Kirke- og Sognehistorie:
Oplysningerne om kirkens tilhørsforhold og tilstand i Middelalderen er stort set
fundet i Nationalmuseets bogserie: Danmarks Kirker, hvor også mere udførlige
oplysninger findes, samt fra Linnerup Kirkes gamle protokoller.
Linnerup Kirke 2020.
Kirken, der siges at være fra 1200-årene, hedder Linnerup Kirke, men ligger på
Hjortsvang Mark.
Kort 1:10.000. Målt af Andreas Haar 1790.
Læg mærke til de 2 Vroldgaarde i cirklen.
Nabosognet Hammer, med den lige så gamle kirke, der er uden tårn, har fra kort tid efter Reformationen i 1536 og indtil 1911 været anneks til Linnerup, men det ser ud til, at der i den katolske tid og i årene lige efter Reformationen var en fælles præst for både Linnerup, Hammer, Aale og Tørring, nemlig præsten Peter Hansen i Aale.
Annexkirken indtil 1911 Hammer Kirke.
Fra 1553 til 1911 har Linnerup og Hammer Sogne egen præst.
Før Reformationen i 1536 stod mange af landets kirker under de adelige stormænd, klostre eller bisper.
Man mener at Linnerup Kirke i den sene middelalder blev beskyttet af Aarhus-bispen.
Efter Reformationen overgik kirkerne til kronen, dvs. til kongen, hvilket mange steder medførte, at kirkernes økonomi blev ringere og dermed præsternes løn dårligere.
Indtil Kong Christian VI i 1743 solgte Linnerup Kirke til ejeren af Hammergaard, Jørgen Bredal, stod kirken under tilsyn af Silkeborg Slot.
Jørgen Bredal ejede på den tid også Nr. Snede Kirke. Hans far, Holger Bredal, var præst i Klovborg 1681-1722.
Indtil 1770 var kirken i Jørgen Bredals eje, men gik da ved en auktion over til Chr. Poulsen, ejeren af Lønsgaarde / Lehnsgaard.
Chr. Poulsen solgte to år efter kirken til Holger Sehested, som ejede Bjerregaard i Aale.
Hans ejerskab ophørte efter udstykningen i 1791, hvorefter kirken gik over i Linnerup gårdmænds besiddelse
.
Hjortsvangerne ville i begyndelsen ikke med til handelen, men nogle år senere kom de alligevel med og fik part i kirken.
Et stykke kirkejord på 7 tdr. land, fra gammel tid kaldet Havrkrog, beliggende ved Skovgård i Linnerup, kom ved den handel til at tilhøre nogle Linnerup-gårdmænd.
Efter provst Bülows restaurering og ombygning i årene 1860 - 63 blev præstegården en ret anselig gård, stuehuset var noget større end det, der nu står i dag.
I udbygningeme var der plads til bolig for en bestyrer eller forpagter, da det nok ikke var almindeligt at præsten - især i nyere tid - selv drev landbruget.
Ved om-annekteringen i 1911 blev pastoratssamarbejdet mellem Hammer og Linnerup Sogne brudt, idet Tørring, på grund af en voldsom vækst i indbyggertal, ville have deres egen præst og præstebolig.
Hammer blev da annexsogn til Tørring, og Linnerup blev, på trods af voldsomme protester fra sognebørnene, annexsogn til Aale.
Da præstefamilierne herefter bosatte sig i Aale Præstegård overflødiggjordes præstegården i Hjortsvang, der herefter afhændedes. Køber var Mads Pedersen (se Borgergade 63 i ejendomsbeskrivelsen fra Hjortsvang By).
Der var meget jord til præstegården dengang, men ved salget deltes den tilhørende jord i to gårde. Den nye gård blev bygget syd for kirken i 1913.
I gammel tid gik der en vej lige mod nord fra præstegården op til kirken, det var også Hjortsvang-folkenes kirkevej.
Sådan var det i mange år. Helt frem til 1940-erne kunne det ses i marken hvor stien, som havde afløst den tosporede vej, engang havde gået. Men for en hel del år siden
anlagdes den nye Linnerupvej, som udgik fra den tidligere Linnerup Sogns Brugsforening og fortsatte op forbi den forhenværende skoles legeplads (nu Skolehaven nr. 1-9), og videre forbi Linnerupvej 6 op til kirken.
Præstevejen fra Hjortsvang til Hammer førte forbi gravhøjene Firhøje, over sogneskellet, som kaldes Bjerreved og tværs over Vejle-Viborgvejen til Hammer Kirke.
Indtil året 1836 havde Hjortsvang og Hammer fælles degn. Han boede i Hjortsvang Skole og fulgte med præsten til gudstjenesterne i Hammer.
Linnerup Kirke var stadig i privateje efter 1911, og kirkeejerne, dvs. dem, der ejede fast ejendom, skulle betale alle udgifter ved kirken og kirkegården.
Beløbet blev regnet ud efter, hvor megen fast ejendom man havde.
Tallene her er fra 1917:
Den største gård: 26 kr. 39 øre
De mindre gårde: 10 kr. 16 øre
Mindre ejendomme: 4 kr. 10 øre
Små ejendomme: 1 kr. 4 øre
Huse med lidt jord: fra 20 øre op til 1 kr.
Huse uden jord: fra 4 øre op til 20 øre.
En senere opgørelse fra 1933 viser en stigning til det dobbelte.
Linnerup Kirke 1948.
Fra 1. april 1969 overgik Linnerup Kirke, som den andensidste i provstiet, til at være selvejende.
Det er ifølge en indskrift på kirkeklokken sandsynligt, at kirken er indviet til Sct. Peter.
Det menes at Klokken er fra 1490 og støbt af Peter Hansen, Flensborg.
Indskriften lyder: "Denne Klokke er støbt Gud til Lov og S. Peter til Linnerup
kirke".
I året 1661 blev klokken på foranledning af præsten nedtaget af sin klokkestabel, der var så ringe, at den ikke tålte, der blev ringet med klokken.
I gamle kirkeregnskaber kan man se, at der i 1674 - 75 blev opsat "et klokkehus, bygget for sig selv af træ med tag af fjæl".
Dette nye "klokketårn", som var ca. 6 meter højt og var opstillet øst for kirken, blev i henholdsvis 1708, 1822, 1831 og 1849 repareret både på taget og på siderne.
Men i 1866 blev klokken ophængt i kirkens nu nybyggede tårn.
Om kirkens istandsættelse 1862-70 se mere under "Bygningsbeskrivelse" og under provst Bülow i "Præster gennem tiden".
Kirkens tilstedeværelse i sognet for nogle århundreder siden spillede helt sikkert en betydelig rolle for mange af de mennesker, der havde deres opvækst og voksenliv her,
for der var ikke den mængde af forskellige påvirkninger, som vi kender det i dag.
Kirken var stort set alene om at have en langt mere opdragende og oplysende magt over lokalbefolkningen for 3-400 år siden, end den har i dag. Derfor fik det
stor betydning for den enkelte beboer i sognet, hvordan præsten var i stand til at vejlede.
Helt tilbage i 1200-årene, hvor Kristendommen var ny i Danmark, fik kirkens og biskoppemes enevældige magt naturligvis en efterhånden stor og ret uforståelig
betydning for den almindelige dansker.
Den katolske messe og kordrengenes latinske sang kunne blot høres og opleves. Nogen virkelig mening og forståelse hos den almene befolkning var der ikke, for de forstod ikke ordene.
Dette problem blev der rådet bod på efter Reformationen.