Om Hans Jessen Hansen:

Gamle Hans Jessen Hansen fortjener bestemt hæderlig omtale.
Han var født i Gedved Kommune, og gik i den stråtækte skole, hvor der på marken lige uden for skolens legeplads lå en halmstak, som tilhørte venstremanden Boysen, der bl.a. var med til at oprette Gedved Seminarium.

Jessen og en af hans skolekammerater havde fundet på at bore sig ind i halmstakken, så de havde en lille hule, hvor de kunne ligge og se ud på hele verden. Det havde Boysen opdaget, og sagde til lærerinden, at det ville han ikke have. Men knægtene kunne ikke nære sig.
Boysen stod nede ved gården, og så dem kravle ind i stakken. Boysen gik der op og med sin stok, strøg han halmen til side. Derefter så han begge knægte bestemt ind i øjnene, og gik tilbage mod gården igen.
Jessen fortalte, at begge knægte blev så bange, at de tissede i bukserne, og de kravlede aldrig mere ind i halmstakken. Boysen må have haft et meget fast blik.

Jessen kom til at tjene på en stor herregård Borupgård, hvor han efterhånden blev altmuligmand, måske en slags overfodermester.
Han stod for løbningerne og kælvningerne. Han lærte at klemme det gule legeme ud på kreaturernes æggestokke, når de ikke ville blive brunstige.

Da han senere fik statshusmandsbrug, cyklede han rundt og klemte køer for 2 kr. pr dyr. Det var mange penge omkring 1930, men det var noget billigere, end dyrlæger ville gøre det for, så hos dem var han ikke i kridthuset.

Da Rask Hovedgård blev udstykket til statshusmandsbrug, var Jessen den eneste landmand. Alle de andre var arbejdsløse håndværkere.
Det første år, hvor de endnu ikke havde fået staldbygningerne bygget, passede de markerne i fællesskab, satte de høstede kornneg i store hejs (stakke), og lejede et tærskeværk med lokomobildampmaskine.

Jessen havde fyrbøderbog, så det var naturligt, at det var ham, som passede dampmaskinen, men de andre mente, at det skulle gå demokratisk til med en afstemning om, hvem der skulle være fyrbøder.
Jessen blev da stemt ud.

Der gik en dags tid, så kunne de ikke starte maskinen. De spurgte Jessen, om han ville hjælpe. Joh, det ville han godt på betingelse af, at de hver enkelt mand kom og spurgte, om Jessen ville være fyrbøder igen. Det gjorde de så, men derfor var Jessen heller ikke meget i kridthuset hos de andre.
De kunne dog også godt bruge ham ved komplekse fødsler, men efter 2 - 3 år var alle håndværkerne udskiftet med landmænd.
Det var ikke så let og den guldgrube, som de havde regnet med.
Jessen og hans familie solgte ejendommen, som er den, der ligger nærmest Rask Hovedgård. Omkring 1950, da Jessens kone var blevet syg, købte de et stort hus med 6 lejligheder i Tørring.

Deres yngste søn Karl, tjente her på gården ved Bedste og Gunnar. Da de i 1953 havde fået lavet en vandboring lige uden for malkerummet og skulle have et udskud bygget op omkring den, mente Karl, at det lige var noget for den gamle. På den måde blev Jessen altmuligmand på Østerskovgård.

Hans kone var død på det tidspunkt. Han arbejdede fra kl. 8 til 17 med 1 times middagspause, hvor han tog en lur i halmen nede i laden. Daglønnen var 10 kr. plus kost. Han cyklede de 5 km. fra Tørring og herop. Vi overtog så Jessen, da vi kom her i 1954. Han var også hos Agnes og Bedste i skovborgejendommen, og i den anden "Skovborg" hos Elly og Hakon. Enkelte gange var han også i Lehnsgård, ja en enkelt gang hos Inger i Brædstrup for at grave deres have.

Jessen kunne virke ret barsk med sin krumme ryg og med fuldskæg. Dertil et barsk sprog, med banden og sværgen. Det var bare den ydre skal. Han var inderst inde meget blød.

Mor sagde engang til ham: "Det værste ved dig Jessen er, at du bander så meget".
"Det vil a fandme ha lov te, hejsen vil a æ kom her", svarede han. Poul sagde til vores mor: "Når Jessen er her, vil jeg også have lov til at bande".

Da vi i 1958 lavede svinehus i hestestalden, sagde Jessen engang, hvor han skulle rejse sig op: "Een blyver så stiv i ål æ krop, så een sku trov, at det var pik det hjelle".

Det samme år fik vi lavet badeværelse nede i bryggerset. Da var Jessen skyld i, at vi fik badekar, som min mor så gerne ville have.

Om vinteren, når vi skulle tærske, tog Jessen bussen herop. Jørgen Frederiksen, som havde solgt sin ejendom i kæret og var flyttet til byen, fik far også fat i til at hjælpe med tærskningen. Jørgen var en lille klejn mand, og han bandede ikke. Nærmest modsat type af Jessen, men de to arbejdede godt sammen.

Et år, hvor vi var ved at tærske op, hvor vi var kommet ned til de sidste par lag neg i korngulvet, da var der en utrolig masse mus. Vores hund, den første Plet, som var et kryds mellem ruhåret hønsehund og en St. Bernhardt og vejede 80 kg slugte mus, som en støvsuger. Når maven var fuld, gik han uden for og brækkede sig. Derefter kunne han igen.
Der var også nogle store gange mellem negene, som om der kunne være rotter, men de to gamle mænd talte om, at det var sjældent, at der var rotter, når der var mange mus. Det kunne jo også være en ilder. Jessen sagde: "Hvis det er en ilder, og den kommer, så tar a en sateme med de bare næver".

Da vi var kommet ned til de sidste neg i hjørnet, sad der noget mørkt, som Plet stak næsen ned til. Det skulle han aldrig have gjort, det var nemlig en ilder, som bed sig fast i hundens kæbe. Både hund og ilder skreg. Hunden slyngede rundt med ilderen ved kæben, og ilderen brugte sin stinkkirtel, så der blev en grusom stank.
Da den slap sit tag i Plet, løb den lige mellem benene på Jessen og væk ud under porten, selv om han slog efter den med forken. Jørgen sagde til Jessen: "Hør du glemte at tage den med de bare næver". "Ja", svarede han, "den overbesked os sgu".

Om vinteren var det for koldt til at tage sig en middagslur i halmen i laden. Jørgen og Jessen sad i stuen og fik en cerut, som de pulsede lystigt på og snakkede. Jeg lyttede, imens mine forældre og Gunnar fik deres middagssøvn.

Jessen fortalte om sin tid på Borupgård. Om hvordan de gjorde kreaturerne klar til dyrskue. Den gang var det kun dyrenes udseende, som det drejede sig om. Hvis man syntes, at de ikke var ordentlig sortbrogede og havde for mange sorte aftegn, så varmede man noget jern, så det blev rødglødende, og sved de sorte hår væk. Når de voksede ud igen, blev de hvide. Hvis dyrenes horn var skæve, varmede man et jernrør og rettede hornene. Det var en hård kost.

En middagsstund fortalte Jessen, at han nogle gange om søndagen tog om til Honum for at besøge sin datter og svigersøn Bodil og Ejner Sommer.
De havde en ret stor gård. men det var ret træls, for de havde ikke rigtig tid til at tale med Jessen, og den gamle Søren Sommer, var der ikke meget ved at snakke med. Ikke engang politik, fordi Søren bare var Venstremand, fordi hans far og bedstefar havde været det. Jessen var radikal.
Så kunne de tage et spil Dam, men det var der heller ikke noget ved, for Jessen kunne vinde over Søren lige så let, som om det var en 12 års knægt han spillede med. Jørgen mente da, at det kunne være sjovt at få et spil Dam med Jessen, når han lød til at være så skrap. Jeg fandt bræt og brikker frem.

De lavede de indledende træk, imens de pu1sede på cerutterne. Jørgen tog en af sine brikker og sprang over en af Jessens, og sagde: "Nu kan jeg jo ta den". Jessen sagde: "Ja det kan du". "Og den" sagde Jørgen, idet han sprang over en brik mere. "Jah, det kan du da også", sagde Jessen. "Ja, men jeg kan jo også tage den" sagde Jørgen, da han sprang over den 3. brik og var nede og havde fået en Dam.
Jessen smækkede med fingrene, som om han havde brændt dem, og sagde: "Det havde a sku it sit".
Jessen tabte så spillet og måtte indrømme, at det var sjovere at spille med Jørgen end Søren.

Under Suezkrisen i 1956 hvor brændstof var rationeret, blev far bange for, at han skulle ud bag hestene igen. Vi havde nemlig ikke hamstret noget dieselolie til traktoren. Jessen fortalte, at svigersønnen Ejner Sommer havde været heldig og fået sin 1500 l. tank fyldt op med dieselolie. Far fik Jessen til at ringe til Ejner, for at høre, om han ville sælge noget dieselolie. Det ville han godt. Far kørte da med traktor og vogn og med tomme dunke og Jessen på vognen, hen til Honum.

Det var en kold tur i det tidlige forår. Der var jo intet førerhus på traktoren, så de var forfrosne, da de nåede tilbage til Østerskovgård.
Far sagde til Jessen: "Jeg troede egentlig, at vi skulle have været inde at se deres køer og måske også have haft en slat kaffe". "Det troede jeg også", svarede Jessen, "lad os komme ind til Maren og få noget kaffe".
Da de var kommet ind, ville Jessen vide, hvad for en pris Ejner havde taget. Da Jessen hørte, at han havde taget dobbelt pris udbrød han: "Åh, den helvedes køter".

En dag ringede Bedste fra Skovborg. Hun var noget oprevet, for Jessen sad ved siden af og var ved at besvime, fordi han havde hugget det yderste led af tommeltotten, da han var ved at kløve brænde. Bedste fik fat i ambulancen, og Jessen kom på skadestuen for første gang i sit liv.

Vi skulle på Foderstofforretningen om eftermiddagen. Da stod Jessen ude ved vejen nede ved Skovborg, med armen bundet op.
Da var han i stødet igen og fortalte, at skæftet af øksen havde grebet fat i hans jakke, og da han altid holdt træet fast med den anden hånd, ja så var det altså gået galt.
På sygehuset ville de vide, hvad han gjorde ved fingerstumpen. "Den smed jeg sku´ ind til hønsene", svarede Jessen.
De ville også vide, om han havde haft gigtfeber. Dertil kunne han svare nej og tilføjede: "Min kone har fået 11 børn, og jeg har heller aldrig haft barselsfeber".

Jessen hjalp Gunnar med at lave svinerum nede i skovborg, da han var flyttet derned. Den vinter, hvor jeg var på landbrugsskole, lavede Jessen de 4 svinerum nede i laden. Det kneb med at se vandboblen i vaterpasset, så trugene var ikke i vater.

Far og Jessen ville drille hinanden, når de diskuterede politik. Far havde fundet ud af, at Jessen var en stor beundrer af Berthel Dahlgård.
Da far havde angrebet Berthel personligt i et par dage, blev det for meget for Jessen, som sagde: "Nu gør du det for groft Erling. Hvis du ikke stopper, tager jeg hjem og kommer ikke mere". Far blev selvfølgelig flov over at have gjort ham så gal. Det skete vist heller ikke mere.

Det var mest haverne, Jessen holdt de forskellige steder, for mor var meget skrap til at tynde roer. Hun kunne klare dobbelt så mange som vi andre de sidste 3 år Jessen var her. Når han fik sin løn udbetalt, sagde han: "Jeg får ikke nogen penge ved Hakon. Måske er det fordi, han ikke har nogen". Det kunne da godt tænkes.

Hakon holdt så til gengæld en pæn takketale til Jessens begravelse sidst i tredserne.
Jessen blev 83 år gammel. Han var taget ned på Rømø, for at besøge en af sine sønner. Om natten blev Jessen syg.
Sønnen opdagede det hen på morgenstunden og fik ringet til lægen. Imens de ventede på lægen, sad sønnen og talte med sin far, som lå i sengen.

Da sagde Jessen: "Nu tror jeg sku´, at jeg døer", hvilket sønnen benægtede, men Jessen vendte sig om på den anden side, gav et grynt, og var død.

Opdateret d. 29.4.2020