Flere erindringer fra Østerskovgaard:

Mine forældre holdt sølvbryllup d. 28. marts l965. Der var mange til morgensang her, og endnu flere til festen i Aale Forsamlingshus, som efter min mors ønske var uden alkohol, men med sodavand og kirsebærvin til desserten. Men festen gik fint.
Alle præstens børn var med, og de var gode til at holde stemningen oppe. Alle Jonna og Tages børn var også med.

Jeg tog billeder, men de duede ikke. Det var en stor skuffelse for min mor, men de fik en broderet klokkestreng med fugle på og med hund, bil og mine forældre på.
Det var fra Genja og Åge. Den havde Genja lavet, mens hun var nattevagt på St. Josef hospital.

Året efter, til mors 50 års dag, fik hun en klokkestreng mere med folkedansere på og fra de samme givere. De 2 klokkestrenge har min mor stadig megen fornøjelse af at sidde og se på nu, hvor hun er på plejehjemmet i Aale.

Både i 1965 og 1966 arrangerede ungdomsforeningerne i Hjortsvang og Aale sammen weekendture om sommeren. I 1965 var vi ovre hos min morbror Karl på Fyn. Året efter var vi hos en ungdomsforening i Sønderjylland. På Fyn havde vi slået vores telte op lige ved sportspladsen. De var væltet, da vi skulle i soveposen. I Sønderjylland slog vi lejr på formandens græsplæne, så der slap vi for at sove under åben himmel. Vi tabte alle vores håndbold- og fodboldkampe, men vi havde da nogle sjove ture.

Ruth og Hanne var i lære i Linnerup Brugsforening. De var i bestyrelsen i ungdomsforeningen, så dem havde jeg en del samarbejde med.

Vores kæmner Verner (skomager) Frederiksen, som også var sparekassebestyrer, meldte sig selv for svindel. Han kunne ikke holde det ud længere, efter i flere år at have flyttet penge fra kommunekassen til Sparekassen og omvendt, for at skjule manglerne for revisionen.
Det var ikke rart.

Man tog alle kommunens papirer over i Forsamlingshuset, og bredte dem ud på bordene, for at komme til bunds og få orden i sagerne.
Det fortalte sognerådsformand Tage Kristiansen mig, da han på vej hjem kom her ind med kommunens skattepapirer, hvor der med rød stift var sat en ring omkring 10 kr., som jeg skyldte i skat.
Jeg betalte de 10 kr. til Tage og spurgte, om jeg ikke skulle have en kvittering. "Nææh", sagde Tage, "ikke når du betaler til mig".

Der blev holdt et borgermøde, hvor man drøftede, om Linnerup-Hammer Kommune skulle gå sammen med Tørring, eller vi skulle antage en ny kæmner. Man blev enig om det sidste.

Gert Würgler blev ansat. Efter en måneds tid, ringede Würgler til mig, om jeg ikke lige kunne komme op til ham, for han var ved at forsøge på at få orden i sagerne. Da han viser mig den røde cirkel omkring de 10 kr. i skattepapirerne siger jeg: "Dem har jeg betalt til Tage".
Tage sagde: "Det ka a ski da æh hovsk". Det var jo heller ikke så rart.
"Hvis jeg skal betale en gang til, vil jeg altså denne gang have en kvittering", sagde jeg. Jeg hørte dog ikke mere til det.

Det blev Würgler, som betalte min Gaza skat tilbage. Det var han meget meget sur over. Han fortalte mig, at vi alle sammen skulle betale skat, og han måtte betale skat af det halve af sin telefonregning, og han brugte aldrig den telefon.
Det kunne jeg ikke vide noget om, men jeg så, at han tog kommunens cigarkasse frem (man brugte at give en cigar, når folk betalte deres skat). Jeg tænkte, mon han dog vil give en cigar, når jeg skulle have penge tilbage. Det ville han heller ikke. Nææh, han tog selv cigaren.
Samtidig havde han sine 3 små piger inde på kontoret, som han passede, og det gik ikke stille af. Joh, det var en rigtig skrankepave, vi havde fået ansat.

Kristian Uddeler i Foderstofforeningen stoppede. Thorben Vinderslev, som var kommis i brugsen, blev ny foderstofuddeler.

Der blev bygget ny foderstofforretning oppe ved byen. Den gamle, nede ved stationen, blev brugt til lidt lager. Efter nogle år, søgte Thorben en ny og større stilling og fik den.
Det viste sig ved opgørelsen i Hjortsvang, at der ikke var så meget korn på lager, som der var angivet ved optællingen.
Thorben havde, da han opdagede, at der var mangel skrevet, at nogle afdøde bønder havde det manglende korn lagt på lager.
Thorben måtte betale for mankoen, og han mistede sin nye stilling.

Brugsuddeler Åge Thomsen havde fået en lille hjerneblødning, så han stoppede, og uddelerparret byggede et Give-hus på hjørnet af Bækvej og Krambovej. Huset kostede 60.000 kr. at bygge.

Min far var formand for brugsforeningsbestyrelsen. Derfor var han med til at antage den nye brugsuddeler Frode Markvardsen. Ham var der rigtig gang i. Der kom nyt tag på Brugsen, og hele butikken blev moderniseret.
Frode købte det nedlagte andelsfrysehus, rev det ned, og byggede et beboelseshus på grunden. Det er på modsat hjørne af Bækvej og Krambovej i forhold til uddeler Thomsens hus.

Frode charmerede os rigtigt, men efterhånden var der nogle, som begyndte at kalde ham Frode Løgnhals. Det var der selvfølgelig en grund til.

Da Thorben lavede svindel, sagde min far til Frode: "Nu skal du lade være med at lave det samme". Men han kunne ikke nære sig.
Lærlingene Ruth og Hanne fik han sat på egen kost og lovede dem 500 kr. hver, hvis svindprocenten var på et bestemt lavt niveau, men han lavede selv et stort svind bl.a. ved at købe så mange materialer til huset på frysehusgrunden igennem Brugsen, som han kunne.
Så der blev ikke bonus til pigerne.

Da Frode sagde sin stilling op og købte butik i Østbirk, viste det sig, at han havde været den mest udspekulerede af vores lokale svindlere, og han var den, som slap billigst fra det.

Butikken i Østbirk gik kun et par år, indtil folk fandt ud af ham.
Han er nu invalidepensionist i Brædstrup.

Vi begyndte at gå til folkedans i Hvirring. Ruth og Jørgen i Lehnsgård dansede sammen og var begyndt at komme sammen. Jeg dansede med Hanne, som kom sammen med Robert.
Han havde kun tid til at være med til afslutningsfesten.

Han havde heller ikke tid til at komme med til elevfesten i Ry. Da mine forældre skulle bruge vores bil den lørdag, havde Robert lovet, at jeg kunne låne hans bil, men han havde samtidig lovet Hanne, at hun kunne låne hans bil hjem til Uhre. Typisk Robert, så jeg kom først til elevmøde om søndagen.

Robert og jeg havde dog været til fætterbal på højskolen først på foråret. Da oplevede vi, at eleverne gjorde oprør mod åbningen af festen. Vi plejede at gå i takt til musikken på 2 rækker fra dagligstuen ind i festsalen med forstanderparret og alle deres børn i spidsen. Mandø var i jakkesæt og slips. Alt det var sløjfet. Mandø var i skjorte med opsmøgede ærmer og uden slips.
Efter et par timer gik han i seng. Han syntes ellers, at det var fint, at sønnen Niels var med i studenteroprøret i Århus, men det var nok noget andet.

Mandø droppede forstanderjobbet efter et par år. Han blev gymnasielærer i Herning, hvor han efter nogle år fik en blodprop og døde.

I vinteren 1967 spillede vi dilletant. Vi spillede "Martin vender hjem". Det var ret vellykket. Verner (skomager) Frederiksen var instruktør. Han var kommet ud efter et par år i spjældet, hvor han havde taget revisoreksamen. Han lavede sit eget revisionsfirma i Hjortsvang. Det var fint, at han ville rejse sig, hvor han faldt.

Der var gået lidt kuk i folkedansen i Hvirring, så lederen Bodil Thulesen ville ikke mere.
Jeg fik hende så med på at begynde et hold i Hjortsvang. Anna Bech fra Hårup spillede til på klaver. Det gjorde hun også til min 16-års fødselsdag, men det var nede i laden og på harmonika. Anna tog bussen herop til folkedansen. Jeg kørte hende så hjem bagefter.

Bodil og Anna begyndte også på folkedans i Uldum, hvor de fik mig narret med. Efter et par år kneb det med tilslutningen, både i Hjortsvang og Uldum. Jeg foreslog derfor, at vi slog os sammen, og dansede på skift i de to flækker, men det var der ikke stemning for. Det gik så i opløsning begge steder.

Bodil begyndte herefter i Gedved. Ib Markussen, som er Falck-mand i Brædstrup og jeg kørte til Hvirring. Vi skiftedes så med Bodil til at køre til folkedansen i Gedved. Anna nøjedes så med at spille i Hårup, hvor jeg også var med til at danse, da de nemlig havde lokket mig med til at spille dilletant derovre. Det var vores gamle nabo Anders Thomsen, som var formand. Hans kone Margrethe sad i kukkassen. Den største og mest besværlige rolle jeg havde, var da jeg var "Tante Jutta fra Calcutta". Det var et dobbeltspil som i "Charlies Tante".

Vores højskolekammerat Lone Christensen kom på feriebesøg hos Robert. Efter nogle dage, blev de trætte af det, og Robert kom og afleverede hende her.

Da vi var færdige med at køre hø ind efter et par dage, kørte jeg hende til færgen i Juelsminde. Senere fik Lone arbejde i Århus på børneinstitutionen Højvang. Hun købte en lille Mascot bil, så vi fik tit hendes besøg. Ester og Kristian Kristensen i Linnerup adopterede 3 børn fra Højvang. Lone ville selvfølgelig gerne følge med i, hvordan det gik med dem. Da Lones søster Dorthe blev elev på Uldum Højskole, fik vi også hendes besøg, og mange gange senere, hvor de to fulgtes ad.

Efter højskolen tog Dorthe arbejde i Schweiz. Efter Lone og hendes forældre havde været nede at se til Dorthe, kom de på besøg her og overnattede. Dorthe købte Lones bil, så hun kunne tage turen her op til Danmark i bil. På den sidste tur, inden hun skulle stoppe dernede, kom hun her og overnattede sammen med en kollega pige fra El Salvador.
Inden de dagen efter kørte til Dorthes forældre i Verup på Sjælland, lovede jeg at se efter job i Jyllands-Posten om søndagen. Dorthe er uddannet fabrikslaborant, og hun ville gerne til Århus. De søgte en laborant hos Jaka, en konservesfabrik. Dorthe fik pladsen og kom en del her i fritiden. Jeg var også nogle gange i Århus, bl.a. til juleudstilling.

Da Dorthe fik problemer med skattevæsenet i forbindelse med sit udenlandsophold, var det mig en stor fornøjelse at kunne låne hende mine papirer fra landsskatteretten i Gaza- skattesagen. Efter Århus kommune havde set dem, havde de ingen skattekrav fra Dorthes udenlandsophold.

Lone og Dorthe var med til høstfest i Hjortsvang Forsamlingshus, hvor min fars fætter fra Horsens Erling Jakobsen spillede sammen med et par andre, som ikke var for gode til at holde tonen. Festen gik da meget godt.
Aftenen efter var der høstfest i Aale. Lone og Robert var for trætte, så de ville ikke med.
Dorthe og jeg mente nok, at vi kunne klare det.
Da vi tog den første dans, og musikken opfordrede os til at synge med, talte vi om, at det da var sjovt, at musikken her spillede lige så falskt som i aftes. Så siger Erling Jakobsen i mikrofonen: "Det gælder også hr. Markussen, som lige er kommet".
Det var altså de samme musikere, som aftenen i forvejen, og de var ikke blevet bedre.

Det var noget sjovere, da jeg ude på Lunden i Horsens lærte Dorthe at danse "Skæve Thorvald". Det var virkelig skægt. Musikken satte mere og mere tempo på, og vi var de eneste på gulvet, som dansede Skæve Thorvald, som man ska1. Vi morede os da også godt til høstfesten i Aale.

Da vi skal hjem, sidder Svend Hougård på vores bils forskærm, så Dorthe spørger ham, om det er meningen, at han vil med hjem. Det ville han nu ikke.
Da vi går om bord i bilen, siger jeg til Dorthe: "Du kan tro, at man skal køre forsigtigt sådan en aften, mon ikke du skulle tage sikkerhedsselen på". Hun sagde nej, som hun plejede.

Vi listede igennem byen op til korsvejen i overbyen, hvor jeg var lige ved at overse en bil fra højre med noget svagt lys på, men jeg får da bremset ved stoplinjen.
I det samme bliver vi overhalet højre om af en kassevarevogn, som bliver ramt på højre bagskærm af bilen fra højre. Kassevognen triller rundt og lægger sig på siden. Dorthe siger: "Jeg stiger ud og ser hvad der er sket. Du kører hen og parkerer".

Kassevognen blev kørt af Erling Hamer, der havde sin søster Ulla med. De var heldigvis ikke kommet noget til, men Ulla var så gal, at hun tudede. Bilen fra højre var en folkevognsboble, med kontrollanten fra høstfesten i. Han var heller ikke kommet noget til.

Vi fik kassevognen rejst op, men den kunne vist ikke køre mere. Jeg fik Jens Poul sendt hjem efter en kost, så glasskårene kunne blive fejet sammen. Boblen havde ikke taget meget skade, så de implicerede satte sig ind i den, for at tale om tingene. Der var ikke nogen grund til at blande politi ind i det.

Da vi skulle til at køre hjem, spændte Dorthe sikkerhedsselen med et bestemt nik. Jeg tror og håber, hun har gjort det lige siden.

Sidst i 60-erne fik vi på Tørring Mejeri mælketankbiler. De var med 3 tankrum. l til sødmælk til Mejeriet, 2 og 3 til syrnet skummetmælk og valle, som vi bønder fik retur til at fodre dyrene med.

På gårdene fik vi vandkølede mælketanke. Man hældte mælken gennem en si. Mælken løb så på den udvendige side, lige som på et opretstående vaskebræt, som var hult indvendigt, og hvor der løb koldt vand igennem. På den måde blev mælken kølet ned, inden den løb i den rustfri ståltank.
Der kunne også sættes en vandslange på tanken, så vandet løb på den udvendige side.
Der skulle en del vand til. Vi købte også en returmælkevogn, så mælkejungerne blev næsten afskaffet.

Vi brugte dog et par stykker til vallen, og det var ret heldigt en gang, hvor mælkekusken Jens Vingum stod bag mælkebilen og sugede sødmælken op ud ad vinduet i malkerummet og fyldte returmælk på vognen. Jeg var i malkerummet og så mælkeslangen forsvinde ud ad vinduet, selv om det halve af mælken endnu var i tanken.
Så så jeg mælkebilen komme rumlende ned forbi vinduet. Håndbremsen var smuttet. Da var det så heldigt, at en af mælkejungerne, der var væltet, kom til at virke som stopklods bag bilens baghjul, ellers kunne Jens nemt være blevet kørt over.
Bilen var dog løbet så langt tilbage, at den havde knækket pælen med startsnoren til vores udmugningsapparat, som derved startede og gik til vejrs og skrabede op ad bilens side.
Så sagde jeg til Jens: "Ja du griner, men du har været heldig, du kunne være blevet kørt over og smidt på møddingen med det samme".

Udmugningsmaskinen har bror Poul og Peter W lavet. Det er en jernkasse i den ene ende af en jernkonstruktion, som man med trillebøren tipper møget op i. Den anden ende er gjort fast på en betonblok, hvorpå den kan bevæge sig op og ned ved hjælp af en cylinder og oliepumpe fra en gammel lastbil, som bliver trukket af den gamle elmotor fra tærskeværket.
Der blev brugt materialer for 800 kr. Det har virket i 35 år nu. Vi har dog skiftet stempel og olieslange. Jernkassen er nok skiftet 5 - 6 gange.

Min fætter Jens fra Sjælland tog flere ture op og ned i mugeapparatet. Han holdt fast i kanten af kassen, så han ikke røg ned i lortet.
Det var, når han og søsteren Tove var på ferie nede hos Agnes og Gunnar. De løb så meget heroppe. Der var nok lidt kedeligt nede hos Agnes og Gunnar i Skovborg.

Vi var kommet med i en ordning gennem Tørring Mejeri, om at levere konsummælk til Horsens Mejeri, der havde for få egnede leverandører til drikkemælk osv. som det drejede sig om. Vi fik 5 øre i tillæg pr. liter mælk, når den var i orden.

Vi skulle så have fliser i malkerummet. Dem satte morbror Johannes op. Vi skulle også have uanmeldt dyrlægekontrol 1 gang pr. kvartal, selvom mælken var i orden. Det lyder jo helt tosset i dag, hvor det kun er hvert andet år. Vi havde da også en del palaver med dyrlægerne, inden vi blev godkendt som konsummælksleverandører.

Der kom 3 forskellige dyrlæger, nemlig en dyrlæge plus en overdyrlæge i første omgang, som fortalte, hvad og hvordan vi skulle have det hele lavet. Den første dyrlæge sagde, at vi skulle have en mur bygget op imellem køerne og grisene, fordi vi i grisestalden havde 3 grisesøer + 3 gylte, som ikke havde faret. Man måtte max. have 3 grisesøer, da de kunne have stafylokokker i patterne, som kunne smitte køerne.

Så skulle vi naturligvis have fliserne op i malkerummet. Det havde vi 14 dage til at få lavet. Vi leverede dog konsummælk til Horsens på dispensation, da man manglede mælken.

Vi fik banket puds af væggene i malkerummet, men Johannes nåede ikke at komme for at sætte fliser op, inden de 14 dage var gået, og dyrlægerne kom for at godkende. Denne gang var det overdyrlægen og chefen stadsdyrlæge Oxhøj. De var ikke tilfredse med, at vi ikke var færdige. Oxhøj sagde: "Vi stopper leverancen, så kan De sige til, når De er færdige".

Vi havde leveret, imens vi bankede puds af. Overdyrlægen bladede i sine papirer og sagde: "Der var noget med nogle grisesøer". Jeg sagde: "Ja, vi har jo 3 grisesøer plus 3 gylte". Overdyrlægen fortsatte med at bladre i papirerne, idet han så op til Oxhøj og sagde: "Nå ja, men gylte tæller da vist ikke med". Oxhøj sagde ikke noget. Det skrev jeg mig bag øret.

Efter en måneds tid var vi færdige i malkerummet og meldte klar. Så var det netop den første dyrlæge, der havde sagt, at gylte talte med som grisesøer, der kom for at godkende. Han var meget tilfreds, da han stod og vaskede hænder i det flisebelagte malkerum, men sagde så: "Der var noget med nogle grisesøer".
Jeg svarede: "Ja, vi har jo 3 grisesøer plus 3 gylte, men gylte tæller jo ikke med". Samtidig så jeg ham bestemt ind i øjnene. "Nåh nej, det gør de jo heller ikke", svarede han. Han vidste godt, at den store Oxhøj havde været her, og det var selvfølgelig chefens fortolkning af loven, der var den rigtige. Vi slap for at bygge en mur op.

I 1970 kom vi med i mejeriselskabet Danmark. Da stoppede vores konsumleverance til Horsens, men efter et par år fik MD brug for konsummælk, og vi kom med igen.

Vi havde da fået elafkøling af mælken.
MD blev startet i 60-erne, af nogle små andelsmejerier. Deres formål var at samle dansk mejeribrug. Man må sige, at det er lykkedes. I dag har de over 90 procent af den leverede mælk i Danmark og er slået sammen med et svensk selskab under navnet Arla.

I 1970 blev kommunerne også lagt en del sammen. Vi i Linnerup-Hammer kom i Tørring-Uldum Kommune. Efter lange forhandlinger, blev man enige om navnet, og man lavede en studehandel, så Uldum fik kommunekontoret, og Tørring fik gymnasiet. Om nogle år får vi nok nogle nye kommunesamlinger.

Vi leverede slagtegrise til Horsens andels Svineslagteri. Vi blev lagt sammen med Tulip i Vejle, da de der rigtig havde gang i eksporten af dåseskinker til USA. Efter nogle år gik skinkeeksporten derover i stå, og derfor faldt slagtepriserne meget. Vi droppede grisene i en 10 år.

I 1972 købte vi en transportør og i 1973 en brugt højtrykspresser til hø og halm. Vi havde sidst i 60-erne købt den gule super Bukh med 70 hk. Den blev spændt på den nye 8 fods JF-mejetærsker med korntank.
Bytteprisen med den gamle mejetærsker var 30.000.

Vi købte også en ballekaster, som vi regnede med at 403-Bukh´en kunne klare. Men det kunne den ikke, så vi byttede den gamle Bukh D 30 med en 50 hk John Deere, som de på Åstedbro Maskinforretning sagde, kunne klare ballekasteren. Det kunne den ikke. Vi skulle købe noget ekstra udstyr, for at den kunne.
Det syntes jeg var urimeligt, at vi skulle betale for, men i Åstedbro mente man, at det var rimeligt, at vi betalte halv pris for det. Det blev som de ville have det, men så handlede vi ikke mere der. De gik da også konkurs efter nogle år.

Poul lavede halmsider til JF-aflæsservognen. De man kunne købe, var så brede, at de ikke kunne komme ind på gårdspladsen.

Karin og Poul havde bygget nyt hus i Uldum. Karin arbejdede på kommunekontoret. Poul arbejdede nogle år som smed. Et par år kørte han lastbil, så tog han lokoføreruddannelsen hos DSB, og derfor kunne han få varmemesterstillingen i Uldum, da den blev ledig.
De fyrer med flis, ret så automatisk, så det halve af verden kommer for at se på.

I 1974 fik Karin og Poul den første knægt, som de kaldte Jens. Senere kom Peter og Kirsten ti1.

Det samme år fyldte moster Mie 60 år. Nogle fra familien syntes, at hun skulle holde fest, men det kunne Mie ikke selv klare, så vi blev enige om at holde det som familiesammenskudsgilde. Det blev mig, som skulle samle tropperne.

Jeg bestilte Hjortsvang Forsamlingshus, men familien fra Holstebroegnen syntes, at festen skulle holdes halvvejs deroppe, så de ville ikke komme.
Morbror Johannes og dem fra Hvirring ville heller ikke, så det var lidt småt.
Jeg spurgte da folkedanserne, om de ville være med til vores sammenskudsgilde. Det ville de gerne, så vi havde en fin fest, hvor vi var en 50 - 60 stk. med.

Dorthe skaffede mig en afbudsrejse til Jugoslavien, så jeg fik 8 dages sommerferie der, med en afstikker med luftpudebåd til Venedig i Italien. Det var en afslappende ferie, som var startet med fly fra Billund.

Ferien til Polen var mere anstrengende.
De danske Ungdoms- og Gymnastikforeninger havde lavet en udvekslingsbustur med en polsk idrætsforening for unge på landet kaldet LZS. Jeg kørte op til ungdomsforeningernes Fuglsølejr på Mols, hvor vi om aftenen d. 27. juli 1973 startede i en bus med 28 mennesker. Vi skulle med færgen fra Grenå kl. 24 til Varberg i Sverige.

Vi var en blandet flok. Erlings (busmanden) kone var gravid i 7. måned, og i den anden ende var der fru Olsen, som var 75 år. Hun var polak, der var kommet hertil før 1. verdenskrig. Hun ville med ned for at besøge sin søster, som hun havde besøgt for første gang for 15 år siden. Fru Olsen var altså 60 år, da hun og søsteren så hinanden første gang.
Så var der vores tolk Nicco, som også var polak. Han var krigsfange i Norge under 2. Verdenskrig. På vej hjem fra Norge til Polen, strandede han i Danmark.
Forstanderparret på Fuglsø var også med. Karen Bjerre var leder af turen.

Fra Varberg kørte vi ned til Ystad, hvor vi skulle med en færge, som var fyldt med mariehøns. De kom med til Swinoujscie i Polen. Derfra videre til Bydgoszcz med ca. 75.000 indbyggere.
Nicco er fra byen, han havde en del pakker med til sin søster. Han fortæller, at polakkerne under krigen, trak sig tilbage fra byen uden kamp, men det viste sig, at de hjemmetyskere, som boede i byen, var bevæbnede og begyndte at skyde tilfældige polakker ned.
Det blev den polske kommandant så rasende over at høre, at han satte alt ind for at erobre byen tilbage. Det lykkedes, og polakkerne skød alle hjemmetyskerne. Siden, da tyskerne besatte hele Polen, og de polske soldater kom i fange og KZ-lejre, skulle man ikke fortælle, at man var fra Bydgoszcz, for så blev man skudt ned på stedet.

Efter krigen overtog Rusland ca.40 procent af den gode polske landbrugsjord, hvor der også var olie i undergrunden.
Polen fik så en langt mindre sandet del af Tyskland, hvor der dog var kul.

Vi havde haft køjeplads på færgen fra Grenå, men vi var godt trætte, da vi gik til køjs på hotellet i Bydgoszcz ca. et døgn efter starten i Grenå. Vi fik oplyst, at der var ca. 32 millioner indbyggere i Polen og ca. 8 millioner af polsk afstamning i USA plus et ukendt antal i Europa.

Vi kørte igennem en del store skove, med en speciel polsk fyrreart, som kunne blive op til 30 meter høj. I nogle af træerne var der hakket en rids og sat en skål under til at samle harpiks i. som blev brugt til at blande i svovlet, for at det kan sidde fast på tændstikkerne.

På vej til Warsawa var der frodigt fladt landbrugsjord. Man dyrkede mest hvede og rug, næsten ingen byg, lidt havre, en masse kartofler, lidt tomater og roer. De små landbrugsejendomme lå samlede i landsbyerne, med en lang stribe jord til hver ejendom. Vi så også enkelte store kollektivbrug, men det slog vist ikke rigtig igennem i Polen. Det meste af jorden bliver udnyttet.

Vi så mange steder, at gamle mennesker eller børn gik og passede en græssende ko eller et par geder på grøftekanten. Høsten var i fuld gang. Der blev høstet med le, slåmaskine, aflægger, selvbinder og endelig enkelte mejetærskere. Mange kornneg blev sat i stak.
Omkring ejendommene var der ingen prydhaver, men frugt- og bærhaver.

Vi nåede til Warszawa søndag aften. Weizelfloden løber gennem byen. Kulturpaladset er det største og mest dominerende bygningsværk. Det skulle være en erstatningsgave fra russerne, men den har polakkerne selv betalt mange gange.

Sporvognene drøner gennem de brede gader. Hele byen er jo nyopført. Den blev fuldstændig smadret under krigen.
Om mandagen var vi på rundtur og så den gamle bydel, hvor husene var genopført i den gamle stil. På film og billeder i deres museum, så vi hvor ødelagt byen havde været, og hvordan de havde genopbygget den.
Om aftenen var vi på natklub med stort orkester og fin underholdning. Det var en skam, at deres højtaleranlæg var så dårligt.

Om mandagen måtte vi tage rundt i byen på egen hånd. Jeg var med fru. Olsen og hendes søster ude at handle. Vi kørte i sort taxa. De fleste butikker var statsejede, så personalet ville gerne have et par Zloty for at finde de gode ting frem, som de havde i vinduerne eller under disken.
Man kunne med fordel købe håndvævede ting, lædervarer, træskærerting og krystalglas. Man kunne også veksle valuta sort. Nicco påstod, at selv politiet ville veksle sort. Jeg prøvede dog ikke.

Om aftenen var der nogle, som gik til koncert, og andre gik på værtshus. Jeg var så heldig at blive inviteret med fru. Olsens niece til dansemik. Hun var 25 år, sygeplejerske og ret så sød. Vi delte en flaske bulgarsk rødvin, og vi fik snakket og danset en del. Hun mente, at der var mange jøder i Danmark, og at det ikke var så godt, men ellers var det meget hyggeligt.

Dagen efter gik turen til Krakow, som er en rigtig gammel kulturby. Det mente tyskerne også, så byen blev helt skånet under krigen.
Vi så en masse gamle bygninger. Nicco traf nogle af sine gamle venner, så ham så vi ikke meget til. Vi var til velkomstfest 10 - 15 km. uden for Krakow i en landsby, der var dækket flot op med masser af god mad i et gammelt forsamlingshus. Den kvindelige formand virkede noget partitro, men ellers var det da meget sjovt.

Dagen derpå kørte vi til Zakopane, en lille landsby med svævebane. Byen levede mest af turister.
Et par ældre damer, som sad på en bænk, fik vi Nicco til at spørge, om vi måtte se deres hjem. De sagde, at de boede så dårligt, at de ikke ville være bekendt at vise det frem.

Vi kørte tilbage til Krakow og fik aftensmad. Derefter var vi nogle stykker som blev inviteret hjem til formanden for LZS i Krakow Durak. Vi smagte hans hjemmebryg. Der var lidt trangt med så mange mennesker i en 2 vær. lejlighed, men der blev da kun væltet en enkelt kop.
Derefter gik vi på restaurant under jorden på Torvet. Der traf vi en polsk familie, som vi hyggede os med. Det viste sig, at de boede på samme hotel som os, så vi fulgtes hjemad med fællessang i gaden.

I den gamle KZ-lejr i Auschwitz var der ingen fællessang. Lejren stod som i krigens tid. Nogle af barakkerne var indrettet til museum. En barak var fyldt med menneskehår. Alle fanger blev jo klippet skaldet, når de kom til lejren. Der lå også nogle ruller stof, som var vævet af menneskehår.
Vi så en film, som den røde hær havde optaget, da lejren blev befriet. Det var meget uhyggeligt. Det var noget som gjorde indtryk på os.
Nogle af de østeuropæiske turister, som var på rundvisning, betragtede vist lejren som en kirkegård. De lagde blomster ved krematorieovnen, og nogle sad og spiste deres madpakke.

Ved indgangen stod en galge, som russerne havde rejst, og havde hængt lejrkommandanten i den. Tyskerne havde brændt nogle af barakkerne med fangerne i. Der stod skorstenene tilbage. Lige uden for pigtrådshegnet stod der en frodig bygmark, hvilket var en stor kontrast.

Det er meningen, at det hele skal blive stående, for at minde os om, at det aldrig må ske igen.

Det har man åbenbart ikke lært i det gamle Jugoslavien.

Vi kørte videre mod Lodz. Ved en større landsby, skulle vi have bussen tanket. Lige ved siden af tankstationen lå en landbrugsejendom. Der kom et hestekøretøj, som begyndte at læsse nogle gamle blikplader af. Under blikpladerne var der gamle klude i vognen, så det var en rigtig kludekræmmer.

Han var en Storm P. type. Nicco spurgte ham "hvordan går det", og han svarede: "Åh, det går så fint så fint, for russerne hjælper os hele tiden. Det er bare en skam, at det er den forkerte vej, de hjælper".
Under kludene havde han gemt en dunk med hjemmebrygget gammeløl. Han bød på en syp, men der var kun Nicco, som turde smage. Vi andre nøjedes med at tage fotos.

Vi var også nogle stykker, som mængede os ind for at se landbrugsejendommen.
Det hele var som vanligt hegnet inde med en port, som blev stængt om natten. Der var løsgående høns og en lænkehund med 1 1/2 m. lænke. Hønsene passede på ikke at komme for tæt på hunden. Så var der kaniner i bure i 3 lag. I udhuset var der smågrise. Det så alt sammen godt ud. For døren ind i stuehuset var der hængt et stykke sækkelærred, vel for at holde fluerne ude. I forgangen var der også kaniner i bure. I køkkenet sad en gammel morlille i sin seng. Så havde jeg ikke lyst til at se mere. Heller ikke der sled de ret mange koste.

Lige da vi skulle til at køre fra tankstationen, kom en ung polak springende og råbte en hel masse ord meget hurtigt efter hinanden. Han sagde, at vi havde drukket kludekræmmeren fuld og taget fotos, så nu ville han melde os til politiet. Nicco sagde til ham, at det kunne han bare gøre, for vi havde ikke gjort noget ulovligt. Vi rullede så afsted.

Henne på det næste hjørne, så vi vor polske unge ven stå og tale med en politibetjent på motorcyke1. Det varede da heller ikke længe, inden betjenten kom fræsende og stoppede os. Han ville se papirer. Nicco skældte ud, men det hjalp ikke rigtig noget. Heldigvis syntes vores kontaktmand i LZS i Lodz, at vi var for længe om at nå frem, så han kørte os i møde. Det var ret heldigt, ellers kunne vi nok have blevet noget mere forsinket. Betjenten fik travlt med at komme afsted.

I Lodz mente de lokale, at det hotel, vi skulle bo på, ikke var fint nok til at spise på. Vi kørte så ud til et finere sted, hvor der var et helt danseorkester. Vi morede os da godt, men det var lidt træls at blive behandlet som rige amerikanere. Tjener og musik ville have ekstra penge for at spille specielle numre.

Nogle af vores deltagere var bagefter med de lokale LZS-folk hjemme. De havde vist en ret hyggelig nat. Jeg gik på hovedet i seng.

Efter rundtur i byen dagen efter og afsked, gik turen mod Swinoujscie, hvor vi skulle med færgen til Ystad. Vi var fremme ved 22-tiden, men kom først om bord k1. 24.00. Da var det rart med noget aftensmad.
Vi havde bestilt køjeplads, men andre havde fået pladserne. Det var ren bestikkelse. Vi sad så i nogle pilotstole og blundede. Der var et orkester, som vi gav vores sidste Zloty, så de spillede det meste af natten.

Vejret var uroligt, da vi skulle med færgen fra Varberg til Grenå. Vi skulle have det store kolde bord, men vi var nogle stykker, der ikke havde meget ud af det. Nej, hvor var jeg søsyg, og hvor jeg brækkede mig. Vi var i Grenå ved 18-tiden. Det var rart med fast grund under fødderne igen.

Forstanderparret på Fuglsø ringede hjem og bestilte aftensmad til os. Det var også rart. De ville så give kaffe i privaten, men jeg ville gerne hjem. Det ville fru Olsen også, så hun kørte med mig til sit hjem i Viby ved Århus.

3 uger senere var vi samlede i Farsø, for at udveksle billeder. Vi overnattede i Farsø. Dagen efter kørte jeg op til Grethe og Poul i Hem ved Skive, hvor de havde købt landbrug og var blevet gift.

Jeg kørte i min gamle Borgward, det var en årgang 1958, som bror Poul havde lavet i stand til mig. Jeg gav 5000 kr. for den.

En vinter formiddag kørte jeg ned og besøgte Mie og lille Bedste. Der var kommet lidt sne, men det var kørt af vejen de fleste steder. Moster Stinne var også på besøg hos Mie og Bedste, så jeg kørte ret hurtigt hjem igen.

Da jeg kommer op til den gamle smedje i Aale Vestermark, så jeg Jens smed stå på gårdspladsen og snakke med en mand. Jeg vinkede til dem, men så lige ud, fordi der var sne på vejen henne i skoven.

I kurven der kommer en lille NSU Prinz i høj fart og kommer i slyng. Den zig-zagger fra den ene side til den anden. Jeg sætter selvfølgelig farten ned. Da Prinz´en er ca. 30 meter fra mig, er den krænget over i den rigtige side.
Jeg tænker, så nu går det, men den krænger igen og rammer min venstre forskærm frontalt og drejer rundt og rammer ind med bagenden i døren, hvor jeg sidder. Derved bliver min bil skubbet ned i grøften.
Prinz´en står midt på vejen med forenden i den retning, den kom fra. Min dør er trykket ind, så den ikke kan åbnes. Den modsatte dør er blokeret af grøftekanten. Jeg må kravle over sæderne ud af bagdøren. Borgward´en var en stationcar.
Da jeg kommer ud på vejen, er det første, jeg ser, en babystol og en narresut midt på vejen. Jeg tænker, at der må være et barn inde i bilen.
Det var der heldigvis ikke, men der sad en ung kvinde bag rattet med hovedet tilbage, og hænderne oppe i skulderhøjde og klagede sig.

Jens smed var kommet ud for at se, hvad der var sket. Det gav jo et ordentligt brag. Jeg råber til jens, om han stadig har telefon. det har han ikke. Da løber jeg op til Hjortsvang Mølle for at slå alarm. Johanne møller ringer, da jeg er ret forpustet.

Den unge kvinde viser sig at være gift Kragh og boende i Hjortsvang by. Hun havde sat Valborg Hougård af ved møllen og skulle på arbejde på systuen i Aale. Da jeg har fået pusten igen, løber jeg ned i skoven igen. Da jeg kan se bilerne, råber Jens: "Du behøver ikke at løbe, for hun er død".

Han havde desværre ret. Hun havde brækket nakken.

Hans Dalby var også kommet til. Hans skulle hjem for at køre sin kone ned på systuen, så jeg bad ham ringe hjem til mine forældre. Min far kom ret hurtigt. Vi gik og ventede på politibetjent Brun. Han ville have sin middagsmad, inden han kom.

Da han havde skrevet rapport, fik vi den lille NSU Prinz slæbt ind til siden med håndkraft.
Jeg tog til lægen, for at få en beroligende indsprøjtning. Det havde min mor hørt, at man kunne, men jeg sov dog ikke den følgende nat. Jeg var også ovre på Brædstrup Sygehus for at blive røntgenfotograferet, da jeg havde ondt i nakken, men der var ikke noget at se. Smerterne forsvandt da også ret hurtigt.

Borgward´en blev erklæret totalskadet dvs. at det vil koste mere at lave bilen igen, end den var værd ifølge brugtvognskatalog. Jeg troede så ikke, at den måtte laves igen, men den skulle blot til syn og til vurdering hos tolderne. De vurderede ikke på samme måde som forsikringsselskabet, så efter noget tovtrækkeri med dem, fik jeg Peter W. til at lave Borgward´en igen, uden at det kostede mig noget.

Nytårsaften 2003-2004 blev fejret her på gården sammen med Henning, Ruth og Jørgen fra Lehnsgaard, Knud Madsen og Jørgens søster Inger og hendes datter Marianne.
Det er vel efterhånden ved at være en 10-årig tradition, at vi skiftes med dem i Lehnsgård til at holde nytårsaften. De ulige årstal holder vi festen. Det passer så fint med julen, som vi veksler med min bror og hans familie i Uldum. Det er så de lige årstal, vi fejrer julen her. Det er vel næsten foregået i 20 år.

Efter dronningens nytårstale kl. 18.00, spiser vi. Derefter spiller vi terning-pakkespil. Når pakkerne er pakket ud, får vi kaffe med et lille glas til.
Kl. 24.00 skåler vi med ønsket om et Godt Nytår. Så skal raketterne fyres af. Henning har sørget for indkøbet. Han og Jørgen står for affyringen.
Det er altid et flot syn. Et enkelt år var det meget diset, men ellers kan vi se de andres fyrværkeri i Aale, Hjortsvang og Tørring.

Efter nytåret har vi i de sidste 6 år haft travlt med at bære varer ned fra stuehusloftet, hvor vi har haft butik og julestue. Alt det, vi ikke har fået solgt, skal ned i butikken eller skurvognene eller på lageret i maskinhuset.
Alle varerne skal også tælles op til status, så det er en hektisk tid, hvor vi normalt har lukket for overnattende gæster.

Men den 12. dec. 2003 lukkede Hotel Gudenå, og da ringede 3 ældre damer fra Bornholm, som skulle til guldbryllup i Tørring. De havde ikke noget imod at sove imellem alle julenisserne. De kom hertil ved 21-tiden, og de var taget fra Bornholm ved 5-tiden, så de var meget glade for at få en seng at sove i.

De takkede for venligheden over mailen, da de var kommet vel hjem til Bornholm. Den sidste lørdag-søndag i november 2004 havde vi 4 personer fra Sjælland til at overnatte imellem alle nisserne. De 4 havde været her l gang før. De skulle på kursus i Brædstrup.
De kommer igen d. 23.jan. 2005.

Den 8. feb. 2004 blev Inger 65 år. Det blev fejret herhjemme med familie og senere med kortklubben.
Først i april det samme år havde min kusine Birthe på fædrene side indbudt til familietræf i Sønderborg, hvor Birthe bor. Det var på et vandrerhjem med sønderjysk mad.
Det meste af familien fra Sjælland var med. Faster Jonna var holdets ældste.
Agnes, Hakon og mor Maren kunne ikke klare at være med.
Jens og Peter fra Uldum var også med, men der var ikke rigtig nogen andre med på deres alder. Bror Poul havde lavet nogle optegnelser over vores familieaner. Det var vi meget glade for.
Vi kørte hjem fra Sønderborg i smask regnvejr og tænkte på fætter Jan på mors side, som fejrede sin 50-års fødselsdag i Nordborg.

Malene blev konfirmeret den 9. maj. Hun havde fået den lyse ide, at hendes fest sku11e holdes i vores maskinhus med pandekagemanden som fodermester. Den 8. maj regnede det. Vi lejede borde og stole i forsamlingshuset og Malene og Sonja var her for at pynte op med bøgegrene osv.

Min faster Agnes var død, så jeg måtte tage til begravelse den dag uden Inger.
Agnes var flyttet fra Skovborg til en beskyttet bolig i Fugleparken i Tørring i 1989, det år farbror Gunnar døde. Agnes blev 93 år gammel.

Skønt hun var næsten blind, meget døv og havde problemer med vandværket, var hun ikke utilfreds med livet, men hun var meget utilfreds, da hun i 1954 sammen med bedstemor, skulle flytte fra gården her. Hun havde nok forestillet at blive boende her og gøre gavn for føden.
Hun ville ikke have invalidepension, men det sørgede far for, og det blev Agnes meget sur over. Bedstemor ville have fjerkræ dernede i Skovborg, så Agnes havde noget at tage sig af. De havde også hund. Begge dele fik Gunnar afskaffet, da han flyttede derned i 1963 efter bedstemors død.

Når vi gik i roerne, kunne vi se Agnes gå på besøg i den anden Skovborg hos Hakons. Da fik Gunnar travlt med at gøre rent, banke måtter osv. Han var helt klar over, at Agnes ville blive sur, hvis hun så det. Det kneb vel for hende at se skidtet, men hun lavede da mad til dem selv og til Jonnas børn, når de var på ferie. Man kan vel egentlig godt sige, at Agnes var en livskunstner på sin måde.

Den 9. maj skinnede solen fra en skyfri himmel, og rapsmarken uden for maskinhuset stod i fuldt gult flor. Vi kunne være i haven hele eftermiddagen, så alle var ret så fornøjede. Malene var godt tilfreds med festen. Den sluttede med at Peter skød op i en kragerede i et bøgetræ. Kragen døde af det. Børnene kunne ikke rigtigt forstå, hvorfor kragen skulle dø, men jeg fortalte dem, at den ville plyndre alle småfuglenes reder her i haven, hvis den fik lov at yngle her.
Man kan da sige, at festen sluttede med et ordentlig knald.

Så kom der ellers en dejlig lidt våd, men ikke for varm sommer. Jeg havde mor med ude at køre et par gange, men det blev efterhånden meget vanskeligt at få hende ind og ud af bilen.
Der var også lavet en træls tilkørsel til det nye Bakkebo ved Møllebo i Rask Mølle. Mor blev flyttet dertil i august 2003, da Aalebo blev lukket. Den sidste tur, jeg havde mor med på, gik over Petersbjerg, hvor Inger P. og mors fætter Hans var ved at brække de gamle værelser ned på loftet. Inger og Hans var ude at hilse på mor i bilen.
Inger og mor blev enige om, at mors kusine Anna nok ville vende sig i sin grav, hvis hun kunne se, hvordan der blev lavet om på det gamle loft. Det grinede mor gevaldigt af.
Fra Petersbjerg kørte vi over Smalaale hertil, hvor mor kunne se haven fra bilen. Da vi kom til Bakkebo, var mor godt træt. Det kneb efterhånden for hende at gå selv med rollator.

Midt på sommeren døde farbror Hakon, og sidst på sommeren blev mor svagere og svagere. Først i oktober fik hun lov at blive i sengen. Den 22. oktober kl. ca.15.00 døde mor. Jeg nåede heldigvis at være hos hende en times tid, inden hun døde.
Sygeplejersken sagde, at hun kunne mærke mor slappede af, da jeg kom. Jeg sagde til hende, at jeg håbede at hun skulle mødes med vores far der oppe i himlen til aften. Det havde hun jo ventet på de sidste 10 år, men hun ville altså heller ikke vente til aften.
Ved 15-tiden gav hun et par gisp, så var det slut. Karin og Poul kom kort tid efter.

Mor blev født langfredag den 21. april 1916, og hun døde også på en fredag. Lille Bedste fortalte, at hun ville have, at mor skulle hedde Frida, men bedstefar ville nævne sin svigermor op. Hvis mor havde kunnet bestemme, var det blevet Frida. Hun har altid været træt af sit navn.

Vi fik mor lagt i kiste og kørt til kapellet i Aale om lørdagen d. 23. Vores nye præst Ebbe Elm var her om mandagen. Vi blev enige om at holde begravelse torsdag den 28. Da jeg fortalte Ebbe, at mor var født en langfredag og om alle de fysiske smerter, mor havde haft gennem hele sit lange liv bl.a. begyndende med migræne, da hun gik i skole, blindtarmsbetændelse da hun tjente i S. Vilstrup. Den var lige ved at sprænges, inden hun kom på sygehuset.

Jeg husker en aften, det må have været omkring 1954-55. Vi skulle med toget fra Aale her til Hjortsvang. Mor havde så stærke menstruationssmerter, at hun ikke kunne holde ud at sidde ned for at vente på toget. Så vi gik hjem fra Aale. Det var Poul og jeg ikke særligt glade for, men hvor må det have været hårdt for mor.

Efter lange undersøgelser på Brædstrup Sygehus blev mor opereret. Man fjernede æggestokkene, som var meget betændte. Man var bange for, at det var en kræftknude, men det var det heldigvis ikke. Det tog nogen tid for mor at komme over det både fysisk og psykisk, men hun var da med til at tynde roer året efter.
Der var der ikke mange som kunne følge hende. Hun var dobbelt så hurtig som far og jeg.

Mors migræne var så slem, at hun nogle gange måtte ligge i sengen et helt døgn med opkastninger. Nogle gange fik hun en morfinindsprøjtning. Mor slap af med migrænen, da hun blev 60 år gammel. Det havde hendes farbror Martin også lovet hende. Jeg kan også huske, at mor lå på Århus Kommunehospital for, om de kunne finde ud af noget med migrænen.

Da hun slap af med den, fik hun til gengæld urinsyregigt. Hendes hænder hævede så meget, at hun ikke rigtigt kunne strikke og sy mere.
Læge Rasmussen kunne da heller ikke forstå det. Han mente, at det kun var gamle krokoner, der fik urinsyregigt. Det var vist som undskyldning for, at han kom til at give mor noget forkert medicin. Hun lå besvimet på køkkengulvet, da jeg kom ind til morgenmad.
Lægen kom hurtigt. Han var bange for en blodprop. Det var det heldigvis ikke, det kom meget senere efter fars død.
I 1994 flyttede mor fra huset på Hjortsvangvej til en beskyttet bolig i Mariehaven i Tørring. Der havde hun en 3 - 4 gode år, hvor jeg hentede hende herop, så hun hjalp til på gården. Hun holdt malkerummet fint rent. Jeg kørte hende hjem, når vi havde spist frokost og fået vores middagssøvn. Inger arbejdede jo stadig ude.

8 dage før jul 1997 kom mor på Brædstrup Sygehus, med en lille blodprop. Hun fik ordineret blodfortyndende medicin, og kom hjem lige efter jul. Efter et 1/2 år tog den praktiserende læge medicinen fra mor. Præcist l år efter den 1. blodprop, fik mor nr. 2. Mors nabo Gerda ringede hertil og fortalte, at hun ikke kunne forstå mor i telefonen.

Jeg kørte omgående ned til mor. Hun kom op og fik mig låst ind, skønt hun nærmest slæbte det ene ben efter sig. Hun kom også selv ind i seng igen, men hun kunne kun sige uforståelige lyde. Jeg fik slået alarm. Mor kom på den intensive afdeling på Brædstrup Sygehus. Efter et par dage fandt man ud af, at mor kunne synge med på julesalmerne, men hun kunne ikke tale. Inden juleaften blev hun flyttet over på genoptræningsafdelingen. Det kneb meget med humøret.

En aften, hvor jeg skubbede hende i kørestolen, faldt hendes lammede ben ned fra fodholderen, så jeg kom til at køre over hendes storetå. Da sagde mor de første ord i lange tider, og det var: "Av da for dælen".
Så gik det ellers langsomt fremad både med at tale og gå ved rollator, så hun kom hjem til Mariehaven i februar med mad udefra og hjemmehjælp, men genoptræningen stoppede.

Derfor fik jeg mor til at gå morgentur med rollatoren rundt om Mariehavens gårdsplads. Når jeg var på aftenbesøg, kørte vi ned på plejehjemmet i Tørring og trænede på deres kondicykler, men mor gik og faldt, især når hun skulle på toilet, så hun blev nervøs og usikker.
Efter en 3 mdr. måtte vi flytte hende på Aalebo. Det var mor glad for, men der var hun uheldig at falde og brække en arm, som groede skævt sammen, men den kom da til at fungere nogenlunde.

Senere blev mor meget svækket og tabte helt humøret. Det viste sig da, at hendes blodtryk var blevet alt for lavt, fordi hun havde fået for meget vanddrivende medicin. Da det blev rettet, kvikkede mor op igen. Efter godt 3 år på Aalebo, der da skulle lukke, måtte mor flytte til Bakkebo i Rask Mølle. Det var hun glad for, fordi det var lyst, helt nyt med mere plads og parketgulv, som var lettere at gå på end gulvtæppe. Mor fik så godt et år på Bakkebo.

Mor havde haft mange lykkelige år med os og vores far. De var gift i 54 år, men de sidste 10 år efter fars død, kneb det meget med mors humør. Alt dette fortalte jeg til Ebbe Elm. Han var her et par timer. Han havde ikke kendt mor, men lavede en fin personlig prædiken over Kristi lidelser Langfredag kontra mors lidelser.

Min moster Meta syntes, det var alt for tungt og trist, men hun kendte mest mor fra barne- og ungdomsårene. Mor elskede at danse og var så omsværmet til bal, at hun dansede hvert eneste stykke. Da jeg luftede Rose ved Skovborg torsdag morgen d. 28.okt., kom rustvognen forbi med mor.
Det var en personlig stærk oplevelse for mig.

Mor blev begravet den dag kl. 13 ved Linnerup Kirke ved siden af vores far. De fleste af sjællænderfamilien var med foruden gamle venner, naboer og resten af familien. Kirken var næsten fuld. Bagefter var vi på Uldum kro, hvor vi fik smørrebrød, øl, vand, kaffe og kringle. Det var lidt en skuffelse, at ingen af naboerne tog med til Uldum, men vi talte om, at Knud Madsen da var undskyldt, da han havde det meget dårligt. Vi har netop lige hørt, at han er død og skal begraves lørdag den 29. jan. 2005. Han blev 74 år gammel. Ham vil vi også savne.

Det er da opløftende, at Grethe og Poul fra Hem ved Skive kommer her til kaffetid, netop den 29.

Vi skal op til Robert til aftensmad. Grethe og Poul overnatter her. Vi regner så med, at Robert kommer her ned til frokost om søndagen.

Vi var til 40-års jubilæumsfest her i sommeren 2004.
Der var mødt en 10 -14 personer op fra vores hold, men vi havde det da sjovt og hyggeligt med dem og de andre hold. Vi udvekslede adresser, men har ikke hørt fra nogen af dem.
Vi havde regnet med, at Grethe og Poul ville med os hjem og overnatte, men de var nedslidte helt til sokkeholderne af at bygge til sommerhuset. De var lige et smut her forbi før jul, da de skulle hente Mathilde i Billund, og nu kommer de altså på lørdag.

Stine kom her nogle dage før jul. Hun skulle hjælpe med at rydde loftet for en del af butikstingene, så vi kunne have juletræet deroppe. Det kunne hun huske, vi havde for 10 år siden, og at det var meget hyggeligt. Det blev det også denne gang. De var der alle fra Fyn og Uldum samt Magda, så vi var 14. Vi kunne nemt nå omkring juletræet.

Den sidste lørdag-søndag i oktober, var vi til kusine- og fættertræf på Hammer Lejrskole.
Det var familien på mors side. Vi blev godt 30 personer. Da mor hørte det, sagde Hun: "Jeg vil med". Men hun døde ugen før festen.

Det var fætrene Peter og Jan, som havde taget initiativet og lavet arbejdsfordelingen. Inger og jeg sørgede for maden fra Uldum Kro.
Familien fra Holstebroegnen var alle mødt, så det var fint. Det er bare lidt mærkeligt, at de ikke ville være med for 30 år siden, da jeg lavede familietræf i anledning af moster Mies 60-års fødselsdag. Det sagde jeg selvfølgelig ikke til dem.

Der var en fin stemning på lejrskolen, og den mexicanske mad var god. Karen og Ernst leverede båndmusikken. En af dem fra Holstebro havde taget harmonikaen med og spillede sømandsvalse. Da vi så fik "totur til Vejle" og en Rheinlænder oven på, ja så havde vi helt tabt pusten.
De, der havde langt hjem, overnattede på lejrskolen. Vi andre tog hjem og kom igen til rundstykker om søndagen. Vi var enige om, at det var alle tiders fest. Dem fra Holstebro sagde, at de ville forsøge at holde noget lignende om nogle år.

Som før nævnt fejrede vi nytårsaften i Lehnsgård uden Knud. Hans svigerinde Jytte var hos ham, men Jens var med i Lehnsgård. Han og Henning sørgede så for affyringerne kl. 00. Lørdag den 9. januar 2005, var vi ved at være færdige med at bære varer ned fra loftet og tælle op til status. Da strøg en vældig storm hen over landet. Tagpappet blæste af den ene skurvogn og vores bedstemors gamle bøgetræ lænede sig op ad samme skurvogn.

Om aftenen gik strømmen væk en 20 minutters tid. Da den kom igen, ringede jeg over til Knud for at høre, om hans fyr var startet igen. Det mente han, det var, og han ellers nok selv kunne trykke på knappen. Han havde haft besøg af Brit og alle 4 børn. De havde ringet og fortalt, at de var nået vel hjem til Esbjerg.
Knud og jeg blev enige om, at de ikke regnede nogen ting. Det gjorde de ældre damer i Horsens med rollator heller ikke, de skulle til bankospi1.

Jytte kom på besøg hos Knud om søndagen, og fik ham overtalt til at flytte på plejehjemmet i Tørring om mandagen. Der nåede han at være i 14 dage.

Ligeledes om søndagen fik jeg Jens og Stefan til at komme for at hjælpe med at partere bøgetræet, så vi kunne få en presenning dækket over skurvognen, så det ikke kunne regne ind. Det kunne det nu alligevel, så vi har lagt en ny presenning oven på den gamle, men det er stadig utæt. Nu er der kommet frost og sne, så vi håber, at håndværkerne kommer i den kommende uge. Det er heldigvis regnet ind i den ende, hvor døren er, så garnet ikke er blevet vådt. Det kunne nemt have været meget værre.

2005 var vinteren mild i begyndelsen af året. Vi var til naboens Knud Madsens begravelse den 29. januar.

Det er mærkeligt, når de gamle naboer sådan efterhånden forsvinder. Knud blev 74 år gammel. Hans 2 brødre Erik og Gunnar blev kun 64 år gamle, så Knud var taknemmelig for, at han fik 10 år mere at leve i end sine brødre. De døde alle 3 af kræft.
Det var en streng afslutning for Knud med store smerter. Hans mave gik i stykker. Han var på sygehuset et par gange, men han ville helst være hjemme.
Den sidste gang jeg besøgte ham, havde han lige fået en hospitalsseng, som de var kommet med fra plejehjemmet. Vi talte lidt om en bog om Karen Blixen, som jeg lige havde læst. Knud havde læst Blixens "Min afrikanske farm". Knud sagde om hendes mand Bror Blixen, at han da var en ren kæltring.
Knud kunne ikke samle sig til at læse mere. Da han lå og døsede hen, listede jeg snart af sted igen.
Jørgen i Lehnsgård besøgte Knud hver dag og klarede hans indkøb og lignende.

Dagen efter kom Knuds svigerinde Jytte på besøg og overnattede søndag. Hun fik så Knud overtalt til at flytte på plejehjemmet om mandagen den 11. januar. Knud døde den 22. januar.

Knud Madsen

Vi vil savne hans uanmeldte besøg, når han var ude på sine gå- eller cykelture. Nogle gange skulle han have et glas honning eller et par sokker. Man kan roligt sige, at Knud var meget afholdt. Der var mange mennesker med til hans begravelse den 28. januar. Vi blev budt til middag i Aale forsamlingshus efter begravelsen.

Samme eftermiddag kom Grethe og Poul Funch på besøg. Robert havde inviteret til middag på Rask Mølle kro om aftenen og efterfølgende kaffe hjemme hos ham selv.
Grethe og Poul overnattede her.
Robert kom og hentede os midt på søndag formiddag. Vi havde aftalt en tur i Hjortsvang og Tørring kær. Der var noget smattet ude i kæret, så Roberts bil blev griset til, men han fik da noget af sin overskydende gylle afsat til et par landmænd derude, så turen var da ikke helt spildt.
Robert havde ikke tid til at spise frokost sammen med os. Så kunne han nok lige nå en lille middagssøvn, inden han skulle til at fodre igen. Inger og jeg begyndte med influenza samme dag. Det har holdt godt ved lige siden med hosten og snotten.

Midt i februar kom vinteren så, med masser af sne og snestorm. De blev snydt for sneen på Fyn, så Astrid og Nicolai nød rigtig vores sne, da fynboerne var på besøg her ugen efter. Der blev bygget sneborge i stor stil, men de er føget til, efter de sidste snestorme.

Her den 14. marts 2005 er det dog ved at true med tøvejr, og viben og stæren er kommet.


Opdateret d. 2.5.2020