Om Rasmus Andersen!

Rasmus Andersen, der var født i Torp 28/2 1824 og søn af Anders Rasmussen og hans franskfødte hustru Gabrielle, fik Gaarden her på Linnerup Østermark efter Peder Hansens enke, Else Olesdatter, der havde en datter som Rasmus skulle have tillige med gården.
Gaarden blev tilskødet Rasmus 5/12 1852 og han udstedte en aftægtskontrakt til enken, men inden brylluppet fandt sted, konstaterede han, at pigen var gravid og så langt henne, at undfangelsen måtte have fundet sted, før han lærte hende at kende, og derfor ville han ikke giftes med hende.
Gården havde han jo overtaget, og Else Olesdatter blev også som aftægtskone, til hun døde 89 år gammel den 8. december 1873. Kvinder kan jo godt være snedige i forretninger, og det har nok været Elses mening at fifle Rasmus med den uheldige datter, men den gik altså ikke, og det var måske også det bedste til begge sider. Måske er hun så blevet gift med sin forrige kæreste (jeg ved ikke noget om, hvad der blev af hende).

Rasmus giftede sig så med min mormor Gertrud Christensdatter, der sad som enke efter Jens Ibsen på en sandmarksgaard i Nørskov på Klovborg Mark.
Hun var også fra Torp, og de var derfor ikke helt fremmede for hinanden. Hun havde to børn, men det var han jo indforstået med før aftalen blev truffet, og ægteskabet blev jævnt godt. Jeg husker han græd, da hun var død. Han havde vidst et letbevægeligt sind, formodentlig en arv efter hans franske mor.

Han havde også en del faderfølelser over for de to stedbørn. Måske var forholdet bedst til min mor, han kom meget hos os. Han var en flittig kirkegænger og kom tit ind til os fra kirke. Efter hvad jeg har erfaret, stod mor og morbror Kristian ikke tilbage for andre gårdmandsbørn, og min morbror var da også på højskole. Det var der vist ikke ret mange her i sognet, der den gang kom, og da Rasmus på grund af alderdomssvaghed ikke kunde passe gården længere, ville han have, at den skulle gå i arv til en af stedbørnene.
Det blev så mig, der fik den, men han sagde, at Kristian jo egentlig var nærmest til at få den, "men jeg kan nu ikke med den Kone han har".
Det skulde jo ordnes sådan, at han og hans anden kone skulle blive boende på gården og have aftægt og pasning derfra. Dette tyder jo på en ikke ringe del af faderskabsfølelse over for stedbørnene.

Han var både dygtig og påpasselig, og han havde fået en dygtig kone i "Gjatri", som han udtalte hendes navn, så det gik økonomisk godt, og det må nok siges at være et plus i forholdet efter det gamle ordsprog: "Når krybben er tom, bides hestene". Gjertrud kom heller ikke tomhændet til gården. Han sagde, at var han ikke blevet gift med hende, kunde han ikke være blevet ved gården, der, foruden aftægten til Else Olesdatter, var behæftet med en større Gæld.

Han var en livlig og interesseret mand med en meget god forstand og ikke så lidt handelsgeni. Han har fortalt, at han en tid handlede sammen med Jens Jørgensen, Lensgaarde, der gerne hen på dagen, når de var til marked, blev fuld, og så ville han ikke handle mere. Men hans drenge, der stod og holdt ved kreaturerne måtte alligevel ikke trække hjem. Rasmus Andersen gav dem så alligevel lov til at trække hjem, da de stod og frøs. Jens Jørgensen blev jo gal, da han kom ud af teltet, hvor han havde siddet og hygget sig med "Smaa Sorte", men da Rasmus sagde, at det var ham, der havde givet dem lov, faldt han til ro igen.

En gang de havde været til marked i Kollemorten, var Jens Jørgensen blevet meget dårlig, men alligevel ville han selv være kusk, og det gik da også sådan, at vognen væltede, og J. J. kom til at ligge inde under vognkassen. Rasmus måtte jo så løfte kassen så meget, at han kunde kravle ud, men vognen, der lå med hjulene opad, skulle de jo have vendt, og det var ikke så let, for Jens Jørgensen kunne ikke bøje sig ned og få tag i hjulet uden at falde omkuld. Så fandt Rasmus på at løfte først baghjulet op, den kunne Jens Jørgensen så stå og holde, mens Rasmus løftede det forreste hjul, og på den måde fik de vognen på ret køl igen, og så måtte Rasmus køre hjem.

Jens Jørgensen og Rasmus Andersen har vel begge været i sognerådet, for de blev uenige om skatteansættelsen.
Den ene syntes jo han kom for højt op i forhold til den anden. Jens Jørgensen tilbød så at ville bytte gård med Rasmus, når han beholdt jorden ved den gamle gård, og de handlede så sådan, at alt skulle blive på gårdene. De måtte kun medtage det tøj, de gik og stod i og så kone og børn.
Rasmus mente, da han fortalte det, at han havde gjort den bedste handel, for Lensgaarde, mente han, var bedre besat både ude og inde end hans egen gård. Det blev nu ikke til noget med flytningen. Om Jens Jørgensen måtte betale for at blive fri, snakkede Rasmus ikke om.

Rasmus vilde gerne sige morsomheder. Han kom imellem ind i skolen for at tale med den gamle Knud Svenstrup (læreren), der skrev skøder og obligationer for ham. Når han kikkede derind, sagde han, før han lukkede døren i: "Æv i Klephoveder". Han brugte også at sige til drenge, som han snakkede med: "Du snakker næsten som om a Skind wa a di Rev". Hans morsomheder var ofte seksuelt betonede. En søndag de først mødte kirkegængere var gået ind i våbenhuset og snakkede, mens de ventede på præsten, sagde han: "De siger N.N.īs pige er kommet galt afsted", og fortsatte: "De Kvinder tåler heller ikke noget nu om stunder".

I den tid var det af vigtighed at få forårssæden sået i passende tid. Blev den sået for tidligt og foråret blev kold og fugtig, kvalte ukrudtet kornene, men der kunne jo også sås for sent. Rasmus sagde, han ville helst, hvis han kunde fange en skarnbasse. Sad lusene henne ved forbenene, var det for tidligt at så, og sad de ved bagbenene, var det for sent. Den passende såtid var, når de sad midtvejs. Han havde en lærebog med forskellige råd. Der stod i den: Rugen siger: "Hjælp mig forneden, foroven skal jeg nok hjælpe mig selv". Det betød jo, at rugen ikke måtte sås for dybt. Om det også var derfra, han havde det med "såtiden" ved jeg ikke, men den minder forresten meget om vor tids tipning.
Rasmus Andersens første kone døde 15. januar 1885 og 24. november samme år blev han gift med Maren Jensdatter, hvis mand Holger Christiansen var afgået ved døden den 19. juni også i 1885. Det var jo ikke nogen lang sørgetid på nogen af siderne, men de var praktiske folk. Rasmus manglede en kone i huset, og Maren kunde ikke blive siddende som enke på den tørre Sporeejendom i Aale Vestermark. Den kunne hun ikke selv passe, og den var for lille og dårlig at holde hjælp på. De havde ingen børn nogen af dem. Maren havde haft en datter, der hed Edel Margrethe. Hun var født 26. juli 1856 og døde den 10. januar 1878, godt 22 år gammel. Så de havde kun sig selv at sørge for, og det må siges, at de gjorde det meget fornuftigt, for det blev et meget godt forhold.

Rasmus døde 15. april 1899 og Maren 12. april 1913. Hun overlevede altså hendes anden mand i 14 år på nær 3 Dage.
Efter Rasmusī død fortsatte Maren med at forestå husførelsen for mig, til jeg i 1903 blev gift med Kathrine. Det var jo en fordelagtig ordning for mig. Jeg havde gratis husbestyrerinde og svarede ingen aftægt og hun passede alting ligeså samvittighedsfuldt, som da hun arbejdede for sig selv. Jeg tror også, hun befandt sig godt derved, og det gjorde jeg også, for hun var en rar gammel kone med et udpræget tjenersind. Det blev jo en stor forandring for hende, da Kathrine kom og overtog husførelsen, som hun vist aldrig kom over. Hun flyttede så ned til Johan Madsen, hvis afdøde kone var Marens søsterdatter. Det var jo ligesom lidt mere hendes egen Familie, men det gik heller ikke godt for hende der.
Hun talte med mig om at flytte tilbage igen, og jeg har senere haft lidt samvittighed af, at jeg ikke lod hende prøve, for hun havde fortjent den største hensynsfuldhed af mig, men jeg forstod jo, at det var savnet af hendes livsgerning, hun ikke kunde overvinde.

Senere Tilføjelser:

Jeg har lige læst, at ordføreren ved Præsternes Ægteskabsskole gav følgende råd til manden: "Du skal kysse din kone tit" og følgende råd til kvinden: "Du skal fodre ham uhyre godt". Meningen dermed må vel være, at manden ved at kysse tit giver konen forståelse af hendes betydning og uundværlighed for ham, og for at hans forelskelse i hende ikke er i aftagende. At "fodre manden godt" betyder vel, at hun gør sig ulejlighed med at gøre det så godt for manden, som hun formår.
Hvordan Marens og Rasmusīs første tid formede sig, ved jeg ikke ret meget om, men formoder dog, at kysseriet ikke blev forsømt, for i de sidste år Rasmus levede og på grund af svaghed mest måtte sidde i lænestolen, forsømte Maren sjældent, når hun skulle ud at kysse ham til farvel.
Og hvad fodringen angår, var den nærmest lidt overdreven, idet han ret hurtig blev ikke så lidt korpulent.

På anden måde overdrev hun også sin godhed, idet hun lagde så mange dyner på hans seng, at den blev 2 Alen højere end almindeligt og var jo så ikke så let for Rasmus at komme op i. En aften gik det også galt. Sengebåndet brast, og han faldt bagover mod en stol og brækkede flere ribben, men så blev de overflødige dyner også fjernet.
Opdateret d. 12.5.2020