolide personer af bondestand, kan franskmandens æstetiske beundring måske betvivles.
Anders beskrives dog i anekdoten som høj og slank, hvilket måske berettigede guldsmedens beundring.
Den franske vært havde en eneste datter Marie Gabrielle Philippe Couderon de Bercon. En meget smuk pige med mørkebrunt hår og ditto øjne. Gabrielle og Anders forelskede sig i hinanden.
Forholdet bekom ikke faderen så vel, da han selvfølgelig imødeså et snarligt farvel til datteren, når besættelsen ophørte. I sin fortvivlelse tilbød han den unge danske dragon 1500 rigsdaler for at afslutte forholdet, men Anders nægtede at afbryde forholdet til sin elskede Gabrielle.
I sensommeren 1818 afsluttedes besættelsen af Frankrig, og dragonerne forberedte rejsen mod nord.
Anders havde sammen med sin kommanderende officer planlagt, hvorledes Gabrielle skulle komme med til Danmark, og iført en dansk husaruniform med en knebelsbart under næsen gjort af Messingjens´ mankehår startede hun turen mod sit nye fædreland Danmark. Undervejs blev hun efter sigende hele regimentets midtpunkt og benævnt med den ærefulde titel ”Den lille Hornblæser”. Vielsen af de to unge forelskede foregik omkring Hannover den 27. august 1818, og blev foretaget af feltpræsten Kristoffer Nyholm.
I 1819 nåede parret til Fredericia, hvor Anders Rasmussen afmønstrede. Da Messingjens havde nået en alder, der udelukkede fremtidig krigstjeneste, købte Anders hesten, hvorefter det glade par forsatte rejsen mod Anders´ fødehjem i Egebjerg ved Horsens.
Hjemkomsten blev ikke den triumf, Anders havde håbet på.
Faderen på gården så med stor ærgrelse og skepsis på den medbragte brud og især den manglende medgift, og opfordrede sønnen til at bringe pigen tilbage til sin hjemegn. Dette nægtede Anders, han tog sin bruds hånd, og de forlod gården. I hans erindring stod stadig faderens sidste ord: ”Læ hin så rejjs!”.
Ægteparret tog nu til Torp, hvor Anders havde slægtninge. Han blev tilbudt et lille fæstested under Hansted Hospital samtidig med en stilling som skovfoged i Underup Nørreskov. Det er nu på dette sted, at familielivet leves. Hesten Messingjens var efterhånden udtjent, og den døde og blev ”i fuuld klejer” begravet på stedet i Torp.
Gabrielle levede et slidsomt liv i Torp. Hun lærte aldrig det danske sprog, så hendes muligheder for at kommunikere med ligestillede var begrænsede. Hun måtte nøjes med Anders´ begrænsede franske, samt enkelte kontakter til sprogligt veluddannede på egnen.
Hun passede gårdens dyr, og fødte på gården 6 børn, nemlig 5 piger og 1 dreng. Drengen hed Rasmus Andersen, og det er ham der senere i 1852 får Tvillinggård i Hjortsvang.
I forbindelse med en af døtrenes konfirmation i 1833, konverterede Gabrielle til den Luthersk-evangeliske tro, men hun fik aldrig megen kontakt til kirken.
Anders og Gabrielle elskede hinanden højt, til han i 1845 døde af tuberkulose.
I sin enkestand blev Gabrielle mere og mere tungsindig og nærede en stærk længsel mod sit hjemland Frankrig. Efter i flere tilfælde at have forsøgt at forlade stedet til fods for at nå til hjemlandet, blev hun erklæret utilregnelig, og tilbragte sine sidste år bag låst dør i hjemmet i Torp hos Karoline, der var en af døtrene. I 1855 dør Gabrielle, og hun bliver begravet på Underup Kirkegård ved siden af sin elskede Anders.
Gabrielles sten på Underup Kirkegaard (Foto: VM).
Efter således at have opridset det mest sandsynlige hændelsesforløb kan en efterrationalisering af anekdoten i mange tilfælde bringe spørgsmål på banen, der på visse områder stiller tvivl om beskrivelsens validitet.
Det synes for eksempel sandsynligt, at Gabrielle var analfabet, da hun ved konverteringen ikke var i stand til at skrive sit navn i kirkebogen, men måtte skrive med ført hånd.
Endvidere er der heller ikke foregået nogen form for korrespondance mellem Gabrielle og familien i Frankrig, hvilket understøtter denne teori.
Man kan dernæst stille spørgsmål ved rigtigheden i beskrivelsen af det fædrene ophav.
Er det sandsynligt, at en halvadelig og rig guldsmed har en datter, der aldrig har lært at læse eller skrive?
Visse kilder oplyser, at faderen efter al sandsynlighed var kusk og daglejer, altså en mindre prangende profession end i anekdoten. Denne kendsgerning understreges også lidt af det usandsynlige i, at en fremmed krigsmagts dragonsoldat indkvarteres hos en halvadelig fransk familie.
Uden på nogen måde at forsøge at deromantisere den fantastiske historie om Gabrielle, Anders og Messingjens, er den refererede anekdote vist et godt eksempel på, hvilke værdifulde ”sidespring” man kan få, ved søgninger i slægternes spor.
Ja, kærligheden overvinder alt.
Hjortsvang Museum i maj 2016
Verner Markussen
Arkivar
Opdateret d. 3.6.2022