Kirkens præster gennem tiden:


Præstetavlen på vestmuren i kirkeskibet.



I den katolske tid var der en del religiøse ritualer, bl.a. skulle præsten ved forårstid indvie agre og enge for at bede om en god høst. Det fik han en vis betaling for.
Denne indtægt gik tabt efter Reformationen i 1536, da den katolske religions herredømme ændredes til Luthersk lære, og kirkerne overgik til at være kongens ejendom.

Præsten Peter Hansen i Aale var en del år både før og efter Reformationen præst i de fire sogne: Aale, Tørring, Hammer og Linnerup.
Dette kan vel tyde på at forandringen her omkring skete uden større besværligheder.
I Jens Kristensens artikel i årbogen Østjydsk Hjemstavn 1941 (side 85) ser man, at Linnerup-Hammer i 1553 fik sin egen præst hr. Niels, med efternavnet Petersen.
Måske var han en søn af denne Aalepræst, Peter Hansen.

Årene fra 1536 til sidst i 1600-årene bragte mange krige med sig, efterhånden lå flere gårde ubeboede, derfor var der kun ringe mulighed for at præsten kunne få sin løn, som jo mest bestod af korn fra bønderne. Kirkerne blev mange steder ikke holdt vedlige og forfaldt mere eller mindre.

Den næste præst i Linnerup-Hammer var igen en Hr. Niels, vistnok Nielssøn, efter ham kom præsten Christen Søffrensen, som ifølge Jens Kristensen var her i 28 år.

Omkring 1606 blev Jens Poulsen sognenes præst indtil sin død 1651. Der fortælles "at han for sit Kalds Ringheds Skyld" fik lagt ekstra 5 rigsdaler under prædikestolen.
I en stor del af hans tid som præst i Linnerup-Hammer var der strenge tider i Jylland. Fremmede hære huserede og plyndrede her på egnen.
Fra Egeberg: "Silkeborg Slots Historie" citerer Jens Kristensen: "Hr. Jens er udi saa stor Armod og Ringhed, at han med grædende Taarer haffer solgt den Malche Kow, hvorved han med Hustrue og Børn haffde Føde, for at betale de paabudte Skatter", og "Linnerup Kirke kaldes en gandske arm og forfalden Kiercke".

I Fussing: "Dansk Præstehistorie 1514-1650" fortælles, at præsten Jens Poulsen i sine sidste leveår havde en kapellan ved navn Hans Christensen, som blev gift med hans datter.
Der var bare det skammelige, at hun kom for tidligt i barselseng, men kapellanen søgte og fik 7. febr. 1647 kongelig benådning for sin forseelse.
Kong Chr. IV burde heller ikke være smålig i så henseende!

Jens Poulsen ville dog gerne have svigersønnen som sin efterfølger, men det satte velbyrdige Jørgen Høeg på Hammergaard sig bestemt imod.
1650 søgte Hr. Jens på grund af alderdom sin afsked og overlod kaldsbrevet til svigersønnen.
Men Jørgen Høeg protesterede mod at få en så forargelig person til sognepræst og demonstrerede ved at forlade kirken, når Hans Christensen mødte for at prædike i Hammer Kirke.
Det hele endte med, at man måtte antage en helt anden præst.

Da hr. Jens døde 1651 overtog Søffren Hanssøn Kjærteminde embedet. Da han kom hertil, var præstegården nedbrændt, sikkert på grund af krigsfolkenes hærgen.

Nogle år senere skriver hr. Søffren at "Præstegaarden var gandske afbrennd, den haffuer jeg selff paa it bar Sted opbygt". Navnet Kjærteminde fortæller at den nye præst var fynbo, men han blev dog første led i en række præster i jyske egne.

Der kom 1657 krig mod svenskerne, hvor Danmark ikke kunne klare sig. Derfor kom polske tropper til "hjælp", men det blev bare endnu værre med plyndringerne.
I Silkeborg Slots Historie fortælles: "Præsten i Linnerup-Hammer, Hr. Søffren, blev alt frarøffvet og maatte flygte halvnøgen baade han og hans Familie".

Men de beholdt livet, hvad præsten Ole Samsing i Aale ikke gjorde. Han blev 1659 på vej til gudstjeneste i Tørring overfaldet af polakker, der ville vide, hvor han gemte sine egne og kirkens kostbarheder.
Det ville han nok ikke fortælle, for en tid efter døde han som følge af dette overfald, der ifølge gamle oplysninger skete ved Allingkær Bro, stedet hvor en lille bæk gør skel mellem Tørring og Hjortsvang på den vej, vi engang kaldte Præstevejen (nu Brædstrupvej).

I en artikel har lokalhistorikeren Herdis Therkelsen fra Flemming givet en ret dramatisk beskrivelse af begivenheden, som her citeres:
"I en Herredsbog skriver hans efterfølger i embedet: "Oluf Rasmussen Samsing, som betjente disse Menigheder i 32 Aar - og efter paa det ubarmhjertigste af det fremmed Folk her i Landet var blevet pint og plaget og ynkelig mishandlet den anden søndag efter Trinitatis 1659 - døde han den 14. August".

Om årsagen til den grufulde Behandling, som overgik Præsten, kan man læse i I. M. Thiele´s bog: Danmarks Folkesagn.
Her fortælles: "Da Præsten erfarede, hvordan Krigsfolkene for frem, søgte han at skjule sine Værdier. Han murede sine Penge og sit Sølvtøj ind i sin Bageovn. Til al Uheld opdagede en polsk spejder det, og han meddelte det til sine Folk, som sad og svirede på Aastedbro Kro.

Det hørte og forstod nogle danske, som løb til Præsten og advarede ham.
Ved dette Budskab ilede præsten ufortøvet med at udtage sit gods af ovnen og nedgrave det i Haven. Da dette var gjort, sagde han til sin Hustru: "På det at din fremtid må blive sikret, har jeg skjult mine kostbareste sager på et Sted, hvilket jeg endnu ikke vil tilkendegive dig.
Men skulle det ske, som Gud forbyde, at jeg skulle blive dræbt af polakkerne, da har jeg, for at underrette dig om hvor vores sølvtøj ligger skjult, nedlagt en seddel under et bræt bag ved alteret. Men lov mig med hellig ed, at du i intet Tilfælde vil søge denne Kundskab før Fjenden er ude af Landet ".

 Kort tid efter kom polakkerne til præstegården, og da de nu mærkede hvad der var foregået, mens de tøvede, blev de meget forbitrede.
Da Hr. Oluf en dag kørte fra Aale til sit annex i Tørring for at holde Gudstjeneste, overfaldt polakkerne ham, slæbte ham af vognen, bandt et reb om hans hoved og stak en kæp ind ved og skruede til, indtil præstens hjerneskal brast.
Såvidt Herdis Therkelsens beskrivelse. Vist var det onde tider dengang. Så vidt vides er præstens sølvtøj aldrig fundet.

I Hr. Søffrens indberetning 1661 til provsten kan man læse i Herredsbogen, at ulvene tager til i antal og: "Udi Linderop Sogn har været 10 Gaarde och en halff.
Men nu er her ikkun 4 Helegaarde udi Sognet i hvilcke bor noget forarmet Folck, ellers er di andre Gaarde, somme af Polacheme affbrende, somme nedbrøt och borte, och siunes iche mere att blifve opbygt".
I Linnerup Kirke var alt blevet røvet: "Mit Kaldsbref med mine Bøger och aldt andet hvis jeg haffde, blef aff Krigsfoleked borttaget".

Om Hammer skriver han: "Aldt andet er blefven øde, undtagen halffanden Gaard, som der bor 2 par forarmede Folck udi, som er alle mine Decimantes (dvs. Tiendeydere) i dette Sogen".

Søffren Hanssøn var præst i 30 år til sin død 1681. Som gammel præst fik han hjælp af sønnen Hans, der blev præst efter ham. En anden søn, Christen, blev præst i Thy. De to brødre kaldte sig Hjortsvang efter deres fødested, så Linnerup­Hammers nye præst fra 1681-1717 blev altså Hans Sørensen Hjortsvang.

Også Hr. Hans havde en kapellan, som blev udset til hans efterfølger, mens Hr. Hans endnu levede.
I maj 1718 blev denne kapellan gift med præstens datter Deliane Hjortsvang. Ved juletid 1718 døde den gamle præst og hans lig blev begravet i Linnerup Kirkes gulv den 4. januar 1719. Denne efterfølgers navn var Jacob Brøchmann, som havde sin præstegerning i Linnerup-Hammer fra 1717-46.

Nu er vi i pietismens tid, i 1730-årene under Kong Christian VI, som kræver at Folket skal forbedres.
Der kom kongelige forordninger, som f.eks. indebar, at forsømmelse af kirkegang straffedes i de større byer med bøder, ude på landet kunne man risikere at skulle stå i gabestokken uden for kirkedøren. Ligeså var det strafbart at arbejde på helligdage.
Tvungen skolegang forsøgtes indført 1739 og efterhånden, meget langsomt, voksede skolerne frem, både på landet og i byerne.
I året 1736 var konfirmationen indført, hvilket krævede at man kunne, om ikke læse, så dog remse de udenadlærte punkter i Katekismen op for præsten.
Ingen kunne gifte sig uden først at være konfirmeret. Præsterne skulle overvåge at forordningerne blev efterkommet.

Den 19. april 1742 visiterede Aarhus-biskoppen i kirkerne. Af hans visitatsbog kan man forstå, at den pietistiske bevægelse nok ikke rigtig havde slået an i Brøchmanns sogne.
Biskoppen noterer: "For Linnerup-Hammer Sogne prædiker Sognepræsten Jacob Brøchmann den 19. april som en gammel og svag Mand efter sin Maade dog temmelig vel. I blandt Ungdommen vare ogsaa de, som kunde nogenlunde gøre Fornøjelse."
I juli 1746 døde pastor Brøchmann som 60-årig. Han blev, som sin hustru og sin forgænger, "indsat" i Linnerup Kirkes gulv.

Den næste præst i Linnerup-Hammer kom i efteråret 1746. Han var morsingbo og hed Erik Nielsen Gjern. Hans karakter ved eksamen var den ringest mulige, nemlig "non".
Da han viste sig at være en meget trættekær person, blev han ikke særlig afholdt i sognene. Han kom gerne for sent til kirken og skønt hans prædikener varede så længe, at: "Folk af Kulde og Naturs Nødvendighed bliver nødt til at forlade Kirken i utide", opnåede han dog at være præst her i 26 år.
Ifølge gamle oplysninger ser det ud til, at han ofte truede og bandede sig til at få sin vilje med sognefolkene.

Men han ville være en dygtig landmand og gjorde meget for at drive præstegårdsjorden, så meget at han blev anklaget for at lade sin karl pløje for nær på skellet til naboens jorder i de fællesdyrkede agre.
Foruden at nægte at betale sin part af løn til byens hyrde, gik han så vidt som at lade sine køer græsse på andre bymænds marker, og lod præstegårdens svin uringede rode i andre bymænds agre og enge.
Han havde endog ladet sin karl grave tørv, hvor det ikke var præstens tørvejord.

Det gik til sidst så vidt, at han på Vrads Herreds Ting blev idømt en bøde på tre mark. Og da han i årevis alligevel nægtede at betale, gik sagen videre til landstinget, hvor Gjern dømtes til at betale en bøde på 100 rigsdaler, samt 6 rigsdaler i løn til byhyrden og 2 rigsdaler til byens fattige.
Da han stadig nægter at betale, bliver han fradømt sit embede for sin "Enfoldigheds Skyld"!

Disse oplysninger har Jens Kristensen fundet i Tingbogen og i "Silkeborg Slots Historie".
Det er også i pastor Gjerns tid, at degnen Daniel Been, som var skoleholder i Hjortsvang 1753 - 89 klager over, at det jordstykke som hører til degneboligen, bliver ham nægtet af sognepræsten.

Så meget om en uheldig skikkelse i rækken af præster her i sognet. Erik Nielsen Gjern døde i 1772 som 61-årig. Han og hustruen, præstedatteren Anna Muller fra Hvirring, er begravet på Linnerup Kirkegård.

De følgende fem præster vides der ikke meget mere om, end hvad man kan finde i Wibergs Præstehistorie. Afløseren for Gjern blev Jens Sørensen 1772 - 87. Han betegnes som en stille og nidkær mand, dygtig til sprog. Han var desuden vidt berejst, havde været skibspræst på en kinafarer, hvor han flere gange havde foretaget rejsen syd om Afrika.

Hans afløser blev Poul Satterup, som kun var her godt et års tid.

Derefter kom Niels Schyth 1788 - 92.
Han var en meget lærd person, bl.a. udgav han en oversættelse af Højsangens Bog. I hans tid foregik udskiftningen, det vil sige at de førhen fællesdyrkede marker nu blev sammenlagt, så hver gård fik sin egen jord nogenlunde samlet i eet stykke. Kun et par enkelte gårde blev flyttet udenfor byen.
Præstegården fik som sin del 70 tdr. land byjord mod nord og vest, desuden godt 30 tdr. land fælledjord og eng, samt flere tønder land hede i retning ud mod skellet til Hammer Sogn. Niels Schyth flyttede 1792 til Falster og døde 1825 i Væggerløse.

1792 - 1801 var en præstesøn fra Vorde ved Viborg Christian Liinov Ferslev ansat her.
Han forflyttedes til Jelling-Hover, hvor han var præst i ca. 30 år til sin død 1831.

Den næste præst var Christian Wittendorff 1801-12. Han kom fra Jegindø i Limfjorden.
Fra Linnerup-Hammer flyttede han til Hvirring, hvor han var præst indtil sin død i 1835.
I efteråret 1812 kom et nygift ægtepar til Hjortsvang Præstegård: Laurits Spandet Vogelius, som var gift med Maren Laurberg fra Svendborg.
Han stammede fra en stor præsteslægt og kom fra Hundslund. Samtidig flyttede hans bror Jens Vogelius til Klovborg som præst.

På Hjortsvang Museum opbevares en lille slidt alterbog, udgivet 1773, som Laurits Vogelius fik af sin far, præsten i Hundslund.
Vogelius kaldes i Wibergs Præstehistorie for en ædel, virksom, nøjagtig og kundskabsrig mand. Det blev dog ikke længe han fik brug for den lille alterbog, for han døde kun 35 år gammel i januar 1814 og er begravet på Linnerup Kirkegård.

En månedstid efter hans død fødte den unge præsteenke en datter, Laura Bene­dicte, som hun havde den sorg også at miste. Barnet døde et par uger gammel
.
I Hjortsvang Præstegård kom der nu andre tider. En 34-årig ungkarl, som først tre år før havde fuldført sin teologiske uddannelse, Andreas Løvenhertz Kabell, flyttede sommeren 1814 til Linnerup-Hammer præstekald. Han kom fra Aarhus og var søn af en skomager og stadstambour der.
Han nåede at være her i 44 år som præst, døde den 5. oktober 1857 og blev begravet på Linnerup Kirkegård.

Gammel skik betød almindeligvis, at en forhenværende præsts enke giftede sig med den nye præst, ifald han var ugift. Hun fulgte simpelthen med kaldet.
Dette var enken Maren Laurberg Vogelius godt klar over. Det fortælles, at hun, da den nye præst var ankommet, så Kabell gennem dørsprækken og hviskede til en kone i køkkenet: "Nej, ham vil jeg ikke have".

Tilsyneladende fortrød hun, for på hendes gravsted ses dog indskriften: "I 41 Aar Sognepræst Kabells tro­faste Hustru". Men deres ægteskab blev uden børn.

Den tid vi nu befinder os i ligger ca. 100 år før lærer Jens Kristensen i 1917 kommer til Hjortsvang Skole. Han havde en særlig god evne til at snakke med gamle folk om, hvad der var sket før i tiden, og meget af det, han fik fortalt, skrev han ned.
Mange beboere i sognet har i hans tid sikkert kunnet huske anekdoter, som deres forældre eller bedsteforældre har fortalt. Der findes i hvert fald en mængde, nok mere eller mindre sandfærdige, beretninger om præsten Andreas Løvenhertz Kabell.

Lærer Kristensen skriver: "Ældre Folk i Hjortsvang har efter deres forældre adskilligt at fortælle om Kabell. Han var meget nærig og lagde nøje mærke til, om offeret i Kirken, menighedens bidrag ved de forskellige kirkelige handlinger, var passende.
Det siges, at det stadig spøger ved præstens havelåge. Her går han for at lede efter nogle penge, som han har gemt, men ikke kan finde".

Der kom en ny skolelov i 1814. I begyndelsen af 1800-årene havde der været skiftende skoleholdere og med skoleholdet gik det dårligt. Efter den ny lov var det nu præstens pligt at sørge for bedre skik, men det var endda ikke så let.
Omtrent samtidig med Kabell kom degnen Trankjær til Hjortsvang. Han underviste børnene godt nok om vinteren, men til eksamen om foråret mødte kun degnens børn og præstens tjenestedreng op.
Sommeren efter sendte Kabell et brev til amtsprovsten, hvor han skrev, at beboerne umuligt kunne lade deres ældre børn og tjenestedrenge gå i skole om sommeren, for så bliver resultatet, at bønderne selv må passe kreaturerne, hvilket får til følge, at de forsømmer markarbejdet og derfor ikke kan betale alle de pålagte skatter og afgifter.

Skoleforholdene bedredes ved en ny skoleplan i 1835. Året efter blev der bygget en skolebygning i Hammer til 418 rigsdaler. Skoleholderen der, som før havde undervist privat i hjemmene, blev nu sognets degn. Herefter ophørte den gamle skik, at præst og degn fra Hjortsvang slog følge til gudstjeneste i Hammer Kirke.

Men da Kabell var svær at forliges med, opstod der af og til spændinger i kirken.
Engang gik det så vidt at præsten og degnen i stor hidsighed og uenighed slog næven i alteret i Linnerup Kirke.

Degnen i Hammer var mere sagtmodig. Da Kabell foran alteret gav ham en besked, og i hidsighed slog om i daglig tale medfulgt af bandeord, sagde degnen stille, at dette kunne koste ham både kjole og krave, hvorefter Kabell faldt lidt ned.
Der var nogenlunde fremmøde til Kabells gudstjenester. Efter gammel skik skulde der helst møde nogle personer op fra hvert hjem. Kom de ældre ikke, sendte de et par unge. Hvert år bekendtgjorde Kabell for menigheden, hvilken søndag der forår og efterår skulle være altergang. Det var så meningen at folk skulle lade sig indskrive hos degnen, helst i stort tal. Et par søndage efter altergangen lød det dog fra prædikestolen: "Næste søndag er der altergang for efternølerne".

Et godt minde om pastor Kabell er bevaret. Han var god mod sine dyr. Tit stod han i døren og gav sine yndlingsdyr en godbid, når de kom forbi. Mere kneb det med at hjælpe en eller anden fattig i sognet, som var i nød. En tjenestekarl i præstegården, som var på loftet og skovlede korn, hørte at præsten i stuen nedenunder havde besøg af en stakkels fattig og sindsforvirret kone, som klagede sin nød, hvorpå Kabell svarede: "Gå du hjem og pas din mand og dine børn".

Men Madam Kabell´s tidligere svigerinde, en præstedatter fra Hundslund, hørte til de få, som ikke gik forgæves om hjælp hos præsten. Hun sad nu som fattig husmandskone i Hjortsvang Vestermark.
Også jordemoderen i Hjortsvang, Ane Kirstine, havde et ret godt forhold til præsten. Engang klagede hun sin nød og sagde, at der var smalhans i hjemmet og bad om lidt korn. Kabell svarede, at han ikke ejede rug, om hun ikke kunne få hos andre. Hun svarede, at de kunne få rug i Logslund, men det skulle betales. "Penge, Penge" sagde Kabell så,"Dem kan du faa af mig".

I Kabells præstebolig var der alkovesenge i stuen. Når præsten var kommet op, plejede han at rømme sig kraftigt, så gik pigen ind for at gøre rent.
Engang da pigen redte seng, og Kabell var gået ud, fandt hun en pose med penge i sengen. Hun tog posen på skulderen og åbnede døren ud til køkkenet, hvor den anden pige var, og spurgte hvad hun dog skulle gøre med den tunge pose penge. Den anden pige svarede: "Læg den da tilbage igen, hvor den lå".

Om Madam Kabell fortælles der også flere træk.
Når de unge, som gik til konfirmationsforberedelse, måtte gennem køkkenet og ind i præstens stue, stillede hun sig i døren med en hånd strakt frem i lav højde.
Derpå skulle konfirmanderne bukke eller neje og kysse madammen på hånden. Men degnen Laurits Rasmussens søn gjorde så engang det, at han blot gik forbi og hilste med et nik, og derefter blev det skik.

Fastelavnsmandag var det skik og brug, at der var leg og dans i skolestuen. Degnevikaren Sporemann spillede på sin violin op til dans. Madam Kabell var også mødt op, men en af drengene huskede, at hun var så svær at nå om under dansen!

Det fortælles også, at der på den tid var en lidt enfoldig mand i Hjortsvang, Per Louenhøj, som gik for at være temmelig tunghør. Han havde den talemåde, hvis han var i snak med fine folk, at sige: "Tak ska Faar ha!"

I Kabells tid pløjede han engang nogle furer ind i præstens hede, hvorpå præsten gik ud til ham og sagde: "Du pløjer lige lovlig langt ind i min Hede". Per Louenhøj svarede: "Manne Tak ska Faar ha". Præsten råbte højere: "Du pløjer for langt ind i min Hede". Og Per Louenhøj svarede igen: "Manne Tak ska Faar ha!"
Kabell måtte opgive at få manden i tale.

"Præsten havde en Bror, der var Provst", fortæller Kristoffer Smed: "Vi dirkede hans Kuffert op for ham, engang han var kommet til Hjortsvang.
Det varede noget inden det ville gaa i Orden og der kom Bandeord baade fra Præst og Provst".
"Ja, Bror, giv dig nu tid, Smeden skal nok faa den op" sagde Kabell.

Da det endelig var lykkedes, sagde Kabell til Smeden: "Vil Smeden have en Snaps eller en Toddy"? "Helst begge dele", svarede Smeden. "Det skal De faa" svarede Kabell.
Per Louenhøj, der også var der for at se til, sagde nu: "Tak ska Faar ha!" Han var nok ikke så tunghør endda. Smeden var fra den gamle smedje i Hjortsvang Vestermark, hvor nu Firhøjvej 6 ligger.

En væver, Laust Thomsen, har i årbogen Østjydsk Hjemstavn 1947 fortalt, om de strenge tider han havde, da han i 1847 - 49 som 10 - 12-årig dreng gjorde tjeneste i Hjortsvang Præstegård: "Jeg blev hundset baade af Præsten og Madammen. Gæssene, som jeg skulle vogte, ville flyve fra mig hen i Kornet, og derfra kunne jeg ikke drive dem tilbage. Saa vankede der Klø af Præsten. Blev der en Høne eller en And borte, skulde jeg bringe dem til veje, ellers vankede der Klø af Madammen.

Men det allerværste var Aftenerne om Vinteren, naar Karle og Piger sad sammen og snakkede, saa blev man proppet med Hekse- og Troldehistorier, saa jeg syntes jeg kunne se Hekse og Trolde alle vegne.
Jeg turde næppe gaa over i Karlekam­meret for at sove.
Men der kom Pigerne mig til Hjælp. Jeg fik Lov at ligge i Fodenden af deres Seng svøbt ind i Kokkepigens uldne Underskørt, saa var jeg hyt".

Livet gik stille og ensformigt i den gamle præstegård i det stuehus, som Hr. Søffren Hanssøn i sin tid havde bygget på et bart sted efter polakkernes hærgende fremfærd i 1651.
Præstefolkene blev med tiden ret velhavende, men både præstegården og kirken var mere eller mindre medtaget af ælde og mangel på vedligehold, begge blev dog stående i Kabells tid.

I efteråret 1856 døde madam Kabell, og det følgende efterår døde præsten Andreas Løvenhertz Kabell.
Han blev begravet ved hendes side på Linnerup Kirkegård. I Wibergs Præstehistorie siges der om ham: "Han var meget sparsommelig og stiftede store Legater". Men ingen af disse tilfaldt dog sognet hvor han havde været præst i så mange år.

Ifølge en artikel af Peter Markussen, Hjortsvang, i Aarhus Stiftstidende 29. Maj 1966, var det bl.a. Aarhus Katedralskole, der både blev tildelt pengegaver og præstens 680 bind store bogsamling, som tak for hjælp i sin tid til hans teologiske uddannelse.
Pastor Kabell testamenterede også en del penge til Prinsesse Caro­lines Børneasyl
.
De tilgodesete legaters bestyrelser bestemte, at der på hans og hustruens gravsted skulle opstilles et gravminde i støbejern med gitter udenom. Dette blev også fremstillet og sat op på gravstedet på Linnerup Kirkegård. Men de Linnerup Kirke­værger mente, at gitteret udenom graven var alt for prangende og stort, og forlangte det forandret.
Legatbestyrelsen i Aarhus gik så med til at lade det omstøbe til den størrelse, det nu har omkring det gamle præstepars grave.



Ægteparret Kabell´s gravsted på Linnerup Kirkegård.


På gravpladen, som forestiller en opslået bog, kan man stadig læse:


Inskriptionen på ægteparret Kabell´s gravplade.



Vinteren 1857 - 58 havde sognene ingen præst. En kapellan Lange i Ringe på Fyn var kaldet til embedet, men ønskede ikke at komme til Jylland, så det blev ikke til noget.

I foråret 1858 flyttede Hvirring-præstens kapellan Axel Severin Bülow og hans hustru, Jakobine Gylding, ind i den gamle præstegård.



Provst Axel Severin Bülow


Han var godsejersøn fra Tøjstrup, Ryslinge Sogn, hun var købmandsdatter fra Vejle.
Hans embedstid her i sognene varede til 1869.

Allerede i 1859 blev Bülow udnævnt til provst. De to vandt almindelig agtelse i Linnerup-Hammer Sogne, især fruen blev meget afholdt. Bülow var en høj kraftig mand der indgød respekt, bare ved sit udseende. Nu skulle konfirmanderne nok være stille og være flittige til at lære udenad derhjemme, så de kunne remse det op hos præsten.
Også tilslutningen ved gudstjenesterne voksede, men helt fyldte kirker var der kun ved særlige lejligheder.

Ved hver vinters begyndelse plejede jordejerne og præsten at samles i skolen for at give kom til sognets fattige.
En gårdmand i Linnerup, Jens Laursen, som var meget ligetil og sagde du til alle, plejede at sige til Bülow: "Hvor møj vel do gi"?
Når så præsten havde sagt sit kornmål, sagde Jens Laursen: "Det vel a osse gi".

Efter provst Bülows fratrædelse, hed den nye præst i Linnerup-Hammer Sogne Michael Christian Asmussen, han var præst her fra 1869 til 1877.
Han tilhørte en præsteslægt fra Them og hans hustru Jensine Marie var møllerdatter fra Nordsjælland. De var et par forsigtige folk, fortæller Jens Kristensen.
Når præsten på sin hest red omkring på besøg hos folk, havde han en tøjlap for munden, for ikke at indånde kold luft.

Fruen kørte altid i lukket vogn, og det kunne ske, at folk, som en vinterdag kom på besøg i præstegården, måtte opholde sig i køkkenet indtil de var varmet lidt op, for ikke at få den kolde luft med ind i stuen til præsten.
Konfirmanderne fik svære lektier for, mange salmer og sider i lærebog og bibelhistorie skulle remses op.
En ældre mand kan huske, at han som dreng på kalenderen i skolen holdt øje med, hvor mange præstedage der nu var tilbage.
Efter at præsteparret havde haft den store sorg at miste en 14-årig datter, blev As­mussen så lav i mælet, at det kunne knibe med at folk kunne høre ham fra prædikestolen.

Pastor Asmussen drev ikke selv landbruget, men ansatte en præstegårdsforpagter.
Da han, efter at være forflyttet til Ødum mellem Aarhus og Randers i 1877, et par år senere døde, mødte fem gårdmænd fra Linnerup Sogn op til begravelsen.

Da fru Asmussen så dem holde i præstegården i lejet vogn, kommet for at deltage, blev hun så bevæget, at hun glemte alle sine vedtagne forsigtighedsregler. Hun kom ud til vognen og trykkede grædende deres hænder.

En høstdag 1877 kom en vogn med fire småbørn og deres forældre kørende ad den gamle vej mellem Øster Nykirke og Hammer Vandmølle. De var på vej til Hjortsvang Præstegård, som stod ret nybygget både ude og inde efter Bülows tid 1858-69.

Mens pastor Asmussen endnu var præst i Linnerup-Hammer, havde en deputation fra de to sogne en dag været i Øster Nykirke for at tale med præsten der, Frederik Theodor de Fine Olivarius, om han ville søge embedet, når det blev ledigt. Senere var de i København med en ønskeadresse, underskrevet af alle ejendomsbesiddere i sognene.
Man kan jo tænke sig, at flere havde været til gudstjeneste i Øster Nykirke og derved var blevet glad for at høre ham.
Nu ville de gøre alt for at det skulle lykkes at få ham hertil. Det siges, at lærer Knud Svenstrup var en af de virksomme, og han blev senere en fortrolig ven med pastor Olivarius.



Frederik Theodor de Fine Olivarius.


Denne nye præst i Linnerup-Hammer var søn af en præst fra Hodde­Tistrup.
Hans hustru var datter af en gårdejer, senere prokurator, fra Varde. Han havde som en begyndelse været kapellan i Grejs-Sindbjerg og altså derefter præst i Øster Nykirke.
I kirkelig henseende tilsluttede han sig nærmest Indre Mission, men var dog en forstående mand, der godt kunne være ven med folk fra andre religiøse retninger.

Konfirmanderne åndede lettet op, for nu var der ikke mere den store lektietvang.
Pastor Olivarius blev virkelig afholdt i begge sogne, fremmødet ved gudstjenesterne voksede.
Ja det gik næsten sådan, at der blev trængsel og rift om siddepladserne, fordi nogle af hans forrige sognebørn mødte op.
Det var især tilfældet i Hammer Kirke, hvor der blev sat ekstra stole nede ved indgangsdøren.

Fra et brev til lærer Kristensen fra Inger de Fine Olivarius, den ældste datter af præsten, som var 11 år, da de flyttede i 1885 og som J. K. korresponderede med under arbejdet med artiklen i Østjydsk Hjemstavn citeres:
"Jeg har kun de lyseste Minder fra mit Barndomshjem i Hjortsvang Præstegaard. Vi har haft et lykkeligt Hjem, hvor der herskede Fred og Harmoni og hvor der i Sandhed var godt at være. Det maa der være mange der syntes, thi Gæsternes Strøm var stor. Far var en meget flittig Mand og tilbragte den meste Tid i Studereværelset. Hvor ofte har jeg ikke hørt ham sige "Hellere slides op end ruste op". Naar vi Vinteraftner sad samlede i Spisestuen: Mor og Pigerne ved Spinderokken og Far læste højt for os, da var det Feststunder. Men da Børneflokken var vokset til 7, maatte Far søge til et større Embede".

I nogle få år var Olivarius provst i Thyrsting-Vrads herreder. Senere flyttede han til Solbjerg, hvor han også blev provst.

Hans afskedsprædiken 2. Påskedag 1885 i Linnerup Kirke blev meget bevæget.
Da udgangsbønnen var bedt begyndte Knud Svenstrup at synge salmen: "Brødre og Søstre vi skilles nu ad", hvorpå hele forsamlingen rejste sig op og sang bevæget med.
Efter Pastor Olivarius død er der udgivet en prædikensamling af ham. Selv lod han enkelte prædikener trykke, heriblandt den ovenfor nævnte afskedsprædiken.

_________________________________________________________

Afskedsprædiken i Linnerup og Hammer
2den Paaskedag 1885.
Text: Lucas 24 K. 13-35 V.

Og se, to af dem gik paa den samme Dag til en By som var tresindstyve Stadier fra Jerusalem, hvis Navn var Emaus. Og de talede med hverandre om alle disse Ting, som vare skete.
Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig med hverandre, kom og Jesus selv nær og vandrede med dem. Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham. Men han sagde til dem: Hvad er disse for Taler, som I føre med hverandre paa Vejen, og hvi ser I saa bedrøvede ud? Men en af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham : Er Du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke de Ting, som ere skete i den i disse Dage?
Og han sagde til dem: Hvilke?
Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; og hvorledes de Ypperstepræster og vore Øverster have overantvordet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det idag den tredie Dag, siden det skete. Saa have og nogle af vore Kvinder, som vare aarle ved Graven, forfærdet os; thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og set et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever. Og nogle af vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.
Og han sagde til dem: O, I Daarer og Senhjertede til at tro alt det, som Profeterne have sagt! Burde det ikke Christum at lide dette og at indgaa til sin Herlighed? Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.
Og de kom nær til Byen, som de gik til, og han lod, som han vilde gaa længere. Og de nødte ham meget og sagde: Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen helder. Og han gik ind for at blive hos dem. Og det skete, da han sad med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem. Da blev deres Øjne aabnede, og de kendte ham, og han blev usynlig for dem. Og de sagde til hverandre: Brændte ikke vore Hjerter i os, der han talede til os paa Vejen, og der han oplod os Skrifterne? Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: Herren er sandeligen opstanden og set af Simon. Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

Saa skal jeg altsaa nu afslutte min Virksomhed blandt Eder! I forstaa nok, at det ikke er med et let Hjerte, at jeg idag staar paa denne Plads, saa uendelig fattig føler jeg mig og formaar kun daarligt at udtale, hvad der rører sig hos mig. Det er en kær Gerning, jeg her forlader, og kun lidt ved jeg, hvad der venter mig paa det fremmede Sted. Fast er jeg bleven knyttet til denne Kreds og knyttet med de stærkeste Baand til ikke faa iblandt Eder, saa jeg vil føle mig underlig løsrevet, indtil jeg med Herrens naadige Hjælp faar slaaet Rødder deroppe langt mod Nord.

Da jeg holdt min Tiltrædelsesprædiken her i Kirken - det bliver jo til Sommer 8 Aar siden - mente jeg at kunne sige, at det var mig, som om jeg hørte et "Velkommen" lyde mig i møde, og det var ikke uden Grund, at jeg sagde det, da saa godt som alle her havde ønsket at faa mig til Præst, og det var da rimeligt, at I vilde byde mig velkommen.
Nu, mine Venner, da jeg ser tilbage paa disse Aars Samliv, kan jeg sige med Tak til Herren, at jeg har fornummet, at jeg har været velkommen blandt Eder. At jeg ikke har været alle tilpas, ved jeg meget vel, det kan en Præst ikke være, som vil røgte sin Gerning i Alvor og Sandhed, og dertil kommer, at min Gerning har været i stor Skrøbelighed, saa at jeg ved at se tilbage paa den føler hjertelig Trang til at bede: Gud, vær mig Synder naadig og forlad mig, baade hvad jeg har gjort ilde, og hvad jeg har forsømt. Maaske ved min Skyld en og anden har følt sig tilbagestødt, som kunde være vunden ved større ærlighed, ligesom ogsaa et Vidnesbyrd i stærkere Aands og Krafts Bevisning vilde have baaret større Frugt.

Og dog ved jeg det, at trods min Skrøbelighed er der en stor Flok herinde, der, ligesom jeg, har svært ved at sige Farvel idag, fordi I have fornummet, at jeg gerne har villet bringe Eder det bedste, har villet lade mig bruge af Herren til at dele hans Gaver ud. I ønskede helst, at jeg blev hos Eder; men kan jeg nu ikke længere blive hos Eder, saa lad os minde hinanden om, at der er en, som aldrig kan modstaa den Bøn: Bliv hos os! naar den rettes til ham i Aand og Sandhed; det skal være vor Trøst og Glæde idag. Jesus sagde engang til sine Disciple (Matth. 23, 8 og 10): "I skulle ikke ville kaldes Rabbi; thi en er Eders Vejleder, Christus, men I ere alle Brødre. I skulle ikke lade Eder kalde Vejledere; thi en er Eders Vejleder, Christus". O, hvor godt og velsignet, mine Venner! denne himmelske Vejleder kunne vi altid beholde hos os, hvor meget end de menneskelige Vejledere skifte om. Han være nu Eders Vejleder, og han være min Vejleder paa det fremmede Sted, og han være hos os i denne Afskedsstund, da vi ville dvæle ved de to Disciples Bøn til Jesus : Bliv hos os!

Skulle vi lære at bede den Bøn: Bliv hos os, Mester! saa maa han først selv komme til os. I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt Eder, det vil alle Dage være Maaden, hvorpaa et syndigt Menneske kommer til at vandre sammen med sin Frelser. Den gode Begyndelse maa han gøre, vi kunne det ikke; og han har gjort den gode Begyndelse med os, netop for at gøre os skikkede til at blive hos ham og leve i hans Samfund, og han er kommen til os ved saa mange Lejligheder siden, vil ogsaa komme til os nu i denne Stund for at blive hos os. Han er kommen ogsaa til Dig, Du, som føler Dig allermest uværdig til hans Samfund, Du, som føler Dig allermest forladt og ene.

Se, hvor uendeligt kærligt han kom til de to Disciple paa Vejen til Emaus. De havde ikke bedet ham om at komme og blive hos dem. Deres Tro var kun som Gnisten, der ulmer under Asken. De vare ved at slippe Haabet, som de jo selv sige: vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel, men nu var altsaa det Haab bristet. Hvorledes kunde det være, at Jesus vilde have med saadanne daarlige Mennesker at gøre, som i Grunden allerede havde opgivet ham? Ja, det kommer af, at han er den gode Hyrde, som kender sine, selv naar de ikke kende ham, kommer af denne underfulde Kærlighed, der søger det Tabte.
Se vi lidt nærmere paa, hvad det var, der drog Jesus hen til disse to, da var det som sagt ikke deres Bøn, de kunde endnu ikke bede ham blive hos dem, thi de kendte ham ikke. Nej, hvad der drog ham til dem var deres Bedrøvelse, det forstaa vi af hans Ord: Hvi se I saa bedrøvede ud? Deres Bedrøvelse var en alvorlig Bedrøvelse. Det var en Frelser, en Forløser, de savnede, det var Synden og alle Mørkets Magter, de begærede at fries fra, de havde den Bedrøvelse, om hvilken det hedder: Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes. Dernæst saa Jesus, at disse to havde en inderlig Kærlighed til ham, det kunde han mærke paa deres Tale, de vilde jo gerne tale og høre om ham.

Vel var der en forfærdelig Mangel hos dem, de vare lige ved at slippe Troen, derover var Jesus bedrøvet og vred og talede dem haardt til: O, I Daarer og Senhjertede til at tro alt det, som Profeterne have sagt! men han forkastede dem ikke, han saa, hvor svage de vare, men ogsaa, hvor gerne de vilde tro. Deres Tro var som den rygende Tande; men det er jo hans Sædvane ikke at slukke den rygende Tande, men at aande paa den, at den atter kan flamme op. Er der ikke noget saare trøsteligt for os i denne Beretning om, hvorledes han søgte disse to skrøbelige og bedrøvede Mennesker op og vandrede med dem, medens de ikke kendte ham, at han kender sine, selv om de ikke endnu ret i Troen have faaet Øje paa ham. Vi tør altsaa tro, at han er os nær og vandrer med os, selv om vi synes, at han er bleven borte, naar han blot ser, at vi savne ham og ere oprigtig bedrøvede over vor Syndenød. Da Jesus vandrede med de to til Emaus, saa søgte han at hjælpe dem til rette. Først fik han dem til at udtale deres Sorg og Savn, al deres Bekymring og Uro, alle de tvivlende Tanker, og allerede det var en Lettelse for de betyngede Hjerter. Dernæst revser han deres Daarskab og Mangel paa Tro for at ryste dem ud af deres Sløvhedstilstand, og endelig udlægger han Skrifterne for dem, viser dem af de dejlige profetiske Ord, at det burde Christus gennem Lidelse og Død at indgaa til sin Herlighed. Saa lifligt taler han om sig selv og sin Gerning, at deres Hjerter brændte i dem derved, og da lærte de at bede: Bliv hos os, Mester!

Men lad os nu, som vi pleje at gøre, se nærmere at anvende de hellige Ord paa os selv.
Vi har nu vandret sammen paa Vejen en Række Aar, og Jesus har ogsaa vandret med os, et andet Spørgsmaal er, om vi har kendt ham og bedet ham om at blive hos os. Vi har i Reglen været en talrig Forsamling her i vor lille Kirke, og Jesus har været hos os i sit Ord og sine Sakramenter. Ogsaa her ere Skrifterne blevne udlagte, og her er vidnet om ham, som maatte lide for vore Syndere og gennem Lidelse indgik til sin Herlighed; ja, den korsfæstede og igen opstandne Frelser er bleven forkyndt for Eder. Han burde lide, fordi han i sin uendelige Kærlighed vilde være det Guds Lam, som bar Alverdens Synd, den Synd, som er vort Livs Forbandelse, og som vilde have bragt Dig og mig evig Død, om han ikke havde taget Forbandelsen paa sig; men han gik til Faderen gennem Korsets Død og har derved aabnet en Adgang for os Syndens og Dødens Trælle til Himlens Herlighed. Han har staaet herinde ved Døbefonten og antaget sig de Smaa og overført dem fra Mørkets Magt til sit Rige, idet han skænkede dem Syndsforladelse og gjorde dem til Guds elskelige Børn. Han har ved Nadverbordet med sit hellige Legeme og Blod opholdt, næret og styrket det hellige Liv, hvortil han genfødte os. Men kære, har Du bedet ham om at blive hos Dig? eller har Du i det mindste vandret, som de to til Emaus, med et bedrøvet og naadehungrigt Hjerte, selv om det endnu ikke ret kunde udtale sig i Bønnen? Kun da har Du haft Gavn af, at Jesus kom og vandrede med Dig.

Ellers maa Jesus sige til Dig idag: O, Du Daare og Senhjertede til at tro det Guds Ord, som er forkyndt for Dig, og der bliver visselig mange, mange, som han maa sige til idag. at de have været Daarer og Senhjertede til at tro. I Verden kalder man det Daarskab, naar et Menneske omvender sig og opgiver sit gamle Liv i Synden for at blive et Guds Barn, og Verden har meget at fortælle om de Helliges Daarskab; i Verden anses det for den største Klogskab at bruge alle Kræfter og Midler for at naa frem til Rigdom, Ære og kødelig Lyst; men Jesus siger, at den er en Daare, som ikke tror paa ham. Ja, hvad er vel klogest: at vandre hernede en lille Tid i Kødets Lyst, Øjnenes Lyst og et hoffærdigt Levnet og saa fortabes evindeligt, eller at leve i Forsagelse og Tro, at fornægte sig selv, tage sit Kors op og saa følge Jesus lige ind i hans Herlighed?

Nu ved jeg meget vel, at, naar Spørgsmaalet stilles saaledes, ville alle svare, at det sidste er det klogeste, og at de ogsaa ønske at blive salige; men dette er Verdens Forblindelse, at man vil vandre ad Kødets og Lysternes brede Vej til Herlighed; men dette er Daarskab, uendelig Daarskab. Igennem en Række af Aar har jeg advaret Eder mod denne Daarskab, og nu idag siger jeg for sidste Gang til Dig: O, Du Daare, som vil skyde den eneste Haand fra Dig, der kan redde Dig fra Døden og Fortabelsen, som vil blive ved at forsømme at bede: Bliv hos os, Mester! Du vilde kalde den skibbrudne Mand en Daare, som laa ude i Brændingen og ikke vilde tage mod en hjælpsom Haand, fordi han fandt det under sin Værdighed at lade sig hjælpe af andre, og saa taabelig vilde vel næppe nogen være, men med Tak og Glæde lade sig frelse, naar det gjaldt dette timelige Liv; men Du er selv tusinde Gange mere en Daare, som ikke ser, at Du er en skibbrudden Mand eller Kvinde, der gaar under i Syndens, Dødens og Fortabelsens Hav, om ikke den stærke Frelserhaand faar Lov til at drage Dig opad.

Kære Venner, jeg er end ikke fristet til at tale store Ord om min Gerning iblandt Eder; thi jeg kan ikke pege paa store Virkninger af mit Arbejde her i de forløbne Aar, hverken paa nogen stor Vækkelse eller paa et udviklet Menighedsliv, og dog har jeg den Forvisning, at mit Arbejde har ikke været forgæves. Dels trøster jeg mig ved, at jeg har været en Sædemand, som - om end i stor Skrøbelighed - dog har ladet mig bruge af Herren til at saa den gode Sæd, og vi har jo den Forjættelse, at Guds Ord ikke skal vende tomt tilbage. Det er mit Haab, at noget, som er udsaaet, men endnu ikke har baaret Frugt, dog engang i Herrens Time skal spire frem og bære Frugt. Ordet kan ligge en Tid som Sædekornet, Herren fortæller om i Lignelsen, der faldt dels paa den haarde Vej, dels paa Klippegrunden og dels blandt Torn og Tidsel, men saa kan det dog i en god Time finde en lille Plet god Jord, hvori det kan spire, og det er mit Haab, at det skal gaa saaledes med mange Hjerter herinde. Men, hvad der udgør min store Trøst og Glæde idag, det er, at nogen Sæd er falden i god Jord og har baaret Frugt. Ja, Gud ske Lov! for den dejlige Slutning paa Lignelsen om Sædemanden: "men noget faldt i god Jord". Og Gud ske Lov! at det er sket ogsaa her blandt os. Brændte ikke vore Hjerter i os, saa sagde Disciplene. Og vi ere da en Flok herinde, som kunne sige det samme, at vore Hjerter have brændt ved at høre Guds Ord. Vi har saa ofte sjunget: Hyggelig, rolig, Gud! er din Bolig, inderlig skønt og vi har haft det hyggeligt og godt, naar vi samledes her i vor lille Kirke om Guds Ord og Sakramenter, og det er saa underligt og vemodigt at tænke paa, at dette Samliv nu er til Ende. At her er Hjerter, som have brændt af en anden Ild end den, Guds Ord og Guds Aand tænder, ja, det ved jeg desværre nok, Hjerter, der brænde af Kødets Lyst, Vrede, Bitterhed og Ondskab, som og af Verdensbegærlighed; og visselig mange Hjerter kende kun den Brand, og hvem af os kender ikke noget til den onde Ild. Vi har vel Grund til at sukke med Salmen til Helligaanden:

Kærlighed til denne Jord
Ser Du, ak, er snare stor,
Vildt dens Lue brænder;
Sluk den ud med Duggen mild,
Lad os blusse af den Ild,
Du for Himlen tænder.

Men vi ville takke Herren, fordi han dog har tændt en hellig Ild i nogle Hjerter; vi have dog fornummet en anden Kærlighed end den til Verden brænde i os. Vore Hjerter have brændt i Kærlighed til vor korsfæstede og igen opstandne Frelser, og vi have dog ogsaa fornummet noget til Kærlighedens Glæder i de Helliges Samfund, have følt os inderlig knyttede sammen ved den fælles Kærlighed til vor Herre Jesus. Ikke faa troende Mennesker have jo samlet sig her i dette Guds Hus, og jeg har været saa hjertelig glad over at samles med Eder baade her og andre Steder, og, ikke sandt, mine Venner, vi har en Følelse af, at der rives et Baand over i denne Stund, men vi har ogsaa en Forvisning om, at der er et uendeligt stærkere Baand, som ikke rives over, hverken i Tid eller Evighed. Se, alle de, hvis Hjerte saaledes har brændt, de ville jo være med til at bede Disciplenes Bøn: Bliv hos os!

Jesus, som var kommen til dem, før de bad ham derom, han blev gerne hos dem paa deres Bøn: men lad os lægge Mærke til, at der staar, at de nødte ham meget. Naar vi ville lægge Vægt paa dette, at de nødte ham meget, saa er det ikke for at fremhæve, at Jesus trænger til at nødes, som om han var uvillig, han er jo netop altid villig; men, at nøde ham meget det er en god Anvisning for os til at bede paa den rette Maade; thi hvad ligger der vel i dette: de nødte ham meget? Der ligger, at det var dem en uhyre vigtig Sag, som laa dem saa inderlig paa Hjerte, de kunde ikke undvære ham, kunde ikke finde sig i, at han forlod dem, han maatte endelig blive hos dem.

Og hvorfor vilde de vel saa inderlig gerne, at han skulde blive hos dem? De vilde høre mere, de vilde hjælpes fremad til større Lys, Klarhed og Kraft, derfor nødte de ham saa meget. Se, Du og jeg trænger netop til det samme, trænge til Væxt i Naade, i Klarhed og Kraft; men, mine Venner, saa maa vi, som Disciplene, nøde Jesus til at blive hos os, saa maa vi ikke nøjes med en enkelt løs Anmodning, ikke blive trætte af at bede. Naar det gaar saa smaat med vor Væxt i Naade, er saa Grunden ikke den, at vi glemme at nøde Jesus til at blive hos os, Iveren er for ringe, vi blive altfor snart trætte. Spørg Dig selv, om Du virkelig nøder Jesus til at blive hos Dig, hvis ikke, da er det jo rimeligt, at Du er svag og ikke kan vinde fremad. Og hvilke Midler bruger Herren for at føre sine Venner fremad? Vi har nævnt Ordet; men i Evangeliet peges der særligt paa et andet Middel. Det var, da han sad med dem til Bords, tog Brødet, velsignede og brød det og gav dem, at deres Øjne bleve aabnede, og de kendte ham. Og er ikke netop den hellige Nadver givet os, for at vi derved skulle voxe frem til større Klarhed og Kraft.

Visselig bringer Herren os ogsaa Lys og Kraft ved Ordet, og visselig kan han Staa levende for os i stille Bønnens Timer i Lønkammeret; men dog ere de stille Nadvertimer de Timer, hvori han staar for os i den største Klarhed, der hvor han selv staar og rækker os sit Legeme og Blod, der er givet og udgydt for vore Synder, men nu rækkes os som Føde for Gudslivet i os. Ja, der - ved Nadverbordet - komme vi ham dog allernærmest, der kunne vi dog tydeligst skue hans Frelserkærlighed og Frelserherlighed. Derfor siger jeg: Herren give Eder Naade til bedre at benytte den hellige Nadver. Jeg mener, at de Troende her benytte det Maaltid altfor lidt, atvi altfor sjældent gaa til Herrens Bord; men for alting, naar vi gaa til det, da lad det være paa den rette Maade, da lad det være som de, der ret ville nøde Jesus til at blive hos os, som de, der ere opfyldte af den hellige Iver for at smage den søde Forening med ham, som de, der inderlig begære at kende ham nøjere, at vi dog maa voxe til Mands Modenhed, til Christi Fyldes voxne Alder.

Der er endnu et Middel til at vinde frem til større Klarhed og Kraft, et Middel, som de to Disciple ogsaa benyttede. De vendte jo tilbage til Jerusalem og opsøgte den lille Flok af Herrens Venner, de hørte deres Vidnesbyrd om den opstandne Frelser, og de fortalte, hvad de selv havde oplevet paa Vejen og ved Nadvermaaltidet. Ja, de søgte Samfundet med de hellige Brødre og Søstre, og det er en god Anvisning for os, som vi endelig maa følge, om vi skulle voxe i Naade.
Det er farligt at gaa saa ene med sit Trosliv, saa bliver det let sygt og svagt, vi trænge til Venners Samfund, vi trænge til at støtte hinanden ved kærlig Paamindelse og kærlig Opmuntring, vi trænge til at dele vore aandelige Sorger og Glæder, meddele hinanden vore Erfaringer og Oplevelser og saaledes styrke hverandre. Læg Mærke til, hvad Brorson synger:

Naar Verden og Satan vil bruge sin Magt,
Saa Staa vi forenede alle paa Vagt,
Vor Fader han hører de samlede Sukke,
Mod enige Hjerter tør Satan ej pukke,
Hvo vilde forenede Aander udslukke?

Her fremhæves jo ret Samfundslivets Betydning. Den enkelte kan let blive overvunden af Satan, men de enige Hjerter, de forenede Aander kunne modstaa hans snedige Anløb. Derfor, mine Venner, slutter Eder nærmere sammen og nøder Jesus til at blive hos Eder. O, hvor det skulde glæde mig at spørge den gode Nyhed herfra, først at Kredsen af de Troende udvidede sig, og dernæst, at de forstod at holde bedre sammen og finde større Glæde i Samfundslivet. Men, Venner, glem ikke mig og mine, som nu flytte langt bort fra Eder, men bevar os i kærlig Erindring og omfat os med Eders Bønner. Gud ske Lov! de Helliges Samfund strækker sig ud over den hele Jord, ja, vi ved det: Herrens Venner ingensinde mødes skal for sidste Gang.

Saa vil jeg sige Eder Farvel fra dette Sted og bringe Eder en hjertelig Tak for den Kærlighed, I have vist mig og mine. Min Hustru og jeg have levet lykkelige Aar iblandt Eder, og der er vist os stor Kærlighed; vi tage et Minde om megen Lykke og Glæde med herfra, og vi haabe ogsaa at faa Lov til at leve i et kærligt Minde hos mange af Eder, og at Eders Bøn med Lykke og Velsignelse maa følge os. Min Hustru, som desværre endnu er noget skrøbelig, har bedet mig om at bringe Eder sin Hilsen og Tak, ja, vi sige begge Eder alle saa inderlig Tak for al udvist Kærlighed, ogsaa for de sidste kærlige Gaver, en Del af Eder har skænket os. Men mit Slutningsord til Eder skal dog være dette: Forsøm ikke den Bøn: Bliv hos os, Mester!

Saa vil han blive hos Eder alle Dage, som han har lovet, ogsaa naar det er mod Aften og Dagen helder, den sidste Livets Dag, og saa vil han føre os hjem til sig, hvor vi skulle blive hos ham evindelig. Ja, kære Herre Jesus, lær Du nu selv os alle ved Helligaanden ret at bede: bliv hos os! at vi saa kunne faa Lov at bo hos Dig i Din Herlighed.

Amen!
_________________________________________________________


Pastor Olivarius døde ved drukning i en mergelgrav i 1902 som 59-årig.

Fra foråret 1885 indtil 1894 hed præsten Christen Sørensen, han antog familienavnet Gerlov i 1902.
Han var gårdmandssøn fra Sjælland, født 9. august 1852 og efter nogle år som huslærer og kapellan forskellige steder, kom han så 14. april 1885 til embedet i Linnerup-Hammer.
Hans kone var præstedatter fra Saaby på Sjælland, og hun var 12 år ældre end sin mand.


Præsteparret Sørensen.


Det siges, at han var en selvstændig og retlinet karakter, men en tidligt begyndende hjernesvækkelse havde til følge, at hans prædikener blev noget usammenhængende. Når hans hustru ville hjælpe ham lidt til rette, følte man, at det stred mod hans værdighed.
1894 flyttede præsteparret til Lolland.

Fra øen Anholt kom til midsommer 1894 den næste præst til Hjortsvang Præstegård, Johan Thorvald Petersen.



Pastor Johan Thorvald Petersen


Både han og hans hustru, Cornelia Skaarup, var født på Sjælland. På Anholt var Thorvald Petersen nok både skolelærer og præst.
Han var historisk interesseret og samlede sin mors stamtavle: Familien Hartmann.



Cornelia Skaarup


Efter initiativ fra Jørgen Svenstrup - lærer ved Hjortsvang Skole fra 1885 til 1917, var præsten med til at oprette en afholdsforening i Hjortsvang, og var desuden foredragsholder ved Kirkeligt Samfunds forårsmøder. I 1907 forflyttedes pastor Petersen til Herlufmagle, hvor han ca. 5 år senere døde af en blodprop, 51 år gammel.
Hans søn, arkitekt Johannes Hartmann Petersen, gav tegningen til det nye forsamlingshus, der i 1925 byggedes i Hjortsvang.



Pastor Petersens 3 børn.


Fru pastor Petersen vedblev at have forbindelse til Linnerup Sogn og både hun og børnene kom flere gange gennem årene på besøg hos venner fra dengang deres hjem var her i Hjortsvang Præstegård.

Den næste præst var Hans Janus Kring, der kom hertil i efteråret 1907. Han blev den sidste præst som boede i Hjortsvang Præstegård, og den sidste Linnerup­Hammer præst, for fire år senere kom om-annekteringen.



Agnete og Hans Janus Kring.


Allerede i 1907 var der tale om, at der skulle foretages en om-annektering blandt de fire sogne: Aale, Tørring, Linnerup og Hammer.
Det er netop på denne tid aktuelt, at præsten Thorvald Petersen i Linnerup-Hammer pastorat står for at blive forflyttet til Herlufmagle.

Endnu før dette blev der i 1904 nedsat et Kirkeligt Udvalg (det kan læses i Linnerup Menighedsråds protokol) bestående af tre mænd fra omegnen, der skulle tage sig af spørgsmålene omkring enten:

A: en tiltrængt istandsættelse af Hjortsvang Præstegård
B) eventuelt salg af præstegårdens jord og udbygninger med påfølgende opførelse af en ny præstebolig til beregnet pris 12.000 Kr., eller ikke bevaring af det bestående.

Menighedsrådene i Linnerup-Hammer var meget enige om at bevare det bestående. Men Tørring, som i mange år havde været anneks til Aale og nu var på vej til at blive en hurtigt voksende stationsby, ønskede at få bygget en præstebolig i Tørring og at Hammer blev anneks dertil.

Det satte Linnerup Sogns beboere sig bestemt imod. I Hjortsvang, hvor præstegården især trængte til nyt tag, var der efter en indsamling foretaget blandt beboerne i Linnerup Sogn sidst på sommeren 1907, indkommet et beløb på i alt 2.000 Kr., som skulle bruges til denne renovering, på betingelse af at Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet i København ville opgive om-annekteringen for stedse.
Menighedsrådene henvendte sig til ministeriet, til hvem Jørgen Svenstrup havde skrevet langt brev, som afsendtes dertil den 4. april 1907.
Dette brev er afskrevet i menighedsrådsprotokollen.

Citat derfra:

"Linnerup-Hammer Menighedsraad nedlægger paa det bestemteste Protest mod en saadan Deling, men andrager om at de bestaaende Forhold, som har Aarhundreder s Hævd, maa bevares".

Underskrevet af samtlige pastoratets bosiddende medlemmer, undtagen seks.

Flere henvendelser - også personlige - blev prøvet. En deputation på tre mand, bestående af Jørgen Svenstrup og to mænd fra Hammer Menighedsråd, rejste til ministeriet i København og fik foretræde hos Kultusministeren. Men intet hjalp, man måtte til sidst bide i det sure æble og acceptere kendsgerningerne: Fra 4. december 1911 at regne, hører Hammer menighed til Tørrings nyoprettede pastorat og Linnerup bliver anneks til Aale.

I efteråret 1907 havde man netop fået denne nye præst til Linnerup-Hammer Sogne.

Hans Janus Kring, om hvem Jørgen Svenstrup vidste, at han, som Svenstrup selv, var meget optaget af Grundtvigs tanker og Højskolesagen.
Efter en henvendelse til valgmenighedspræsten Morten Larsen havde Svenstrup fået anvisning på den unge pastor Kring, der da var kapellan ved Københavns Valgmenighed og medlem af bestyrelsen for Københavns Højskoleforening.

Svenstrup henvendte sig skriftligt til Kring, som efter et besøg midt på sommeren i Hjortsvang Skole og præstegård, efter kort betænkningstid, søgte det ledige embede. Dette på trods af at han nu kendte til det slet vedligeholdte tag på præstegården og den planlagte om-annektering af embedet.

Et flertal i menighedsrådene indstillede Kring som nr. l, og midt i oktober 1907 kom han med sin hustru Agnete og to små sønner til Hjortsvang Præstegård.
Han blev den første grundtvigsk prægede præst i Linnerup-Hammer Sogne.

Agnete Helene Kring var født 31. marts 1875 i Haderslev.
De to blev gift mens han i 1900-årenes begyndelse var lærer ved Hellerup Latin- og Realskole.
Hans Janus Kring stammede fra slægten Kring i Andkjær, født 5. marts 1875, som ældste barn i en stor søskendeflok.
Hans far var lærer på Jordrup Skole ved Kolding og også kirkesanger. Hans Janus Kring valgte selv at gå i Kolding Latinskole, tog studentereksamen 1895, studerede teologi i København, ordineredes 1904 som præsteviet medhjælper ved Københavns Valgmenighed.

I Hjortsvang tog han straks fat på at oprette en ungdomsforening, der om vinteren afholdt møder i skolen hver anden uge, hvor pastor Kring holdt foredrag, og Svenstrup læste højt for de unge.
I sognet havde Svenstrup flere år før startet en såkaldt lokallæseforening, hvorfra de anskaffede bøger gik på omgang mellem interesserede læsere. Nu blev der købt et bogskab og flere bøger, det blev det første lille bibliotek her i sognet.
Svenstrup påtog sig arbejdet som bibliotekar og Kring fik både kommunen og brugsforeningen til at yde bidrag, også til indkøb af gode børnebøger.

Agnete og Hans Janus Kring var præstepar her i årene 1907 - 21.

Som præst blev Kring meget afholdt rundt om i hjemmene og i kirken. Da omlægningen af pastoratet fandt sted i 1911, flyttede han ind i Aale Præstegård og fik sit tidligere hovedsogn som anneks.
Også i Aale Sogn blev Kring værdsat af befolkningen, og hans tid i de to sogne varede til 1921.
Det sidste års tid havde pastor Kring en kapellan, Knud Kr. Knudsen. Grunden dertil var, at han havde påtaget sig en del arbejde med at rejse rundt i landet for Kirkeligt Samfund.


Hans Janus Kring.


Pastor Kring med familie flyttede til Møn, hvor han fik embedet som sognepræst ved Stege Kirke, men vedblev at holde forbindelse med Hjortsvang og Aale.

Efter nogle få år begyndte en snigende sygdom og pastor Kring døde 10. september 1926, som kun 51-årig. Mens han var syg, havde han sagt til sin hustru Agnete Kring, at han ønskede at blive begravet derovre på Højderyggen på Linnerup Kirkegård.
Det blev han og her står stadig en stor mindesten på hans grav lidt syd for kirketårnet.

Hans Janus Kring havde mange venner, og efter hans død samlede en kreds af dem og hans tidligere sognebørn forskellige udsagn til en mindebog. Deri kan ses en vistnok meget træffende karakteristik af ham, sagt af en ven fra ungdomsårene i København, Asger B. Eskesen: "Kring var ikke veltalende, det faldt ham ikke let at faa det sagt, som han ville have det sagt. Men det blev bedre med Aarene, han havde Viljen til at udrette det han fandt rigtigst".

Et par år efter mandens død blev Agnete Kring bestyrerinde på Grundtvigs Hus i København. Hun levede til 1970 og er begravet på Linnerup Kirkegård.

Den 28. april 1927 rejstes denne smukke mindesten i mørkegrå granit ved Pastor Krings gravsted



Pastor Kring´s mindesten. Til højre fru Agnete Kring´s gravsten.




Aale-Linnerup Pastorat fra 1911-2010:

Det ændrede tilhørsforhold har nok været en stor og mærkbar forandring i menighedslivet. For eksempel kom konfirmanderne her fra sognet nu til at gå til præst sammen med Aale-børnene. Og de to førhen så forskellige sognefolk skulle nu arbejde sammen i menighedsrådene. Dette må være blevet aktuelt da Kring flyttede til Stege i 1921.

I to år, fra 1921-23, var Niels Petersen, gårdmandssøn fra Vestjylland, præst ved Aale-Linnerup embedet. Han kom fra en lærerstilling på Høng Højskole og fik ved flytningen fra Aale Præstegård stillingen som valgmenighedspræst i Vallekilde.

Efter Rigmor Bank Andreasens skrevne oplysninger ser det ud til at Aale-Linnerup pastorat i 1923 opfordrede Niels Jessen Gregersen til at søge embedet, og at han uden prøveprædiken fik kaldet her.
Han var gårdmandssøn fra Spangsbjerg ved Esbjerg, født 1897. Faderen havde ønsket at sønnen skulle læse til læge, men det var teologi, der havde interessen.

Allerede som 24-årig var han færdig til at begynde her i Aale-Linnerup sin første gerning som præst. Der blev født to sønner i Aale præstegård. Den ældste, Eilif, blev øjenlæge i København og kom siden til at hjælpe en vognmand i Aale til at bevare synet.



Pastor Gregersen og frue.


N. J. Gregersen virkede ca. syv år som præst her. 1930 flyttede han til Thorstrup­Horne, hvor han var præst i 11 år. Sidst blev det til 27 år i Give.

"Kun få har efterladt sig så godt et eftermæle. Pastor Gregersen kom stilfærdigt rundt i hjemmene og var lovprist af alle - den dybe grund har det stille vand", skriver Rigmor Andreasen. Efter pastor J. Tage Hansens afsked i 1967 var Gregersen flere gange afløser i Linnerup kirke.

Den nye præst i årene 1930 - 36 blev Frederik Schrøder, søn af den kendte højskolemand fra Askov Højskole, Ludvig Schrøder (1836-1908).
Hans fulde navn var Christian Ditlev Frederik Schrøder (opkaldt efter statsministeren Reventlow, hos hvem, hans farfar havde været skovrider.



Pastor Schrøder og Frue.


Efter studentereksamen 1906 var Frederik Schrøder elev på Askov Højskole, der jo var hans barndomshjem. Senere i 1918 blev han lærer der.
Da J. Th. Arnfred trådte til som ny forstander på Askov i 1928, fik Schrøder lyst til at bruge sin teologiske uddannelse.
Frederik Schrøder søgte i 1930 præsteembedet i Aale-Linnerup, vistnok tilskyndet af den viden han havde, om sin fars nære forhold til den dengang så kendte Jens Jørgensen 1806 - 76, fra Bjerregaard i Aale.
Denne mand afholdt mange grundtvigsk prægede møder på Bjerregaard og i omegnen, hvilket bevirkede at der var en vågen og oplyst befolkning i dette sogn.
Desuden kendte han fra højskoleopholdet i 1906 en tidligere elev på Askov, gårdejer Peder Pedersen, Hjortsvang.
Schrøders ordination d. 14. september 1930 til embedet i Aale-Linnerup var nok noget usædvanlig. Den foregik, tildels efter hans eget ønske, i Askov Højskoles Valgmenighedskirke.
Menighedsrådene fra de to sogne var inviteret til Askov med efterfølgende spisning på højskolen efter præstevielsen. Ved håndspålæggelsen fik de to menighedsrådsformænd Peter Bjerre fra Aale og Peder Pedersen fra Hjortsvang samt Jørgen Boesen, Askov, førstepladsen ved højtideligheden.
Schrøders prædikener var meget prægede af Askovtiden og han brugte desuden salmerne meget i sit arbejde. Han udarbejdede en bibelhistorisk sangbog for konfirmander.
Igennem årene i Aale præstegård deltog Ingeborg Schrøder meget aktivt i arbejdet med foredragsforening og skolespørgsmål i sognene.
I et sangkor var hun en tid lederen, og var ivrig for at lære folk de nye salmemelodier. Hun henvendte sig engang til komponisten Th. Aagaard for at bede ham skrive en ny melodi til julesalmen: " Julebuddet til dem der bygge". Det gjorde han og man kan se i salmebogen at hans melodi er fra 1930.

Tiden som præst i Aale-Linnerup varede indtil 1936, hvorefter Ingeborg og Fr. Schrøder flyttede til Fjelstrup, hvor Ingeborg døde i 1942. Senere fik han embede i Holbæk, hvor han giftede sig igen med Inger Sponneck.

Da Frederik Schrøder havde virket som præst gennem 25 år arrangerede Aale og Linnerup Sogne en jubilæumsfest for ham. I tre gamle avisudklip, som findes bevaret på Hjortsvang Museum, fortælles, at han kom fra Holbæk og holdt gudstjeneste i Linnerup med efterfølgende sammenkomst i forsamlingshuset i Hjortsvang d. 13. og i Aale d. 14. september 1955.
I en artikel i det ene avisudklip, skrevet af tidligere lærerinde ved Hjortsvang Forskole, Lili Hubschmann, karakteriserer hun blandt andet Frederik Schrøder som: "En Ordets Forkynder, der sidder inde med en stor Viden, men aldrig bliver docerende og tør ... " og at han "ud fra sin personlige Livserfaring nærer det inderligste Ønske om at tjene og hjælpe sine Medmennesker."

Efter pastor Schrøder blev den nye præst Johannes Tage Hansen, som var født i Aarslev på Fyn 17.2.1907. Han var præst i Aale-Linnerup Sogne fra 1.12.1936 til 31.1.1967. Hans forældre havde et mindre landbrug. Faderen var stræbsom, men tungsindig. Moderen mere mild og med et lyst sind.



Ebba og J. Tage Hansen. Ungdomsbillede fra 1943.


Hjemmet var præget af det grundtvigske livssyn og Tage Hansen gik i Søllinge Friskole.



Ebba Land Hansen og J. Tage Hansen.


Selvom Tage Hansen som dreng af og til havde tanker om, at han engang ville være præst, var han alligevel, efter et meget værdifuldt ophold på Vesterlund Efterskole, medhjælper ved landbruget flere steder.

Som 19-årig meddelte han forældrene, at han for sine egne sparepenge havde indmeldt sig som elev på Askov Højskole 1926 - 27. En klassisk station på vejen fra plov til bog.
Her mødte han Frederik Schrøder, som jo nogle år efter, i 1930, blev præst i Aale­Linnerup. Dette bekendtskab blev en af grundene til, at det ca. 8 år efter blev netop her, Tage Hansen fik sit præsteembede.

Efter Askov tog Tage Hansen præliminæreksamen i Odense 1927, klassisk-sproglig studentereksamen i København 1928 og teologisk embedseksamen januar 1934, og samme år fik han stillingen som hjælpepræst ved Jelling-Hover Kirker.

Den 5. september 1934 blev han gift med Ebba Land. Hun var datter af førstelæreren og kirkesangeren i Lumby på Nordfyn. Hun var blandt den flok af unge, som Tage Hansen i sin tid mødte på Askov Højskole.
Hun havde været gennem et uddannelsesforløb, som skulle vise sig at være velegnet for en vordende præstekone: Først plads derhjemme og siden i køkkenet på højskolehjemmet i Silkeborg, fagskole i Odense, højskoleophold på Askov, plads i et lektorhjem i København i begyndelsen af Tage Hansens studietid, seminarist i Odense med violin- og orgelspil og et par gode år som lærerinde i Odense indtil giftermålet.

Mens Tage Hansen var præst i Hover i maj 1936, hørte han rygter om, at Frederik Schrøder tænkte på at rejse fra Aale-Linnerup præsteembede.

Han cyklede en tur over Linnerup til Aale. Ved Linnerup Kirke fik han en snak med ringer og graver Steffen Kristensens kone Kristiane, som viste ham kirken.

Den fandt han lidt mørk og trist, med Johan Th. Skovgaards store kalkmaleri af de to hjorte på triumfvæggen.

Fra Linnerup gik cykelturen ned til Aale Præstegård, hvor han traf præstens kone, fru Schrøder, der var alene hjemme netop da. Fru Schrøder viste ham rundt overalt, op i det nye kirketårn fra 1934, ned i krypten til familien Krabbe og andre seværdigheder i og omkring kirken.
Pastor Schrøder, som Tage Hansen jo kendte fra Askov Højskole, kom hjem og gav en grundig orientering om embedet og om de mange forskellige personligheder blandt befolkningen.
Også om den lille kreds af Indre Missionsfolk i Linnerup Sogn, der altid var repræsenteret med et bestyrelsesmedlem i menighedsrådet, og i 1920 havde bygget et missionshus i Hjortsvang.

Der var ellers kræfter i gang for at få den afholdte lærer Poul Pedersen i Aale Skole, der på den tid læste til teologisk eksamen, som ny præst i Aale- Linnerup.

Hans tilhængere havde arrangeret en prøveprædiken i Hjortsvang Forsamlingshus, men en modstander af sagen på en af de større gårde i Hjortsvang inviterede huset fuldt af gæster til samme aften, så var det løb kørt.
Lærer Pedersen trak sig. Embedet blev opslået ledigt. Dette fortælles af både Rigmor Andreasen og Helge Land Hansen.

Tage Hansen søgte altså det ledige embede i Aale-Linnerup og en konfirmationssøndag i Hover Kirke mødte menighedsrådenes medlemmer fra både Linnerup og Aale sogne op for at høre præsten.
Da der var mange gæster i anledning af konfirmationen og de "fremmede" var mødt op og havde taget plads i god tid, netop hvor der var reserveret plads til konfirmandfamilierne, gik det sådan, at en konfirmands familie ikke kunne finde en plads.
Så måtte pastor Hansen bede de "fremmede" om at flytte sig længere tilbage i kirken. Men ikke nok med det. Under gudstjenesten var en af salmeme: "Herren han har besøgt sit folk". Den kan synges på to forskellige melodier - det blev også forsøgt den dag. Lærer Pedersen fra Aale og Anders Sognefoged fra Hjortsvang havde en god sangstemme. Tage Hansen måtte som stedets præst gå ned til de "fremmede" og hjælpe sin menighed i sangprøven!

Senere, d. 19. okt. samme år, ved et indstillingsmøde på Aale Hjemmebageri, mindede lærer Jens Kristensen fra Hjortsvang Skole i sin tale om, at det nu var 25 år siden Aale og Linnerup menigheder efter om-annekteringen i 1911 var gået i samarbejde. Hvad Tage Hansen senere kaldte et fornuftsægteskab.

Den 1. dec. 1936 flyttede Tage Hansen og Ebba Land Hansen ind i Aale Præstegård. Her blev der efterhånden født fem børn: Kirsten, Helge, Marie, Jørgen og Erik.
I mange år, efterhånden som børnene var vokset op, fungerede Ebba Land Hansen som organist i Aale Kirke. Hun var nogle år lærervikar ved Aale Vestre Forskole, senere timelærer ved hovedskolen i Aale.

Pastor Hansen havde et stort virkefelt: Han gjorde meget for at finde gode foredragsholdere til den tids efterårsmøder, som i Aale gerne varede i tre dage og i Hjortsvang en dag i forsamlingshuset.
Under besættelsen, hvor det var småt med nyheder, man kunne stole på, gjorde pastor Hansen en del for at opspore hvad der virkelig skete her i landet - og ude omkring.

I årene efter krigen arbejdede Tage Hansen en tid for Hjemmeværnet, han virkede for danskerne i Sydslesvig og ikke mindst for den grundtvigsk prægede Porto Novo Mission i Indien.
I efteråret 1965 var Ebba og Tage Hansen med skib på en rejse til pigekostskolen i Seva Mandir på Ceylon.

Af og til havde pastor Hansen tænkt på at søge et andet sted hen som præst, måske Fyn, måske Sydslesvig. Men så, i 1967, efter godt 30 år blandt Aale-Linnerupfolk, besluttede præsteparret sig for at flytte til Hjørring.
Ved afskedsfesten for Ebba og Tage Hansen i forsamlingshuset i Aale den 5. februar 1967 blev der i de mange taler opremset en lang række af aktiviteter i og udgået fra præstegården.
En af talerne var lærer J. Hede Jørgensen, som blandt andet sagde: "Vi vil savne pastor Hansen, når vi ikke skal se ham på den daglige vandretur gennem byen. Han var altid oplagt til at deltage i sine medmenneskers glæder og sorger, og kom ofte på besøg i hjemmene, ikke mindst hvor sorgen havde ramt".

Ebba og Tage Hansen nåede at få 10 gode år som præstepar i Hjørring. Han døde i 1988 og blev begravet i Hjørring. Ebba levede til 1992.

Det sidste præstepar i 1900-årene er Bent Villy Hoflund og Karen. Han kom som nyuddannet i 1967 og i 1981 udnævntes han til provst.



Provst Bent Hoflund


Pastor Hoflund har en stor del af æren for, hvad der de senere år er gjort af forbedringer ved kirken og kirkegården - også for det papirarbejde, der var nødvendigt, da kirken i 1969 gik over til at være selvejende.
Bent Villy Hoflund, der tilbragte en del af sin barndom som provstesøn på Falster, og blev som 17-årig ansat som kontorassistent i ØK´s træafdeling. Herfra blev han udsendt til Finland og Sydafrika, inden han i 1957 fik ansættelse ved Københavns skolevæsen. Bent Villy Hoflund tog studentereksamen på kursus i København i 1960 og begyndte herefter at læse teologi. I 1967 blev han cand.theol. fra Københavns Universitet, og samme år blev han ordineret i Aarhus Domkirke for at tiltræde som sognepræst i Aale og Linnerup Sogne ved Tørring. Hoflund har undervist i religion i gymnasiet og HF ved Horsens Statsskole. Han har også været medlem af skolebestyrelsen og musikskolebestyrelsen. Bent Villy Hoflund, som siden 1981 tillige var provst over Hedensted Provsti, gik på pension i 2003 efter godt 36 års præstegerning.
Siden har han vikarieret som sognepræst i forskellige sogne i Hedensted og Vejle Provstier.

Næste præst i Aale-Linnerup Pastorat var Ebbe Elm fra 2003 til 2006.


Ebbe Elm.


Elm var en meget vellidt sognepræst i Linnerup Sogn, og er nu ansat som kirkebogsførende sognepræst ved Sønderbro Kirke i Horsens. Hans hustru er ansat som præst samme sted.

Nuværende præst er Maria Bech Tuominen. Hun er uddannet på Århus Universitet i 2006, og blev ordineret i Haderslev Domkirke af Biskop Henrik Arent 2006 kaldet til Aale-Linnerup Pastorat.

Hun bebor præstegården i Aale med sin mand Kim Tuominen, der er advokat, samt parrets 3 børn.
Da embedet i Aale-Linnerup Pastorat er nednormeret til en 50%-stilling, er Maria Bech Tuominen halvtidsansat i de 2 sogne, og varetager desuden rollen som koordinator af samarbejdet mellem skole og kirke.

Idag er aktiviteten i Linnerup Kirke beskåret væsentligt i forhold til tidligere tider, men den klassiske højmesse er nu suppleret af specialevents som f.eks. fejring af Valdemarsdag med deltagelse af Danmarksamfundet.


Sognepræst Maria Bech Tuominen i kirken Valdemarsdag (foto: VM).





 Opdateret d. 21.2.2022