Om vore hunde:



Der har været en del hunde omkring os i tidens løb, så dem vil jeg fortælle lidt om.

Mine forældre begyndte i Aale præstegård som forpagterpar den l. april 1940. Den 9. april såede de det første korn. Far fortalte, at de tyske fly på vej til Norge fløj så lavt, at man kunne have skudt dem ned med en jagtbøsse.
Han nøjedes dog med at gå på jagt og sætte rævesakse, da alt skind blev meget dyrt. Et godt ræveskind kunne koste 500 kr. Det var en frygtelig masse penge. Far var med i Aales lokale vagtværn, som blev oprettet, da politiet blev taget af tyskerne.

En morgen hvor far gik direkte fra vagten i vagtværnet ud for at røgte rævesaksen, da lå Marinus hjemmebagers store jagthund med den ene forpote i saksen. Hunden lå og snorksov, og den vågnede først, da far var helt henne ved den. Så peb den lidt. Far kunne komme til at træde på udløseren, så hunden slap løs. Den opførte sig, som om den lige var lukket ud til luftning. Den lettede ben og sked. Derefter fulgtes den med far hjem til byen.

Far havde ingen hund, så han lånte Mie og Bedstes hund Snap. Den ville så være nede i præstegården, da der ikke var nogen som tog den med på jagt i Smalaale. Det var mærkeligt, at en så gammel hund sådan selv flyttede, men en bøsse betyder meget for en jagthund.

Snap holdt kun et par år, så i 1942 fik mine forældre Prinz fra "Lehnsgård". Samtidig kom jeg til verden.
Prinz var af racen korthåret dansk hønsehund. Det var en hanhund, men han blev kastreret.
Mor har fortalt, at Prinz altid lagde sig ved siden af barnevognen, når den blev sat ud i haven med mig eller Poul i, så der var bestemt ikke nogen jalousi fra Prinz´s side. Han var noget af en egen personlighed. Han havde sin kasse ved siden af kakkelovnen i den lille stue i den gamle bindingsværksbolig.
Om aftenen, når far gik i stalden for at røgte af, kom Prinz med, og var der om natten. Men det kunne ske, at han smuttede fra far i mørket og løb op i byen. Når så far var kommet i seng og måske lige faldet i søvn, ja så sad Prinz udenfor og gøede. Så måtte far godt ærgerlig op og lukke ham ind.

Jørgen præst har fortalt, at mor noglen gange fodrede Prinz med leverpostejmadder, og Jørgen syntes godt, at han kunne spise sammen med hunden. Det syntes Prinz dog ikke, så Jørgen fik et "mindesmærke". Han sagde, at det var fordi hans mor ikke fodrede dem ordentligt. Jeg kan godt huske, at han og Marie gerne ville have de krummer, der kunne skrabes af bagepapiret, når mor bagte lagkagebunde.

Bedstefar Jørgen var syg af en blodsygdom og blev svagere. Mor har fortalt, at han var syg, da hun lærte ham at kende sidst i 30-erne. Derfor ville far gerne hjem for at se til ham, når de holdt fri hver anden søndag.
Man cyklede så her op søndag formiddag og blev så hele dagen. Jeg sad på et sæde på min fars cykelstang, og Prinz løb ved siden af. Nogle gange sad bedstefar ude på brønddækslet lige ved indkørslen og ventede på os.

Når vi spiste til middag, var der et helt bord fuld i køkkenet, så bedstemor sad på tørvekassen og spiste.
En gang hvor vi fik kyllingesteg, fik Gunnars hund under bordet de mange kyllingeben. Prinz sad henne ved bedste, og fik kun hendes kyllingeben. Det syntes jeg var en ulige fordeling og ville give Prinz et ben. Det kom de 2 hunde op at slås om, og jeg fik et par tænder i mit ene knæ.
Jeg tror nok, at det var Prinz, der ramte mig, så jeg har også et par mærker efter Prinz.
Men Gunnar gik nu ud og bankede sin hund for en sikkerheds skyld. Vi fik fat i lægen, så jeg fik en stivkrampeindsprøjtning og blev forbundet.

Prinz var ret god på jagt. Nogle gange kunne han godt apportere, når det passede ham. En gang, hvor far skød en and, som faldt ned i åen, svømmede Prinz ud efter den, men han gik bare op på den forkerte side af åen, så far måtte smide bukserne og vade over på den anden side efter anden.
En søndag far og jeg gik på jagt i engen ved åen, begyndte kuglerne at fløjte om ørene på os, så vi kom væk i en fart. Det viste sig, at det var skovfogedens sønner i Egeballe, som havde gemt en riffel fra krigens tid. De skød så til måls med den. De mente, det var godt, når de skød ind i en brændestak. Det var det altså ikke, så vi var ved at komme i skudlinjen.

Prinz var ellers en fredelig hund, men lille Trine var blevet bange for ham, når hun kom gående forbi præstegården på vej ned til sin datter og svigersøn.
Jeg har en gang reddet hende, hvor hun stod med armene i vejret og hylede. Prinz stod bare og gøede. Der er nogen som går i chok, hvis en hund gøer. Lille Bedste sagde til lille Trine: "Du skal da bare sige Prinz til hunden, når han kommer". Trine svarede: "Ja, men jeg bliver jo så bange, når han kommer, at jeg glemmer, hvad jeg skal sige".

Dagen efter vi var flyttet til Hårup, ringede man fra Aale præstegård. Prinz sad på deres trappesten. Far cyklede til Aale og hentede ham. I 1954 flyttede han så med her til gården, da var han blevet svagt seende og ret døv. Han kunne lægge sig i indkørslen, så hjalp det ikke at mælkekusken truttede i hornet. Han måtte ud for at sparke til hunden. Den blev så smæk fornærmet.
Far talte om, at vi vist skulle have Prinz aflivet, men jeg strittede imod, for han havde ikke ondt nogen steder. I 1956 var jeg med skolen i København. Da fik far Verner kontrol til at skyde Prinz.

Leif Sivertsen havde et par dage tilbage af ferien her, da jeg rejste til København. Vi aftalte, at vi skulle mødes i Tivoli. Det kunne lige passe.
Far havde sagt til ham, at han ikke skulle sige til mig, at Prinz var blevet skudt. Det var det første, Leif fortalte mig. Jeg mener, at far af den grund bar på nag til Leif resten af livet.

Prinz blev 14 år gammel og begravet øverst oppe i haven. Poul satte et gravbræt op med teksten "Prinz har været os en god hund".

Den næste hund kom også fra "Lehnsgård". Deres St. Bernhardt´s hund "Trine" havde fået hvalpe med lille Hakons ruhårede hønsehund.
Poul fik lov at få en hanhundehvalp, som han kaldte Plet. Plet var nemlig faldet ud efter faderen. den var brunplettet og med skæg, men den blev lige så tung som moderen. Den vejede 80 kg., og dens poter var så store som mine hænder.
Han var en meget robust hund. Han var ikke altid så let at styre. En gang på jagt løb han og snusede ved den gamle foderstofbygning. Vi råbte på ham, men han ville ikke komme. Så sendte far et skud hagl efter ham, så kom han.

Han blev ikke kastreret, så det var galt, når der var hunhunde i løbetiden. Plet sprang igennem ruden til Emma og Roberts bryggersvindue ind til deres Bella. Så blev Plet bundet, men så kom Bella på besøg hernede. Det ville Robert ikke tro på.

En gang hvor vi kørte kornneg ind, havde jeg læsset op til den øverste kant på endestykkerne på vognen, da jeg kaldte på plet, og han sprang op til mig.
Da vi i 1958 havde lavet svinehus i den gamle hestestald, ville vi have sat en Leca luftskorsten op. Det var let nok inde på loftet, men de sidste par ringe skulle på ude fra. Så satte vi gummivognen nede på gårdspladsen og satte den lange brandstige op i vognen, så den kunne ligge op ad taget. Vi rullede så Lecaringene op ad stigen.

Det var Plet meget interesseret i. Han stod nede i vognen og peb, da jeg lå på stigen oppe ved rygningen. Jeg kaldte da på hunden, og tænk, han begyndte at kravle op ad stigen. Da han nåede op til tagskægget, begyndte stigen at gynge, og han blev vist svimmel. Da han så ned, sprang han. Han peb lidt, da han ramte jorden, men benene holdt til det.

Plet kunne slubre mus i sig som en støvsuger. I stalden løb han og slikkede køerne bag i. Slim og blod var lækkert for ham, der blev så nogle gange hængende rester i hans skæg. Det syntes Gunnar var meget ulækkert, så han klippede Plets skæg til stor forargelse for Poul.

En gang var Poul og jeg oppe hos Karl og Robert. De havde fået lavet et lille køretøj, vist med gamle barnevognshjul, som deres hund kunne trække. De brugte en hestegrime til seletøj til hunden. Vi ville så prøve at have Plet spændt for vognen. Tænk, den kunne trække mig et stykke op ad Mariendal bakken. Jeg vejede vel 75 kg.

Det var mærkeligt, at sådan en stor stærk hund døde af hundesyge en 6-7 år gammel. Det var, da jeg var i Gaza.

Da jeg kom hjem der fra i 1963, fik vi en ny hund af grisehandler Gunnar Mikkelsen. Det var en hanhund, en krydsning imellem en Schæfer og en Pointer, som faldt ud efter pointeren, så den var hvid med sorte pletter. Det blev så Plet nr. 2. Han ville gerne løbe med, når vi kørte med traktoren.

En dag, hvor jeg kørte på traktoren med et punkteret hjul, som skulle lappes nede ved Jens smed, løb Plet2 med. Jeg prøvede på at jage ham hjem, men det lykkedes ikke. Han løb midt på vejen ved siden af traktoren.
Da vi kom ned til Skovborgbakken, så jeg en bil komme nede ved stationen. Jeg kørte ind til siden og kaldte på hunden, men den blev stående midt på vejen og logrede med halen.

Jeg kunne ikke nå at få hjulet smidt og komme ned og få fat i hunden, før Søren Kristiansen kom susende i sin lille NSU Prinz. Han var kendt for at være meget langsom og reagere lige sådan. Han begyndte da også først at bremse, da han ramte hunden. Den blev ramt af kofangeren og slynget over i grøften.
Søren kom ud af bilen med store øjne og sagde: "Jeg kunne sørme da ikke gøre for det. Hunden stod jo midt på vejen". Jeg svarede: "Nej, det kunne du da ikke, og Søren fortsatte: "Jeg så da godt langt herfra at hunden stod midt på vejen, men jeg tænkte, nå ja, den flytter sig vel da".
Det gjorde den altså ikke. Den brækkede det ene bagben. Jeg bar ham ind i laden på Skovborg, så han var der, imens jeg var nede hos Jens smed.

Hunden blev derefter kørt hjem på traktoren. I den følgende tid listede han rundt på 3 ben, men han ville stadig være med over det hele. Mor var så uheldig at ramme hans dårlige ben med et halmbundt. Nej hvor han hylede, og mor trøstede ham, så godt hun kunne. Benet voksede efterhånden sammen. Han blev ved at løbe på 3 ben, men når han løb efter andre dyr, glemte han det.

Sommeren efter var jeg nede ved kvierne i Skovborg for at pudse græsset af med slåmaskinen. Da var Plet2 også løbet med. Da kvierne løb efter ham, løb han ind i kniven til slåmaskinen. Jeg nåede ikke at få stoppet helt, så han blev snittet i den ene forpote. Det blødte slemt. Min kusine Kirsten var herude. I fællesskab fik vi hunden forbundet og blødningen stoppet.

Måske var den megen modgang som Plet2 havde skyld i, at han blev meget vagtsom. Jørgen i "Lehnsgård" kom engang springende over hegnet, da far og Plet2 gik og lavede indhegning imellem gårdene. Hunden sprang op og bed Jørgen i siden.
En anden gang, hvor Robert kom farende i sin lille NSU Prinz, som om han ville køre os ned, da blev hunden også helt tosset.

Han var også meget tosset, hvis der blev skudt en ræv. Så blev den rigtig rusket.
Verner kontrol kom engang sammen med nogle andre jægere og deres gravhund. De ville have far med ned for at se til vores rævegrav. Men far skulle fodre og malke, så han ville ikke med, men han gav de andre lov til at gå derned.
De fik så skudt en ræv, som Verner slæbte med her hjem og smed ind i stalden til far og Plet2. Hunden blev helt tosset og sprang på ræven.

Verner blev bange for, at hunden skulle skade rævens pels og ville tage ræven igen.
Så blev hunden selvfølgelig gal på Verner, og hunden glemte det aldrig. Når Verner kom her en gang om måneden for at kontrollere, var hunden på vagt. Den gik og holdt øje med Verner hele tiden.
Når han skulle over i et rum til kalvene for at mærke eller afhorne dem, ja så ville hunden snuppe fat i Verners bukseben. Verner var meget irriteret over det, for han havde nemlig et godt forhold til alle hundene, hvor han kom.
Det blev heller ikke bedre af, at Verner ikke kunne lade være at drille hunden.
Han klagede til far og sagde, at det var en dum hund, han havde. Men far svarede: "Du har da vel aldrig hørt om en klog mand, som havde en dum hund".

Plet2 blev ca. 10 år gammel. Han er også begravet i den øverste ende af haven.

Mit hundeliv ved militæret var i 1962-63. I de 6 uger på hundeførerskolen på Flyvestation Værløse, havde jeg den sorte schæfertævehund Centa. Det var en dejlig hund. Hun kom desværre i løbetid, så de andre ikke kunne styre hanhundene. Centa måtte blive i kennelen et par dage, hvor jeg så måtte bruge en Dobermann, som var noget mere aggressiv.

Som før fortalt, var der blandt forsøgshundene en sort tæve puddelhund, som Erland kastede sin kærlighed på, og Overgård fik det ordnet sådan, at vi fik lov til at tage den med til Gaza som maskot. Vi kaldte den Pedro. Den gik så hen og fik 8 hvalpe og fik lov til at beholde de 2, som blev kaldt Rock og Twist.
De kom ud i de norske A og B-lejre, hvor araberne vist stjal dem. Alle hundene, som vi brugte i Gaza, var schæferhanhunde fra Norge.

Det første halve år, havde jeg Benno, sammen med Elmer. Det var en lidt veg og nervøs hund. Den havde en fin næse, men den var lidt træls, når man skulle ud til demonstrationer og flytte araberne lidt. Derfor skiftede jeg til Ordo det sidste halve år. Han var en robust gavtyv og noget af en slagsbror. Man skulle virkelig holde ved ham, når der kom en araber forbi. Man følte sig ret tryg i hans selskab.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at jeg kunne have fået ham med hjem, men her hjemme blev det Plet2, som passede på os i ca. 10 år.
Han havde dog fået en dårlig vane ved at følges med Jørgen smed hjem. Plet2 fandt ud af, at han selv kunne gå en tur i Hjortsvang by, så vi måtte op for at hente ham nogle gange.

Min højskolekammerat Lone havde fået arbejde i Århus, og kom så meget på besøg her. Nogle af hendes bekendte havde en Irsk Sætter tævehund, der havde fået hvalpe, som de solgte, men den sidste tævehvalp, kunne de ikke få solgt, så Lone kom her med hunden.
Vi fik den ganske gratis. Jens syntes godt, at vi kunne kalde hunden Max, selv om det var en tæve.
En Irsk Sætter er halv langhåret, ensfarvet rødbrunlig med lange flæser på halen og på indersiden af lårene, som kaldes bukser. Max er den hurtigste hund, vi har haft. Hun ville jagte hele tiden, så hun var bundet det meste af tiden. Hun kunne være ude ved skoven, før man nåede at tænke sig om.
Hun var god til at apportere, hun kom med mange forskellige ting f.eks. musereder, et levende pindsvin og hvad hun ellers fandt.
Det var mærkeligt, at hun kunne gå med et pindsvin i munden, uden at hverken hund eller pindsvin tog skade af det.
Nogle svaler flaksede rundt i luften i stalden. Max kom susende og snuppede den ene. Da jeg råbte hov, spyttede hunden svalen ud. Den lå og pustede på gangen helt våd. Jeg satte den op på en bjælke. 5 min. senere var svalen klar til at slås igen.

En søndag, hvor far passede dyrene, kom der noget af en landevejsboss som hed Kirkegård.
Han havde en sort Puddelhund med i snor. Hunden havde han hjulpet en dame af med, da hun skulle flytte i en lejlighed, hvor man ikke måtte have hund.

Både mand og hund var trætte og våde, så de fik lov at sove i noget halm i et svinerum. Men inden da spurgte Kirkegård far, om han ikke ville skyde hunden dagen efter, da han allerede var blevet træt af den. Det sagde far ja til, men om morgenen var det kun Kirkegård, der havde tømmermænd.

Hunden var bare kvik og fuld af liv og charme, så far kunne ikke skyde den. Far skød ellers en del gamle eller syge hunde for folk, da vi boede i præstegården.

Far har fortalt om et par gamle mennesker på alderdomshjemmet, som havde fået lov til at have deres hund med der, men den var blevet så gammel, at den ikke kunne gå mere. Far lovede så de 2 gamle at skyde deres hund. De græd begge så tårerne trillede, da far gik med hunden. Det har der ikke været meget sjov ved.

Så kom pastor Hansen og ville have far til at skyde sin skavede hund. Far vidste, at præsten havde en pistol, da det var under krigen. Man havde fået kastet våben ned fra engelske fly.
Derfor sagde far til præsten: "Jeg skyder ikke hunde for min fornøjelses skyld, jeg synes, De selv skal gøre det. De skal jo tænke på, det kunne være et menneske, som de blev nødt til at skyde f.eks. tyskere. De skal blot holde hunden i halsbåndet og så skyde den imellem øjnene".

Præsten fortalte senere, at det havde varet længe, inden han kunne trykke skuddet af, men det andet skud kom meget hurtigt. Det første skud havde været for meget nedad mod snuden.

Vi beholdt altså Kirkegårds hund. Når jeg havde lukket køerne ud og fået strøet halm i båsene, da kom gråspurvene ind ad vinduerne for at pikke kerner i halmen. Max kom så farende og jagede dem væk, og pudlen løb bag efter Max og ruskede i Max´s bukser. Når Max så ville snappe i den sorte, rullede den sig sammen som en bold. Det så sjovt ud.

Da Bodil og Kristian Thulesen havde mistet deres hund, forsøgte jeg at afsætte den sorte puddel der, da jeg vidste, at deres knægte gerne ville have en ny hund.
Så jeg tog den sorte med om til Hvirring, så knægtene kunne se på den, imens vi var til folkedans. Men det var jo ingen schæfer, så de ville ikke have den.
Det endte med, at morbror Johannes havde en bekendt, der ville have den.

Kirkegård var der ingen, der ville have. Han endte sine dage i en vejgrøft nede ved Åstedbro Kro. Han var blevet så fuld, at han faldt ned i grøften. Der lå han og råbte frækheder efter kroens andre gæster, da de skulle hjem. Da var der en af dem, der gik hen og sparkede Kirkegård i hovedet, for at få ham til at holde kæft.
Dagen efter lå han stadig i grøften. Da var han død.

Jens legede en del med Max. Han lavede en lille indhegning af jernindhegningspæle og høstbindegarn på græsplænen ved gavlen af stuehuset til hunden og en kviespædkalv, som han kaldte Kipper og trak rundt med som en hund. Den blev da også meget tam. Som ko nåede den kun at få en kalv. Vi måtte slagte den, da den havde fået trådt en patte. Det var Jens meget ked af.

Det gik også dårligt med Max. Hun ville altid gerne op at køre i traktorerne. Nede i ladeporten ville hun springe op til far i den gule Bukh, men poterne gled på den glatte bund i traktoren, så Max faldt baglæns ned og knaldede baghovedet i cementgulvet.
Nogle dage efter blev hun blind og helt forvirret, så måtte vi aflive hende.

Da det blev meget billigere at få kraftfoder hjem i løs vægt, fik vi det pustet ind på den gamle foderstofbygning, som vi havde købt. Vi satte så kraftfodervognene bag på traktoren, og hentede det dernede lige over for den gamle station. Der havde de en ruhåret terrier, som løb efter traktoren, når vi kørte hjemad.

Det var ikke det, den blev med hvalpe af. Man lod den beholde de 2. De beholdt selv den ene, og vi fik den anden.

Knægtene i Uldum syntes, den skulle hedde Vaks. Den levede bestemt op til sit navn. Det er den mest kloge og nysgerrige hund, vi har haft.
Hun var mest hvid med enkelte sorte pletter og med halv kruset hår. Når den fældede om foråret, blev den glathåret, men den beholdt sit skæg hele året. Hun var virkelig vaks til at tage mus og rotter, men hun åd dem ikke. De fik lige et klem og blev så spyttet ud.

Vaks ville være med over det hele. Det var et problem for hende, når f.eks. far var i maskinhuset, og jeg var i laden. Så løb Vaks frem og tilbage for at følge med begge steder. En dag, hvor jeg skubbede noget halm fra spaltestaldens loft ned i laden, faldt der et par kattekillinger med.
Dem fandt Vaks hurtigt og fik med det samme moderfølelser, selv om hun kun var godt 1 år gammel og aldrig havde haft hvalpe.
Hun lagde sig ned ved killingerne, og de begyndte at die hende. Der var mælk i patterne næsten med det samme, så opfostringen lykkedes. Kuldet var blevet delt, så hunkatten havde beholdt de 2 andre killinger. Det var jo meget fint.

Da mama Erland og deres datter Pernille var på besøg, fik de den ene af Vaks´ killinger med hjem til Gammelstrup. Den anden kom op til Helle og Hardy i jordemoderejendommen på Linnerupvej 7.
Vaks havde faet så meget gang i hormonerne, at hun lod sig parre med "Lehnsgård"s sorte retriever. Da jeg klagede over det til Jørgen, sagde han, at hans svigermor også havde sagt til ham, at han skulle se at lade hunden kastrere, men Jørgen syntes, at det havde været for koldt.

Vaks fik lov at beholde 3 hvalpe. De 2 var sorte, dem vi fik afsat, da de var ca. 8 uger gamle. Den 3. tævehvalp beholdt vi selv. Den lignede en Golden Retriever, og knægtene kaldte den Trine.
Efter l års tid var hun dobbelt så stor som sin mor. Trine var også ivrig efter at tage mus og rotter, men var ikke nær så hurtig og fiks som Vaks. Så oftest var det Vaks, der var skarpretteren, og da hun som før nævnt altid spyttede gnaverne ud, ja så snuppede Trine dem, og løb rundt med dem og så vigtig ud, som om det var hende, der selv havde taget rotten.

Vores hunde kom ikke ind i stuehuset efter Prinzs tid. Men hvis der ikke var nogen mennesker i nærheden, og døren stod åben, da kunne vaks ikke styre sin nysgerrighed og gik ind og snusede rundt. Under renoveringen, hvor der ikke altid var nogen døre i, listede hun også op ad trappen til loftet. Da vi havde ladet lave hul til havedøren, smuttede hun ind i køkkenet og op på køkkenbordet til stegen. Da fik Magda en slem forskrækkelse.

Vaks kunne også stå herhjemme og se, nar vi kørte ned i huset til mor og far. Så kom hun derned. Ligeledes når vi dansede folkedans på loftet af den gamle foderstofbygning, ja så kom hun også derop.

Der var kommet nye folk på den gamle station. De havde en datter på 5-6 år. En morgen hylede hun som en stukken gris. Det var Vaks, der var listet op ad trappen til hende, da døren stod åben.
Åge var også nogle gange meget træt af hundene, når de løb med en pakke søm eller skruer eller hans hue.

Da Inger flyttede herud i 1987, havde hun katten Bølle og den ruhårede Teddy med. De var indendørs. De var jo vant til hinanden og til at være inde, men når de blev lukket ud til de 2 udehunde, ville Teddy godt være med til at jage Bølle op i et træ eller jagte gråspurvene. Jeg er nu ikke sikker på, om Teddy altid var klar over, hvad de løb og gøede over, men han fulgte blot med de andre.

Efter et par år blev Teddy skavet, og han blev aflivet. Han er begravet i haven, ved det gamle pæretræ.
Så havde vi kun 2 hunde igen, men Trine blev med hvalpe med Ann og Hans Kristians foxterrier Pette. Trine fik lov at beholde 3 hvalpe. De 2 kom til Tørring. Den ene af de 2 fik Birgit og Bent Jessen. Den har de været meget glad for. De gav den navnet Vaks. Det var den også. Den lærte at bytte avis hos naboen.

Den 3. var en hvid tæve med en sort plet og født med en kort hale på 10-15 cm. Den beholdt vi selv, og vi kaldte den Plet. Det var så Plet nr. 3, så havde vi 3 hunde igen.
Pette var ret aktiv, så Vaks blev også med hvalpe med ham. Det blev til 3 hvalpe. En af dem var noget mindre end de andre 2. Den lignede sin mor med skæg og lidt kruset hår.
Den fik Sinne og Peter, og de kaldte den Stribe. Peter prøvede på at lære stribe at tage rotter. Det lykkedes mærkelig nok ikke. På den måde lignede den ikke sin mor.
De 2 andre hvalpe kom til fremmede, som vi ikke kendte. Vi havde haft et skilt oppe i ABC.
En gang, hvor far væltede med aflæsservognen med roetop, og jeg ville skynde mig ud til ham på den anden traktor, var Vaks ikke kommet med ind i førerhuset, så hun løb foran traktoren. Da kom jeg til at køre over hende. Hun virkede noget forslået, men der var ikke noget brækket, så hun kom ret hurtigt over det.
Et par år efter var hun en formiddag med oppe på spaltestaldens loft for at skubbe halm ned. Der var en del rottelort, som Vaks gnaskede i. Da jeg kom op fra min middagssøvn, lå Vaks på gangen bag ved køerne, som om hun sov, men da var hun død.
Hun blev ca. 12 år gammel. Hun blev begravet ved blommetræerne ved laden.

Så havde vi bare 2 hunde igen, men da plet3 var l år gammel, blev hun med hvalpe med sin egen far. Hun fik 4 hvalpe. De 2 af dem rystede noget, måske på grund af indavlen, så de blev aflivet.

De 2 andre hvalpe havde børnene ved min 50-års fødselsdag meget fornøjelse af at lege med omme i haven. Hvalpene var 3-farvede gul, sort og hvid, så dem havde vi ingen problemer med at få afsat. Der var nogen, som ville avle videre med dem og deres egne hunde.

Vaks3 blev også kvik til at tage mus og rotter. Trine blev pludselig syg. Hun fik krampeanfald og døde om natten, hvor jeg ellers havde besluttet at få fat i dyrlægen dagen derefter. Hun blev 8-9 år gammel, og hun blev begravet ved kirsebærtræerne ved ajlebeholderen.

Plet3 var så alene tilbage. Hun blev noget egensindig. Hun ville ikke sådan lige lade sig klappe af fremmede. Så ville hun snappe i fingrene. Det var også galt med børnene fra Fyn undtagen Stine.

Børnene i Uldum var der ingen problemer med. Vi havde sagt til Nicolai, at han kunne nøjes med at klappe Trine, så kunne det være hans hund. Da så trine døde, var der jo et problem. Derfor har jeg måttet love ham en ny hund, senest til hans konfirmation. Jeg sprøjtede Plet3 mod, at hun kom i løbetid. Måske var det derfor, hun fik noget underlivsbetændelse, som vi klarede med penicillin i nogle år. Hun døde sidste sommer ca. 11 år gammel. Hun blev begravet ved siden af sin bedstemor ved blommetræerne ved laden.

Nu har vi været hundeløse i ca. et år, men vi har haft Karin og Michaels kat Sofus i vel omkring 10 år. Det er meningen, at vi nu også skal overtage deres fra Afrika hjemkomne hund Rose på ca. 6 år. Det er en tæve på størrelse og farve som en Golden Retriever, men med en spids snude, som en Schæfer.

Nu er vi spændte på, om Sofus og Rose kan forliges, for det er meningen Rose også skal være herinde. Vi får se.

Ja, nu har vi haft Rose i en god måneds tid. Hun er dog kun 5 år. Hun og Sofus kan kun være i stue sammen, når vi også er der. Rose har netop nu for anden gang jaget Sofus op i det høje birketræ. Sidste gang sad han i træet i 2 døgn, inden han sprang/faldt ned. Så han bliver der nok et døgns tid endnu. Jeg går luftningstur med Rose hver aften efter malkningen, men efter hun satte snuden på eltråden, er hun ikke meget for at følges med mig.
Ved hjælp af "Lehnsgård"s Lasse, har vi fundet ud af, at Rose er løbsk. Men det passer ikke rigtig i vores tidsplan med hvalpe sidst på sommeren. Nicolai vil nemlig ikke nøjes med Rose, men der er da også en del år til, at han skal konfirmeres. Vi har talt om, at det kunne være godt med at parre Rose og Viktor, Sinne og Peters hund.

Efter 10 døgn fik vi Sofus ned fra birketræet. Det var på min fødselsdag pinsedag. Jeg havde fået Ingers delestige sat op ad træet og fået nogle grene savet af. Da Carsten og børnene kom hjem fra Fyn, kunne han få Sofus lokket ned i en kløft og få fat i ham og få ham ned, uden der var nogen, der tog skade af det.

Sofus var blevet meget mager, men fejlede ellers ikke noget. Helt fantastisk. Han havde en god appetit. Dagen før havde Inger fået den lyse ide, at jeg skulle forsøge at spule Sofus ned med haveslangen. Det lykkedes altså ikke. Han løb blot højere op i træet.

Vi fortsætter med forsøg på sammenføring af hund og kat, men der er desværre også problemer med de 2 mindste børnebørn, som Rose vil snappe og snerre af. Vi har aftalt, at når de er her, bliver Rose lukket inde i bryggerset eller værkstedet. Karin og Michael har talt om at få fat i en hundepsykolog.

Vi får se, hvad de finder ud af.


Opdateret d. 28.4.2020