Poul Erik Frydensbjerg in memoriam:
Poul Erik Frydensbjerg (PEF) er født den 1.7.1926 og blev plejebarn hos et landmandsægtepar i Mindstrup på den anden side af Vonge.
Han har ikke fortalt mig noget om sin barndom. Om sin ungdom har han kun fortalt, at han i sin tidlige ungdom, da han en aften under den tyske besættelse cyklede til sit hjem, blev stoppet af et par tyske vagtposter. De fulgte ham helt hjem og helt op på hans værelse. De troede nok at PEF var med i noget sabotage, men det holdt han sig fra. Han var blevet noget forskrækket over den oplevelse.
Han lærte sig at spille på harmonika. Mærkeligt nok lærte han ikke at danse. Måske derfor tog han sig en tår over tørsten, når der var bal i forsamlingshuset.
Jeg har fået fortalt, at han nogle gange fik besærkergang og ryddede hele værts- eller forsamlingshuset. Han var en lille bred brunøjet ilter fyr. Hans kone Erna er af samme størrelse, men stille og rolig med begge ben på jorden.
Da de blev gift, overtog de PEF´s forældres ejendom, og de fik hurtigt tre piger og en dreng. De købte traktor og drev maskinstation, senere ornecentral og PEF handlede en del med grise og kreaturer.
Når han kom hjem til Erna og børnene i en brandert, blev han meget voldelig. Det endte da også med skilsmisse. Erna og børnene flyttede.
PEF var også begyndt at handle med landbrugsejendomme med god fortjeneste, men han havde ikke taget sig i agt for kapitalvindingsskatten, som betød, at hvis man solgte igen, inden 3 år var gået, blev fortjenesten brandbeskattet.
Det endte derfor med at PEF gik konkurs. Han flyttede ind i Kaj murers hus bag Hjortsvang Forsamlingshus, hvor nu nevø Jens bor.
PEF havde fået dårlig ryg. Han sagde, det var galt der, hvor krogen skulle have fat i røvtappen.
Men nu blev der rigelig tid til bajerne. Erna, som stadig besøgte ham, kunne se, at det ikke
var godt. Så hun købte Hans Peters hus nede ved Hjortsvang Station.
Der blev PEF så indsat som
lejer. Ema blev boende i sin kælderlejlighed i Brande. Hun arbejdede på en systue.
PEF gik lidt i skoven og tyndede ud hos Svend Storgård i Klovborg. Det har været omkring 1982-83, for det var på det tidspunkt, hvor vi havde fået ansat den langtidsledige Preben fra Hvirring. Han skulle hjælpe med at tage roer op og ellers tynde ud i skoven. Det viste sig, at han var alkoholiker, så han holdt altid forlænget weekend, så han kom først tirsdag. Han måtte så arbejde over i skoven, men der gik noget af tiden med at drikke bajere til stor forargelse for PEF, så han tilbød os sin hjælp, da vi i 1984 var sluppet af med Preben.
Det var også på det tidspunkt, at Erna og PEF´s søn skød sig selv. Det tog de selvfølgelig sig meget nært. PEF gjorde sig mange selv bebrejdelser.
Efter nogle år, hvor han brugte vores traktor og vogn i skoven, købte han en gammel Fiat traktor og en Tim tipvogn. Senere, da far blev hofteopereret, begyndte PEF at presse vores hø og halm
samt at køre korn fra mejetærskeren.
Det kneb mange gange med, at han kunne vente, til afgrøderne var tjenlige. Han kom tit og ville i gang en time før, vi havde aftalt. Det lærte jeg så at tage højde for.
En gang, havde PEF inviteret os til sin fødselsdag sammen med Svend Hauge fra Mindstrup.
De skulle lige som os helst have deres hø ind, inden fødselsdagen.
Vi havde aftalt, at PEF måske kunne begynde presningen ved 15-tiden. Far begyndte at rive høet sammen i haler midt på formiddagen, men PEF kom allerede ved 12-tiden og sagde, at han havde talt i telefon med dem i Mindstrup, og de var gået i gang med at presse hø, så måtte vi også kunne, mente han.
Han kørte presseren ud til høet, men da kom far susende forbi med riven og råbte, at presseren skulle smøres først. Da gik PEF helt op i en spids. Han råbte og skreg alle de kraftudtryk han kunne. Han mente, at vi skulle have smurt presseren om formiddagen, og sagde, at han og far godt kunne gå om på græsplænen for at tage livtag, som far i sjov nogle gange havde foreslået.
PEF sluttede sin salve af med at sige, at han ikke ville arbejde sammen med sådan et gammelt røvhul, og nu tog han hjem, og kom aldrig mere igen.
Da kl. blev 15.00, spurgte jeg min mor, om hun ville prøve at ringe til PEF. Da var han kølet noget af, og da mor sagde, at det var hende, han skulle hjælpe, ja så kom han.
Vi fik høet godt ind og nåede at komme til PEF´s fødselsdag.
Folkene i Mindstrup var kørt i stykker med deres presser, så de nåede ikke fødselsdagen.
En gang i høstens tid var PEF inviteret til fest i Vonge, men hvis det blev høstvejr, ville han blive hjemme for at køre korn fra mejetærskeren.
Da det var meget tåget om formiddagen, sagde jeg til ham, at han bare skulle tage til fest, da jeg mente, at jeg nok kunne nøjes med at fylde de 2 vogne og så ellers fodre og malke. Så kunne PEF jo køre op med kornet om morgenen dagen efter.
Han kom hjem, da jeg lige havde fyldt den sidste vogn. Han var bestemt ikke ædru, så jeg bad ham vente til dagen efter med at køre med kornet.
Det ville han ikke. Han kom godt nok op med de 2 læs, men da jeg sad og spiste min aftensmad, kom han råbende og skrigende ind i køkkenet, så jeg måtte stoppe mit gumleri, og med ham ud for at se, hvordan han havde skrabet lakken af sin bil, da han bakkede den sidste vogn ind.
Da var det sig selv, han var gal på. Han var også gået imod sit princip om altid at være ædru, når han var på arbejde.
Han var ellers god til at bruge værktøj og maskiner. Han skaffede os en brugt 14 tommer 3 furet plov til 1400 kr., og så havde han tjent 700 kr. på den.
Han fandt også på at købe en brugt større halmballevogn, som blev spændt bag efter presseren. Den kunne rumme ca. 50 bundter og den kostede 1000 kr., og så sparede vi en mand med traktor, vogn og ballekaster.
Ballekasteren var noget af en satan at bruge. Der var mange, som kom til skade med dem. Det gjorde vores far også, da han tog læsseforken af, smækkede den nederste del af kaste armen op i panden på far. Han så både sol, måne og stjerner. Det blødte slemt. Jeg forbandt hans pande lige midt i malkningen. Far fik det sidste halm kørt hjem, men da han så tog bad derhjemme, begyndte det at bløde helt tosset igen.
Da var Ejner Vingum der heldigvis, så han kunne køre på skadestuen. Der var gået hul på en blodåre, som så blev syet sammen. Det kunne nemt have været meget værre med måske kraniebrud, eller tænk hvis et øje var blevet ramt. Vores far var bestemt ikke pivet.
PEF´s kone Erna, kom ofte på besøg hos ham, men hvis han "pløret", kørte hun igen.
Ellers kunne hun godt blive om natten og måske hjælpe ham med at køre træ hjem fra skoven.
Erna tapetserede for os oppe på loftet. Det var PEF, som havde pralet af hende. Det blev også fint, men hun sagde bagefter, at hun ikke troede, at hun havde klaret det, hvis vores mor ikke havde været der til at holde stigen osv. Det var også højt helt op i spidsen. Hun ville aldrig gøre det mere, sagde hun.
PEF kom ikke sammen med sine døtre, men en af dem var gift med den voldelige landmand Jens Lauersen ude i Brande.
PEF´s datter ringede til sin far, når hun fik tæsk. Han drak sig så mod til, før han tog derud for
at mægle.
Det endte mange gange voldsomt. En gang kom PEF i detentionen. Det kunne han bestemt ikke lide. En anden gang kom han her op med en ansats på med tårer løbende ned ad kinderne fra sine brune øjne og sagde til mig, at nu tog han til Brande for at mægle. Hvis han kom hjem med et par blå øjne, skulle jeg lige vide hvorfor.
Selv om det var meget tragisk, var det svært at holde masken, men det lykkedes, og han beholdt de brune øjne. Datteren er heldigvis kommet fra den voldelige mand.
Huset ved Hjortsvang Station er blevet solgt. Erna og PEF bor i hver deres lejlighed i Uldum.
Inger møder dem nogle gange, når hun er nede at handle i ABC. Ellers ser vi dem ikke.
Svigersønnen og datteren Birte har forpagtet Uldum Kro, og det går rigtig godt. Det er blevet et godt madsted. PEF har dog fået forbud mod at komme på kroen. Han laver nok for meget larm, selv om han er blevet en gammel mand.
Her i sommeren 2006 var jeg i Uldum meden flaske til PEF i anledning af hans 80-års fødselsdag.
Det var en dag for sent, men det blev ellers vellykket. Han sagde, at han ville komme på besøg heroppe.
I efteråret 2007 havde vi besøg af ham. Det var rigtig hyggeligt med megen snak om gamle dage.
Opdateret d. 29.4.2020