Jens Johansens blog:

Lidt af hvert!

Om Kathrine.

Jeg var 29 1/2 Aar og Kathrine 9 Aar yngre da vi blev gift og jeg havde haft Gaarden i 4 1/2 Aar med Gamle Maren som Husbestyrerinde. Vor Bryllupsdag var den 6te Juni 1903, og da der kort Tid efter blev Travlhed med Lugningen af Gulerødderne, fik jeg Kathrine med til Lugningen. Gl. Maren lavede saa Maden som hun plejede.
Jeg har vel allerede da haft lidt Anlæg for det patriarkalske og det indendørs Arbejde interesserede mig naturligvis ikke saa meget som Markarbejdet og af dette var noget af det vigtigste Renholdelsen af Gulerødderne og jeg fandt det derfor i sin gode Orden at Kathrine hjalp til dermed, da hun efter mit Skøn var overflødig hjemme. Hvor mange Dage hun fandt sig i Ordningen husker jeg ikke, men en Middag gik hun hjem til hendes Mor i Stedet for at gaa med hjem til Gl. Marens Middag.

Jeg maa vel have bemærket der var noget i Vejen, for jeg husker at jeg funderede noget over, hvad der var hendes Mening, om hun blev hjemme. Hvad jeg tænkte i saafald at gøre, husker jeg ikke noget om, men hun kom da over til mig før vi igen skulde ned i Gulerødderne om Eftermiddagen, men hun lod mig dog forstaa, at det ikke var saadan hun havde tænkt sig Stillingen som Kone i Gaarden, at hun skulde gaa i Marken og en anden forestaa det huslige Arbejde, som hun mente tilkom hende. Det var den første Kontrovers mellem os, men der kom naturligvis mange efter, som var meget værre. Jeg syntes vel nok der var Rimelighed i hendes Argument og satte saa Gl. Maren ind i Stillingen og det blev derefter Kathrine der overtog Madlavningen.

Som Følge af at jeg var meget ældre end Kathrine og havde forestaaet Gaardens Drift en Del Aar før hun kom til, følte jeg mig nok som den klogeste og havde da ogsaa mere Erfaring paa mange Omraader, og dette sammen med de nævnte patriarkalske Anlæg bevirkede maaske en Del Mindreværdsfølelse for Kathrine og jeg tror nok det var dette, i Forbindelse med at hun havde ikke saa lidt Temparement, der var Skyld i de mange Uoverensstemmelser der i ikke saa faa Aar med Mellemrum skæmmede vore derimellem gode Forhold.
Forholdet var vist saadan, at hun ikke foretog sig noget af Betydning uden først at tale med mig derom og fik min Billigelse. Og da Pengene sjældent var rigelige og jeg ikke interesserede mig synderlig for Finhed i Huset, var jeg vel nok lidt træg at arbejde med.

Hun lod mig vide flere gange, at jeg lavede det bedre for Svinene end for Folkene i Stuehuset og imellem lod hun mig ogsaa vide, at jeg aldrig kørte for hende til Tørring. Naar jeg kørte der ned for hende var det altid tillige med Grise. Det var der vist noget om, for jeg havde vist Anlæg for at vilde forene det Nyttige med det Fornøjelige hvor det lod sig gøre. I Almindelighed tog hun det nu med Humør, men en Gang imellem følte hun sig saa forurettet at Galheden løb af med hende og det behøvede kun at være Smaatterier der var Anledningen.

Jeg husker en Dag vi skulde have Kartoffelgrød til Middag, at jeg vilde have hende til at lave Pandesovs at hælde i et stort Hul midt i Kartoffelmosen, som den Gang serveredes i et stort Fad vi alle langede til og saa dyppede vi i Sovsen. Saadan fortalte jeg min Moder serverede, men Kathrine var vant til hjemme hos hendes Mor at faa Smør at dyppe i.
Det blev hun ikke saa lidt fornærmet over men lavede dog Pandesovsen til mig og Karlene, men til hende selv og hendes Søster, som var Pige hos hende, brugte hun Smør som hun var vant til. Forresten gik hun senere over til selv at spise af Pandesovsen og da det ikke var forbundet med stor Ulejlighed med Smørret, maa det vel have været fordi hun ogsaa fandt mest Behag i Pandesovsen.

Jeg tror iøvrigt hun var godt nok tilfreds med mig som Mand, men det ligger nu til hendes Familie, at hvor de møder Overlegenhed, skal de have dem skaaret ned, forresten er det maaske en dansk Egenskab. Jeg husker fra Skoletiden, at da gamle Knud Svenstrup i Danmarkshistorien fortalte om Griffenfeldt, at han sagde, at Danskerne havde det saadan, at naar der var nogen der ragede op over Almenheden eller dem selv, skulde de have dem nøflet, jeg ved ikke om det maa betragtes som Selvhævdelse eller Misundelighed, jeg tror det nærmest er lidt blandet.

Hun var forresten lige saa langt fra at være underbegavet, som jeg var det modsatte, men min større Erfaring og Viden i mange Henseender og Trang til at belære, kunde maaske nok forekomme lidt taktløs og overlegen. Jeg har det nu saadan, at naar jeg ser Folk bærer dem forkert ad, kan jeg ikke lade være at sige det til dem og fortælle hvordan jeg mente det kunde gøres bedre, jeg synes næsten man har lidt Pligt i den Retning. Men maaske ligger der ogsaa lidt Overlegenhedsfølelse og Selvhævdelse bagved.

Min Søster Birgitte har maaske ogsaa lidt af den samme Lyst til at belære, hun var jo ogsaa en Del ældre end Kathrine og havde naturligvis mere Indsigt og Erfaring og hun har vel ikke kunnet lade være at delagtiggøre hendes unge Svigerinde i denne hendes bedre Viden i forskellige Forhold.

Birgitte vilde helst at hendes Hus og Have og hvad hun havde med at gøre, skulde være Mønsterværdig, helst ligge i Toppen og saadan vilde hun ogsaa helst det skulde være hos hendes Broder, deri ligner hun sin Moder, der ogsaa havde stor Omsorg for hendes eneste Broder, men maaske havde Mor Evne til at udføre den omsorgsfulde Behjælpelighed med finere Takt, ialtfald over for Kathrine var hun mere heldig, der blev Forholdet ualmindelig godt. Jeg tror egentlig ogsaa Kathrine holdt af Birgitte og anerkendte naturligvis ogsaa hendes Dygtighed, men hun kunde ikke lade være at kritisere over hende til mig saa tit hun kunde finde en Grund, som naturligvis i de fleste Tilfælde kun var indbildt.

Jeg husker hun var ikke saa lidt opbragt over, at da vi ved Poul Markussens Begravelse spiste henne i Laden, hvor der var lidt køligt, havde hun taget en rød strikket Klæde over Skuldrene for ikke at risikere en Forkølelse. Hun fortalte mig, at Birgitte da sad og saa paa hende, og Kathrine mente med Forargelse eller Misbilligelse af hendes Paaklædning. Hun tog den saa af uden Hensyn til Risikoen, for at Svigerinden ikke skulde skamme sig paa Familiens Vegne. Birgittes Tanker har sikkert været helt andre "at det dog var kedeligt at hun var saa svagelig, at det var nødvendigt med saa stor Forsigtighed". Grunden til at Kathrine drog den fejlagtige Slutning var maaske den at hun selv havde en Følelse af, at den røde (dog mørkerøde) Klæde ikke passede saa godt til Lejligheden. Hun har vel ikke haft en saa selvstændig Tænkemaade som Degnen, der af Præsten fik Bebrejdelse for at møde til Begravelse i rød Vest. Han sagde: "Det gør ikke noget at Vesten er rød naar blot Hjertet er sort".

Kathrines Kritik af Svigerinden kunde naturligvis ofte være rammende nok, for lidt Storhed kunde man vist ikke frakende hende i hendes Velmagtsdage. Men naar Kritikken efter min Formening var ubegrundet, sagde jeg det naturligvis og det kunde hun ikke saa godt lide, ialtfald lod hun sig ikke overbevise eller ialtfald lod hun sig ikke forstaa dermed. Jeg tror forresten ogsaa hun gjorde det undertiden fordi hun vilde drille mig dermed og komme over mig, og saa tror jeg ogsaa hun tillod sig det, fordi hun vidste at Forholdet mellem os var saadan at det kunde taale det.

Som nævnt havde Kathrine ikke saa lidt Temperament og hun kunde let blive rigtig edderspændt og hun vilde saa ikke snakke med mig og knap svare mig, naar det ikke var helt nødvendigt og prøvede med en god Villie at lave det saa ubehageligt for mig, som hun kunde finde paa og jeg gav hende vist ikke stort efter; jeg var dengang god til at gøre Nar og det kunde vist være bidende nok, for Galheden løber sjældent af med mig saadan at jeg taber Besindigheden.
Saadanne Episoder tænker jeg kan forekomme i de fleste Ægteskaber og jeg tror næsten jeg har læst en Gang, at det næsten var et Gode, idet Forsoningerne er saa meget vidunderlige. Egentlig tror jeg ikke Kathrine tillagde saadanne Episoder saa stor Betydning, for hun vidste hun kunde faa det gjort godt igen naar hun vilde. Hun kendte jo Mads Hansens: "Du er mægtig Du Kvinde i Nord. Du kan fængsle vort Sind Du kan trylle os blot med et Ord, med et eneste Blik". Naar hun lod det trække ud undertiden i Ugevis, var det vist med en Slags Stivsindethed eller for Prestigen.

Jeg var egentlig ikke saa glad ved det og sommetider prøvede jeg ogsaa at tale alvorlig med hende derom naar vi var kommen i Seng og jeg kunde saa vist imellem holde en længere Prædiken for hende; hun modsagde mig ikke, saa jeg havde Ordet hele Tiden, men lagde sig rolig til at sove. Jeg blev vist nok lidt paf den første Gang jeg opdagede, at jeg havde haft en sovende Kone som Tilhører og senere lærte jeg det var nødvendigt at fatte mig i Korthed, hvis jeg vilde være vis paa at hun hørte efter.

Hvor mange Aar vi havde saadanne Episoder husker jeg ikke, men derimod at de helt faldt væk, da Kathrine kom til at lide af en Astmalignende Sygdom og nar hun blev hidsig havde hun vanskelig ved at faa Vejret, hun sagde saa hun vilde prøve paa at lade være at blive gal og det lykkedes ogsaa saadan at de urolige Perioder helt faldt væk, men i Stedet for at indhente min Billigelse naar hun vilde have noget lavet i Hus eller Have og blive gal, naar jeg ikke vilde som hun, sendte hun uden at raadføre sig med mig Bud efter Gartneren eller Haandværkeren og det gik meget bedre, maaske ogsaa fordi vor Økonomi var bleven saadan, at den godt kunde taale lidt ekstra Udtræk. Kathrine havde jo mange Sygelejer og jeg tror nok jeg var god til at passe hende. Naar hun blev forkølet havde hun gerne et slemt Astmaanfald og derefter fulgte i Reglen en Bronkitis eller Lungebetændelse, der tog lang Tid for hende at komme over og i mange Aar blev hun efter en saadan Sygdom først helt eller nogenlunde rask, naar hun havde været paa Kuranstalt i Silkeborg.

Disse Kurophold strakte sig i Reglen over 5-6 Uger og var jo næsten som en genoplevelse af Forlovelsestiden, jeg besøgte hende i Reglen da hver Søndag og naar hun saa kom hjem, var det næsten som en Oplevelse af Hvedebrødsdagene igen og paa den Maade blev vi ved at være som nygifte saa længe hun levede.

Kathrines udprægede Kvindelighed og Temperament samt de mange Sygelejer og Kurophold bevirkede jo at vort Samliv blev rig paa Variationer og vidunderlige Op-levelser, som det naturligvis var for mig naar jeg fik hende op efter de ofte kritiske Sygehistorier eller hjem fra Kuranstalten og det var nok derfor Aarene ikke syntes at spores i vort Forhold. Og større Lykke kan vist ikke gives i et Ægteskab, hun vidste ogsaa godt hvad hun betød for mig og sagde en Gang, at jeg nok skulde komme til at mangle hende, naar hun var død. Hun sagde ogsaa en Gang, at jeg giftede mig nok igen: "Du gifter dig nok med Kristine" fastsatte hun en Gang, men hvad hun syntes sagde hun ikke noget om. Jeg tror nærmest hun havde saa meget Menneskekundskab at hun forstod, at en Eneboertilværelse var ingen god Stilling og selv om Tanken ikke tiltalte hende, vilde hun ikke sige det og derved forringe min Fremtid.

Det syntes egentlig heller ikke at forurolig hende at imødese at Døden vilde komme til hende først og vel snarest inden længe, men den kom dog før hverken hun eller vi andre kunde ane.

Det var en Søndag Eftermiddag, hun var i god Bedring efter en haard Bronkitis eller Lungebetændelse, jeg sad inde og snakkede med hende. Hun sagde: "Nu skal jeg saa til at gaa og passe paa igen". Hun mente vist, at nu var hun nok over det for denne Gang, men rigtig Menneske var hun alligevel ikke, ret meget kunde hun ikke udrette og saa skulde hun jo ogsaa være forsigtig og gaa og passe paa for at udskyde den næste Sygdom længst muligt. Og bag ved hendes Udtalelse laa vist, at hun ikke vidste om der var saa meget ved, at hun var kommen over det ogsaa denne Gang.

Da jeg gik fra hende faldt hun i Søvn og det var da mens hun sov at Hjertelammelsen indtraf og jeg tror ikke hun vaagnede til Bevidsthed før Døden indtraadte.

Jeg har siden tit tænkt paa at det var mærkeligt, at jeg mere tænkte paa at være glad ved at Døden kom til hende paa den Maade, for hende ubemærket, end paa hvad jeg havde mistet og jeg tror nærmest det er det samme endnu, naar mine Tanker imellem dvæler ved Erindringen derom. Men maaske er det ikke saa mærkelig endda, for det er jo ikke rart at se paa at en af sine Kære ligger og hiver efter Vejret i en lang Dødskamp; men maaske er det saadan i de fleste Tilfælde, at Bevidstheden er saa lammet, at den Døende ikke lider og just Dødsfrygt er vist heller ikke saa almindelig.

Kathrines Moder døde ogsaa af Hjertelammelse, men der kom det ikke uventet, hverken for hende selv eller hendes Omgivelser.
Kristen Nyborg kom over at hente Kathrine og mig derover vistnok noget hen paa Natten, han sagde at hun havde været død, men var vaagnet op igen og ved Bevidsthed.
Kristen sagde senere at han troede nu det var saadan, at hun skulde have Lov at tage Afsked med os.
Da vi kom derover havde hun ikke saa lidt hun skulde have ordnet, jeg kunde nu ikke høre hvad hun sagde, men Kathrine fortalte mig, at hun sagde til Thyra, der stod nærmest ved hende, bl.a.: "I skal være god ved Eders fader" og "Du skal sige til Karen, at I skal forliges". Og saa sagde hun: "Du skal sige til Jens han skal have Tak fordi han altid har været saa god ved mig og Kathrine", og derefter: "Du skal sige det nu". Hun sagde jo ikke saa lidt mere, som ikke blev refereret mig, og det hele viste, at hun var helt klar og tillige at det hun var optaget af, var at faa givet Besked paa hvad der i Øjeblikket optog hende, ligesom hun gjorde naar hun skulde forlade Huset en Tid, og faa det sagt inden Afslutningen kom, som hun vidste var nær. Det saa ikke ud til at hun tænkte paa sig selv og det der forestod hende, men kun af den Gerning hun skulde forlade.

En Gang Kathrine var meget syg (Lungebetændelse) var hun noget vilds imellem. Vi havde da en Sygeplejerske fra Uldum til at passe hende og skifte med mig til at sidde ved hende om Natten, for at passe paa at hun ikke fik Dynen af, og passe at fyre i Kakkelovnen.
For ikke at forstyrre hendes Nattesøvn og ogsaa fordi der var varmere at sidde ude i Dagligstuen, opholdt vi os der.
Sygeplejersken kunde jo høre naar hun rørte paa sig i Sengen, men det kunde jeg jo ikke; jeg borede saa et Hul i Døren jeg kunde se igennem og paa den Maade overvaage at hun laa ordentlig under Dynen. Jeg maatte jo saa hen at kigge gennem Hullet saa tit jeg fandt det nødvendigt, jeg antager ikke der var mange Minutter imellem jeg saa efter, men alligevel var Kathrine en Gang kommen ud af Sengen og stod og svajede ved Siden af Sengesiden; jeg skyndte mig naturligvis ind til hende og lagde Armen om hende lige under Skulderpartiet for at støtte hende og fattede med venstre Arm om hende længere nede, hun var jo af Sygdommen bleven tynd og let, saa jeg havde jo let ved at lægge hende ned i Sengen igen.
Hvor megen Bevidsthed hun var i Besiddelse af ved jeg ikke, men at der var noget galt ved Situationen havde hun nok Forstaaelse af, for da jeg lagde Armen om hende slappede hun helt af og lagde sig ind imod mig, saa selvfølgelig og tillidsfuld overgav hun det hele til mig. Der var forresten heller ikke andet for hende at gøre, for hun var saa afkræftet, at hun ikke selv kunde foretage sig noget.

Følelsen hos mig havde vist nogen Lighed med en Gang Ester var bleven syg oppe i Hjortsvang af en smertefuld Galdehistorie, hun sagde da til mig: "Vil du ikke godt blive her oppe og passe mig". Hun var da mit hjælpeløse Barn, der kun havde mig at stole paa. Jeg kunde da kun tænke paa at gøre det saa godt for hende, som jeg kunde, men med Kathrine var der ogsaa noget andet, en Følelse af hvor dyrebar denne hjælpeløse Kvinde var for mig og Taknemlighed for at jeg ejede hende eller rettere ....
(her er resten af siden tom)

April eller Maj 1944 blev Sædet og den Del af Laarene, der hviler paa Stolen jeg sad paa, øm og træt. Jeg rejste saa til Uldum og talte med Dr. Bekker om det, han mente det var noget Muskelreumatisme. Jeg havde flere Gange haft Gigt i en Skulder, et Albueled og i begge Knæene, dog kun i �n ad Gangen og det havde altsammen for-taget sig af sig selv efter en 4-5 Maaneders Forløb. Jeg spurgte om han ikke ogsaa kunde tænke sig at dette Tilfælde vilde fortage sig paa samme Maade, og vi blev saa enige om at se Tiden an dermed.

Det varede imidlertid ikke ret længe før jeg ogsaa fik ondt i en Skulder og snart efter i dem begge. Dr. Bekker raadede mig saa til at rejse til Horsens tre Gange om Ugen og faa Lyskasse og Massage. Denne Behandling fortsatte jeg med til i September og Gigten havde da bredt sig til Nakke og Lænd og Mavemusklerne. Dr. Bekker mente saa at det ikke var Gigt, men Betændelse i Nerverne over hele Kroppen foraarsaget af Mangel paa B-Vitaminer. Jeg fik saa 16 Indsprøjtninger med B-Vitaminer før jeg lod mig indlægge paa Brædstrup Sygehus først i December. Grunden til at jeg lod mig indlægge var egentlig, at jeg havde faaet en Tand trukket ud hos Julius Rasmussen, Horsens, og nogle Dage efter fik jeg ondt i Kæben, hvor Tanden var trukken ud. Jeg tænkte saa der var gaaet Betændelse i Kæben fordi jeg Dagen efter Tandudtrækningen havde været ude i meget koldt Regnvejr og talte med Tandlægen derom. Han sagde at det ikke saa ud til at være noget i Vejen med Kæben.
Smerterne bredte sig imidlertid op til samme Side af Hovedet, og jeg fik da lidt Feber, omkring 38 om Aftenen, og jeg kom til at svede om Natten, saadan at naar jeg vaagnede midt paa Natten var Uldtrøje og Skjorte gennemblødte og jeg maatte saa skifte det med noget tørt. Det var jo lidt koldt, da vi ikke havde Varme i Sovekammeret og vi var sidst i November. Saa indtraf det at jeg 4 Dage i Træk, naar jeg var paa WC. og stod og ordnede Tøjet, helt mistede Synet paa det ene Øje i nogle Minutter. Jeg havde Lampen tændt og det kom saadan, at Lyset begyndte at flimre for Øjet og i Løbet af ca. 2 Minut var der kulsort Mørke for det ene Øje. Blindheden holdt sig kun ca. 2 Minut og jeg begyndte saa at kunde skimte lidt igen. Det hele varede vel et Par Minutter, hvorefter jeg saa normalt med Øjet. Der gik saa nogle Dage hvor det ikke gentog sig, men saa kom det en Dag jeg stod og smurte en Vaskemaskine. Jeg tænkte saa, at det mulig var Nervebetændelsen der havde bredt sig til Synsnerverne og det blev jeg naturligvis lidt betænkelig ved.

Overlæge Olesen, som jeg fortalte hvad Dr. Bekker mente, han spurgte om jeg ikke havde faaet almindelig Kost. Jeg sagde "Jo, men det er jo ikke alle Naturer der udnytter Kosten lige godt. Man kan jo godt have en stivsyg Gris i en sund Flok". Samtidig med Feberen tabte jeg Appetitten og jeg tabte derfor ca. 15 Kg. i Vægten i Løbet af et Par Maaneder. Overlægen lod mig jo saa undersøge paa alle Maader for at finde Grunden til Feberen, men de fandt ikke noget og da de heller ikke kunde faa mig til at trives efter at jeg var bleven feberfri, sendte de mig til Horsens, hvor alle Undersøgelser blev gentaget med samme Resultat. Reservelægen i Brædstrup sagde, da han tog Afsked med mig, at nu vilde han haabe de i Horsens kunde finde ud af noget mere end de havde kundet i Brædstrup, hvad altsaa ikke blev Tilfældet.

Den fungerende Overlæge i Horsens sagde, da jeg skulde hjem, at jeg fejlede ingen Ting andet end Gigten, som jeg stadig havde over hele Kroppen, og den vilde jeg beholde til jeg blev 90. Iøvrigt mente han jeg kunde glæde mig ved mit gode Helbred og Appetitten mente han nok kom, naar jeg kom hjem og fik noget Kalvesteg.

Da jeg kom hjem i April 1945 søgte jeg om at komme paa Kuranstalten ved Hald, og hvor jeg kom i September. I Ventetiden bedredes Gigten og Appetitten blev normal og Kræfterne blev det ogsaa bedre med. Paa Hald fortsattes Bedringen paa alle Omraader og i Løbet af Vinteren fortsatte Fremgangen, saa jeg først paa Sommeren 1946 var omtrent helt gigtfri. Jeg havde undertiden lidt ondt i Hælene, men det er ogsaa forsvundet nu.

Anlægget for den Nattesved jeg var plaget af de første 1 2 Maaned paa Brædstrup og nu siden jeg kom hjem fra Vejle Sygehus, er nok en Arv efter min Moder, der ogsaa ofte svedte om Natten, saa hun var helt vaad om Morgenen og maatte have tørt Tøj paa. Og Eksemen er ogsaa nok noget jeg har efter hende. Det var hun ogsaa meget plaget af. Nu jeg efter at have faaet de B-Vitaminkure er helt bleven fri for Eksemen, har jeg tænkt, om det ikke er Mangelen paa Evnen til Selvproduktionen af B-Vitaminer, der er nedarvet.

Jeg har aldrig været alvorlig syg siden jeg i 12 Aars Alderen havde Tyfus eller Gastrisk Feber, men jeg var efter mit 30te Aar slem til at blive forkølet, somme Tider mente jeg det var Influenza og for det meste tror jeg nok jeg svedte om Natten indtil Temperaturen gik ned til 36,5 om Morgenen og en Streg under 37 om Aftenen. Men saadanne lette Feberanfald har jeg haft en Del af uden at være forkølet, men ikke de sidste 15-20 Aar og jeg har et Par Gange henvendt mig til Lægen for at faa at vide, hvad der var Grunden, men de fandt ingen.

Iagttagelser paa Kuranstalten.

Jeg har for nogle Aar siden læst et Par Bøger af en russisk Forfatter Maksim Gorki. Han skildrer der meget interessant forskellige russiske Folketyper og blandt andet en Bevægelse i en Kreds af Overklassemennesker for at forbedre Forholdene for Arbejderklassen og han lader en Arbejder sige: "Der er ikke saa meget jeg trænger til, blot en Krog jeg kan trække mig tilbage til, naar jeg er færdig med mit Arbejde. Ja, og saa et Kvindfolk, det er det, jeg trænger til. En Kvinde jeg kan kysse naar jeg vil og som er ærlig af Sjæl og tro af Legeme". Den sidst nævnte Dyd var efter hans Fortællinger ikke saa ubetinget for russiske Kvinder. Naar dertil føjes: "En Kvinde der er en god solidarisk Kammerat at tale med om de forskellige Problemer, der efterhaanden mel-der sig", er Stillingen nok den samme for normale Mænd i Almindelighed.

Kvindernes Indstilling, forestiller jeg mig, er saadan, at de netop trænger til en Mand til at kysse og beundre dem, og til at støtte dem til i Modgang og dele Glæderne med. Det er nu vist saadan, at Kønnene har en vis Tiltrækning for hinanden helt uafhængig af de sexuelle Forhold og kan bedre overse og tilgive Fejl og Mangler hos det andet Køn, end hos deres eget, og noget lignende er vist Tilfældet i Dyreverdenen. Det er ikke altid to Hingste kan gaa i Spand sammen, hvorimod en Hingst og en Hoppe altid kan forliges. Naar nu Menneskene fra Naturens Side er indrettede saadan, at de befinder dem bedst i Omgangen og Tankeudveksling med det andet Køn, kan der vist ikke være noget forkert i at følge dette Naturinstinkt hvor Forholdene er saadanne, at det ikke virker forstyrrende paa andre Omraader.

Siden jeg er kommen uden for den egentlige Kamp for Tilværelsen eller rettere ved Opgivelsen af det, der har været min Manddomsgerning, er jeg kommen til at interessere mig mere for menneskelige Problemer og Karakterer. Paa Kuranstalten havde jeg den Hobby at staa og iagttage mine Medpatienter, naar de kom strømmende ud fra Spisestuen efter Maaltiderne, de var jo alle forskellige at se paa og jeg prøvede saa paa at gætte mig til deres Indhold.
Da jeg ikke kunde høre, havde jeg jo kun Synet til Hjælp og hvor stor Fejlmarginen blev, fik jeg jo ikke at vide, men jeg syntes alligevel det var interessant. Der var jo mange Stakler imellem. Børnelammede Børn og Unge og gigtsvage Ældre, der gik ved Krykker eller klarede sig ved at støtte sig til en af de bedre gaaende, men næsten alle saa glade og velfornøjede ud og var oplagt til en Passiar eller Flirt.

Hvor mange Mennesker bliver stuvet sammen som paa Skoler, Kaserner, Sygehuse og Kuranstalter udvikler der sig i Almindelighed et godt Kammeratskab og det manglede da heller ikke paa Hald. Paa Stuen jeg delte med 8te andre patienter var der en halvgammel Ungkarl, der havde en Hofteskade, han kunde ikke bøje saa meget sammen, at han selv kunde tage Strømpen paa ved den daarlige Side, men det var en Selvfølge, at den af Stuekammeraterne der var nærmest ved Haanden, hjalp ham den paa, og underholdende Samtaler og Spøgefuldheder paa Stuen var der aldrig Mangel paa.

Paa Grund af Tunghørigheden kunde jeg jo ikke følge Samtalerne. Men enkeltvis kunde jeg jo godt snakke med Medpatienterne og dem paa Stuen varede det da heller ikke ret længe før jeg saa nogenlunde kendte deres Ejendommeligheder.

Der var en Københavner der var Mejerist og Maskinarbejder af Profession. Han havde Børnelammelse og var sidst i Tyverne, han var en flink Fyr og god til at faa noget Sjov sat i Gang paa Stuen og uden for Stuen var han ogsaa godt lidt, især af Pigerne. Han filmede med en norsk Lidelsesfælle, det var forresten en meget dyrket Sport paa Kuren og det var vel ogsaa bedre end at gaa og tænke paa Sygdomme. Det var forresten ved Opslag forbudt Patienterne at tale sammen om deres Sygdomme, men da Flirten ikke var omtalt, gik de vel ud fra at hvad ikke var forbudt var tilladt.

Saa havde vi ogsaa paa Stuen en Bogbinder fra Nyborg, der under Krigen havde siddet i forskellige tyske Koncentrationslejre. Han var vist godt begavet, maaske dog knap saa meget Overmenneske, som han selv troede. Han havde naturligvis oplevet meget, som vi andre kun kendte af Omtale, men han var iøvrigt en flink Kammerat paa Stuen. Han havde lidt Ischias, han mente at have faaet i Tyskland og som han fik Behandling for. Det saa ud til at være en Mand sidst i 30erne og han havde et Bogbinderi i Nyborg, der for Tiden var ude af Brug, han sagde paa Grund af manglende Materiale. Han havde i Nyborg Kone og Børn og paa Hald en Dame at gaa med, som det vist hedder. De sagde det var en der var fraskilt, saa hun havde jo kun sig selv at tage Hensyn til. Manden der hed Sarenweber var af tysk Afstamning, havde dog saa meget tilovers for Konen, at han sendte sit skidne Vasketøj hjem til hende.

En Ugestid efter min Ankomst kom der en Husmand fra Brejninge ind paa Stuen. Han var nok kun godt 40 Aar, men havde helt skaldet Isse, han havde kun en Rand sorte Haar nederst paa Hovedet, der var stort med et lidt groft Mandfolkeansigt. Han var heller ingen Sinke, men var rolig og behersket af Væsen. Han maa vel have haft det de kalder Kvindetække, ialtfald havde han en særlig Geni til at omgaas Kvinder. Vor Afdelingsleder, der var mere døv end jeg, tog han en dag om Livet i harmløs Gemytlighed og spadserede med hende hen ad Gangen paa en Maade, der tilsyneladende smigrede hendes paa Grund af Tunghørigheden fordunklede Kvindelighed.

En anden Dag vi var komne ud paa Gangen ved Spisestuen efter Middagen, hvor Patienterne ofte gjorde et Ophold og til en Smøg fik en Passiar eller Flirt i Gang, saa jeg ham række ud efter en i Nærheden staaende ung Madame og med et Tag om hendes nøgne Overarm trak han hende hen til sig og paa en saa rolig upersonlig Maade, som det var et 6aars Barn. Jeg kunde jo ikke høre hvad han sagde til hende, men hun stod der halvt foran ham som en lidt genert Skolepige.

Den første Uge af September, da det var godt Vejr, samledes en Del af Patienterne efter Aftensmaden ude i det frie til Alsang og der var en lidt buttet Dame med, der spillede paa Harmonika til Afveksling. Hun var meget mørk og kunde ligne at være af Sigøjnerafstamning eller sydlandsk. Hun havde Giftering paa Fingeren og saa iøvrigt sød og rar ud, men Brejningemanden blev snart hendes Skæbne. De var sammen paa Spadsereture og naar der var Lejlighed. Aftenen før jeg rejste hjem havde vi en Filmfremvisning og Alsang i den store Forsamlingssal, men der var ingen af dem med.
Dagen efter skulde Manden hjem til Kone og Ejendom paa en to Dages Orlov. Jeg rejste sammen med ham i Viborgbilen til Tørring. Lidt før vi skulde afsted fra Kuranstalten kom Damen hen i vor Stue og fulgte os hen til hvor Bilen kom for at køre os til Viborg. Der blev saa en lille Ventetid, som de saa benyttede til en sidste lille Spadseretur. Jeg lagde Mærke til at hun saa meget lidt glad ud, da de kom tilbage. Situationen kunde ogsaa nok give Anledning til Mismod, hvid det var bleven saa alvorlig for hende, som det saa ud til. For et Husmandsbrug er alligevel for lille at holde to Koner paa.

Da jeg i 45 var paa Hald, lagde jeg Mærke til en lille Børnelammelsespige, der flirtede meget til alle Sider og som alle raske Piger var passioneret Cigaretryger. Hun laante imellem en tændt Cigaret af hendes mandlige Legekammerater til en Smøg. Jeg har forresten hørt fortælle at de ved Kysning tilførte Bakterier skulde virke stimulerende paa Fordøjelsen, maaske troede hun ogsaa det. Da hendes Flirt var mere alsidig end de før omtalte, kan man vel antage, at den ikke har givet Anledning til efterfølgende alvorlige Komplikationer. Jeg fik saa at vide hun var gift og havde Mand og to Børn i Vejle men hun var saa alligevel ikke kommen ud over Børnesygdommene.

Et mere stabilt Forhold fik jeg Indblik i, ved at jeg en Dag mødte en gammel vestjysk Kone paa Spadsereturen og kom i Snak med hende. Hun gik ved en Kjæp og en Krykke, som hendes Mand havde lavet til hende, fortalte hun. "Jeg synes saamnæd ogsaa den er hel god", sagde hun, og den var ogsaa hel godt lavet i Betragtning af at det var Husflidsarbejde.

Hun fortalte de havde en Ejendom paa 6 Td. Land, og de havde to Døtre, den ene af dem var hjemme og det var jo hende, der gjorde det meste af Arbejdet. Jeg vilde godt have Ejendommen solgt, sagde hun, men de Mandfolk kan jo ikke blive færdig til at flytte fra det.
Det var en Søndag jeg snakkede med Konen. Om Mandagen saa jeg hende sidde med en ældre duknakket Mand udenfor Sygepavillonen, hvor hun boede; da jeg saa et Par dage efter igen mødte hende paa Spadseretur, sagde jeg at hun nok havde Besøg af hendes Mand i Mandags "Ja" sagde hun "jeg blev helt overrasket, men det var jo min Fødselsdag". "Det har han da husket" sagde jeg. "Ja, det skal han nok" sagde hun med en Stemmeføring, der tydelig fortalte at hun var sig sit eget Værd for ham bevidst. Jeg syntes disse to Samtaler gav mig et Indblik i et meget smukt Forhold mellem disse to ældre Mennesker.

Et noget lignende Forhold, der ogsaa tydede paa god Sammenhold op i Aarene, fangede ogsaa min Interesse. Det var ogsaa her Konen der var paa Kur. Jeg havde lagt Mærke til hende, fordi hun trods sin lidt grove, dog nette Paaklædning, som hun dog havde forstaaet at give et brugelig eller moderne Snit, ved som en Del andre Kvinder paa Hald at have et Tørklæde viklet om Hovedet, alligevel førte sig meget frit, som jeg kunde tænke mig hende hjemme ved sit Komfur eller Vaskeballie eller tagende sin Tørn ved Siden af Manden ved alt forefaldende Arbejde, og hendes selvstændige Personlighed afsløredes ogsaa ved hendes Omgang med de andre Patienter.
En dag Manden var paa Besøg i jævn tarvelig Paaklædning med sort Krave og lange Gummistøvler, saa jeg dem spadsere, men det var ikke saadan som man plejer at se et Ægtepar gaa og være optaget af Samværet og Drøftelser af fælles Problemer. Hun havde taget Mandens Arm, men de gik med jævne jordvindende Skridt, som jeg kunde tænke mig dem paa Vej til et ventende eller planlagt Arbejde. Deres Færd synets jeg afslørede en god Sammenhold og støt Maalbevidsthed.

En af de første Dage jeg var paa Hald og endnu ikke havde gjort videre Bekendtskaber uden for min egen Opholdsstue, kom en ældre krumbøjet Mand, der gik ved to Stokke, syngende og deklamerende en Revyvise, hen ad Gangen, det var vist egentlig Stuepigen han sang for, men havde vist ikke noget imod en større Tilhørerkreds. Da vi boede paa samme Pavillon varede det jo ikke ret længe inden jeg gjorde Bekendtskab med Manden. Han var fra Langaa og var godt kendt med Elias Jensen, der er Overlærer der og som er en af mine bedste Kammerater fra Skytteforeningstiden og besøger mig gerne naar han i Ferierne besøger hans Familie i Hjortsvang.

Langaamanden, der ikke led af Mindreværdskomplekser, gjorde sig ogsaa bemærket ved, naar vi ved Spisetiderne samledes i Forhallen til Spisestuen, at lave en Slags Armgymnastik ved et Jernrør, der godt kunde erstatte Bommene i Gymnastiksalen. Han forestillede at vilde hæve sig op i Armene tre Gange, men han hoppede saa meget af Vejen han kunde og havde alligevel ondt ved at naa op til Røret de første to Gange og kunde slet ikke den tredje, han troede selv han havde faaet vældige Armkræfter ved at støtte med Armene paa Stokkene, naar han gik, og det var, sagde han, for at vedligeholde Kræfterne han øvede sig.

En Søndag saa jeg han havde Besøg af to Børn, en Dreng paa 12 Aar og en Pige paa 10. Drengen var hans Datters, fortalte han, men Pigen var hans egen. Jeg spurgte om han var gift anden Gang, da han havde saa smaa Børn; det var han ikke, og hans Kone var kun to Aar yngre end ham, der lige havde fyldt 75 aar. Men Pigen, sagde han, var kommen drattende da hans Kone var 63 Aar. Efter dette tyder Saras Undfangelse, da hun var 89, jo ikke saa usandsynlig. Men her var det var nu nok fra Datteren, hun drattede.

En Dag gik jeg hen og gav mig i Snak med en Mand der sad ene paa en Bænk udenfor Pavillonen. Han sagde hans Stemme var bleven ødelagt ved en Hjerneblødning for 10 Aar siden da han var 47 Aar. Det gik jo ikke saa godt med Samtalen da baade hans Stemme og min Hørelse var daarlig, men jeg fik da at vide han var fra Holstebro og havde været Morten Larsens Medhjælper i 8te Aar og hans Efterfølger indtil Uheldet indtraf. Han fortalte, da han hørte jeg var fra Linnerup, at de havde haft en Pige fra Hjortsvang, det var Enkens Datter fra Lensgaarde og en god Pige og at Sine (nu Pedersen) havde sendt dem en And til Julen for vist 2 Aar siden.

Han fortalte ogsaa han havde prædiket i Linnerup Kirke og holdt Foredrag i Forsamlingshuset og at han kendte godt Pastor Hansen i Aale og havde ogsaa kendt Pastor Kring. Jeg snakkede imellem med en gammel Mand fra Vardeegnen, der ogsaa var lidt kendt i Hjortsvang, han havde haft en Farbroder, der boede i Hjortsvang Kær; det var Jens Lund, Hosekræmmeren, som vi kaldte ham. Han havde Stue sammen med Præsten, som han satte meget højt. Han sagde til mig "Du kan tro det er en god Mand, og det for Alvor".
Jeg talte kun med Præsten den ene Gang; han boede paa en anden Pavillon end jeg, dog i den modsatte Ende af Gangen, for jeg var bange for det voldte ham mere Besvær at tale med mig end de normalthørende. Foruden Stemmen var hans Førlighed ogsaa slemt medtaget; naar han færdedes ude paa Gangen kunde han knap føre den ene Fod frem foran den anden og imellem gik han helt i Staa, saa han var meget haardt ramt, men hans Aandsevner var der vist ikke noget i Vejen med. Vardemanden sagde han skrev en Del og havde ogsaa forfattet nogle Salmer, som han havde givet ham en af. Maaske tjener han lidt paa den Maade og han faar vel ogsaa Invaliderente, men den rækker jo ikke vidt i Tiden, saa Økonomien er vel ogsaa noget anstrengt.

Om Hensynsfuldhed

Provst Bylow flyttede fra Hjortsvang til Ousted-Taaning, der henne sagde de om ham: "Bylow er god nok, men han vil helst raade". Noget lignende kunde vist siges om mig, jeg havde jo haft Gaarden en del Aar før Kathrine kom til og havde vænnet mig til at regere enevældig, hvad vel nok havde udviklet det patriarkalske Anlæg, som vist ligger til Mandkønnet. I Almindelighed fandt Kathrine sig vist godt nok til rette dermed og jeg tror ikke det generede hende at spørge mig til raads før hun foretog sig noget, der laa udenfor det dagligdagske. Men ind imellem kunde Temperamentet jo godt løbe af med hende, naar hun fandt jeg blev for træls at abejde med. Hun sagde, at jeg lavede det bedre for Køer og Grise end for Folkene i Stuehuset.
Pengene var i mange Aar ikke saa rigelige og det i Huset regnede jeg vel nærmest for uproduktive Udgifter. Hun syntes ogsaa imellem jeg godt kunde være lidt mere hensynsfuld. Naar jeg skulde til Tørring at handle kørte jeg jo for hende, men havde ogsaa gerne nogle Grise med.
Det laa vist til mig, at jeg helst vilde forene det nyttige med det fornøjelige. Hun sagde saa, det var ikke hende jeg kørte for, men i Almindelighed tog hun det nu med Humør. Noget behageligt Sæde var det nu heller ikke naar vi havde Vognen fuld af Slagterigrise og maatte sidde paa et Agebræt oven over. Da vi fik Bilen blev det jo bedre, der havde vi jo da Førerhuset for os selv. Egentlig er det ikke saa mærkeligt om der imellem kan opstaa Uenighed mellem to Mennesker, der foruden det ægteskabelige Forhold er Kompagnoner i den samme Forretning eller Stilling, af hvilke Levemulighederne for dem begge afhænger og som kræver en Indsats af dem begge, og desuden er der Indretningen af Hjemmet at enes om.

Der siges jo, at naar Krybben er tom bides Hestene og kniber det med Økonomien ligger det nær at mene, den anden Part godt kunde yde lidt mere, som bekendt er det lettere at se Skjælden i andres Øjne end Bjælken i ens egne, men selv hvor det økonomiske ingen Problemer giver, er der nok at skulde enes om, nemlig hele Hjemmets Udformning og Levevis og de forskellige Interesser.
Og som nævnt blev vor Kompagniskab heller ikke forskaanet for Rivninger og det behøvede slet ikke at være betydningsfulde Ting, der blev Aarsag. Jeg husker en Dag vi skulde have Kartoffelmos og stegt Flæsk til Middag, at jeg fortalte Kathrine at naar vi fik det hjemme hos min Mor, lavede hun Pandesovs, som blev hældt i et Hul midt i Kartoffelmosen, der blev serveret i et Fad der anbragtes midt paa Bordet, saadan at vi allesammen kunde lange dertil og dyppe i den midt i Fadet anbragte Pandesovs og foreslog at hun lavede det ligesaadan; det blev hun meget fornærmet over, hun var vant til at hendes Moder gav dem Smør at dyppe i, men hun lavede alligevel Pandesovs til mig og Karlene, men til hende selv og Pigen, der var hendes Søster, brugte hun Smør, som de var vante til hjemmefra. Forresten varede det ikke ret længe før hun selv gik over til min Moders Skik.

Pastor Pedersen og hans Kone Cornelie var Præstefolk her da vi blev gift og flere Aar derefter.

De aflagde jævnlig Besøg hos Sognebørnene omkring i Hjemmene. Og en Eftermiddag da Kathrine havde bestemt at vilde op til min Moder med Margrethe, der da var Barn og som hun vilde køre i Barnevognen, fik hun at se at Præstefolkene var paa Vej hen mod Gaarden fra den modsatte Side; hun syntes nu det var altfor ærgerlig at det skulde ødelægge den Udflugt hun havde glædet sig til og skyndte sig med hendes Arbejde for at blive færdig dertil.
Og resolut hev hun Barnet i Vognen og kørte lidt rask efter Linnerup uden at se sig tilbage. Jeg kunde godt se det havde vel meget Lighed med en Flugt og det kunde Præstefolkene vist ogsaa. Jeg maatte jo saa selv underholde dem, om der blev nogen Opvartning husker jeg ikke, men vi havde jo da en Pige som vel nok kunde lave Kaffen. Jeg vilde vist helst hun var bleven hjemme og havde simuleret Glæde ved Præstebesøget, men var vel ogsaa glad ved at hun vilde op til hendes Svigermoder.

Det er vist menneskeligt, naar der er noget der gaar galt, at Folk taber Humøret og bliver pirrelige og selv om det er deres egen Skyld eller en Hændelighed, vil de gerne have en Syndebuk at blive gal paa, og i Kathrines Familie er denne Egenskab maaske lidt stærkt udviklet og det var maaske undertiden dette der var den egentlige Aarsag til vore Uvejrsperioder, der godt kunde holde sig i mange Dage. Det var ikke saadan at vi just skændtes, hun havde det saadan at hun ikke talte til mig eller svarede mig uden det var højst nødvendigt; og jeg tror næsten det irriterede mig mere end hvis hun havde skældt ud, og jeg var vist dengang god til at gøre Nar og det kunde vist være svidende nok, for jeg havde det saadan at Godheden ikke løb af med mig, saa at jeg tabte Besindelsen og lavede Ubetænksomheder.
Jeg har forresten hørt at saadanne Episoder affødte at Forsoningerne er saa meget mere vidunderlige.

Jeg tror nu ikke Kathrine tog det saa alvorligt, for hun vidste hun kunde faa det afsluttet naar hun vilde. Hun kendte jo Mads Hansens: "Vi har sagt det saa tit, Du ved det saa godt, Du er mægtig Du Kvinde i Nord. Du kan fængle vort Sind, Du kan trylle os bort med et Ord, med et eneste Blik. Du har alt hvad der drager os efter Dig hen, det er næsten for ofte Dig sagt".
Jeg var nu ikke saa glad ved det og prøvede paa at snakke alvorlig med hende derom, naar vi kom i Seng; hun sagde mig ikke imod, saa jeg havde Ordet hele Tiden, men ret længe varede det ikke før jeg opdagede at hun sov trygt. Naar hun imellem lod det trække ud med Afslutningen var det vist Stædighed og maaske ogsaa for Prestigen. Forresten var hendes Opfattelse af Kvinderne, at de ikke altid var rare Børn, men jeg tror nærmest hun mente det var en Kendsgerning man maatte affinde sig med. Hvor mange Aar der gik med saadanne tilbagevendende Episoder husker jeg ikke, men derimod at de helt faldt væk og kunde da ogsaa godt spøge dermed.

Margrethe har nok arvet noget af "helst at vilde raade"; da hun blev 15-16 Aar havde hun lidt ondt ved at indordne sig under mine Direktiver og en Gang hun fortalte hendes Mor hvor utaalelig jeg var over for hende, var Kathrine ogsaa tilfældig bleven gal paa mig og supplerede Margrethe med at skælde ud over mig for de Forurettelser hun var Genstand for, men det vilde Margrethe nu ikke høre noget om, hun sagde: "Dig er han nu god nok ved". Kathrine morede sig ogsaa over at hun ingen Medhold havde faaet hos Margrethe, da hun fortalte mig det. Formodentlig havde vi allerede da vænnet os saa meget til hinandens Egenheder, at Uvejrsperioderne var mildnet lidt og de faldt helt væk.

Filosofering

Jeg ved ikke om det er almindeligt, at Folk naar de bliver gamle og ikke længere er saa optaget af deres Ideer eller af Kampen for Tilværelsen, at de saa forfalder til at filosofere.
Men saadan er det i hvertfald gaaet for mig, men maaske skyldes det i nogen Grad min mangeaarige Isolerethed paa Grund af Tunghørigheden.
I de fleste Tilfælde er det Omgivelserne der former Moralen og Indstillingerne. Nationalismen og Fædrelandskærligheden opstaar vist ved, at man af andre bliver paavirket til at forstaa, at dansk Kultur og Historie, som er skabt af vore Forfædre, er noget værdifuldt, der netop passer til os og som vi derfor maa holde i Hævd og værne. Men angaaende Religionen er Paavirkningen og Vidnesbyrdet vist endnu mere afgørende, da det ellers er en Følelses- og Trossag, der ligger helt uden for al Fornuft og Forstaaelse, der helt er baseret paa Menneskenes Overtro og det er derfor rimelig nok at jeg især er blevet mærket af at staa uden for og det er derfor nærmest som neutral jeg filosoferer derover.

I Radioen var der for nylig en Reportage fra et Møde i Pinseforeningen, med forudgaaende Samtaler med flere af Foreningslederne ved Mikrofonen, deriblandt Anna Bjørner, som jeg huskede som vist nok Danmarks ypperste Skuespillerinde, Anna Larssen, før hun giftede sig med Bjørner og blev optaget af Pinsebevægelsen. Det fremgik af Samtalerne ved Mikrofonen, at de ikke brugte Børnedaab, de sagde at de kun døbte "Troende". Det er knap nok jeg ved hvad Meningen med Daaben er, men forestiller mig det er som en Slags Indmeldelse i Menigheden og i saa Fald skulde man synes det er mest rimelig at vente dermed til der er saa voksne, at de kan svare for dem selv. Ved Bønnemødet tiltalte de Gud med "Herre" imod det almindelige "Fader" og saa troede de paa og vidnede om "Undere", der var gjort dem efter Bønnerne og som for dem vist var lige saa haandgribelige, som de fra Jesu Tid berettede.
Hvis Jesu Diciple og hans Tilhængere havde ligesaa megen Fantasi som Anna Lars-sen Bjørner, er Undergjerningerne jo ikke saa uforstaaelige. I vore Dage er der jo ogsaa Eksempler paa at skindøde vaagner op og at Læger ved Suggestion kan faa en mangeaarig lam Person til at gaa.

Hvad er Meningen med Livet

Jeg tror ikke jeg er ene om at fundere over, hvad der er Meningen med Mennesketilværelsen.
Jeg ved ikke om de kristentroende kan mene, at de skal hjælpe Vorherre med at overvinde Djævelen og hans Ondskab eller blot at de er kommen til Verden for at leve efter Guds Villie og gjør de det ikke saa kommer de i Himlen alligevel, naar de tror paa Guds faderlige Kærlighed og Naade og hans Søns Fortjeneste og Opofrelse for den syndige Menneskehed.

Der er jo, og har i den Tid Jorden har været befolket, mange forskellige Religioner til og deres Tilhængere har vist alle sammen været overbevist om, at deres Tro er den rigtige og at alle andre burde tro det samme og at det er til deres Guds eller Guders Velbehag, at de arbejder paa at faa de Vantro omvendt, enten paa den ene eller anden Maade. Man skulde næsten mene den ene Religion kunde være lige saa god som de andre, naar den tilfredsstiller og giver dens Dyrkere Lykke og Tilfredshed.
For udenforstaaende er de vist alle lige usandsynlige, men jeg tror nærmest de alle er lavet efter dens Dyrkeres Behov, saadan at hvad der er til Gavn for vedkommende Samfund og dens enkelte Medlemmer, betegnes som deres Gud velbehageligt, og hvad der er til Skade, bliver regnet for Synd. Og i saa fald bliver Guderne en Slags Busse-mand til at kyse Folk - (Samfundsmedlemmerne) - til at opføre sig fornuftigt og ikke foretage sig noget, der er til Skade for dem selv eller Samfundet. Opfindelsen af Livet efter Døden er jo ogsaa en stor Forjættelse at leve paa og det kan vel heller ikke bevises at den ikke eksisterer, saa lidt som det modsatte, men naar Troen derpaa kan lette Livet og Døden for Menneskene, saa har den vel gjort sin Gavn.

Det ligger jo nært ogsaa at gruble over, hvorfor alle de andre Skabninger der befolker Verden er til. Jeg synes jeg har hørt de skulde være til for at tjene Menneskeheden, men det er nu ikke saa let at se det er Tilfældet for dem alle, især er der jo en hel Del Medskabninger, der gør andre Mennesker en Del Fortræd.
Grønvald Nielsen sagde, da jeg var paa Højskole hos ham i Vestbirk, at de stærkeste Drifter hos Menneskene er Selvopholdelsesdriften og Kønsdriften, men kan det ikke samles i �n Drift, nemlig "Artens Vedligeholdelse og Udbredelse"? Og denne Drift er ialtfald den samme for alle Jordens Skabninger, hvad enten der er en Gud, der har indrettet det saadan eller Naturlovene er bleven til paa anden Maade. Videnskaberne har jo efterhaanden fundet ud af meget i Verden, der er ingen Kendskab var til i Fortiden. Hvor meget den endnu faar Kendskab til, kan vi jo ikke vide noget om. Men hvad der findes bag Døden er der vist kun Sindssyge og Fanatikere, der ved noget om. Tro og Viden er jo to Ting.

For at blive ved den eneste Religion jeg har noget Kendskab til, nemlig den der er skabt i det jødiske Folk af Moses og Jesus, saa er vist de fleste - baade Budene og Forbudene - saadan formede, at det tjener til Menneskenes Bedste at rette sig derefter. Selvopholdelsesdriften er jo en Nødvendighed for Artens Bestaaen, men udarter den til Tyveri og Røveri overfor Medmenneskene, er den udartet og derfor syndig. Kønsdriften er ligesaa stor en Nødvendighed for Artens Vedligeholdelse og Udbredelse, men udartet kan ogsaa den blive til Skade for de enkelte Mennesker og Samfundet eller Arten.
Og det er vistnok ogsaa for at retlede Menneskene i de to Drifters eller Anlægs rette Brug, Religionen er formet som den er. Den store Spænding for Tiden mellem Øst og Vest, er det ikke netop en Udarten af Selvopholdselsesdriften?

Forelskelse eller Kærlighed

Hvad er Forelskelse og hvad er Kærlighed?
Man skulde maaske have sat "Kærlighed" foran, for at antyde at det er det største, det mest menneskelige. Jeg husker ikke noget bestemt, om jeg har hørt eller læst om dette Emne eller min Opfattelse er mere selvstændig, men det forekommer mig, at jeg har hørt den Forklaring, at Kærlighed er den Følelse Forældre nærer overfor deres Børn eller Børnenes overfor Forældrene og Søskende. Følelsen mellem Venner og Veninder benævnes vel som Regel som Venskab, men hvad Forskel er der saa mellem Venskab og Kærlighed.
Jeg tror ikke der kan tales om Forskel, men derimod om forskellige Grader, altsaa Varmegrader: men Varmegrader der ikke kan aflæses paa noget Termometer og maaske knap nok kan defineres. At sætte Livet ind for at redde eller gavne den Følelsen gælder, at paatage sig en Kaution eller Ulejlighed eller andet, kan heller ikke blive nogen nøjagtig Maalestok. Det kan ogsaa være den ofrendes Mentalitet, der er den væsentlige Aarsag til den udførte Tjeneste eller Opofrelse.

At tegne en risikabel Kaution eller udføre et stort Arbejde eller give store Gaver, kan ikke just tages som Maalestok for Vennesindets Størrelse, det kan ligesaa godt skyldes, at den kautionerende ikke har Evne til at bedømme Risikoen og Følgerne, en Slags Dumhed eller Ligegladhed, eller den Mentalitet vi benævner som Dygtighed, naar det er Ulejlighed eller Anstrengelse det drejer sig om. For et dygtigt og energisk Menneske er det ikke nær saa stort at udføre en anstrengende Vennetjeneste som for den dovne. Kærlighed og Venskab er vist den samme Følelse, saa det er egentlig unødvendigt med to Navne.

Om ægteskab en gang mere

I en samtale med en Enkekone om ældre og gamle Folks Indgaaelse af Ægteskaber, sagde hun, at hun troede det var noget der hørte Ungdommen til. Jeg sagde dertil, at de der havde været gift før ialfald havde mere Erfaring end de Unge og fortalte at jeg i en samtale med en københavnsk Grosserer, jeg kendte, og som ogsaa var Enkemand, havde sagt, at det ikke var saa godt at undvære sin Kone, hvortil han bemærkede at det ikke gjorde saa meget: "Her i København kan man sagtens faa Selskab". Jeg sagde dertil, at jeg troede det var bedre med Een hele Tiden, han sagde: "Ja, naar det kan gaa godt".
Konen jeg talte med, sagde saa ogsaa: "Ja, naar det kan gaa godt". Jeg opfattede begge saadan, at de mente et andet Ægteskab var at foretrække for Enetilværelsen, hvis der var Sikkerhed for at det kunde gaa godt. En saadan Sikkerhed kan selvfølgelig ikke paa Forhaand faaes, men naar der er Tale om ordentlige Mennesker, tror jeg Sandsynligheden ikke er saa ringe og ikke saa lidt større end for Ungdommen, om end det ogsaa gaar godt der i langt de fleste Tilfælde.
Maaske dog i mange Forhold først efter en vis Tilpasningstid, netop paa Grund af de ældres større Erfaring og Menneskekundskab. Det er vist saadan, at Folk der har været godt gift, er dem der snarest gifter sig igen. Grossererens Ægteskab var vist ikke saa godt hele Tiden. I flere Aar levede de hver for sig, men flyttede saa sammen igen og levede sammen en længere Aarrække, indtil Konen døde; hvor godt Forholdet saa var blevet ved jeg ikke noget om, men han var i alfald ikke indstillet paa at prøve igen.
Nogen stor Risiko ved at gøre Forsøget synes jeg egentlig ikke der er, for det er jo ikke saa vanskeligt i Tiden at faa Skilsmisse, hvis det ikke kan gaa godt. Men jeg vilde synes det var det rigtigste, at der ved Ægteskabets Indgaaelse blev oprettet en Kontrakt, hvori det bestemtes hvordan Delingen af Hjemmet skulde foregaa; og at naar en af Parterne vilde have Skilsmisse, skulde den anden Part ikke kunde modsætte sig. Nogen absolut Sikkerhed for at en saadan Forbindelse bliver god, kan der selvfølgelig ikke paa Forhaand faas.
Naar to Mennesker skal leve saa nær op af hinanden, kan det vel sjældent undgaaes, at der imellem kan blive Uenighed om baade det ene og det andet, især i Førstningen. Hvis der f.eks. er Børn af første Ægteskab er det jo mulig deres Fejltrin ikke bedømmes ens af begge og heller ikke om hvor meget der bør ofres paa at hjælpe dem i gang, men det vilde vist være det rigtigste, at de hver for sig tog Bestemmelse om hvad de vilde gøre i saadanne Tilfælde, og hver for sig være raadende over egne Midler. Desuden antager jeg, at Børnene i de fleste Tilfælde ikke vil synes om, at deres Far eller Mor gifter sig igen. Jeg tror nok de vil føle der gaar noget fra dem ved at deres Far eller Mor ogsaa skal være noget for et fremmed Menneske og saadan vil de i alfald i Førstningen se paa det nye Medlem af Familien. Men er de voksne burde de dog kunde forstaa, at deres Far eller Mor kan trænge lige saa meget til en Ægtefælle som dem selv.
Og det er nu en Gang saadan, at den fulde Menneskelykke ikke naaes som Eneboer (enligstillet). En Kone i Horsens sørgede saa tungt efter en afdød Søn eller Broder, at Digteren Ludvig Bødtcher vilde trøste og irettesætte hende med "Digtet ved et Tab":
Hvad her vi elske, ejes kun paa Borg,
paa uvis Frist, saa er Naturens Orden.
Og vil du være fri for Sorg og Savn
da maa Du intet elske her paa Jorden.

Men Sorgen er en Engels dunkle Haand
som lutrer, hvad dig jordisk kært er vorden
og løfter mod det evige din Aand.
Og derfor skal du elske her paa Jorden.

Marie Bregendahl har sagt : "En Mand er en Mand og en Kvinde er en Kvinde, men en Mand og en Kvinde er et Menneske". Og det er ogsaa saadan, at et rigtigt Menneskeliv kun opnaaes af Mennesker og jeg vil endda antage, at en Ægtefælle savnes mere, naar Folk kommer noget op i Aarene, end som ung da de endnu har deres Arbejde og Forhaabninger og det unge Livsmod.
For de fleste nygifte Unge gaar der nok en Tid, før de faar dem indlevet i Samlivet og faar dem vænnet til hinandens Egenheder og Forholdet kan maaske imellem have været saadan, at Ægteskabet ikke var ene Idyl og saadan at det ikke frister til Gentagelse, selv om det blev bedre med Tiden og endda helt godt, som jeg tror er Reglen.
Jeg kender i alt fald ikke nogen Ægtefæller, hvor det ser anderledes ud og hvor den enes Afgang ikke vil betyde et stort Savn for den Efterladte og jeg antager ogsaa at Enetilværelsen er tungere for dem, der har kendt bedre Dage end for dem der aldrig har været gift, men saa er det jo om, hvorvidt Savnet kan dæmpes ved et nyt Giftermaal. Det var jo det Diskussionen drejede sig om og om Udsigterne til at faa det til at gaa godt. Det var jo det jeg mente, at Erfaringerne fra første Ægteskab og den tilegnede Menneskekundskab vilde være et Værn mod Gentagelse af de Rivninger, man i fejlagtig Selvhævdelse og ungdommelig Uforstand gav Anledning til og endelig mener jeg, at Risikoen ved et Ægteskab mellem Folk, der er kommet op i Aarene ikke er saa stor, de kan jo skilles lige gode om det mod Forventning ikke skulde gaa godt.
Der er jo ikke eventuelle Børn at tage Hensyn til, som i et ungt Ægteskab, og hvis der blev oprettet en Ægteskabskontrakt, hvor hver Part beholdt Eneret over egne medbragte Midler, vilde Forholdet jo blive helt frit, og saa var det maaske ogsaa formaalstjenligt at det aftaltes, at en Skilsmisse kunde fremtvinges af den ene Part, hvor der ikke var Enighed om Ophævelsen af Forholdet.

Der er nok dem der synes det er at profanere Mindet om den afdøde Ægtefælle at indgaa nyt Ægteskab, men Minderne er der jo ingen og intet, der kan tage fra En. Og skulde det gaa saadan at Folk blev lykkelige i det nye Forhold, tror jeg ikke de gode Minder fra før vil tabe noget derved. Fordi man har haft en Ven eller Medhjælper, der forsvinder ud af ens Liv, er der da ikke noget til Hinder for at nye Venskaber kan knyttes og andre Medhjælpere kan man ogsaa komme til at sætte Pris paa, uden at Mindet om de første taber noget derved.

Den største Vanskelighed er, synes jeg, hvor der er smaa og uopdragne Børn, saa synes jeg nok det kan give Betænkeligheder, og alligevel, den Efterladte har jo ogsaa Ansvar for sit eget Liv, og endelig: er det bedre at Børnene skal have en Bestyrer eller Bestyrerinde i Hjemmet? Men forøvrigt er det jo et Problem der ikke foreligger i Almindelighed naar Talen er om ældre eller gamle Folks Giftermaal. Men ældre og gamle Folks Gifte er iøvrigt saa sjældne, at det er vanskeligt at faa nogen Erfaring for hvor mange Procent gode Forhold det giver. I Byerne har jeg hørt, der var en Del Enligstillede, der flyttede sammen i Rationeringsaarene, for bedre at kunde faa Rationeringsmærkerne til at slaa til og maaske ogsaa for at faa en Lejlighed, som der jo ogsaa var Knaphed paa. Det maa jo ogsaa siges at være praktisk for Lejligheden og Brændselet var de jo saa to om at betale. Alle disse Forhold, jeg her har fremdraget, kunde jo synes at berettige de skeptiske Ord i Starten:"Ja, naar det kan gaa godt".

Pastor Vedsteds ugyldige Ægteskaber

Under en stor trespaltet Overskrift beretter Politiken 25. Nov. 1948, at seks Ægteskaber - der er indgaaet de sidste Par Aar, og hvor Vielsen er forrettet af Frimenighedspræst Jeppe Sørensen Vedsted, der tidligere var Sognepræst for Veggerslev og Villesø i Djursland, men i Slutningen af 1945 blev frakendt Embedet paa Grund af utilbørlig Forhold til Tyskerne i Besættelsestiden er erklæret ugyldige efter Samraad mellem Rigsadvokaten, Kirkeministeriet og Justitsministeriet.

Pastor Vedsted, der efter Afskedigelsen fortsatte som Frimenighedspræst, har som saadan foruden ved de nævnte seks Vielser, medvirket ved 10 Daabshandlinger, seks Begravelser og tre Konfirmationer, som man dog enedes om at lade staa urørte, maaske i Erkendelse af at disse Sager nærmest sorterede under Sct. Peter, der maaske ingen Besked havde faaet om at holde Porten lukket for de stakkels vildførte og slavebundne tyske Soldater, som han snart ventede en Del af ved Porten, og han havde maaske ikke engang Forstaaelse af Præstens Forsyndelse ved at forkynde Evangeliet og forrette Præstegerning for disse Menneskebørn, og derfor heller ikke vilde være i Stand til at forstaa Præstens Uegnethed til at medvirke ved Vielsen ved Ægteskabsindgaaelser, der jo egentlig kun er en højtidelig Bekræftelse i Vidners Nærværelse af det Løfte Brudeparret i Forvejen har givet hinanden om at ville leve sammen til Døden skiller dem ad, som jo er Meningen med ethvert Ægteskab.
Det ser forresten mærkeligt ud at Samraadet, der jo repræsenterer Staten, kan finde paa at underkende disse Ægteskabers Gyldighed, der jo er vidneførte Kendsgerninger, som ingen af Parterne kan løbe fra, og saa skulde det synes ligegyldigt, hvem der har ledet Handlingen.

Pastor Vedsted der ved Afskedigelsen beholdt Retten til Pension, fortsatte saa som Præst for en oprettet Frimenighed. Politiken skriver: "uden Myndighedernes Vidende". Det kunde jo tyde paa, at Frimenighederne har en Pligt til at anmelde sig, at dette ikke er bleven gjort beroer rimeligvis paa Uvidenhed eller Forglemmelse, og da den nok har fungeret som andre Frimenigheder og ikke foretaget andet, end hvad enhver Frimenighed har Lov til, synes det alligevel at være lidt mærkeligt, at erklære dens Handlinger ugyldige og for Staten ogsaa uklogt, da det let kan føre til, at Pastor Vedsted, der fortsætter som Præst for sin Frimenighed, og som Samraadet frafaldt Tiltalen mod, da han lovede i Fremtiden ikke at foretage kirkelige Handlinger i Strid med Loven, fortsætter med at forrette kirkelige Vielser, der antagelig ikke kan betegnes som lovstridige, naar Parterne er indforstaaet med, at de derved ikke kommer ind under den borgerlige Ægteskabslov, som i visse Tilfælde kan være en Fordel.

Jeg kender en Mand der hvad Alder og Formueforhold angik var berettiget til at faa Aldersrente, men paa Grund af, at han var gift med en pensioneret Lærerinde fik han ingen Aldersrente, og saa har jeg ogsaa hørt om et andet Forhold, hvor at lovformeligt Ægteskab vilde bevirke en betydelig Forøgelse af Skattebyrden, hvorfor den undlodes. I disse og lignende Tilfælde vilde Pastor Vedsteds Vielser maaske foretrækkes.

Om Svangerskabsafbrydelser

I Anledning af at der skal repareres ved Svangerskabsloven har Politiken forespurgt 4 kvindelige Politikere om deres Syn paa Sagen.
Det det drejer sig om er jo i hvor stor Udstrækning Svangerskabsafbrydelse skal tillades i videre Udstrækning end den nuværende Lov hjemler. Kunde det ikke være lettere at tage Stilling til Problemet, hvis Loven fik Navneforandring til: Lov om "Børnedrabs Tilladelighed" under visse Forhold. For det er jo netop Barnemord det drejer sig om.
Saa snart Undfangelsen har fundet Sted er et Menneske skabt, der staar ved sit Livs Begyndelse og paa hvilket Tidspunkt i dette Menneskes Levnedsløb det dræbes, er det Mord paa et Menneske.
Der er jo den Forskel, at hvis det dræbes i Moderen eller i den første Barnetilværelse, kan der ikke være Tale om Dødsangst og bevidst Lidelse for Mennesket og kan vel saa nærmest i humanitær Henseende sammenlignes med Tyskernes Clearingmord i Besættelsestiden, idet de i de fleste Tilfælde skød Ofrene bagfra, saa de ikke skræmmedes ved Synet af Mordvaabenet.

Der er jo dem der mener, at Kvinderne skal have Lov at raade over deres eget Legeme, men det er jo slet ikke deres Legeme Talen er om, men et andet Menneskes Legeme, der ifølge Naturordningen en Tid har til huse i hendes Legeme. Og saa er det ogsaa en anden Sag, om det ikke netop er en Menneskepligt for Kvinderne at føde Børn for at der er nogen til at fremskaffe Livsfornødenhederne til den selv og deres Samtidige naar de bliver gamle og affældige.
Børnene er paa den Maade at sammenligene med Aldersrenten eller Pensionen. Det er vist særlig de mange ulovlige Svangerskabsafbrydelser, der skyldes at en anden Ord-ning end den nuværende anses for nødvendig; det er jo daarligt med en Lov ingen retter sig efter.

Hvis Straffen for Overtrædelse blev tilstrækkelig stræng, vilde det nok hjælpe, men det er vi vist ikke haardhjertede nok til. Vi har lettere ved at føle med de Kvinder, der er kommen i uheldige Omstændigheder, men saa kan der ogsaa være Tale om ad Lovgivningens Vej at understøtte og hjælpe saadanne Kvinder, saa Besværet ved at gennemføre Svangerskabet bliver saa lille som muligt. Men desværre, eller heldigvis, anses det for en Skam, naar en Kvinde føder et Barn uden at være gift og hendes Chancer for at gøre et godt Parti bliver derfor ringere og saalænge Mændenes Indstilling er saadan, er det naturligvis det rareste at det hele foregaar i Dølgsmaal.

Det naturligste var vistnok at den sexuelle Funktion, der foraarsager et Barns eller Fosters Tilblivelse, gør Præst eller Giftefoged overflødig, for at de to Forældre maa regnes for "rette Ægtefolk at være", hvis Parterne ikke i Forvejen er gifte. Men saa maa der ogsaa af Samfundet sørges for en Bolig til Familien, hvor de paagældende ikke selv kan skaffe den. Et saadant Ægtepar skal naturligvis have samme Adgang til Skilsmisse som andre Ægtefolk.

Forplantningen er vist et meget vanskelig Omraade at lovgive om. Det sexuelle Omraade hører nu en Gang med til et normalt Menneske. Et Menneske, hvad enten det er en Mand eller Kvinde, der ikke er udstyret med dette Anlæg, maa betragtes som abnorm eller Krøbling, og selvfølgelig er det Meningen at det skal anvendes, men det er jo saadan, at næsten alle Livsgoderne kan misbruges og det kan Sexualiteten jo ogsaa, eller maaske rettere, den kan bruges forkert og det er jo for at forhindre dette at Lovgiverne skal beskæftige sig dermed, det er jo ikke meningen at Børnetillægget skal standses eller indskrænkes eller forbydes, men derimod at faa Samfundsmedlemmerne til at indrette sig fornuftigt, saa Resultatet bliver saa godt som muligt og til saa lidt Gene og Bekostning som mulig.

Tanker om Formering og Moral

Henrik Ibsen lader en af sine Personer sige: "Først Mad saa Ære og saa lidt Kærlighed, om det kan byde sig". Men mon Mad og Ære egentlig er to Ting, der betyder noget for at vinde Position, er det ikke fordi god Position sikrer høj Levefod.
Grønvald Nielsen, der læste eller omtalte Digtet, Mottoet er fremsat i, sagde ogsaa at Selvopholdelsesdriften og Kønsdriften er de stærkeste Drifter i Verden. Moderkærligheden eller Omsorgen for Afkommet er jo ogsaa en stærk Drift saavel i Dyre- som i Menneskeverdenen, men kan ikke alle Drifter og Problemer sammenfattes i en Naturdrift og Opgave, nemlig "Artens Vedligeholdelse". Selvopholdelsesdriften nævner Ibsen ganske vist først, men for at værne Afkommet, Familien eller Arten, hvad man nu vil - sættes Liv og Førlighed ind baade hos Mennesker og Dyr, og Selvopholdelsesdriften kan derfor ikke siges at være den største.

Det er egentlig sært nok at Vorherre ikke har kunnet finde paa en anden Maade at formere og opretholde hans Børneflok paa, end den samme Tokønsordning han brugte i Plante- og Dyreverdenen. Der staar jo ganske vist at han selv syntes at alt hvad han havde skabt var saare godt og det kan ikke siges andet, end ogsaa Kønsordningen har virket efter Hensigten, endog til Fuldkommenhed, idet alle Skabninger har formeret og udbredt sig paa Jorden alle Vegne, saa snart Muligheden for Ernæringen var tilstede og da Planter og Dyr blev til før Menneskene og han der havde Lejlighed til at iagttage hvordan hans Tanke virkede, er han vel kommen til det Resultat at der ikke kunde kombineres noget bedre og at det er derfor han ogsaa brugte Tokønsordningen til Menneskene.

Planter og Dyr er vel udstyret med et Instinkt saa kraftigt at det tvinger dem til at følge Anordningen, det er da vel lige saa selvfølgeligt og uundgaaeligt at forplante sig som at indtage Næring til Opretholdelse af Livet. Jeg husker min gamle Skolelærer fortalte os, at der var den Forskel paa Mennesker og Dyr, at hos Menneskene var Forplantningen underlagt Villien. Jeg tror nu nærmest det Menneskene har forud for Dyrene, er at de kan fremstille visse Neuroser i deres Sind og Tanker. ( En Ide, der nærmest er en Vrangforestilling). I Danmark - og jeg tænker mig noget lignende i andre Lande med høj Kultur - hører Kønslivet ind under det unævnelige, som ikke omtales af dannede Mennesker.

At Folk gifter sig tolereres, men at det er for at tilfredsstille Kønsdriften, kan ingen tænke højt i dannede Kredse, selv om alle ved, det er Hovedmotivet; at gifte Kvinder bliver gravide kan jo ikke skjules, men hvad der følger efter Brylluppet hører ind under det unævnelige. Jeg har hørt den Udtalelse "det taler man ikke om, det lever man". Det er nærmest noget der er beslægtet med Arvesynden.

En Forestilling der er udbredt i et Samfund er Moral og hvad der afviger derfra betragtes som Umoral eller maaske rettere: Hvad der er bleven Skik og Brug og bliver Sædvane, der vel det der kaldes Sæd og Skik. Og ikke at følge disse Sædvaner maa altsaa betragtes som Usædelighed, selv om denne Benævnelse i Almindelighed kun bruges, naar Sædvanligheden overtrædes paa det sexuelle Omraade.

Forresten mener jeg, at Sæd og Skik opstaar ved at Menneskene opdager, de staar sig ved at indrette deres Levemaade paa visse bestemte Maader, og da Kønslivet nu engang er det fundamentale ogsaa i Menneskeverdenen, er det naturligvis af allerstørste Vigtighed at det leves paa den mest hensigtsmæssige Maade, og da det har vist sig at ialfald paa vore Breddegrader er mest hensigtsmæssigt, at en Mand og en Kvinde flytter sammen og stifter Familie, er det bleven Sæd og Skik. Kan det ikke tænkes at Skikken er opstaaet ved at det ikke var muligt for Kvinderne selv at ernære og opdrage en Børneflok og at de saa har stillet den Betingelse, at Manden maatte paatage sig den Opgave at blive hos dem.

Om Unge fra Landet til Byen

Jeg læste forleden i Horsens Folkeblad om at der er nedsat en Ungdomskommission, der skal finde paa Midler til at standse Ungdommens Flugt fra Landet ind til Byerne og har udarbejdet et Forslag om der skal gives Landboungdommen en 8 Timers Arbejdsdag og Weekend hver Lørdag; jeg tror nu ikke det vil have stor Virkning ud over at de Unge maaske nok vil modtage en saadan Forandring med øjeblikkelig Tilfredshed, men naar den Tid kommer, da de tænker paa at stifte Familie og skal tænke paa, hvor de lettest kan skaffe sig Husrum og Levemuligheder, saa er det de vælger Byen, for der kan de komme i Gang uden opsparet Kapital.

De fleste Unge, der er opvokset paa Landet og indlevet i Landbrugsarbejdet vilde vistnok helst have et Hjem og et Stykke Jord at arbejde med, men det lader sig ikke gøre uden Kapital, for selv om Staten overlader dem Jord og Penge at bygge for, imod at den faar første Pant derpaa, saa mangler de alligevel Kapital til Anskaffelse af Besætning og Redskaber samt lidt Husgeraad, som Staten ikke saa godt kan udlægge Kapital til for Pantet der er alt for usikker, hvorimod Jord og Bygninger ikke saadan kan gøres flydende.

Kunde Kommissionen udtænke en Reform til at faa de Unge til at passe paa de Penge de tjener for at spare Kapital sammen til den Tid de skal sætte Bo, tror jeg det vilde virke mere tilfredsstillinde for at beholde dem ved Landbruget end en Reform, der skaffer Ungdommen mere Fritid og Adgang til at formøble Lønnen.

Hvis det var Kommissionens Tanke, at det var som Arbejdsmænd de tænkte at vilde beholde de Unge paa Landet, saa vil jeg tro det kunde have en vis Virkning i den paatænkte Retning, men skal Landbruget udrede den Fordyrelse, der vil følge af at skulle have Arbejdet udført af gifte Mænd med kort Arbejdstid, der skal lønnes saadan at de kan forsørge en Familie, vil Landbrugsproduktionen fordyres betydelig og de frembragte Produkter maa jo saa betales med Priser der dækker den indtraadte Fordyrelse og Byarbejdernes Fortjeneste maa saa ogsaa sættes op saa Fødemidlerne bliver dyrere og deres Lønstigning maa jo saa lægges paa de Varer de fremstiller til Salg til Land-boerne, som derved bliver nødt til at skulle have endnu større Priser for de fremstillede Fødemidler.
Altsaa bliver det en Skrue uden Ende.

Om vi kan blive ved at narre hinanden et Stykke Tid her i Landet ved jeg ikke, men om den Del af Landbrugsproduktionen, der skal sælges i Udlandet ogsaa kan bære de opskruede Priser bliver en anden Sag og de Varer Industrien fremstiller til Afsætning i Udlandet skulde jo ogsaa gerne være konkurrencedygtige, ellers bliver der Arbejdsløshed.
Det er en uundgaaelig Nødvendighed i de enkelte Husholdninger, at sætte Tæring efter Næring og ogsaa i Statshusholdningen. Det er maaske forsvarlig at stifte Gæld, naar det bruges til Forøgelse af Produktionen, men ikke til at forøge Levefoden. Er vi blevet fattige her i Landet maa vi indrette os derefter. Det er ikke Levefoden der i første Række gælder om at opretholde eller forøge, men derimod Produktionen og dertil egner den forkortede Arbejdstid og forøgede Weekend sig daarlig.

Om Trafikreglerne

Jeg synes nu jeg er bleven meget uretfærdig behandlet af Autoriteterne, der er udset til at administrere Færdselsloven, som forresten er meget daarligt lavet.
Højre Forkørselsret er jo blevet erstattet med Vigepligt for Færdselen fra venstre Side; jeg kan nu ikke se nogen stor Vinding derved, andet end at Ordet "Ret" ikke bruges og der var maaske ogsaa nogle der opfattede Ordet Forkørselsret som det samme som Paakørselsret, idet de mente, at naar de holdt sig i den rigtige Side havde de ingen Pligt til Hensynsfuldhed og Vigepligt for andet, end hvad der kom ind paa deres Bane fra højre Side.

Det kan jo ikke være anderledes end naar to Trafikanters Bane krydses, maa der være Regler for, hvem der skal holde tilbage; den Ordning vi har der paabyder Vigepligt for den der har den anden paa højre Side, er vel lige saa god, som deres i de Lande hvor der er omvendt og for os har den i hvert Fald den Fordel at vi nu er blevet vant dertil, men da alle Veje og Gader jo ikke har lige stor Trafik, er det jo rimeligt, at de der har den største Færdsel har Forkørselsret eller ingen Vigepligt; den er altsaa paalagt dem der kommer fra de mindre befærdede Sideveje, men den Ordning er jo kun indført for de Veje der har faaet Betegnelsen Hovedveje, medens Færdselsloven kun paabyder, at Trafikanter der kommer fra en mindre befærdet Gade og kører ind paa en mere befærdet, har Pligt til at udvise særlig Forsigtighed.

I Byer hvor man ikke er kendt, er det ikke saa let at vide hvilke Gader der er stærkest trafikeret; jeg har hørt at i England er der Tavler ved alle Vejkryds med et Kors paategnet og den Vej der skal holde tilbage for Færdselen fra begge Sider er tegnet som en tynd Streg og den der er den mest befærdede er betegnet med en tyk Streg. Derved bliver der aldrig Tvivl om hvem der har Vigepligten.
Saadan Ordning burde ogsaa indføres her til Afløsning af den lovede Ordning at paalægge dem, der kommer fra de mindre befærdede Gader Pligt til at udvise stor Forsigtighed, men gør de det ikke, saa har de, der paa den mest befærdede Gade har dem paa højre Haand Vigepligten. Mere vrøvlet kunde det ikke godt laves.

Englænderne skal ogsaa være mere hensyndfulde og hjælpsomme over for andre Trafikanter end vore Bilister. Jeg har hørt at en Dansker maatte køre bagefter en Lastbil i England et længere Vejstykke, det fandt han var mindre hensynsfuldt af Englænderen, indtil der blev et Slip i den modgaaende Færdsel, saa kørte han ud til Siden og sagtnede Farten og vinkede, at nu kunde han køre om.

Da jeg i Aftes kørte gennem Tørring Stationsby ad Hovedvej No. 10 i sydgaaende Retning, begyndte Stopsignalet at glimte, da jeg befandt mig ca. 100 Meter fra Bane-linien; jeg sagtnede Farten og forberedte mig paa en Standsning, naar jeg kom hen til Banen, for det kan jo godt tage lidt Tid før et langt Tog faar passeret Vejen.
Det viste sig saa kun at være en enkelt Motorvogn Toget bestod af, og jeg der nu befandt mig en lille tyve Meter fra Baneoverskæringen begyndte at give lidt mere Gas.

Paa højre Side inde tæt ved Fortovet stod en stor Lastvogn parkeret en halv Snes Meter fra Banen og hindrede mig i at se hvad der befandt sig i Vejens højre Side hen forbi Banen. Da Køleren paa min Vogn var ud for Lastvognens Bagende smuttede en 11-12-aars Dreng paa Cykel skraat over vejen lige ved dens Forparti.
Jeg tænker Drengen er kørt over Banen i Vejens vestre Side lige bagom Toget og maatte jo saa krydse Vejen for at komme over i den rigtige Side; den parkerede Lastvogn hindrede jo ogsaa Drengens Udsyn. Nu er der jo ogsaa den Mulighed at Lastvognen ikke var parkeret, men var standset op i lidt god Tid foran Overskæringen; i saa Tilfælde var det vel forkert af mig at køre forbi, dog mener jeg at jeg var berettiget til at fortsætte Kørslen, da der ingen modgaaende Færdsel var at se.
Der skete jo ikke noget, da jeg ikke havde faaet Vognen mere i Fart end at jeg kunde standse op paa �n Meter og saa langt fra Drengen, at han maaske slet ikke naaede at blive forskrækket. At Lastvognen var parkeret, tyder det da ogsaa paa, at den stadig stod paa samme Sted, da jeg fortsatte Kørslen, men tænkes kunde det naturligvis at Føreren havde faaet et Chok ved at se den farlige Situation Drengen var udsat for og at det var Grunden til at han skulde have sig samlet sammen inden han kunde fortsætte.

Mig gjorde Begivenheden ikke stort Indtryk paa, jeg har et Par Gange før været udsat for at et Barn er løbet over Vejen nogle Meter foran Bilen og jeg har derfor vænnet mig til ikke at køre stærkere, hvor der ikke er frit Udsyn til begge Sider, end jeg kan stoppe op omtrent paa Stedet. Men alligevel vil jeg henstille til Forældre og Lærere at indprente Børnene de har med at gøre, at de aldrig maa vove sig ud paa befærdede Gader og Veje uden at se sig for.

Da jeg første Gang jeg søgte om at faa Kørekort og i den Anledning skulde have Lægeattest hos Stensballe, troede han ikke jeg fik den, og han syntes ogsaa det var det bedste for mig, da han mente min daarlige Hørelse vilde gøre Kørslen meget risikabel for mig. Jeg spurgte om han da kunde nævne en Situation hvor jeg løb større Risiko end de normalthørende. Det kunde han nemt, for kom der en Bil fra en Sidevej, der ikke var frit Udsyn til, mente han jeg vilde køre mod den , da jeg ikke kunde høre dens Tudehorn. Saadanne Steder holdt jeg paa at jeg kunde høre, saadan at jeg kunde standse op før Paakørslen; det mente han bare jeg ikke gjorde. Jeg er selv nærmest ved at tro det er min Tunghørighed jeg kan takke for at jeg ingen Uheld har haft, eller at den ialtfald har skærpet min Agtpaagivenhed og Forsigtighed.

Om Reaktionsevnen

Det er jo vist saadan, at Reaktionsevnen sløres med Alderen.
Nu er det flere Aar siden min har været sat paa Prøve og jeg har naturligvis ind imellem funderet over om den er formindsket og hvor meget. Men nu i dag var jeg udsat for at skulde tage en hurtig Beslutning, idet jeg kom cyklende ud fra Jeppe Sørensens Gaard ad hans private Indkørselsvej og i det jeg befandt mig lige paa Kanten af Kommunevejen, hvor jeg skulde svinge til venstre, fik jeg Øje paa Mælkebilen, der befandt sig i venstre Side af Vejen for lettere at kunde tage det skarpe Sving ind til Jeppe Sørensens Gaard.
Den kørte ikke med ret stor Fart og var ca. 25 Meter borte, saa jeg havde Tid nok til at komme over i Vejens rette Side for mig; jeg kunde jo ogsaa godt have taget det lille Sving og holdt til højre for Mælkebilen, men kunde saa have risikeret at den vilde holde over i dens rigtige (højre) Side, og saa var det jo ikke saa godt for mig at være der. Jeg valgte saa at tage den reglementerede store Sving og holdt saa helt ind til den højre Kant ved Vejen og kørte endda Forhjulet lidt op ad Brinken ved Vejkanten, hvor jeg jo saa maatte af Cyklen. Jeg er ingen god Cyklist og var klar over at jeg nærmest vilde vælte af, men ogsaa at det saa var sikrest at vælte ud til den højre Side for ikke at løbe nogen Risiko, hvis Mælkebilen ikke naaede at komme saa meget til højre, at den kom uden om mig.
For nogle Aar siden kom jeg cyklende op fra Møllen paa en smal Cykelsti langs Vejens højre Grøft, der var baade dyb og bred. Som før nævnt er jeg ingen god Cyklist og væltede over mod Grøften; jeg slap saa Styret og fik mig drejet saa meget at jeg faldt lige forover og kunde saa tage Stødet af med Hænderne. Var jeg faldet paa Siden, kunde Faldet jo godt have faaet Følger.

Den første Vinter jeg havde Gaarden her, var jeg kørende til Tørring. Jeg kørte i en lille Trav ned gennem Gl.Tørring og der hvor Kirkegaarden nu er og der er en 12 Meter høj Skraaning, passerede jeg et andet Hestekøretøj. Mine Heste gav da et Galop Spring frem, hvorved den ene Tømme sprang. Jeg var med det samme klar over at det vilde gaa galt med de lette Heste, naar de mærkede de ingen Tømme havde paa. Jeg sagde saa i lidt høj Tone, den Kalden de var vant til at standse for. Men med den Fart de var i kunde de naturligvis ikke standse, men de sagtnede alligevel lidt og jeg satte saa af i et Spring fra Vognen hen til den højre Hests Hoved og greb fast i dens Hovedtøj; havde jeg forfejlet Springet eller forsømt at handle øjeblikkeligt var det bleven til Løbskkørsel.

I den tid jeg har kørt med Bilen har jeg naturligvis ogsaa været ude for flere kritiske Situationer. Men jeg havde altid gode Bremser, saa jeg kunde stoppe op paa kort Afstand. En gang jeg kørte ind til Brædstrup paa Ring Vejen, som er snæver med Huse tæt op ad Vejen, løb en Dreng med et Løbehjul tværs over vejen 10 Alen foran Bilen og det samme har jeg været udsat for et Par Gange senere, men hver gang har jeg faaet Bilen bremset op saa der ikke skete nogen Uheld.
En Gang paa Vejen til Sønderjylland jeg kørte ad Vejen fra Bække, der skærer Kolding-Esbjerg Landevej ved den første Gaard i Vejen. Jeg kom denne vej og kunde ikke se der var Landevej, der var ingen Landevejstræer og Gaardens Havetræer spærrede Udsigten til venstre. Jeg saa nok der gik en Vej ud til højre, men troede det var en der gik ud fra Byen, saa jeg tænkte ikke paa at nedsætte Farten. Da jeg kom forbi Træerne og havde Udsyn til venstre, kom der en Bil med god fart i en Afstand paa ca. 15 Meter; jeg var straks klar over at jeg ikke kunde komme over Vejen uden Sammenstød og bremsede derfor op og Bilen fra Kolding fik saa Tid til at køre foran mig i Vejens venstre Side. Den Gang var Landevejen ikke Hovedvej og det var altsaa ham der skulde have bremset op, men det var jeg klar over han ikke kunde med den Fart han havde paa.

En gang jeg kørte fra Horsens naaede jeg en Lastbil lidt vest for Molger; jeg truttede da for at faa ham til at give Plads til Overhalingen, men det reagerede han ikke paa, saa jeg maatte jo tage Farten af Vognen og fortsatte saa med at trutte lige bag ved hans Vogn. Omsider kørte han lidt ud til højre og jeg regnede saa med at det var hans Mening at give Plads til Omkørslen. Men da jeg kom hen paa Siden af den bageste Del af Lastvognen dinglede han over paa Midtvejen igen.
Jeg maatte saa igen sætte Farten ned, men omsider kørte han ud til højre og blev der, saa jeg kunde se han vilde give Plads; jeg skulde jo saa til at speede Vognen op igen, men paa Grund af Vejens Stigning tog det jo Tid, men da jeg var kommen op paa Siden af Lastbilen kom der en Personbil et Stykke Vej forude, den kørte jo ned ad Bakke og det skred raskere end jeg havde regnet med, ligesom Lastbilen ogsaa kørte hurtigere end da den var foran, saa Chancerne for at faa Overhalingen tilendebragt før den modgaaende Bil kom var lidt tvivlsomme paa et vist Tidspunkt, men at holde tilbage og komme bag ved Lastbilen vilde jo ogsaa tage Tid, saa det syntes jeg ikke gav mere Sikkerhed og det lykkedes da ogsaa at komme foran Lastbilen saa betids, at den modgaaende Bil, der naturligvis stolede paa sin Forkørselsret, holdt Farten. Var der sket et Sammenstød var Skylden tilsyneladende min, men jeg kunde jo ikke vide Lastbilen ville sætte Farten op for at forsinke Omkørslen og den modgaaende Bil kunde ogsaa have afværget Ulykken ved at sagtne Farten, saa jeg kan ikke se rettere end at begge Føreres hensynsløse Kørsel var mere strafbart end min Fejldisposition. Og dumt var det da ogsaa, for et Sammenstød kunde jo være ligesaa skæbnesvangert for dem som for mig.

Et lignende Tilfælde kom jeg i en gang jeg kørte hjem fra Ungskuet i Skanderborg. Det var paa Skuets sidste Dag, der altid er en Søndag og der var jo stor Færdsel paa Vejen, især var der mange Cyklister, der kørte imellem i store Hobe 3-4 Stk. ved Siden af hinanden.

Der kom jo mange Biler og overhalede mig og en Del modgaaende Biler var der ogsaa, selv om alt den største Færdsel gik fra Byen. Jeg var saa kommen til at køre bagefter en anden Bil, der kørte bagefter en stor Hob Cyklister, da saa han svingede ud for at køre forbi Cyklisterne, fulgte jeg bagefter; da han var kommen forbi Hoben svingede han over i højre Side af Vejen igen og jeg saa da en modgaaende Bil i en 100 Meters Afstand. Jeg befandt mig da omtrent midt for Cyklisthoben; at holde tilbage og komme ind bag Hoben kunde der ikke være Tale om, jeg bestemte mig da til at holde saa nær ind paa Cyklisterne jeg kunde og regnede saa med der kunde blive plads til at den modgaaende Bil kunde passere og det maa han vel ogsaa have regnet med, for han holdt ugenert Farten til vore Kølere var lige ved hinanden, men saa maa han vel være bleven nervøs og bremsede for haardt, for hans Bagvogn skred ud foran min Køler. For mig var der kun to Muligheder, enten at brase lige paa hans Bagvogn eller holde lidt haardere ind paa Cykelflokken.

Jeg valgte det sidste, idet jeg regnede med at de muligvis kunde flytte sig lidt. Jeg kom saa uden om Bilen, men saa nær til en af Cyklisterne, at min Forskærm løftede hans Ben lidt op; der var ikke stort mere Fart paa Bilen end paa Cyklen, saa det saa ikke ud til at det generede Cyklisten, men alligevel holdt jeg, da jeg var kommen forbi og over i den rigtige Side af Vejen, for at vide om han havde taget Skade. Det havde han ikke, men Pedalen, der maa være bleven strejfet af Forhjulet paa Bilen, var bøjet saa den slæbte lidt mod Stellet.
Den bankede han saa paa Plads igen med en Sten, men jeg vilde jo godt betale for Skaden Cyklen havde taget. En af Kammeraterne syntes at 5 Kroner ikke var for meget, det syntes jeg naturligvis heller ikke, jeg gav ham saa 10 Kroner og var endda godt tilfreds med at det ikke var gaaet galere.

Men jeg har tænkt paa mange Gange siden, at jeg gerne vilde have haft No. paa den modgaaende Bil, for det var efter min Mening hans Skyld, var hans Bil ikke skredet ud, var der ingen Ting sket og da han kunde se, der var for lidt Plads til en Omkørsel, burde han have stoppet op eller kørt forsigtigt. Jeg kan ikke se nu bagefter andet end at jeg har reageret rigtig i alle de nævnte kritiske Situationer. Naturligvis har jeg været med til mange andre Tilfælde, der godt kunde være gaaet galt, men de her omtalte er dem jeg synes har været de værste.

Om Stemmeret og Strejkeret

Jeg har ikke kunnet forstaa hvorfor Folk blev Kommunister, især ikke at det kunde tiltale Arbejderne, der derunder mister deres "hellige Strejkeret". Derimod kunde jeg bedre forstaa andres Betænkeligheder ved Demokratiets overhaandtagende Friheder, som jo netop udvikles i Retning af, at Arbejderne skal have Lov til at fortrædige deres Medmennesker og Samfundet saa hensynsløst de kan hitte paa.

Organitations- og Strejkeretten har jo hjulpet Arbejderne til en stærkt tiltrængt Forbedring af deres Levevilkaar og Stilling i Samfundet, og som det synes, uden at forringe Arbejdsgiverne og Kapitalens Indtjeningsmuligheder.
Imellem har Strejkerne nok været baade generende og kostbare for Samfundet, men havde i Reglen en vis Sympati, for det var jo de fattige Arbejderes Kamp mod de mere velstillede Arbejdsgivere, men det er alligevel en for kostbar Fremgangsmaade for at finde ud af hvad der er ret og rimeligt til alle Sider.

Det skal jo helst ordnes saadan at Arbejdsfortjenesten og Ordningen bliver den bedst mulige og mest retfærdige overfor saavel Arbejdsgiverne som det øvrige Samfund og der kunde vel ogsaa findes andre Veje at gaa end Strejke- og Luckoutordningen, der er for kostbar og samfundsskadelig og tillige umoralsk i et Samfund, der vil gaa for at være fred- og frihedselskende. Det er jo helt hitlersk og gammeldags udenrigspolitisk at tilrane sig Fordele paa andres Bekostning ved Magtbrug og uden Hensyn til Ret og Rimelighed.

At standse Produktionen en Tid betyder en forringet Levemulighed for hele Samfundet, ligesom en Krig bevirker forøget Fattigdom for de implicerede Deltagere. De fleste her i Landet, der følger lidt med, kan nok se at Strejkeurolighederne har forsinket Frankrigs Genopbygning og om end i mindre Grad ogsaa de fleste andre af Krigen hærgede Lande, og det er forstaaelig om tænkende Mennesker kan blive betænkelig ved Demokratiernes Frihedsideer, der har udviklet sig til en Taabelighed, der af Stalin tages i virkningsfuld Brug. Det regnes vistnok for en stor Forbrydelse i et demokratisk Land at gøre sig skyldig i Landsforræderi, men at sige at man vil gøre det, naar Leglighed gives, er vistnok tilladelig, saavel som at paavirke andre til det samme.

Oprør mod Landenes Forfatning og Regering er vist ogsaa forbudt og strafbart, naar der sættes i Værk, men derimod ikke at forberede den ved at agitere for Tilslutning og Forberedelse dertil. Og naar dertil kommer den hellige hævdvundne Strejkeret, der kan bruges til at forøge Fattigdommen i Landene og dermed Utilfredsheden og Modtageligheden for den kommunistiske Lære om Arbejderne, der skal faa det fulde Udbytte af deres Arbejde. Og saa virker det naturligvis ogsaa tiltrækkende for de fattige Arbejdere at al Ejendom, Jord, Fabrikker og alle Produktionsmidler bliver frataget de Besiddende til Fordel for hele Samfundet. At den hellige Strejkeret og Ret til at kritisere Samfundsstyrelsen gaar fløjten affinder de sig vel saa med, da der i det kommunistiske Samfund ingen private Spekulanter og Kapitalister er til at tilegne sig noget af de ved Arbejde skabte Værdier og naar Kommunisterne først har Magten over hele Verden, bliver der heller ingen Krige eller Rustninger at financiere.

Havde Hitler vundet Verdensherredømmet var hans Krig vel ogsaa bleven den sidste og Udgifterne kunde saa være sparet til Rustningerne. Under hvis Diktatur saa Menneskene vilde befinde sig bedst, enten under ham eller Stalin, kan man jo ikke vide. FN vil jo ogsaa prøve paa at skabe en Verdensstyring og det ser jo nærmest ud til at en saadan er nødvendig, hvis Krigene skal kunde afskaffes. Men hvis FN skal styre hele Menneskeheden, tror jeg det bliver nødvendig at slække saa meget paa Friheden, at Strejker rettet mod Samfundene bliver forbudt.

Det ser jo ikke ud til at det er let at faa en god Verdensordning i Stand. Demokraterne synes jo det er forfærdelig med Diktatur, for de er jo vant til at have Lov til at sige næsten hvad ondt de kan finde paa om dem der regerer og spaa om hvor forfærdelig det vil ende. De sætter den personlige Frihed saa højt, at Folk skal have Lov til at sige og gøre næsten hvad de vil, selvom det bliver til stor Skade for Samfundet og særlig er det Arbejderne, der kæles for. De repræsenterer jo ogsaa de fleste Steder Majoriteten, naar Stemmerne skal tælles op og maaske skyldes det Forvisningen om, at i dette Lav kan de selv altid komme, hvis det glipper med noget bedre. I denne Maskinernes og Teknikkens Tid vi lever i, er det jo kun en lille Del af Befolkningen der kan faa selvstændige eller overordnede Stillinger, saa de fleste maa jo nøjes med at blive almindelige Arbejdere, derfor kan det ikke siges at Arbejderklassen er Bundfaldet af Befolkningen, men maaske dog nok, at det er i Arbejderklassen den ringeste Del af Befolkningen befinder sig.

I min Ungdom hørte jeg udtalt, naar der skulde vælges Sogneraad til at styre Sognets Anliggender, at de der ikke har kunnet ordne deres egne Sager heller ikke egnede sig til at ordne Sognets og det var da ogsaa mest dygtige Folk, der stemtes paa og den Forestilling er vist ikke helt ved Siden af, og det var vel ogsaa Meningen med at Folk, der havde faaet Fattighjælp ikke havde Stemmeret.

Nu er det jo ordnet saadan at der kan faaes Understøttelse i vid Udstrækning uden Stemmeretten tabes, saa der er nok en Del af dem der nu med deres Stemmeseddel er med til at styre Landets Sager, der ikke har udmærket sig ved Ordningen af deres egne Sager og for at sikre sig disses Stemmer er Arbejderførerne vel nok nødt til i deres Politik at tage Hensyn til den Klasses Indstilling, da deres Indflydelse i Arbejderklassen paa Grund af Kammeratsskabsfølelsen maaske naar højere op i Rækkerne end godt er for Samfundsstyrelsen og det er maaske ogsaa Hensynet til den Befolkningsdel der er Demokratiets svage Side, da det er der Kommunisterne sætter ind, naar der skal laves Ballade med Arbejdsstandsning og Demonstrationer til Skade for Samfundet og Opbygningen.

Demokratierne kunde vist godt trænge til at lægge sig Provstens Ord paa Sinde, han sagde i en politisk Diskussion til Degnen: "Ja nok er nok, men for meget er min Sjæl heller ikke af det gode". For det er jo godt nok med Frihed, men ikke Frihed til at skade Samfundet eller andre Mennesker. Strejke og Opfordring dertil kaldes vist Sabotage og det er netop ogsaa hvad det er i de fleste Tilfælde. Strejken hos de amerikanske Kularbejdere den kolde Vinter 1947 var jo ikke bare Sabotage mod den amerikanske Regering og Samfund, men ogsaa en Forbrydelse mod den frysende Menneskehed i Europa.

Som den tætbefolkede Verden nu er opbygget og særlig i Byerne er det en Ulykke, naar der kommer en Kjep i Hjulet i Samfundsmaskineriet. Borgerne er jo afhængig af at Bagerne leverer Brødet, at Vand- og Elektricitetsforsyningerne ikke svigter og Færdselen opretholdes normalt og meget andet. De Mennesker Samfundet har vist den Tillid at betro disse Pladser, maa ikke svigte, det er en Forbrydelse langt mere strafbar end det de halvvoksne og i mange Tilfælde knap normale Mennesker gjorde sig skyldige i ved paa en eller anden Maade at gaa Tyskerne til Haande og enhver Arbejdsstandsning er iøvrigt til Skade for Samfundet og burde ikke tillades i noget Samfund, og allermindst i et demokratisk Samfund, hvor der regeres af de Mænd og Kvinder Flertallene har kaaret.

Naar Mindretallene har den Ret at kritisere og virke for at aabne Øjnene paa Vælgerne til næste Valg for de Fejl Regeringen begaar, burde det være Frihed nok. De der ikke kan forstaa, at Arbejdsstandsningerne i England og Frankrig forøger Fattigdommen og burde undgaaes, er ikke kvalificerede til at deltage i Landenes Styrelse og kan der ikke samles et Flertal med saa megen Ansvarsfølelse for Landenes Bedste, at de vil være med til at afskaffe den Slags Sabotage, er Udsigterne for Demokratiet ikke lyse.

Det er forstaaeligt nok at Arbejderne er betænkelige ved at give Afkald paa den "hellige" Strejkeret, da den vel nok har været medvirkende til den store Forbedring af Arbejdernes Levevilkaar og som mange mener deres eneste Middel til dens Opretholdelse og Udvidelse. Men da Strejker og Lockouter baade er for dyre og umoralske, burde der gaaes andre Veje. Georgisterne anviser Jordskyld som Middel til at sikre Arbejderne det fulde Udbytte af deres Arbejde, men hvis de blev Parthavere i Produktionen, vilde de jo ogsaa have Fordel ved at det gik godt. Men synes de Arbejdsgiverne tjener for meget, kan de jo oprette Andelsforetagender, de faar saa hele Udbyttet og derfor ingen Grund til at standse Produktionen, naar Mulighederne for god Fortjeneste er tilstede.

De private Producerende lejer jo Kapital og Arbejdskraft og Aktieselskaber lejer Ledelsen og Arbejdskraften og det kan jo gaa godt i begge Tilfælde, hvorfor skulde det saa ikke kunde gaa for Arbejderne at leje Kapitalen og Ledelsen og selv levere den tredie Faktor, lige som de to først nævnte Tilfælde, saa vilde de jo faa hele Fortjenesten og de vilde derfor ingen Anledning have til at standse Produktionen. Og hvis der var saadanne Andelsforetagender i alle Brancher, vilde de overfor Arbejderne hos Private være en Maalestok for hvad Arbejdet er værd og havde de samme Fortjenester som Andelshaverne, havde de jo ingen Grund til at tro deres Arbejde var mere værd og havde saa ingen Grund til at strejke.

Nogle Tanker i Anledning af 50 og 75 Aarsdagene

Det er jo bleven Skik at fejre 25 Tallet naar man har været gift i dette Antal Aar eller har haft en Stilling, en Forretning eller Arbejde i dette Aaremaal. Fødselsdagen bliver dog først bemærkelsesværdig ved Udløbet af den andet 25 Aars Periode. Nu stiller det sig saadan, at jeg i dette Efteraar har to runde Tal at fejre; jeg blev den 10. Sep-tember 75 Aar og en Uges Tid ind i November er det 50 Aar siden jeg begyndte her for mig selv og da der kun er to Maaneder mellem disse to runde Dage syntes jeg godt de kunde slaas sammen og fejres under �t. 75 Aars Fødselsdagen er jo ikke nogen Sjældenhed, hvorimod der ikke er saa mange der er Gaardejere i 50 Aar.
Ved Jubilæer for Forretninger og Institutioner samles de vigtigste Begivenheder der en hændt i den forløbne Periode og der laves som Regel en Slags Status over hvad der er udrettet eller opnaaet og det kunde jeg ogsaa godt have Lyst til at prøve paa. De første 25 Aar af Levetiden blev der ikke saadan regnet med, skønt jeg ogsaa har mange gode Minder fra den Tid, baade som Barn og Ung, og kunde godt have haft Grund til at feste ogsaa for den første 25 Aars Periode af min Eksistens.
Var jeg som de fleste bleven gift samtidig med Overtagelsen af Gaarden, var der vel ogsaa bleven Fest, men det kunde jo ikke saa godt lade sig gøre, da Kathrine kun var 16 Aar gammel. Jeg maatte jo vente dermed i 5 lange Aar til hun var 20 1/2 Aar, men saa blev det vel ogsaa den bedste af alle de gode Oplevelser jeg i min lange Levetid har haft. Gamle Maren vilde ellers hellere det skulde have været Maren, maaske for Navnets Skyld, men hende maatte jeg jo saa have ventet endnu længere paa og saa var Anton jo ogsaa kommen til at mangle hende.

Jeg har vist altid været meget for Nyt og det Nye tror jeg næsten begyndte for mig da jeg i 12-13 Aars Alderen kom til at gaa i Skole hos Jørgen Svenstrup. Hans holden Skole var noget helt nyt for mig. Diciplin var der ikke noget der hed for de store Elevers Vedkommende. I Frikvartererne rykkede vi Bordene sammen og dansede, endogsaa naar Læreren i de smaa Frikvarterer blev siddende inde paa Katedret og læste i Avisen, som det saa ud til, men jeg har senere tænkt paa om det ikke ogsaa var for at se Forestillingen.
Vi dansede med Træsko og Træskostøvler paa, saa støjfri har det ikke været.

Jeg husker ogsaa en Dag vi havde en Dans, hvor vi var opstillet i Kreds og vi skulde bøje ned og sætte os paa Hug med Hænderne paa Gulvet , at Damen paa min højre Side (Line i Møllen) var saa meget hurtigere end jeg med at springe op, at hun naaede at sætte en skarp Træskoring paa min højre Lillefinger, der mistede et stort Stykke Hud og blødte meget.
I Timerne havde vi det saadan, at vi uden at spørge kunde gaa ud naar vi vilde og jeg husker da ogsaa, at jeg undertiden gik ud for at faa en Passiar med en Bekendt, jeg saa ude paa Vejen, men vi tog dog ikke Opstilling lige foran Skolevinduerne, men gik hen bag Huset og snakkede færdig.

Det var naturligvis kun naar vi var beskæftiget med Regning eller Skrivning, hvor vi arbejdede selvstændigt, jeg har aldrig set nogen gaa ud, naar det kunde volde Forstyrrelse og Jørgen Svenstrup havde ogsaa den sjældne Evne, at han kunde fange vor Interesse saa vi slet ikke kunde tænke os at gaa Glip af noget af hvad han fortalte os.
Der var stor Kappestrid om hvem der kunde aflevere Stilen eller Diktatet med de mindste Antal Fejl.

Da jeg blev konfirmeret fik Svenstrup en Skytteforening oprettet og en Læseforening startet og var vel ogsaa den drivende Kraft i Bygning af Forsamlingshuset og jeg var stærkt interesseret i det hele. Ved den første Præmieskydning vi havde, fik alle de Præmier, der havde ramt Skiven; vi skød 3 Skud og hvor Pointtallet stod lige gik den foran, der havde det bedste sidste Skud. Jeg ramte kun �n gang og det var en Ener yderst i Skiven; der var mange flere end mig, der kun havde en Ener, men da det var ved første Skud jeg fik Eneren, blev jeg den sidste paa Listen. Det var naturligvis ikke forud bestemt, at alle der havde ramt Skiven skulde have Præmie, men ved Opgørelsen viste det sig, at der kun manglede �n Præmie for at alle, der havde ramt Skiven kunde faa Præmie og saa købte Bestyrelsen vel for deres egne Penge en Kniv til 50 Øre, som altsaa jeg ufortjent blev tildelt. Siden drev jeg det saa vidt, at jeg ogsaa fik mange Præmier i den anden Ende af Listen.

Den i Skoletiden begyndte Dans fortsatte vi saa efter Konfirmationen i Forsamlingshuset og omkring i Hjemmene i Stuer og Logulve, hvor det kunde arrangeres og det og Samværet gav os en Optagethed og Glæde der endnu lyser op i vore Minder.
Manddomstiden har ogsaa været rig paa Nyheder, særlig paa Teknikkens Omraade, det var Oplevelser for mig, hver gang jeg kunde indføre en af de nye Landbrugsmaskiner, Telefonen, Radioen, Bilen, automatisk Vandværk o.m.a. Det har givet mig megen Glæde og Optagethed. Og Arbejdet med Svineopdrættet har heller ikke været kedeligt, jeg kom derved i Forbindelse med mange interessante Mennesker fra alle Egne af Landet. Endda Udlændinge, baade fra Norge, Rusland, Polen og Holland, har aflagt Besøg her. Alt i alt synes jeg det har været et interessant Levnedsløb jeg har haft og kan ikke andet end være dybt taknemlig derfor.

Overvejelser angående Hunde

29. Juni 1949

Mulli vækkede mig Kl. 4 i Dag eller maaske jeg allerede var vaagen, jeg ved ikke om det var fordi den skulde ud eller fordi den havde mærket at jeg rørte mig i Sengen, den kom hen og skubbede til mig. Jeg lukkede den saa ud og tændte min Pibe før jeg gik i Seng igen, for jeg regnede ikke med at kunde sove mere.

Det er nemlig lidt af en Mærkedag, idet det er bestemt at Nielsen skal skyde de to af Esters Hunde. Jeg laa og tænkte paa at jeg egentlig godt kunde forstaa, at hun ikke kunde bestemme sig til at aflive nogen af dem, skønt hun vistnok imellem havde lidt Forstaaelse af at det var galt med de mange Hunde, for jeg er ogsaa kommen til at holde af dem i den Tid jeg har haft dem at passe, efter at de er kommen her ned paa Gaarden.

Jeg har hele Tiden været klar over at jeg vilde beholde en af dem til Selskabs- og Vagthund, jeg er slet ikke saa glad ved naar jeg ligger ene her paa Gaarden om Aftenen, naar de andre er ude. Og flytter jeg op til Hjortsvang synes jeg ogsaa det var hensigtsmæssig at have en Hund i Sovekammeret, der kan høre og varsko mig om der indtræffer noget, men jeg har grundet en Del over hvilken jeg skal beholde.
Den lille spiser jo mindst og den finder sig bedst tilrætte med at staa bunden hvorsomhelst, men den kan ikke dresseres til noget som helst. Mulli er den der er lettest at have, da den godt kan gaa løs og den er ogsaa klog nok, men den er jo allerede ca. 7 Aar gl. en forholdsvis ikke ubetydelig Alder for en Hund.

Schæferhunden er jo meget uopdragen og jeg har derfor ikke kunnet lide den, men den havde jo den Fordel at være yngre, saa der var jo noget der talte til Fordel for dem alle. Men jeg har nu forlængst opgivet det med den lille, for jeg vil helst have at Hunden skal være lydig og det tror jeg altsaa ikke den lille kan opdrages til. Men det har været svært for mig at vælge mellem de to andre og især fordi Schæferen er bleven mere manerlig at have med at gøre i den Tid jeg har haft den tøjret her nede og den har jo ogsaa den almindelige Hundeegenskab, at den er glad og hengiven og tillidsfuld og viser det helt umiddelbart, og Menneskene har det vist saadan i Almindelighed, at de gerne vil "holdes af" og elskes, selv om det kun er af en Hund og maaske for baade Ester og flere i Mangel af "bedre Havelse", og jeg er ogsaa kommet til at forstaa, at Schæferens Uopdragethed nærmest er et Bevis paa dens Klogskab, idet den jo ikke vil staa tilbage for de andre ved at vise dens Glæde og springe op paa �n, som den jo saa de andre gøre, men som bliver mere generende, fordi den rækker saa højt op.

Saa Stillingen var egentlig, at jeg var lidt skidt tilpas ved at give Afkald paa Schæferen og kunde heller ikke lade Mulli skyde, som jeg hele Tiden har haft liggende inde ved Sengen paa den gamle Overfrakke, der har været min Faders Stadsoverfrakke.
Men jeg tror saa næsten det lettede lidt at jeg nu til Morgen fik den Ide at begrave Thommi og Schæferen oppe i Haven i Hjortsvang og give dem en pæn Begravelse og derved faa lidt Grin med i Kedsommeligheden og tillige opnaa det praktiske, at det er lettere at grave i Sandet der end i den tørre Lerjord her hjemme.

30/6.
Vi fik saa som Planen var Thommi og Schæferhunden skudt i Gaar, men det gik knap efter Programmet med Begravelsen; efter Eksekutionen kom de hver i en pæn Papirspose og Meningen var at Aage skulde køre med op at begrave dem og saa vilde jeg have haft ham til at hjælpe mig med at læsse Badekarret paa Bilen, som jeg vilde have installeret i vort nye Badeværelse her hjemme, men vi kunde saa ikke starte Bilen, da Startsvinget ikke kunde holde fast paa Motorakselen og vi maatte saa vente til Juhl kom med hans Mælkebil og kørte os i Gang.

Jeg tog saa ikke Aage med til Hjortsvang, da Bilen skulde blive i Hjortsvang hos Mekanikeren for at blive gjort i Stand og vi kunde derfor ikke faa Badekarret med hjem og Begravelsesselskabet blev derfor kun halvt saa stor som planlagt, idet jeg saa blev ene om Højtideligheden ved Gravsætningen. Ester havde ellers efterladt 3 Sodavand og 6 Bajere, som jeg havde tænkt vi efter Begravelsen vilde have holdt en lille Mindehøjtidelighed med.

Senere: Jeg har gaaet og filosoferet over hvorfor jeg var ked af at undlive disse Hunde, om det var Medlidenhed med dem eller med mig selv. Følelsen maa vist have nogen Lighed med, naar det er et Menneske der staar en nær, man maa skilles fra. Det er jo sørgeligt at se et Menneske dødsmærket og især hvis Vedkommende selv gerne vilde leve, hvad vel nok er Tilfældet for de fleste. Hvis de er lidende, kan de maaske længes efter at blive udfriet derfor og det kan vel nok være en Mildnelse mod Udsigten til Udslættelsen og saa er det maaske ogsaa en Hjælp, at de ved det engang vil komme, saa jeg tror nærmest Døden knap er saa sfskrækkende for Syge og Gamle, som man i Almindelighed forestiller sig. Grundtvig ønskede sig jo at Døden maatte komme som "Naar Sol i Høst gaar ned".
Jeg synes nu næsten det var bedst naar den kom saa uventet og brat som for Hundene, der ikke tilsyneladende fik Tid til nogen Tanke.

Min første Tid som Eneboer

Min Fader var udlært Smed, det vil sige han havde kun været i Lære i to Aar, men han var da ogsaa 22 Aar da han kom i Smedelære, indtil den Tid havde han som Tjenstekarl været ved Landbruget. Hans ældste Broder var Træskomand, eller rettere Træskokarl, for han var ugift. I den Tid var Træskoene det mest brugte Fodtøj. Træet var nok forholdsvis billigt Materiale, der var jo mange store Bøge i Skovene, saa det kunde nok købes til smaa Priser, men Pengene var jo ogsaa smaa, hvorfor der heller ikke var saa faa der stjal det.
Rasmus Andersen, der var født i Torp, har fortalt at hans Fader var en Slags Skovfoged i Julianelyst Skov, han havde ialtfald Opsynet med Skoven. Nu var det saadan at Folk der hentede Træet i Dølgsmaal om Natten var sløsede med Træfældningen, de savede Træerne over et Stykke over Jorden, det var jo lettere og formodentlig ogsaa hurtigere, naar de kunde staa oprejst til Arbejdet, men for at Herremanden ikke skulde se de efterladte høje Træstubbe, maatte Rasmus Andersen hjælpe hans Fader med at faa dem savet over nede ved Jorden og fjærnede inden Herremanden kom ud og saa at der var stjaalet Træer.

Det var altsaa saadan, at Folk sikrede sig noget Bøgetræ enten paa den ene eller anden Maade og saa lejede de en Træskokarl i nogle Dage om Vinteren til at lave Træsko til hele Husstanden. En dygtig Træskokarl kunde vist lave 5-6 par Træsko om Dagen, men da det var det omtrent eneste Fodtøj der brugtes, skulde der ogsaa oparbejdes et større Lager paa en Gaard, naar de skulde slaa til et helt Aar. I min Drengetid i 1880erne brugte de fleste at gaa til Kirke i Træsko, de fleste havde foruden dem de brugte til Hverdag et andet pænere holdt Par, der var pudset i Skosværte, som de brugte til Kirkegangen og andre Byture.
Hverdagstræskoene var uden Læder, idet Træet gik helt op paa Vristen; dem der var beregnet til pænere Brug var lavet som Basartræskoene nu, dem kaldte vi havlejsede [?] Træsko. Det var naturligvis for at spare paa Læderet, der var dyrere end Træet, at de brugte Trætræskoene til daglig, for Behageligheden kunde det ikke være, for de var haarde ved Vristene; jeg kan huske at jeg ofte havde meget ophovnede Vriste, men undertiden kunde det hjælpe at tage lidt Træ af med en Lommekniv der hvor de trykkede.

Før min Fader kom i Smedelære var han ved at skulde have lært Træskoarbejdet hos hans Broder, men han fik kun et Par lavet til sig selv, dem tog han saa med til Brædstrup, hvor han kom i Smedelære og dem beslog han saa selv der og sled dem derefter. Min Fader var ikke saa lidt kring til alt Slags Arbejde. Jeg tror nok han var en god Smed, men kunde ogsaa lave meget i Træ og forøvrigt havde han god Indsigt i alt Haandarbejde og det havde hans Brødre ogsaa og jeg tror nok at disse Anlæg har jeg arvet noget af.

Jeg kan godt lave en Del Smedearbejde og er i det hele taget ikke saa lidt Altmuligmand og jeg mente derfor, at jeg ogsaa nok kunde klare mig som Eneboer i Huset her i Hjortsvang baade med Madlavning og Rengøring og det tegner ogsaa til at gaa nogenlunde i Betragtning af at jeg er kommen rigelig højt op i Aarene til at begynde paa et nyt Virkefelt.
Naar Kathrine var sengeliggende og Pigen skulde malke med om Morgenen, kogte jeg ofte selv Havregrøden og lavede Kaffen og det blev jeg helt perfekt til og saa har jeg jo ogsaa set hvordan Kvinderne bærer dem ad med at fremstille en Del andre Retter og da jeg som alle Altmuligmænd er god til at lægge Mærke til hvordan Folk bærer dem ad, naar jeg ser dem i Arbejde, og det er snart det samme hvad jeg ser Folk i Færd med, saa følger jeg med i hvordan de bærer dem ad og laver mig en Mening om, hvad der er rigtig og hvad der er Fejl i deres Fremgangsmaade, ogsaa hvordan Udfaldet bliver og jeg mente derfor jeg havde en Del Kendskab ogsaa til det huslige Arbejde.
Havregrød, Kaffe og Te og Tvebaksmælk var egentlig det eneste jeg havde prøvet at lave da jeg begyndte og som jeg var helt perfekt til. En af de første Dage vilde jeg lave Hyldebærsuppe med Tvebakker og det faldt ogsaa helt godt ud.

Men da jeg saa et Par Dage efter vilde forsøge at lave Grød af Hyldebærsaften, blev det ogsaa til Suppe; men til alt Held kom i det samme Birgitte og hendes Plejedatter Sofie i Besøg og de rørte saa lidt mere Kartoffelmel i saadan at det alligevel blev til Grød. Mine senere Forsøg med Frugtgrød er falden bedre ud om end de ikke hver Gang bliver lige stive, det samme er Tilfældet naar jeg koger forloren Risgrød og saa hjælper det at jeg ikke er saa vanskelig med Maden, især ikke naar det er mig selv der har fremstillet den. Selv om man har set hvordan et Arbejde udføres og tror at man kan gøre det efter, er der næsten altid nogle smaa Finesser man har overset og som bevirker at det falder mindre heldigt ud, og Haandelaget skal jo ogsaa opøves.

En Dag vilde jeg forsøge at lave en Omelet, som Margrethe en Søndag hun var hjemme opvartede med; jeg saa nu egentlig ikke hvordan det gik til, men forstod at Æggehviden skulde piskes og jeg troede da at det var det eneste Forskel, der var paa en Omelet og en Flæskepandekage. Jeg har nu siden faaet at vide af Margrethe, at der ingen Mel skal bruges og kun en Spiseskefuld Mælk til hvert Æg. Jeg startede altsaa med to Æg. Æggehviderne piskede jeg rigtignok, men Blommerne rørte jeg en god Spiseskefuld Mel i samt en Slat Mælk og blandede det saa med de piskede Æggehvider før jeg hældte det i en velsmurt Pande. Omeletten, der laa løs i Panden, vilde jeg saa vende og tog en Tallerken at vende den paa. Jeg fik den rigtignok over paa Tallerkenen, men da jeg vilde anbringe den igen paa Panden omvendt brændte jeg Haanden paa den varme Pande og tabte derved baade Tallerken og Omelet paa Gulvet. Jeg gav Hunden den mislykkede Omelet og forsøgte saa med et Par andre Æg.

Jeg vilde saa bruge et Grydelaag at vende den paa; naar jeg holdt Laaget i det paa Midten anbragte Haandtag, mente jeg nok at kunde vende den. Men nu kunde jeg ikke piske Æggehviderne som jeg havde anbragt i den samme Skaal som første Gang, uden at afvaske Resterne af den første sammenblandede Omelet; jeg vidste jo ikke at Æggehviderne ikke kan piskes naar de er sammenblandede med andre Ingredienser, men jeg fandt saa ud af at kunde det ikke blive en Omelet, maatte det kunde spises som en Flæskpandekage uden Flæsk. Den lykkedes det godt nok at vende nu jeg brugte et Grydelaag. Jeg har nu siden lavet en Omelet som baade var vendt og helt vellykket, men da jeg lod den henstaa i Panden mens jeg kogte noget Mælk til Tvebakmælk stod den og faldt sammen og kom derved til at ligne en Flæskpandekage, men nu regner jeg med at have gjort saa megen Erfaring at jeg kan gøre det helt rigtigt, naar jeg nu skal forsøge 3dje Gang.

Lidt Uheld havde jeg ogsaa en Dag jeg vilde lave Tvebakmælk til Middag sammen med Kartofler og Flæsk.
Da Kartoflerne ikke kan koge paa Komfurets bagerste Hul uden der er stærk Ild paa, anbragte jeg Mælken paa bagerste Kogehul og Kartoflerne paa den forreste. Jeg havde kun saa megen Ild paa at Kartoflerne kunde holdes i Kog og regnede med at Mælken blot skulde staa og opvarmes saadan at den ovre paa det forreste Kogehul hurtig kunde bringes i Kog naar Kartoflerne var færdigkogte.
Jeg havde lagt et Laag over Mælken og mærkede derfor ikke at den var kommen i Kog, før det strømmede ud ved Laaget og over det ene Grydeøre, saa jeg ikke kunde faa Gryden løftet op før jeg kom i Tanker om at løfte i den oversvømmede Grydeøre med Ringekrogen. Da det naturligvis tog lidt Tid før jeg kom i Tanker om Ringekrogen løb Halvdelen af Mælken ud af Gryden og der blev jo saa kun saa megen Mælk tilbage, at det knap slog til til Halvdelen af det Antal Tvebakker jeg havde tænkt at bruge.

Lidt uheldig for Madlavningen er vel nok den Vane jeg er kommen i med, at gaa med en Skraa i Munden, den maa jeg jo skille mig ved naar jeg skal smage Maden tilpas. Jeg kan godt lade være at spytte fordi jeg har en Skraa, men naar jeg har Lejlighed dertil vil jeg alligevel helst spytte og naar jeg opholder mig i Køkkenet og der staar en Vandkedel over Ilden løfter jeg den undertiden op for at kunde spytte ned i Ilden, der skader det jo ikke Hygiejnen; men en Dag løftede jeg i Distraktion i Stedet Laaget af Vandkedelen og spyttede i den; det gjorde naturligvis ikke saa meget da jeg kun er ene i Huset; men hygiejnisk var det jo ikke og jeg vil helst overholde Hygiejnen saadan at jeg ogsaa kan byde mulige Fremmede en Kop Kaffe om det byder sig; jeg maatte jo saa have Vandkedelen tømt og renset.

Min Distraktion har ogsaa spillet mig et Puds et Par Gange ved Morgenmaden; jeg bruger Te om Morgenen efter Havregrynene fordi det er nemmere end at lave Kaffe; jeg har en lille Lerkrukke med en Øre ved Tesien staar paa inde i Spisekammeret, den tager jeg ud og sætter paa min Spisebord ved Siden af Koppen Teen skal skænkes op i.
Men saa er det sket et Par Gange at jeg hældte Vandet fra Vandkanden over Tesien uden at have faaet den flyttet over paa Koppen, men det koster jo da kun en Kop Te, det der er skænket i Krukken fra de foregaaende Gange holder jeg ikke af at bruge, da der som Regel er lidt løben ned i Krukken fra de foregaaende Gange Tesien er brugt.

Som Regel vasker jeg de til Maaltiderne benyttede Gjenstande af straks efter Benyttelsen, men i Gaar Margrethe var hjemme lod hun Kaffekopperne staa i Vasken. Da jeg saa havde spist Aftensmad lod jeg være at vaske op til efter Morgenmaden i Dag, saa blev der jo en lidt større Opvask end jeg var vant til, der var en Del Kopper og en Par Tallerkener samt Knive og Teskeer; jeg anbragte det hele i en Opvaskeballie og hældte en Kedel kogende Vand over.
Kopperne havde jeg anbragt øverst og skænkede dem fulde af Vand, der var en Kop Indholdet var mere mørk i end de andre, det hældte jeg af i Vasken før jeg begyndte paa Opvasken, men Gjenstandene syntes jeg var saa sært fedtede at tage paa, det undrede jeg mig lidt over, men fortsatte alligevel Opvasken uden at tænke videre derved, det saa jo rent nok ud efter at være børstet af i det varme Vand, men da jeg saa skulde have det tørret af, blev jeg jo klar over, at der var noget galt, for det var ikke saa lidt fedtet at tage paa.

Jeg har en Kop staaende inde i Spisekammeret jeg hælder det ved Flæskestegning tiloversblevne Fedt i, det bruger jeg at smøre paa Brødet til Hunden.
Jeg tager da Koppen ud paa Bordet, naar jeg er færdig med at spise til Aften og smører et Par Stykker Brød til Hunden. Jeg fik saa en Anelse om at jeg havde glemt at sætte Koppen med Fedtet ind i Spisekammeret om Aftenen og at det var den jeg havde lagt Mærke til at Indholdet (det iskænkede vand) var mere mørk i end i de andre og at den var løben over, da jeg skænkede Vandet i og at det var derfra Fedtetheden stammede.
Jeg maatte jo saa have en anden Kedel Vand i Kog til en anden Opvask, hvortil jeg brugte rigelig Soda.

Nu efter flere Maaneders Øvelse i Eneboerlivet tror jeg nok at jeg en bleven ikke saa lidt huslig, jeg kan naturligvis ikke lave saa mange Retter som Kvinder, der har arbejdet dermed i mange Aar, men jeg kan da lave saa meget at det ikke bliver ensformigt og regner jo med at lære mere med Tiden og jeg kan da ogsaa godt stoppe de hullede Strømper og jeg har ogsaa forsøgt mig med at lappe et Tæppe, og det kom jeg helt godt fra; jeg er ikke saa daarlig til at sy paa Maskine, der har jeg den Fordel frem for mange Kvinder, at jeg er en Del maskinkyndig og er god til at holde Symaskinen i Orden. Jeg har jo altid maattet lave ved den, naar Kvinderne ikke kunde faa den til at sy ordentlig.

Man hører almindeligvis Folk beklager og har Medynk med enligt stillede gamle Mænd fremfor deres kvindelige Kollegaer, som menes bedre at kunde klare Husførelsen.
Jeg tror nu nok jeg vil kunde klare Stillingen helt godt, selv om den ikke kan siges at være misundelsesværdig, og jeg tror - heller ikke - for Kvinderne.

Alene som ældre

Pastor Hansen sagde at der ikke var flere Mennesker i Aale end der var for en lang Tid tilbage (jeg husker ikke hvor lang).
Før var der jo flere Folk omkring paa Gaardene og de Gamle blev ogsaa boende paa Gaardene. Nu bygger de dem derimod et eget Beboelseshus enten ved Gaarden eller i Byen. Vore Forfædre har altsaa været mere økonomiske end vi er nu.

Boligproblemet vilde jo lettes en Del hvis vi optog den gamle Skik. I Byerne er de ved at indrette dem paa samme Maade, blot er den vendt om idet det er de Unge der bor hos de Gamle. I Byerne er Lejlighederne i Reglen mindre end paa Landet, hvorfor Ulemperne ved at bo sammen bliver større.

Paa Landet var det heller ikke altid det gik saa godt med at forliges og de smaa Forhold i Byerne gør det rimeligvis værre. De oprettede Alderdomshjem er vel nok at foretrække fremfor den gamle Aftægtsordning, men det er alligevel ikke saa let for de Gamle at finde sig tilrette dermed. De er jo vant til selv at raade for Skikkene i Hjemmet og tillige mangler de deres gamle Beskæftigelse saa længe Helbredet er saadan, at de godt kunde bestille lidt ved tilvant Arbejde. Er de først saa svage at de ikke kan udrette noget og knap kan klare dem selv, tror jeg nok de finder dem bedre tilrette paa et Alderdomshjem, men bedst er det naturligvis hvor Alderdomshjemmet er beliggende nær ved hvor de har boet og udført deres Manddomsgerning og hvor deres Bekendtskabskreds er.

De der afstaar deres Ejendom eller Forretning mens de er nogenlunde raske og begge Ægtefællerne lever, foretrækker i de fleste Tilfælde at bygge eller købe et Hus og det er vel nok det, de finder dem bedst tilrette med saa længe Helbredet er saadan at de kan klare dem selv, men dør en af dem, bliver det mere vanskelig med Tilfredsheden og en Husassistent er jo for kostbar for Tiden.
Eneboertilværelsen er vel i de fleste Tilfælde vanskeligst for Mændene. Kvinderne er jo mere vant til huslig Beskæftigelse og kan bedre faa Tiden til at gaa med indendørs Arbejde.
Men Ensomhedsfølelse og Savnet af Mandens Selskab tror jeg alligevel ogsaa for dem virker nedtrykkende. Under Rationeringen var det vist ogsaa vanskeligt for enlige Personer at faa Mærkerne til at slaa til og ualmindelig var det vist heller ikke, især i Byerne at to Enligstillede flyttede sammen. Foruden Leveomkostningerne blev baade Huslejen og Brændselsforbruget billigere og der foruden var det vel en Lettelse for Boligproblemet.

Om Tunghørighed og Familieliv i Julen

Jeg tror nok at Thyra har ikke saa lidt Familie- og Hjemstavnsfølelse. Hun er altid ved Højtiderne hjemme hos Søstrene i Hjortsvang i Besøg og Maren i Brædstrup tror jeg ogsaa gerne vil besøge Fødeegnen imellem. Naar hun er her ovre besøger hun ogsaa altid os og det gjorde Thyra forresten ogsaa mens Kathrine levede og det gjorde forresten alle Søskendene. Søstrene har allesammen tjent hos os og det var vist ogsaa blevet helt hjemligt for dem her ovre, ialtfald var de her lige saa meget som hjemme, naar de havde Weekend og var hjemme paa Besøg, mens de tjente.

Thyra og Peder skulde komme hjem til Karen og Kirstine paa 2den Juledag og Svend og jeg blev ogsaa budt derop, som vi forresten altid bliver naar de venter Thyra.
Det er vel en Slags Familiesammenkomst og Peder Nyborg var der ogsaa. Jeg tog da ogsaa med derop skønt jeg ikke ventede mig stor fornøjelse derved, for jeg kan jo ikke deltage i Samtalerne Selskabet imellem. Men det blev næsten alligevel værre end jeg havde ventet, jeg sad og fik kolde Fødder da Kaminen ikke varmede ret meget i Stuen.
Jeg prøvede paa at faa en Samtale i Gang med Peder Laursen om den nye Vej i Hornborg, der tog det meste af deres Have og som de fik 12000 Kr. i Erstatning for, men det gik snart i Staa igen.

Det er mulig det Peder Nyborg snakkede om, interesserede ham mere, det er der jo ikke noget at sige til. Men det blev alligevel for trivielt for mig. Da de alle saa optagne ud, gjorde jeg heller ikke flere Forsøg paa at komme i Snak med nogen, og da der heller ingen var der havde noget at tale med mig om, tog jeg med Svend hjem, da han ved 5-tiden skulde hjem at fodre og malke, da der ingen var hjemme paa Gaarden.
Han er nu kørt derop igen til Aftensmaden og der er saa ingen til at forstyrre mig.

Jeg tror nok det vakte Forundring at jeg ikke vilde blive længere, de befandt dem naturligvis selv godt nok ved samværet og havde aldrig skænket det en Tanke, at Forholdet kunde være anderledes for mig, der blot kunde være Tilskuer.

Jeg vilde gerne have sagt at nok var jeg glad ved at se dem, men naar jeg først havde siddet og set paa dem et Par Timer, begyndte det at virke trættende og desuden sad jeg med kolde Fødder og smaafrøs. De er meger sparsommelige med Brændet og Karen maa jo kunde klare sig med lidt Varme. Kristine, der var i Aktivitet med Opvartningen mærkede naturligvis ikke Køligheden i Stuen. Og saa er det vist ogsaa saadan, at Folk der er optagne af Samtalerne kan klare sig med mindre Stuevarme, end jeg der blot sad og kedede mig.

Den 28.12-48. Det kan vist ikke være anderledes end Folk foretrækker at tale med dem der kan høre, især naar der er et Selskab samlet. For de fleste, naar de ikke ligefrem lider af Underværdskomplekser, har ikke noget imod at deres Fortællinger og Bemærkninger eller Aandrigheder høres af de flest mulige, og det kan da ogsaa godt være interessant at høre de forskellige Deltageres Fortællinger og Bemærkninger, det kan jeg godt forstaa, men det er alligevel kedelig at være Tilskuer ret længe.

For en lille Tid kan det godt interessere mig at sidde og iagttage de forskellige Deltagere i et Selskab, men ret længe varer det alligevel ikke før det ikke længere er tilfredsstillinde. De smaa Selskaber, Gudstjenester og andre Sammenkomster af lignende Art er de værste.

I større Selskaber er der større Chance for at træffe paa enkelte Individer der er uoptagne, og som det kan lykkes at komme i Samtale med.
I de sidste Aar Kathrine levede deltog vi ikke ret meget i Selskabslivet, da hendes Helbred led derved og min Tunghørighed jo hindrede mig i at faa Fornøjelse eller Adspredelse derved og vi kunde jo ogsaa godt underholde hinanden hjemme, saa Savnet var ikke stort ved at give Afkald paa Selskabeligheden.

Pastor Kring sagde en Gang at Mennesker her en stor Tilpasningsevne og det syntes han ogsaa har været Tilfældet med mig. Da Tunghørigheden omkring 30 Aars Alderen tiltog saa stærk, at jeg ikke godt kunde følge Forhandlingerne ved Sogneraadsmøderne var jeg jo nødt til at opgive Deltagelsen i Sognepolitiken og andet lokalt Samfundsarbejde, som jeg forholdsvis tidlig kom med i.

Og det varede da heller ikke saa længe før jeg fandt mig tilrette dermed og fandt fuld Optagethed med Arbejdet med Bedriften og Familien. Og Svineavlsarbejdet gav mig ogsaa megen Optagethed og Tilfredsstillelse. Det er vel nok for de fleste lidt vanskeligt at tilpasse sig efter de ændrede Forhold, der indtræder ved Afstaaelsen af al det men i en lang Aarrække har indlevet sig i og da jeg samtidig ogsaa mistede min Kone, blev Overgangen eller Forandringen saa meget des større og det har da ogsaa hidtil knebet lidt med Tilpasningen.
Hvis jeg kunde være flyttet ind i Huset jeg købte i Hjortsvang, forestiller jeg mig det var gaaet bedre.

Det hedder jo at Vanskelighederne er til for at overvindes, men det gaar vist lettest mens man er ung. Men forresten føler jeg ikke Trykket af Alderdommen meget generende og kommer forhaabentlig ogsaa over de nuværende Vanskeligheder, som naturligvis ikke er større end jeg selv gør dem til.

Kathrine sagde til mig at jeg ikke brød mig om mine Børn. Hvor meget der er om det, ved jeg ikke, men jeg har det ikke saadan som min Moder, der havde store Bekymringer for at det ikke skulde gaa godt for mig og ligeledes for hendes Broder, der i mange Aar havde økonomiske Vanskeligheder. Hun sagde til Birgitte, som hun syntes økonomisk sikret, at naar hun ikke var her mere, skulde hun passe paa Jens og Kristian, og da jeg blev taget til Trænkonstabel og skulde rejse til Aarhus, hvor jeg skulde aftjene Værnepligten, sagde hun at havde det bare været hende, der skulde afsted, hun syntes at hun kunde meget bedre.

Saadan er min Indstilling ikke over for Børnene, jeg tror nok jeg godt vil hjælpe dem tilrette, naar jeg finder deres Indfald og Dispositioner nogenlunde fornuftige, men ser jeg de indretter dem ufornuftigt, er jeg naturligvis ikke glad ved det, men store Bekymringer forvolder det mig ikke, for jeg kan jo indse, at det ikke kan forbedre Tilstanden for dem, om jeg forfalder til Tungsind.

Små stykker om forskellige emner

Et Brev til Pastor Hansen, der ikke blev afsendt

Jeg synes ikke Deres Opfattelse af Ligheden om den fortabte Søn er helt rigtig. Det der var Jesu Mening med alle tre Lignelser, baade om Faaret, Pengestykket og den fortabte Søn, var jo at gøre de Skriftkloge forstaaeligt at man er mere optaget af noget man har mistet end hvad man ellers har og ved er i god Behold og det naturlige i, at naar man igen faar det tabte tilbage, at man saa ogsaa er mere optaget af dette end over alt det andet man har og som der ingen Udsigt er til at skulle miste.
Men jeg synes De lægger noget ind i Lignelsen, jeg ikke kan se har været Tanken dermed, nemlig Faderens Skyldbevidsthed i Sønnens Ulykke, idet De siger, at det daarlige der blev hans Ulykke, var noget han havde taget i Arv efter Faderen. Jeg forstaar det saadan, at De dermed ogsaa hentyder til Sexualiteten, som ganske vist ligger i Slægten, men slet ikke som en Arvesynd.

Den misundelige Broders Udtalelse om, at han havde forødt Arven i Selskab med Skøger, maa vist snarest tages som en grim Ondskabdfuldhed, og jeg synes det er forkert, hvis Folk fik den Opfattelse at Sexualiteten er et Kors, de har faaet at drages med. Kaj Munk kalder det i en Bryllupssang "Livets største Lykke". Grønvald Nielsen sagde en Gang, mens jeg var Elev paa Vestbirk, at Kønsdriften og Selvopholdelsesdriften er Livets stærkeste Drifter, ialtfald er de nødvendige for Menneskehedens Vedligeholdelse og kan derfor ikke være syndige.
Det er nok muligt Kvinderne ogsaa har kostet Pjokket noget, men Fejlen hos ham var snarest, at han ikke havde forstaaet, at en arvet Formue er ikke noget der er bestemt til at spises op og more sig for, men Meningen er, at den skal bruges som Start- eller Driftskapital i en Virksomhed til hans egen og Menneskehedens udvidede Levemuligheder.

Han har nok haft samme Indstilling som Stauning og hans Socialister i hans Opgangsperiode. Jeg synes at kunne huske lidt om, at de borgerlige Partier efter en Udpumpning af Landbruget mente, at han nu havde naaet Bunden, at Stauning da sagde, at der endnu var Formuerne at tage til, men heldigvis opdagede han inden alt var soldet op, at det er uklogt at slagte Hønen der lægger Guldæggene.

En dansk Konsul i et fremmed Land berettede at Landet gerne tog mod Emigranter fra Danmark, men selvfølgelig stillede visse Krav. Dem der paa Spørgsmaalet om hvad de kan svarer: "Alt", dem kan vi ikke bruge. Jeg har læst ovenfor nævnte i et Dagblad og neden under bemærkede Redaktøren med fede Typer: Det er underligt, dem der kan alt er der ingen Brug for, men dem der kun kan et, er der altid Brug for.
Man ser dog ofte en Annonce, hvori søges en Altmuligmand eller en Havemand, der tillige kan foretage smaa Reparationer paa forskelligt Værktøj og Maskiner.

Jeg tror nu det i de fleste Tilfælde er godt om Folk kan lidt mere end hvad der lige hører til for deres Fag, og det hører da vist ogsaa med til almindelig dannelse, at vide en del om meget andet, som just ikke er nødvendig i det Arbejde der er Hovederhvervet.

En Vaadeskudsulykke

Foranlediget af det kedelige eller rettere sørgelige Uheld,at en Karl i Hjortsvang, ved uforsigtig Omgang med en Salonriffel, er kommen til at ramme en medtjenende ung Karl saa uheldigt, at Kuglen gik ind gennem det ene Øje og blev stikkende i Baghovedet.
Vaadeskuddet medførte at den unge Karl i mange Dage henlaa i bevidstløs Tilstand, uden at Lægerne kunde afgøre om han kan leve, men de mener at han i saa Fald vil blive blind paa begge Øjne og maaske lammet i den ene Side.
Karlen der havde ufrivillig, men dog paa Grund af Uforsigtighed, foraarsaget Ulykken, er jo meget ulykkelig og tungsindig over det passerede og utænkeligt er det ikke, at han kan faa en Neurose for Livstid derved og man kan jo næsten ikke se hvem af de to Karle der er haardest ramt.

En Neurose kan vel godt blive lige saa trælsom som en Invaliditet, og hvor stor Ulykken er for den ramte Karl er, hvis han afgaar ved Døden, kan jo ikke sees. Der er jo ingen der ved hvad Livet vilde have givet ham, baade af gode og tunge Oplevelser, om han havde faaet Lov at leve et fysiske normalt Liv. En stor Invaliditet skulde man jo næsten mene var det værste for ham, men Glæde og Lykke kan vist ogsaa opleves af Invalider og af Folk, som vi anser for at være meget ulykkeligt stillet i Forhold til de normale. Det er vist alligevel saadan, at en Ulykkes Tyngde er afhængig af Sindet, saadan at hvad det helt kan slaa �n ned, ikke føles saa sort af andre.
I saadanne Tilfælde er den kristne Religion jo vidunderlig, hvis en dygtig Præst kunde faa den nedbøjede Karl til at tro paa den, vilde det rimeligvis blive en Lettelse, for naar Gud ikke lader en Spurv falde til Jorden uden at han tillader eller bestemmer det, vil han ogsaa have en Mening med Vaadeskuddet.

Nu ved jeg ikke om Skæbnetroen er saa bibelfast hos alle religiøse Afskygninger, som de paagældende Folk har Brug for eller helst vil have dem. Noget urimelig synes den kristne Religion nok at være for dem der ikke er indfanget i den. Efter dens Beskrivelse af den himmelske Herlighed skulde det jo nærmest være en god Gerning at hjælpe Folk der op. Hvad enten det er ved Uheld eller med Forsæt.

"Gamle" er en Fordbil af Model 1926, oprindelig skabt som Turistvogn, men som straks efter at være kommen i Tjeneste ved Landbruget i Danmark maatte den finde sig tilrette med at Bagsædet blev savet fra og erstattet med et Varelad og dermed blive reduceret til Arbejdskøretøj.

Det havde dog ingen Indflydelse paa dens inderste Personlighed, den var jo tænkt og skabt til at være en tro og paalidelig Tjener for Menneskeheden og for den gjorde det ingen Forskel, om den skulde tjene til Morskab eller Nytte, blot den gjorde sit Hjemland og Fødested Ære ved Paalidelighed under alle Forhold, for den var det en Selvfølgelighed, hvor den blev sendt hen og i hvilken Anledning altid at bringe Last og hvad den var betroet til Vejs Ende og hjem igen til dens Garage igen og aldrig nogensinde rendte den Næsen imod, for den skyndte sig aldrig mere, end den kunde stoppe op, hvis et Barn løb over Vejen foran den.
Hvis den fik Benzin til for stor Fart hoppede og slingrede den for at tilkendegive at Farten var over Sikkerhedsgrænsen; og hvor var det hyggeligt i Kulde og Regn at sidde i dens lune Førerhus og iagttage de forbipasserende Forgængere og Cyklister, der vaade og frysende maatte færdes ude i Uvejret.

Selv om den ikke var af de graadigste Kilometerslugere, aad den sig alligevel igennem sine 40 kilometer i Timen og befandt man sig med den 100 Km. ude en mørk Aften, var det hyggeligt og beroligende at vide, at for hver Time var man 40 Km. nærmere hjemme og sørgede man blot for den havde Olie og Benzin, var man tryg for at den blev ved til den kom hjem.

Et par sider med afskrevne vers:

Ved et Tab

Hvad her vi elske, ejes kun paa Borg
paa uvis Frist, saa er naturens Orden,
og vil Du være fri for Savn og Sorg,
daa maa Du intet elske her paa Jorden.

Men Sorgen er en Engels dunkle Haand,
som lutrer hvad dig jordisk kært er vorden
og løfter med det evige Din Aand -
og derfor skal Du elske her paa Jorden.

Ludvig Bøtcher

Glæden, Sorgen og Lykken
af Axel Juhl

Dejligst af alle Glæder
er Glæden for slet ingenting,
ikke for noget, du vil eller kan,
Glæden for intet, og Glæden for Alt,
Glæden fordi du er til.

Dyrest af alle Sorger,
er Sorgen for slet ingenting,
ikke for noget du ved eller tror,
Sorgen bare fordi du er til
og gaar paa den taagede Jord.

Lykken for den du elsker
den dybeste Lykke hun gav,
er ikke Sansernes bristende Spil,
nej, det er Lykken, naar du er alene,
bare fordi du er til.

Lørdagsrim

Hvis man har lidt Tiltro til sig selv
og ikke er bare en Klud,
saa banker men ikke paa Døren der,
hvor man een gang er vist ud.

Vejle Folkeblad

Aldrig køber saa lidt os fri

Livet vi har, er i Dag
en Gæld til dem, der gik bort.
Husk: De, der ikke fik levet det selv,
de har ikke andet end vort.

Livet bli�r aldrig nu
ganske vort eget me�r.
De der faldt, har Del deri
saalænge vort Solskin ler.

Blomster paa tidlige Grave,
Mindeord, Sange og Digt
- aldrig køber saa lidt os fri
for vor Gæld, vor Arv og vor Pligt.

Dilettant Filosofi

Opdateret d. 11.3.2020