Om Østerskovgaard:

Til min konfirmation i apri1 1957 fik jeg et telegram fra Jens Markussen i Vroldgård med en optegnelse på slægten, som har boet her på Østerskovgård. Jens havde lavet et privat museum i fiskemandens ejendom bag urmageren, hvor Gunni Frederiksen senere boede. Far havde sagt til Jens, at det kunne være sjovt at kende slægten. Jens havde forbindelse til en gammel hestehandler i Viborg, som mod betaling fra Jens gik på arkivet og fandt de oplysninger, som jens skulle bruge.

Østerskovgaard 2020.

Ved andendagsgildet ved min konfirmation fortalte han, at der oven for Hjortsvang by op mod Linnerup Kirke lå en klynge lehnsgårde, som var under kronen dvs. under kongen, og hver gård i lenet skulle afgive folk til lehnsgårdene til opøvelse i krigstjeneste. Ved lehnenes ophævelse blev gårdene solgt til de lokale godsejere. Ved stavnsbåndets ophævelse og jordreformen sidst i 1700-tallet, blev også lehnsgårdene flyttet ud på marken på nær en, som nu hedder "Lykkegård".
Den nuværende ejer er Flemming Christensen.

Der er en af mine stammødre født i 1769. Hun hed Maren Poulsdatter.

Maren Poulsdatter.

Hun blev gift med Søren Frederichsen, som var født i Tinnet i 1763. Efter Jens Markussens udsagn, fik Maren og Søren jorden her i det ryddede østre skovområde i bryllupsgave af Marens forældre, som var Anne Mortensdatter født 1735 og Poul Christensen. Pouls forældre var Maren Pedersdatter født 1713 og Christen Poulsen. Maren Poulsdatter og Søren Frederichsen fik i 1792 50 rigsdaler i statstilskud ved udflytningen fra "Lehnsgaard".

Maren Poulsdatters søster fik den nuværende "Lehnsgård" ligeledes af deres forældre i bryllupsgave. Derfor ligger de 2 gårde så tæt på hinanden ca. 300m.

Man var utryg ved at flytte ud på landet, og derfor gav staten billige lån til udflytningen. Maren Poulsdatter og Søren Frederichen fik i 1798 sønnen Poul Sørensen her på Østerskovgård. Han blev gift med Birthe Hansdatter, og de overtog gården her. Efter hvad vi har kunnet finde ud af, har de fået 3 døtre og 2 sønner. Efter oplysninger fra min grandfætter i Silkeborg Norman Jensen, blev en af sønnerne Hans Poulsen gift i Linnerup Kirke med Maren Jensdatter fra Aale. De flyttede til "Stenkjærgård" i Thyrsting. Mine tipoldeforældres ældste datter hed Birtha Marie Poulsen og blev gift med sønnen i "Lehnsgård" Jens Jørgensen.

Vi har et gammelt granitsvinetrug til at ligge ved dammen i haven. Der er indhugget "Poss 1858". Det kan passe med min tipoldefar Poul Sørensen, da har han været 60 år. Han og Birthas datter Anne Johanne Poulsen, min oldemor, blev født her den 18.3.1838, og i 1866 blev hun gift med Jens Jensen Markussen født i "Østergård" den 15.4.1836.
Han fik 2 efternavne, da der kom lov for, at efternavnene skulle ligge fast. Hans far Markus Jensen i "Østergård" skrev til myndighederne, for han mente ikke, at det kunne passe, at hans 2 sønner Morten og Jens skulle have forskellige efternavne.

Markus Jensen på Østergaard.

Det blev sådan, at Jens kom til at hedde både Jensen og Markussen.

Da bondetoget "Den gale onsdag" i 1848 drog mod Tørring, var Markus Jensen fløjmand, da han var den eneste, som havde gevær.

Jens Jensen i "Lehnsgård" har fortalt, at da Anne Johanne og Jens overtog gården her, lavede de en aftægtskontrakt med Anne Johannes far Poul Sørensen.
I den stod der bl.a., at en gammelt øg-hest ikke måtte sælges fra gården. Der var hestemarked i Smedegade i Horsens hver 14. dag, og Jens fik sin broder Morten Markussen i "Østergård" til at tage det gamle øg med på markedet. Efter hjemkomsten fortalte Morten, at han var kommet til at forlange en pris for det gamle øg, og han kunne da ikke tro, at der var nogen, som ville give så mange penge for en gammel hest. Sådan klarede de 2 brødre den.

Efter de gamle fotos kan vi se, at de lignede hinanden som et par tvillinger med mørkt krøllet hår. På efterfølgende foto er de dog lidt grånede.

Morten Markussen og Jens Jensen Markussen.

En af Mortens børnebørn, Peter Markussen, som kaldte sig lokalhistoriker, havde også mørkt krøllet hår.
Han sprang ind i bilen til min far, da han holdt oppe ved købmanden. Peter sagde til far: "Hør du, din bedstefar havde en unge ved siden af".
Efter kirkebogen havde Peter fundet ud af, at Jens Jensen Markussen havde fået et barn med en Lindholm, som boede ude i Vestermarken.

Det vidste far ikke noget om, men svarede da: "Der var da også noget med din bedstefar".
"Det står der fanden tage mig ikke noget om i kirkebogen", sagde Peter.
Det var fordi, at da Morten Markussen gjorde deres tjenestepige gravid, fik han en anden til at gifte sig med pigen.
Drengen, der korn ud af det, blev stationsforstander i Lund ved Horsens og fik efternavnet Frederiksen. Han havde mørkt krøllet hår og Peter Markussen lignede ham på en prik.

Peter Markussen i 1941.

Mine oldeforældre Anne Johanne og Jens Jensen Markussen fik 6 børn, som alle på nær 1 blev bosat i sognet her.

Den ældste Markus blev født i 1868. Han overtog gården "Frederikslyst" i Vestermarken. Han blev kaldt "Markus i æ Vestermark".

"Markus i æ Vestermark"

Hans fætter i "Vroldgård" blev kaldt "Markus i æ by".

"Markus i æ by".

"Frederikslyst" ejes nu af oldebarnet Rudi Bendix Keller Markussen.

Poul Christian blev født 1870 og fik "Slotsgaard" i Linnerup. Hans barnebarn Knud Markussen har senest haft gården. Nu er det meste af jorden fraskilt gården, og bygningerne ejes af Anders Markussen.

Poul Christian Markussen.

Birthe Marie blev født 1873 og blev gift med Hans Kristian Kristiansen på gården "Sorgenfri". Deres oldebarn Hans Kristian Kristiansen har gården nu.

Birthe Marie Christiansen.

Min bedstefar Jørgen blev født i 1875. Da vores nuværende stuehus er fra 1872, er han og Birthe Marie de førstefødte børn i huset her.
Jørgen var medhjælper på gården, ind til han overtog den i 1902.

Jørgen Markussen.

Det fortælles, at min oldemor Anne Johanne var så missionsk, at man ikke måtte spille kort i huset. Min bedstefar gik da over i karlekammeret og spillede kort der.
Det fortælles også, at han sang for til gymnastikken i forsamlingshuset, så gik det bedst. Far sagde, at han sang pivende falskt. Han må så have været god til at holde takten. I vinteren 1902-1903 lejede Jørgen en bestyrer på gården, og tog selv på Ladelund Landbrugsskole.
Der var mange folk ansat på gården i de tider. Min bedstefar havde overtaget en forkarl fra min oldefar, som havde været ansat her i 7 år. Så han var selv hjemme, som man siger. Far var for ca. 15 år siden indlagt på Brædstrup Sygehus og på stue sammen med den over 90-årige Mourits Mølgård. Han fortalte, at han var tjenestedreng her, da bedstefar Jørgen overtog gården efter oldefar Jens.

En søndag formiddag i høst, da man var færdig med morgenarbejdet i staldene, spurgte Jørgen omtalte forkarl, om han ville forke et læs kornneg af som stod i porten, så ville Jørgen gå over i Sjælhyv-Solhøj for at flytte fårene. Forkarlen svarede, at han hellere ville flytte fårene, så kunne Jørgen forke kornet af.

Da ville Jørgen vise, at han var manden i gården og tog fat i det ene øre på forkarlen, trak ham hen til vognen og sagde, om han så kunne se at finde op i vognen. Det kunne han så godt. Kornet blev læsset af og fårene flyttet.
Men forkarlens øreflip var revet fra, så det blødte ned på hans skjorte.
Han gik da til læge, som anmeldte Jørgen for mishandling.
Ved retten i Brædstrup blev han idømt en bod på 1 daler for mishandling. Det har været en meget høj bøde, måske svarende til et 1/2 års løn til en dreng.

Da Jørgen kom hjem og fortalte om den høje bøde, blev hans far Jens så ophidset, at han omgående spændte hestene for vognen og kørte til Brædstrup for at få bøden sat ned.
Det lykkedes dog ikke. Loven var sådan, at man måtte tugte tyendet, men der måtte ikke ske mishandling. Nogen har undret sig over, at Jørgen senere kunne blive sognefoged, men en bod er ingen straf.

Jørgen havde ansat et par tjenestepiger, hvor den ene fortalte den anden, at Jørgen også havde ansat en husbestyrerinde henne fra øster egnen Lund, og man sagde, at hun var så fornem, at hun sagde "Je" til sig selv og "De" til sine egne bukser. Det var Karen Sofie Jakobsen. Hun blev gift med Jørgen den 28. maj 1907.

Karen Sofie.

Jeg har fundet et kærestebrev fra april 1907, hvor Sofie skriver. "Min kære-kære Jørgen" og fortæller, at hun og søsteren Karoline ville tage toget fra Lund til Rask Mølle. Jørgen skulle da hente dem der. Da jernbanen herud med endestation i Nr. Snede endnu ikke var anlagt. Hun skriver også, at hun glæder sig til den store dag.

Brylluppet blev holdt i Lund. Lillesøster Magda har fortalt, at hun blev konfirmeret i 1907, men hendes fest skulle holdes sammen med Sofies og Jørgens bryllup den 28. maj. Magda glædede sig meget til festen, men fik en grim hovedpine på selve dagen. men det kunne Signe i "Lehnsgård" nemt klare. Hun havde en lille flaske i sin taske og dryppede et par dråber på et lommetørklæde, som Magda snusede til. Hun sov så et helt døgn og gik glip af festen. Det var opiumsdråber, som Signe havde i tasken.

For godt 100 år siden boede pastor Krings i Hjortsvang Præstegård. Hammer kirke var annex til Linnerup, og Tørring var annex til Aale, hvor præsten også boede i præstegården der.
Da man så skulle have ny præst i Aale, og Tørring havde fået en masse nye indbyggere efter jernbanen var kommet til byen, mente man i Kirkeministeriet, at det var bedst at man fik en præst i Tørring og Hammer blev annex til Tørring. Linnerup skulle så være annex til Aale.

Under store protester fra folk i Hjortsvang, blev deres præstegård sat til salg, og pastor Krings flyttede ind i Aale Præstegård. Cirka halvdelen af Hjortsvang Præstegårds jord, det omkring Linnerup kirke, blev solgt fra. Der byggede mine oldeforældre Anne Johanne og Jens Jensen Markussen i 1902 en hel ny gård med en aftægtsbolig i den ene ende af stuehuset. De kaldte den Lykkegård, men folk kaldte den "æ ny gård".

Oldeforældrenes yngste søn Karl var født i 1877. Han overtog den nye gård, men døde ret ung af sukkersyge. Det var før insulinens tid. Karls ældste søn Evald overtog gården. Jorden er nu solgt fra og husene ejes af Erling Friis. Han kalder det "Friis Ranch".
Præstegården og resten af jorden blev købt af Mads Pedersen. Nu er jorden også solgt fra der.
Jeg har arvet et sølvbæger efter Jens Jensen Markussen og et medfølgende takkebrev fra pastor Kring for hjælpen med at afhænde besætningen på præstegården.
På bægeret står "Til erindring 1911".

Takkebrevet fra pastor Kring.

Oldeforældrenes yngste datter Marie blev født i 1880. Hun blev gift med jernbanemanden Kristian Andersen. De boede i Silkeborg og fik en datter, som hed Ragnhild. De blev alle 3 glødende socialister. Kristian kom senere til at sejle på Silkeborg-søerne. Far fortalte, at han og en af sine fætre var på ferie i Silkeborg. De har nok været jungmænd.

I en middagspause købte de en isvaffel i Silkeborg, da de gik og gnavede på den, gik der en anden dreng på det modsatte fortov. Han havde en luftbøsse og råbte: "Smid omgående isene eller jeg skyder". Det gjorde de dog ikke og blev da heller ikke beskudt, men da de kom ned til havnen, var båden sejlet. Så måtte de gå og vente, til den kom tilbage.

Oldeforældrene Jens Jensen Markussen og Anne Johanne døde i 1913 og 1923. Vi har deres gravsten i haven som mindesten.
Det står op ad et bøgetræ, som bedstemor Sofie plantede for ca. 100 år siden. Da var der slet ingen bøgetræer her. Det var der jo på Østeregnen, hvor hun kom fra.

Det fortælles, at når der nogle gange om foråret var sandflugt her, da gik Sofie i seng, for det var hun slet ikke vant til. Mærkeligt at tænke på. Afstanden til Lund er kun 20 km.
I det før omtalte bøgetræ skar jeg mine forbogstaver i 1956, og broder Poul skar sine i 1961. Siden har far, mor og Pouls børn også gjort det.

Sofie og Jørgen fik også 6 børn. De kom fra 1907 til 1922. Det var Jens Jørgen i 1907, han blev kaldt Jens, Gunnar i 1909, Agnes i 1911, far-Erling i 1914, Hakon i 1917 og Anne Johanne i 1922, hun bliver kaldt Jonna.

Far Erling i 1954.

Sofie og Jørgen tog del i sognets ve og vel, bl.a. i det nyligt oprettede menighedsråd, og Jørgen blev sognefoged.

Jørgens broder Poul Christian var sognerådsformand. Han havde for kommunen ansat et par arbejdsmænd Just og Batz til at slå sten til skærver i vinterhalvåret lige som Jens Vejmand. Just var en lille tynd mand, og Batz var en kraftig bamse.
En dag drillede den lille bamsen så meget, at han sprang på den lille. Det skulle han bare ikke have gjort, for Just havde gået til boksning i sine unge dage. Han stak Batz en under kæben, så han trillede omkuld. Det blev han så gal over, at han cyklede til sognefogeden for at anmelde det skete.
Men Jørgen sagde til ham: "Det skal du anmelde til sognerådsformanden, for det er ham, der har ansat dig". Bathz cyklede så ad Linnerup til. Jørgen ringede så til sin broder Poul Christian og sagde: "Nu kommer Batz ud til dig. Bare send ham tilbage her til igen".
Da så Batz kom igen ,var han kølet så meget af, at Jørgen kunne overtale ham til at undlade en anmeldelse af Just.

Jørgen blev senere også sognerådsformand. Så kunne omtalte spilfægteri ikke lade sig gøre. Jørgen var i mange år formand for Tørring Andelsmejeri og med i bestyrelsen på Horsens Andelsslagteri. Sidst i 20-erne var han med i jernbaneudvalget, da banen blev ført fra Rask Mølle til Nr. Snede.

Der skete også meget på gården. Stråtaget blev skiftet ud med tagsten på stuehuset og kvisten blev bygget på. I 1913 blev østerhuset udskiftet. Der blev lavet 10 heste båse + 1 følbox, l karlekammer, 1 vognport, 1 hønsehus, 1 wc. med spand og l brænderum.

I 1929 var gården gældfri, så da tog man et lån på 8000 kr. og byggede ny kostald. Man havde i 1913 fået el indlagt. Før den tid var der en hestegang ved laden til tærskeværket og en ved hestestalden til hakkelsesmaskinen. Der kom også fast tag på den gamle lade og svinehus. I 1939 blev der installeret malkemaskine.

Mor har fortalt, at da hun og far var på besøg en søndag formiddag, da kom Marie urmager grædende ind og sagde: "Det kan du ikke være bekendt Jørgen". Han svarede: "Det er de knægte der vil". Marie var blevet fyret som malkekone.
Hun blev senere ansat hos Mads i den gamle præstegård.

Far har fortalt, at han sammen med sin far og en del andre fra sognet var i Boring for at hente den store kampesten, som er sat over de 2 Svenstrup-lærere - far og søn - som mindesten ved den gamle skole.

Mindestenen ved Hjortsvang Skole.

Man havde taget en lille lastbil med. Man havde regnet med at grave den ned ved siden af stenen. Så kunne man rulle stenen over på lastbilen.
Men da stenen var større, end man havde regnet med, blev man enige om at sende bud til Horsens efter en mand med en blokvogn og et par meget store skimlede heste. Man fik stenen over på blokvognen, men kusken kunne ikke få de store heste til at trække på en gang. Så de hoppede og sprang i hammelrebet.

Der var så nogen, som vidste, at Kr. Ingvardsen i Aale havde et par gode brune heste, som man sendte bud efter og fik spændt foran de store skimlede. Men de hoppede og sprang stadig væk. Så byttede man om, så de brune kom inderst, men med samme resultat.

Da sagde Kr. Ingvardsen: "Tag lige og spænd de store fra og træk godt til side med dem". Kusken til de store heste protesterede og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre med de brune heste, men Kr. Ingvardsen mente jo. Han lod hestene tage fat ganske langsomt, så de lænede sig frem i seletøjet, så deres maver næsten rørte jorden, inden de flyttede benene. Så gik det ellers på fuld knald op igennem den pløjede jord op på markvejen.
Her blev de store skimlede heste spændt foran de brune, og så ville de godt være med til at trække stenen hjem til Hjortsvang. Far sagde, at de brune heste godt nok kom til at puste af det.
I skolen regnede man ud, at stenen vejede op imod et par ton.

Min navnefarbroder var på Vesterlund Efterskole vinteren 1924-25. I 26 -27 tjente han hos sin moster og onkel i Træden. I vinteren 27-28 var han på Uldum Højskole. Han fandt sig en kæreste Helga Bak fra Sdr. Vissing.
Efter højskoleopholdet gik Jens og skrantede herhjemme. Han kunne ikke få luft. Han sad nærmest op i sengen og sov. Når det var særligt slemt, gik han oppe om natten og spillede på sin violin. I december 1928 blev han indlagt på Kalundborg Kysthospital.

I et brev dateret den 22. dec. 1928 fortæller han, at en læge har undersøgt ham, og han venter på, at en professor skal komme for at se på ham.
Man fik brevet her dagen efter, men faster Jonna fortæller, at forinden havde maleren, centralbestyreren i Hjortsvang ringet. Det var Jonna, som tog telefonen. Maleren bad om at tale med bedstemor Sofie. Hun fik da beskeden om, at Jens var død.
Bedste kom ud i køkkenet, smed sig ved køkkenbordet og græd.

Det var et stort chok for Jonna. Hun havde aldrig før set sin mor græde. "Hvad er der i vejen, er du syg?", spurgte Jonna. Da hun havde fået årsagen fortalt, løb hun sammen med sin mor ud i marken til sin far og brødre, som var ude ved roekulen.
Jonna husker, at alle græd, og far syntes, at det var særlig slemt fordi det var lige op til jul. Det må også have været en streng jul, de har haft det år.

Jens blev begravet den 28. dec. 1928 kun 21 år gammel. Man sagde, at der var en stor knude i hans bryst. Jonna husker, om aftenen efter begravelsen, da hun var lagt i seng, at Helga Bak og bedste så ind til hende og Helga sagde, må jeg ikke godt få hende med op i min seng. Det fik hun lov til. Jonna blev båret op i gæsteværelset, og hun husker, at Helga lå og græd og knugede sig ind til hende.

Bedstemor blev ved med at holde kontakt med Helga og hendes familie, som hun stiftede i Sdr. Vissing. Jeg kan huske, at vi har besøgt dem der på en lille ejendom. Helgas ældste søn hed Jens, han tjente hos os i præstegården. Hans søster Jytte kom til at tjene her hos bedstemor.
Jytte var her til Gunnars begravelse i 1989, da var Helga kommet på plejehjemmet i Sdr. Vissing.
Siden har vi ikke set noget til dem. Vi har dog hørt, at Helga er død, og Jytte har mistet sin mand.

De breve som farbror Jens har skrevet til hjemmet og modtaget i årene 1924 til den 22. dec.1928, har bedste gemt i en gammel bliktobakskasse. Den har jeg nu. Fætter Niels på Djursland har hans violin. I tobakskassen er der også kondolencebreve fra familie og venner til Sofie og Jørgen.
Der er også Jens´ godt brugte pibe og kam-lommespejl-neglerenser og 2 æsker spidshagl til en luftbøsse.
Det har været en meget stor sorg for hele familien.

Der er også nogle breve fra Helga Bak til Sofie og Jørgen.
Hun tjente på en stor gård ved Addit nord for Brædstrup. I et af brevene, som er dateret Løndal den 24.3.1929, fortæller Helga, at det netop er 1 år siden, hun var sammen med Jens til grisefest på Uldum Højskole. Hun håber på godt vejr til næste gang hun har fri, så hun kan cykle til Linnerup for at se til Jens´ grav.

Hun fortæller videre, at de er ved forårsrengøringen. Det er de også nede på slottet Løndal, som hun har været nede for at se, og hun skriver, at hun aldrig har set noget så smukt og flot. Slottet er bygget imellem 1911-l914.

Jeg kan kun give Helga ret. Det er meget flot. Vi har netop lige været på Løndal 74 år efter Helga for at høre vores organist, Mette Østergård, synge. Hun er også uddannet operasanger. Det var vellykket. Vi havde min gamle lærerinde Karen Jensen og Inger på "Petersbjerg" med.

Cirka 10 år før Jens´ død, var Agnes dødssyg af den spanske syge. Far har fortalt, at Bedste vågede ved hende en hel uge.
Agnes overlevede, men mistede dog det meste af sit syn. Hun kom til at gå i privatskole hos den gamle lærer Svenstrup sammen med nogen af hendes kusiner. Hun var også en sommer på Uldum Højskole. Trods det svage syn lærte hun at kniple. Ellers hjalp hun bedstemor her på gården.

Hun var meget sur, da de flyttede herfra til Skovborg. Hun følte vist, at vi tog hendes hjem fra hende og havde måske regnet med at kunne være blevet boende.

Hun blev meget vred på far, da han var den som skulle sige til hende, at man syntes, at hun skulle søge invaliderente. Far fik det nok heller ikke sagt alt for diplomatisk, men det lykkedes dog lægen at få lov til at se på Agnes, så hun fik pensionen. I dag sidder hun i en beskyttet bolig i Tørring 92 år gammel og er både blind og døv.

På trods af modgang i familien, havde Sofie og Jørgen dog mod på at bygge ny kostald i 1929 og holde stor sølvbryllup den 28. maj 1932.
Der blev lejet 2 store festtelte, som blev sat sammen og opstillet imellem gårdene, så der ialt var plads til ca. 300 mennesker. Så mange mennesker var der vist i dagens løb.
Dagen begyndte med morgensang. Om formiddagen kom der repræsentanter fra de forskellige foreninger, selskaber og sognerådet, som Sofie og Jørgen var med i. Far var forkarl i "Lehnsgård", men han havde fået seneskedebetændelse af at malke med hænderne. Så han kunne være med til festen hele dagen.

Gunnar tjente i Flemming. Han kunne først få fri om eftermiddagen, da der skulle sås salpeter på roerne, selvom det regnede. Festmiddagen var for familie, venner og bekendte. Næsten alle sognets beboere havde vist opmærksomhed. De blev inviteret til kaffe og dans efter middagen.

Jonna har fortalt, at musikken spillede en march. Sofie og Jørgen gik forrest og resten af selskabet fulgte efter. Jørgen holdt en kort takketale og sluttede med at sige, at der nu ville blive spillet op til dans i det ene telt, og han håbede, at gæsterne ville benytte sig af det. Han og Sofie ville ikke selv træde dansen.
Hvis der var andre, som ikke ville danse, var de velkomne i stuerne.
Da sagde Jonna: "Det vil a æh da". Jonna har fortalt, at hun og kusinen Elin blev så trætte, at de gik i seng på kvistværelset. Der kunne de ligge og høre musikken. Så lå de og tudede lidt, og så stod de op og dansede.

Jeg gengiver her avisreferatet fra festen:

Sølvbryllup i Hjortsvang.
I lørdags kunne sognefoged gdr. Jørgen Markussen og hustru, Hjortsvang, fejre deres sølvbryllup, og dagen blev en uforglemmelig festdag for det kendte, højagtede og meget afholdte ægtepar og deres børn.
Overalt på hele egnen vajede flagene fra morgenstunden, og på Østerskovgård begyndte det at strømme ind med gaver, blomster og telegrammer fra fjern og nær, ligesom den ene deputation efter den anden fra de forskellige organisationer, Jørgen Markussen har med at gøre, mødte frem.

Fra Tørring og Omegns Sparekasse overraktes et smukt rygebord i kinesisk metal, Linnerup-Hammer sogneråd skænkede et sølvbæger med inskription: "Tak for godt samarbejde". Fra Tørring Mejeri en sølvfrugtskål med frugter. Dommer Jensen og dommerfuldmægtig Jersing, Brædstrup, mødte personligt for at lykønske sølvbrudeparret.

Beboerne skænkede plydsmøbler. (red.: 2 af disse lænestole var sat ud i hønsehuset nede på Skovborg. Ved Gunnars død i 1989 fik vi fat i dem, og fik dem ombetrukket).

Ved gården var der sammenbygget 2 store telte med plads til ca. 300 mennesker. Her afholdtes om eftermiddagen en familiemiddag, hvor pastor Schrøder, Aale, talte og overbragte en hilsen fra enkepastorinde Kring, København, tidl. Linnerup. Om aftenen samledes byens og egnens befolkning, og hver plads ved kaffebordene var optaget da Jørgen Markussen bød velkommen.
Lærer Jens Kristensen, Hjortsvang, indledte talernes række med at citere nogle linier af en sang, forfattet i dagens anledning af fru. Lili Hübschmann: "Tak for venskabs stærke bånd, tak for råd og vennehånd".
Han bragte hjemmet på Østerskovgård en hjertelig tak, for hvad det gennem de mange år havde været for hjemmet i skolen. I har jeres medmenneskers store agtelse og tillid, og den, der er tillid værdig, bliver bedre af at blive vist tillid. Det er friskt og rart at være hos jer, både til daglig og til fest.

Højskoleforstander Svenning Pedersen, Uldum, talte om hjemmene og deres betydning, og specielt det gode hjem, der var bygget her hos Jørgen Markussen og Sofie. Den politik, der gavner hjemmene, gavner landet, og højdepunktet i hjemmets liv er, når det mødes i menighedens liv. Hjem skal blive til menighed, og de hjem, som holder deres ungdom, er dem, der lever med i menighedens liv. Man fryder sig over på en højskole at modtage børn fra sådanne hjem.

Sognefoged Hans Hansen, Aale, takkede på sognefogedernes vegne og overrakte fra dem en smuk Sølvske.

Lili Hübschman talte særligt om parrets prægtige børneflok, som det havde været en stor glæde at have haft med at gøre i skolen, og om Sofies store betydning i hjemmet. Den hånd, der rører vuggen, styrer verden.

Gdr. Skrubbeltrang, Uhrskovgård Tørring, takkede for den indsats, Jørgen Markussen havde ydet på kvægavlsområdet. Hans arbejde her havde været til stor gavn for hele egnen.

Amtsrådsmedlem P. Pedersen, Hjortsvang, talte til barndoms- og ungdomsvennen. Han omtalte det sjældne harmoniske hjemmeliv, og at det nu var 25 år siden Sofie flyttede fra den fede jord øst på, til egnen her med de meget lettere jorder. Omplantningen er lykkedes godt! P. Pedersensen fortsatte: I har forstået at opdrage en prægtig børneflok, og det har altid været en fest at komme her. Thi værtinden er mild og værten glad, og i har levet et liv, der har været velbekendt med de dybe længsler.
Jørgen har mange tillidshverv, men han har aldrig selv været ude efter dem. Han kom, når der blev kaldt, og han var stærk. Thi bag ham stod en kvinde, som det hedder sig i de islandske sagaer.

Lærer Jensen Gunhøj, Brædstrup, talte ud fra Bjørnsons digtning om de gode hjems betydning for samfund og land, og bragte en personlig tak for hvad han havde haft ud af at komme i hjemmet på Østerskovgård, og mindedes den afdøde søn Jens.

Efter sangen "Et jævnt og muntert virksomt liv på jord" takkede Jørgen Markussen på børns, hustrus og egne vegne for dagen og den store opmærksomhed, der var vist. Det ene telt ville blive ryddet, så man kunne komme til at danse, og de som ikke ville det, måtte gå ind i stuerne.

Det fortælles, at der blev danset til den lyse morgen.

Far har fortalt, at bedstefar var noget gammeldags, og et af hans ordvalg var "ikke alt det eksperimenteren".
Han var dog en af de første her i landet, som købte en radsåmaskine.
Bedstemor gik meget op i haven og i fjerkræ. Hun havde både høns, ænder, gæs og kalkuner.
Hun brugte nogle gange kalkunhanen til at ruge kyllinger ud. Den skulle blot have en klud bundet for øjnene, så blev den liggende.

En gang far kom hjem fra jagt, gik han og hunden ind imellem kyllingerne og kalkunhanen. Den fløj på hunden, som bed den, så tarmene sprøjtede ud. Så måtte bedstemor til at nødslagte.
Gaserne var også altid gale. Jonna fortæller, at hun husker, at de ville komme efter hende, når hun kom på cykel. Gæssene gik nemlig frit omkring gården om sommeren, hvor de holdt græs og ukrudt nede. De måtte også gerne gå på græsset imellem gårdene, men de måtte selvfølgelig ikke gå i kornet i marken. Det kunne man undgå ved at råbe og skælde dem ud, har far fortalt.
Når kornet var høstet, måtte gæssene gerne gå i marken for at samle spildkorn.

Vi fik næsten altid gåsesteg juleaften. Det var herligt. Bedstemor var rigtig god til at lave mad.
Fars fætter fra Horsens, Erling Jakobsen, var på ferie her. Han har fortalt, at en af karlene sagde til ham, at hvis gasen kom efter ham, skulle han bare snuppe den om halsen og svinge den en tur rundt. Det gjorde han så, men Sofie kom og så det.
Hun syntes, at det var alt for groft, så hun tog gasen op og trøstede den. Så sked den ned af hendes hvide forklæde.

Bedste fik anskaffet en el-kyllingemoder, som blev anbragt på gårdspladsen nede ved laden. En nat med et ordentlig tordenvejr kom der så megen regn, at afløbet på gårdspladsen ikke kunne klare det. Alle kyllingerne i kyllingemoderen druknede.
Da græd bedste, har far fortalt. Så blev der bygget et trækyllingehus lige uden for hønsehuset. Efter vi afskaffede fjerkræet, brugte jeg kyllingehuset til mine kaniner. Senere blev det brugt til sygestue til lungesyge grise, og senere igen lavede Poul garage der. Til sidst flyttede han det ned i kæret som fiskehytte, hvor det nu er faldet helt sammen.

Poul med Jens Pedersen og Kurt Markussen ved hytten.

Da Bedste og Agnes flyttede ned i Skovborg, blev der også anskaffet kyllinger og høns. Det var nok også som en slags terapi for Agnes.
Haven blev også udvidet. Den holdt Jessen, og vi knægte slog græsset med håndklipperen.
Fjerkræet blev også afskaffet i Skovborg, da Bedste døde i 1963, og Gunnar flyttede derned.

Jens i "Lehnsgård" høstede det første stykke korn her med selvbinder, har han fortalt. Da han var født i år 1900, har det nok været omkring 1920. Før den tid brugte man aflægger og bandt negene med håndkraft.

I 1958 blev det første kom her høstet med mejetærsker.
I 1963 fik vi selv mejetærsker, og det samme år købte vi som de første i sognet en 3-furet plov.
Peter Østergård kom og så på og sagde, at han syntes, det var helt unødvendigt, for man kunne da pløje meget med en 2-furet plov.

I år har vores forpagter pløjet vores jord med en 7-furet vendeplov. Der er sket en stor udvikling.

Der er også sket en stor udvikling af stuehuset.
Bedstemor fik lavet det fine træloft i den pæne stue for små 100 år siden. Det er 5-kvart tommer brædder. For 50 år siden havde vi nemlig den yderste bane op mod gavlen nede, fordi bjælken mod gavlen var rådnet væk. Det var snedker og tømrer Anders Bech Nielsen fra Hårup, som klarede det.
Det har været omkring 1915, at der kom tagsten og kvist på huset.

I 1958 fik vi lavet wc og badeværelse nede i bryggerset. Et par år senere blev væggen imellem borgerstuen og spisestuen pillet ned, og de gamle kaminer og kakkelovnen blev skiftet ud med et par oliekaminer.
Nogle år før var komfuret i køkkenet skiftet ud med flaskegas, og der kom vand og køkkenvask. Før var det kun i bryggerset.
Omkring 1950 havde man ladet lave en vandboring. Før den tid, var det håndpumper. Der var en sugepumpe i bryggerset.
Senere blev gassen udskiftet med elkomfur og vi fik opvaskemaskine, for mor skulle jo med i roerne.

Poul og jeg havde værelse sammen i det gamle pigekammer ved siden af køkkenet. Da Gunnar flyttede, overtog jeg kvistværelset. Vi fik lavet en rist ned til stuen, så varmen fra stuen kunne stige op til kvisten.

Senere lavede Peter Wilhelmsen og Poul centralvarme i hele huset, med oliefyr, som blev installeret i det gamle tørvehus, hvor der nu var værksted. Det var rart med varme på værkstedet. Der blev lagt varmerør ind i den gamle hestestald, hvor der da var svinehus. Poul lavede værelse nede i den gamle mælkestue, og der blev spisekammer i vores gamle værelse i det gamle pigekammer.

Da mine forældre flyttede herfra i 1978, overtog jeg de møbler og sager, som de ikke kunne eller ville have med. Der er en del gamle ting.
Bornholmeruret, som er fra 1853, er altså ældre end huset her. Det stod i bedstemors soveværelse, så da hun flyttede, sagde hun, at det hørte til på gården. Så det måtte Gunnar få. Men han sagde, at han ikke ville have sådan noget gammelt skidt.
Far sagde heldigvis ja tak, da han så fik det tilbudt.
Uret er for tiden til reparation i Horsens.
Urkassen fik mor Bech til at male, og det gamle chatol, som hun havde arvet efter sin mormor Maren Mikkelsen. 2-personers sofaen med det blomstrede stof har mor arvet efter sin farmor Mette Jensen. I den pæne stue, som nu er spisestue, står Sofie og Jørgens udtræksspisebord med stole til og deres gamle bogskab, hvor der nu er nips i. Det andet bogskab er Inger kommet med. Der er nogle spisestuestole, som har været lille Bedstes, og hendes dækketøjsskab som blev lavet af en lokal håndværker i Aale, da hun og bedstefar flyttede ind på "Granbakken" i Smalaale for ca. 100 år siden.

Det store skab, som vi bruger til porcelæn, stod oppe på loftet i en dårlig forfatning. Eva og Børge post lavede det i stand og samlede det for os. Store bedstes bror karl jakobsen, købte skabet til hende på auktion i Horsens. Den lyse gyngestol har mor fået fra "Petersbjerg" i Aale, fordi Karen Marie (mors faster) og Karl Hansen havde fået gyngestolen i bryllupsgave af mors forældre. Den er også omkring 100 år. Den anden gyngestol er Inger kommet med og ligeledes dragkisten. Violinen har været farbror Gunnars.

Chaiselongen fik vi fra Skovborg, da Gunnar døde. Den har stået i den ny gård hos mine oldeforældre, så den er nok fra 1902. Den lille dragkiste fik vi fra Skovborg. Det har vist været Jonnas. Det lille runde bord, har været Eva og Verner kontrols. Det fik vi afsyret lige som Tobaksbordet, som har været her, siden mine bedsteforældres tid.
Væguret og den blomstrede lænestol kom Inger med. Hun solgte sin spisestue og den bløde vinkelsofa.
Mine forældres 2 mørkerøde lænestole og den 3-personers sofa er sat op på loftet over spaltestalden. Amplen har før hængt i soveværelset og gangen. Den gamle toiletstol kan jeg huske, at min oldemor fra Lund brugte. Tobaksbordet i den store stue stod malet på loftet. Det fik vi afsyret. De 2 grønne lænestole er Inger kommet med.

De 2 røde lænestole og skænken købte mine forældre brugt, da de begyndte i præstegården. Den gråstribede 2-personers sofa og sofabordet, har vi købt nyt. Keramiklampen ved fjernsynet har vi fået ved Metha og Tage. Moseegslamperne har Søren Kristiansen lavet af en eg, som vi gravede frem nede i kæret. Bogreolerne er Inger kommet med. De 2 grønne plyslænestole og det lille runde bord er som tidligere nævnt en del af sognets beboeres sølvbryllupsgave til Sofie og Jørgen i 1932. Det ovale bord stod på loftet. Det fik jeg Sørig til at afsyre og Niels Jessen har klemt den sammen og boltet benene fast. De 2 af stolene fik vi i Skovborg, da Agnes flyttede. De andre 2 plus den ene med lædersæde sat fast med møbelsøm har været Aksel Enevolds i kæret.

Den gamle kulkasse stod også på loftet. Den har Niels Jessen gjort istand. Spejlet og kommoden i forgangen, er Inger kommet med. Den høje hat, har været Jørgen i "Lehnsgård"s morfars og bowlerhatten har været hans fars.

Det faste bord i køkkenet med vasken, har Kurt Madsen muret op. Vi har brugt skufferne fra mine forældres gamle køkkenskab, som de fik lavet, da de begyndte i præstegården. Det store todelte skab er et bogskab fra Hjortsvang Forskole, som jeg fik af Eva og Verner kontrol, da de flyttede fra skolen.

Deres datter Kirsten kom og ville gerne have det, da hun flyttede hjemme fra, men det kunne jeg da ikke undvære.

Det andet skab er min farfars karlekammerskab. Bænkene er fra Ry Højskole. De blev udskiftet, da vi rejste derfra i 1964. Jeg købte dem på auktion for 40 kr. ialt. De er over 100 år gamle. De stole, som man satte ind, da vi rejste fra Ry, er for længst udskiftet.
Køkkenbordet har Børge post lavet af brædder fra den gamle håndrulle, som stod på loftet. Bordbenene er fra et gammelt bord, som vi fik af Ester og Kristian Kristensen.
Bordpladen fra det gamle bord blev brugt på den gamle kommode, som står i bryggerset. Den afsyrede Eva og Børge post og gjorde i stand for os. Ligeledes den lille dragkiste fra Skovborg og spejlskuffehylden, som er her fra. Det er tørvekassen i køkkenet også. Det stod ved siden af komfuret, da det var der, og bedste sad tit på det og spiste, imens vi andre sad ved bordet.
Det gamle køkkenbord med sideklapper har Karin og Michael med i Afrika. Den lokale snedker lavede det for 2 kr., har bedste fortalt. Væghylden har stået på bedstefars skrivebord.

Derefter en tur i karlekammeret og maskinhuset:
De blå ting er Inger kommet med. Kobbertingene har jeg købt i en bogklub. Tallerkenrækken har vi fået fra Metha og Tage. Skæppen er fra "Petersbjerg". Den gamle træstol kom naboen Ejner Madsen med. Hans kone Olga havde sagt, at mor gerne ville have den. I det gamle soveværelse, hvor der nu er have-vævestue er den store væv fra Sverige. Arbejdsbordet er det gamle bryggersbord, hvorpå der er parterret mange slagtegrise, hvad det også bærer præg af.

Der var et lille værelse oven for det gamle soveværelse, som bedste kaldte spisekammeret. Der gemte hun alle sine småkager i kagedåser i skabet i krogen. Skabet er der endnu, men væggen pillede vi ned, så vi kunne sætte en dør i ind til de 2 gæsteværelser, som også er lagt sammen, og hvor vi nu har kontor.
Der står en briks, hvor svigermor Magda sover, når hun er på besøg. Der hænger også en af bedstefars skrivebordshylder.

I vores soveværelse står Anna Bechs toiletmøbel. Lige inden for til venstre for bagdøren, hænger en gammel hjørnehylde, som før i tiden var placeret lige til venstre for døren fra køkkenet ind i borgerstuen. Der hængte en magen til i køkkenet over komfuret, men det gik i stykker, da vi pillede det ned.
De gamle døre i bryggerset og på loftet, har Eva og Børge post afsyret for os. Ligeledes det lille bord med hængsler i den ene side af bordpladen. Det stod på loftet. Vi ved ikke, hvad det har været brugt til. Det står lige inden for bagdøren. Inger bruger det nu til sit værktøj, søm og skruer.

Puffen i soveværelset, den lille tallerkenhylde, hjertestolene og de 2 køkkenskabe med glasskydelåger på loftet er Inger kommet med. De 2 små vægskabe her nede i stuerne er Ingers. Den gamle smedejernsstanderlampe er en bryllupsgave til mine forældre fra præsteparret Ebba og Tage Hansen. Ved dem tjente mor det sidste halve år inden sit bryllup. Det har været en meget flot gave, men mor fortæller også, at hun var barnepige hver aften i det halve år på nær 2 aftener.

Vi springer op på loftet igen:
Det lille lakerede skab med låge og skuffe, fik vi sat et par runde fødder på. Det har stået i borgerstuen i mange år med radioen oven på. Så er der min mors lille røde kommode og hendes klædeskab, som blev lavet af snedker Wilhelm i Aale, da mor skulle ud at tjene. På bagklædningen af skabet kan man se, at det har været sendt med toget til Andreas Pedersen i Sønder Vilstrup.

Slagbænken fik vi bakset ned fra loftet i Skovborg, da Gunnar var død. Han havde ellers solgt det til en klunser, men han kunne ikke få det ned fra loftet.
Vi fandt ud af, at skuffen kunne tages ud, så kunne den lige komme ned.

I gavlværelset står en kommode fra mine forældres tid i præstegården, og over det hænger et staldvindue med spejle i. Det sad i kælderhalsen ved kostalden. Vi fik det pillet ud, da mine forældre flyttede ned i huset ved den gamle station. Der blev sat spejle i, og det blev hængt op i deres forgang. Far har fortalt, at det gamle vindue har siddet i gavlen på den gamle kostald, altså før 1929, så jeg mener, at det må være et vindue fra Linnerup Kirke, da man skiftede de romanske vinduer ud med de gotiske.

Sengen med de høje gavle var Sofie og Jørgens brudeseng. Den anden har været Aksel´s forældres. Han syntes, at det var så sjovt, at hans forældres og mine bedsteforældres senge var kommet til at stå sammen. Vi har ladet sengene forlænge. Man sad nærmest op og sov i gamle dage.

Gavlværelset er nu vores brudesuite. Der har været 2 brudepar og l guldbrudepar.
De gamle zinkvarmedunke var smidt i tørvegravene i kæret. Den lille røde seng og tremmesengen er Inger kommet med. Vuggen er Sonja og Carstens. Bordet til venstre bag døren i køkkenafdelingen stod hvidmalet i mælkestuen og senere i spisekammeret.
Vi fik det afsyret. Bænken ved radiatorerne stod ved vinduerne i borgerstuen. De 2 senge i kvistværelset er Sofie og Jørgens sidste senge. Dem syntes Agnes, at Birgitte post skulle have, da hun skulle overtage husene i Skovborg. Birgitte fik sengene afsyret, men fik ikke brug for dem, så Michael købte dem og fik dem forlænget.

Den 3. seng fik vi af Inger og Herluf Rasmussen i "Den gamle Skole". Kommoden er Ingers. Kurvemøblerne er Inger også kommet med. Kurvesofaen har Ruth Jessen skaffet os. I aktivitetsrummet, det store rum i gavlen ud mod "Lehnsgård", står Ingers rok, en lille hvid kommode, et hvidt skab med skydelåger samt et lille tobaksbord, som Inger har tusket sig til. Klapsammensengene har været hendes forældres. Den lille bogreol har været mine forældres.

Karlekammerskabet var Gunnars. Træstykket har Gunnar Nibuhr renset for os. De 2 puffervugger, vaskemaskinen og vægten hører til på gården. Den lange bænk stod i køkkenet under vinduerne i mine bedsteforældres tid. Det store udtræksbord fik vi af mor, da hun flyttede på plejehjemmet. Krostolene har været Sonja og Kurts i Uldum. De andre stole har været Genjo og Åges. Vi byttede mors stole med dem. Briksen har fætter Jan lavet. Hylderne over briksen er de gamle sidestykker fra Sofie og Jørgens brudeseng.

I soveværelset har vi et stykke moseeg med barometer og ur. Det har Søren Kristiansen lavet af et stykke moseeg fundet i kæret.

Opdateret d. 17.5.2022