På højskole og landbrugsskole m.v.:

På Østerskovgård gik samarbejdet mellem min far og hans bror, Gunnar, fortsat ikke godt.
Min store Bedste, farmor, var flyttet fra gården i 1954 sammen med min ugifte faster Agnes. De flyttede ind på naboejendommen i Skovborg, som bedste havde købt af Åge Mortensen.
Gunnar og far havde Østerskovgård i kompagni, og havde så forpagtet jorden på skovborgejendommen af store Bedste.
I foråret 1963, da jeg var kommet hjem fra Gaza, fik store Bedste lungebetændelse og døde efter en uges tid 83 år gammel. Da ville Gunnar købe skovborgejendommen, flytte derned og bo sammen med Agnes, og sælge sin halvpart af Østerskovgård til mig.

Efter en del forhandling, købte jeg halvparten for 60.000 kr. til overtagelse 1.7.1963.
Jeg havde opsparet 21.000 kr. Det var så meningen, at far skulle passe dyrene, og jeg marken. Høsten tegnede til at blive meget vanskelig. Kornet var gået i leje, inden det var skredet ordentlig igennem.

Far gik derfor om til Jens i Lehnsgård for at høre, om han ville være med til at købe en mejetærsker. Vi havde i forvejen roeoptager og aflæsservogn i kompagni, men Jens ville vente et år med at købe mejetærsker.

Min far mente, at det næsten var umuligt at høste vores kom med selvbinder, selv om vores var til kraftoverføring. Vi spurgte vores lokale smed, om han kunne skaffe os en sidemonteret JF-mejetærsker. Det kunne ikke lade sig gøre før næste år. Der var kun lavet 300 det første år.

Da smeden i Uldum averterede, at han havde en ny 5 fods sidemonteret mejetærsker til salg, tog vi over til ham og lavede en byttehandel. Han fik vores tærskeværk med halmpresser og selvbinder. Vi skulle så give 7.600 kr. for mejetærskeren.

Det blev en meget meget vanskelig høst. Algaier-traktoren med 22 hk., var året før blevet udskiftet med en Bukh D 3D med 30 hk, men uden uafhængig kobling. Dvs. at man ikke kunne stoppe fremdriften, uden også at stoppe rotationen på mejetærskeren. Derved kunne indførslen af kornet i værket meget nemt stoppe.

Rugen var helt sammengroet i toppen, så man skulle bare lige lade mejetærskerens vinge få fat i rugen, derefter skulle man hakke traktoren i bakgear, for ikke at få det halve af rugmarken ind i maskinen. Vi blev først færdig med høsten langt ind i oktober. Det er helt sikkert den vanskeligste høst, jeg har oplevet.

Vi brændte en del halm af på marken, da vi ikke havde så stor besætning.
Da Gunnar stoppede, var der kun 11 malkekøer. Der var malkerør til 20 køer.

I 1958 havde vi lavet hestestalden om til svinestald. Min far passede grisene. Efter vi ikke havde meget held med grisesøer, gik vi over til kun at have fedesvin.

I min fritid spillede jeg fodbold. Jeg var i mit livs bedste fysiske form. Der var ikke folk nok til et fodboldhold i Hjortsvang. Derfor var vi nogle, som så spillede i Aale, bl.a. Robert.

Robert Jensen.

Vi havde også gået til præst sammen, og vi blev enige om at tage på et 5 mdrs. højskoleophold i Ry fra den 1. november 1963. Mine forældre måtte så selv klare bedriften.
Det har været ret hårdt. De lejede dog Knud Madsen til at køre roer ind, når det kneb. Vi havde købt roeoptager og aflæsservogn sammen med Lehnsgård, men det var noget bøvl at bakke til roehuset, især når de mudrede hjulspor frøs.

Robert og jeg havde, et lille værelse med køjesenge. Det var lige ved siden af trappen oppe på l. sal.
Ry Højskole er gammel, og lige som Uldum Højskole med et tårn til elevværelser. Hos os var det pigerne, som boede i tårnet og den fløj derovre.
Vi havde jerntæppe. Dvs. at piger og drenge ikke måtte besøge hinanden på værelserne. Dog var jerntæppet ophævet søndage mellem kl. 14.00 og 17.00. Der blev selvfølgelig lavet en del søndagsaftaler. Det var nok ikke så tosset med det jerntæppe.
På Askov gik det vist helt agurk uden jerntæppe.

Den første tid var ret hektisk. Jeg fik først ringet hjem og sagt, at vi var vel ankommet d. 20. november. Da var det min fars fødselsdag. Det kom jeg i tanker om, da jeg havde ham i røret og kunne høre, at der var gæster. Jeg fik så lykønsket.

På højskolen så man helst, at vi kun tog hjem l gang pr. måned, da man mente, at det, der blev lavet lørdag og søndag, var en vigtig del af opholdet. Robert havde en lille NSU Prinz bil, så vi smuttede tit hjem om søndagen. Emma, Roberts mor, havde en ung bestyrer, så Robert mente, at han var nødt til at tage hjem for at se til bedriften.
Til gengæld mente han, at det var OK at pjække en gang om ugen, hvor han lagde sig i sengen.
Så kunne han samtidig få stilen skrevet, som vi skulle aflevere 1 gang om ugen.
Jeg var træt af pjækkeriet, da jeg skulle bære mad op til ham. Hans appetit fejlede ikke noget. Jeg mente, at han godt kunne nøjes med 1 ret mad, når jeg læssede tallerkenen topfuld. Det var han ikke tilfreds med.

En dag hvor vi fik boller i karry, ville han gerne have en portion mere. Da Bendt Lassen, i værelset lige over for ikke kunne spise sin portion, gav jeg Robert Bendts mad.
Det var nok lige groft nok, da Bendt havde noget maveforstyrrelse.
Om natten brækkede Robert sig. Det var jeg ikke særlig stolt over. Det var den eneste gang, hvor han virkelig var syg, og kom over det efter l dags tid.

Det var mere alvorligt med USA´s præsident John F. Kennedy. Han kom ikke over attentatet det år.
Det var et stort chok for alle, som jeg mener kan sammenlignes med det chok vi fik den 11. september 2001.

På højskolen var der et par elever fra Kenya, William og Mullulo. De græd over mordet på Kennedy.

Vi fik lidt senere besøg af Ole Bernt Henriksen, som havde været i USA for Jyllands-Posten, da mordet skete.
Han var ikke så forbavset over, at det kunne ske. Han sagde, at valgkampen var fuldkommen hysterisk.
På mit spørgsmål om han mente, at det kunne ske igen, svarede han: "Lad mig sige det så tydeligt. Hvis jeg var USA´s præsident, ville jeg altid gå med skudsikker vest, køre i skudsikker bil og have andre til at smage på min mad, inden jeg spiste den".
Man må sige, at hans vurdering ikke var så tosset, når man tænker på alle de mord, der siden er sket derovre.

Forstander Mandø var i sit es, da vi var på en 4 dages bustur til Sydslesvig. Vi så mange ting: Gottorp slot, Dannevirke, Jaruplund Højskole, Slesvig by, Flensborg og meget mere. Det var også noget af en oplevelse. Brydningen imellem danskheden og det tyske.

I bussen sad jeg ved siden af en af køkkenpigerne på vores skole. Hun hed Grethe Christensen, og var fra Junget ved Skive i Salling. Mere om hende senere.

Inge Bøje, sekretær og maskinskrivningslærer, havde sladret til Mandø. Hun havde set stærke Henning drikke sprut i bussen. Det var strengt forbudt. Den regel var vi mange andre, som ikke overholdt.
Da Mandø i foredragssalen bad de, der havde overtrådt forbuddet om at rejse sig, var det kun Knud Leth som rejste sig.
Da han var Mandø´s afdøde læsekammerats søn, var det dobbelt pinligt.
Han slap for bortvisning. Vi andre lovbrydere havde selvfølgelig dårlig samvittighed, men jeg tror, at Mandø havde fået en prop, hvis vi alle havde rejst os.
Der kan man se, hvor meget ballade en dum sladderkælling kan lave.

Mandø var matadortypen, som i foredragstimerne kunne blive smæk fornærmet, smække bøgerne i, afbryde timen og gå i seng.
Det var, når der var nogen, som havde været urolige eller uopmærksomme.
Jeg kunne bedre forstå, at han blev sur, når Jytte og Bent Christensen forstyrrede ham i hans middagssøvn.
Fra vores dagliglæsestue var der kun en dør imellem ind til Mandøs private stue, hvor han sov til middag.
Det kunne nok være vanskeligt at sove, når Jytte udstødte høje hyl, fordi Bent dikke-dikkede hende på både "Babs og Nutte".
Mandø kom kom ind for at høre, om de ikke skulle flytte til en børnehave.

Ulla Ane, som var af tysk afstamning, var sprunget fra musikkonservatoriet. Hun sang flot for os til juleafslutningen. Hun måtte senere forlade skolen en måneds tid før vi andre, fordi hun havde fået elevplads på Jyllands-Posten. Det var synd for Ulla.

Stærke Henning måtte også forlade os i utide, for at blive FN-soldat på Cypern. Det var synd for FN og Cypern.

Vi skulle en lørdag aften have en kønsrolledebat. Der var ikke rigtig nogen af drengene, som havde mod på at indlede for vores køn. Så lokkede man mig til det.
Jeg tog det fra den lidt hårde og humoristiske side. Det var slet ikke meningen, fik jeg at vide af Mandø bagefter, og skolens største blærerøv Kristian Dahl mente ikke, vi var gamle nok til at tage den debat.

Nogle af pigerne tog det ret personligt, og det var bestemt ikke min mening. Efter at have læst den tyske læge Ester Vilars bog "Den dresserede mand" vil jeg påstå, at det ikke var helt tosset, hvad jeg sagde. Det var jo midt i den store rødstrømpetid.

Der blev hen på vinteren indbudt til familie- og forældredag. Poul og mine forældre kom sammen med Roberts mor Emma. De så skolen om formiddagen. Om eftermiddagen var der foredrag, og om aftenen viste vi elever forskellige sketch og sange på landets forskellige dialekter.
Det slap vi vist helt godt fra. William og Mollu1o var også med, sammen med Jonna Holm. Selv om man ikke kunne forstå noget af det, de to fra Kenya sagde, morede min far sig meget over dem. Det var noget med, at det danske ord marmelade betød noget helt andet på swahili. Det endte med, at Jonna blev bortført.

Alkohol var forbudt på skolen. Dog ikke til afslutningsfesten, hvor Mandø selv ville passe baren.
Vi havde bestilt smørrebrød, som vi skulle have som natmad, når festen var slut. Det var sammen med Grethe Christensen og Poul Funch. De kom sammen. Poul er fra Bornholm.
Da festen var forbi, kom Poul og sagde, at Mandø ikke havde flere øl. Vi gik hen til Mandø, og jeg sagde, at det var som at få en spand vand i hovedet at få at vide, at vi ikke kunne få en øl til vores smørrebrød.
Mandø skyndte sig at sige, at vi kunne købe hans private øl, som han havde i kælderen.

Efter vi havde fordøjet, ville Poul have mig til at skrive i sin poesibog. Jeg skrev: "Tjen altid det gode og find dig selv - måske Grethe?
Man kan vel nok sige, at Poul har fulgt mit råd, da han og Grethe nu har været gift i over 30 år.

Robert og jeg fik taget en bevægende afsked med Ry Højskole, og vi flyttede begge hjem til Hjortsvang igen.

Højskolen skulle have nyt inventar i foredragssalen. Derfor blev de gamle pultbænke solgt på auktion. De blev solgt for 10 til 30 kr. pr. stk. Robert og jeg købte 2 hver.

Jeg lånte vognmand Ulstrups varebil en uges tid efter vores hjemkomst, for at hente bænkene. Da jeg stoppede ved højskolen, kom Kristian, altmuligmand og gymnastiklærer, med et par mælkejunger på en trækvogn. Han havde været på mejeriet efter mælk. Han gik ind i køkkenet og fortalte, at jeg var der.

Pludselig stod alle køkkenpigerne og hilste på. De fleste af dem var fæstet til l. maj også Grethe, som fik tårer i øjnene og en klump i halsen, da hun sagde "dav Jens Jørgen".
Alle de andre piger forsvandt lige så pludselig, som de var kommet. Jeg blev da klar over, at Grethe savnede Poul Funch, og hun trængte til at komme lidt væk fra skolen.
Poul var rejst til sin gamle plads på Sjælland.

Grethe og jeg fik aftalt, at jeg skulle hente hende og stuepigen Lene en aften, hvor de var på besøg her sammen med Robert. Vi spillede musik fra min båndoptager. Jeg har et billede, hvor Lene og Grethe danser vals sammen. Vi holdt vist mine forældre vågne det meste af natten.

Grethe flyttede i plads på Sjælland i nærheden af Poul. Jeg besøgte dem en lørdag aften, hvor også Pouls søster var på besøg. Vi var ude at more os et sted med tyrolermusik. Dagen efter skulle jeg sammen med familien til min fætter Niels´ konfirmation. Pouls søster Rigmor havde glemt sine sko i vores lille Mascot. Med møje og besvær, sammen med nogle venner, fandt Grethe, Poul og Rigmor os nede i Ladager, og Rigmor fik sine sko igen.

Sammen med min far og bror Poul var jeg i Horsens i juleferien fra højskolen, for at købe en ny traktor med uafhængig kobling og en trefuret 12 tommer plov. Traktoren var en 43 hk. Bukh. Som ny kostede den 22.000 kr. Den havde gået nogle få demonstrationstimer og kunne så købes for 18.000 med plov. Vi fik 10.000 kr. for den gamle traktor, så bytteprisen blev 8000 kr.

Vi var de første i sognet, der havde en trefuret plov. Peter Østergård kom og så på, da vi pløjede. Han mente ikke, det var nogen grund til de 3 furer, da man jo kunne pløje meget med en 2 furet.
Vores forpagter Sejer Mortensen har lige købt en 7 furet vendeplov. Prisen på den kender jeg ikke.

Vores plov holdt i over 30 år. Bukh´en har vi endnu. Den har kørt over 12.000 timer. Den kørte 10 år med JF-mejetærskeren. Den byttede vi med en 8-fods JF-tankmaskine. Bytteprisen var i 1974 30.000 kr.

I foråret 1964 tog jeg til undersøgelse på Århus Tandlægehøjskole, med henblik på at få mit kraftige underbid rettet. Jeg tyggede kun på 8 tænder. Der blev lavet tandaftryk og en gipsmodel.
Man blev enige om, at der skulle fjernes 2 kindtænder i undermunden, l i hver side. Professor Glan ville så på Århus Kommunehospital fjerne 9 mm. kæbeben i hver side, der hvor de 2 kindtænder havde siddet.
Jeg skulle være indlagt på sygehuset i l uge og have tænderne bundet sammen i 6 uger, hvor jeg skulle gå til kontrol på Tandlægehøjskolen.

I de 6 uger måtte jeg leve af flydende føde.
Da var det en fordel med stort mellemrum mellem fortænderne. Jeg tabte mig kun 2 kg i det tidsrum. Jeg blev indlagt på en 3 mands stue.

Den ene medpatient var mekaniker, som var blevet kørt ned på sin motorcykel, fået ben- og bækkenbrud, indlagt på Randers Sygehus, hvor han fik bruddet brækket op 2 gange, fordi det ikke var groet rigtigt sammen. Derefter sendte de ham til Århus Kommunehospital, hvor de gjorde det om for 3. gang. Han var i gips fra fod til bæltestedet. Der skulle 2 sygeplejersker til at vaske ham. De vendte ham om på siden som et bræt. Det var ikke noget at sige til, at han var ved at tabe modet.

Den anden havde brækket benet i en firmafodboldkamp. Han lå med sit gipsben uden for dynen, lige med tæerne fri. Han var ansat i sygehusets vaskeri.
Da afdelingssygeplejerske frk. Lauersen opdagede det, kom hun ind og hyggesnakkede med ham. De var jo næsten kollegaer.
Lauersen fortalte, at hun var solidarisk med arbejderne og derfor socialdemokrat. "Jeg ved godt at de fleste af mine kollegaer er konservative, men jeg er nu altså Socialdemokrat", sagde hun.

Da vaskemanden hørte det, fik han mod til at sige, "Min gips klemmer ved min storetå. De kunne vel ikke give gipsen et lille klip frk. Lauersen". Det kunne hun nemt. Hun kom med en boltsaks og gav et lille klip.
Det var noget der lindrede, men dagen efter, hvor reservelægen kom på stuegang, var det første han fik øje på, det lille klip i gipsen, og han sagde da: "Hvem Satan har klippet i min gips".
"Vaskemanden sagde: "Det har frk. Lauersen da", hvilket hun benægtede på det kraftigste. Lægen sagde, at netop den klat gips ved storetåen var meget vigtig. Nu var det hele ødelagt. Der blev dog ikke sat en ny klat på. Lauersen og vaskemanden talte ikke mere om solidaritet, socialdemokrater eller noget som helst andet.

Det år var Viggo Kampmann statsminister og udtalte, at det var en glæde at være socialdemokrat, og man skulle betale sin skat med glæde.

Det var også tragikomisk at se og høre overlægen på stuegang. Han overhørte sygeplejeeleverne i vi patienters behandlinger med latinske fagudtryk.
Hvis eleverne ikke kunne svare, fyrede overlægen sine vandede vittigheder af, og resten af personalet grinede som på kommando.
Man må håbe, at det er blevet anderledes nu. Jeg kunne da se, at det ikke var rart at arbejde under sådanne forhold.

Da jeg blev udskrevet, ringede Lauersen til mine forældre, om de ville komme for at hente mig. De kom i middagspausen. Et bud fra sygehuset nåede lige at komme med en regning på opringningen. Den lød på 10 øre. Havde jeg nu været smuttet, skulle de have sendt regningen pr. post. Det kostede 60 øre. De 10 øre var det eneste, som jeg betalte så man kan da sige, at det var et billigt ophold.

Jeg kørte den gamle Austin hjemad. Den havde mine forældre købt af morbror Aage.
Jørgen i Lehnsgård og tjenestepigen Anna gik i roerne ud til vejen. De vinkede, da vi kom forbi, og Jørgen hoppede og sprang.

Herhjemme kunne jeg godt hakke og radrense roer, selv om jeg havde tænderne bundet sammen. Jeg ville dog ikke til elevmødet på Ry Højsko1e.

Grethe og Poul kom og besøgte mig på hjemvejen fra elevmødet. Det var jeg glad for. De havde lejet en VW-boble, men havde haft uheld med en sten i forruden, så besøget blev ikke så langt. Vi nåede dog at få en snaps, som jeg nok kunne klare.

På gården her, havde mine forældre pillet væggen imellem den lille borgerstue og spisestuen, hvorefter de købte en oliekamin til at varme den store stue op. Lidt senere fik vi også en til den pæne stue. Min mor var meget glad for at være fri for at fyre med fast brændsel. Hun var ikke så glad, når kaminen var i uorden og slog en osende prut, så alt skulle støves eller vaskes af.

Min bror Poul og jeg deltes om at sove på det gamle pigekammer lige ved siden af køkkenet. Engang, hvor vi sloges med håndklæder i køkkenet, kom vi til at smadre nogle vinglas. Som straf blev vi jaget i seng.
Jeg har mange gange fortrudt, at jeg var så hård ved min bror, men jeg mener, at jeg var lidt undskyldt, da mine forældre mente, at jeg skulle være med til at opdrage ham. Så var de jo til dels fri.

Jeg overtog kvistværelset efter Gunnar. Vi fik sat en rist i loftet i stuen oven over oliekaminen, så varmen kunne komme op på kvisten. Poul var kommet i lære som maskinarbejder i Klovborg, men boede herhjemme. Efter et par år indlagde han og Peter Wilhelmsen centralvarme hele huset, og Poul lavede den gamle mælkestue nede i bryggerset om til sit værelse. Det gamle pigekammer blev så spisekammer.

Efter høsten i 1964 blev Robert og jeg inviteret til fødselsdag hos Lone Christensen, en højskolekammerat fra Verup ved Dianalund på Sjælland.
Robert havde ikke tid. Han sendte en buket røde roser med mig. Inga og Finn var også med til festen. Det var også højskolekammerater, som havde dannet par.
Der var enkelte af Lones hjemlige venner med og hendes 2 søstre, 1 broder med kone og fætter Steen.
Det var en hyggelig fest.

I efteråret skiftede vi den gamle Austin ud med et såkaldt hundehus, en Austin Partner.
Da vi fik lavet eftersyn på bilen, spurgte jeg mekanikeren, om han vidste et sted, hvor de manglede en ung mand.
Han havde netop lige været ude på Spedalsø Betonvarefabrik for at lave en gaffeltruck, og han vidste, at de manglede en til at køre med den. Jeg smuttede derud og fik jobbet. Jeg kørte rør og fliser fra maskinerne ud på oplagspladsen, og læssede dem der fra på lastbiler.

O Efter nytår tog jeg arbejde på Åle Savværk. Der var jo ikke så langt at køre, som til Horsens.
I Horsens var de lige glade med, at jeg ikke var i nogen fagforening, men i Aale måtte jeg i SID.

Timelønnen var 5 kr. Jeg stoppede på savværket til den 1 april, da skulle vi have markerne tilsået.

Jeg var blevet formand i ungdomsforeningen. Vi havde aftalt i bestyrelsen, at vi skulle lave dilletant. Lærer Dalgård havde lovet at være instruktør, men han fik ikke tid. Vi fik fat i Aale Borgerforening, som opførte et stykke i vores forsamlingshus. Det kunne lige løbe rundt økonomisk. Det kunne vore baller ikke. Derfor holdt vi hyggebal, hvor min båndoptager leverede musikken. Så kunne det give overskud.

Høsten gik let, det år, med den nye traktor.

Til høstfesten inviterede jeg Lone, hendes 2 søstre Dorthe og Musser samt fætter Steen.
De kom med færgen fra Kalundborg til Juelsminde, hvor jeg hentede dem i den lille Partner.

Om vinteren kom Grethe og Poul på besøg. Vi ringede til Ry Højskole og narrede lærer Gyda med til VU-bal i Horsens. Det var hun meget glad for, fordi der var opstået nogen gniderier imellem hende og Mandø.
Da vi kørte hende hjem dagen efter, var vi inde at hilse på lærerne Elbæks. Det var sjovt og hyggeligt.

Robert og jeg var på besøg hos Grethes forældre Marie og Joon, hvor Poul tjente en sommer.
Vi blev også inviteret til Marie og Joons sølvbryllup. Det blev efterhånden en god tradition, at vi ses l til 2 gange om året med Grethe og Poul. Poul tog fodermesterplads hos Kristian lige uden for Skive. Grethe kom i lære som laborant på Skive Sygehus.
Hun blev en overgang flyttet til Kjellerup. Der skulle Robert og jeg besøge hende. Poul kom fra Skive i sin lille Lloyd.

Robert var særlig søvnig den aften, fordi han havde været ude at kærste natten før. Derfor ville han ligge på bagsædet og sove på hjemvejen. Det blev snevejr, så det blev vanskeligt at finde hjem.
Vi kørte og rodede noget rundt i Silkeborg. Robert vågnede op engang imellem og bandede og svovlede. det var en anti­hyggelig tur.

En gang Grethe og Poul var på besøg, tog vi til bal i Hvirring. Der var også kommet et pænt lag sne. Da vi var kommet herhjem, klagede Grethe over, at hun ikke kunne bunde i sine små sko.
Jeg var, som vanlig meget galant, og ville bære hende ind. Lige inden vi nåede trappen, gled først mit ene ben og så det andet.
Pludselig lå jeg på ryggen med Grethe siddende oven på min mave. Det glemmer vi aldrig. Grethe sad og hylede af grin. Jeg syntes det tog en farlig tid, inden hun fik sig flyttet. Jeg lå og blev helt kold på ryggen.

I efteråret 1965 havde vi travlt med at få roerne op inden d. l. november. Da skulle jeg på Lyngby Landbrugsskole, som den gang lå ved Hillerød. Der skulle jeg være i 5 måneder, så mine forældre passede selv gården igen.
Der var maveproblemer hos grisene. Den gang troede man at kornet var lagerfast, når det var tørret ned til 17 procent vand. Man fandt senere ud af, at det skulle ned på 15 procent. Vi leverede 365 grise på slagteriet om året.

Jeg tog til København til Yvonne og Leif for at overnatte hos dem, inden jeg skulle møde på skolen dagen efter. De havde for et års tid siden fået en dreng, Rene´. Overraskelsen var derfor stor, da de nu også havde fået en pige, Pia. Hun var kommet en del for tidligt og lå derfor i kuvøse på sygehuset. Jeg var med ude på sygehuset, med modermælk til hende.
Yvonne og Leif kørte mig op på skolen. Det passede lige, så jeg nåede at få aftensmad.

Der var en masse teori at lære på skolen, og der var også mange teoretiske elever.
Forstander Dyhrby fortalte os, at kun ca. en tredjepart af os ville blive landmænd, men han mente, det var ligegyldigt, hvad vi lærte, bare vi lærte noget, for vi skulle nok få brug for det.
Der hørte en gård til skolen, med jersey malkekvæg. Der var også et maskinværksted, hvor vi blev undervist.

Vi var nabo til Grundtvigs Højskole. Der var overskud af piger. En aften stod der en hel flok syngende piger, uden for vores vinduer. Vi blev så inviteret til nogle gode fester på højskolen. Vi gjorde gengæld til vores få fester.

På landbrugsskolen var der et par elever, som havde været i Gaza, og de havde ikke betalt skat til den danske stat af de penge, som de havde tjent dernede.
Den ene af de to havde kun været dernede i et halvt år.
Jeg havde hørt, at reglerne var sådan, at hvis man var væk fra Danmark i 1 år og frameldt folkeregistret, skulle man ikke betale skat, men det mente skatterådet med Jens Therkelsen fra Tørring, at jeg skulle.

Jeg klagede hele vejen igennem systemet. Der kom da en kendelse fra Landsskatteretten, som sagde, at da jeg havde været tilknyttet Danmark, skulle jeg også betale skat.

Da jeg hørte fra mine landbrugsskolekammerater, at de ikke havde betalt skat, kunne jeg selvfølgelig ikke forstå det.

Derfor gik jeg ned til sagfører Hovgård i Tørring, da jeg var hjemme på juleferie. Han kunne heller ikke forstå det, da han for nylig havde talt med Viggo Pejsen, formanden for mejeriet, hvis søn var kommet hjem efter et halvt år i Gaza.
Efter Viggo Pejsen havde haft en snak med skatterådsformand Jens Therkelsen, slap Viggos søn for at betale skat. Derfor ville Hovgård gerne tage sig af min sag.

Efter et møde med skatteråd og kommunalråd, hvor Jens Therkelsen vandrede utilpas frem og tilbage på gulvet kom afgørelsen.
Man havde glemt at fortælle mig, at jeg kunne få 5 procent i renter, men ingenting til sagføreromkostninger, som var på 250 kr.
Jeg fik en ny kendelse fra Landsskatteretten, som var modsat den første kendelse. Man gav min sagfører ret i, at jeg ikke havde haft tilknytning til Danmark, da jeg var frameldt folkeregistret og underlagt FN.
Derfor fik jeg skatten tilbage med renter. Det svarede ca. til et halvt års karleløn. Jens Therkelsen tog senere hævn.

På landbrugsskolen var vi små 100 elever heriblandt kun 2 piger, men den ene var til gengæld komtesse Marina von Plessen, som havde tyske aner, og regnede med at skulle arve et gods ved Roskilde.

De fleste af eleverne skulle være på skolen i 6, 8 eller 10 mdr. alt efter, om de skulle have svine- eller ko- kontrol- eller driftslederuddannelsen eller på landbohøjskolen.

Vi var en 5 - 6 mand, som kun skulle være der 5 mdr., da vi ikke skulle have nogen eksamen. Vi skulle dog have nogle enkelte opgaver, som var af en del af de eksamensopgaver, de andre skulle have.
Vi fandt da ud af, at der var fejl i forstanderens facitliste, og de opgaver havde de kørt med i flere år, uden det var blevet opdaget. Mærkeligt, ikke?

Det bedste jeg lærte på Lyngby Landbrugsskole var, da Dyhrby sagde, det gjaldt om at komme til at kende en, som kendte en, der kendte en, som kendte en, der var dyrlæge i Tyskland eller Sverige.

Jeg rejste hjem fra skolen med en dum influenza, som tog en uges tid.
Det var til den 1. april 1966, jeg kom hjem igen, og havde skrevet Dyhrbys råd bag øret.
Husdyrbrugenes veterinære Konsulenttjeneste, med dyrlæge Reimann i Hobro, var blevet oprettet, så vi blev medlem. Det er en af de bedste investeringer, vi har lavet.

Efter min hjemkomst fra landbrugsskolen blev far og jeg enige om, at jeg skulle passe køerne, og han grisene og marken, da han havde fået ondt i håndled og ankler. Derfor var det bedre at køre traktor.

Vi fik sat malkerør op i nogle af kviebåsene, så vi i alt kunne malke 26 køer. Tyrekalvene solgte vi til Anna på Petersbjerg, min mors kusine, som havde sat malkekøerne ud.
Vi købte 3 jerseykøer hos Anders Markussen, de passede til de mindre kviebåse.
Da der var gået l år, havde de fået 6 kviekalve, så jeg var ved at give Jens i Lehnsgård ret, når han sagde: "Det jersey er noget grusom skidt til at yngle".

Opdateret d. 7.2.2022