Aksel "Jenwold":

Aksel Jensen i Hjortsvang Kær blev født den 12.december 1916 på den 2. sidste ejendom på højre side af Hjortsvang Kærvej.

Aksels forældre var Maren Vingum Jensen og Enevold Jensen. De fik 5 drenge: Peter, Kristian, Karl, Aksel og Åge. Da der jo er så mange, der har Jensen til efternavn, blev de 5 kaldt Jenwolds til efternavn. Det er Enevold oversat til jysk.
Der var trange forhold i de små hjem, der skulle også være plads til en tjenestepige, så Åge og Aksel sov i samme seng. De nappede hinanden, når den ene kom over på den andens halvde1. Det kunne godt give blå mærker.
Man gik til skole ad den sandede Kærvej til Hjortsvang. Man skød så genvej ad Østergaards markvej forbi "æ stuer tout", men der var vel alligevel godt 3km.
Aksel gik til præst i Aale på samme hold som min mor.

Da han var blevet konfirmeret, kom han til at tjene sammen med min far i Lehnsgård. Derefter kom han både i bagerlære og mejerilære, men sprang fra.
Aksel havde mange kreative og feminine sider, var meget lattermild og slog sin berømte skvalder op meget ofte.
Når der var bal i forsamlingshuset, sad pigerne i den ene side og det modsatte køn i den anden side, men Aksel sad altid og skvaldrede ovre hos pigerne. Det har min far fortalt.

Aksel og hans brødre Karl og Kristian, min far og hans bror Hakon og deres fætter Svend ville ud at se verden, så de blev enige om at drage til Sjælland.
Aksel kom i skrædderlære, de andre fik plads på bøndergårde. Det var i nærheden af Kalundborg. De aftalte at mødes til bal i forsamlingshuset den førstkommende lørdag, men Aksel kom ikke. Han var rejst tilbage til Hjortsvang.
Det var fordi skrædderen havde 3 døtre, som alle ville forføre Aksel, så han må have været noget af en charmetrold, men ikke særlig modig.
Han kom så her op til mine bedsteforældre som tjenestekarl ved landbruget.

Aksels mor havde fået dårlige nerver. Da hun hængte sig, blev man enige om, at Aksel skulle bytte plads med sin lillebror Åge, som var der hjemme hos forældrene, fordi Aksel var den mest huslige. Hans mange lærepladser kom ham til gode, og han blev meget dygtig til at lave mad.
Aksels brødre Kristian og Karl brændte varme på et par sjællandske piger, så de blev gift og købte hver et statshusmandsbrug derovre.
Den ældste bror Peter, som var blevet kontrolassistent, tog plads som sådan i nærheden af de 2 andre.
Lige efter 2.verdenskrig var jeg sammen med mine forældre og Aksel på besøg hos Jenwold-brødrene. Peter forblev ugift, de andre havde fået børn, som var på min alder. Åge blev udlært mejerist i Tørring. Han blev gift med møbelfabrikantens datter, og de flyttede til Århus.

Far har fortalt, at Enevold meget gerne ville spille kort, så mange gange efter man havde spillet en fodboldkamp søndag eftermiddag, inviterede Peter Jenwold knægtene til kortspil hjemme hos den gamle.
En gang havde Enevold både fodret og malket køerne, for ikke at gå glip af et eneste spil kort.

Jeg husker, at Aksel og Jenwold nogle gange kom cyklende og besøgte os i præstegården. Da vi boede i Hårup i 1951, havde vi besøg af Karl. Han var kommet fra Sjælland, for at besøge sin far på Brædstrup Sygehus. Kort tid efter døde Enevold. Aksel overtog da ejendommen efter sin far.

Aksel var ret åben. Han fortalte mig, at han ansatte Emmy Swarz som husbestyrerinde, og det var lige ved at lykkedes hende at forføre Aksel, men på grund af hans pralerier til en nabo, mislykkedes det.

Aksel begyndte en hundekennel, som han kaldte Kennel Kærliden. Det var de små fladsnudede pekingesere, som var på mode i den tid. De var så fladsnudede, at det kneb dem at fange patterne i de første levedage, så i de første par døgn havde Aksel den lykkelige moder med sine hvalpe i en kasse inde under sin seng om natten.
Når så hvalpene begyndte at pibe, kunne aksel liggende og halvt i søvne nå ned og få hvalpene til patten.

Aksel Jensen med hvalpene 1947.

Der blev sat annonce i Horsens Folkeblad bl.a. om den allerkæreste lille julegave-hundehvalp, så Aksel måtte også anskaffe sig telefon.
Det var den eneste i Hjortsvang Kær i lang tid, så folk kom og lånte den. Det var ikke altid, at de huskede at betale for det.

Der var slet ingen problemer med at få hvalpene afsat. Der kom mange damer med toget fra Horsens. De blev mange gange så optaget af Kærliden-Aksel og hundene, at de gerne ville blive. Aksel fik så travlt med at følge dem til Hjortsvang Station, og få dem med det sidste tog hjem til Horsens.

Aksel var ret umusikalsk næsten falsk, men han kunne dog få Marie urmager til at græde, ved at synge "I en seng på hospitalet". Det kunne alle vist. Hun havde mistet et barn.

Men Aksel kunne godt lide musik og var en eminent danser.
Han havde også fundet ud af, at arbejdet gik lettere, når der var musik til. Derfor anskaffede han sig en rejsegrammofon. Den havde han så med ud i marken, når han skulle hakke roer. Grammofonen blev så trukket op, hver gang Aksel havde nået en række. Senere købte han en stor radiogrammofon. Man kan roligt sige, at Aksel var en livsnyder.

Da nu Aksel var alene og havde musik i huset (de andre i kæret havde jo børn i huset), ja så fandt man ud af at holde sammenskudsgilder hos Aksel.
Man fik vel et par stykker brød og en enkelt øl og snaps til. Nogle gange blev møblerne ryddet til side, når man var færdig med at spise, og man fik sig en svingom.
Nogle fik måske et slag kort, men ikke alle fra hele kæret kunne være der. De der ikke kom med blev nok lidt misundelige og begyndte at kalde Aksel for kromanden.
Jeg kaldte ham Aksel von Skvalderborg og hans ejendom for Lille Akselborg. Det skvaldrede han også bare over.

Han havde et dårligt håndled, som han var opereret i. Derfor kneb det for ham at malke de 5 - 6 køer, han havde med håndkraft. Derfor var han en af de første i kæret som i 50-erne fik malkemaskine.
Naboerne, Ane og Marius Madsen, fik det lidt senere. Da Marius selv skulle malke efter montøren havde demonstreret og var kørt, kom der ikke noget mælk i spanden, men det sprøjtede ud af vakuumpumpen. Så satte Marius malkemaskinen til side og malkede med hænderne, og lå så i sin seng og spekulerede hele natten på, hvad han kunne have gjort galt. Han ville selvfølgelig ikke være bekendt at sende bud til montøren.
Dagen derpå gik Ane hen til Aksel og sagde til ham: "Du kommer dælme til og komme hen for at hjælpe Marius med den malkemaskine, for han har ikke sovet hele natten".
Marius havde sat en slange på en blind studs, som man skulle, når malkemaskinen skulle skyllevaskes, så problemet blev hurtigt løst med Aksels hjælp.

Nytårsaften lavede man hundekunster hos hinanden. Man kunne gemme kaffekanden. Hvis folk var i byen den aften, kunne deres senge blive væltet, og hvis man var lidt ond, gemte man dele af sengen. Det var let at komme ind, for naboerne vidste som regel på hvilken bjælke nøglen til døren lå.

Et år hvor Ane og Marius var i byen, var man blevet enige om, at der skulle laves kunster hos dem. Sengene blev selvfølgelig væltet. Da man havde tændt lyset uden for døren, begyndte gråspurvene at sidde og pippe i deres huller i stråtaget. Det var da let at stikke en hånd op i stråtaget for at fange nogle gråspurve. Man pustede så nogle præservativer op og bandt til gråspurvenes ben. Spurvene blev så sluppet løs i soveværelset, lyset blev selvfølgelig slukket og døren låst igen. Man ventede så ude i mørket ved hushjørnerne på at Ane og Marius skulle komme hjem. Da de tændte lyset i soveværelset begyndte gråspurvene at flakse rundt og Ane sagde: "Uh, hvad er dog det". Marius svarede: "A trover det æ engle muer".

Hos en anden nabo var problemerne noget større. Manden var nemlig meget jaloux.
En gang, hvor de var kommet til at råbe lidt højt ad hinanden og manden stod og fægtede med armene, kom konen til at hænge de varme jernringe fra komfuret på hans arme. Da blev manden så sur, at han gik hjemmefra. Han kom først hjem, da konen var gået i seng. Hun vågnede ved, at hun kunne høre manden slibe brødkniven. Da blev hun så bange, at hun løb hen til Ane og Marius. Marius ladede omgående sit jagtgevær og satte sig på grubekedelen for at vente på, at manden skulle komme. Han kom heldigvis ikke.

Den jaloux føromtalte gjorde livet lidt surt for Aksel. Det var galt, når hans kone havde været henne hos Aksel for at telefonere, og for at drille ægtemanden fik et af børnene til at sige, at de havde set Aksel kysse deres mor. Så kom manden hen til Aksel som en tornado, og det var ikke nogen hvid en.
Aksel løste problemet ved at stoppe med hundekennelen, sige telefonen op og ansætte en husholderske, som hed Anna og kom sammen med Anker maler, der var fodermester i Lehnsgård.

Anker Maler

Aksel og Anna kom godt ud af det med hinanden. Aksel nød det rigtigt. Når han havde fået sin middagsmad, smed han de yderste beskidte bukser og lagde sig på sofaen med et tæppe over sig for at læse Jyllands-Posten og få en middagslur, imens Anna klarede opvasken.
Når hun var færdig med den, smuttede hun ind på sofaen til Aksel for at kikke med i Jyllands-Posten.

Husholdersken Anna.

Det var jo meget hyggeligt, lige ind til Anker en dag kom og så det. Så var det slut med den hygge. Anna og Anker blev senere gift og blev telefoncentralbestyrere i Hjortsvang. Da den blev nedlagt, købte de en landejendom ude vest på, hvor Anna kom fra.

Det var så den sidste husholderske, Aksel havde. For at få det nemmere, solgte han sin enlige hest Claus, og brugte så maskinstationen til at drive marken. Senere stoppede han også med at have roer. Han købte roepiller i stedet for.

Et år havde han sin nabo Jens Madsen med til at lave en græsensilagestak. Det var det år, hvor Peter møller fyrede sin mejetærskerpilot Johannes sadelmager, fordi han havde tærsket oprivning hos Erik Sørensen. Peter møller kom og så det, og Johannes blev fyret på stedet.
Peter måtte så selv køre mejetærskeren lige netop ved siden af, hvor Jens og Aksel lavede ensilagestak.

Peter Thomsen.

Da Aksel så mejetærskeren styre lige hen imod dem, og Peter så helt vild ud i hovedet, så råbte Aksel til Jens: "Se at komme væk". Det var også meget fornuftigt, for med mejetærskeren klippede Peter en bardun til en elmast og kørte op over Aksels græsstak, hvor hans hat røg igennem mejetærskeren, inden Peter fik styr på det hele.
Græstakken blev da godt presset.

Da Aksel og mine bedstemødre fik fjernsyn, og vi ikke selv havde det, kørte vi ned til dem, når der var noget, vi ville se.

En gang københavnerne Sivertsens var her, kørte vi ned til Aksel for at se tv. Aksel var ikke hjemme, men det gjorde ikke noget, for vi vidste hvor nøglen var gemt. Vi gik ind og så tv, og lavede kaffe. Da vi tog hjem, skrev vi tak for kaffe på en seddel. Det var noget, der morede københavnerne.

Mange gange tog vi Aksel med ud på en køretur, og nogle gange herop til middagsmad om søndagen. Aksel gjorde så gengæld, når han havde været her en del gange.
En Mortensaften inviterede han på andesteg. Karin og Poul var også med. Aksel havde aftalt med vores mor, at han ville sætte anden i ovnen, når han gik ud for at malke. Mor skulle så se til anden, når vi kom. Da vi kom derned, havde Aksel lavet om på programmet. Han havde læst i et blad, at man kunne langtidstørstege en and, så den var sat i ovnen midt på eftermiddagen og skulle så bare passe sig selv. Anden blev så sej, at den slog så rigelig til os 6 mennesker.

Det var en af de få gange noget mad mislykkedes for Aksel. Hans store dille var stegt flæsk og persillesovs. En gang opvarmede han sovsen så mange gange, at han var ved at forgive sig selv. Han lå og vred sig på køkkengulvet snart en hel dag. Han troede bestemt, at han skulle dø.

Han havde det varmt, når han skulle lave mad til os, så havde han kun undertrøje uden ærmer og hvidt forklæde på foruden meget røde kinder. Vores mor nød rigtig at være fri for at lave mad. Nogle enkelte gange inviterede Aksel os også ud for at spise.


Da han altid var flink og gæstfri havde han mange uforpligtende besøgende, det var både unge og gamle. enkelte unge mennesker hyggede sig nogle gange i hans hus, når han ikke var hjemme. Han kautionerede for et par unge, der købte landbrug. De gik konkurs, så aksel måtte betale sin part. Da skvaldrede han dog ikke.

Aksel talte en del med Jehovas Vidner, når de kom rundt ved dørene, og han gav dem lov til at holde møde hos sig.

Da aksel fyldte 5O år, var han klar over, at der ville komme så mange dumpende, så han slet ikke kunne klare det.
Den l2. december 1966 var en søndag. Aksel havde aftalt med mine forældre, at de skulle hente ham, når han havde malket og fodret til morgen.
Men naboerne var tidligt på farten og kom med rundstykker, så Aksel måtte give kaffe. Han havde fået en nabo til at klare dyrene om eftermiddagen. Aksel og mine forældre kørte så en tur. Aksel gav kaffe et eller andet sted. De tog så her hjem og fik aftensmad.
Da der var aftensgudstjeneste i Linnerup Kirke, syntes mine forældre, at det var fint at fejre Aksel der. Men aksel var træt og ville hellere hvile sig på sofaen her hjemme hos mig.
Mor og far tog selv i kirke. Efter kirkegangen inviterede de pastor Hansens med hjem til kaffe og Akselīs 50-års fødselsdag. Den aften blev altså også for Aksel sluttet med røde kinder.

Jeg hjalp Aksel med at køre hø og halm ind, så hjalp han til gengæld os. Han var også med på Petersbjerg for at hente halm, da han også manglede halm.

Et år, hvor vi kørte hø ind her, syntes Aksel, at bundterne var noget tunge. Det kneb for ham at forke dem på vognen. Han havde jo det dårlige håndled, så han ville bytte med mig og stable bundterne på vognen. Det gik ikke særligt godt. Læsset blev meget skævt. Aksel og min fætter Jens fra Sjælland sad på læsset, da far kørte det hjemad. Jeg gik ved den skæve side og støttede læsset med forken. Vi nåede fint hjem til transportøren, men da jeg slap med forken, delte læsset sig på midten og Aksel forsvandt ned på jorden imellem alle bundterne. Det var et under, at han ikke brækkede en arm. Fætter Jens blev fint siddende på den anden halvdel af læsset. Han fortalte, at Aksel havde sagt: "Så no draver a å". Jens havde meget svært ved at holde masken, det lagde mor mærke til.

Far såede alt Aksels korn et år. I 1974 fik vi den nye mejetærsker med korntank. Aksels korn var tidligere modent end vores, og jeg var spændt på at få begyndt med den nye maskine.
Med bror Pouls hjælp, fik vi Aksels korn høstet.

En søndag, hvor jeg havde taget Mie og Bedste ud at køre i den gamle Borgward, slog vi et slag om ad Aksel. Mie og Bedste blev i bilen, da jeg gik ind for at se om Aksel var hjemme.
Det var han. Han sad inde i stuen sammen med naboen Henning. Jeg spurgte så Aksel, om jeg måtte tage et par piger med på besøg hos ham. Aksel sagde: "Ja endelig da".
På vej ud hørte jeg Aksel sige til Henning: "Nu skal du bare se piger".
Da var jeg klar over, at Aksel tænkte på min højskolekammerat Lone og hendes søster Dorthe, som han før havde truffet. Det kan nok være at han fik den store skvalder og de røde kinder på, da han så Mie og Bedste.

Aksel holdt store tøjvaskedag på den gammeldags måde med balje og vaskebræt. Han havde fundet ud af, at man godt kunne sidde på en stol og ryge cigar samtidig med, at han vaskede. Det var et syn for Guder. Der var ingen toilet eller badeværelse på Lille Akselborg. Der var et gammeldags lokum med spand ude i tørvehuset.
I bryggerset var der et plastsiddebadekar. Det begyndte Aksel at tappe vand i, når han begyndte at malke, fordi der ikke var ret meget tryk på vandet.

Det var bare et vandrør, som var boret ned i jorden, så var der så meget tryk på grundvandet, at det kunne løbe af hanen uden pumpe.
Det fandt man ud af, da man lavede prøveboringer efter olie først i 50-erne.

En nytårsaften var der en 3 nabotøser i konfirmationsalderen, som løb med Aksels lokumsdør.
Han var selvfølgelig træt af at sidde for fri udblæsning ved vintertide.

De 3 kom efter nytår ned til Aksel og morede sig over, at han ikke kunne finde sin dør. Han har sikkert heller ikke ledt ret meget efter den.
Han prøvede på at charmere de 3 til at fortælle, hvor døren var. Da det ikke lykkedes, fik Aksel fat i 1 af de 3 og overkyssede hende. Derefter sagde han til de 2 andre, at sådan en omgang ville de også få, når han fik fat i dem. Da brød de sammen og fortalte, hvor døren var.

Da man begyndte at sende farve tv, købte Aksel et stort B&O-farve TV. Vi havde bare købt en gammel brugt sort-hvid tv. Efter nogle år fik vi det skiftet til et med farve.
Det var dog ikke alle udsendelser, der var i farve. TV-avisen var vist det sidste, der kom farver på.

Da vi så havde fået farve TV, og jeg hentede Aksel til aftensmad, sagde far: "Nu skal vi have lidt sjov med Aksel. Tal ikke om, at vi har fået farve TV ".
Da vi havde spist, skulle vi se TV-avisen kl. 20.00, der som sagt var i sort-hvid.
Aksel sad mageligt henslængt og slog mave halvt blundende med en cigarstump, som var gået ud, i munden.
Da så farveprogrammet tonede frem, gav Aksel et spjæt, så han nær havde tabt cigaren. Det var også et kosteligt syn.

Karin ville gerne have Poul med til folkedans. En gang, de var her sammen med Aksel, ville hun have mor og Aksel til at vise, hvordan man dansede vals.
Aksel kunne ikke uden musik. Så sang vores far "I Kongelunden skal brylluppet stå" og valsen gik så det peb, men Karin og Poul kom aldrig med til folkedans.

Aksel ville meget gerne med ud på køreture, men en gang, hvor jeg kom ned til ham, var han så sur, at han ikke ville med ud at køre.
Det var fordi, han var blevet sat op i skat.

Senere, da han blev pensionist, fik køerne solgt og jorden lejet ud, fik han en konsulent til at hjælpe sig med at købe obligationer. Da fik han råd til at tage på nogle busture til udlandet.

Aksel var meget åben, men samtidig også noget blufærdig, måske en smule mærkelig sammensætning. Når der var tale om det seksuelle, sagde han: "Jeg ved godt hvad jeg er for en".
Han tog med Henning på bordel i Vejle, og ville godt tale om og måske prale lidt af det, men da Henning fortalte, at Aksel havde været inde hos en homoseksuel, ville han ikke være ved det.
Han var nok bange for, at jeg ville fortælle det til hans egen generation, og at han ville blive fordømt.
Det gjorde jeg naturligvis ikke.

Først i 1980-erne solgte Aksel ejendommen og flyttede ned i en lille ny lejlighed på Rosavej i Tørring.
Han savnede selvfølgelig Kæret, men nød rigtig, at han havde fået toilet og badeværelse. Han fik så også nye naboer og venner.

Når Aksel skulle i byen, havde han, lige som da han boede i Kæret en bjælke, hvorpå han lagde nøglen til døren. Jeg sagde til ham, om det ikke var lidt dumt, da min bils lys faldt sådan på, at alle i nabolaget kunne se, hvor han lagde nøglen. Men det ville han ikke lave om på.

Aksel ville, som før fortalt, gerne med ud på køreture i det blå. Han fortalte mig, at da en af hans naboer i Kæret lige havde fået kørekort, kom han, og ville have Aksel med på en køretur. Aksel sagde ja tak.
De havde ikke kørt ret længe, før naboen begyndte at tale om, hvordan de dog skulle få vendt.
De kom langt ud vest på, hvor vejen endte blindt i en nylig hyppet kartoffelmark, som de vendte i.
Jeg kan levende forestille mig, at Aksel har været ved at kvæles af grin.

Da min mor i 1994 flyttede ned i Mariehaven i Aksels nabolag, var hun glad for, at de kunne besøge hinanden.
Aksel var blevet så dårlig til bens, at det kneb ham at gå ret langt. Han købte da en el-scooter.
På Aksels 79-års fødselsdag blev vi, Karin og Poul, mor, Inger og jeg plus Aksels gamle venner og naboer, inviteret på Motel Gudenå, hvor han gav middag, fordi han ikke mente, at han levede til han blev 80 år.

Aksel havde så aftalt med min mor, at vi skulle hjem til hende for at drikke kaffe, da Aksel mente, at det var mere hyggeligt hos hende.

Aksel fik ret. Sidst på året blev han akut indlagt på Vejle Sygehus og blev opereret for mavesår.
Vi nåede da ned på sygehuset for at besøge ham, efter han var blevet opereret. Da lå han med iltslange i næsen.
Efter nogle få dage, sov han stille ind. Han blev begravet på sin 80-års fødselsdag.

Vi savner hans glade skvalder, og min mor savnede meget hans selskab. Aksels død var godt 2 år efter min fars. Aksel er begravet på Linnerup Kirkegård ved siden af sine forældre.

Der står blot Aksel på hans gravsten.

Der står på kirkegården ....

Han havde jo ellers så mange navne.


Opdateret d. 2.5.2020