Mine oplevelser i Gaza:
FN udbød flyvningen til Gazaområdet hvert halve år, når styrkerne skulle udskiftes/ombyttes.
I foråret 1962 havde den egyptiske præsident Nasser oprettet et flyselskab med 3 passagerfly. De vandt licitationen.
Vi skulle flyve fra Kastrup direkte til El-Arish på Sinaihalvøen, men flyene blev et døgn forsinket i
Kastrup, fordi de ikke fik de lovpligtige eftersyn i Egypten. Vi hørte siden, at alle 3 fly var styrtet
Ned, inden der var gået et halvt år, men vi kom da godt derned til El-Arish.
Det var utroligt flot ned over Alperne.
Major Essermann-Bech var luftsyg. Han sad under hele turen med lukkede øjne og gardinet trukket for. Da der var nogen, der gjorde ham opmærksom på, at vi var over alperne, trak han
lige gardinet fra for at se ud, men han trak skyndsomt for igen.
Selv om vi havde set mange film fra det mellemste østen, som det heder dernede, så var det alligevel noget af et kulturchok, da vi landede i El- Arish. Der var kun en enkelt landingsbane og et skurtelt, ellers mest sand. En araber med sin kamel stod og så på uden for pigtråden.
Resten af turen var på lastbil. Uden for El-Arish var der asfaltering i gang med mange børnearbejdere, hvis tøj var helt stift af tjære. De tiggede cigaretter og bakcis. Bakcis er efter ordbogen, noget man giver tiggere i Egypten. Det var lige noget, man skulle vænne sig til, når vi kørte igennem en by eller lille flække, ja så havde vi en sværm af tiggende børn løbende bag efter bilen.
Vi kørte fra Sinaihalvøen ind i Gazastriben og igennem Gaza by, som dengang var en by på ca. 60.000 indbyggere, videre til Hill88, som var den dansk-norske bataljons hovedlejr, med
kontorer, depot, FN-butik, læge, tandlæge osv.
Vi blev alle sat af på Hill88, og os hundeførere skulle videre til COY1 med en mindre bil, når der var en ledig. Vi blev tilbudt aftensmad. Det trængte vi også til oven på den rystetur. Desserten var is. Det var dejligt i varmen.
Efter aftensmaden gik vi lidt rundt i lejren. Araberdrengene, som arbejdede i lejren, råbte blegansigter efter os. En norsk officer kom og spurgte: "Er der ikke nogen, der tar vare på derre".
Vi ventede stadig på en bil. Endelig var der en Dodge klar. Dodgen var en mindre lastbil, og der skulle en dansk officer med til COY2. Han var plørefuld og fortalte os, at vi skulle køre igennem en landsby som hed Bej-Tanuen, og at det var det værste tyvepak, som boede der. Vi havde aldrig set en fuld officer før, så det var også noget af et chok.
Det næste chok fik vi, da vi kom ind i den barak, hvor vi skulle bo. Frivagterne var mere eller mindre plørede, og der var ikke en seng til alle, da de gamle, som skulle hjemsendes, ikke var rejst endnu.
Der var så nogen, som kom i tanke om, at der vist var plads inde hos nordmændene ved siden af danskerne. Der var nogen af dem, som var på orlov.
Så sov jeg inde hos de norske de første par nætter. Vores chok kan nok sammenlignes, med de man fik, da man i nogle lande gik fra kommunismen til demokratiet, hvor de selv måtte til at organisere og tænke.
Gazastriben er på størrelse med Langeland med en kystlinje til Middelhavet og landegrænser til Jordan og Israel. Nordmænd og danskere havde bevogtningen fra kysten langs
grænsen eller demarkationslinjen ind til Israel med 6 delingslejre, 3 kompagnilejre lidt længere inde i landet og så hovedlejren Hill88.
Delingslejrene var benævnt fra a til og med f. Fra f overtog svenskerne, derefter indere og jugoslavere. Canadierne stod for transport/forsyninger og radioforbindelse til FN nede fra Rafah-lejren. De havde ingen vagtopgaver. Dem skiftedes norske og danske til.
Nu skulle vi så til at vælge hund igen. Vi skulle være 2 mand om 1 hund. Jeg blev makker
med Elmer ude fra Vestjylland. Vi valgte hunden Benno. En lidt nervøs hund. Alle var norske schæferhanhunde, så vi måtte lære de norske kommandoer. Det gik nu meget nemt.
Kennelen var med en midtergang med burene på begge sider. Når man tog sin hund ud, skulle man holde den fast i kvælerhalsbåndet. Så gik hunden faktisk på bagbenene hele vejen ud, fordi de andre hunde var helt tossede og hang i trådnettet. Et kvælerhalsbånd er en kæde, som strammes sammen, når hund eller fører trækker i den.
Vi brugte mange forkortelser.
Grænsen hed ADL. Derude var observationsposterne kaldet OB´er.
Det var betonskilderhuse så store, at der var plads til en briks, hvor den ene af de 2 mand, som OB´en var bemandet med om dagen og om natten, når det var månelyst, kunne hvile sig på.
Man kunne se fra den ene OB til den anden. Man var også udstyret med kikkert.
Når der var mørkt, gik der 2 forskellige patruljer fra hver lejr ved ADL. En patrulje bestod af en 6 -7 mand. Der var så kun hundefører med på den ene. Hundeføreren gik forrest, derefter befalingsmand og konstabler med 7-10 meters afstand. Sidste mand skulle dog holde en afstand på 50 - 100 meter. Han kaldtes forsvindingsmanden. Han skulle løbe tilbage til lejren, hvis patruljen skulle falde i baghold.
Min første vagt med Benno var i d-lejren.
Da han ikke havde været på vagt den sidste uges tid, var han temmelig ivrig, så det gik ret hurtigt
ned igennem en Vadi (tørt flodleje eller skyllerende), så de bag ved blev temmelig svedte.
Dagen efter havde forsvindingsmanden sagt til nogle af de andre, at det var heldigt, at jeg var så hurtigt kommet til køjs, ellers havde jeg fået et par på hovedet.
Derfor var jeg klar over, at jeg skulle tage den mere med ro, så de andre kunne følge med.
På en vagt lidt senere, også i d-lejren, var vi på vej hjem til lejren ad hjulsporene langs ADL. Månen var kommet frem, så det var ret lyst. Da hører jeg sergenten bag mig udstøde et ordentligt brøl. Det var en slange, som smuttede imellem benene på ham.
Vi fik den slagtet nede i grøften med en bajonet.
Ved en undersøgelse, fandt man ud af, at det var en meget giftig springslange.
Den var kommet op af sit hul i vejen, da Benno og jeg gik forbi, og fordi det var lyst. Jeg fortalte selvfølgelig om oplevelsen med slangen hjemme i COY1.
Da Kurt nogle dage senere var på vagt med Boas på Hill 88, kom han hjem og fortalte, at da han gik mellem lastbilerne, var der noget der smækkede mod hans ben. Han gav et indianerhyl og sprang 1 meter i vejret. Det viste sig at være et stykke ståltråd, han havde trådt på.
De første Gaza-hold boede i telte. Da vi ankom, var forlægningerne blevet bygget op i cementsten og cementgulv med arabisk arbejdskraft under canadisk ledelse. Men baderum og toilet manglede, så vi havde et lokumsskur med 3-hullet bræt uden skillerum og uden spand, bare en jordrende.
I hver lejr var der en hygiejnemand kaldet "hyggemand" svarende til pedel. En gang om ugen hældte hyggemanden benzin ned i lokumsgraven og satte en tændstik til, så kan man roligt sige, at alt lortet brændte. Det var en nem måde at få muget ud på.
Engang i f-lejren, havde hyggemanden glemt tændstikkerne. Da han nåede tilbage og smed en tændstik, røg lokummet i luften og skred halvt ned i lokumsrenden.
I kompagnilejrene og hovedlejrene var der generatorer til at lave strøm. De blev passet af hyggemanden. I lejrene langs ADL kørte det hele på petroleum også køleskabe, som engang imellem skulle tankes op. Engang i d-lejren, hvor den ene kok var ved at tanke, og den anden kok kom ind med en cigaret, da eksploderede det hele, og hele køkkenet udbrændte. Kokkene kom ikke noget til.
Hjemme i barakken i COY1 havde vi fået lavet et lille køkken med en primus. Det var i den ende, vi lavede et skillerum på langs af barakken, med tøjstativet hvor vores uniformer hang, som vi satte et stykke stof uden om. Vi lavede et skillerum på tværs med halmmåtter, så der blev 2 små rum.
Til det andet rum købte vi et kurvebord og stole. Ole lavede et skilt, hvorpå der stod "Pedro Bar". Det blev ret hyggeligt.
I ADL-lejrene havde man små barer, som hyggemanden bestyrede. Man kunne købe øl, vand, chokolade osv.
I kompagnilejrene var der en hel barak til bar. Den blev også brugt som mødelokale. Den var der en barmand, som passede.
På Hill88 var der en butik med 5 - 6 mand ansat.
Der havde alle mand i bataljonen et købekort, hvor vi kunne købe radioer, båndoptagere, fotoudstyr, ure osv. alt sammen uden afgifter, men kun en af hver ting.
Alle varerne havde et nr., som blev noteret i vores kort. Så var det en let sag for militærpolitiet, når de så en mistæke1ig vare i butikkerne i Gaza by, at gå ind og se varens nr., og derefter tage op på Hill88 og se i kortarkivet. Alt sammen for at bremse for sortbørshandel.
Vi fik mærker udleveret, så vi kunne købe 1 stang cigaretter om ugen. Os, som ikke røg, solgte til Mustafa, som sad uden for COY1 i sit lille sækkelærredstelt og solgte os bananer og appelsiner, men han ville købe alt. Han vekslede også dollars. Da Nasser havde dikteret kursen på ægyptiske pund, kunne man tjene ret godt på at veksle sort.
Erland, som havde et par mdr. tilbage af sin værnepligt, fik kun de 5 pund om ugen, som vi fik i lommepenge. 1 pund var ca. 16 kr. Vi andre fik sat ca. 1100 kr. ind på vores konto om måneden, så Erland var nok lidt mere fristet til at sælge mere sort end vi andre.
Han købte en radio, som han solgte til Mustafa. Mustafa lovede at fjerne nummeret, men det glemte han. Erland blev knaldet og fik 8 dage i spjældet oppe på Hill88, men det var vist ret hyggeligt, da det var i telt, hvad baren over for også var. Da kunne man rulle bajere under teltdugen fra baren ned til spjældet.
Men Erland kunne så ikke få lov til at fortsætte fra hold 12 til 13, som de fleste af vi andre gjorde, og han tog så til Grønland som tømrer. Det var ved en anden temperatur.
Min første orlov gik til Jerusalem sammen med Kurt mælkedreng fra Kokkedal.
Dengang var hele Jerusalem jordansk. Vi skulle med et lille FN-militærfly fra Gaza ud over kystlinjen til Middelhavet for ikke at flyve over israelsk område. Der var store lufthuller ved kysten, så det lille fly sprang op og ned. Jeg følte at mine tarme røg helt op i halsen, så jeg brækkede mig i en dertil indrettet pose. Det er mindst lige så slemt at være luftsyg som søsyg.
Det canadiske personale var vant til turen, så dem rørte det ikke.
Vi andre var glade for at få fast grund under fødderne i Jerusalem. Det var meget interessant at se alle de historiske steder, lige fra fødselskirken i Betlehem til Golgata ved Jerusalem. Protestanter og katolikker er ikke enige om præcist, hvor de historiske steder er, så de har hver deres hellige steder. De er dog nogenlunde enige om ruten Kristus gik med korset.
De katolske kirker var rigt udsmykkede, ligeledes moskeerne. Kirken på Tempelpladsen fungerede som Moske. Den runde kuppel er af 18 karat guld.
Guiden bad os være diskrete, men bide mærke i et par skudhuller i dørkarmen ved indgangen. Det var efter et attentat på kong Hussain, på det tidspunkt kronprins af Jordan. Han slap fra det uden skrammer, men hans far blev senere myrdet.
Vi så også udgravninger af det gamle Jerusalem. Man kunne tilsyneladende ikke nå til bunds, når et hus var skredet sammen, havde man bare bygget oven på. Vi så også den gamle bymur og Grædemuren, et de mest hellige steder for jøderne. Hebrondalen var et smukt syn, men noget skæmmet af en palæstinensisk flygtningelejr, og beboerne der var ikke særlig venlig stemt over for os.
På flyveturen tilbage til Gaza, var der heldigvis ikke så mange huller i luften.
Der var 8 dages orlov i Beirut-Libanon til sommerholdet og 8 dage i Cairo-Egypten til vinterholdet, hvor rejse- og hotelophold var betalt. De andre orlovsture skulle vi selv betale.
Hvis man, som jeg, tog 2 halvår i træk, nemlig hold 12 og 13, fik man 2 gange 8 dages betalt orlov i Danmark.
Leo og Erland var de første fra vores hold, som kom på orlov i Beirut.
Da vi var i Værløse, fandt vi ud af, at Leo var noget speciel. Når han efter aftensmaden lagde sig på sengen for at tage en lur og bad os om vækning, når vi f.eks. skulle på Fiskebæk, ja så var han ikke til at vække. Han slog helt vildt omkring sig, når vi forsøgte. Derfor kom han så nogle gange ikke med, og var så sur over det dagen efter.
På orloven i Beirut opførte han sig også mærkeligt.
Da han en nat kom hjem til hotellet, sad portieren med et tæppe om sig og sov i receptionen. Leo gik da om bag mand og skranke for at tage nøglen til værelset og så da, at der stod en karton med 12 flasker whisky. Dem tog han med op på værelset. De 2 flasker blev fortæret på orloven. De 10 sidste kom i Leo og Erland´s fælles kuffert med hjem til Gaza, hvor Leo lagde dem ind i sit skab.
Det var Erland ikke tilfreds med. Han sagde, at han havde været med til at slæbe whiskyen hjem, og hvis de var blevet opdaget i tolden, var de begge blevet knaldet.
En dag, da de andre tog til Bitzen-stranden, var kun Erland og jeg + 2 andre på barakken. Da mente Erland, at vi skulle hygge os. Han tog så en flaske whisky i Leos skab. Da den var drukket, hentede han en til. Det var ret så hyggeligt, men helt tosset. 4 mand om 2 flasker whisky.
Jeg har aldrig kunnet lide whisky siden hen. Leo blev noget sur, da de kom hjem fra Bitzen.
Erland forklarede ham da det rimelige i, at de delte, og det var hermed gjort.
Min ansøgning om orlov til Beirut blev afslået med den begrundelse, at vi skulle afholde en parade, i anledning af livgardens fødselsdag den 3. juli.
Det var en depotsergent Andersen fra Livgarden, der havde fået den lyse ide. Derfor var al orlov til folk fra Livgarden inddraget til efter paraden.
Vi støvede rigtig rundt i sandet og øvede parademarch og geværgreb. Det var varmt. Vi havde et indisk sækkepibeorkester med, så det var nemt at holde takten.
De andre nationer + repræsentanter fra den egyptiske hær var indbudt til paraden, som foregik på pladsen oppe på Hill88.
Vores oversergent Overgård var oppe for at se på.
Han fortalte bagefter, at han havde lagt mærke til den ægyptiske repræsentant, som var en temmelig omfangsrig officer med pokerfjæs. Der var åbenbart ikke noget, der kunne imponere ham, men da vi afsluttede paraden med en frontmarch og en geværsalut, da blev omtalte officer så forskrækket, at han nær var faldet ned af stolen. Han var nok bange for, at det var et attentat. Det kom først en del år senere på præsident Sadat.
Vi, der ikke havde været på orlov i Beirut endnu, havde travlt med at søge efter paraden.
Da det var ved at være i sidste øjeblik, fik Elmer og jeg orlov samtidig, selvom vi havde hund sammen. Så måtte de andre tage vagterne. Vi fik orloven bevilget til sidst i august først i september.
Inden da havde vi besøg af en skandinavisk underholdningsgruppe. Fra Danmark var der en gruppe som hed Melodi Mixers med en lyshåret sangerinde.
Det kan nok være, at vi kom op på albuen, da hun gik tur langs stranden.
Melodi Mixers var gode. De lavede bl.a. en parodi på Elvis. De var så med vi andre FN- soldater på orlovsturen til Beirut.
Efter lige at have konsulteret Erland, er vi blevet enige om, at det ikke var FN, der fløj os derop. Det var enten israelsk eller libanesisk, for Erland husker, at en af de søde stewardesser spildte kaffe på hans skjorte.
Vi nåede lige at vinde delingsmesterskabet i fodbold i COY1, inden vi dampede af til Libanon. Det var noget af en sensation, da vores deling jo var halvt norsk - dansk. Det var noget officererne bed mærke i.
Fra lufthavnen i Beirut blev vi kørt i bus 20 km. op i bjergene, ad en hårnålesvingsvej til en lille by, som hed Bromanna, hvor vores hotel lå. Der var temperaturen mere behagelig. Der var en storslået udsigt over Beirut, som kaldtes Mellemøstens Paris. Libanon er gammel fransk koloni, som blev selvstændig i 1948. Vi var en tur oppe i bjergene i 2800 meters højde, for at se de
gamle cedertræer, der skulle være et par 1000 år gamle. Man har cedertræet på det libanesiske flag og politiet har det på deres kasketter.
Jeg købte en guldring med det samme motiv. Den kaldes så en Libanonring.
Pengene til ringen havde jeg tjent, ved at lade mig tappe for 750 gr. blod på en klinik, så man kan vel egentlig godt kalde det en blodring.
De ville gerne betale for vores blod, da de vidste, at FN-soldaterne var sunde og raske.
Jeg købte også en guldhalskæde til min mor, og tog nogle stofprøver af sølvbrokade med hjem, da mine forældre snart skulle have sølvbryllup.
Jeg havde sendt noget guldbrokade hjem til Leifs Yvonne. Det gjorde stor lykke. Det er ellers ikke så nemt at købe til andre. Jeg var da heller ikke nær så heldig, da jeg købte noget sølvbrokade til Karen Sivertsen.
Vi var også på en bustur langs kysten, hvor vi så ruiner af gamle borge fra Korsfarertiden. En aften var vi på kasino, og så et stort flot show med en masse flotte letpåklædte damer. Når man så tænker på, at det var meget længe siden, at vi havde set så meget som en rusten damecykel.
Vi spillede ikke på rouletterne, det lod vi oliesheikerne om, men vi gik på Emilio Bar. Emilio havde specialiseret sig i FN-soldater, og prøvede at hjælpe os, så vi ikke blev for meget snydt af de andre libanesere. Man sagde, at han ikke snød os, men han snød da Elmer. Der var noget brokade, som var udsolgt. Emilio lovede at sende det til Elmer, som betalte forud. Stoffet kom aldrig.
Emilio har været i Danmark flere gange, med rejsen betalt af gamle FN-soldater. Iflg. dagspressen var han blevet helt udplyndret under urolighederne dernede i de sidste år.
Der gik bus til og fra Beirut til Bromanna ca. hver time. En aften, hvor vi gik en 3 mand fra Emilio Bar hen til busstoppestedet, og der var en god halv time til bussen kom, blev vi enige om at splejse til en taxa. Dem plejede det at vrimle med. Men den aften var der ikke lige nogen.
Vi spurgte så et par arabere, som stod og talte sammen ved en tankstation. Den ene sprang omgående ind i en garage og kom ud med en taxa.
Vi havde ikke kørt ret langt, før det ene dæk sprang. Vi fik da skiftet hjul og kunne fortsætte opkørslen. Vi havde dog ikke kørt ret langt, før et dæk mere sprang. Vores chauffør fik en af de andre taxaer stoppet, for at låne et hjul. vi fandt da ud af, at dækkene på alle hjul var slidt helt ind til slangen. Det var selvfølgelig derfor, at bilen var sat i garage. Også det slap vi heldige fra.
En anden gang på vej op med bussen, var en chauffør under oplæring. En anden sad ved siden af og instruerede. Bussen gik i stå for lærlingen, når han skulle bakke i hårnålesvingene. De 2 kom da op og toppes om, hvem der skulle køre. Det endte med, at instruktøren kørte det sidste stykke vej. Lærlingen blev måske aldrig udlært. Det kan nemt være mere farligt at køre i bil end at flyve.
Vel hjemme i Gaza blev jeg og det halve af hundetroppens fodboldhold sat på Hill88´s kompagnihold, muligvis fordi vi i hundetroppen havde banket de andre på hillen så gevaldigt.
Vi skulle spille mod COY3 nede i Rafah. Erland, som var en af vores bedste spillere, var på vagt dernede, så det var jo snildt nok, men som han sagde, var han slet ikke i form, da han ikke havde spillet i 14 dage.
Vi skulle spille midt på dagen i ca. 40 gr. varme i løst sand, så det kunne vi ikke klare. De fleste af os blev så sat af holdet.
Derefter kom Elmer og jeg + 2 andre fra hundetroppen på vagt i Rafah. Vi var der 3 uger ad gangen.
Rafah var en gammel engelsk militærlejr fra dengang, de bevogtede Suezkanalen.
Da der var flest folk, skulle der have været 600.000 mand. Mens vi var der, var vi højest 6000 mand af flere forskellige nationaliteter. Det var nordmænd og danskere som skiftedes til at have vagten langs pigtrådshegnet.
Der var et stort vandtårn i et hjørne af lejren, som forsynede hele lejren med vand. Der var så også et par rør ud gennem pigtråden, så araberne kunne få deres dyr og sig selv vandet. Der var altid en FN-soldat på vagt ved vandtårnet. Der var ikke altid køkultur. Når der opstod stridigheder, kunne vagten lukke for vandet. Det hjalp som regel. Engang en nordmand ville true dem, der slogedes om vandslangen, med sin maskinpistol, gik hele magasinet af. 2 mennesker og nogle dyr blev dræbt. Maskinpistolen var i uorden. Nordmanden blev sendt hjem, da de har blodhævn dernede.
Alt kunne blive stjålet, selv pigtråden rundt om lejren, og det hjalp ikke, at vagten skød varselskud op i luften. Nej der skulle skydes i sandet.
En tyveknægt, som canadierne tog på fersk gerning inde i lejren, ville de have hængt med det samme. En officer fik forhindret det.
De indfødte kan deles op i 3 grupper. Der er araberne, som er lange i ansigtet og spidsnæsede. Kvinderne er i lange bredstribede blåhvide kjoler med striberne på langs og med hvidt tørklæde. Mændene gik i en slags hvide spidsbukser med en ordentlig hængerøv, da man mener, at profeten Muhammed skal genfødes af en mand. Så skal der altså være plads i bukserne.
Vores feltpræst spurgte en gammel araber, hvorfor kvinderne gik klædt, som de gjorde. Han
sagde, det er et modelune. Det er en mode, som har holdt siden Kristi tid. Alle moder skifter ikke lige hurtigt.
Så er der beduinerne, som er nomader. De er mere brune i huden end araberne og har runde
ansigter og næser. Kvinderne går klædt helt i sort, både kjole og slør er helt sorte. Beduinerne flytter
rundt med deres dyr i ørkenen i vinterhalvåret.
Om sommeren, når det blev for varmt og tørt i
ørkenen, drev de deres dyr ind på stubmarkerne, hvor araberne havde bjerget byggen. Dyrene åd simpelthen alt, så jorden så helt støvsuget ud. Der lå kun dyrenes gødning tilbage.
Man kunne så se gamle koner med en sæk på nakken gå og samle fårenes runde gødningskugler op.
Det undrede vi os over. Feltpræsten fortalte da, at de tørrede kuglerne i solen, og de gamle koner pillede de hele kerner ud, som blev brugt til at bage brød af. De gamle koner var slavinder. Muhamedanerne må jo have 4 koner, men hvis de gerne vil have 5, så udnævner de bare en af de gamle til slavinder.
Feltpræsten sagde også, at de unge araber-beduinpiger er noget af det mest vakre, man kan tænke sig. Dernede blev de meget hurtigt afrakkede, fordi de blev tvunget til sex hver eneste nat.
Endelig er der feduinerne, som lever som beduinerne, men feduinerne er udstødte af de andres samfund, fordi de har lavet en eller anden utilgivelig forbrydelse.
I Rafah-lejren havde næsten hver nation sin Biobar- og butik, så fritiden gik hurtigt dernede. Jeg sendte 3 kamelskamler hjem til Danmark, men så gad jeg heller ikke mere.
Da vi kom tilbage fra Rafah til COY1, havde vi medaljeparade, hvor alle fra bataljonen, som ikke var straffede, fik en FN-fredsmedalje tildelt.
Derefter begyndte vi at forberede os på orloven hjemme i Danmark. Vi gik og vejede vores kufferter, da vi kun måtte have 25 kg. med i flyet. Jeg havde en kikkert med til min bror Poul.
Vi fik en uges tid derhjemme. Jeg var så heldig, at der var høstfest i Hjortsvang Forsamlingshus om lørdagen. Da ville Anders Markussen leje mig til fodermester, men jeg skulle jo til Gaza igen.
Min garderkammerat 850 Ole fra Boulstrup ved Odder, havde været på besøg hos mine forældre. Ham ringede jeg til, så han kom med til høstfest, hvor han kissemissede lidt med Hedda Damkjær.
Ole var kørende i en gammel bil, som køleren kogte tør på, da han kørte hjemad. Han måtte da tisse i køleren for at komme helt hjem. Bilen kom aldrig ud at køre mere, har han siden fortalt.
Fællesskabet på Østerskovgård mellem min farbror Gunnar og mine forældre gik meget dårligt. Jeg sagde til mine forældre, at jeg gerne ville sætte mine penge i at købe Gunnar´s halvpart, men at jeg ikke ville binde mig til at være med til at drive gården endnu. Jeg bad mine forældre tale med Gunnar om det, men da han både var mut og indesluttet, fik de det vist ikke gjort.
Poul, som var blevet konfirmeret og arbejdede hjemme på gården, var også meget ked af forholdene.
Jeg rejste tilbage til Gaza igen, hvor der var kommet en del nye folk i hundetroppen. Jeg fik en anden hund ved navn Ordo, som var mere robust og ikke så nervøs som Benno. Vi fik også ny norsk fenrik som chef i hundetroppen. Vores oversergent tog en periode mere.
Den nye fenrik var ikke så omgængelig som den afgående. En af de nye folk, som hed Kanne, blev moppet af den nye fenrik. Det fik vi ham dog vænnet af med. Han fandt også på, at vi skulle have dressur med hundene uden line. Det gik fint, lige indtil jeg kaldte Ordo ind fra dæk, og en af de andre nervøse hunde pivknurrede ad ham. Ordo blev stiv som en pind, og røg lige i hovedet på den anden hund. Jeg fik fat i halsbåndet på Ordo, men det bakkede han ud af. Vi fik dog hundene skilt ad, uden der var nogen, som fik ret mange skrammer.
Vi fik ikke mere dressur uden line.
Engang, hvor vi skulle til Rafah med hundene Tinto og Ordo, kom Dodgen, som skulle
transportere os, ikke til aftalt tid. Vi tøjrede hundene i et par kæder uden for kennelen. Da
endelig bilen kom, og vi gik op til hundene, var den ene kæde sprunget. Hundene stod og havde fat i
nakken på hinanden. Ingen ville slippe. Vi tog i bagbenene på dem og rykkede dem fra hinanden. Også det klarede vi uden de store skrammer, men så fandt fenrikken på, at vi skulle have hundene
røntgenfotograferet nede på hospitalet i Rafah, da nogle af hundene havde begyndende hofteledsdysplasi.
Tinto var den, der var mest angrebet. Os som havde frivagt drog afsted med alle
hundene, dvs. der kun var 1 mand pr. hund, og da der skulle 2 mand til at holde hundene, når de
skulle fotograferes, ja så måtte vi binde nogen af dem, ved nogle træer. Mens vi svedte inde på
hospitalet, gik fenrikken og spankulerede ude ved de bundne hunde. Han mente da, at Tinto´s line var ved at gå op. Han gik da hen til hunden, som lå med ryggen til. Den for op og bed sig fast i hans højre underarm. Han tog hunden i kværken med venstre hånd, og skubbede samtidigt hunden ind mod træet, og da hunden slap sit tag i armen, rev den ham i låret med en hjørnetand. Han måtte ind på sygehuset for at blive syet og fik armen bundet op. Han kunne så ikke skrive hjem til konen i et stykke tid.
Jeg tror ikke, der var nogen, der havde ondt af ham.
Vores oversergent havde sagt til os, da vi var på hundeførerskolen, at der kunne komme tider, hvor vi måske ville gå hinanden på nerverne. Da han så Leif gå amok og tæske løs på Tinto, fordi den trak i linen, da den skulle ind i kennelen, da var oversergenten klar over, at det var nu, at nerverne var ved at være løse. Han tog derfor op på hillen, for at hente et Matador-spil. Da han kom tilbage, blev vi, den danske del af hundekorpset kommanderet ind i Pedro Bar for at spille Matador.
Oversergenten var bankør.
Men fenrikken havde også fået en lys ide. Han hentede maling på hillen, og satte nordmændene i gang med at male dressurredskaberne. Nordmændene var ikke tilfredse med, at de skulle male, og vi bare kunne sidde og spille Matador, så de var lige ved at lave mytteri mod fenrikken. De sendte ham ned til os, for at få os til at hjælpe med malingen. Det syntes oversergenten ikke vi skulle. Vi skulle være færdige med spillet først.
Det endte dog med, at Ole og jeg gik op og malede færdigt. De andre overtog vores penge i spillet, og så var der ingen, som tabte ansigt.
Julen nærmede sig. Der blev sat juletræer op i lejren. Der var ellers ikke megen julestemning.
Kanne og jeg skulle på orlov i Cairo 1. juledag. Derfor havde vi fri juleaften. Vi spiste julemiddag sammen med befalingsmændene og officererne. Det var med norsk surkål og hvidkål med kommen. Vores fenrik kom som julemand ridende ind på et æsel. Ellers skete der ikke mere. Vi sang ikke engang en julesalme. Det var nogle af vi danskere skuffede over. Vi syntes ikke, at nordmændene var ret gode til at hygge sig. Kanne og jeg gik tidlig i seng for at være friske dagen efter.
Det tog 8 timer med tog fra El-Arish til Cairo, så vi havde en madpakke med. Det var sjovt at se, da vi nærmede os Suez. Det så ud som om skibene sejlede i sandet, men det var Suezkanalen de sejlede på. Der lå en del ubeboede huse langs kanalen. De var fra dengang englænderne passede og bevogtede Suezkanalen. Vi nåede vores hotel ved aftenstide, hvor vi fik en tiltrængt aftensmad.
Vi fik at vide, at der om aftenen ville være velkomstparty bal på et andet større hotel, hvor damerne fra FN-kontorene og fra de forskellige landes ambassader var inviteret. Vores barmand fra COY1 var også med på turen. Han hed Wulvik. Han var så gammel i tjenesten, at han havde været i Cairo året før, så han havde telefonnummeret på en albansk pige, som han ville ringe til for at høre, om hun ville komme til partyet. Jeg stod ved siden af, da Wulvik telefonerede og sagde, hvis hun havde en søster, måtte hun endelig tage hende med.
Tænk, det havde hun. Det var 2 flotte piger med knaldsort opsat hår. De havde deres mor med som anstandsdame. Wulvik drak whisky og cola. Jeg drak gin og lime. Pigerne ville bare have cola. Da Wulvik spurgte Mammy, hvad hun ville drikke, pegede hun på mit glas og sagde, at hun gerne ville have sådan noget. Tænk, den slog til Wulvik. Han bestilte en dobbelt til Mammy, når vi andre fik en enkelt. Mammy blev så ret hurtig søvnig. Hun nåede vist lige at se den obligatoriske mavedans, inden hun faldt i søvn. Vi dansede og morede os rigtigt. En af pigerne sagde til mig: "Du er en vidunderlig danser". Det glemmer man naturligvis aldrig.
Da festen var slut, fik vi Mammy vækket, og hun lovede at komme igen sammen med pigerne til vores afskedsparty som heldig nok også var nytårsaften. På 2. dagen var vi ude at se pyramiderne. Det er utroligt imponerende stort, med mange forskellige gravkamre, med tegninger ridset ind i stenene. Man graver og forsker stadig dernede for at finde ud af de forskellige mysterier.
Prinsesse Margrethe var der også engang sammen med sin morfar Sveriges konge. De gravede sammen.
Uden for pyramiderne kunne man købe sig en ridetur på flere forskellige kameler. Araberne påstod, at Margrethe havde redet på dem alle.
I Cairo Zoo var der en del dyr, som jeg aldrig havde set før. Det var beskæmmende at se en isbjørn
stå og rokke. Den havde det meget varmt, skønt man tilsyneladende havde forsøgt at klippe den.
Det nationale museum var også utroligt stort. Det kunne man slet ikke nå at se på en dag. Der var mange gode gamle balsamerede Egyptere. Nilen løber igennem Cairo med mange forgreninger.
En dag var vi på en længere sejltur på Nilen. Vi havde vores madpakke med. Et hold indere havde en kasse Tuborg dåseøl med.
Vi skulle ud til en stor ø i floden, hvor de havde lavet en dæmning, så de kunne overrisle markerne. Alt var meget frodigt, men befolkningen var meget laset og fattig, og derfor også meget tiggende.
Vi spiste vores madpakke i en flot park. Jeg gik om og satte mig bag en stor busk for at
spise min mad i fred for tiggerne. Da kom en ældre tilsløret dame og strakte en mager hånd frem
mod mig. Da jeg ikke reagerede, rystede hun med noget, hun havde på den anden arm. Det peb som
en kattekilling. Så kom en lille meget mager fod til syne under tørklædet, som bevægede sig ganske
langsomt.
Jeg jog kvinden væk. Jeg følte, hvis jeg havde haft min pistol, ville jeg have skudt
hende. Nu forstod jeg pludselig, hvorfor Hitler kunne lade sine soldater til at skyde alle de uskyldige mennesker i KZ-lejrerne.
Inderne havde fået deres Tuborgdåser tømt, og araberdrengene samlede dem sammen i den tomme papkasse. Drengene fulgte efter os ned til færgen, hvor der var et par havnearbejdere, som fik øje på de tomme øldåser. Da opstod der slagsmål, som endte med at havnearbejderne overtog dåserne.
Til vores afskedsparty nytårsaften kom Mammy med sine 2 piger, og hun havde også taget sin søn og søster med. Mammy ville ikke have noget at drikke. Vi havde dog en hyggelig nytårsaften. Jeg har mange gange siden tænkt på, hvad der er blevet af den albanske familie. De var politiske flygtninge, og havde kun opholdstilladelse i Egypten i 2 år.
Hjemme i COYl igen. Vi skulle have besøg af prinsesse Margrethe og hendes følge, så lejren blev rigtig peppet op.
De fornemme gæster skulle i officersmessen for at få en forfriskning. Vi fra hundetroppen skulle stille op i espalier med hundene ved indgangen til messen. Da Margrethe kom, sagde hun til vores bataljonschef som var dansk: "Næh, sikke nogle dejlige hunde. Hvor, kommer de så fra?". "De kommer derhjemme fra" sagde chefen. Men næstkommanderende, som var norsk, trippede op på siden af chefen, som så sagde, "Ja de kommer vist fra Norge, ikke". Nordmanden svarede "Joah-joah".
Da Margrethes hofdame kom løbende tilbage efter noget, de havde glemt, havde Ordo nær hapset sig fast i hendes flagrende kjole.
Vi havde fået rigtige bade- og toiletfaciliteter i lejren. Det var dog nok ikke bare for Margrethes skyld. Man havde fået lagt en vandledning fra naboens vandboring ind i lejren. Før den tid, fyldte canadierne vandtårnet med vand fra tankbiler. Naboen havde fået lavet en boring af et jugoslavisk firma, så han kunne vande sin citron-appelsinplantage. Man avlede også vandmeloner imellem træerne i plantagerne. Melonerne blev så høstet først, inden citronerne og appelsinerne var modne.
Plantagerne var omkranset af tætte hegn. Araberne kunne have problemer med kaniner, som ville æde af melonerne. På de åbne marker avlede man foruden byg, tomater, tobak og lidt peber. Man lavede stadig brønde på gammeldags vis. Det var med et treben over brønden, med en trisse, et reb, en kurv og en kamel til at hejse jord op og cement med ned.
Et sted tæt ved lejren, havde de gravet, siden jeg kom til Gaza. De var nu 90 m. nede, og havde ikke fundet vand endnu. Brøndgraveren ville stoppe, hvis ikke der var vand, når han var nået 100 m. ned.
I COY1 lejren var der nogle arabere ansat. Nogle enkelte i officersmessen. Så var der
en barber og en skomager, foruden et par stykker med en souvenirbutik, og endelig et par
vaskerimænd.
I hundetroppen havde vi ansat en til at holde barakken ren. Han hed Kalle. Der var blodhævn i hans familie. Derfor gik han med pistol, som blev afleveret i vagten, når han kom, og han kunne så afhente den, når han skulle hjem. Det var meget almindeligt med blodhævn. I huse, hvor der var et hvidt flag, var der ikke blodhævn, og det var de færreste.
Det var jo som i vores vikingetid, at man havde pligt til at hævne sig, hvis der var blevet en myrdet i familien. Kalle var en ung fyr med kone og barn. Da han en dag, hvor han skulle afhente sin pistol i vagten, blev taget i at stjæle ammunition, ja så blev han fyret, og vi havde ingen rengøringsmand mere.
Vi fik dog snart ansat den ene af vaskemændene, som godt ville gøre rent for os om morgenen, inden han begyndte på arbejdet i vaskeriet. Det var en ældre mand, som havde været chauffør for englænderne, da de bestyrede Suez. Han talte derfor mest engelsk. De andre arabere i lejren talte udmærket norsk. Vaskemanden havde været ude for et trafikuheld og havde mistet det ene øje, og da han altid sjoskede rundt i et par store gummistøvler og med en hattepuld på hovedet, lignede han noget af en sørøver. Han kom hver morgen, inden vi var stået op, og strøede sand på gulvet, stænkede derefter med vand, for sluttelig at feje det hele uden for døren.
Da vi havde Pedro og hendes 2 hvalpe inde på barakken, lå der en morgen en stor hundehøm-høm midt på gangen. Den kikkede sørøveren noget på, imens han strøede sand og vand samtidig med, at han bandede sagte på arabisk. Vi andre lå med et halvt øje åbent for at se, hvordan det ville gå. Sørøveren tog tilløb med kosten fra den ene dør, og hunde-hømmen røg helt pulveriseret ud ad den anden dør. Vi sprutgrinede i sengene. Sørøveren fik travlt med at bukke og sagde "Morning Boss, morning sir" hele vejen rundt. Ældste mand på barakken kaldte han Boss. Han fortsatte ellers rengøringen.
Der blev slet ikke talt om hømmeren. Hvalpene Rock og Twist kom ud i de norske a og b
lejre, hvor de forsvandt. Man regnede med, at de var blevet stjålet af araberne, da deres egne hunde
var noget skravl, fordi de ikke fik nok at æde og ellers fik en dårlig behandling. Vores hunde´s føde
blev lavet i vores køkken af kokkene, men der var altid en hundefører til stede for at kontrollere, hvad der kom i gryden.
I den danske COY3 lejr havde man nogle hunde, som var krydsninger mellem araberhunde
og vores schæferhunde. Der kom vi ikke på vagt med vores hunde, men deres hunde i COY3 døde
pludselig. Da der var arabisk personale i køkkenet, regnede man med, at det var dem, som havde givet hundene gift. Araberne mener, at hunden er et urent dyr. Jeg tror hundene mener det samme om
araberne.
A og b lejrene var sandklitområder. Det skulle ikke blæse ret meget, før sandet flyttede sig. Derfor kunne grænsen ind til Israel godt blive lidt udflydende, især i tåge og sandstorm.
En nat med tåge i a-lejren, gik patruljen til den nærmeste OB for ikke at fare vild. Der sad 4 arabiske grænseoverløbere, som så blev taget til fange.
Selve lejren ville også sande til. Når vi var på patrulje derude og var kommet et stykke fra lejren, slap vi hunden løs. Det var noget Ordo nød. Engang var vi nået tilbage til lejren, uden at han var kommet tilbage. Han kom heller ikke, selv om jeg råbte på ham.
Da bad jeg befalingsmanden om at skyde en lyskugle op. Det hjalp. Ordo kom hvæsende med tungen hængende langt ud af halsen.
I e-lejren mente man, at der var grænseoverløb i en vadi tæt ved lejren.
Man lagde da en snubletråd ud tilsluttet et lysblus. Vi lagde os i baghold med patruljen. Der skete ikke noget. Efter et par timer gik vi hjem mod lejren. Da vi var lige ved at være hjemme, gik lysblusset. Vi løb til åstedet, men der var ikke nogen at se. ved d lejren lå vi også en nat i bag hold ved en vadi, lød det, som om der kom en hel flok imod os imellem buskene inde fra Israel.
Ordo var helt oppe på dupperne. Da jeg kunne høre, de andre som lå bag mig, afsikrede deres våben, da kunne jeg mærke mine nakkehår rejse sig, fordi jeg ventede, at de ville begynde at skyde hen over hovedet på mig. Sergenten skød en lyskugle i luften.
Vi kunne da se, at det var en myresluger, som gik og baskede til buskene med sin lange pighale, så larver og insekter faldt ned på jorden, hvor den fiskede dem op med sin lange omvendte tunge.
Vi blev kørt på vagt fra COYl om aftenen og hentet igen om morgenen. I a og b-lejren var der en Dodge med 4 hjulstræk på grund af sandet. Ved de andre lejre langs ADL var der lastbil.
Hvis der havde været fest i COYl lørdag aften, kunne det godt blive ret sent, inden vi blev
hentet om søndagen. Nordmænd vil gerne have deres morgensøvn.
En søndag morgen, hvor jeg gik og ventede på bilen i d-lejren, trak det ud. Der var kun nogle få km. hjem til COYl. Derfor besluttede jeg at tage min sovepose under den ene arm og hunden i snor i den anden hånd og gå hjem. Jeg skulle igennem landsbyen Bei-Tanun.
Da jeg var kommet igennem byen, blev jeg indhentet af et par araberpiger på en 12-14 år. De holdt pænt afstand, de gik og småpludrede. Da vi nåede op til den trådindhegnede landbrugsskole, kom en araber på 17 - 20 år løbende bagfra. Han ville vise pigerne, at han turde løbe tæt forbi hunden. Ordos tandsæt klaprede et par gange meget tæt på araberens buksebag. Han trak en kniv, som han svingede vildt med, uden at ramme hunden.
Jeg lod Ordo presse ham op mod trådhegnet ind til landbrugsskolen. Han puttede derefter kniven i lommen og fik så lov til at løbe.
Han løb ad vejen forbi landbrugsskolen op til appelsinplantagen på bakken, som lå tæt på COYl. Jeg så ham kravle over porten ind til appelsinplantagen. Pigerne hylede lidt op under episoden. Et par elever fra landbrugsskolen stod i porten og rystede på hovedet. Pigerne løb hjem til Bei-Tanun.
Da jeg nåede op til appelsinplantagen, kom sten og jordknolde flyvende over det høje levende hegn. Da jeg var kommet ned ad bakken, kom araberen ud af porten og truede ad mig og råbte: I kill you dansker". Så trak jeg pistolen og sigtede på ham. Da forsvandt han meget hurtigt.
I COY1 fortalte jeg selvfølgelig om episoden, og Jønk sagde, det skulle lige være mig, der fik sådan en chance, men han var også udlært slagter. Araberen må have følt sig noget ydmyget. Det var lidt mærkeligt, at han vidste, jeg var dansker, da jeg havde bluse på. Han ikke kunne se distinktionerne.
Vi var jo kun 10 danskere i COYl, og resten var nordmænd, og der var en sanitetsmand, som hed Løvenskjold fra en gammel adelsslægt.
Han var uddannet lærer, men det var han træt af, på grund af den jævnlige sprogstrid i Norge.
Hans forældre forblev i uniform i hele 2. verdenskrig. Det må have været noget af en præstation, Norge var jo besat lige som Danmark. Det var derfor et stort chok for forældrene, da Løvenskjold fortalte dem, at han havde tænkt sig at blive militærnægter. Så sagde faderen: "Da skal du faun stege ikke komme hjem mere". Så tænkte Løven alligevel, at han hellere måtte blive sanitetsmand.
Vi danskere drillede ham med, at vi havde 2 løver i lejren. Det var maskotten, som vi kaldte løven Pedro Maxen, og så altså Løvenskjold.
Den sidste var et sproggeni. Han talte engelsk, tysk, fransk og spansk. Araberne kaldte ham den store doktor, fordi han hjalp dem og især deres børn, når de var kommet til skade.
Man var blevet så moderne, at man havde fået primusser, som stod på jorden i hytterne eller lige uden for. Småbørnene som tullede omkring, væltede så primusserne og blev mange gange både skoldede og forbrændte. Kvinderne kom så til lejren med deres børn, hvor de fik smurt salve på og blev forbundet af den store doktor. Efter et par måneder kunne han også tale arabisk, så han kunne rigtigt komme i kontakt med de indfødte.
Han havde som regel 2 fotoapparater + 1 smalfilmsapparat med sig. Det ene fotoapparat var der
ingen film i.
Løven kendte den arabiske kultur så meget, at han vidste, at man skulle spørge
husfaderen om lov til at tage fotos af ham. Det blev der som regel givet lov til.
Løven brugte da det tomme apparat en masse gange. Derefter spurgte han om lov til at filme kvinder og børn, hvor der så blev brugt film.
En gang ude i klitterne mellem a og b-lejren, løb Løven på en lille beduinfamilie. Der var en liggende kamel + far og mor med lille barn ved brystet.
Løven fik lov til at filme det hele, uden at kvinden tog sløret for. Det betød selvfølgeligt meget, at løven kunne sproget, men araberne var heller ikke så strenge med deres regler, når bare ikke der var nogen af deres artsfæller til stede.
Jeg var med Løven nede i Gaza by for at holde lagner og petroleumslamper op, så der kunne blive lys nok, til at smalfilme pottemageren, når han arbejdede nede i sin jordhule. Det var også noget af en oplevelse at gå på gaden i Gaza by sammen med Løven. Alle kendte den store doktor. Alle vendte sig og kiggede. Nogle hilste og ville snakke. Der var en gammel smed, som Løven var meget gode venner med.
Vi var inde i en butik, hvor Løven hjalp mig med at købe noget sølvbrokadestof til min mors sølvbryllupskjole. Jeg fik det meget billigt. Personalet ville tale politik med Løven, men han veg uden om, da vi som FN-soldater ikke måtte snakke politik. Det kunne være sjovt at møde Løven igen efter alle de år, som nu er gået.
I COY1 havde vi lånt boksehandsker på hillen. Leif fra Ålborg, som havde
været i ringen der, instruerede os lidt. Det gav en masse kondi sammen med fodbolden.
Jeg boksede meget med Ole fra Ringsted kaldet OB, da vi passede godt sammen. Vi flyttede borde og stole ovre i baren og boksede der. Det er mest almindeligt at være venstrefodsbokser, dvs. at man har venstre
fod og hånd forrest.
OB og jeg var venstrefodsboksere. Engang ramte OB mig i det ene øje, så øjenlåget flækkede med et smæld. Jeg fik det renset og fik plaster for øjet. OB morede sig meget over det og tog et billede af mig, da jeg lå på sengen, med plaster for øjet.
Jeg lovede OB at tage hævn, når jeg blev klar igen.
Det fik jeg da også. Jeg fik ham trængt op i en krog og skiftede så over til højre fod og hånd. OB blev forvirret. Jeg viftede ham om næsen med højrehånden, og kunne få et stød ind med min venstre. Jeg ramte ham lige imellem øjnene, så han glippede med dem, og jeg kunne se, at det var en som trak vand. Jeg spurgte, om alt var ok. OB sagde ja, bare kom igen.
Så gjorde jeg lige det samme en gang til. Da råbte han "stop stop", og knæene var ved at ekse under ham.
Hele vejen over til barakken gik han og slingrede og var blød i knæene. Der fik jeg så hævn.
Overgård havde fortalt os, at det var alletiders at komme på orlov på Cypern. Han søgte da
også ret hurtigt efter vores ankomst til Gaza, og fik bevilget orlov på Cypern.
Elmer og jeg søgte også, men vi hørte ikke til noget. Da der var en god måned til, vi skulle hjemsendes, fik Overgård sin 2. orlov på Cypern. Elmer og jeg blev klar over, at der måtte være noget galt. Vi tog op på kontoret på hill88. Vi fik at vide fra kontorkonstablen, at der ikke var flere pladser til Cypern resten af tiden.
Kontorfenrikken kom ind og spurgte, hvad problemet var. Vi fik det samme svar af ham. Jeg fortalte ham, at vi ude i COY1 havde en oversergent, som hed Overgård. "Det er jeg klar over", svarede fenrikken. "Jah" sagde jeg, "Han har været 2 gange på Cypern, og der er ikke plads til os, hvordan kan det gå til". "Jeg ved det ikke", sagde fenrikken. "Så vil vi gerne have lov til at tale med major Hoppe". Elmer sagde "ja-nemlig" og havde ellers bare sagt ja på de rigtige steder, for han var en rigtig sej vestjyde.
Da slappedes fenrikkens ansigtsudtryk, og han sagde til kontorkonstablen: "Skriv dem op, skriv dem op. De skal med".
Ugen efter kom vi med på den eftertragtede 4 dages tur til Cypern. Der havde været en del ballade på øen for nogle år siden imellem grækerne og tyrkerne, men øen var ikke delt, som den er i dag. Ærkebiskop Makarios var præsident. Englænderne havde stadig en militærbase på øen. Vi fløj i FN-fly fra Gaza til hovedstaden Nicosia, som ligger midt på øen.
Der var vi på natklub, hvor vi så flotte piger danse Flamenco med kastagnetter, store hatte og skørter. Det var vældigt flot.
Vi var 3, der fulgtes ad. Vi var nogenlunde lige gode eller dårlige til engelsk. Derfor blev vi enige om at bestille de samme drink, så tjeneren ikke kunne snyde os, og
bare sætte prisen op, efterhånden som tiden gik, som vi vidste, var ret almindeligt.
Dansepigerne kom ned og satte sig ved de forskellige borde, når de var færdige med at danse. Vi dansede med dem, det havde de ikke noget imod, men så kom tjeneren og ville have betaling for hver dans, vi havde danset med pigerne. Det ville vi ikke betale for, så blev vi smidt ud. Vi tog ikke på natklub mere.
Vi var så heldige, at det var den græske nationaldag, imens vi var der. Det var med nationaldragter, pyntede gader og optog.
Vi så et glimt af præsident Makarios.
Det var sjovt at se en pigeskole i deres uniformer marchere taktfast sammen deres nonnelærer i sort lang kjole med slør og pokerfjæs.
Tyrkerne deltog også i optoget, men vel nærmest som en demonstration. Man så på deres påklædning, at de ikke var så vel bemidlede som grækerne. På hotellet fik vi friske jordbær, det var sidst i februar måned.
Vi var i havnebyen Famagusta, en rigtig gammel by med en stor gammel borgruin helt ud til kysten. Vinen er noget sødlig der, fordi produktionen får afregnet efter sukkerprocent, ved den kollektive saftstation. Man påstår, at deres druesorter stammer helt tilbage fra Kristi tid.
Vel hjemme i Gaza igen, hvor det var blevet regntid, som begrænsede sig til en enkelt nats regn. Det gav så meget vand, at slangegraven ude ved pigtrådshegnet var helt fuld. Det var meget koldt om natten, helt ned til frysepunktet, og når der var 20- 25 grader om dagen, føltes det meget koldt.
Vi frøs som små hunde, når vi lå i baghold på patrulje. I barakkerne var der opsat en petroleumsovn, så der var hyggeligt og rart.
En aften var hyggen dog ved at gå fløjten. Elmer og Leif var sammen om hunden Tinto. Leif havde fået lige lovlig meget at drikke, og han mente, at Elmer ikke var hård nok ved Tinto. Jeg sad og skrev brev. Leif blev ved at ævle sig ind på Elmer.
Det ville ikke være så heldigt, hvis de to blev uvenner, når de nu havde hund sammen. Derfor blandede jeg mig og sagde: "Stop nu Leif-og gå i seng".
Han sprang op som trold af en æske, og tænk den lille splint, han væltede mig over på en seng. Jeg kunne næsten ikke få tag i ham, for det virkede så grinagtigt, at jeg ikke kunne holde masken. Jeg fik ham dog klemt så meget, at han tabte pusten. Han var da helt ildrød i hovedet.
Da han kom op at sidde på sengen, blev han hel bleg og sad og hev efter vejret. Jeg sagde til ham: "Du kan da nok se, at det vil være pinligt, hvis du og Elmer bliver uvenner". Han svarede: "Det er bare i orden Jens. Det er bare i orden", og så var alt i orden igen.
En aften sad københavneren Frede med længselsfuldt blik og skrev brev hjem. Nogle andre sad og drak en del øl. Da Frede var færdig med at skrive, mente de andre, at han trængte til at blive trøstet med øl. Han drak 3 øl meget hurtigt efter hinanden, og gik derefter ud for at gå på wc. Da en af de andre skulle det samme, så han Frede vakle rundt. Han kunne ikke finde den rigtige barak. De 3 øl og den stærke kulde havde slået ham helt ud.
En af vores gutter, som var fra Mou i Nordjylland, kom hjem fra Cairoturen og fortalte, at han på gaden havde truffet en mor og datter. De fortalte, at de var kristne.
Han blev inviteret med hjem, hvor der også var en gammel bedstemor, som klappede i takt til grammofonmusikken, som de to unge dansede til.
Den unge dame hentede derefter Biblen, som Mou-manden skulle lægge hånden på og sige, at han elskede hende. Det gjorde han så. De udvekslede adresser, og han havde travlt med at skrive brev til pigen i Cairo, da jeg rejste hjem.
Et års tid efter at jeg var kommet hjem til Danmark, så jeg i Billedbladet, at præsten i Mou havde hjulpet en ung egypterpige hjem til Cairo. Hun var taget helt herop, for at møde vores Mou-mand, men han ville hverken tale med hende eller Billedbladet. Han havde nemlig faet både kone og barn herhjemme.
Lige en indskydelse. Da vi var på Cairoturen, var vi også i havnebyen Alexandria, hvor vi så nogle af eks-kong Faruks sommerpaladser. De var imponerende store og flotte. Meget af alt hans tøj hang der endnu. I Alexandria mødte vi en dansk sømand, som tiggede penge. Han sagde, at han var agterudsejlet. Kanne sagde: "Nej, du kan lade være med dit kvindfolk og dit skidt".
Kanne havde nemlig også sejlet.
En tidlig morgen kørte vi i taxa fra Alexandria til krigskirkegården fra 2.
verdenskrig ved El Alamein.
Der lå både tyskere, englændere og italienere begravet. Det mest
uhyggelige var snart mindesmærket over 48000 italienere, som var forsvundet i ørkenen.
Der var et lille museum ved siden af med effekter, man havde fundet. Læderstøvler var skrumpet, så de lignede børnesko.
Det var i øvrigt en kold tur. Der var ingen varme i taxaerne. Chaufførerne var i store overfrakker, de kendte jo turen. Vi andre frøs med anstand.
Jeg var begyndt at gå til tandlægen på Hillen. Han syntes.at jeg skulle lade mit underbid rette på Århus Kommunehospital i samarbejde med Tandlægehøjskolen, når jeg kom hjem. Jeg tyggede kun på 4 tænder, så ikke engang et gebis kunne laves ordentligt. Derfor blev vi enige om at lade alle mine huller lave, så jeg var klar til at tage på Tandlægehøjskolen, når jeg kom hjem.
De nye folk, som skulle afløse os, var begyndt at komme. Jeg hjalp en af de ny, som ville overtage Ordo. Da han tog Ordo ud af kennelen, ville hunden med mig.
Jeg råbte til den anden konstabel: "Træk ham til dig", og det gik så.
På et tidspunkt kunne hundene finde på at nægte at skifte fører. Hvis det skete, blev hunden skudt, og man fik en ny fra Norge.
I hundetroppen talte vi om, at vi følte os mere nervøse ved at gå på patrulje, nu da vi viste, at vi snart skulle hjem.
Det var der tilsyneladende også andre, der var. Den sidste patrulje, som jeg var på, var Asger Nielsen fra Hårup også med på. Han var så fuld, at han faldt i søvn, da vi lå i baghold, selvom det var skidekoldt. Han blev selvfølgelig indberettet.
Efter at have taget afsked med nordmændene i hundetroppen og dem i forsyningsbarakken, som vi havde haft meget med at gøre, kunne vi tage en hilsen med til Norge, da vi skulle mellemlande på militærflyvepladsen Gardemoen ved Oslo.
Vi blev kørt i lastbil til El-Arish. Derfra fløj vi med et belgisk fly over Gardemoen til Kastrup, hvor min mor, Karen, Børge, Yvonne og Leif tog imod.
Det var rart at være på dansk grund igen. Asger fra Hårup var med det samme fly hjem. Hans søster og broderen Erik, som havde tjent ved os, da vi boede i Hårup, var mødt op i lufthavnen for at tage imod ham. Det var militærpolitiet også. Asger fik lige lov til at hilse på sine søskende, derefter måtte han med på kastellet til 8 dage i spjældet, hvor vi andre tog på 8 dages orlov herhjemme. Asger havde ikke kunnet nå at afsone i Gaza. Det må have været ret bittert.
Jeg inviterede min mor og familien Sivertsen på Lorry. hvor vi havde en sjov og hyggelig aften.
Efter min mor og jeg havde overnattet hos Sivertsens, tog vi ned og besøgte Jonna og Tage. Derefter hjem til Østerskovgård på den sidste orlov.
I Jægerspris afleverede vi vores udrustning efter den sidste orlov, og trådte af til civil.
Da havde jeg været soldat i 2 1/2 år.
Opdateret d. 14.2.2022