"Jeg er en hader af store ord og stærke drikke".
I det forgangne år 2018 har vi på Hjortsvang Museum haft fornøjelsen af at fejre stuehuset på "Vroldgaards" 200-års fødselsdag. I forbindelse med festligheden, præsenterede det lokalhistoriske arkiv på museet en udredning af gårdens ejerforhold, herunder ophavsmanden til festivitasen, gårdejer Morten Jensen af Hjortsvang.
Han overtog den 2. oktober 1813 Vroldgaard, og ægtede samme måned den tidligere adkomsthaver enken Marie Christensdatter. De to ægtefolk fik sammen 2 børn, Anders født 1814 og Jens født 1817. Et halvt år efter den sidstes fødsel i 1817 døde Marie, og Morten Jensen foretog skifte med sine børn.
Stuehuset på Vroldgaard 100 år efter opførelse.
Morten Jensen levede dog ikke længe som enkemand, idet han giftede sig igen i Hammer kirke den 2. maj 1818 med Karen Christensdatter, døbt 5/5 1785 og datter af Christen Jensen i Hage. Samme år igangsatte han opførelsen af det nye stuehus på Vroldgaard, der i modsætning til det gamle hus, der var nordvendt, blev placeret sydvendt, så opholdsrummene virkeligt kunne drage nytte af dagslyset.
I dette sit 2. ægteskab fik Morten Jensen nu 3 børn. Jens, Christen og Anne Marie. Den sidste født den 26. december 1824. Specielt denne datter er der knyttet en speciel anekdote til:
Ved hendes barnedåb i Linnerup Kirke var en af fadderne ungkarl Niels Martinussen fra Linnerup, der sammen med sin bror Anders deltog i dåbsfestligheden. Anders Martinussen, der på det tidspunkt var 27 år, blev fascineret af dåbsbarnet, og fremsagde i et øjebliks plaserlig begejstring udsagnet "Denne pige vil jeg giftes med!". En udtalelse festdeltagerne måske ikke antog for særlig kløgtig og valid, men alligevel en forudsigelse, der blev en realitet, idet brylluppet stod i Linnerup Kirke den 19/9 1846. Han var da 49 og hun 22 år.
Anders var søn af Barbara Andersdatter og Martinus Nielsen i Linnerup, og han overtog sit fødehjem "Grøndamsgaard" den 13. april 1844. Begge forældre forblev som aftægtsfolk på gården til deres død. Om Anders Martinussen hele sin ungdom igennem har gået og ventet på, at pigen skulle blive giftefærdig, skal være usagt. Grunden kunne måske i stedet være meget stærke familiebånd i slægten fra Linnerup. Folketællingen 1845 fortæller da også, at der foruden de gamle forældre var 5 ugifte voksne børn i alderen fra 29 til 49 fastboende i hjemmet i Linnerup.
Folketælling 1845: Linnerup By.
Først efter moderens død i 1846 skete der forandringer. En datter blev gift, og der blev plads til en ung kone. Anne Marie rykkede ind og blev kone og madmor på gården.
Historien om Anne Marie og Anders´ giftermål er selvfølgelig enestående. Men også Anders´ meriter i sit liv på fødegården er enestående. Gennem beretninger nedskrevet af sønnen fra en af nabogårdene - Jens Johansen - får vi et indtryk af det usædvanlige menneske Anders Martinussen. Beretningerne er samtidige, så vi kan betragte dem med rimelig grad af troværdighed.
Jens Johansen skriver: "Anders Martinussen i Linnerup husker jeg ikke ret tydeligt. Det står for mig, at jeg engang fulgtes med ham ude på gårdspladsen, og at det var en stor, bred og noget duknakket mand, men jeg har hørt en del beretninger om ham. Han var vist en jævn solid bonde, og en god husbond var han også. Sine karle havde han ofte i en lang årrække. Peder Tærsker fra Aale var der i 7 år og en anden i 22 år. Det, der karakteriserede ham mest, var dog hans fænomenale styrke".
Herefter genfortælles en række pragtfulde historier om Anders Martinussen, som giver et billede dels af manden, men også det liv, der levedes i landsbyerne Linnerup og Hjortsvang.
Anders var musikalsk, og det var ham, der leverede musikken ved førnævnte dåbsfest for sin senere hustru. Han havde også forretningstalent. Han begyndte tidligt at handle med stude, men måtte, mens faderen levede, tillige passe arbejdet på fødegården, selvom han ofte var kommet træt hjem sent dagen i forvejen på grund af studehandelen.
En dag havde de gang i hjemkørsel af hø, der skulle forkes ind gennem en gjævling over kostalden. Anders havde kørt høvognen så skødesløst til, at den stod et lille stykke fra huset med bagenden. Hans far Martinus, der forkede af, knurrede lidt over, at Anders ikke kunne køre vognen ordentlig til. Anders sprang da ned fra høloftet og gik om til vognens bagende. Han satte ryggen under vognen og løftede hele læsset ind mod huset. Hans far, der fortalte hændelsen til en bekendt, sagde: "A´ bløw da hiel sæer ve´ed". Han vidste jo godt nok, at han havde en stærk søn, men en sådan kraftudfoldelse var jo helt overmenneskelig.
Anders havde en lille rød hest, som han red på til markederne. Den kunne han løfte fra jorden, når han red gennem fødegårdens port ved at fatte med hænderne om porthammeren og løfte hesten med benene. Om denne erindring er pålidelig, kan man kun gisne om, idet beskrivelsen tilforladeligt ligner St. Steensen Blicher´s samtidige beskrivelse af herremanden på Aunsbjerg Jørgen Marsvin i novellen "De tre Helligaftener" fra 1841.
Da Anders engang red over den øde hede på vej til Vorbasse Marked, blev han antruffet af to landevejsrøvere. Den ene greb fat i hestens hovedtøj, og den anden greb fat i Anders´ ben for at trække ham af sadlen og ned fra hesten. På disse rideture medbragte Anders altid en kort knortekæp, og med den slog han den ene røver i hovedet, mens han med sporen gav den anden røver, der havde fat i benet, en ridse. Begge røvere slap deres tag og flygtede, og Anders slap derved fra dem. Han genkendte dem begge dagen efter på markedet på skaderne efter det mislykkede angreb.
Da han en anden gang på hjemturen fra et marked red forbi et ensomt beliggende hus, kom der en mand ud fra huset og spurgte, hvad klokken var. "Det skulle en snarere spørge dig om, der kommer lige indefra" svarede Anders og sporede hesten, for at få manden, der nok interesserede sig mere for "katten" end for klokken, på afstand. På den tid brugtes ikke pengesedler, men sølvmønter man havde i en stor pung, der kaldtes en "kat", og som enten var fastspændt til sadeltøjet, eller blev båret af en rem spændt om livet på handelsmændene. Disse katte kunne jo være både omfangsrige og tunge, og kunne nok være en fristelse for ugerningsmænd. Det var derfor også almindeligt, at to handelsmænd gik sammen og fulgtes ad på turene til markeder rundt omkring. Anders Martinussen handlede således også sammen med flere.
En tid handlede han sammen med Holger fra Dalsgaard ved Sønderdal i Klovborg. De rastede på vej fra et marked i en landevejskro, hvor skænkestuen var fyldt godt op med handelsfolk fra nær og fjern. En af gæsterne råbte, så det kunne høres i hele skænkestuen, at hvis der var en derinde, der kunne lægge ham hans arm mod bordet, ville han give en omgang til hele selskabet. "Det skulle du prøve Anders, for du kan jo gøre det" sagde Holger, men Anders forsøgte at undvige opfordringen. Til sidst lod han sig overtale, og lagde da mandens hånd mod bordet og tjente omgangen til selskabet.
Et bevis på Anders Martinussen´s enorme styrke blev atter demonstreret på et marked, hvor Anders´ nabo Jens Laursen fra gården "Ballehøj" var blevet beruset, og var ved at komme i klammeri med nogle andre berusede markedsgæster. Jens Laursen, der var en kraftig mand, sad indeklemt mod væggen med sine modstandere ved siden af sig til begge sider. Anders Martinussen, der ville have ham med hjem, rakte da ind over bordet, tog fat i skuldrene på Jens Laursen og løftede ham over bordet til den frie side, på trods af mandens vægt på næsten 100 kg.
Handelsmændene var generelt ikke så fint klædte dengang, og alt tyder på, at Anders ikke sled på stadsklæderne, når han tog på marked. Før han fik den lille røde ridehest, spadserede han til markederne. Når han skulle på markedet i Viborg, gik han aftenen før. Han var engang inde i en kro for at få noget mad. Han spurgte så kromanden, om nogle kendte studehandlere var kommet forbi. Kromanden sagde da: "Du vil måske gerne have nogle stude at trække med". Anders, der var klædt i en islandsk striktrøje, der gik ned og dækkede over pengekatten, svarede, at det ville han da helst. Da han dagen efter kom trækkende med en stor kobbel stude, var han igen inde i kroen og ville købe noget reb. Folk brugte dengang hjemmelavet reb, der var flettet af gyvel til at trække stude til marked med, og det holdt naturligvis ikke så godt, når studene skulle kobles sammen. Kromanden ville da vide, hvis studene var. "Det er mine" sagde Anders. "Så har jeg taget fejl af dig" sagde kromanden beklagende.
En dag var Peder Tærsker med Anders til marked for at hjælpe med at trække studene hjem efter handelen. De gik ind på en beværtning, for at få noget at spise inden hjemturen. Der var mange andre handelsmænd, der fouragerede inden deres afrejse. På disse markeder kom der folk fra vidt forskellige egne af Jylland, og ved samtaler og handler indledtes mange bekendtskaber og undertiden endda venskaber, der aldrig blev glemt.
Der sad så et par mænd, der talte om ægteskabsplaner mellem den enes søn og den andens datter. De var blevet enige om, hvor stor medgift såvel brud som gom skulle have med fra hjemmene, men den ene udtrykte nu betænkelighed ved, hvorvidt det kunne gå, at de to ægtefolk aldrig havde set hinanden før giftermålet. Manden spurgte nu Anders Martinussen, der sad ved siden af og havde hørt ægteskabsaftalen, om han mente, det kunne gå.
Anders svarede: "Det skal nok gå. Jeg købte forleden en stud i Viborg og en i Salten. De gik godt sammen, selvom de aldrig havde set hinanden før". Selvfølgelig var svaret en morsomhed, men den dækkede sikkert meget godt Anders´ syn på den sag. På den tid var det mest almindelige synspunkt, at det var vigtigt, at de unges økonomiske forhold var så betryggende som muligt om ikke det vigtigste. De ægteskaber, der var stiftet fornuftsmæssigt, holdt sandsynligvis lige så godt som de følelsesmæssigt indstiftede. Forelskelse og kærlighed eksisterede naturligvis også på landet i 1800-tallet, men kom i anden række.
Ordsproget siger: "Man skal finde sig en kæreste i et dejtrug, ikke i en springdans". Pardannelsen var i høj grad bestemt i forhold til gårdens drift mere end i forhold til ægtefolkenes personlige følelser.
Anders Martinussens far var ikke begejstret for den studehandel sønnen drev, og var også utilfreds med, at studene åd græsset fra gårdens besætning. Anders købte da et stykke jord på 30 tdr. land i Klovborg, hvorpå han græssede studene. Da mosen, der var ejet af Linnerup og Klovborg lodsejere i fællesskab, skulle udskiftes og opdeles, kunne Anders juridisk tilkomme et engskifte, da han ejede det nævnte areal i Klovborg. Det brød han sig ikke om, da han i forvejen fik to store skifter af den del, der tilfaldt Linnerup. Da så klovborgmændene havde fået deres del af mosen opdelt, havde de et engskifte i overskud. Det tilbød de Anders Martinussen for en halv pot brændevin, men han ville ikke have det. Årsagen hertil kunne diskuteres, men det kunne måske være forbundet med nogle papiromkostninger, at få det tilskødet.
Handelsmænd var tidligere ikke så lidt udsat for at blive drikfældige, da det var almindeligt, at der fulgte et lidkøb efter enhver større handel i Anders Martinussen´s tid. Folk fremstillede selv brændevinen, og opvartede med den både til daglig, og når der kom fremmede - præcis som vi i dag bruger kaffen. Det var heller ikke ualmindeligt, at ældre mennesker dengang var både halv- og helalkoholikere.
Med industrialiseringen (midten af 1800-tallet til første halvdel af 1900-tallet) kom derfor, hvad der af fagfolk er betegnet som en samfundsmæssig revolution nemlig spritafgiften i 1917. Den satte omgående en prop i forbruget til gavn for både samfundsøkonomi og befolkningssundhed.
Anders Martinussen var ikke en af alkoholsynderne, idet han er refereret for udtalelsen: "Jeg er en hader af store ord og stærke drikke!".
I sandhed en rigtig jyde af styrke såvel fysisk som mentalt.
Hjortsvang Museum den 15. marts 2019
Verner Markussen
Arkivar
Kilder:
Jens Johansens skrifter. Lokalhistorisk Arkiv, Hjortsvang Museum
Gårdhistorie Hæfte nr. 3 1992. Hjortsvang Museum
Arkivalieronline.dk
Arkivets opbevarede notater
Opdateret d. 3.6.2022