Om folk i Linnerup!

Afskrevet marts/juni 2005 for Hjortsvang Museum. Hvor der savnedes overskrifter, har jeg skrevet sådanne i kursiv, samt hist og her rettet i tegnsætningen og stavemåden. For at kunne forstå Jens Johansens synspunkter på flere af de spørgsmål han har skrevet om, synes jeg, det må være på sin plads at oplyse, at han levede i årene fra september 1873 til april 1951. Hans kone Kathrine levede fra 1882 til 1940.
(Marie Rasmussen)

Anders Martinussen, Peder Nielsen, Peder Væver, Niels Marienborg og Kristen Fynbo.

Ved Folketællingen den 1. juli 1787 var der i Linnerup By og tilliggende 5 Gaarde og 5 Huse.
I min Barndom først i Firserne var der egentlig kun 4, idet Gaarden Matr. No. 2 ved Jordsalg var reduceret til et Boelsted paa 35 Td. Ld. hvoraf det meste var simpel Sandjord og Besætningen var vist kun et Par Trækstude og 3-4 Køer og nogle Faar og undertiden et par Ungkreaturer i Opdræt. Af Huse var der kun to og det ene var sandsynligvis det gamle Stuehus til Gaarden Matr. No. 5 der var flyttet ud; af de i 1787 daværende Huse kan der kun være en tilbage. Men saa var der til Gengæld bygget to mindre Gaarde og to Boelsteder paa de fra Gaardene fraskilte Parceller syd og vest for Gaardene, samt 3 Gaarde paa de frasolgte Østermarkslodder, der var paa omkring 50 Td. L.hver og langt den bedste af det oprindelige Gaardene tilhørende Jord. De to østligste Lodder maa være fraskilte før de førstnævnte 2 Gaarde og to Boelsteder, da de har faaet selvstændige Matr. No., nemlig 6 a og 7 a, den sidstnævnte er der dog solgt 14 Td. L. fra, som har 7 b og herpaa ligger den ene af de 3 Østermarksgaarde; de først nævnte 4 fraskilte Ejendomme har Matr. No. 2 b, 3 b, 4 b og 5 b, og saa er der en 4de Gaard paa Østermarkslodden til 3 a, der først blev fraskilt først i 70erne, der vistnok har 3 c.

I Tidens Løb er der vel nok flyttet om med Gaardene. Paa et gammelt Kort over Linnerup er 3 af Gaardene afmærkede et andet Sted, end hvor de laa i 1880, nemlig No. 2 a, 4 a og 5 a, og en 4de Gaard maa ogsaa være flyttet, idet Jorden Øst for Gaarden benævnes "Den gamle Jord".

I 1880 ejedes Matr. No. 1 af Anders Martinussens Enke og bestyredes af hendes to Sønner Morten og Martinus. No. 2 a af Peder Nielsen, No. 3 a af min Fader Lauritz Johansen, No 4 af Peder Hansens Enke og bestyredes af hendes Søn Anders Peder-sen, No. 5 af Niels Marienborg, No. 6 af Rasmus Andersen, No. 7 af Kristen Nyborg, 7 b af Mikkel Kristian, No. 3 c af min Farbroder Peder Kr. Johansen, No. 2 af Niels P. Nielsen kaldet Peder Væver, No. 3 b af Kristen Fynbo, No. 4 b af Jens Nielsen (Jens Skrædder), No. 5 b af Peder Krusborg. De to Huse beboedes af Hanne Pjaltkræmmer og Søren Hjuler. Sidst i 80erne byggede Tømrer Thyge Andersen endnu et Hus, saa der blev 3 Huse i alt. Peder Nielsens Ejendom var paa det omtalte Kort beliggende mellem Matr. No. 1 og 3 a paa den Jord, der nu hører til 3 a, altsaa paa den østre Side af Vejen. No. 4 a laa ind mod Bakken tilhørende 3 a tæt ved Vejen og No. 5 a laa ved Vejen paa Kilen langs med Toften tilhørende 2 a.

Gaarden No. 2 a, der altsaa som tidligere nævnt ved Jordsalg var reduceret til et Boelsted, købte min Fader omkring 1880 af Peder Nielsens ældste Søn Niels Pedersen, der havde overtaget den 4-5 Aar før, men han var ingen god Landmand, han lod Bygningerne forfalde og Markerne var ogsaa helt ude af Drift, da min Fader overtog den og lagde den ind under Matr. No 3 a, som derved fik et Jordtilligende paa 70 Td. Ld.
Peder Nielsen, der ved Sønnens Overtagelse af Ejendommen var tilskreven Ophold og Aftægt paa Gaarden, flyttede saa hen til os som Aftægtsmand. Hos os spiste han sammen med den øvrige Husstand og modtog derfor af Aftægten kun en mindre Pengesum pr. Kvartal, samt noget Uld ved Efteraarsklipningen. Der blev et Værelse gjort i Stand til ham, hvor han opholdt sig det meste af Tiden uden for Spisetiderne, da han ikke var saa godt gaaende og han var da glad ved naar jeg, der var 11-12 Aar, kom ind og gjorde ham Selskab. Han vilde gerne fortælle om sine Oplevelser og de Mennesker han havde kendt, men som var døde før jeg kunde huske og jeg vil nu prøve paa at gengive noget af hvad han fortalte og hvad jeg hørte fortælle, ogsaa af andre ældre Folk i min Barndom og første Ungdom:

Anders Martinussen, der ejede Gaarden Matr. No. 1, handlede med Stude ogsaa før han fik Gaarden, han havde vist en temmelig lang Ungkarletid. Han var musikalsk og spillede til Barselgildet da hans Kone var i Kirke. Han sagde da: "Hende vil a no ha te mi Kuen", og det fik han ogsa; han blev ikke tidlig gift, han var vist omkring ved 50 Aar. Han var vist en jævn solid Bonde, lidt pladserlig og en god Husbond var han ogsaa og havde hans Karle undertiden i en lang Aarrække. Peder Tærsker, Aale Vestermark, tjente der i 7 Aar og en anden har jeg hørt var der i 22 Aar. Men det der karakteriserede ham var hans fænomenale Styrke.

Peder Nielsen fortalte at en Dag han kørte Hø hjem, der skulde forkes ind af en Gjævling over Kostalden, kørte han Vognen saa skødesløs til, at den stod lidt ude fra Huset med Bagenden. Hans Fader, der forkede af, knurrede da lidt over at han ikke kunde køre Vognen ordentlig til. Anders Martinussen gik da, uden at mæle et Ord, om til Vognens Bagende og satte Ryggen under og løftede den ind til Huset. Hans Fader, der fortalte Peder Nielsen det, sagde: "A blev da ligefrem hiel sær veét". Han har jo nok vidst at han havde en stærk Søn, men en saadan Kraftudfoldelse var jo helt overmenneskelig.

Anders Martinussen havde en lille rød Hest han red paa til Markederne. Den kunde han løfte fra Jorden naar han red gennem Porten, ved at fatte med Hænderne om Porthammeren. Paa Vejen til Vorbasse Marked over en stor øde Hede, blev han en Gang overfalden af to Røvere, den ene greb fat i Hestens Hovedtøj og den anden i Anders Martinussens Ben og vilde vælte ham af Sadelen. Paa Rideturene havde A. M. altid en kort knotteret Kæp med, den slog han den forreste Røver i Hovedet med og ham der havde fat i Benet, fik en Rift af Sporen. De slap derved begge to og Anders Martinussen slap derved fra dem. A. M. saa dem paa Markedet Dagen efter og kendte dem paa Mærkerne de fik ved det mislykkede Angreb.
En anden Gang han paa Hjemvejen fra et Marked red forbi et Hus der laa ensomt, kom der en Mand ud og spurgte om hvad Klokken var. "Det skulde En snarere spørge dig om, der lige kommer indefra" svarede han og sporede Hesten for at faa Manden paa Afstand, der nok interesserede sig mere for Katten end for Klokken. I den Tid brugtes vist ikke Papirspenge, men Sølvmønter de havde i en stor Pengepung, der kaldtes en Kat og som enten var tilspændt Sadeltøjet eller en Rem om Livet. Saadanne Katte kunde jo være baade tunge og omfangsrige og kunde jo nok være en Fristelse for Ugerningsfolk. Det var da ogsaa meget almindeligt at to Handelsmænd gik i Kompagni og fulgtes ad paa Rejserne omkring til Markederne.
Anders Martinussen handlede da ogsaa sammen med flere. En Tid handlede han sammen med en Mand i Kollemorten, der altid medførte en Knappenaal naar de var kørende og Anders Martinussen, der var slem til at falde i Søvn om Aftenen, var Kusk. En lille Prik af Knappenaalen kunde da faa ham vaagen igen.

Han handlede sammen med Markus i Hjortsvang da Peder Tærsker tjente hos ham. Peder Tærsker har fortalt, at han sammen med baade Morten og Jens Markussen trak Stude til Vejle, der var solgt til en Storhandler der; de havde jo saa Katte med at bære Pengene hjem i. Kattene havde de om Livet, men en Gang Morten var med maatte han bære dem i Haanden, da den skavede ham paa Kroppen. Peder Tærsker havde et Stykke Læder lagt under, saadan hans ikke kunde skave.
En Gang Jens Markussen var med, spurgte Handelsmandens Kone, om de ikke vilde have noget at spise. P. T. sagde ja Tak, men J. M., der mente det var pænest at sige nej Tak og regnede med at blive "presset" ligesom hjemme i Hjortsvang, maatte se til mens Peder Tærsker nød den gode Mad, der kom paa Bordet. De havde jo begge Mellemmader med hjemmefra, men alligevel var det haardt nok for Jens Markussen at se paa hans Kammerat sad og delikaterede sig med Købstadsmaden. Peder Tærsker informerede ham om bagefter, at fine Folk ikke som Landbokonerne brugte at nøde Folk, men det var vel nok en fattig Trøst.

Anders Martinussen handlede ogsaa sammen med Holger i Dalsgaard ved Sønderdal. En Gang de paa Hjemvejen fra et Marked bedede i en Kro, hvor der var mange andre Gæster i Skænkestuen, var der en der sagde, saa det hørtes over hele Stuen, at var der en derinde, der kunde lægge ham hans Haand mod Bordet, vilde han give en Omgang til hele Stuen. "Det skulde Du prøve, Anders, for Du kan jo gøre det", sagde Holger, men det syntes han ikke han vilde, men lod sig alligevel overtale og lagde ogsaa Manden hans Haand mod Bordet og tjente derved Omgangen til hele Selskabet.

Peder Tærsker har fortalt, at en Gang han var med Anders Martinussen til Marked for at trække Studene hjem, tog han ham med ind i en Beværtning efter at Handelen var ovre, hvor de begge fik noget at spise og hvor der var mange andre Handelsmænd, der skulde have noget at spise før Hjemturen. Paa saadanne Studemarkeder kom der jo Folk fra vidt forskellige Egne af Jylland og ved Samtaler og Handeler indlededes jo mange Bekendtskaber og undertiden endda Venskaber, der aldrig glemtes. Der var saa et Par Mænd, der sad og talte om at ville have den enes Søn gift med den andens Datter og de blev ogsaa enige om hvad saavel Karlen som Pigen skulde have i Medgift fra Hjemmene. Men saa fik den ene Betænkelighed ved at de Unge, der skulde giftes jo aldrig havde set hinanden og han spurgte saa Anders Martinussen, der sad ved Siden af og hørte Aftalen, om han mente det kunde gaa. "Ja det skal nok gaa" sagde A. M. "Jeg købte en Stud i Viborg og en i Salten, de gik godt sammen og de havde heller aldrig set hinanden før". A. M.s svar var jo en Morsomhed, men kunde derfor godt dække hans Syn paa Sagen. Det er nok fra den Tid Ordsproget stammer: "At Naar Krybben er tom, bides Hestene" og det var vist det almindelige, at det ansaaes for meget vigtig, at de Unges økonomiske Stilling blev saa betryggende som mulig, om ikke det vigtigste og de Ægteskaber, der da blev stiftet fornuftsmæssigt holdt vist lige saa godt som de senere følesesmæssige.

Peder Tærskers to Ægteskaber gør heller ikke Indtryk af at være ufornuftige. Første Gang blev han gift med en Enke der havde Gaarden. Han blev vist tidlig Enkemand og var jo saa et ret godt Parti. Der var en Mand der hed Kohans, der drev lidt Forretning i Kærlighedssager, der kom og tilbød ham en Pige fra Hjortsvang og som han kunde faa 1300 Rigsdaler og en Hest med. Medgiften var der jo ikke noget at sige til, men Pigen der baade var lille og vanfør syntes han ikke om. Han havde en Nabo der hed Søren Snedker, der gav ham Anvisning paa en Datter paa Kokborg. Saavel Pigens som Forældrenes Indvilgelse havde han sikret sig før han henvendte sig til Peder Tærsker, der blot behøvede at gaa om og træffe bindende Aftale. Peder Tærsker, der havde været Dragon havde tjent som Kusk paa Rask Hovedgaard, saa han var maaske ikke helt ukendt hverken for Pigen eller Forældrene. Og det gik da ogsaa i Orden.

Handelsmænd er jo ikke saa lidt udsat for at blive drikfældige, da det er almindelig at der følger et Lejkøb efter enhver Handel og i Anders Martinussens Tid, da Folk selv lavede Brændevin, opvartedes med den baade til daglig og naar der kom Fremmede, som vi nu bruger Kaffen og det var da vist ogsaa meget almindeligt at Folk, naar de kom lidt op i Aarene var halv og hele Alkoholister. Jeg har hørt at Anders Martinussen som gammel Mand sagde: "Jeg er en Hader af store Ord og stærke Drikke". Det tyder dog paa at han ogsaa har været stærk af Karakter.

Jens Laursen, der havde Gaarden No. 3 a før min Fader, var Broder til min Farmor og efterlod Gaarden til min Fader Laust Johansen og hans Broder Peder Kr. Johansen, som tjente ham en lang Aarrække af hans sidste Tid. Peder Nielsen, der havde Matr. No. 2 a fik Gaarden ved Giftermaal med Maren, der havde en Søn der hed Søren Fritsen, det kunde jo tyde paa at hun var Enke. Hendes Fader hed Henrik og dette navn gik i Arv til Peder Nielsens næstældste Søn. Hans ældste Søn hed Niels, formodentlig efter Faderen og saa havde han Datteren Martine og endnu en Søn, der hed Anton.

Jeg antager Peder Nielsen var omkring 70 Aar da han flyttede hen til os og boede der en 5-6 Aar. Han havde et daarligt Ben, der vistnok var lidt ondt at gaa paa. Den var noget hævet fra Knæet ned til Foden og saa ikke godt ud; der var for det meste store aabne Huller paa begge Sider, der undertiden kunde blive saa store at de næsten gik sammen. Dem lagde han Plastere paa , som han skiftede hver Dag. Det var Plastre han selv lavede, han klippede dem ud af Lærred i Størrelse, der lige kunde dække Hullerne og smurte en Salve paa, han selv fremstillede ved at koge Hjorttalg og Skibsbeg sammen. Men foruden de store Huller havde han noget han kaldte en Fantenille, det var en hvid Kogeært. Han havde en anden Salve han satte en lille Klat af paa den ene Side af Ærten og lagde den ind i et Hul paa udvendig Side af Benet lige under Knæet. Dette Hul lavede han selv fra Begyndelsen ved at lægge en Ært paa det Sted han vilde have Fantenillen, der var paasmurt noget Spansk Flue, som trak Hul paa Huden. Naar der var trukket Hul lagde han en Ært, der var paasmurt den rigtige Salve paa og bandt et Baand fast omkring og Ærten trykkede sig saa efterhaanden et Hul, der lige passede til Ærten og saa var Fantenillen i Orden.

Naar Hullerne paa Benet blev for store lagde han sig til Sengs med Grødomslag paa Benet et par Ugers Tid, saa kunde Hullerne godt læges og Benet svinde en Del og Fantenillehullet groede saa ogsaa til, men naar han saa kom op lavede han selv et nyt Hul til Ærten ved at lægge en Ært paa det Sted han vilde have Fantenillen. Der var indsmurt med lidt Spanskflue, det trak saa Hul paa Huden og Ærterne trykkede sig snart et passende Hul i Benet. Han brugte Fantenillen fordi han mente der skulde være en Aabning i Huden, Usundheden kunde trække ud af. Men det varede i Reglen ikke længe efter at han var staaet op før han igen maatte til at bruge Plastere, men i Begyndelsen var Hullerne jo ikke saa store som de efterhaanden bredte sig til. Han var glad ved naar jeg om Aftenen eller naar jeg havde Tid kom ind og gjorde ham Selskab og han fortalte saa om sine Oplevelser og hvad han havde hørt og set i sin lange Tilværelse.
Som Ung havde han tjent i Vejle hos to store Købmænd Gylling og Glud. Hvem af dem han tjente ved "Den gale Onsdag" husker jeg ikke, men han blev da sendt til Kolding efter et Parti Geværer, der imidlertid var bleven afhentet et andet Sted forinden. Og saa fortalte han ogsaa, at Glud var saa mavesvær, at han havde et Bælte eller Bandage at bære den i. Fortællingerne fra Vejle husker jeg ikke stort af, men lidt mere om hvad han fortalte om Bønderne,der levede paa Gaardene i Linnerup før jeg kan huske, men som han havde kendt i en lang Aarrække. Navnlig hvad han fortalte om Jens Laursen og Anders Martinussen husker jeg vist mest af. De var jo noget særprægede Storbønder begge to, hvis Gaarde laa lige klods op ad Peder Nielsens Mark med kun en Vej imellem, saa det kunde næsten ikke undgaaes at Gaardens Fjerkræ ødelagde Kornet en Del for ham, men det snakkede han aldrig om, saa han har vel ment det ikke kunde være anderledes. I den Tid var der jo ingen der holdt Fjerkræet indelukkede, og det kunde jo ogsaa tænkes han var bange for at faa Ufred med de velstillede Naboer. Hans egen Ejendom var ved Fraskillesen af den gode Østermarkslod bleven reduceret til et fattigt Boelsted med et Studespand som eneste Trækkraft.

Jens Laursen var født i Grædstrup og havde aftjent sin Værnepligt ved de Horsens Kyradserere, og før han kom til Linnerup og blev gift med Enken efter Peder Kristensen, havde han haft Arbejde paa Hammergaard ved at opsætte Stendigerne ved begge Sider af Vejen fra Gaarden til halvvejs hen mod Landevejen. Peder Nielsen fortalte at han kom lige fra dette Kampestensarbejde til Gaarden i Linnerup, der netop da havde Brøndkastere og da Jens Laursen var kendt med Kampestenssætning, syntes de det var bedst han selv satte Brønden, da han skulde være Mand i Gaarden, og det var saa det første Arbejde han udførte der. Han kom forøvrigt ikke med store Midler, han havde kun 18 Rigsdaler og en lille Bylt Tøj under Armen.

I min Barndom i Firserne var der foruden de 5 omtalte Gaarde i Linnerup et gammelt Hus, der laa paa den sydlige Spids af Matr. No. 2 a´s Jord lidt Nord for Kirken og beboedes af Søren Hjuler og hans Kone Sidsel.
Her følger Fortællingen om Søren Hjuler og Sidsel:
Foruden S. H.s Hus var der ogsaa en Ejendom der var fraskilt No. 2 a, der boede Niels Peder Nielsen, kaldet Peder Væver. Det var en tør simpel Ejendom paa en Snes T. Ld. og Peder Væver havde mange Børn, baade i første og andet Ægteskab. Børnene i første Ægteskab døde af Tuberkulose de fleste af dem, der var vist en 15-16 Stk., men kun tre af dem blev voksne. Men hverken Peder Væver eller nogen af hans Koner var Hængehoveder og Børnene var alle godt begavede og dygtige af begge Ægteskaber.
Hans første Kone sagde en Gang Talen var om Finhed: "Saadan har jeg minsæl ikke Tid til at gaa og fis op". Peder Væver var ingen stor Mand af Bygning, men følte sig tilsyneladende ikke som lille Mand i Huset. Han havde en Ting han kaldte Mester Erik og som vist nok havde sin Plads inde i Alkovesengen, jeg husker ikke nogensinde at have set den, men derimod flere Gange at han sagde til Børnene, naar deres Opførsel ikke passede ham: "Det kan være jeg kommer til at have fat paa Mester Erik". Den ugifte Søn Niels af første Ægteskab og jeg var paa samme Alder og kom meget sammen og fulgtes ad til og fra Skolen.
En Dag jeg skulde et Ærinde til Købmanden gik jeg hen og fik Niels med til Selskab, han var ene hjemme og laasede derfor Døren og tog Nøglen med sig. Vi var vist i 10 Aars Alderen og har vel nok taget god Tid til Turen, ialtfald var Peder Væver kommen hjem før os og kunde jo saa ikke komme ind. Han har velsagtens syntes vi ikke skyndte os nok, for han gik os i Møde et Par hundrede Meter henne paa Vejen. Hans Velkomsttale husker jeg ikke, men derimod at han greb fat i Niels´s venstre Arm og trakterede ham med nogle Nakkedrag og da han slap ham, sagde han: "Kan Du saa komme hjem og faa Døren lukket op".

Peder Væver havde det første jeg husker en sort Hest der hed Jakob, den var ikke saa lidt oppe i Aarene og nærmest mager og saa derfor lidt tamt ud naar den gik i sin egen Tommerom. Dens Herre, der ikke mente man skulde bære Fattigdommen til Skue, brugte naar han kørte den ledige Hest hjem fra Marken, at nakke den op saa den rejste Hovedet og hippede som en utaalmodig kaad Plag og selv kom han bagefter og holdt Hesten i stiv Tømme og med Benene som Soldater i Etmarsh. Jakob blev trods de opstrammende Forsøg alligevel snart for aflægs og afgik ved Døden, og P. V. skulde jo saa have en anden Hest, der ogsaa hed Jakob. Den købte han saa og indsatte den i den gamle Jakobs Baas.
Men selv om Farve og Navn var de samme, var Temparementet en anden. Den var jo vant til Selskab af andre Heste og dens Misfornøjelse med Isoleretheden tilkendegav den ved at vælte Spilbommene og staa paa Hovedet. Det blev alligevel Peder Væver for livligt, han blev rent ud sagt bange for den og fik den saa byttet med en ældre rød Skimmel Hest og det varede da heller ikke længe inden den ved den knappe Foder blev ligesaa tam som den gamle Jakob. Den døde paa Aale Fattiggaard et Par Aar efter paa Hjemvejen fra Horsens. I Anledning af Horsensturen har den maaske faaet et større Foder end den var vant til, det var ialtfald et Koliktilfælde der endte dens fattige Tilværelse. Peder Væver købte sig saa et Par Stude og indtil han solgte Ejendommen vedblev han med Studekørslen og han kunde bruge dem smaa, som Regel var det 12 Aars Kalve, han byttede sig til, som han saa vænnede til at gaa i Tøjet. Det var jo lette Redskaber han havde, baade Plov og Harve, og paa den jævne sandede Jord han havde, var det jo sjælden noget haardt Træk de blev udsat for. Naar saadan et Par Kalve skulde vænnes maatte Maren jo med for at følges med dem til de blev lidt vænnede til baade Trækket og Tømmen.
Paa Vestermarkslodden til Matr. No. 3 boede Kristen Fynbo, det var ogsaa en simpel Ejendom og han kørte ogsaa med Stude, men det var altid store, næsten udvoksede Stude han brugte. Naar han kørte til Horsens kørte han mest Enspænder og den Stud han kørte med havde Sko lagt under Hovene, som paa Heste, men de var skilte ad i Taaen, saa det var jo egentlig to halve Sko, der blev lagt under. Hvis Studene skulde gaa saa langt paa den haarde Landevej, blev Klovene ømme og det var altsaa derfor Studen fik Jernskoene.
Kristen Fynbo havde været Dragon og var vist ogsaa med i Krigen 1864, ialtfald var han indkvarteret oppe i Holsten, hvor Danskerne ikke var saa velsete, hvorfor han heller ikke stolede saa sikkert paa Kvarteret han havde. Han hørte en Nat der var nogen Pusling ude i Stalden hvor hans Hest og Ridetøj befandt sig. Han stod da op og gik ind i Stalden og havde Sablen i Haanden. Han sagde: "Hvem der", men der var ingen der svarede. Han mente dog at have hørt der var nogen i Krogen hvor Sadeltøjet var anbragt og han følte sig saa for med Klingen ind i Krogen. Det var saa Datteren i Huset der holdt Stævnemøde med sin Kæreste. Da han fik Opklaringen gik han i Seng igen, stolende paa at de havde andet i Tankerne end at gøre ham Fortræd. Han var vist en god Fortæller og han kom imellem ind og snakkede med mine Forældre, men Begivenheden med de tyske Kærestefolk er egentlig den eneste jeg husker.

Gaarden Aage Hougaard nu har beboedes af Peder Krusborg, derpaa følger Beretningen om Peder Krusborg.

I Anton Jensens Gaard boede Jens Nielsen, der var Enkemand, han havde 4 Sønner, den yngste, Søren, var vist en 3 Aar ældre end jeg og de to ældste var vist ude at tjene i min første bevidste Barndom.

Matrikel No. 5 beboedes af Niels Marienborg og hans Kone Marie Mikkels. De havde begge været gifte før. Niels Marienborg havde en datter af første Ægteskab og Marie havde tre Børn, ligeledes af første Ægteskab, Sønnen Peder og Døtrene Maren og Trine.
Niels Marienborg var en meget dygtig Mand og særdeles godt udrustet med baade Kræfter og Hovede og Arbejdslyst. Han fulgte godt med i hvad Nyt der kom frem Landbruget vedkommende. Han mærglede og drænede og plantede eftersom det kom frem og var med de første der optog Roedyrkningen og Fodringen med Oliekager. Men det var jo en meget utaknemlig Gaard at arbejde med, det var let Sandjord næsten alt sammen og det kunde da ogsaa godt tage Humøret fra ham, naar Foraarsstormene satte ind efter Markernes Tilsaaning og forvandlede det hele til en rygende Sandhav, saa gik han i Seng for ikke at gaa og se paa Ødelæggelserne.

Saadan pernentlig var han ikke og det hændte da ogsaa han kom lidt galt afsted. En Gang han holdt Mellemmadshvil med Hestene tog han Milerne af dem og gav dem Muleposerne paa uden at tage Skaglerne af, han lagde sig paa Jorden foran Hestene for at spise de medbragte Mellemmadder og for at passe paa Hestene, der nogle Gange, naar der ingen havde ved Tømmen, havde "skinnet". Jeg husker ikke om de blev skræmte af noget eller det blot var den gamle Vane der tog dem, men de satte over Niels Marienborg med den tilspændte Sædedækker, hvis Tænder plukkede lidt i hans Tøj, men ellers tog han ingen Skade.

En anden Gang gik det knap saa heldig, han havde været i Tørring efter Kraftfoder i Sække, der var saa mange at Læsset blev noget højt og øverst kun en enkelt Rad, som han sad og balancerede paa. En Ujævnhed paa Vejen han ikke tog i Betragtning bevirkede at han faldt af og stødte sin ene Skulder, saa han maatte til Læge, der ordinerede en Slags Gymnastik med Skulderen. Han skulde gøre en Snor fast om Haanden; saa gik der over en Time med Løften og med Træk i Snorens anden Ende og med den anden Haand løfte den beskadigede Arm op en Del Gange hver Dag. Det tog lang Tid før Skulderen kom sig, men han kunde naturligvis ikke afholde sig fra Arbejdet af den Grund. Han kunde godt bruge en Plejl i Tærskeladen, ogsaa binde Halmen op, men derimod havde han vanskelig ved at faa fat i Skraatobaksdaasen, der havde sin Plads i Vestelommen ved den daarlige Side.

Svenskeren i Nørre Snede Krat.
Der boede i mange Aar en Svensker i Krattet ved Nørre Snede. Ejendommen bestod af et større Stykke Egekrat, hvor der kunde tages lidt Pindebrænde og saa var det et godt Jagtterræn, som dog ikke gav ret meget, jeg tænker 10-20 Kr. aarlig og ellers var Jordtilliggendet daarlig Sandjord, saa Svenskeren maatte hjælpe paa Økonomien ved at gaa i Dagleje og for at bøde paa den ringe Avling tog han hver Vinter ud og tiggede Halm.

De første Aar jeg husker ham, kørte han Enspænder med en Stud, der dog senere blev afløst af et par magre Russerheste, hvoraf den ene ingen Hale havde; det saaes dog ikke særlig iøjnefaldende for Vognen, da der var fastgjort en Protese af Hestehalen i Seletøjets Rumpetøj og Svenskeren købte den antagelig med Selen paa og bemærkede derfor ikke Mangelen. Sælgeren har vel saa vendt Hesten saadan at den vendte Hovedet til dens nye Ejer, der trak den hjem og først da han havde sat den i Baas, fik han Lejlighed til at se den bagfra uden Seletøj og saa da, den var nøgen, som Adam og Eva efter Syndefaldet. Han sendte saa en Dreng hen hvor han havde faaet Hesten, der skulde hilse fra Far og bede om at faa Hestens Hale.

Svenskeren der var en stor knoglet Mand var en dygtig Arbejder, men ogsaa en Storæder, som Folk maatte affinde sig med, hvor han var i Dagleje. Den Gang var det almindelig at Folk paa Landet fik store Byggrynsgrød til Aftensmad. Et Sted, hvor han havde Tærskearbejde i de korte Vinterdage, satte Konen et Fad Grød paa Bordet til Svenskeren, der kom ind lidt før de andre Folk fordi han ikke kunde se længere i Laden. Da han havde spist de Grød der var i Fadet kom Konen med Gryden og spurgte om han ikke vilde have noget mere. Det der var i Gryden var jo ellers bestemt til den øvrige Husstand, men hun har maaske syntes hun ikke kunde lade Svenskeren gaa fra det tømte Fad. Da han saa hvad der var i Gryden, sagde han: "Ja, Tak, jeg kan godt spise den bet Skefuld ogsaa".

Møller Kristian Thomsen.

Jeg vil hermed prøve paa at give Udtryk for nogle af de Tanker Kristians Bortgang hos mig har givet Anledning til.
Der er et gammelt Ord, der siger: "De unge kan dø og de gamle skal dø." Der er jo altid noget trist ved at se de unge falder fra, idet de bliver forment de Oplevelser og den Lykke og den Indsats i Livet, som ellers laa og ventede dem. Noget anderledes former Tankerne sig ved de gamles Bortgang, da tænker man mere paa, hvad de har faaet udrettet i deres lange Tilværelse og i det hele saa langt ud deres Virke har naaet. Det er en god Skik særlig at mindes og dvæle ved, hvad godt de har faaet udrettet, og det er da ogsaa saadan, at der ogsaa er noget godt for de flestes Vedkommende at mindes. Jeg har hørt en ældre Mand sige: AVi er ikke alle sammen lige dygtige, men vi har heller ikke "lige god Held".
Det kan vist ikke siges, at Kristian Thomsen særlig har været begunstiget af Heldet. Det er jo tit ikke saa let for unge at komme i Gang med en Virksomhed, hvis ikke de hører til de heldige, der kommer fra et Hjem, der kan forstrække dem med den nødvendige Kapital til Starten. Saa heldig var Kristian ikke, men ved Flid og Sparsommelighed havde han faaet saa meget samlet, at han kunde overtage den lidt forfaldne Hjortsvang Mølle, der havde en ret god Søgning, og saa vidt jeg ved gik det ogsaa jævnt godt.

Foruden at han var en god Møller, havde han ogsaa Forretningstalent, og tjente en Del ved Indkøb af Majs, som han saa solgte til Kunderne i formalet Tilstand, det gav vistnok god Fortjeneste. Men saa viste det sig, at det ikke var en heldig Tid for Møllerne, da en Del af Kunderne ved Elektricitetens Indførelse selv anlagde Kværne til Formaling af deres Korn, hvorved Søgningen til Møllen formindskedes. Men den Del han beholdt passede han godt, og saa var han foruden at være en dygtig Møller og Forretningsmand ogsaa en god Landmand, saa han ogsaa fik det til Møllen hørende Landbrug til at give Indkomster.

Helt svigtet af Heldet blev han nu heller ikke, idet han fik Maren til Husbestyrerinde og beholdt hende. At det er gaaet saa godt baade med Familielivet og Bedriften skyldes nok ogsaa for en Del hende, og jeg tror ogsaa han skønnede derpaa. Jeg har tit tænkt paa, at var han bleven Møller en halv Snes Aar før, vilde han have drevet det vidt økonomisk, men det slog jo alligevel godt til i hans Tid. Han havde da ogsaa den Fornøjelse at kunde efterlade baade Møllen og Bedriften i betydelig forbedret og udvidet Tilstand.

For mig vil han altid staa som en af de dygtigste Mænd, jeg har kendt. Han havde gode Evner til at sætte sig ind i alt hvad han havde Brug for, og han gjorde alting saa godt han kunde. Var vi alle som han, vilde den meget omtalte Genopbygning ikke volde Vanskelighed.

Nyborg Kvinderne.

Jeg kom i gaar ved Møller Kristian Thomsens Begravelse i Samtale med Niels Møller, der er en Broder til Jørgen Møller, Gribstrup. Han fortalte at han havde et Mølleri i Staksrode, og da det var der Nanna var bleven gift og bosat, spurgte jeg til om han kendte hende og det gjorde han da, idet han havde været med til hendes Bryllupsgilde i Staksrode. Jeg vilde jo saa have at vide hvad det var for en Mand hun havde faaet. Den direkte Besvarelse undgik han ved at sige, han troede hun havde haft en god Indflydelse paa ham, og at han troede hun var dygtig. Jeg fortalte at hun havde været hos os i flere Aar og at det var en rar Pige.

Denne Samtale i Forbindelse med en anden jeg havde med Sigurd Kristensens Svigermoder nogle Aar efter at Thyra var bleven gift med Peder Laursen, Hornborg, bevirkede at jeg, sammenholdt med de Udtalelser Ester imellem fremsætter om den store Forandring der er sket med mig siden Kathrine døde, kom til at fundere over Kvindernes Velegnethed som Hustruer i Nyborg Familien og saa den beklagelige Tilstand, at saa mange af dem ikke er kommen paa deres rette Hylde.
Den gamle Kone i Hornborg roste Thyra i høje Toner og jeg samstemmede naturligvis med hende. Som naturlig var gled Samtalen ogsaa over paa hendes Mand, som jeg egentlig ikke kendte noget til udover at han sammen med Thyra havde besøgt os i Linnerup nogle Gange og enkelte Besøg jeg havde aflagt i deres Hjem i Hornborg. Men jeg mente det var mest passende ogsaa at give ham en god Omtale og sagde saa: "Han er saamænd god nok".
Den gamle Kone siger saa efter at have sundet sig lidt: "Ja, vi har jo alle vore Fejler". Jeg kendte nu ikke til nogen, og har da heller ikke siden ved mere Omgang gjort Opdagelser, og da hun heller ikke fortsatte Emnet, gled Samtalen over i andre Baner. Men rimeligvis har Peder Laursen paa dette Tidspunkt ikke været helt fuldkommen, i saa fald vilde der jo ikke have været noget for Thyra at forbedre. Aksel Sinddal har senere sagt at det var godt han blev gift. Mens han var ugift tog han vel meget ud, nu blev han hjemme og passede hans Sager.

Thyras Indflydelse maa altsaa ligesom Nannas have haft en god Indvirkning paa Ægtemanden. Og det samme har saa ogsaa været Tilfældet med Kathrine efter Esters Mening, hun siger at siden hun døde er jeg bleven baade upaalidelig og ondskabsfuld, før var det hende der holdt de daarlige Tilbøjeligheder i Tømme. Hun siger, naar hendes Moder havde sagt noget skulde jeg nok gøre det og maaske er der noget om det. Men hun har saa forstaaet at udøve Regimet paa en Maade, der ikke hindrede mig i hele Tiden at føle mig som Familiens Overhovede.

Aksel Sinddal, Hornborg, der er Skolekammerat med Peder Laursen, har senere fortalt at før Thyra kom til Hornborg, var han ikke saa lidt drikfældig. Han gik og drak hjemme i Smug og Folkene kunde finde hans Flasker de utroligste Steder. Jeg forstod saa den gamle Kones Udtalelse om at "vi alle havde vore Fejler". Men ogsaa Thyras store Fortjeneste, for: "Der er jo større Glæde i Himmelen over en Synders Omvendelse, end over ti Retfærdige, der ikke har Omvendelse Behov".

Opdateret d. 11.3.2020