Hvad jeg, Martha Sandal Andersen født Jensen, Vesterbyvej 4, Hjortsvang, kan huske eller har fået fortalt!

Mine bedsteforældre Marie og Jens Sandal blev gift i år 1900 og købte en lille ejendom i Skallerup på Mors.
Ca. 1910 købte de en større gård "Ny Majgård" også i Skallerup. De fik to piger, Gertrud og Johanne. Min mor Johanne blev født d. 30. aug. 1908.
Bedstefar var en mand, der var med på det nye. Han var en af de første, der fik bil og malkemaskine osv. på Mors.

De tilhørte Frimenigheden og dermed "Ansgarkirken" i Øster Jølby Mors.
Mor kom på Galtrup ungdomsskole og senere på Grundtvigs højskole Frederiksborg. Derefter kom hun i huset i Nordsjælland, og ca. 1928 kom hun til "Elmely" som ung pige i huset hos Lilli Hübschmann og Peder Pedersen.
Mor var (efter den tids målestok) med på det nye i husholdningens kunst, og havde bl.a. lært det med at henkoge fødevarer, så Lilli Hübschmann kaldte byens koner sammen for at også de kunne lære det.

Min far Peter Jensen blev født d. 20. juni i 1902 på "Lensgård" i Hjortsvang. Hans mor og far Signe og Poul Jensen havde også børnene Jens, Kristian og Anna.
Far overtog" Elmely" ca. 1930 efter sin morbror Peder Pedersen, og dermed hans mors fødehjem. Mor og far blev gift den 2. okt. 1931. Gården var en stråtækt firlænget gammel forsømt gård. Stuehuset var med skifertag.

Min søster Agnete blev født den 15. nov. 1934, og da min mor var gravid med mig, skete det forfærdelige, at der gik ild i gården søndag den 7. febr. 1937.
Man mente årsagen var selvantændelse i nogle gødningssække.
Der var meget sne det år. Det er blevet mig fortalt, at sygeplejersken i byen (mors bedste veninde Erna) kom, da ilden buldrede heftigst og tog fat i min mor og sagde "Kan du så tage dig sammen. Skal Peter have endnu en sorg, hvis du mister dit barn".
Erna blev senere gift med Aksel Markussen i Vestermarken.
Mange kom og gik helt grassat. Man begyndte at smide møbler, lamper, porcelæn osv. ud i haven. Da trådte Gerda Jensen fra" Lensgård" i karakter og fik standset galskaben, for man reddede stuehuset, der var ved at antænde i gavlen.
To friske unge mænd Anders Bendt Andersen fra"Østergård" og Viggo Kristensen fra "Ellegård" kravlede op på taget og fik slukket ilden med spande med vand, og stuehuset blev reddet. Grise, køer og heste blev reddet og udstationeret på gårde forskellige steder i byen.

Murermester Marthin Abrahamsen fra Tørring blev hyret til at bygge den nye gård op i løbet af sommeren. Det var jo alt sammen ved håndkraft. Efter den tid var det en mønstergård, som mange landboforeninger besøgte.

Jeg blev født den 20. juni 1937. Min mor har fortalt, at far i fødselsdagsgave fik et slips om morgenen og en pige om aftenen.

Agnete og Martha med bedsteforældrene Marie og Jens Sandal.

Krigen begyndte, men vi mærkede ikke så meget til den herude. Hvad jeg tydeligt kan huske var en middagsstund, hvor der kom to - tre tyske militærpersoner og bankede på døren ind til køkkenet og spurgte, om der boede en mand af et navn, jeg ikke kan huske.
Far rejste sig og sagde som sandt var, at der ingen var af det navn her. Alle karlene måtte sige deres navn. Vi havde tre karle, en fodermester og en ung pige i huset. Da de igen var gået, faldt mor om på brændekassen og var besvimet. Jeg blev så bange, fordi det var min mor.

Det skal siges, at forkarlen Gudmund og tredjekarlen Jens var frihedskæmpere, men det vidste vi ikke. Jeg husker også en morgen at andenkarlen (hans navn var Karl) med stor undren fortalte, at to af hestene var helt våde idag til morgen. Da sagde Gudmund: "Hvad du ikke kan forstå er en ting, men du kan fand`me holde din kæft med det". Gudmund og Jens hentede våben ude i Hammer/ Tinnet. Hestene havde sække med halm i om benene så de ikke larmede.

Tredjekarlen's far var vores lærer Kristensen her i byen. Han døde kort tid før krigens afslutning og Jens lånte vores "fjedervogn", som vi havde' pyntet med blomster, til at køre sin fars kiste til kirken, der var en enspænderhest for. idet samme Jens kørte til byen, kom der en tysk flyvemaskine hen over og fløj så lavt for at se, hvad det var for et køretøj. Hesten lagde sig ganske stille ned. Da maskinen var væk, rejste den sig op igen. Vi stod hjemme i haven og så på.

Krigen sluttede, og vi begyndte langsomt igen at kunne få varer som kaffe, smør, Chokolade. Men helt hen til 1949, hvor min søster blev konfirmeret, var det sådan, at man skulle spare på rationeringsmærkerne til konfirmationsfesten, hvor man ryddede soveværelset for at give plads til alle gæster. Det var også dengang lidt vanskeligt at få stof til konfirmationskjolen og til andendagskjolen. Det var alt sammen lettere i 1951, hvor jeg skulle konfirmeres.

Agnete og Martha omkring Marthas konfirmation.

Min mor syede alt vores tøj, og det første jeg kan huske var, jeg fik et par overalls.
Vi havde en fodermester, der hed Arthur Jensen. Han var gift med Helga (Urmager). De havde ingen børn, og dog var der vist ingen, der havde så mange som dem, idet alle byens børn elskede dem og kom der.
Arthur kom hver dag efter middagspausen om til os, og hver dag ville jeg have mine overalls på og ud i kostalden til Arthur.
Det var vist sammen med ham at min store glæde over dyr blev skabt. Jeg havde med Arthur's fantasi og hjælp glæde af at lege med de små grise og kalve. Sådan en lille kalv kunne man jo gå ture med, men ikke mindst morede det mig at lege med kattekillinger.

Arthur kom på "Elmely" lige efter gården var blevet genopbygget efter branden. Han var hos os i 7 år, og der blev snakket om, hvordan det skulle gå, når han en dag ikke var her mere. I foråret 1944 var vi ved at trække kvier ud. Arthur var så stærk, men alligevel var der en stor kvie, der løb af med ham. Arthur faldt, og fik kæden viklet om benet, og det brækkede.
Forkarlen Kirstein Grønbjerg fra Hammer overtog nu arbejdet i kostalden til maj 1945, og da kom så Sigurd Jensen en bror til Arthur.

Han blev som en trofast medhjælper til 1968. Det vil sige, da "overtog" Bent og jeg ham, og han var hos os til 1976. Sigurd havde meget gigt og af den grund kom han på Dronning Ingrid's gigtplejehjem i Brædstrup. Men da mor og far flyttede i det nybyggede hus "Hjørnebo", var det bygget sådan, at der var plads til Sigurd.

Jeg startede i den lille skole ved forsamlingshuset i april 1944. Vi var tre piger Birthe Kristensen fra Vestermarken, Hansa Juul Andersen (vi sad ved siden af hinanden i alle de 7 år vi gik i skole) og jeg, Tobias fra Brugsen, Frode fra" Østergård" og Arne Pedersen og Harry Kristensen fra Linnerup.

Vi gik de 2 første år i lilleskolen ved frk. Beenfelt, der også boede i skolen. I 4. klasse fik vi en ny lærerinde. Hun hed Ragnhild Jakobsen, og hende glemmer jeg aldrig, da hun var fantastisk. Hun var her ikke i så mange år, idet hun blev gift med en gårdejer, jeg tror var fra Gammelstrup.

Maren Beenfeldt.

I 4. klasse gik vi den halve tid i lilleskolen og resten af tiden i den store skole hos Lærer Jensen. Der var alle klassetrin i skolestuen. Vi sad i hver sin række, og kunne til tider godt have forskelligt for samtidig. Der var ingen larm. Jeg var glad for lærer Jensen. Han kunne lære os noget specielt til regning og sang, da Agnete min søster og jeg senere kom på Ungdoms- og Højskole var man jo delt op efter, hvad man kunne. Ikke for at prale, men vi var altid på det hold, der var bedst til regning.
Jeg var meget glad for at gå i skole og ville gerne i mellem/ realskolen i Tørring, men vinteren før havde jeg været meget syg og sengeliggende i over 2 mdr. Af den grund turde mor og far ikke lade mig cykle til Tørring hver dag. Der var ikke noget, der hed bus, og fars bil var endnu opklodset efter krigen.

Agnete og Martha sammen med forældrene Johanne og Peter Jensen.

Flere minder fra min barndom:

Jeg husker ikke hvilket år det var. Jeg var en stor pige, og vi havde en medhjælper, der hed Karl. Han hostede meget, og der var nogle, der sagde til ham: "Har du tuberkulose"? Det vidste han ikke noget om.
På et tidspunkt skulle der tages blodprøve på alle køerne. Far havde 27 køer af den danske røde malkerace. Da resultatet kom, var der 13 af køerne, der havde tuberkulose. Det var de mest højst ydende.
Vi kom alle til Brædstrup Sygehus til undersøgelse, og Karl havde den frygtede sygdom. Vi andre var smittet netop så meget, at vi var blevet immune. Da den nye gård var blevet bygget, havde man lavet et stort kar til vand, som blev pumpet fuld, og når køerne var blevet malket blev transportspandene sænket ned i det kolde vand til afkøling inden spandene blev hentet af mælkekusken til mejeriet. Det vand brugte Karl til at børste sine tænder i, inden vandet blev lukket ind til køerne til vanding. Det er jo klart, at de køer, der havde den højeste ydelse drak mest vand, og derfor var det dem, der var smittet. Jeg kunne se fars store sorg, da de 13 køer blev hentet. Han gik meget op i avlen af den røde malkeko, så det var et stort tab.
Så vidt jeg husker, reddede Karl livet, men måtte have sin ene lunge fjernet.

Far havde en bil årgang 1936. Da han købte den, havde han nogle timer ved brugsuddeler Åge Thomsen (han havde bil og kunne jo så køre). Derefter var far i Horsens ved en motorsagkyndig og aflagde prøve, og så var det i orden. Stort var det, da vi efter krigen igen fik bilen klargjort og måtte komme ud og køre. Det var begrænset, hvor meget benzin vi kunne få, og hvor langt man måtte køre.

Når vi skulle til Mors op til bedstefar (bedstemor døde i foråret 1945), skulle vi med bus fra Tørring via Knudstrup til Skive. Med tog til Glyngøre, sejle over Limfjorden og med bus ud til Skallerup. Der stod Bedstefar med en trillebør til at køre vi to piger og kufferterne på. Der var ca. 1 km hjem til det vidunderlige sted. Huset blev bygget, da bedstefars gård blev solgt til datteren Gertrud og hendes mand Thomas, og der fik jeg en kusine og fire fætre.
Jeg tror første gang, vi selv kørte derop, var omkring 1947- 48. Det var jo så dejligt.

Jeg husker at en gang, vi skulle hjem deroppefra, havde vi en spand med guldfisk og vand i med hjem. Bedstefar havde en dam i haven med guldfisk. Vi havde også en dam, men ingen guldfisk.

Flere erindringer:

Mor havde en stor fin have og var stolt og glad for den. Jeg var et lille ekko i hælene på hende, og plagede en gang for selv at få min egen have. Jeg syntes, det var så spændende selv at så blomster og urtefrø og se det spire og komme frem.
Så et år blev der indrettet en lille have i det nordvestlige hjørne af haven. Der havde mor før haft urtehave, men den blev flyttet ned bag møddingen helt ned til Peter Uhrskov's skel,så blev der plads til min lille have og jeg kunne så radiser, ærter og sommerblomster. Tænk at kunne plukke blomster fra sin egen have. Søren Peter Madsen omme fra byen lavede en stærekasse til mig og det kom der stæreunger ud af, og så kunne jeg jo synge "Sorte stær på grene"!

Der kom mange haveforeninger på besøg. Det var jo altid spændende at tale med folk, der også var interesserede i have.

Min mor var en foregangskvinde inden for meget. Hun var sammen med andre gæve kvinder med til at starte T.O.H. (Tørring og Omegns Husholdningsforening) i 1935. Det gik fantastisk. De blev hurtigt mange medlemmer, så man kunne ansætte en husholdningskonsulent. Der var nye tider på vej. Man havde i mange år kun haft saltkarret. Mor havde jo hjemme på Mors lært det med henkogning, og i 1943 eller -44 fik de på "Lensgård," nede hos bedstemor i Linnerup og hos os en hjemmefryser og et køleskab. Et stort "monstrum" men det var banebrydende. Men man vidste ikke, at kødet skulle parteres, pakkes ind eller noget i den retning, og konsulenten kendte heller ikke til dette fænomen. Hjælpen kom senere, så der var kun egne erfaringer. Der var jo ikke plastikposer. Senere kom der ruller med olieret indpakningspapir. De papirsække, man fik foderstofvarer i, var i 3 lag og det midterste var jo rent, så sækkene blev klippet op og brugt til at pakke om det kød, der først var pakket ind i det olieret papir.

Senere blev der oprettet et frysehus på hjørnet af Krambogade/Bækvej, det var et fremskridt. I husholdningsforeningen mødtes man i de forskellige hjem sammen med konsulenten og lærte, lavede og smagte nye retter og fik opskrifter.
Der var også udflugter og højskoledage. Det var alle de hjemmegående kvinders vindue til omverdenen.

Først i 60erne fik vi en ny brugsuddeler Frode Markvardsen. Han var vågen og så, at der var noget i det med hjemmefrysere. På generalforsamlingen i Brugsen omtalte han så ideen med at skaffe hjemmefrysere til brugsmedlemmerne, og hvis så mange som muligt købte en fryser, kunne han skaffe os en til en fordelagtig pris. Jeg ved ikke hvor mange der bestilte og købte, men det var mange. Det var Elektrolux kummefrysere.

Tre heste der har sat gode erindringer:

Risager, Ulla og Marius.

Risager havde far købt ude i Tinnet på "Risagergård". Det var en stor hest (det var den, der var spændt for vognen, da Jens kørte sin fars kiste op til kirken, og som lagde sig ned, da tyskerne fløj så lavt). Risager var en stærk hest, men havde det med at få kolik, og når han i stalden begyndte at stå og skrabe med forbenene og far og karlene var i marken, vidste vi, at det var galt. Så lagde mor en grime på ham og gav mig en kurv med kolikpulver, vand og den sprøjte, som skulle bruges, i hånden, og jeg trak ham ud i marken, så de kunne give ham pulveret, der kunne hjælpe ham af med kolikken. Jeg var ikke 10 år.

Ulla var en rød/brun hoppe og fik af og til et lille føl. Den vinter jeg havde ligget i sengen så længe, kom far en dag og tog mig ud af sengen og svøbte mig ind i et tæppe. Mor var rystet. "Hvad laver du Peter?" råbte hun, men far gik over gården med mig og ind i hestestalden og der havde Ulla fået et lille føl. Jeg tror, det var det, der fik mig til at blive rask.

Marius var den ældste hest på gården. Han blev 29 år. Han var også vores kørehest, og når vi skulle på tur i "jumben" gik det meget langsomt på udturen og far eller mor (hun kunne også køre alene med ham), måtte opfordre ham til at løbe lidt hurtigere. Det var ham ikke meget for, men når vi så skulle hjem selvom det var mørkt, så kunne Marius løbe hele vejen. Somme tider lagde far for sjov tømmen fra sig, men Marius kunne selv finde hjem også helt fra Kollemorten.

Min erindringer fra Hjortsvang forsamlingshus:

Min far var med som frivillig til at bygge den nuværende forsamlingshus i 1924-25.
Alt, hvad der var sjovt, foregik i forsamlingshuset. Jeg tror at næsten alle børn i byen gik til danseskole, og det var Stidsen fra Åle, der stod for det. Vi fik lært at danse Rheinlænderpolka, Skæve Thorvald polka, Familie vals og også lidt "moderne".

Gymnastik skulle vi jo også med til. Jeg mener at huske, det var Ester Markussen og senere lærer Ragnhild Jacobsen, der ledede og lærte os sjove ting, og så var der jo også opvisning. Henne i hjørnet ud til baggangen stod der en stor kakkelovn. Arthur og Helga var værter i huset, og Arthur fyrede, alt hvad han kunne. Under krigen var det småt med ordentligt brændsel, så rigtig mange gange var det meget koldt.
Der blev hver efterår holdt efterårsmøde 1 dag, eftermiddag og aften med forskellige kendte foredragsholdere. Det var noget man så hen til. Jeg husker de af vores medhjælpere, der ønskede det, kunne holde fri og være med.
Der var fastelavnsfest med udklædninger, men ikke noget med at købe. Nej det blev lavet hjemme med stor fantasi.
Årets store begivenhed var det store juletræ. Arthur gik rundt til alle husstande, hvor der var børn og tegnede hvor mange børn og voksne, der kunne komme. Der kom mange. Alle børn og voksne tog hinanden i hånden og gik rundt omkring juletræet og sang næsten alle de kendte julesalmer/sange. Lærer Jensen sang for, der var ingen slinger i det. Så kom julemanden ind (det var Arthur) med en sæk på ryggen med slikposer, der var lavet i brugsen. Alle vidste det, men ingen kendte julemanden. Så blev der ro, og lærer Jensen læste en historie. Der var nogle små hurtige drenge, for hvem det kneb med at sidde stille. Jeg husker så en gang, at mødrene havde små tøj sko med, så larmede de jo ikke. Derefter blev der leget alle de kendte julelege og danse.

Dilettant havde vi også i mange år. Verner Frederiksen var instruktør og lokale kræfter gik i gang med at lære deres roller/replikker. Scenen var stillet op mod øst, så der kunne skiftes kulisser, og der var et scenetæppe, der kunne rulles op og ned. Den passede Jens Lassen.

"Stodderprinsessen" opføres 1955. De medvirkende fotograferet på scenen. Instruktøren Verner Frederiksen ses til venstre.

Det var et kæmpearbejde at få scenen stillet op. Det var også en af årets store begivenheder. Jeg mener, det blev ved til midt i halvfjerdserne.

Barnedåb, konfirmationer, bryllupper, sølvbryllupper, guldbryllupper, fødselsdage og begravelseskaffe har huset også dannet ramme om mange gange.

Da jeg var barn i Hjortsvang i årene 1945 - til ca. 1950 var der mange forretninger/erhverv i byen. Jeg kan nævne Marie franskvasker, der vaskede de fine duge, skjorter og flipper osv. Eli Markussen var organist i Linnerup kirke (på et trædeorgel). Hun var damefrisør og var med på moden at permanente hår. Ikke mindst var hun klaverlærerinde. Jeg selv og mange andre fra nær og fjern lærte det med noder, takt og venstre og højre hånds noder.

Der var en telefoncentral som spurgte om man ønskede 3 minutter mere. Her regerede Aksel Pedersen. Så kom vi ned til smeden, hvor hammerslagene lød over hele byen, bl. andet når der skulle smedes hestesko og landmændene kom med deres heste for at få dem skoet.

Nede i byen længst til øst havde vi hjemmebageriet. Det var Dora og Rigmor Frederiksen. Dora kunne bage til alles fornøjelse selv under krigen, hvor alt var småt, og så solgte hun slik og is. En rund ispind f.eks. til 10 øre og en "skal" til 15 øre. Rigmor var dygtig til håndarbejde, og havde kurser i at sy smuksyning (en bestemt syteknik). Desuden underviste hun pigerne i håndarbejde i skolen. Vi lærte at stoppe strømper, sy kæde-, kultur-, korssting osv. og hækle og strikke.

I foråret 1945 var der fest i byen, Man havde købt et stykke jord af brødrene Kristensen, og der blev der planeret og sået, så vi fik en ny sportsplads. Den blev indviet med vandring gennem byen med flag og bøgegrene. Lærer Jensen var helt ny som lærer her. Han var en god mand for byen, sportspladsen og vi børn.

Forsamlingshuset har jeg været inde på før. Helga og Arthur var jo værtspar der, men Helga var desuden urmager og sølv- og guldsmed og Arthur blev vores vejmand. Der fortaltes, at Arthur stod op i vintertiden meget tidlig om morgen for at se, om han skulle ud og lave snerydning sammen med vognmand Alfred Ulstrup, der kørte sneploven, og Arthur lavede alt med en skovl. Der blev sagt, at der ingen steder var lavet så godt snerydning som i Hjortsvang.

Så var der jo også købmand Otto Jørgensen han havde tillige det arbejde at udbetale mælkepenge til landmændene fra Tørring mejeri, hvis far havde for travlt i marken var det ofte mig, der blev sendt derom efter mælkepengene.

Skomager Chr. Frederiksen lavede træsko i lange baner og forsålede vore sko og solgte også nye cykler.

Skrædder Peter Hansen sad på sit bord og lavede reparationer.

Iver Sørensen var sadelmager og reparerede bindersejl, hestenes seletøj og lignende.

Min søster Agnete var nok den første "hjemmehjælper" i byen. Da hun var en 12-13 år, kom hun om til Maren og Iver for at vaske vinduer og gulv. Det arbejde overtog jeg, da Agnete skulle på efterskole.

I byen havde vi 3 vognmænd. Aage Jensen (var gift med Kamilla). Hvad han kørte med, husker jeg ikke, men han sluttede af med at køre svin til slagteriet og blev herefter kirkebetjent ved Linnerup Kirke. Juul Andersens kone var Anna, og det var Hansa min skolevenindes forældre. Han kørte med brændsel og varetur for brugsen, samtidig hentede han æg, og de blev vist leveret til Brande Ægpakkeri.
Alfred Ulstrup havde flere biler og chauffører. 2 biler kørte udelukkende med brunkul en anden bil hentede vore grise, når de skulle på slagteriet i Horsens. Anna Ulstrup tog imod pr. telefon, hvor mange grise der havde størrelsen til levering.

Sygeplejersker har vi også haft flere af. De jeg kan huske var fru Mathisen, hun cyklede rundt på hjemmebesøg. Derefter var det Johanne, der senere blev gift med Peter Thomsen på "Flengegaard". Jeg havde noget eksem i håret og var omme ved Johanne en gang om ugen, hvor hun rensede og smurte hovedbunden. De besøg var så spændende. Johanne var god at "gæste". Man havde oprettet en sygeplejeforening, og der blev bygget et hus på Krambovej. Der boede Fru Mathisen og senere Johanne. I en periode havde vi Margrethe Johansen, der ellers havde været hospitalssygeplejerske.

Chr. Henriksen havde et Tatol med mange små nipsting, og var samtidig herrefrisør. Butikken blev senere købt af købmand Otto Jørgensen.

På hjørnet over for Brugsen boede børstenbinder Kristian Olsen. Kristian var næsten blind, men lavede de bedste koste, der fandtes. Han boede der sammen med sin søster.

Så havde vi snedker Ejner Hopballe. Hans kone Signe holdt skolen ren og ferniserede gulvene, og vi børn skulle have skiftesko med til skolen. Signe lappede og syede også nyt tøj, samt forandrede gammelt til nyt.

Anders Peter Rasmussen var tømrer og snedker, og var ham der satte nye vinduer i med kit, hvis de gamle var blevet baldret.

I Brugsen var det småt med, hvad der kunne fås grundet krigen. Jeg husker, der var sat noget paplignende op, hvor der eller skulle have været metervarer. Der var jo rationeringsmærker på næsten alt, og når vi derhjemme fik nye folk til flyttedag, skulle de have deres rationeringsmærker med, men efterhånden kom der flere varer på hylderne. Uddelerparret hed Signe og Aage Thomsen.

Brugsen i Hjortsvang 1956

Mennesker der har påvirket mit liv og sået frø, der har spiret:

De første, der havde indflydelse på mit liv, var jo mine forældre. Noget af det første jeg husker, var den tryghed og det samvær, vi havde.

Søndag eftermiddag var skøn. Meget ofte gik min søster, mor, far og jeg en marktur. Far var delingsfører fra Ollerup gymnastikhøjskole, og når vi så gik ned ad markvejen sagde far 1-2 - 1-2 og sang så "Takt, takt pas på takten", og lidt efter fløjtede han "Jeg ved en lærkerede" nr. 102.
Far var jæger. Gik ofte på jagt med sin hund og havde øje for naturen. Derfor vidste han, hvor lærken havde sin rede. Vi gik i fællesskab på markvandring for at se på afgrøderne.

Mor sang meget sammen med os. Vi havde et trædeorgel, som man godt kunne spille på. Mangen mørkningstime blev der sunget alt fra højskolesange til salmer. I 1943 fik vi et "Hornung og Møller" klaver, som jeg har endnu. Mor og far såede spiredygtige frø.

Min skoletid i Hjortsvang skole var god. Jeg var meget glad for at gå i skole. Vi havde jo den gang salmevers for. Jeg havde svært ved at lære salmevers udenad, og spurgte så lærer Jensen: "Må jeg ikke synge de vers, så tror jeg, de bedre sidder fast?". Melodier har altid haft en stor betydning for mig.

Hvad der videre hændte i mit:

Jeg blev konfirmeret i Linnerup kirke d. 1. april 1951.
Da vi kom ud af kirken, var der snevejr. Mor havde ellers haft så travlt med at få haven gjort smuk til festen, det var ikke godt.

Festen blev holdt hjemme på "Elmely". Soveværelset blev ryddet, så vi kunne spise derinde. Jeg fik mange dejlige gaver, som jeg har endnu og er glad for. Fik et guldur med bismarckguldkæde af Mor og Far. Det blev med tiden tyndslidt, og i 2011 blev det smeltet om til en ring, som vor søn Jørgen fik til sin 40-års fødselsdag.

I 1952 kom jeg på "Lægården Ungdomsskole" i Holstebro. Vi var 96 piger, og der var liv og glade dage. En uge i skolekøkkenet hvor Karen Sloth (forstander), frk. Thygesen og frk. Jensen gjorde alt deres til, at vi blev fornuftige forbrugere af de råvarer, der var til rådighed. Den anden uge stod den på kjolesyning, broderier, vævning, vask og strygning. Dansk, regning, historie, sang med Åge Lund og gymnastik med Thisen.
Forstander Karen Sloth og lærerstaben var vi meget glade for. Lærer Kobbernagel havde et fortællergen, som jeg husker endnu. Størst af dem alle var organist Aage Lund. Han var blind, men havde store musiske evner.

En aften gik med sang, folkedans og sjov i gymnastiksalen, Karen Sloth havde sagt godnat, men der kunne ikke blive ro. Så råbte Lund: "Hvor er du Martha"? og sammen med hans kone løb vi ud på græsplænen, der ellers ikke måtte betrædes, og i mørket sang de for til nr. 541: "Natten er så stille". Så blev der ro.

Åge Lund var blevet bedt om at finde 10 piger til at synge sammen med Aksel Schiøtz til indspilning af en film, der skulle laves om Vestjylland. Jeg var heldig at blive udtaget dertil. Derfor har jeg sunget mange danske sange sammen med den berømte mand. Jeg har hans autograf. Det var en dejlig sommer. Jeg boede sammen med Astrid Hartvig fra Hvirring.

Havde senere plads i huset i Haurum ved Therkel Therkelsen. Om sommeren havde jeg arbejde hos Marie og Viggo Pedersen også i Haurum. Var på Jebjerg væveskole og lærte at væve så mange dejlige ting, samt gik til gymnastik på Jebjerg Ungdomsskole ved Anna Råhede.

Jeg var i sommeren 1955 på Viborg Gymnastikhøjskole, hvor Mads og Herdis Nielsen var et godt forstanderpar, og gode lærere var Karen og Poul Brøndsted, Martha og Johannes Stræde, Thomas Rørdam, Lisbeth Hasselager, Bodil Bjerre og pianist Tove Lønskov. Alle var på hver deres vis med til at gøre sommeren så dejlig. Jeg blev uddannet som delingsfører, det man i dag kalder instruktør i gymnastik og idræt.

Jeg kom hjem for at hjælpe til Mor og Fars sølvbryllup den 2. okt. 1956.

Staben til afvikling af sølvbrylluppet. Bemærk Sigrid kokkekone og (Slank)Ane i forgrunden til venstre.

De havde lejet et elementhus, som stod omme i haven. Den dag, det blev stillet op, havde vi militær indkvartering, og de unge soldater hjalp med opstillingen. Det bekom dem godt.

Elementhuset på plænen ved "Elmely".

Mor og far havde inviteret 180 gæster, deraf mange af deres tidligere medhjælpere samt familie og venner.

Det flotte sølvbrudepar på "Elmely".

Til november rejste jeg til Hønnerup på Fyn over til Esther og Anton Hansen samt lille Lars på 8 år.
Jeg havde søgt plads i huset under en dygtig husmodervejledning, og jeg skulle lede et hold voksne piger/damer og to hold børn i Gelsted. Jeg havde fru skolelærer Bremer som pianist, hun var dygtig.

Gymnastikken i mit liv:

Helt fra jeg var barn har gymnastik fyldt meget i mit liv. Min far var på Ollerup Gymnastikhøjskole i tyverne, kom hjem til Hjortsvang og har ledet mange gymnastikhold. Det har præget min søster og jeg. Vi var altid med til gymnastik i forsamlingshuset. Da vi kom på et ungdomsskoleophold på Lægården Ungdomskole i Holstebro, var det også et valg, hvor gymnastikken var i højsæde.
Thisen var lærer der,og vidste hvad god gymnastik var.

Sommeren 1955 kom jeg på Viborg Gymnastikhøjskole. Mads Nilsen var forstander og selvsagt var gymnastikken alt afgørende. Mange gode veninder fik jeg der. Nu 64 år senere har jeg endnu gode veninder, der har betydet så meget for mig.

Efterår 1955 havde Hjortsvang Ungdoms- og Idrætsforening bedt mig om at lede et voksent dame- og ungpigehold. Det var med stor nervøsitet, jeg gik igang med det, idet der i mange år havde været en ældre leder, og nu kom der en ung pige med efter den tids målestok så meget nyt. Husker at en af de første gange, vi var til gymnastik, sagde den "gamle" leder til mig: "Sådan plejer vi ikke at gøre". Jeg svarede da tilbage "at plejer er død". Forårsopvisningen gik godt, og fik en god kritik af dommeren. Det gav "blod på tanden".

Har siden haft hold i 21 år. Børn, unge, voksne damer. Sommerholdet under Horsens Gymnastikforening, 4. hovedkreds, var en udfordring. Vi var mange. Man må huske på, at man dengang havde klavermusik. Musik på bånd var ikke opfundet.
Da jeg var på Fyn havde jeg et hold unge piger, et hold damer og to hold børn, der var fra 8-10 år og det andet fra 10-14 år. Jeg husker, da vi om sommeren skulle til gymnstikstævne på friluftspladsen i Båring. Vi kørte derud i en bus ca. 40 deltagere. Der var ikke nogle forældre med.
Jeg var 19 år og alt gik roligt og stille. Vi havde en dejlig dag, og alle kom med hjem i god behold.

Ved forårsopvisningen i Indslev kom der en ung mand, jeg havde mødt en måned tidligere, og han ville se mit hold.
Jeg var nervøs, men det gik godt, og Bent blev min mand.

Han var selv en dygtig gymnast, og det sidste hold jeg havde, var vi fælles om. Det var et mor - far- barn hold her i Hjortsvang forsamlingshus. Det var sjovt. Der lavede vi fælles ting/ leg og så havde Bent børnene på måtten til kolbøtter osv. og imens havde jeg så de voksne til ribbeøvelse, hvor de rigtig blev strukket igennem.

I 1957 - 58 var Bent på Bygholm Landbrugsskole.

Han havde plads / arbejde hos Hans Markussen om sommeren. Han ville prøve at arbejde med den jyske sandmuldede jord. Han var på "Elmely" om vinteren, og samtidig var vi ude og se på ejendomme. Vi købte forår 1959 og overtog "Kristiansminde" på Hjortsvang Vestermark d. 1. april.
På gården var der en god rød dansk malkebesætning på 18 køer + opdræt. Det var også det eneste, der var at snakke om.
I stuehuset var der ikke indlagt vand. Jo, en hane i bryggerset og i stuen en kakkelovn, der ikke kunne varme, kun ryge. Intet badeværelse, et spisekammer hvor musene boede, der var nok at tage fat på. Ude stod køerne i gamle båse. Grisesøer en 2-3 stk og 2 heste, der absolut ikke ville fremad, selvom Bent havde stor erfaring med heste.

Marken var der ikke lavet noget i siden efterår 1958. Bent lånte fars traktor til at pløje og harve med, men vi såede med hestene. Der gik ikke mange måneder, inden hestene blev solgt, og der blev købt en IH Farmall Fu benzintraktor. Det var en stor lettelse og hestestalden blev lavet om til grisesøer/ farestald.

Året 1959 var den tørreste sommer i mands minde. Der kom ikke regn fra Bent pløjede og såede og til d. 12. august. På sandjorden var det en høst langt under normal, og det var en hård start. Den eneste aften køerne fik hvad de kunne æde var juleaften, og dermed ydede de jo ikke optimalt.

Om efteråret 1959 fik jeg lavet køkkenbord med stålvask, men ingen afløb, idet jorden var så frosset, at vi ikke kunne grave til afløb. Så der måtte en spand under vasken, og så skulle man huske at tømme den i kloakken ude i bryggerset.
I foråret 1961 blev der tid og økonomi til at få lavet et badeværelse med toilet og bruser i en del af bryggerset med indgang både fra den nye gang og fra baggangen.
Der var stadig ikke varmt vand, så vi fik installeret en gasvandvarmer, så det var lækkert. Lidt senere blev den rygende kakkelovn smidt ud, og vi fik lavet centralvarme over det hele og dermed varmt vand også i køkkenet. Et brændefyr blev installeret, der hvor gruekedlen før stod.

Gymnastik havde jeg endnu i Hjortsvang forsamlinghus. Det var til tider en drøj tur derop. Der var ca. 3 km., og det var på cykel. Karen, nabodatteren, havde også været på Viborg Gymnastikhøjskole, og vi fulgtes ad. Om vinteren måtte vi gå. Der var så meget sne, så der var ikke andre muligheder. Vi havde en god varme, både når vi kom derop og hjem.

Foråret 1963 købte vi Bents bror Kristians gamle folkevogn (Boblen). De skulle have en større bil, idet familien var vokset. Det var luksus, man ikke skulle købe nyt tøj efter om, det kunne holde til at cykle i.

Vi gav 180.000 kr. for "Kristiansminde". Det var meget i 1959, men jeg husker også, at Elna og Svend Frandsens datter gav det samme for et helt nyt hus i Hjerting ved Esbjerg. Det var der meget snak om.

I haven var der mange æbletræer og et stort blodbøgetræ, der stod ca. 10 meter fra Køkkenvinduet. Om sommeren skulle vi have tændt lyset hele tiden. Det var nok forår 1960 at Bents brødre Knud og Viggo, samt Arthur oppe fra byen kom. Efter en god gang morgenmad gik Bent og de tre i gang. Først gravede de hele træet fri omkring roden med håndskovl. Træet blev trukket ned med traktoren. Hullet blev gravet endnu dybere, og dernæst savede de med en stor skovsav, der havde et håndtag i hver side så der var brug for 2 mand ad gangen. Det tog lang tid, men endelig kom de igennem den meget tykke stamme. Min gamle bedstefar Jens Sandal på 85 år samt mor og far var der, for at sikre, at det gik godt. Bedstefar sad på stammen helt ude ved toppen, og idet saven kom igennem gav stammen et hop, da roden faldt ned i hullet og bedstefar rullede ned og hen over græsset. Alle blev jo forskrækkede, men bedstefar var en gemytlig mand. Han rejste sig op med et stort smil, der var ikke sket noget med ham. Stammen blev delt op i mindre stykker, og vi fik meget godt brænde til det nye centralfyr.

Stubben blev dækket til, og jeg fik en ny have lagt an tegnet af havekonsulent Falck Hansen. Men stedet, hvor blodbøgestubben var, kunne ses i mange år. Først kom der mange små svampe, senere var græsset grønnere der end resten af plænen (stubben havde en gødningsværdi).

Min have var Falck Hansen stolt af. Der var mange sjældne buske og stauder, og han brugte den i nogle år til en fremvisningshave for forskellige haveforeningers udflugter.

Vi havde ikke fryser eller stor vaskemulighed, så godt der ikke var så langt op til "Elmely" til mors vaskehus. En gang om måneden kørte vi med traktoren det beskidte tøj derop, og kom så hjem med rent tøj. Sådan var det.
Ligeledes havde jeg mit grisekød i mors hjemmefryser. I 1963 fik vi selv en Elektrolux kummefryser. Det var som før nævnt uddeler Frode Markvardsen, der tog initiativ på en generalforsamling i brugsen til, at hvis vi købte mange frysere hjem på en gang, så var prisen en anden end ellers.

Der var så mange i medlemskredsen, der dengang fik en hjemmefryser, og det gamle fælles frysehus på Krambovej blev nedlagt.

Tiden gik og Bent fik styr på staldene. Byggede omkring 1965 en ny svinestald til fedesvin. Marken kom i optimal gødningstand, hvad den absolut ikke var, da vi kom derud.
Efterhånden blev det på tale, at vi skulle hjem og overtage "Elmely".   (Det skete i 1969, men livet her refereres måske i et senere afsnit (red.).

I 1997 flyttede vi fra "Elmely".
Og hvad så?
Jeg havde lært at spille på klaver, da jeg var barn. Havde glemt det, men gik så til undervisning i 2 vintre, og denne gang lærte jeg det med besifring.
Samtidig hørte jeg en korkoncert i Aale Forsamlingshus. Det var Bjarne Haahr og hans Nim kor med Birthe Knudsen som dirigent.
Den måde og det anslag Bjarne havde, mindede mig så meget om Aage Lund. Jeg var ikke i tvivl om, at det skulle prøves, om jeg kunne komme med i Nim sangkor.
Jeg fik oplysning om, hvem der var formand. Det var Dagmar Wive, og vi fik en lang snak. Dermed var min glæde ved sang og musik igen intakt. Dagmar var et fantastisk menneske med så stor en visdom. Jeg havde stor glæde af samvær med hende i mange år.

Nye tider:

Jeg var blevet spurgt jeg ikke ville gå i bestyrelsen for TOH (Tørring og Omegns Husholdningsforening) og lidt senere for Linnerup Sogns Brugsforening. Det ville jeg gerne, idet arbejdet i de to foreninger havde noget af samme karakter nemlig Kost, Ernæring og Forbrug.

Først lidt om TOH.
Det var jo en sammenslutning fra byerne Tørring, Åle, Uldum, Ølholm, Vonge, Kollemorten, Tinnet, Hammer og Hjortsvang.
Min mor var sammen med mange andre til at starte den i 1936.
Der var tilsluttet en husholdningskonsulent og skiftende emner og interesser har der jo været i de mange år.

Hen i 1980erne var der kræfter, der mente at navnet De Danske husholdningsforeninger var forældet og navnet "Familie og Samfund" kom på tale. Vi var mange (ca. 500) der var på Hotel Nyborg Strand, hvor det skulle afgøres, om det gamle navn skulle erstattes af navnet "Familie og Samfund". D, der satte sig mest fast i mig den dag var, da vi sang nr. 314 "Danmark nu blunder den lyse nat". Jeg troede, at taget havde løftet sig. Nogen af mine læsere var måske med til dette møde og husker alle de arrengementer, der har været.

Arbejdet i Brugsbestyrelsen og FDB var meget spændende. Jeg blev senere valgt ind i Horsens kredsbestyrelse og derefter i Forbrugerudvalget Region Viby.

Det var spændende. Det var jo der, der blev truffet beslutninger. I Viby havde vi en Husholdnings- og ernæringskonsulent Esther Andersen og foreningskosulent Knud Østergård. Vi havde et meget godt samarbejde og trak på samme "hammel".

I 1970erne eller måske først i 1980erne fandt man ud af at mærke alt frugt og grøntsager med oprindelseslandet. Så havde forbrugerne jo mulighed for at vælge.

Lidt senere fandt FDB ud af at lave en kampangne med salg af Argentinsk oksekød for det havde en størrelse, som det danske kvæg ikke havde.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at de dyr derovre fra var fodret med hormoner, Vi var nogle stykker, der blev meget oprørte, og jeg fik et godt samarbejde med en slagtermester fra Kvikly Helsingør og et par andre. min foreningskonsulent var med på ideen.

Det korte af det lange var, at jeg mødte meget modstand fra bl.a. vor formand Bjarne Møgelhøj, Jeg kom igennem med at bringe et forslag til FDB's kongres om netop mærkning af det kød som er i FDB butikker.

Jeg.havde sammen med min forenings konsulent Knud Østergård udarbejdet et forslag og gik med stor nervøsltet op kongressens talestol, forlagde mit forslag, der blev stemt, og forslaget blev vedtaget.

Så derfor er kødet endnu mærket med et flag, eller der står skrevet oprindelseslandet på kødet i vore frysere, så har vi mulighed for at vælge.


Artikel efter interview med Martha:

Selvgjort er velgjort
Af Lene Tingleff

For Martha Sandal Andersen er det ganske naturligt, at alt er hjemmelavet

"Plads søges under dygtig husmoders vejledning", skrev Martha Sandal Andersen, da hun som ung pige søgte plads i huset.
Det et mange år siden, men de ting vi gjorde i mit hjem, og hvad jeg lærte som ung om husførelse, har fulgt mig hele livet, fortæller 75-årige Martha, der bor i Hjortsvang ved Tørring.
Vi lever af haven og næsten alting er hjemmegjort, sådan har det altid været, ogjeg udnytter frugter, bær og grøntsager fra haven i fuldt omfang. Selv synes jeg jo ikke, det er noget specielt, men jeg er godt klar over, at jeg er ved at være en uddøende race ...
Jeg glædes ved at udnytte det hele fra haven, siger Martha, der dyrker jordbær, kartofler, salat, gulerødder, rødbeder, bønner, ærter, persille og meget andet godt.
I drivhuset er der tomater og agurker, og i haven er der også bærbuske og frugttræer. Alt anvendes i madlavningen på forskellig vis til marmelade, saft, sylteting og mange andre gode ting.

Man må prioritere
Martha er opvokset på gården ''Elmely'' i Hjortsvang, som hun overtog sammen med sin mand, Bent, i 1968, og som sønnen nu har. I dag bor hun og hendes mand i et hus ved siden af gården, hvor hendes forældre tidligere boede.
Min søster og jeg hjalp til på gården, da vi var børn. Vi havde høns; gæs.ænder, som vi hjalp med at passe, og når de skulle slagtes, skulle vi selvfølgelig også hjælpe til, ligesom det var en stor og travl dag, når der skulle slagtes gris.
Husets politik var, at tingene skulle gøres, og så var der ikke så meget mere at snakke om. Det var bare med at komme i gang. Vi arbejdede meget, men vi havde det godt, var glade og der var liv på landet.
Vi hørte aldrig nogen sige, at "det var hårdt" eller "det gider jeg ikke". For mig er det noget af det værste, jeg kan høre unge mennesker sige.
Jeg bryder mig heller ikke om at høre de unge mennesker sige, at de har så travlt, så travlt. Jeg ved, de har en hektisk hverdag, men mange gange handler det jo om deres egen prioritering. Måske de kunne få lidt mere tid sammen i familien, hvis de valgte noget fra?

En stor sejr
Ud over de mange gøremål på gården og i haven har Martha også altid været aktiv i foreningslivet, bl.a. med gymnastik, Familie og Samfund, aftenskole og som leder af flere sangkor, hvilket hun stadig er.
Jeg kan godt lide at være aktiv og være med i nogle fællesskaber, siger Martha, der er formand for Familie og Samfund i Region Midtjylland: " .
Vi har bl.a. arbejdet en del med tilsætningsstoffer og deres skadelige virkning. De mange forskellige syntetiske stoffer kan have indflydelse på den menneskelige krops funktioner, og derfor er det vigtigt, at folk har kendskab tildet her. Der er nok en grund til, at så mange mennesker har allergi, og man kan også frygte, at de mange tilsætningsstoffer gør noget ved det hormonelle.
Jeg var med til at få gennemført, at der skal ske en mærkning, da jeg sad i forbrugerudvalget i FDB. Jeg kæmpede meget hårdt for det her, for det gælder jo mange menneskers sundhed, og jeg er glad for, at det nyttede noget. "Konen fra Jylland" ville ikke give sig. Jeg vandt denne sag, og det var en stor sejr, konstaterer Martha.

Haven giver fornøjelse
Selvom Martha i dag har en langt mindre have end da hun boede på gården, har hun stadig stor fornøjelse og glæde af den.
Haven betyder meget for mig. Vi følger årstidernes skiften, og vi nyder planter, blomster og de mange grøntsager og bær, som vi udnytter.
Vi er også glade for at spise de ting, der hører årstiden tid, det betyder meget for os. De første kartofler, jordbær og alt det andet, det er en fornøjelse hvert år, siger Martha, der trives bedst, når hun har noget at rive i.
Sådan har det altid været, og den indstilling ændrer man ikke sådan lige på, selvom tingene forandrer sig og mange i dag tænker helt anderledes.


Her slutter første del af Marthas fortælling. Måske skriver hun nu erindringer om den epoke i sit liv, hvor hun var husfrue på "Elmely".

Opdateret d. 10.10.2023