Om min barndom og tidlige ungdom:



Mine forældre tjente sammen i Aale præstegård og overtog præstegårdsforpagtningen 1. april 1940.
8. juni 1942 kom jeg til verden i den gamle bindingsværksbolig, hvor vi boede til 1. april 1951.

Vi boede dør om dør med præstefamilien Ebba og Tage Hansen samt deres fem børn Kirsten, Helge, Maria, Jørgen og Erik.



Forpagterboligen Aale Bygade 28.


Vi havde virkelig meget med hinanden at gøre. Maria og Jørgen var nærmest på min alder.
Jørgen og jeg gik i klasse sammen i de 5 første år. Da begyndte han på realskolen. Min bror Poul kom til verden 25. juli 1946. Han og Erik legede meget sammen.



Den unge Jens Jørgen.


Når man ser de gamle foto, kan man mindes mange ting. Nogle ting tydeligere end andre. For eks. da min far ville tage et foto af Maria, min mor og mig. Maria ville ikke blive siddende på trappen, men så kom præsten og fik fat i hende. Samtidig kom vores hund Prinz med.
Det er den første hund, som jeg husker. Han lå under barnevognen og passede på mig, har jeg fået fortalt. Han flyttede med os både til Hårup og her til Hjortsvang. Han blev over 14 år gammel. Han blev aflivet, mens jeg var med skolen i København.

Som spæd var jeg et vanskeligt barn. I dag ville det nok hedde et kolikbarn. Man fandt så senere ud af, at jeg havde en indsnævring i tarmene, så det var grunden til, at jeg skreg så meget. Min mor blev meget stresset af det. Hun tabte sig meget. Men jeg voksede heldigvis fra det, og siden har jeg vist ikke været så vanskelig.

Da Poul skulle komme til verden, blev jeg sendt op til Mie og Lille Bedste - min mors søster og Mor - som boede i Smalaale i Lille bedstes fødehjem "Havrelund".
Da det trak ud med Pouls ankomst, blev jeg hentet hjem, da min mor savnede mig.

Da jeg så skulle tilbage til Mie og Lille Bedste, var det på hesteryg sammen med min far. Mie var gået i seng. Jeg blev sendt ind for at spørge, om jeg måtte være der igen?
Da Mie spurgte, hvorfor jeg kom igen, fandt jeg på at fortælle, at jeg havde gravet et stort hul hjemme på gårdspladsen, så jeg ikke måtte være hjemme mere.

Da den store dag så kom, sad jeg bag på Mies cykel, og vi kom ned i præstegården. Meta, min mors yngste søster, kom ud på trappen for at fortælle, at det var blevet en lillebror. Da var skuffelsen stor. Man havde jo lovet mig en lillesøster, men jeg kom nu hurtigt over det.

Da der er 4 år imellem os, har vi nok ikke haft så meget fornøjelse af hinanden som børn, som vi ellers kunne have haft. Hvis jeg kunne gøre det om igen, ville jeg have været en bedre storebror, der smækkede knap så mange øretæver. Men sådan kan der jo være en del, når man ser tilbage i tiden.

I præstegården havde vi tjenestefolk. Den første karl jeg kan huske hed Rudolf. Han var alle tiders fyr, som både jeg og mine forældre var meget glade for. Rudolf flyttede her op til mine bedsteforældre.

Han var her den 5. maj 1945, har han fortalt mig. Vi havde hans og hans kones besøg for et par år siden, da vi havde åben have. Hun tjente på "Højgård" i Aale. De fortalte fnisende, at de var blevet forlovede henne i vores karlekammer. Nu har de haft guldbryllup, og lever endnu ude i Vestjylland.

I præstegården fik vi så Rudolfs broder Aage. Ham var vi ikke glad for. Han var alt for vild. Han tævede hestene ude i indhegningen om morgenen, fordi han ikke kunne fange dem med det samme. Det blev selvfølgelig bare værre. Min far var meget skuffet over, at Rudolf havde anbefalet sin bror Aage, har min mor fortalt.

Siden fik vi Mads Peter. Han var meget rar. Man holdt fyraften i marken kl. 18.00. Så blev hestene vandet ved truget på gårdspladsen. Da havde jeg fundet ud af, at det var sjovt at få en ridetur på det gamle brune øg. Det kunne nemlig selv finde ind i stalden. Man skulle så bøje hovedet og trække benene op under sig for ikke at komme i klemme i døren.

Men når det blev forår, og græsset begyndte at gro, ja så kunne den Brune finde på at løbe på græs og altså ikke i stalden. Derfor havde min far sagt til Mads Peter, at han ikke måtte give mig lov, men han gjorde det alligevel. En aften gik det galt. Den Brune løb ad marken til. Jeg holdt fast i seletøjet. Den travede ud af markvejen, så det gjorde forbandet ondt, men jeg holdt fast. Heldigvis var morbror Johannes og nabo Sigurd ude for at stikke mælkebøtter til kaninerne, så de fik hesten stoppet.

Jeg kunne næsten ikke gå, da jeg kom ned fra hesten. Man mente, at jeg havde forskrævet mig på den brede hest. Da min mor vaskede mig, så hun at jeg havde et sår på ryggen. Hun mente, at det måtte være seletøjet som havde skavet mig. Men seletøjet, som jeg holdt fast i, havde jeg jo foran. Det må have været en ryghvirvel, som prikkede igennem.

Det fandt man ud af et halvt år senere, da jeg pludselig ikke kunne gå. Da kom jeg på Brædstrup Sygehus. Man var bange for, at det var børnelammelse. Man fandt ud af, at det var en indre blodsamling i skridtet. Da det havde fordelt sig, kunne jeg gå igen. Ryggen var det for sent at gøre noget ved. Det kan godt ærgre mig nu her 56 år efter.

På Brædstrup Sygehus blev jeg tvangsfodret i havregrød, så jeg brækkede mig ud over sengetøjet.
Sygeplejersken nåede lige at skifte, inden min mor kom. Over for min mor var hun sød og smilende, og jeg slap for mere havregrød.

Vi var en 5-6 børn på stuen. Bl.a. en lille pige, som havde spist en mønt. Hun lånte mit rødhættehefte, som hun så brækkede sig på. Det var jeg sur over.
Min mor var flink til at besøge mig. Der gik også bus til sygehuset, men ikke om aftenen, hvor der heller ikke var besøgstid.
Da det var midt i høst, kunne min far kun få tid til at besøge mig om aftenen. Så en dag bad min mor mig om at holde mig vågen den samme aften, så ville min far forsøge at komme.

Det gjorde jeg så, og hørte ham tale med den gamle søster, som sad og strikkede og holdt vagt. Hun ville ikke lade ham komme ind. Men så råbte jeg Far!!!! Så kom han ind. Det var vi begge meget glade for.
Siden, når vi har talt om det, kunne min far blive helt rørt over det. En af de andre børn vågnede og begyndte at skrige. Så måtte min far ud, så det var ikke ret længe, vi fik lov til at snakke sammen.
Min far havde cyklet de 10 km. fra Aale.

I Aale Præstegård var der altid mange børn at lege med. Præstens havde som nævnt fem. Jeg var jo næsten jævnaldrende med Marie og Jørgen, så det var dem, jeg legede mest med. Min bror Poul og Erik var det lige sådan med. Engang spurgte jeg Marie og Jørgen, om de ville med op til Mie og Lille Bedste i Smalaale for at få vores middagsmad. Det ville de gerne, så vi startede 3 på en 3-hjulet cykel. Vi skiftedes til at træde, stå bag på og skubbe.
På halvvejen mødte vi Mie. Hun spurgte, hvor vi dog skulle hen? Mie var på vej til Aale.
Hun fik svaret: "Vi skal da op til dig og bedste for at få vores middagsmad".
Mie cyklede så ind i præstegården for at fortælle, hvor vi var. Vi fik stegt flæsk med persillesovs. Efter maden sagde Mie: "Du Jørgen! Din far er jo præst, bander han aldrig". "Nej" svarede Jørgen, men efter en kort pause sagde han: "Jo, nogle gange, når vi skal have nyt tøj".

Da vi blev lidt større, begyndte vi at spille fodbold. Helge var træner, Marie var målmand. Hun proppede bare kjolen op i buksebenene.
Vi spillede mod overbyen og Smalaale, hvor mine fætre Erik og Ejvind var med. Vi kunne ikke rigtig klare os.

Vi kunne også lege sammen i store flokke. Om efteråret, når bladene faldt af træerne, da kunne vi finde på at kravle op på tørvehusets tag og derfra over på redskabsrummet, hvorfra vi så kunne løbe op på det skrå kapeltag. Så kunne vi kure på rumpen ned af det glatte blytag.
Det skulle selvfølgelig være, når præstens ikke var hjemme og når mejeribestyreren var færdig på mejeriet. Han var nemlig kirkegårdsværge. De døde i kapellet sagde jo ikke noget til det.

Min far har frydet sig mange gange, når han fra stalddøren kunne se os spille fodbold på gårdspladsen.
Dagen før min 6-års fødselsdag ved aftenmalkningstid var vi en stor flok, der spillede fodbold. Min far kaldte på mig. Jeg skulle løbe ind for at se, hvad der var i den gamle bageovn inde i bryggerset. Jeg havde jo næsten ikke tid, men jeg gjorde det.

Der var en rigtig fodbold. Jeg gav et helt indianerhyl af glæde. Bolden var så pæn, at jeg næsten syntes, det var synd at spille med den. Men så kom der for alvor gang i spillet. Min far kunne altså ikke vente til dagen efter med at give mig bolden.

Min bror Poul legede meget med Erik P. og Ib fra mejeriet. En dag Ib og Poul legede håndværkere med et par hamre, kunne de ikke forliges. Der opstod en fægtning, og Poul ramte Ib i hovedet. Så var kampen forbi og Ib løb hylende ad mejeriet til.
I dag er de begge udlærte håndværkere.

Ibs store fætter fra Sjælland var på ferie hos sine bedsteforældre. Knud slagter havde lånt Harald mælkemands kassemælkevogn.
Den store fætter, Maria præst, Jørgen præst og jeg havde fået lov at køre med på betingelse af, at vi blev langt væk fra lugen, så vi ikke kunne falde af.

Da vi nåede svinget ved præstegården, ville den store fætter vise os, at han kunne springe af i farten. Det kunne han også, men han sprang lige ind i tjørnehækken, så han røg tilbage igen og fik det ene ben under vognhjulet. Det var heldigvis et gummihjul. Han kunne da løbe hylende ad mejeriet til. I dag er han borgmester i Helsingør.

Vi gik meget i bækken og fangede hundestejler. Vi brugte vores mødres sigter. Så lavede vi små fiskedamme i bækkanten. Engang havde Poul og Erik Central nu "Klovborg Turistfart" i fællesskab fanget en han hundestejle med pig på ryggen.
En af dem var så uheldig at få den til at sidde fast på fingeren. Da havde de begge gang i sirenen hele vejen hjemad.

Marie præst ville hjælpe sin bror Erik og Poul med at lave hjul til deres lastbil. Hun ville med øksen hugge skiver af en rund indhegningspæl. Det gik også ud over pegefingeren, men lægen klarede det med nogle sting.
Jeg var ikke kommet op den morgen, det skete. Jeg blev vækket af Maries hyl. Hun fik et fint ar.
Det gjorde hendes bror Jørgen også, men det var i panden, da han faldt ned på slåmaskinens finger.

Min morbror Johannes, som var ugift, havde et værelse hos snedker Sørensen, og så spiste han til middag hos os. Han havde både kaniner og bævere omme bag laden.
Bæverne havde adgang til vandbad, hvori de også lavede deres gødning, som svømmede oven på vandet. Det løb så bare ud i et hul i jorden.
Der var præstebørnenes fætter Niels fra Fyn så uheldig at plumpe i og få den ene gummistøvle fyldt. Han fik ikke støvlen tømt med det samme, så det blev lækkert.

Jeg var også med Johannes på kaninudstilling i de større byer.
Johannes lejede lidt jord,hvor han avlede tobak. Til høsten lejede han koner til at sy tobaksbladene på en snor. De blev så hængt til tørre under loftet i roe- og maskinhuset. Når man så havde fået fat i en pibe, ja så var det jo bare at trække et blad.
Jeg plejer at sige, at jeg holdt op med at ryge, da jeg begyndte i skolen.
Jeg var med Johannes i Middelfart med den sidste tobak. Det var pakket ind i avispapir og sat ind på sæderne på Georg Pedersens lille turistbus.

Nu har jeg modtaget besked om, at Jørgen præst er død. Ret så sørgeligt, da vi lige havde fået genetableret forbindelsen, og han var næsten som en bror for mig, nu da jeg har bedre tid.
Man kan så glæde sig over, at vi nåede så meget, som vi gjorde, de sidste godt 3 år bl. a. klassefesten.

Jørgen og jeg begyndte i skolens første klasse den 1. april 1950 i Østre Forskole med griffel og tavle og den gamle lærerinde Olga Nilsen også kaldet "Havgassen". Om efteråret gik hun af. Så fik vi frk. Eva Olesen.
Det var noget helt andet. Hun var på "græs" fra seminariet indtil jul. Hun kunne godt strikke i timen, når vi havde juleklip og den slags.



Frk. Olesen.


Som færdiguddannet lærerinde blev hun ansat på Hjortsvang skole og blev gift med vores kontrolassistent. Så hun blev fru Andersen.
Både Eva og Verner Andersen var med til vores 50-års klassefest.

Efter jul fik vi et par nye "græslinge". Den ene var Asta Bech, der senere som færdiguddannet blev ansat på Østre Forskole i Aale.
Tavle og griffel var blevet afskaffet. Det var nok samtidig med, at samme årgang som os fra Vestre Forskole blev flyttet ned til os i Østre, og vi var kommet i 2. klasse. Det var netop den 1. april 1951 vi flyttede fra Aale Præstegård til "Hårup Hedegård" som var på 33 tdl. med et engareal ned mod Gudenåen.

For at komme ned til engen måtte vi gå over et stykke lyng med gamle kæmpehøje. Det var vores nabo Anders Thomsens lyngarelal. I kæmpehøjene var der en masse rævegrave, som Jørgen præst og jeg var meget optagede af.
Da vi havde naturhistorie om ræven, fortalte Asta Bech, at ræven boede i jordhuler.
Da røg Jørgens arm i vejret. Da han blev spurgt sagde han: "I kan tro, der er mange rævholler ovre hos Erlings"! Det var jo forkert. Det var hos Anders Thomsen de var.
Det kan nok være, at Asta Bech fik røde kinder.

Det var det samme år til min fødselsdag, at Jørgen brasede igennem et råddent loft ned til et par grisesøer. Hele klassen var cyklende over til min fødselsdag. Jeg var jo fortsat i Aale skole, så jeg cyklede de 6 km.
Når det var godt vejr, var det ingen sag. Var det dårligt vejr overnattede jeg hos Mie og Bedste som var flyttet til huset på Aale Østermark. Der legede jeg så en del med deres nabos søn Erik Frandsen.
Så fik vi ellers Gudrun Bollerup i et års tid. Da vi kom i 3. kl., flyttede vi op til Karen Jensen i Vestre og Asta Bech blev ansat.

Aale by blev kloakeret det år, så der var et værre roderi i gaderne. Om vinteren var der masser af sne.
En eftermiddag, hvor det blæste op til snestorm, blev jeg hos Mie og Bedste. Dagen efter havde Karen Jensen ikke tændt op i kakkelovnen i skolestuen, så vi havde et par hyggelige timer i hendes stue. Vi blev så sendt hjem.

Dagen efter var vestermarkspigerne Ulla, Edith, Ellen M. og Sinne blevet enige om, at Peter Bungalow skulle vaskes i sneen.
Da det gik allerbedst og Peter var godt tændt, kom hans bedstemor forbi på cykel. Hun hoppede omgående af cyklen og sagde: "Nåh, er de slemme ved dig lille Peter"? Men Peter svarede. "Hold da kæft for satan i helvede kælling og skrub hjem med dig". Det kan nok være at hun kom på cyklen i en slem fart.

Et par dage efter mente vestermarkspigerne, at det var min tur. Da jeg var godt i gang med at putte deres hoveder ned i snedriverne, kom Asta Bech forbi og sagde, at jeg skulle være god ved pigerne. Jeg sagde at jeg vel havde lov til at forsvare mig, og samtidig fik jeg en hel ton sne i hovedet. Så skyndte Asta Bech sig væk.

Den sommer var jeg kommet på 2. holdet i drengefodbold. Orla Stidsen var vores træner.
Sommeren efter fik jeg min debut på 1. holdet. Det var mod arvefjenden Rask Mølle på den gamle bane hvor skolen nu ligger. Når bolden løb over sidelinjen, kunne den løbe helt ned i Rask Mølle by, så det var med at værre hurtig. Vi vandt 2-1 og jeg lavede de 2 mål, så jeg var dagens mand og derefter fast mand på 1. holdet. Jeg husker tydeligt det andet mål, for Marie præst stod bag målet og råbte: "Skyd Jens Jørgen skyd! ".
Hun ville gerne have været med, men dengang var der ikke noget klubfodbold for piger.

Selv om vi var flyttet til Hårup, kom jeg stadigvæk meget ned i præstegården for at lege.
Engang havde vi fået samlet en lille hær med bue og pil og træsværd. Vi udkæmpede engang et drabeligt slag mod overbyen, hvor det endte med, at vi fik dem drevet op i en banevogn omme ved stationen. Vi tog så snoren af den ene ende af vores buer og brugte den som pisk. Da måtte de overgive sig. Vi var naturligvis stolte og drog ad præstegården til gennem havelågen i diget til haven.

Erik P. var løbet i forvejen. Da vi nåede buskene ved havelågen, hørte vi ham udstøde nogle gevaldige hyl. Han havde mødt pastor Hansen på havegangen med et stramt ansigtsudtryk. Erik løb tværs gennem rosenbedet med korte bukser på, men han undgik så pastoren.
Det blev så Jørgen, der måtte tage et par på kassen, og det gjorde han uden at kny. Vi havde jo vundet krigen.

Præstens spiste aftensmad allerede kl.17,30. Det var det, de var kommet for sent til. Vi andre spiste en time senere, så det kunne godt være svært, når man ingen ur havde, og var godt i gang med en god leg.

Engang Jørgen havde været oppe på "Bjerregård" for at køre traktor, kom han også for sent til aftensmaden, men han nåede at få noget at spise, imens præsten talte i telefon.
Da jeg kom derover, sad Jørgen på trappen og snørede sine sko. "Vi vil op til Simon for at ringe solen ned" sagde han, men da kom præsten og hev ham ind i gangen og lukkede døren.
Jeg stod udenfor, og kunne høre Jørgen hyle, da han blev tampet. Da der så blev helt stille, vovede jeg at stikke hovedet ind for at spørge, om det var slemt. "Det var ikke så galt", svarede Jørgen, "jeg hyler altid så kraftigt, for så får det hurtigere ende".
Han har siden betroet mig, at han mente, at der blev slået til for fuld kraft, når det var den nederste bløde del af ryggen, det gik ud over.

Præsten forkede for øvrigt alt vores korn, og han ville helst have 2-3 neg på forken ad gangen, så han var noget stærk og skråen blev vendt nogle gange. Han holdt sig nok i form i den store køkkenhave. Kirsten og Helge skulle slå den store græsplæne med håndklipper. Vi mindre børn var en gang imellem trækdyr.

Jeg lærte også den svære kunst at cykle, da vi var i præstegården. Svend Åge Mælkemand og jeg øvede os på vores mødres cykler. Vi væltede selvfølgelig mange gange.
En dag mente Svend Åges større brødre Frede og Ejvind, at det kunne være sjovt at se, hvem af vi to små der kunne cykle længst uden at vælte. Vi blev startet fra rækværket på bækbroen. Vi fulgtes pænt ad hen til malerens, hvor Svend Åge drejede til venstre ind i det lille anlæg ved kirkegården.
Jeg fik svinget til højre ad byen til, hvor jeg mødte Mogens maler. Han tjente hos os. "Nå, du har fået lært at cykle Jens Jørgen" sagde han. Jeg svarede "jah", men vidste ikke, hvordan jeg skulle få vendt. Jeg var helt våd inde i hænderne af sved.

Oppe ved barberen var der en åben plads på hjørnet, hvor jeg fik drejet ind over kantstenen og fik vendt. På tilbagevejen ud for snedker Sørensen drejer cyklen pludselig til venstre over mod slagterens hvide tremmestakit. Jeg styrede forhjulet lige ind i et mellemrum, og så stod cyklen der bare uden at vælte, men forlygten røg ind i slagterens have. Jeg nåede at komme ind og fik den samlet op, uden der var nogen, der så det. Så først da kom de tre mælkedrenge springende.

Jeg kom en del inde hos slagteren. Jens Evald var i lære hos sin far Oliver. Man kunne være heldig at få skindet af en spædkalvehale fyldt op med salt, så havde man en hel politistav.

Oliver og jeg havde fødselsdato sammen. Der var 50 års forskel på os. Det gav en daler, når man var inde for at lykønske.

Hos Sofus Hansen, gården hvor der nu er systue og børnehave, kunne man altid få en is. Jeg spurgte altid, "Hvordan har du det i dag Sofus"? Det havde jeg lært af min far. Så gav det altid en is.
Sofus havde kræft, så han levede ikke så mange år. Hele Nederbyen blev inviteret til Sofusī fødselsdag midt på sommeren. Så blev der spillet kroket på gårdspladsen og drukket hjemmebrygget gammeløl.

Min far havde en aften fået lidt ondt i hovedet af for meget gammeløl, så han gik en tur ud ad markvejen. Der mødte han præsten. Han var også blevet lidt tung i hovedet.

En dag sagde jeg til Marie og Jørgen: "Vil i med hen til Sofus for at få en is"? Den var de lige med på. Vi måtte vække Sofus. Han lå på sofaen og fik sin middagssøvn. Han måtte op at sidde for at få fat i pungen. Vi blev så enige om, at vi godt kunne nøjes med en jordbæris til 25 øre. De var desværre udsolgte, og vi købte så en skalle til samme pris, og var så venlige at gå tilbage til Sofus for at vække ham en gang til for at vise, at vi havde fået en skalle og ikke en jordbæris. Sofus mente, det var i orden. Han var en meeeeget flink mand.

Så var der høstfesterne. Vi fik flæskesteg med rødkål derhjemme, hvor alle som havde hjulpet til var med, bl.a. præstens. Så var der børnebal i forsamlingshuset fra kl. 19-21. Derefter bal for de voksne.

Forsamlingshuset var pyntet festligt op med kornneg, roer, gulerødder og efterårets grene, som hængte i ribberne under vinduerne ud mod bækken. fFrste dag var høstfest for byen og andendagen for landet, så derfor måtte vi ikke gnave i gulerødderne. Hvis man var heldig, kunne man komme med til begge fester, da by- og landgrænserne nok var lidt flydende.

Lidt længere hen på efteråret var der mejerifest, når regnskabsåret var slut og overskuddet udbetalt, ja, så var der fest med smørboller og chokolade.
Årets fester sluttede med juletræsfest med sanglege og dans. Det var selvfølgelig i en af juledagene.

Om vinteren var der frivillig gymnastik gennem ungdomsforeningen. Et år var vi over 30 drenge på et hold. Man sluttede vinterens gymnastik med en amtsopvisning, da Aale havde den største sal i hele Skanderborg Amt.
Ja, så var det altid der, det foregik. Før Marie, Jørgen og jeg var begyndt i skolen, havde vi forvildet os ind som tilskuere til amtsopvisningen. Pludselig var der en der hev mig i armen og slæbte af med mig. Det var min moster Meta. Jeg skulle hjem for at blive vasket og i andet tøj, og det skulle Marie og Jørgen ikke.
Et andet år til amtsopvisning blev der et kraftigt tøbrud, så bækken gik over sine bredder og ind under forsamlingshuset. Når så pigerne fik en stråle isvand op under skørterne, ja så kom der gang i indianerhylene. Nogle måtte bæres over til omklædning i malerens værksted, så meget vand var der.

Jeg mener kun, vi holdt 1 juleaften i præstegården, ellers var det her på gården hos min store Bedste.

Lillejuleaften var vi altid hos Mie og Lille Bedste. Mie havde lært at spille nogle julesange på sit orgel, så det var meget hyggeligt. Til julen i præstegården fik jeg min første kuglepen. Det var fra min farbror Gunnar. Den eneste juleaften vi holdt i Hårup, fik jeg en lommekniv-saks af min morbror Johannes, og den har jeg endnu. En enkelt juleaften holdt jeg alene hos Mie og Lille Bedste i huset på Østermarken, da de ikke ville ud juleaften. Senere, da vi flyttede til gården her, lykkedes det at overtale dem sammen med min mors moster Andrea.

En nytårsaften var jeg også hos Mie og Lille Bedste. Først på aftenen var jeg nede i byen og lave hundekunster og fyre hundepropper af. Vi var også nået op til Augusta og Pilegård. Døren til forgangen var ikke låst, så vi fyrede nogle skud af og løb væk, men vi kunne dog se Pilegård komme frem i døren med sin krumnakkepibe. Da råbte Jørgen "Gooodt nytår"!
"Åh tak skal i have" svarede Pilegård glad, men da Jørgen så råber tilbage "tyndskid i 7 år", ja da blev døren lukket i en slem fart.

Sidst på aftenen var jeg sammen med præstens oppe på Brunbanken for at se ud over Aale.
Så var det ellers hjem til Mie og Bedste.

Det var ellers også noget af en sport at løbe med præstens kedel. Jeg har aldrig gjort det. Den var alt for tung, når den var fuld af vand. Jeg så Tyge maler løbe med den, men han blev indhentet af fru Hansen. Det var også meget brugt at hejse kaffekander og havelåger op i flagstangen.
Den første nytårsaften i Hårup var vi ikke hjemme, så da havde der været nogen og flyttet rundt med vores vogne og sat brandstigen tværs over indkørslen.

Om sommeren fiskede vi krabber nede i Gudenåen. Det var ovre i Hårup. Man plirrede med en kæp foran deres huller i åbrinken. Når de så kom frem, stak man en anden pind ned bag dem, så de ikke kunne bakke, og så bed de på den forreste pind. Så kunne man lige hive dem op.
I sommeren 1952 nåede vi lige hjem fra åen for at høre i radioen, at Danmark fik klø 5-3 af Jugos1avien i fodbold. Det var til OL i Finland.

I 1954 kom vi i 4. klasse i hovedskolen ved 2. lærer Thomsen og 1. lærer Jørgensen, og samtidig flyttede vi fra Hårup her til Østerskovgård i Hjortsvang. Mine forældre købte den ene halvpart af gården af min bedstemor og farbror Gunnar den anden part.

Min farbror Gunnar var en noget indesluttet ungkarl, så det gik ikke godt. Det blev 9 strenge år for mine forældre. Min far var meget skuffet. Min faster Agnes, som også var ugift, flyttede med Store Bedste ned i "Skovborg". Vi drev så også jorden på "Skovborg".

Jeg fortsatte i Aale skole, hvor vi netop det år skulle til København med skolen i den sidste del af sommerferien.
Leif Sivertsen københavner-feriedreng nåede hjem til København, så han kunne være sammen med os i Tivoli. Vi blev rigtig vist rundt i Tivoli. Vi fik så mange ture i rutsjebanen, at jeg var ved at blive dårlig.
Leif fortalte, at hunden Prinz var blevet skudt, mens jeg var væk. Min far havde ellers sagt, at han ikke skulle fortælle det.
Det glemte min far aldrig, men Prins var både døv og blind, så det var godt nok, at han blev aflivet. Han var 14 år.

Efter vi var flyttet fra Aale og præstens var på ferie, skulle mor vande deres blomster. Leif og jeg var med, og vi fandt ud af, at der var et blommetræ i hønsegården med en del blommer på en stor gren, som vi begge løb ud på. Knak sagde det så. Det blev mig, der måtte fortælle præsten, hvordan det var gået til.
Leif havde vi arvet efter min bedstemor.
Hans mor Karen kom som feriepige til mine bedsteforældre sidst i 20-erne. Efter krigen kom hun så med manden Børge og drengene Leif og Jan. De var en 14-dages tid hos min bedstemor. Da Leif begyndte i skolen, var han der så det meste af ferien.

I Hårup fik vi Leifs fætter Gunnar Sandersen som feriedreng. Han kom med hertil i 1954, men måtte sendes hjem, da han længtes hjem.
Han væltede senere af cyklen død af en blodprop inde midt i København. Han var ikke engang blevet 40 år.

Karen, Børge og Jan havde vi på ferie 14 dage et enkelt år ovre i Hårup og en enkelt sommer her. Så blev der for travlt.
Min mor hakkede ca. halvdelen af vores roer. Senere blev det nogen gange i julen, at københavnerne kom. Vi er blevet ved med at holde forbindelsen. Vi har nu set 4. generation her, men det er en anden historie.

Man havde købt traktor her på gården i 1953. I 1954 havde vi beholdt 2 heste en brun vallak og en skimlet hoppe. Det var belgiere. Efteråret var så vådt, at vi brugte hestene til at samle roer.

Om sommeren red Leif og jeg dem på græs nede i "Skovborg". Det var uden sadel, så man kunne godt ryge af i svinget. Den brune blev solgt om vinteren. I sommeren red vi til hingst med skimlen hos Bendt Mikkelsen i Aale, men der kom ikke noget føl. Så købte jeg en oldenborger plag men Gunnar gik og vrøvlede om, at den åd for meget, så den solgte jeg snart igen.

Vi vænnede den dog først til seletøjet. Først med en hest og kane fra "Lehnsgård". Det gik fint. Så skulle vi prøve som enspænder. Min bedstemor i "Skovborg" havde en lille kane på portloftet. Den fik vi gjort klar og fyldt op med min bror Poul, fætter Jørgen, min far og jeg. Det gik helt ned i kæret og tilbage igen, indtil vi nåede imellem gårdene. Vi havde vores store "Plet" med. Han var halv St. Bernhart og vejede 80 kg.

Da Jens smeds lille foxterrier kom forbi, skulle Plet da lige snuse til den. Den lille foxterrier smuttede ind mellem benene på hesten, som selvfølgelig blev meget bange, slog et par skider og sparkede bagud, så træet splintredes hvor Jørgen sad. Min far råbte "se at komme af, se at komme af ". Vi væltede så ud til begge sider.
Min far sprang også af. Han kunne ikke holde hesten bedre end æde den, som man siger, så han måtte smide tømmen. Hesten sprang afsted ad vejen ned langs haven. Kanen rullede rundt flere gange, så det var godt, at vi var kommet af.

Hesten fortsatte rundt på gårdspladsen og ud af indkørslen mod "Lehnsgård", hvor den tabte kanen, og fortsatte om bag laden, hvor den sad fast i en snedrive. Jeg solgte så plagen til Jens i "Lehnsgård", hvor jeg senere måtte betale nogle penge tilbage, da de sagde, den var fodernærig, dvs. den ville forsvare sit foder.

Skimlen blev solgt hen på sommeren efter, da vi havde købt en radrenser til traktoren. Arnfred, vores karl, som var fra skiveegnen, blev den sidste, som kørte med hesteradrenser.
Det var også det år vi købte en JF let selvbinder. Arnfred købte en Wittlerknallert hos skomageren, så det var på det tidspunkt, knallerterne kom frem. Sommeren efter havde vi Preben Wendelboe til karl. Han rejste senere til USA, hvor han hængte sig. Det var så den sidste tjenestekarl vi havde i 1955.

I 1956 tog jeg med min faster Jonna til Sjælland på sommerferie, og skulle også en tur ind for at se til københavnerne. Det var med tog fra Lille Skensved. Leif og jeg var på Bakken. Leif ville holde fis med en politibetjent og spurgte om vej, men betjenten sagde "Brug øjnene for fan.. knægt".

Ved lukketid sagde Leif "nu skal vi se slagsmål". Vi masede os igennem en klynge mennesker. Imellem bøgetræerne lå et par mænd og rullede rundt i græsset. Den ene var i jakkesæt og slips, og den anden var med anderumpefrisure. Nogle af tilskuerne tog fat i benene på de to mænd og fik dem skilt ad. Man spurgte så, hvad de sloges for. Da svarede anderumpen: "Han skal ikke komme og blære sig, bare fordi han har to kællinger med".

På hjemvejen med toget til Jonna og Tage kørte jeg et par stationer for langt. Jeg kom ikke af i Lille Skensved. Jeg gik en hel station tilbage ad jernbanen, da der var længe til det næste tog gik. De var også nok lidt urolige for mig i Ladager. Jeg gik nemlig også fra Lille Skendsved til Ladager. Det var blevet hen ad aften inden jeg nåede frem, så det var noget af en fodtur, jeg havde der.

I 1956 blev Aale og Hjortsvang fodbolddrengehold slået sammen. Vi spillede både nåle- og pokalkampe i anledning af indvielsen af Rask Mølle ny stadion, og vi vandt begge dele.

Den l. marts 1956 blev den nye skole i Aale indviet med flaghejsning og is til alle vi børn. Amtmand Schou og frue var også til stede. Fruen blev dårlig, besvimede i cykelstalden og knaldede baghovedet ned i en bagagebærer, så hun blev noget omtåget. Lærer Jørgensen svang hendes ene arm om sin nakke og bad mig tage i hendes ben, men der kom så meget liv i hende, at hun kunne støtte på benene. Hun kom så ind i lærerboligen. Der var vild luksus f.eks. træk og slip i stedet for de gamle lokummer.

Da vi gik i 4. klasse havde vi naturlære med lærer Jørgensen. Han viste os en solsort, som lå på sine æg i en rede lige ved stakittet imellem legepladsen og hans have. Vi skulle så holde øje med den, men et par dage efter var både fugl og æg væk. Lærer Jørgensen ville så vide, om der var nogen som kendte noget til det.
Lærer Thomsens Keld kunne da fortælle, at han havde set Knud Martin, som boede nabo til skolen tage de 4 solsorte æg op og lagt dem på en række på stakittet for at se, om han med sin luftbøsse kunne skyde igennem alle 4 æg på en gang. Det kunne han.
Så var det Jørgensen spurgte os i klassen: "Hvad skal man gøre ved sådan en knægt"? Der var mange forslag. Både et par på kassen og buksevand, men så havde Peter armen i vejret: "Smid ham ind på pige-wc".

"Ja, ved du hvad Peter, det synes jeg er en god ide", sagde Jørgensen. Peter havde nemlig selv prøvet det, når han havde været for fræk. Haspen sad udvendigt, så det var umuligt at komme ud, da der kun var et ganske lille vindue for oven og det stank forfærdeligt derinde. Spanden blev kun tømt en gang om ugen.

Vi blev enige om, at vi i frikvarteret skulle se, om vi kunne få Knud Martin med til at spille fodbold. Han skulle så stå på mål oppe ved lokummerne.
Planen lykkedes, så der sad han den næste time. Vi kunne så fra vores klasseværelsesvindue se en fin røg stige ud fra det lille vindue, hvor Knud Martin sad. Det var nok for at holde stanken ud, at han røg.
I det følgende frikvarter fik vi lærernes haveslange rullet ud og fik branden slukket.
Knud Martin blev så lukket ud, så han kunne komme hjem for at få noget tørt tøj på.

Hvor den gamle skole lå er der nu P-plads til Brugsen.

Keld Thomsen cyklede til Vejle for at se fodbold. Vejle var rykket op i 1. division og skulle spille pokalkamp mod AB med Knud Lundberg og Kaj Jørgensen på mål. Kaj var tidligere Horsens- og landsholdsmålmand, men han havde ikke nogen god dag, hvilket selvfølgelig frydede Vejle-publikummet. Vejle vandt 5-3. Det var i 1956.

Keld T og Jørgen P var året før begyndt i realskolen i Tørring. Keld var en glad og åben dreng, men han flyttede fra Aale sammen med sine forældre. Da han senere kom på besøg i Aale, var det som om, vi ikke kunne komme i kontakt med ham. Han cirklede rundt om os på sin cykel, da vi det halve af drengefodboldholdet holdt ved ishuset ved korsvejen.
Keld prøvede en del ting bl. a. til søs, men efter et par år begik han selvmord.

Den 5. april 1957 blev jeg konfirmeret i Aale kirke og var til alters sammen med Lille Bedste.
Vi var nogle af de første oppe i koret, så bedste smuttede ned på knæene med det samme, men pastor Hansen ville sige et par ord først, så hun måtte op at stå igen. Det gjorde ikke noget.
Hun strålede som en lille sol, som hun altid gjorde ved den slags lejligheder.

Bedste blev født den 6. februar 1883 i Smalaale på ejendommen "Havrelund", der blev bygget af hendes fars forældre i 1858. Det var på jord fra "Bjerregård", hvor min tipoldefar var ladefoged. Bedstes forældre var Maren og Kristoffer Mikkelsen.

Min oldefar var væver og noget speciel. Når han spiste fisk, spiste han også benene, og han sagde: "Det er en ringe karl, der ikke kan spise muggent brød så det ryger ud af næseborene".

Han tog sine 3-4 køer ud i tøjr om vinteren og slog skrald med pisken for at få køernes stive muskler rørt.
Kristoffer ville ikke fotograferes, så det eneste foto, som findes af ham, er taget med skjult kamera.
Da Bedste var ældste væverbarn, skulle hun lære alt til faget hørende.
Jeg har dog aldrig set hende væve, men alt muligt håndarbejde. Hun har lavet mange mange meter orkies.

Bedste kom ud at tjene i forskellige pladser. De sidste 3 år inden hun blev gift, tjente hun hos Karen Skov på "Lillebjerre". Der var Bedste meget glad for at være, fordi Karen Skov altid sagde: "Vil du gøre det arbejde Ane" i stedet for bydemåden "Gør det!.
På "Lillebjerre" havde man ynglende storke på taget, men det var der ikke meget ved, sagde Bedste, for de lavede så meget spektakel, at det ikke var til at sove til middag.

For ca. 100 år siden blev Bedste gift med Iver Peter Jensen. De købte 12 tdl. af Bankens ydermark i Smalaale, hvorpå de byggede en ejendom, som de kaldte "Granbakken".
Min bedstefar kørte mælk til mejeriet og sten og grus til vejene for kommunen. Så kom der ellers børn med 2-3 års mellemrum. 9 i alt blev det til med et hold pige tvillinger i midten. Min bedstefar blev desværre mere og mere svagtseende og et par operationer hjalp ikke. Mie skulle gå foran i græs og korn med sine bare fødder. Så kunne bedstefar holde retningen med leen. Mie skulle så passe på at holde så god afstand, at han ikke huggede i hendes ben.

Peter Jensen kunne kende sine børn, naboer familie og omgangskreds på stemmerne, men han blev mere og mere mærkelig.
Hvis der blev købt nye håndredskaber, blev de omgående brækket, når han fik fat i dem. Den mindste af børnene Karl skreg en del, som små børn jo gør. Det kunne hans far ikke have. Han troede vist at Bedste var slem ved Karl, så Bedste flyttede en overgang hjemmefra med den mindste Karl. Når så de andre børn kom hjem fra skole, stod deres far uden for døren. Så var det kun Mie, der måtte komme ind og måtte hente maden udenfor til de andre.

Min bedstefar var blevet sindssyg, men over for andre udenforstående kunne han være helt normal, så efter en uges ophold på "Petersbjerg" hos hans søster mente familien, at han var rask.
Et par nætter efter gik han helt amok. De store børn lå oven på ham i sengen og holdt ham fast, for at han ikke skulle splitte alting ad.
Lægen sagde, at han ikke kunne tvangsindlægges, når han ikke havde forsøgt at skade nogen personer. Sådan ville man nok ikke tolke loven i dag.

Da Stinne og Mie (tvillingerne) skulle ud at tjene, og Mie gik ind og sagde farvel til sin far, sagde han: "Rejser du, så holder jeg det ikke ud længere".
Mie rejste i plads hos en vognmand i Klovborg. En uges tid efter da Mie havde sin første fridag og kom hjem og fandt huset stille og tom, hørte hun sang og fløjten bag huset.
Der var det meste af familien samlet og stablede træ. Det var meget fredfyldt, for deres far var blevet tvangsindlagt på Viborg Statshospital, og der blev han resten af sine dage.
Da karl skreg havde min bedstefar forsøgt at kvæle min bedstemor. En af de store børn forhindrede det.

Kort tid efter gik Mie helt i chok. Hun blev først indlagt på Brædstrup Sygehus og senere på Statshospitalet Risskov ved Århus. Det var en meget barsk oplevelse. Efter 2 års ophold kunne hun huske det hele og kunne fortælle om det. Min mor har fortalt, at hun fik Mie flyttet fra den lukkede afdeling, men i den åbne afdeling sov de i en stor sal og blev alle spændt fast i sengene undtagen en, som ikke kunne gå. Dvs. når lyset blev slukket, kunne hun fare rundt og tyrannisere alle de andre. Ret uhyggeligt.

Mie fortalte også, at engang kom hun til at rive vandfadet ned for nattevagten, som skulle vaske Mie. Det blev nattevagten så sur over, at hun straffede Mie ved at tage hendes dyne om aftenen og først komme med den om morgenen. Man kunne godt få den tanke om hun ikke også var sindssyg. Mie lå selvfølgelig og frøs som en lille rystende hund og fik en meget kraftig hoste, så lægerne begyndte at interessere sig for hende. Da først turde nattevagten ikke tage dynen mere.
Mie havde altid været meget nervøs. Det opdagede jordemoderen allerede ved fødslen. "Den pige får du ikke meget fornøjelse af, for hun er så nervøs, at hun klamrer sig til mig" sagde hun til Bedste. Det kom dog ikke til at passe, for Mie og Bedste boede sammen til Bedste var over 90 år gammel.
På Risskov var en mere fra Aale indlagt. Knud fra "Bjerregård". Når hans søster Anna Dahl besøgte ham, havde hun altid noget med til Mie. Mie gik så altid ind på sovesalen, hvor de andre patienter flåede det hele fra hende.
Men så engang Anna Dahl havde en pose blommer med til Mie, smuttede hun ind på wc, hvor hun spiste alle blommerne og spyttede stenene ud i toilettet. Det var der en sygeplejerske som opdagede og blev klar over, at Mie var ved at blive bedre. Sygeplejersken gav så Mie garn og strikkepinde. Hun sad en hel dag uden at kunne få maskerne slået op på strikkepindene.
Dagen efter lykkedes det, og Mie strikkede og strikkede i en lang strimmel. Så gik det ellers stille og roligt fremad og Mie arbejdede i køkkenet på sygehuset det sidste halve år, hun var der.

Da hun kom hjem, blev hun tilkendt invalidepension. Min ældste morbror Kresten var da bestyrer for Bedste, men da han havde gået hen og lavet stær i kassen hos sin tilkommende Magna, ville de gerne overtage "Granbakken". Bedste købte da "Havrelund" af sin bror Kristian Mikkelsen. Hun flyttede så derned sammen med Mie og de to mindste Meta og Karl. Bedste fik bedstefars pension udbetalt engang. Hun ville smide kuverten som pengene havde været i på ilden, men hun gjorde det omvendt og smed pengene på ilden. Noget af en katastrofe i det lille hjem.

Sommeren 1957 var jeg karl her hjemme på gården. I sommerferien tog Jørgen P og jeg på en 8 dages cykeltur Fyn rundt og ned over Tåsinge og Langeland.

På Langeland var vi i biografen for at se en Lemmy film, som var forbudt for børn. Da vi kom ind i biografen kikkede kontrollanten meget bestemt på Jørgen, men Jørgen kikkede lige så bestemt tilbage. Der blev dog ikke sagt et ord.
Da kontrollanten var gået sagde Jørgen: "Fanīs man skal have sådan en ballade, når man skal ind for at se en film, der er forbudt for børn".

I Assens havde vi besøg af Jørgens søster Kirsten og Karen Højvang. De bestyrede en københavnerpigelejrskole. Det var vist noget af en oplevelse for dem.
Vores rundtur på Fyn sluttede hos Jørgens farbror Lars. Da Jørgens familie skulle komme på besøg i weekenden, blev vi enige om, at Jørgen lige så godt kunne blive der. Jeg skulle så cykle alene hjem. Det var omkring Odense, så der var godt 100 km. hjem.
I Ubberud kørte jeg ind og besøgte Karl min yngste morbror og hans kone Ingrid i "Kirkemarkhuset", som deres ejendom hed.

Karl var ved at høste med heste og selvbinder. Jeg fik min middagsmad der, og så af sted mod Jylland. Jeg var hjemme ved aftenstid. Da var jeg godt nok træt.

Vinteren 57-58 var det så Vesterlund Ungdomsskole. Sammen med min skolekammerat Åge, min fætter Erik og lille Jens.
Åge og jeg havde værelse sammen og Erik og lille Jens havde værelse sammen. Det var en hektisk tid, hvor vi lærte en masse.
Det var ved forstanderparret Maibom, lærerne Stouenberg, Jensen og Torp.

Jensen gik meget op i gymnastik. Vi var til en stor gymnastikopvisning i Brande med efterfølgende bal på hotel Dalgas. Torp havde været oversergent i hæren, så han passede vist ikke rigtig ind i skolens rammer. Stouenberg var sød rund og dygtig. Meibom havde vist taget skade af et forhør hos Gestapo under krigen. Efter sin afgang tog han sit eget liv. Nogle siger, at både han og konen var blevet alkoholikere.

Sommeren 1958 var jeg igen karl herhjemme og holdt ungdomsgilde for os, der var konfirmeret sammen, med bal i laden, hvor Anna Bech fra Hårup spillede til på harmonika.

Det var vist også det år Leif Sivertsen kom herover på knallert. Han kom over med færgen Hundested-Grenå. Det var vist også strengt. Han sad og faldt i søvn på knallerten, men slap dog godt både frem og tilbage.

En af de aftner han var her, kunne vi se en ildebrand nede ad Aale til. Vi hørte så dagen efter, at det var "Nybjerre", der var brændt. Vi kørte derned om aftenen. Der var helt sort af nysgerrige mennesker. Det var et sørgeligt syn. Destruktionen var der og slæbte døde grise og kreaturer ud.
Der var også stor tilstrømning på Åstedbro kro, hvor vi to unge gutter også skulle ind for at købe en øl.
Kromanden, Svend Åge Landmand, sad lige inden for døren og raflede med en lidt anløben fyr. Servitricen kunne ikke nå glassene på den øverste hylde, så hun sagde til kromanden: "Jeg kan altså ikke nå de øverste glas Svend Åge". "Nu skal jeg", sagde han, men ham den anløbne sagde: "Nåh kan du ikke nå lille pige, så skal jeg lægge mig ned, så kan du stå på min tissemand, så kan du fanden æde mig nå". Det var vores møde med "fagre voksne verden".

Den l. nov. 1958 begyndte jeg som fodermester i "Lehnsgård".
Der var 24 malkekøer, spandmalkemaskine og ellers alt med trillebør. Jeg væltede engang med 4 transportspande med mælk i. Det halve af mælken blev spildt.
Da jeg fortalte det til jens sagde han: "Nøjes med at tage 2 spande med næste gang". Han var en rar mand.
Jens mente, han kunne se på køernes gødning at de fik for lidt roer. De skulle have 50 pund om dagen. Jeg troede han mente 50 kg., så de fik da nok en overgang, indtil vi fik rettet misforståelsen. Godt det var kålroer, ellers var det ikke gået godt.

Jeg tjente sammen med Ejvind Hansen fra Hedensted, og til februar kom sønnen Jørgen hjem fra soldatertjenesten. Datteren Inger var pige i huset. Det kneb for hende at komme op om morgenen, så man kunne få noget morgenmad. Når man kom op kl. 5, var det jo rart at få morgenmad senest kl. 7.00 men det kneb meget især om vinteren.
Vi fik først havregryn, derefter kaffe og brød. Man havde så en tyndbundet kasserolle, hvor man varmede vand til kaffen. Når vandet kogte, blev det hældt over på en kold kaffekande med kaffebønner og pose, så det var klart, at kaffen kun var lunken.
En morgen sad Ejvind midt i sine havregryn. Da Inger havde skænket kaffe til mig, stillede hun sig ved komfuret for at varme sig med ryggen til os. Da tog jeg lige og rørte rundt i min kaffe med pegefingeren. Ejvind sagde puh, så havregryn sprøjtede ud over hele bordet. Inger vendte sig lynhurtigt om, men fattede ingenting.

Gerda, konen på gården, øste som regel grødforretten op på de dybe tallerkner, og det var store portioner. Vi ville ikke være bekendt at levne og ville gerne have appetit til efterretten. En middag, hvor jeg var kommet et par minutter før Ejvind, og grøden var blevet øst op, tog jeg lige og øste det halve af min grød oven i Ejvinds, så der kom top på, selvfølgelig under protest fra Gerda. Da så Ejvind kom ind, så han galt på Gerda og sagde: "Hva fan.., tror du, det er en hest du fodrer".
Den dag måtte hun øse grøden tilbage i gryden igen.

Ejvind og jeg var kommet i bestyrelsen i ungdomsforeningen, bl.a. sammen med Martha Sandal, som det år blev gift med Bent Andersen, så vi var til andensdagsgilde på "Kristiansminde".
I foreningen havde jeg fået fodboldafdelingen og havde tilmeldt både et ynglinge- og et seniorhold. Jeg spillede selv med på begge hold, så det var noget bøvl, men vi fik hjælp af mine skolekammerater i Aale til at m spillere nok til ynglingeholdet.

Vi holdt bal i forsamlingshuset 1 gang om måneden. Det gik rigtig godt med overdans til den lyse morgen med masser af mennesker og overskud i pengekassen. Da var der nogle balgæster, som kørte galt i bil nede i "Klemmen", og der kom politi på. Vi havde solgt medlemskort selve balaftenen, men de skulle efter reglerne afhentes 3 dage før, så der var en bøde på 100 kr. pr. bestyrelsesmedlem. Da var jeg så heldig at være flyttet til Hatting, så jeg slap for bøden. Da man så i foreningen begyndte at overholde loven, gik det stille og roligt tilbage, så det til sidst ikke kunne gå økonomisk.

Den l. nov. 1959 havde jeg fået plads som karl på "Eshøjgård" i Hatting hos Hansa og Karl Knudsen. Karl var noget af en hidsigprop, men Hansa og hendes far sognefoged Jørgen Juul var nogle rare og flinke mennesker.

I foråret 1960 var jeg med Jørgen Juul på session i Horsens, hvor jeg blev taget til Den kgl. Livgarde, på trods af at lægen sagde, at jeg var så nærsynet, at hvis der gik en smart pige på den ene side af gaden, så kunne jeg ikke engang se det og pifte efter hende.

Om sommeren tog jeg timer til kørekort til bil. Det var i aftentimerne, da Karl Knudsen ikke ville give mig fri om dagen. Det var Jens Mekaniker fra Klovborg, der var min kørelærer.

En aften skulle vi have hans datter med hjem fra Horsens. Vi kørte forbi et skilt med bogstaverne DLAM. "Hvad betyder det far", sagde hun. Da han ikke svarede, syntes jeg, at jeg var nødt til at svare: "Det betyder Dansk Landbrugs Andels Maskinindkøb" sagde jeg. "Nåh, hvorfor så det?" sagde hun. "Joh, der er nogle landmænd, som mener at maskinhandlerne tjener 40 procent på maskinsalget, og derfor har de oprettet DLAM". "Er det for meget", råbte Jens mekaniker. "Det ved jeg ikke, men det er der altså nogle landmænd som mener", sagde jeg. Så talte vi ikke mere om det.

I sommerferien var Jørgen i "Lehnsgård" og jeg en 8 dages tid rundt på Sjælland i "Lehnsgårds" stationcar, som vi kunne sove i. Vi var også inde at besøge min faster Jonna og Tage i Ladager. Det var lige omkring min fødselsdag. Vi skulle hjem, for jeg skulle op til køreprøve. Det gik fint. Jeg bestod prøven.


Opdateret d. 23.9.2020