Kirkegården:

Linnerup Kirke er beliggende på adressen Linnerupvej 12, Hjortsvang, 7160 Tørring. Kirken er henhørende under Hedensted Provsi, Haderslev Stift.


Luftfoto af Linnerup Kirke og Kirkegård.

Kirkegården, der hele vejen rundt er omkredset af stendiger, blev i 1909 udvidet betydeligt mod øst.



Kampestensdiget omkring Linnerup Kirkegård.


Stendigeme har afløst et kombineret hegn af dyretråd og tjørnehæk, som blev opsat i 1909, da stenene i det meget gamle stendige var ved at skride ud.
Disse gamle sten, hvoraf nogle var tilhuggede og stammede fra kirkens ombygning i 1866-70, blev dengang i 1909 hentet af bønderne og brugt rundt omkring på gårdene som trappesten eller som møddingmur.
Nu står der hele vejen rundt om kirkegården de smukke stendiger, som er opsat i 1970-erne og 1980-erne af stendigemester Svend Aage Lauridsen, Bjerre.



Kampestensdiget ved kirkegårdens nordside.


Gamle papirer fortæller, at der engang har været låger i både nord- og sydsiden af kirkegården.
De nuværende kirkegårdslåger i vest ved hovedindgangen og den mindre i sydsiden, blev i 1974 efter egen tegning lavet af smedemester Niels Jessen, Hjortsvang.



Hovedlågerne ved indgangen fra Vest.




Lågen i kirkegårdsmuren mod syd.


Han blev senere kirketjener, ringer og graver ved Linnerup Kirke fra 1981 til 2000.

Lågerne med tilhørende kampestensstolper blev doneret til kirken af Kathrine og Jens Peter Andersen fra Østergaard i Hjortsvang.

Der findes mange fine gravminder på kirkegården, herunder bl. andet fredede minder over nogle af sognets beboere.

Billedet viser gravsted med støbejernskors:
Mindet over Ane Kirstine Andersdatter, født i Lehnsgaarde 10. maj 1798, død smst. 16. febr. 1865. Minde over Jørgen Iensen, født i Hjortsvang 8. febr. 1795, død smst. 26. dec. 1872. Minde over Karl lensen, født i Lensgaarde 12. juli 1859, død smst. 30. aug. 1878. Endelig minde over Marie Jensen, født i Hjortsvang 18. sept. 1851, død 18. sept. 1888.



Støbejernskorsene på familiegravstedet til Lehnsgaard.



Gravminde over præsteparret Kabell:
Kirkegårdsmonumentet af støbejern over »Maren Kabell, født Laurberg. I 41 Aar Sognepræst Kabells trofaste Hustrue, død 1856. – Andreas Løvenhertz Kabell. I 43 Aar Sognepræst for Linnerup og Hammer Menigheder, død 1857«. Reliefindskriften er med gotiske trykbogstaver på de to sider af en opslået bog udført i støbejern.
På jorden foran ligger to ovale støbejernsrammer, 89×59 cm, helt fyldt af vedbend. Et støbejernsgitter i gotisk stil omslutter gravstedet, der er placeret nordøst for kirken.



Ægteparret Kabell´s gravsted.


Bogen er lænet op ad granitsoklen til et latinsk, glat støbejernskors, 77 cm højt. I korsets krydspunkt et relief af en sommerfugl.


Gravpladen udformet som en bog på Kabell´s gravsted.



Syd for kirken er opsat et gravmonument, der også fortjener opmærksomhed.
Sognets folk opsatte gravmonumentet i taknemmelighed over præsten Hans Janus Kring, der var præst i sognet fra 1907 til 1921.



Pastor Kring´s gravmonument.


Som repræsentant for sognets jævne beboere skal nævnes gårdejeren Markus Jensen, der blev stamfader til ejerne af næsten alle større gårde i sognet. Markus Jensen kom fra gården "Østergaard" i Hjortsvang.


Markus Jensen´s gravmonument.


På kirkegården syd for tårnet stod førhen et træ, der efter ansøgning blev indstillet til fældning. I stedet for fældning besluttede menighedsrådet at lade udføre en træskulptur på basis af det gamle træ.
Trækunstneren Niels Ejnar Petersen fra Ørting (Save Niels) blev ansat til at udføre skulpturen, der kom til at illustrere de 4 evangelister Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Matthæus: Mand, fordi Matthæusevangeliet starter med at føre Jesus' stamtavle tilbage Abraham, jødernes stamfader.

Markus: Løve, fordi Markusevangeliet begynder med et råb i ørkenen (Markusevangeliet 1,3), hvilket fører tanken hen på en løve, der brøler på stepperne.

Lukas: Okse, fordi Lukasevangeliet starter med beretningen om et offer, og oksen er det traditionelle offerdyr.

Johannes: Ørn, fordi Johannesevangeliet er det mest poetiske, bevingede og højtravende af evangelierne.



Save Niels´ skulptur af de fire evangelister på Linnerup Kirkegård.


Det er fire klassiske symboler, som faktisk stammer fra Bibelen selv.
I Johannes´ Åbenbaring 4,6-8 omtales: "Fire levende væsener fulde af øjne både for og bag. Det første levende væsen lignede en løve, det andet lignede en okse, det tredje havde et ansigt som et menneskes, og det fjerde lignede en flyvende ørn. De fire væsener havde hver seks vinger, fulde af øjne hele vejen rundt og på indersiden."

Åbenbaringen har fundet sin inspiration fra Ezekiels Bog i Det Gamle Testamente, hvor det lyder: ”De fire væseners ansigter og vinger var sådan: Deres vinger rørte hinanden, og når de gik, drejede de sig ikke, men hver af dem gik lige frem. Deres ansigt lignede et menneskeansigt, på højre side havde de alle fire et løveansigt, på venstre side havde de alle fire et okseansigt, og alle fire havde et ørneansigt. Vingerne var bredt ud opad, så de to og to rørte hinanden, og to skjulte deres kroppe.”



Johannes - Ørnen.



Opdateret d. 2.7.2021