Min tid ved Livgarden:



3. november 1960 var vi ca. 150 unge mænd, som skulle møde i Sandholmlejren i Nordsjælland. Den gamle garderkaserne, som nu er flygtningelejr.

I den store mødesal fik vi en madpakke udleveret sammen med vores numre. Jeg fik nr. 453828.

Nr. 31 Ebbe brækkede en tand i madpakken, så han fik en ny tand på forsvarets regning.

Vi blev så ført om på depotet, hvor vi fik udrustning og uniformer udleveret. Derefter over på KFUMs soldaterhjem, hvor vi måtte putte vores civile tøj i en papirssæk og sende det hjem, da vi ikke måtte have det på kasernen. Vi var 1. Kompagni delt op i 5 delinger. Jeg kom i 2. deling.
Vi var 20 mand på en stue. Vi havde så korporal Larsen og sergent Svanenflygel som befalingsmænd i delingen.
Larsen førte os fra soldaterhjemmet med alt vores pik-pak over til Sjælsmark kaserne. Der var en 3-4 km. at gå. Det var nærmest som at gå spidsrod, da vi tabte mange af vores ting, og selvfølgelig skulle have det samlet op igen, for så at tabe det igen osv.

Sjælsmark er en artillerikaserne. Der skulle vi være de første 4 mdr. af vores rekruttid, og de første 3 uger måtte vi ikke forlade lejren.
Så skulle vi ellers lære alt det militære. Vi blev da også mudret til nogle gange ude i øvelsesområdet.
Da havde vi tit friløb hjem til lejren. Det gjaldt om at komme først hjem. I begyndelsen var jeg gerne blandt de 4 første. Vi var alle 4 ikke-rygere. Sergenten spurgte os senere om det. Da de andre havde sat forbruget ned eller var holdt helt op med at ryge, ja så kunne de også være med. Paw Eddi Rosell (Edi Rosells søn) havde nikotingule fingre. Ham kneb det meget for.

Man fandt ud af, at jeg skulle have skydebriller. Det var fenrik E. E. Andersen på kontoret, der udfyldte papirerne til militærhospitalet. Han var med på skydebanen, da vi skulle indskyde vore Geværer, og jeg var med uden briller, og sagde "Hør den er gal 28. De skal selvfølgelig ikke skyde før e har fået briller. Op i "Tutten" med dem.
"Tutten" kan vel oversættes til en grov form for cafe. Der sad jeg så og spiste wienerbrød og drak sodavand til vi skulle hjem.
Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg havde fået udleveret en laderamme med skarpe patroner, som lå i min taske.
De røg ud, da vi kom hjem. Jeg skyndte mig at gemme dem i min private mappe, da jeg var klar over, det var lige til en spjældtur.
Vi var ellers blevet undersøgt på skydebanen for ammunition af befalingsmændene.

Jeg tog patronerne med hjem på orlov, så kunne farbror Gunnar bruge patronerne på skydebanen. Men han havde aldrig været soldat, så han vidste ikke en pind om de militære forhold. Derfor ville han ikke have patronerne.
Han mente, at jeg bare kunne aflevere dem til min far, som en gang imellem var til skydning med hjemmeværnet, og han kunne så bruge dem. Min far havde været soldat i Haderslev midt i 30-erne, så han kendte forholdene.

Da vi efter et par måneder havde lært at skyde med vore geværer, blev vi inddelt i 3 grupper i hver deling og fik uddelt specialer dvs. nogen fik maskingevær andre maskinpistol. Jeg blev geværgrenader i 1. delings 3de gruppe. Vi fik tilnavnet den røde gruppe, da alle på nær 2 var rødhårede. Vi skulle så oplæres i vores specialer. Jeg fik udleveret en granatstol, som var til at spænde fast på den yderste ende af geværløbet.
Granaten som lignede en lille raket var hul eller med hul i for neden, så den kunne sættes på granatstolen. Man ladede geværet med en løs patron dvs. uden projektil. Når man trykkede af, sendte gastrykket fra patronen granaten afsted, og granatens sprængladning eksploderede, når den ramte sit mål. Til øvelsesskydning var der ingen sprængladning i granaten, så de kunne bruges igen mange gange. De kunne blive så skæve og dårlige, at den nederste del blev siddende på granatstolen efter afskydningen. Så gav det et ordentligt bagslag i geværet. Da kunne man få mønsteret af undertrøjen påtrykt huden på bryst og skulder.

Ved øvelsesskydningen havde vi et håndboldmål, hvorpå der var fastspændt en papskive, som blev trukket frem og tilbage af en lastbil med et stålwirespil. Det skulle forestille kampvogne, som vi skød mod. Vi blev ret gode til at ramme.
En dag vores normale instruktionssergent A. O. Andersen var fraværende, skulle sergent Skeel lede os ved skydningen.
Han havde ikke en pind forstand på geværgranater, men blev meget begejstret for vores træfsikkerhed, og da han var jæger, kunne han også se sporten i det.
Han ville prøve at skyde liggende.
Hvis man ville undgå stødet i skulder og bryst, kunne man sætte geværkolben i jorden i stedet, og det ville han. Så skulle man bare sørge for at bruge pegefingeren til aftrækkeren på den hånd, man holdt om kolbehalsen normalt højre hånd, så hånd og finger fulgte geværet i tilbageslaget.
Men sergent Skeel listede sin venstre pegefinger ind på aftrækkeren og trykkede af. Geværet røg tilbage og aftrækkerbøjlen skrabede skindet af hans pegefinger og skuddet gik selvfølgelig forbi.
Der kunne man tydeligt se, hvor meget en god instruktion betyder. Skee1 ville ikke prøve flere skud.

Da jeg kom i 1. Deling fik vi fenrik Hansen til delingsfører. Han var meget fin, men vi fik sergent Garde som næstkommanderende. Han var en rigtig dum skid som søgte om at komme på officersskolen, så han var meget tjenstivrig og altid på nakken af mig.

Da mine forældre var på besøg i København, og jeg derfor søgte nattegn for at være i det Kgl. Teater med dem, mente Garde, at mit gevær var så dårligt rengjort, at jeg ikke kunne få fri.
Så gik jeg op på kontoret og klagede min nød, men premierløjtnant Krag-Sander mente ikke, der var noget at gøre.
82 havde vi valgt til talsmand, så jeg prøvede at tale med ham. Han gik så til fenrik Hansen. Da han hørte, at mine forældre var på besøg, kom han springende og råbte: "Se at komme op på kontoret og sig fra mig af, at De skal have nattegn".

Jeg prøvede at protestere. Ville have sagt at jeg havde været der. "Se at komme af sted i en fart" sagde han. Det gjorde jeg så. Jeg kunne godt se, at premierløjtnant Krag -Sander så noget forkert ud i ansigtet, da han bad kontorskriveren lave et nattegn til mig. En premierløjtnant er jo højere i graderne end en fenrik.
Så blev fenrik Hansen kaldt på kontoret til skideballe hos Krag-Sander, fordi han havde sagt at jeg skulle have nattegn. Derefter røg Hansen lige ned til mig og brokkede sig over, at jeg ikke havde sagt, at jeg havde været på kontoret først. "Men se nu at blive færdig, så De kan nå bussen, men jeg skal huske dem" sagde han. Det gjorde han nu ikke og vi kom i teateret.

Derimod sergent Garde. Han begyndte at kalde mig "Muffen" vel på grund af mit kraftige underbid. Han rettede det senere til morfar og mine kammerater syntes, det var vældigt skægt, så det navn hang ved mig, lige til jeg kom til Gaza.

På en øvelse, hvor fjenden var hjemmeværnet, var vi indkvarteret på en gård. Jeg blev sammen med 2 andre udtaget til forpost. Vi skulle gå ud ad markvejen og lægge os ved noget krat og bare observere og melde tilbage samt lade hjemmeværnet passere og ikke skyde.
Jeg lå på en grøftekant. Det var meget mørkt. Snart kunne vi høre noget pusle på markvejen foran os. Jeg mente også at kunne skimte noget lige foran mig. Pludselig springer en mand frem og griber fat i mit gevær og råber: "Jeg har ham, jeg har ham!" og styrter så på hovedet ned i grøften med mig oven på.
Så mener jeg jo, at det er mig, der har ham, hvilket jeg gør opmærksom på. Mine kammerater og hans gruppe kommer til. Vi kan så ikke rigtig blive enige om, hvem som har taget hvem til fange, men hjemmeværnsgruppen havde radio med og sendte bud tilbage til deres hovedkvarter om, at de skulle sende nogle folk for at hente os. Da disse folk nåede frem, var de 3 mand, som skulle afløse os også netop nået frem.
Det endte så med, at gruppen fra hjemmeværnet tog vores afløsning til fange og med sig, så vi blev ikke afløst og den første del af hjemmeværnsgruppen fortsatte ad markvejen mod gården. Vi blev så enige om, at jeg skulle forsøge at komme uden om hjemmeværnsgruppen og afgive rapport til vore folk på gården. Det lykkedes. Jeg aflagde rapport til sergent Garde, og tænk han roste mig og kaldte mig enda 28.

Det tog jeg som et tegn på, at han var skide bange. Jeg fik så ordre til at gå tilbage til de andre 2 i krattet, men på tilbagevejen blev jeg så taget til fange af hjemmeværnsgruppen og måtte med dem tilbage til gården, hvor sergent Garde var klar i fuld feltudrustning, og så blev hele hjemmeværnsgruppen taget til fange.
Jeg kunne så gå ad markvejen ud til de 2 i krattet. Der var opstået så meget forvirring, at vi slet ikke blev afløst. og det var skide koldt.

Vi fandt da på, at ligge alle 3 på 1 regnslag. Så kunne manden i midten sove. De 2 yderste frøs så meget, at de ikke kunne sove, så vi skiftedes. Det var en meget kold og lang nat.

Da der var gået 4 mdr. siden, vi blev indkaldt, blev vi flyttet til Sandholmlejren. Vi fik desværre ikke fenrik Hansen med. Vi fik en løjtnant af reserven, som skulle ind nogle måneder for at tjene til sine jurastudier. Han var så dum, at jeg ikke kan huske, hvad han hed. Men sergent Garde fik vi med. Han var ikke blevet spor klogere.

Omkring 1. maj 1961 var vi på Rextur dvs. en øvelsesmarchtur som afslutning på rekruttiden. Når vi havde bestået, fik vi Rexerne: det kgl. navnetræk som bæres på skulderne. Vi havde et herligt vejr til hele turen. Vi gik omkring 50 km. på kystvejen til Rungsted. Bøgetræerne nyudsprungne, høj himmel og lærkesang. Om aftenen havde vi bål i skovkanten og sang i skovens dybe stille ro.
Ved 3-4 tiden om natten blev vi vækket af nattergalesang. På Sjælland er der på markerne mange gamle mergelgrave med bevoksning og med vand i, så der er næsten nattergale overalt.

Hjemturen var orienteringsløb. Jeg havde stukket en bøgegren i bæltet. Da vores kaptajn Frederiksen kom forbi i bil, fik jeg besked på at fjerne grenen, da jeg lignede en artillerist på skovtur.
Jeg havde nu tænkt på statuen af den tapre landsoldat i Fredericia og har egentlig altid syntes, alt det der gardergejl ligner alt for meget den tyske SS-propaganda og det danske millitær alt for præget af det tyske. Det ville være langt bedre med lidt engelsk prægning.

Efter reserveløjtnanten var rejst hjem, blev sergent Garde delingsfører og mere og mere tosset.

Om lørdagen havde hele kompagniet morgenløb delingsvis. En morgen, hvor Garde var i dårligt lune til lørdagsmorgenløbet, ville han have os svinet til nede i bækken.

Han ville have os til at træde an på 3 geleder nede i bækken. Men da det var normalt, at vi blot skulle have løbeturen og så på kasernen for gøre os klar til udgangsparade og orlov, ja så var vi ikke meget for at få våde støvler.
Første geled stillede på første bækbrink. Andet geled på sten forskellige steder nede i bækken og tredje geled på bagerste brink. Men der var ingen, der fik våde støvler, selvom Garde gjorde mange gode forsøg på det.
Pludselig var der en som begyndte at råbe og skrige i hegnet et par hundrede meter bag os. Det var premierløjtnant Krag-Sander, der havde set noget af den mislykkede bæktur og nu råbte på sergent Garde, som måtte løbe de 200 meter op til krattet.
Vi kunne høre, at han fik alletiders skideballe, så Garde så noget slukøret men forurettet ud, da han kom tilbage til os.

Vi stillede op på 3 geleder på fast grund, derefter i løb hjem til lejren, hvor Garde gik direkte op på kontoret til kompagnichefen kaptajn Frederiksen og påstod, at vi i l. deling havde gjort mytteri.

5 minutter efter blev l. deling kaldt i gården af kaptajn Frederiksen, som sagde, at han havde hørt noget meget dårligt om l. deling. Nu ville han se, om det passede, ved selv at tage os en tur ud på øvelsesområdet.
Vi fik 2 minutter til at antræde i fuld feltmæssig udrustning. Da det var sommer, og vi nok kunne regne ud, hvad den tur ville gå ud på, så vi trak blot vores drejlstøj-overtrækstøj direkte oven på vores undertøj. Efter 2 minutter var vi klar.

Det blev, det man kaldte røvtur med chefen. Selv da vi var blevet godt svedte af at blive turet igennem på øvelsesområdet, kom vi en tur i Ellebækken. Det var dejlig køligt. Derefter i løb hjem på lejrgårdspladsen, hvor vi af kompagnichefen fik at vide, at 1. deling ikke var så dårlig, som han havde hørt, men nu var det op til os i 1 deling, hvornår vi kunne være færdige til udgangsparade.
Resten af vore kammerater i kompagniet var færdige, så de tog vores tøj, støvler og geværer og gjorde det hele rent, imens vi var i bad. Alle var da klar til udgangsparade til normal tid.

Sergent Garde blev dog ikke klogere af det. En 14 dages tid derefter havde han beredskabsvagt, hvor han bl.a. skulle se, om alle, som havde beredskabsvagt var kommet i seng kl. 22, og derefter slukke lyset. Kompagnichefens motorordonnans 67 var ikke kommet helt i køjen, da Garde kom. Han sagde da til 67, at han måtte se at komme i køjen, ellers kunne han få et par på hovedet. Da 67 svarede, at det blev de 2 om at bestemme, råbte Garde "Hold kæft" og slukkede lyset.

Dagen efter indleverede 67 en indberetning om episoden på kontoret. Derefter blev han kaldt ind på kompagnichefens kontor, hvor kompagnichefen spørger 67, om han ikke synes, at indberetningen skulle rives i stykker, da det ellers ville være umuligt for sergent Garde at komme på officersskole. 67 syntes ikke, der skulle rives noget i stykker. Om eftermiddagen blev Garde overflyttet til maj-rekrutholdet i Sjælsmark. Det var en lettelse at slippe af med den dumme skid.

For at fortælle alt jeg ved om Gardes videre færden. Da jeg som gazasoldat havde været der et halvt år, og der kom nye folk til, fik vi en som hed Kjær fra livgarden og netop fra føromtalte maj-rekruthold i Sjælsmark. Han fortalte, at de havde fået en tosset sergent Garde fra Sandholm. Jeg spidsede selvfølgelig øren og ville gerne høre, hvordan det var gået.
Garde var bestemt ikke blevet klogere nærmest endnu mere tosset, fordi han ikke kom på officersskole. Det blev så slemt, da Sjælsmark kompagniet skulle have KC time, hvor kun chefen og de menige var til stede, og hvor KC gennemgik den forgangne måneds øvelser og den kommende måneds øvelsesplan.
Sidst i timen sagde KC: "Jeg har fundet ud af, at der er visse uoverensstemmelser i kompagniet, men jeg håber, at man i kompagniet selv kan finde ud af det, nu skal vi jo have mørkeøvelse i næste uge".

Da fik sergent Garde så mange tærsk, at han råbte på både sin mor og far, og tænk det hjalp. Han blev helt som et lam. Jeg må indrømme, at jeg ikke græd, da jeg hørte det. Det gjorde jeg heller ikke, da jeg sommeren efter min soldatertid var til ungskue i Aarhus, hvor Garde kørte rundt og demonstrerede Ford-traktorer. Jeg har senere hørt, at Garde blev salgsdirektør for Ford i Herning. Det var da godt, at Ford kunne bruge ham, og at Forsvaret slap af med ham.

Tilbage til Sandholm:
Vi havde en meget fin rekord. Da vi havde været inde i 10 mdr., var der slet ingen som havde været i spjældet en dag. Da vores normale fenrik var fraværende, måtte en anden selvfølgelig overtage. Han sad så nede i fenrikmessen og pralede med, at nu skulle han ud på idrætsbanen for at tage røven på det skide l. kompagni. Det gjorde han så ved at sige til os, at hele kompagniet skulle løbe 4 omgange på cindersbanen på en tid, der var under tiden til idrætsmærket. Ellers skulle vi løbe 5 omgange. Vi skønnede, at vi lige så godt kunne løbe de 5 omgange i moderat tempo, da tiden på de 4 omgange var umulig. Vi tøffede så de 5 omgange i samlet flok, men det var fenriken ikke tilfreds med. Han ville have spredning over feltet.

Da gav han os ordre på at fortsætte med at løbe, til der blev spredning over feltet. Da vi derefter havde tøffet afsted en times tid mere, trådte 18 ud af geleddet og sagde, at han ikke gad mere. En sergent var hurtig og spurgte, om han ikke mente, at han ikke kunne mere. Men 18 sagde at han ikke gad det pjat mere. Han blev så indberettet og fik senere 8 dage i spjældet.

Fenrikkens taktik lykkedes. Hans næste træk var, at hvis der efter næste omgang ikke var spredning over feltet, ville han udtage 3 tilfældige mand og føre dem direkte i spjældet tiltalt for mytteri. Da var der en dum håndboldspiller fra Vejle imellem os. Så dum, at jeg ikke husker hans nr.
Vi prøvede at klemme ham inde, men han var så hunderæd for at komme i spjældet, at han strøg som en pil op foran og fik sat tempoet op. Da spurgte fenrikken morakkeren, hvad han bildte sig ind, hvorfor han ikke havde løbet hurtigere noget før?

Men fenrikken var nok tilfreds med 1 indberetning. Hele sceneriet tog 4 timer, så 18 havde egentlig ret, det var noget pjat, men han kom altså 8 dage i spjældet for det.

Vores næstkommanderende Krag-Sander var blevet forflyttet til Gothersgade i København.
Vi fik en kaptajnløjtnnant fra et andet regiment, som ikke duede til at kommandere. Det var ikke så godt, da vi skulle til at øve til den blå vagt på Amalienborg den 1.nov. 1961. Vores kompagnichef var rigtig god og befalingsmændene var heller ikke så tossede. Vi havde ajd. prt. Fox Mole til teori. Det var han god til, men fægtede meget rundt med en lang pegepind. Man skulle se ham bestemt ind i øjnene, hvis man ikke ville høres i teorien. Hvis man slog blikket ned, blev man omgående udpeget med pegepinden. Men vi kunne det efterhånden på fingrene. Vi fik bjørnen og den blå uniform udleveret, inden vi flyttede til København.

En aften på soldaterhjemmet traf jeg Aksel Refsgård, min præstekammerat fra Hjortsvang Kær. Han var en lille prop og artillerist. Han var med inde på vores stue i Sandholm, hvor han tog min bjørn på. Det så godt nok skægt ud. Men han var meget stolt over at have haft en bjørn på.

Der var blevet mangel på folk til blå vagt, så den sidste uge inden vi flyttede ind på Gothersgades Kaserne, blev vi kørt ind med tog fra Birkerød. Vores næstkommanderende var så dum at føre os ind iført khaki-uniform, hvilket han fik en næse for. Så det fik han rettet til næste gang.
Efter l år i tjenesten, flyttede vi ind på Gothersgades Kaserne ved Rosenborg Slot.

Vi blev delt op i 3 vagthold. Jeg kom på 2. vagthold og derved skilt fra de fleste af mine kammerater i 1. deling, som kom på 1. vagthold. Men vi kom på stue sammen med nogle julifolk dvs. at de skulle hjemsendes efter en måned. En af disse - en bornholmer - var vores stueformand. Han gjorde mig opmærksom på, at jeg ville blive stueformand efter ham, hvilket der kunne være fordele ved, hvis man forstod at benytte sig af det, påstod han. Efter min egen vurdering lykkedes det meget godt for mig.
Ham på nabostuen var det bestemt ingen fordel for. Hvis man vil være lidt streng, kan man sammenligne vores stilling med kapoerne i kz-lejrerne. Vi havde en meget flink sergent Nord, og det gik fint på vores stue l, men på stue 2 med 66 som stueformand, gik det helt skævt. Vi stueformænd skulle skive de meniges nr. op på en liste, når man ville søge nattegn. Vi afleverede så listen til sergenten. Hvis han godkendte den, blev listen afleveret på kontoret og nattegnet blev bevilget.
Vi brugte soldaterhjemmets brevpapir, som lå på garderstuens opholdsstue. En dag, hvor der ikke var mere brevpapir, brugte 66 toiletpapir til listen. Det ville sergent Nord ikke stå model til, så der blev ikke nogen nattegn.
Det blev ansøgerne selvfølgelig sure over, og gav 66 pivepulver - det vi smurte på remtøjet - i sengen. Men 66 kunne stadigvæk ikke finde noget papir. Så sprittede de testiklerne på ham, så fandt han noget papir.

En ugestid efter, da papiret var sluppet op igen, brugte jeg en kuvert. Det gik fint igennem.

66 var måske et uheldigt nummer, for en fra juliholdet med det nummer var uheldig i Fredensborg. Han gik vagt i Marmorhaven om natten, og der var nogle dejlige modne blommer, som han spiste for mange af.
Da han ikke ville forstyrre sine kammerater på frivagt, gik naturen sin gang i Marmorhaven, og resultatet var vagtinspektøren bestemt ikke tilfreds med.

Der var 3 mand, som havde gået vagt i marmorhaven den nat, men ingen ville kendes ved lorten. Da så kompagnichefen kaptajn von Lotsbech truede de 3 med at sende dem på sygehuset for at få taget en maveprøve, ja så tilstod 66. Han fik 8 dage i spjældet for det.

Inde på Amalienborg var der under krigen blevet opsat nogle skudsikre skilderhuse ved hjørnerne af palæerne på slotspladsen og nogle i haverne bag ved. I nov. 1961 mente slotsforvalteren, at de skudsikre skilderhuse skulle males, men maleren ville ikke, da der var lort i dem.
Så blev jeg som frivagt sendt ned for at muge ud.

Jeg husker, at efter jeg kom hjem fra udmugningen, ville næstkommanderende Krag-Sander have at vide, om der var noget i. Det beroligede ham vist lidt, at jeg kunne fortælle, at det kun var i de bagerste, der var gevinst.
Senere på en blå vagt på Amalienborg blev jeg som frivagt sendt om i haven ved palæet ved vagtstuen. Jeg skulle kontrollere kontrolbrikkerne, som vagten skulle flytte fra det ene skab til det andet. Brikkerne var der.
I det ene skab var der også 3 modne Grev Moltke pærer. Dem inddrog jeg som betaling for udmugningen i de gamle skilderhuse.
Det kan nok være, de andre på vagtstuen gjorde store øjne, da jeg satte mig og guffede pærer. De havde jo grinet godt og grundigt af mig, da jeg skulle ud for at kontrollere.

Som post for gevær ved Kolonnaden skulle man sørge for, at cyklister og knallerter kørte igennem den midterste søjlevej altså samme vej som bilerne. Der var tavle med pil på, men mange overså det.
Hvis de 2-hjulede kørte ad den smalle søjlegang, kunne de komme til at køre ud og ind imellem garderne, når de skulle ud til deres geværer.

Det kunne komme til at se ret dumt ud og da også være farligt. Brostenene var altid glatte, og hvis de var fugtige var de spejlglatte. Så vi så mange cyklister vælte inde på slotspladsen. Engang så jeg 2 biler køre frontalt sammen midt på pladsen. Der var vel 50 m plads til begge sider, så man skulle tro det var løgn. De skulle selvfølgelig se efter vagten. Det var med meget lav hastighed, så de klarede det uden buler eller knaldet glas, for det var lige kofanger mod kofanger.

Som post ved Kolonnaden oplevede jeg, at en ældre dame kom cyklende med cykelkurv og anden oppakning. Jeg så godt, at hun kørte igennem den forkerte søjlevej, men jeg tænkte, hvis jeg råber hende an, vælter hun helt sikkert. På slotspladsen gik der altid en politibetjent, og han så, at jeg lod damen køre den forkerte vej. Han kom hen til mig og sagde: "Du må krafteddermig ikke lade kællingen køre den forkerte vej!".

10 minutter efter kom en mand på knallert og blød hat, som også styrede den forkerte vej. Da han var lige henne ved mig, råbte jeg "Holdt"! Han væltede ikke, men han bremsede, så knallerten gik i stå. Han hoppede af knallerten i et spring og lettede på hatten.

Jeg havde juleorlov og skulle derfor på vagt i nytåret. Nytårsaftensdag var jeg med på Amalienborg som ledsager. Der var som regel 12 mand med som ledsagere. De gik med tiltrædende vagt til Amalienborg og med den aftrædende vagt i samme skift hjem til kasernen, alt sammen for at vagtmandskabet skulle fylde lige så meget som musikkorpset i paraden.
De 9 mand blev efter hjemkomst til kasernen kørt i bil til Sorgenfri til vagtafløsning kl. 14. hos prinsesse Mathilde og prins Knud.
De 3 sidste mand havde forskellige beredskabsvagter på kasernen, f.eks. garderstuevagt, hvor man bl.a. gik rengøringskonen til hånde.

Som før omtalt, var jeg ledsager nytårsaftensdag og selve nytårsaften blev 39 og jeg kørt til Amalienborg med maskinpistoler. Vi skulle skiftes til at gå vagt i haven bag palæet ved vagtstuen. Det var fra kl. 20.00 til efter kl. 0.00 fordi kongefamilien holdt nytårsaften i palæet der.

Godt midnat var 39 og min vagt forbi, så vi ventede i vagtstuen på at blive kørt hjem til kasernen. Kongefamiliens gæster var kørt hjem. De andre vagter blev kaldt til geværer, da kongefamilien skulle køre hjem over slotspladsen. Der blev helt stille i vagtstuen. Da der kun var 39 og mig tilbage, troede vi med et, at vi kunne høre en snorken.

Det var 81 der sad og snorkboblede. Vi vækkede ham, og han røg ud som en blå tornado. Han nåede lige ud i porten og så kongefamilien køre forbi.
Vores kaptajnløjtnant fra Sandholmlejren var næstkommanderende på den vagt. Han tog det fra den humoristiske side, måske fordi han havde fået punch og håndtryk af de kongelige. Han sagde: "Men 81 dog, kan De slet ikke finde ud af, hvad de skal". Så blandede 39 sig i snakken. Da sagde kaptajnløjtnanten: "Hvad med Dem 39, kan De finde ud af, hvad De skal". 39 sagde: "Javel hr. kaptajnløjtnant, jeg skal hjem og i seng".

Den værste vagt på Amalienborg er frimærkevagten. Således kaldet, fordi den er bag hovedporten, fra porten hen til hovedtrappen der er 3 skridt på langs og 4 på tværs. Man skulle gå hele tiden i 2 timer. Man måtte dog selvom hvilken vej man gik.
Der er rigtig mange, der er blevet knaldet, når de lige har sat sig på trappen og vagtinspektøren kom ud ad hoveddøren inde fra slottet. Den vagt havde jeg heldigvis kun 1 gang. Jeg havde rigtig mange af de gode vagter, fordi vores kontormand 32 var særdeles god ved mig, når han lavede vagtlisterne.

Måske fordi jeg bakkede ham op engang, hvor de andre mobbede ham på fodboldbanen. Måske også, fordi jeg ikke som de andre forsøgte at presse ham til gode vagter. De andre fandt efterhånden ud af, at jeg ikke havde været på rigtig vagt. Det var i Sandholmlejren, så de andre hævnede sig på mig, ved at tage gas på mig.
Da jeg endelig kom på vagt i Gothersgade, fandt de aldrig ud af det. Palæet til venstre for det, hvor kongeparret boede, havde prins Knud et kontor, hvor han var en gang imellem. Så der gik kun en enkelt vagt. Ved de andre porte gik man 2 og 2.
Klokken på pladsen slog hvert kvarter så gik vagten i 10 min. og stod stille i 5 min. Det blev styret af post for gevær, som kunne se og høre uret. Da palæet med Knuds kontor en overgang var under restaurering, var der afspærret, så vagtruten var halveret.

Man var så nødt til at gå kun halvt så hurtigt som de andre, for at følges med dem. Vores nabokompagni i Sandholm, 3. kompagni, havde fået en skør kugle fra et andet regiment. Han hed vist Mathiasen. Han var meget tjenstivrig.
Engang han var næstkommanderende på blå vagt på Amalienborg, stod han i sin vagtstue og holdt øje med vagten på pladsen. Han fandt så ud af, at jeg gik meget langsomt på den korte rute ved Knuds kontor.
Efter vagtskifte, blev jeg kaldt op til Mathiasen. Han stod i sin vagtstue med bjørnen på. Jeg kom med min under armen, som reglementet siger man skal. Jeg ved ikke, om Mathiasen fattede det.
Han sagde, at jeg havde lignet en søvngængerske på vagt. Jeg opgav at forklare ham sammenhængen.

Han sladrede til vores næstkommanderende Krag- Sander, som dagen efter, da vi havde excersits kom og spurgte, hvad var der nu med dem. Jeg lod, som om jeg ingenting forstod. Men han sagde "Joh - der var nu noget med dem", og så rykkede han mig fra fløjen et geled ned. Men sergent Nord rykkede mig op igen.
Mathiasen var så tosset, at han bad vagten alarmere sig midt om natten, for at fare op på øvelsesområdet og grave et skyttehul. Da han ikke syntes, det var hurtigt nok, prøvede han en gang mere. Det var så bedre. Øvelse gør mester.

Når han på kasernen havde besøg af sin 4-årige søn, skulle knægten springe ud af bilen og lukke døren op for sin far.

På vagt på Sorgenfri gik jeg en nat som post for gevær, og det gik over tiden til vagtafløsning.

Jeg smuttede hen for at se ind ad vinduet til vagtstuen. Der sad 26 på vågestolen og dinglede rundt som en groggy bokser. Vågestolen var ellers som en høj barstol, der skulle vælte, hvis man faldt i søvn, men 26 kunne altså klare det uden at vælte.
Vagten blev skiftet meget hurtigt uden at vagtkommandøren, som lå og sov på briksen, opdagede ret meget. Han vågnede op og syntes, vi var lidt sent på den.

Engang 26 gik vagt ved damefløjen, var det højt flot vejr. Han lagde sig da på græsset med bjørnen som hovedpude og røg på sin pibe. Så ringede prins Knud til vagtkommandøren. Prinsen ville gerne have vagten op at stå, men han skulle endelig ikke indberettes.

Tænk - 26 gjorde det en gang til og hele historien gentog sig. 26 var altid meget heldig, men vagtkommandøren var tosset over disse rejsegildeture.
En nat hvor jeg gik vagt i haven bag slottet i Sorgenfri, så jeg prins Knud stå på havetrappen og tisse ud i haven. Han må ikke have kunnet nå at komme pa wc.

2. og 3. vagthold var så heldige(dygtige) sammen med kaptajn Diothinski at lave et par parademarcher på Amalienborg Slotsplads, som sad lige i øjet uden at det var nødvendigt at rette ind efter frontmarchen. Det gav ekstra orlov. Det var de andre i l. vagthold sure over, for det gav ekstra vagt til dem.

Vi gik en del i Nyhavn, når vi havde fri. Når vi havde fri på forskellige tider ,lagde vi små sedler på hinandens senge for eventuelt at mødes. Engang havde jeg skrevet: 50 mød mig på 17 kl. 15--28. Han fandt ud af det, og vi mødtes på værtshuset Nyhavn 17.

Pigerne på værtshusene var flinke til at få os soldater med, når der var nogen, som gav en omgang. Men det duede ikke at komme i civilt tøj, som vi kunne skifte til på soldaterhjemmet.

I 1962 kunne man søge til Gaza som FN-konstabel. Jeg havde hørt, at det var fint at komme derned som hundefører. 32 hjalp mig med at skrive en ansøgning. Vi skrev bl.a., at jeg havde haft egen jagthund i 2 år. Kontor-fenrikken sagde, da han så ansøgningen: "De kan være glad for, at kaptajnen har ferie i denne uge, han er nemlig jæger". Hvad mon fenrikken mente med det.

En af de første fredag-lørdage i februar var jeg på vagt på Amalienborg. Da jeg lige var kommet på den sidste post lørdag kl. 10, kom der en militærbil farende med en frivagt hjemme fra kasernen. Han skulle afløse mig, fordi de på kontoret havde fundet ud af, at jeg skulle møde på hundeførerskolen på Flyvestation Værløse om mandagen.

Jeg skulle så med bilen hjem på kasernen og skifte tøj, pakke det meste af min udrustning sammen og suse til Sandholm, inden depotet lukkede kl. 12. Jeg fik heldigvis lov til at beholde mit gevær.
Vi nåede det, og vi nåede hjem til Gothersgade, så vi kunne spise middagsmad sammen med mine kammerater fra afgående vagt.
Da vi sidder og spiser, kommer vagthavende og spørger, om der ikke er en, som har glemt at aflevere sin laderamme med de skarpe patroner. Det kan nok være, at jeg fik røde ører, da jeg kom i tanke om, at patronerne sad i mit gevær.
Sergenten var heldigvis flink. Jeg fik lov at gå op for at aflade geværet og komme ned for at aflevere patronerne, uden at han skrev rapport. Ellers var min Gaza-tur nok gået fløjten.
Det var jo også blevet en hektisk dag. de på kontoret har nok været bagud med gennemgang af posten, siden det fik sådan et forløb. Mandagen midt i februar mødte jeg på flyvestation Værløse sammen med 9 andre soldater fra andre regimenter, som også skulle være hundeførere.

Flyverløjtnant Krog tog imod os. Han var chef for hundeførerskolen, som var en gammel landbrugsejendom. I stuehuset var den ene stue teorilokale, den anden var kontor , som oversergent Olson bestyrede. I køkken og bryggers lavede Bøje og gamle Hansen mad til hundene. Hansen kogte kød i gruekedlen. Han var pensioneret bagermester. Bøje var forhenværende flyversoldat, der var blevet lidt handikappet ved et trafikuheld, hvorefter krog fik ham ansat på hundeførerskolen. De gamle udhuse var så indrettet til kenneler med løbegårde, som overkonstabel Rasmussen stod for. Han var en lidt rund rigtig sjællandsk bondekarl.

Der var også en lille hestestald, med en enkelt hest til officerernes disposition. Der var så en husar til at passe hesten.
Der var også hunde i pension, som blev brugt til forsøg og forskning.
Der blev også brugt vagthunde på flyvepladsen om natten. Fra Værløse leverede man også hunde til Karup og Ålborg flyvepladser.

Til os nye elever var der indkøbt flere nye hunde, hvoraf vi hver kunne udvælge os en. Der var flest Schæfere, et par Doberman og en del vejkryds. Jeg valgte en sort schæfertæve, som hed Centa. Det var en hel ung hund, der var fuld af temperament. Hun kom i løbetid, så der var nogle dage, hvor jeg måtte bruge en anden hund.

En dag ude i øvelsesområdet med hundene, kom 84, depotmanden fra Gothersgade, farende i Rugbrødet. De skulle have beholdt mit gevær. Det fik han så med.
Vi havde fået udleveret pistoler, som vi blev undervist i at bruge. Ole fra Ringsted havde en schæferhund derhjemme, som Ringsted politi lånte.

Han valgte en stor stæk schæferhund på hundeførerskolen. Det var en hund, Krog havde købt hos en familie, hvor den ville snerre ad børnene, når de kom tæt på, når hunden åd. Så de turde ikke beholde den. Det gik fint med den og Ole den første uge. Lørdag formiddag skulle vi muge ud i kennelen og strø nyt tørt halm. Derefter fik vi af Hansen et kødben, som vi skulle gå ind til hundene med og ellers hygge os med dem, inden vi skulle have orlov ved middagstid.
Da Oles hund havde fået sit kødben og han klappede den, knurrede den ad ham. Han smækkede den et par på hovedet og sagde, at den ikke skulle knurre ad ham.
Men så blev han meget hurtigt klar over, at han skulle ud af kennelen, for hunden blev helt vild af raseri.
Hundene blev ikke luftet om søndagene, når vi havde orlov. Ole håbede, at hans hund så ville være dampet af til om mandagen. Det var den også delvis. Den var stadig sur på ham og knurrede lidt under luftningen.

Senere på dagen skulle vi have sporsøgning på Målevgård Alle.

Hundeførere + hunde blev kørt i en GMC-lastbil. Vi trampede nogle spor i græsset, hvor vi lagde nogle genstande, som hundene skulle finde på sporet.
Vi havde hundene i en lang snor. Vi skulle lade dem gå linen ud. Derefter gik vi frem til hunden og roste den, hvis den havde fundet noget, og sendte så hunden videre frem ad sporet.

Da Krog fandt ud af, at Oles hund var sur, skulle de først på sporet. Hver gang Ole kom frem til hunden, knurrede den ad ham. 3. eller 4. gang han kom frem, overfaldt den ham og bed ham i armene. Krog gav oversergent Overgård ordre til at tage Ole og hans hund med i lastbilen hjem til kennelen. Da hunden var hoppet op i lastbilen og Ole sprang op til den, overfaldt den ham igen. Han blev noget forbidt på armene, inden han fik hunden i kennelen.
Ole fik en stivkrampeindsprøjtning, og hunden blev aflivet.
Jeg sagde til Ole, at det var hans egen skyld, at det gik som det gjorde. Det var han vist også godt klar over. Han fik en Doberman hund i stedet for den aflivede.

Oversergent Overgård var fra Ålborg. Han sku1le være næstkommanderende i hundetroppen i Gaza. Vi skulle have en norsk fenrik som chef, da halvdelen af troppen (delingen) var norsk. Det var alene norske hunde, vi skulle gøre brug af dernede. Erland-menig, som også var fra ålborgegnen, havde foruden den hund han brugte i undervisningen fået øje for en sort puddelhund i forsøgsafdelingen. Han tog den ud af kennelen til luftning og leg. Da fik Overgård den ide, at få den med til Gaza som maskot.

Vi kaldte den Pedro selv om det var en hunhund. Efter Overgårds ansøgning, fik vi lov til at tage Pedro med. Den skulle selvfølgelig vaccineres lige som alle. Vi andre var dagen efter vaccinationen hundesyge og lå i sengen hele dagen, men livede da op til aften.

Vi var nogle gange til fest i Bøndernes Hegn i Fiskebæk. Da vi fik vores første månedsløn udbetalt som konstabler skulle det naturligvis fejres i Fiskebæk. Olson advarede os mod at gå ind og spørge om, hvad værtshuset kostede. Vi spiste først middag på en hyggelig kro, og derefter en tur på bøndernes paradis, som det også blev kaldt, i Fiskebæk. Det var en fin aften.

Vi havde nattegn til kl. 01.00. Da vi var kommet godt igennem vagten hjemme i Værløse, var Ole og jeg så trængende, at vi ikke kunne vente til vi nåede til et wc. Vi stillede os an og tissede, men vi tog os ikke i agt for at vejen skrånede ned mod vagten, så det løb ned mod ham. Vi blev kaldt tilbage og skrevet op.

Dagen efter blev vi kaldt ned i vagten, hvor vi snakkede os fra en indberetning. Det var vi ret heldige med. Jeg mener nemlig, at flyversoldaterne var lidt misundelige på os, da de ikke havde mulighed for at komme til Gaza.

Der havde været lidt gniderier imellem os i kostforplejningen, hvor konstablerne spiste adskilt fra de menige. Vi havde ikke faet vores konstabelmærke til at sy på ærmet udleveret, men det gik da uden at vi skulle til at vise vores kontrakter frem.

Efter de 6 uger i Værløse skulle vi til Jægersprislejren, hvor vi skulle være i 14 dage sammen med de andre, der skulle være vagtstyrke i Gaza. De havde været der 1 måned.

Vi boede i de gamle tyske træbarakker med kakkelovn. Jeg blev afgivet til tutten. Det var meget hyggeligt at arbejde sammen med nogle ældre damer. Der blev taget fotos af os til FN-pas.
Så var vi ved at være klar til afgang til Gaza. Overgård, stueformanden, Erland, Pedro og et par mand mere fra hundeafdelingen kom med det første fly. Vi andre kom med det andet et par dage efter.

I mit FN-pas stod der, at jeg havde røde øjne og blåt hår, så jeg var klar over, at jeg skulle mimre som en kanin for at komme igennem tolden.





Opdateret d. 7.2.2022