Ændringer på Østerskovgaard:
De hvide huse, stuehuset og laden, er bygget i 1872 og 1876 af mine oldeforældre. De var selvfølgelig med stråtag.
Mine bedsteforældre fik sat kvist og cementtagsten på stuehuset omkring 1915. De fik bygget de røde staldlænger i 1913 og 1929.
Kostalden skulle have kostet 8.000 kr. at bygge i 1929. Vi fik tagstenene på stuehuset skiftet ud med asbestplader i 1975. Det kostede 25.000 kr.
Efter Inger flyttede her til i 1987, har vi restaureret på huset frem til 1996 for ca. 300.000 kr.
Mine bedsteforældre fik hoveddøren i stuehuset flyttet fra det 3.vindue set fra gavlen mod
Lehnsgård til det 3. i den anden ende i gårdspladssiden.
I den nye forgang var der en dør lige ud, som førte til bryggerset. Døren til venstre gik ind til "æ båer stou" (Borgerstuen). Det var altså ikke nogen folkestue. Om aftenen opholdt gårdens familie og tjenestefolk sig i den lille hyggelige stue. Der var en kamin i hjørnet ind mod køkkenet. Til højre for døren som fører ud i køkkenet, var der en lille hjørnehylde med bøger, og der var cigaretter og cigarkassen, som blev tilbudt gæsterne og nogle gange fiskemanden og landposten.
Der var træpanel under vinduerne og der stod en træbænk til det ovale bord. For enden af bordet ind mod spisestuen stod der en armstol, som jeg kan huske at min bedstefar sad i. Jeg var kun 3 år gammel, da han døde. I hjørnet ved armstolen, stod tobaksbordet med radioen oven på. Til daglig om vinteren blev der kun fyret i kaminen i "æ båer stou", men selvfølgelig i komfuret i køkkenet. Når der var mange gæster, blev der fyret i alle tre stuer. Så skulle man passe på ikke at lade den åbne dør fra "båer stouen" komme for tæt på kaminen, så lakken på døren begyndte at boble.
Til højre for døren ind i spisestuen, stod den høje runde kakkelovn. Til venstre stod skrivebordet. Lysekronen var under rosetstukken midt i stuen, hvor det gamle fembenede spisebord stod. Bornholmeruret stod i mine bedsteforældres tid i deres soveværelse. Der står 1853 på urskiven, så det har altså stået i det forgangne stuehus. Mine forældre fik skillevæggen imellem "æ båer stou" og spisestuen pillet ned lige først i 60-erne. De fik så en oliekamin i stedet for kakkelovnen og kaminen.
De fik maler Sørig til at tapetsere det skallende gipsloft. Nu har Inger så hvidtet det, og det holder stadig fint.
Det halvabstrakte billede af stuehuset med navne på min slægt, har Ingers kollega Per Jakobsen lavet. De broderede margueritter, har min mor syet. Billedet med den store guldramme med bonderoserne, var her på gården. Alle de andre billeder, er Inger kommet med.
Den øverste stue "pæn stuen" stod tom, da min bedstemor kom hertil for snart 100 år siden. Hun
havde været husbestyrerinde på nogle af de større gårde ved Horsens, der var hendes hjemegn. Der havde hun nok set nogle fine trælofter, så hun fik et sådanne lavet.
Da mine forældre flyttede ind her, var bjælken ud mod gavlen helt rådnet væk, så det fine loft var ved at synke ned. Far hjalp Bech med at tage det yderste felt af loftet ned. Alle brædderne skulle nummereres, for at de kunne blive sat rigtig op igen.
Brædderne er 5 kvart tomme tykke. Der var fuld af havreskaller imellem de 2 hold brædder. Loftet blev brugt til kornmagasin i mine bedsteforældres tid. Mus og rotter har rigtig hygget sig. Leif Sivertsen kan huske, at der var rotter på loftet, da han var på ferie her.
Vi bruger nu den øverste stue som spisestue.
Dørene til højre i den øverste stue førte ind til de 2 gæsteværelser. Her sov bl.a. kontrolassistenten l gang om måneden når han pendlede rundt på gårdene i gamle dage.
Mine forældre fik de 2 værelser lagt sammen. Vi bruger det nu til kontor. Det er det eneste rum i huset, som vi ikke har restaureret.
Vi har dog sat en dør i ind til det lille rum, der var imellem gæsteværelserne og det gamle soveværelse, den nuværende vævestue.
Vi fik også sat døren i ud til haven. Hele inventaret i vævestuen er Inger kommet med, men dog ikke det gamle bryggersbord, som hun bruger til arbejdsbord.
Køkkenet har også fået en ordentlig omgang. Spisebordet stod ved vinduet i bedsteforældrenes
tid. Mine forældre fik vand op i køkkenet. Køkkenbord med vask blev placeret ud mod vinduerne. Spisekrogen blev så, hvor det gamle brændekomfur havde stået.
Vi tog væggen ned imellem spisekammeret og køkkenet. Da vi fik huset sandblæst udvendigt, kunne vi se, at der havde været et kældervindue i soklen.
Spisekammeret havde også været pigekammer. Poul og jeg havde værelse sammen der, inden det blev spisekammer.
Skillevæggen var i øvrigt en stor myretue, så det var godt, at vi fik den ned. Vi fik lavet køkkenbord og vask midt i rummet. Vi kunne bruge de gamle skuffer fra mine forældres køkkenskab fra præstegårdstiden. Kurt Madsen murede køkkenbordet og loftstrappen med buerne. Kurt er vist det man kalder meget kreativ. Vi var meget glade for hans hjælp. Vi har haft en utrolig masse hjælpere.
Her nævner jeg lige de fleste, som jeg husker: mor, svigermor-/morbror Åge, bror Poul, Carsten, Sonja, Micael, Karin, Ja og Karin og Sonja en gang mere.
Endvidere Ejler, Jess, Hans, Per og så kommer alle de andre almindelige håndværkere, om jeg så må sige.
Far, Jens, Peter og Kirsten hjalp til i stald og mark. De 2 store børnebørn Stine og Malene kunne fint hjælpe til med butikken, når vi er på marked. Magda fylder 94 år den 18. april. Hun kan stadig lave noget håndarbejde, ryge en cerut, se fjernsyn og snakke, alt sammen på en gang. Men hun er ikke rigtig tilfreds med, at hun ikke rigtig kan lave havearbejde mere.
Når de er her fra Fyn, arbejder vi så nogle gange 4 generationer sammen.
Det var i 1994, vi gik i gang med at lave 1. salen beboelig. Kurt havde som før nævnt lavet
trappen op på loftet, da vi restaurerede køkkenet. Han og Poul hjalp med planlægningen. Poul regnede størrelsen ud på radiatorerne. De skulle være ekstra store, da vi kører med lav temperatur på vandet fra staldvarmen. Tørring vvs og pejsecenter klarede opsætningen.
Flemming Ahlgren´s firma lavede alt træarbejdet. En studerende fra Ingeniørhøjskolen i Horsens og kromandens søn i Korning klarede elinstallationen.
Hele herligheden kom til at koste 160- til 170.000 kr. Vi fandt senere ud af, at vi kunne have søgt om tilskud til restaureringen af loftet, når vi ville bruge det til bondegårdsferie, men første punkt var, at man skulle søge tilskud, før man begyndte at restaurere. Derfor var vi ikke så tilfredse med landbrugsrådgivningen.
Far trænede med at gå op ad den nye trappe, da det var meningen, at han sammen med mor og Alma og Per skulle på besøg hos Jonna og Tage på Sjælland i efteråret 1994.
Far vidste, at han skulle gå fra vogndækket op ad trappen på Storebæltsfærgen.
Far døde den l7.august, så det nåede de ikke.
Den første jul efter hans død blev holdt med juletræ på loftet i gavlværelset mod Skovborg. Skillevæggen med skydedøren var endnu ikke sat op. De var der fra Fyn og Uldum og naturligvis Mor og Magda.
Restaureringen på loftet blev lavet i 2 omgange.
Vi modtog de første feriegæster i pinsen 1996. Det var en norsk familie. Til i dag har vi haft 1242 overnatninger.
I sommeren 1975 var de gamle cementtagsten på stuehuset ved at være udtjente. De havde da
holdt i godt 60 år. De blev skiftet ud med asbestplader.
Vi fik en vippetermovindue i kvistværelset og 4 almindelige vinduer i gavlene. Det hele kostede 25.000 kr.
Morbror Åge, som vat gået på efterløn, var flink til at hjælpe os med at tynde roer, og om efteråret med at tage dem op. Især når det var pløret, kunne det se håbløst ud.
Sidst på denne sommer hjalp Åge os også med at forlænge kalve- og kviebåsene, så der blev plads til 34 malkekøer. Poul lavede jerninventaret. Vi flyttede 4 - 6 køer hen i de nye båse, så vi kunne få det gamle rådne træinventar skiftet ud efterhånden. Vi lavede kalve og kviebåse i alle svinerummene nede i den ældste staldbygning, undtagen i 2 rum.
Det samme år, lige inden jul, fik vi installeret rørmalkningsanlæg. Med 2 nye malkemaskiner kostede det 13.000 kr. Det var en stor lettelse at blive fri for at bære alt mælken ind i malkerummet, især da vi hurtigt kom op på 34 malkekøer.
Vi var jo kommet ind i EF i 1973, og mælkepriserne var ret gode, så det gik ret godt.
I 1977 købte jeg mine forældres halvpart i gården for 600.000 kr., men det var efter myndighedernes vurdering 80.000 kr. for lidt, så jeg skulle af med 10.000kr. i gaveafgift.
Så slap mine forældre til gengæld for at betale kapitalvindingsafgift. Det skulle være en god byttehandel efter landboforeningens udsagn.
Mine forældre byggede i 1978 nyt hus på grunden ved den gamle foderstofbygning nede ved Hjortsvang gamle station.
Det var Kurt Madsen, som stod for murerarbejdet. Karins farbror Anders Hansen klarede tømrerarbejdet. Poul hjalp til som altmuligmand. Han havde konstrueret en byggelift, som blev sat på 403-Bukh´en, så han kunne løfte tømmeret på plads.
Verner Markussen havde lavet tegningen til huset. Det var klar til indflytning i efteråret. Mor og jeg flyttede det meste af deres sager en søndag eftermiddag, hvor far passede køer. Han var nemlig ikke meget for at flytte. Det eneste, vi ikke kunne få ind i Borgwarden, var fryseren. Den måtte vi have bag på traktoren.
Far var kommet på sprøjten, fordi han havde fået sukkersyge. Derfor blev han tilkendt invalidepension.
Vi holdt den første jul i det nye hus. Vi havde inviteret Jan og Børge Sivertsen fra København. Karen var død det år, men hun havde nået at købe en kgl. porcelænsjægerplatte, som Børge havde med som julegave til far.
I foråret 1979 lagde Anders Hansen nyt bliktag på kostalden. Det kostede 25.000 kr. De gamle plader var rustet i overlæggene på den indvendige side, sikkert fordi man havde brugt høsalt.
Poul lavede en kraftfodersilo af spånplader oppe på kostaldloftet. Så var vi fri for at hente det bag på traktoren nede fra den gamle foderstofbygning, hvor vi fik det pustet løst ind, da det vat blevet alt for dyrt at få det i sække.
Vi fik også lagt større betonbund ved møddingen til ca. 20.000 kr.
Den sommer havde Horsens- og Vejle Folkedanserforening i fællesskab arrangeret en bustur til Europeade i folkedans og sang.
Det var i Antwerpen i Belgien. Jeg tog med, selv om det blev tæt på høst.
Vi blev indkvarteret på en afdeling af St. Barthalomæus Hospital. Lokummet var stoppet, men ellers var det godt nok. Herrerne sov på en stor stue og damerne på en anden lige overfor.
Det var hospitalssenge med hjul, som vi sov i.
Da Evald snorkede som en gammel kaffemaskine, var der et lyst hoved, som fandt på at køre ham ind til damerne. De skubbede ham ud på gangen igen.
Så var der endelig en, som kørte ham ned på baderummet. Der stod han så og boblede hele natten. Det så godt nok skægt ud, da Evalds kone om morgenen kom trækkende med ham ind til os. Evald sad op i sengen og kløede sig i håret.
Vi var med til en del små opvisninger rundt på byens pladser og så den store i en hal. Det var ret folkeligt og fornøjeligt.
Den sidste nat, var vi ude i byen sammen med nogle af de franske dansere. Det var sjovt, og blev også ret romantisk.
Herhjemme var far begyndt at høste. Da mejetærskeren punkterede, fik han Poul til at lappe. Da han var ude i marken for at skrue hjulet af, kom en ræv meget tæt på. Da Poul så skulle ud med hjulet, tog han fars jagtgevær med, og han fik ræven skudt. Den blev undersøgt for hundegalskab, men den havde det ikke.
Det var strengt at komme hjem, men vi fik da høsten godt i hus. I Lehnsgård gik de fra malke- til fedekvæg.
Lille Bedste faldt og brækkede lårbenet, og man sagde, at hun ville være i kørestol resten af sine dage. Derfor kom hun på plejehjem i Brædstrup.
Mie boede så alene i huset. Åge og jeg fik de andre søskenes underskrift på, at hun kunne overtage
huset, men det kneb for Mie at være ene. Hun fik oftere sine nedture, hvor hun lå i sengen og ingenting kunne.
Min mor og jeg kørte nogle gange ned med mad til Mie, når hun havde det dårligt. En aften kørte vi i Borgwarden ned med kyllingesteg, brun sovs og kartofler. Det var nemlig en af Mies livretter.
Aftenen efter, da jeg kører Anna Beck hjem fra folkedans, siger hun pludselig: "Jamen uha endda. Hvad er dog det, jeg har fået fingerne i".
Jeg er sikker på, at hun bestemt troede, at det var en lort, hun havde fået fingerene i.
Jeg var med det samme klar over, at det var brun sovs, så jeg fik
stoppet i en fart, og fik Annas fingre tørret af.
Bedste døde 93 år gammel, og Mie kunne ikke være alene i huset. En vinter boede hun hos Stinne og Rasmus i Hvirring. Åge havde opsyn med huset. Det havde han en masse bøvl med, især da fyret gik i stå og varmerørene sprang.
Man blev så enige om at sælge huset. Det var også Åge, som fik den tvivlsomme ære at klare det, og dele pengene ud til de andre søskende. Der var nogen, som han ikke engang fik tak fra, og fra Johannes fik han direkte utak.
Utak er verdens løn, som man siger.
Mie kom på plejehjemmet i Aale, hvor hendes moster Andrea også var.
Europeaden i 1980 var i Schweiz. Vi boede på 4. sal på en skole. Det var Horsens- og Hatting folkedanserne, som stod for turen denne gang. Jeg dansede med den lange Anna Balling fra
Lundum.
Folkedanserne fra Middelfart boede nede på 3. sal. Dem blev vi ret kendte med, da vi dansede sammen om aftenen nede på legepladsen.
Per og Marianne plus et par stykker mere fra Middelfart og nogle fra Horsens inviterede jeg med til høstfest i Hjortsvang Forsamlingshus om efteråret. De overnattede her.
Det var ret festligt.
Året efter var vi med Europeaden i Bretagne og Normandiet i Nordfrankrig. Der var i vadehavet lavet en dæmning ud til en klippeø med et kloster midt på øen og landsbyen bygget ned ad klippesiderne. Det hele var snart indrettet efter turister. Det kostede l franc at få lov til at tisse på deres wc.
Det år dansede jeg med Stella fra Horsens.
Jeg måtte skrotte den gamle Borgward. Peter Wilhelmsen havde overtaget sin svogers gamle Opel. Den lavede han i stand, og jeg købte den for 10.000 kr.
I 1981 byggede vi maskinhuset eller foderladen, som det skulle hedde, for at vi kunne få et tilskud. Vi opbevarede da også alle vores roer og lidt halm i halvdelen af huset, så det var da ikke helt løgn. Det var rart at være fri for roekulerne, især da det den vinter frøs 20 grader.
Det samme år lavede vi spaltestalden i den gamle hestestald, hvor der blev plads til 25 kvier. Det kostede 80.000 kr.
Foderladen kostede 113.000 kr., så jeg tog et DLR-lån på 245.000 kr. Renten var dengang 18 procent. Jeg fik det senere lavet in-konvertibelt på 9 procent. Jeg er færdig med det lån om 13 år.
I 1981 blev der lagt en overfladevand- og kloakledning ned over min mark på skrænten ved Skovborg. Det har givet en masse bøvl med drænledningerne. Nu er den gal igen i år.
I de følgende år var jeg med folkedanserne i Tyskland, Østrig, Italien, Sverige og Spanien.
I Tyskland var det i en mindre by, som hed Swalmstadt, som vist betyder Tvillingeby. Det var da også 2 mindre byer, som næsten var vokset sammen.
Det blev langt at gå i procession. Der var over 30 graders varme.
Tyrkerne var med for første gang i deres tyndbundede sko. Asfalten brændte igennem de tynde sko, så tyrkerne besvimede i stribevis og blev kørt på sygehuset. De manglede nok også væske.
Det år dansede jeg med Maja Kristoffersen fra Kalhave. Hendes mand Henning var med som spillemand.
Vi fik lavet nogle søndagsfolkedansertræf her nede på den gamle foderstof, hvor vi dansede oppe på loftet. Dem fra Middelfart kom også. De var et par gange efter dansen med herhjemme, hvor vi spiste sammen og så hinandens billeder.
En enkelt gang var vi også i Kalhave hos Maja og Henning.
Horsens folkedansere blev i 1984 inviteret til 250 års byjubilæum i Karlstad i Sverige. Jeg dansede med Stella, men det var der Inger og jeg traf hinanden.
Det samme år var jeg med til at opføre "Eventyr på fodrejsen" i Stougårds have i Tørring samt i
præstegårdshaven i Hvirring. Jeg spillede Vermund.
Mor, Far, Jens og Peter var på Stougård for at se det. Jens tegnede Skriver-Hans. Han flygtede i båd over den gamle voldgrav. Vi havde også et hestekøretøj på scenen. Jens og Peter havde i hvert fald en god oplevelse ud af det.
Opførelsen i Hvirring var den 8. juni på min fødselsdag. Marianne og Per fra Middelfart var der for at se på. De var bagefter med hjemme ved mor og far, hvor vi fik en lille en til kaffen.
Det år gik Europeadeturen til Spanien, hvor vi fik en masse dejligt rødvin, og spanierne var herlige positive mennesker i modsætning til f.eks. østrigerne, der virkede noget preusseragtige.
Der skete virkelig mange ting i 1984. Mælkekvoten blev indført. Den blev beregnet af leverancen i 1982 og jeg var så heldig, at have leveret meget mælk det år, så min mælkekvote kom til at lyde på næsten 174000 kg.
Kvoten kunne som regel overskrides med 4-5 procent, ellers skulle man betale afgift af overskridelsen.
Et enkelt år gik det galt med en overskridelse på 1600 kg. Det kostede 4000 kr.
Den sidste tur med folkedanserne, var til Milano i Italien. Det var i 1985.
Vi var bl.a. inde at se de store Fiat bilfabrikker. Det var virkeligt stort. Vi blev kørt rundt i minibusser. Nu går det ikke så godt. Man taler om.at bilfabrikkerne bliver sat til salg.
Året efter fik far en ny hofte på Kolding Sygehus. Det ene ben blev 5 cm. for kort, så man tilbød ham specialsko.
Far sagde: "Hvad så med mine gummistøvler", men afdelingssygeplejersken kunne virkelig ikke forstå, hvad en gammel mand på snart 75 år skulle bruge gummistøvler til og vi skal jo spare sagde hun.
Men far skruede en udvendig sål på støvlen til det korte ben.
Det blev så galt, når han lavede indhegning. Det var han vandt til at gøre selv om der var strøm på. Nu blev der forbindelse fra skruerne i sålen op til skruerne i hans hofte. Derfor måtte han stå på et ben, når han lavede indhegning.
Far kom ikke til at kunne malke køerne mere. Det havde han ellers gjort hver anden søndag, og når jeg var på ferie. Jeg gik i gang med at lære Jens malkekunsten, så han kunne klare det, når jeg skulle have fri. Frydensbjerg, som var pensionist og boede i huset modsat side mine forældre nede ved den gamle station, hjalp i høst og gik i skoven.
I kostalden fik vi installeret affugtnings- og genvindingsanlæg, så vi kunne udnytte varmen fra stalden inde i stuehuset. Det kostede 60.000 kr. Det var så fuld fradragsberettiget.
Da vi brugte olie kostede det 16.000 kr. om året at varme stuehuset op. Nu regner vi med ca. 4.000 kr., så det har betalt sig godt, selvom vi også har haft en udgift til kompressorer på ca. 12.000 kr.
I foråret 1987 solgte Inger sit hus i Kildegade i Horsens og flyttede her ud på gården. Den 18. april fik vi Sonja og Karsten gift. De boede i Odense, hvor Sonja blev sygeplejerske, og Carsten læste historie. Da Carsten sprang fra historien til teologien i Århus, fik de lejlighed i Skanderborg. Efter brylluppet gik vi i gang med at restaurere vores gamle stuehus fra en ende af. Inger ville godt bruge pengene fra hussalget til det. Der blev dog vist en lille skilling til Michael og Carsten.
Inger arbejdede som tegnestueassistent hos Raackmann i Horsens. Hun kørte på arbejde i den gamle Opel.
Poul og Kurt var med til planlægningen af restaureringen. Kurt skulle klare alt murerarbejdet i sin fritid. Morbror Åge var alt mulig mand.
Vi begyndte med at flytte bagdøren hen midt i gavlen, hvor der ellers var et vindue. Væggene til spisekammer, mælkestue og bryggers blev revet ned og nye bygget op, så spisekammeret blev sløjfet, køkkenet og mælkestuen blev større, og bryggerset blev mindre. Alle gulve blev brækket op. Der blev lagt varme i gulvet i bryggerset under klinkerne.
Der blev bygget en brusekabine til badeværelset.
Hele køkkenet blev renoveret med korkfliser oven på cementgulvet. I den gamle mælkestue blev der lagt tæppe på, og der indrettede vi soveværelse. Det gamle soveværelse blev have og vævestue også med kork på gulvet og med en dobbelt dør ud til haven. Det kostede ca. 80.000 kr. Det gjorde 25 nye vinduer og 2 døre også. Ja, vi fik også nye lofter i hele den nederste region, og trappen op på loftet blev flyttet. Kurt lavede en cementtrappe med klinker.
Ejler satte lofterne op. Han er gift med Ingers veninde Sonja. Jess lavede el. Han var ansat hos Raackmann lige som sin kone Lone og i øvrigt også Ejler var.
Vi havde elkomfur og alt det andet køkkengrej inde i stuen, under denne første etape.
Om sommeren hjalp Åge med at grave ud til terrasse ved havedøren, og til et par damme og en bæk i haven. Selv om far ikke var meget havemand, kunne han godt fryde sig over det, og sagde, at det ville have glædet hans mor.
Engang havde hun plantet jordbær på skrænten nede ved mergelgraven, fortalte far.
Kurt lagde stenene på terrassen. Frydensbjerg skulle køre sten ind på trillebør, men han tabte hurtigt pusten, da først Kurt kom i gang, så jeg måtte hjælpe til.
Året efter gik vi i gang med anden omgang af stuehuset. Der skulle nye gulve i stuerne og ydervæggene skulle isoleres. Der var jord næsten helt op til gulvbrædderne. Det kørte Hans-Åge og Kurt ud på trillebør, og der skulle sand, Leca og beton ind.
Vi ville have fyrretræsgulve. Det klarede firmaet Flemming Ahlgren, ligesom Flamingo isoleringen på væggene.
Inger og jeg rev gammelt tapet og Cellotex af. Der var mange lag. Til sidst var der sømmet blik på væggen. Da ringede jeg til Flemming for at høre, om vi også skulle rive det af. Han mente, at vi skulle lade det sidde, så det gør det.
Inger tapetserede væggene og hvidtede gipsloftet.
Hele anden etape kostede ca. 80.000 kr. Så havde Inger heller ikke flere penge.
Far kom på sygehuset i høst det år, og man fandt ud af, at han ikke havde sukkersyge mere, så han slap for sprøjten.
Peter Wilhelmsen kom og hjalp med at høste en søndag. Far fik ballekasterarmen, lige midt i panden. Da han tog greben af. Han måtte på skadestuen, da der var gået hul på en blodåre.
Han væltede flere gange med halmvognen. Det gjorde Kurt også en enkelt gang. Det hjalp, da vi vendte hjulene på vognen, så den blev mere bredsporet.
Vi begyndte at sælge det høstede korn direkte fra marken, til naboen Sejer Mortensen. Far kørte kornet derop. Frydensbjerg og Jens overtog mere og mere, da det begyndte at blive for besværligt for far, men regnskabet tog han sig stadig af.
I efteråret 1983 tog Poul, Kurt og Peter W og jeg til Lemvig, for at se på JL-traktorer. Det var dansk samlede Fiat-traktorer med lydsvage danske førerhuse.
Ved juletid, fik jeg handlet med Jens Lauersen. Prisen blev 101.000. Det er en traktor med 70hk.
I 1985 byttede jeg John Deeren og den gule Bukh med en JL-traktor magen til den første. Bytteprisen var 110.000 kr. Det var en stor stigning på 2 år. Det var med Jonny Jørgensen i Vandel, jeg handlede.
Det samme år købte jeg hos Jens Poul i Aale en frontlæsser og en 10 meter halmbane, som kunne bruges sammen med transportøren, og halmbanen kunne flyttes rundt oppe på staldlofterne.
Man kunne få tilskud til at ansætte arbejdsløse. Det ville jeg prøve. Vi fik ansat en tømrer fra Tørring. Den første dag blev han sat i gang med at kalke stuehus. Dagen efter gik han til lægen, og blev sygemeldt med dårlige nerver.
Så var det slut med ham.
Anton i fagforeningen SID skaffede os Preben fra Hvirring. Han kunne godt arbejde. Han hjalp med at tage roer op og tynde ud i skoven. Mine forældre fyrede med træet, men det kneb for Preben at møde om morgenen, især om mandagen, da blev han mange gange helt væk.
Det gik efterhånden op for os, at han var alkoholiker. Efter et par måneder, ville han sygemeldes og på antabus, men den gik ikke. Han kom på antabus, men blev ikke sygemeldt, da det ikke er nogen
sygdom, sagde lægen.
Det gik ikke for godt, da Preben nogle gange undlod at tage pillerne, men vi klarede os igennem det halve år. Han snød mig vist for 4 arbejdsdage plus den tid, han bare sad nede i skoven og drak bajere. Det gad vi ikke mere.
Far skrantede lidt igen. Han havde fået gammelmandssukkersyge og kunne nøjes med piller.
Vi købte en gammel Volvo igennem Frydensbjerg. Sonja og Carsten overtog vores gamle Opel.
I 1985 tog Inger og jeg til 25-års garderjubilæum. De dumme var ikke blevet klogere end for 25 år siden, og mange af dem, der var noget ved, kom ikke.
Vi spiste en fin middag på Den gyldne Fortun på Højbro Plads lige ved siden af Laurids Betjent. Vi overnattede hos Grethe og Jørgen, Ingers kusine.
Om søndagen var der frokost i Sandholmlejren. Men da den var lavet om til flygtningelejr, tog jeg ud og besøgte Yvonne og Leif.
Inger var med pigerne på rundtur på Christiansborg og efterfølgende frokost.
Vores 25-års jubilæum på Ry højskole i 1989 var noget af en skuffelse.
Opdateret d. 29.4.2020