Den forsvundne delinkvent.
Når man i sit daglige virke har det privilegium, at kunne bevæge sig rundt på museet og i fred og ro betragte de udstillede genstande, vil enkelte objekter ofte fange opmærksomheden og give årsag til uddybende studier af genstandenes historie og relation til begivenheder, udsprungen i fortiden og med betydning for historien datids. Man kunne kalde denne trang til historieannektering for en art videnimperialisme, idet trangen til mere viden fuldstændig uprovokeret dukker op i beskuerens erkendelsessfære.
Et eksempel på fænomenet skal jeg forsøge at beskrive i det følgende:
I dagligstuen på museets hovedgård "Vroldgaard" står på skrivebordet et træskrin, der ud fra beskrivelsen tidligere har fungeret som opbevaringssted for værdipapirer og kontanter for den tidligere ejer af gården Jens Mortensen, men som oprindeligt angiveligt skulle have været opbevaringssted for værktøjer til fremstilling af bancosedler for falskmøntnerne, der gik under betegnelsen "De jydske falskmøntnere".
Falskmøntnerskrinet på Hjortsvang Museum (Foto: VM).
Vi er tilbage omkring 1780, og betegnelsen omfattede en gruppe på 6 -7 personer, der bosiddende på den jyske hede bedrev den kriminelle metier, at eftergøre officielle bancosedler og distribuere dem omkring på markeder i Danmark og Slesvig til omveksling til gangbar og legal mønt.
Hovedmanden i affæren var Niels Lassegaard fra Hammerum Herred, men i et senere forløb af historien blev selvejerbonde og hestehandler Hans Hansen fra Hage i Hammer Sogn involveret, og det må være fra ham, den nævnte kiste stammer. Hansen kom qua sin virksomhed meget rundt i landet til markeder, og var derfor en vigtig brik i distribueringen af de falske sedler og omveksling til lovlig og officiel mønt.
Opklaringen af falskmøntneriet vakte dengang stor opsigt, da det på ingen måde var almindeligt, at forbrydelser af denne karakter blev forøvet af den jyske almue, men tværtimod af personer fra hovedstaden eller af internationale forbrydere fra England, Tyskland eller Frankrig.
Straffen efter "Danske Lov" for denne type forbrydelse var streng. Falskmøntneren skulle straffes på "ære, liv og gods", og den, der hjalp med at sætte de falske penge i omløb, skulle miste sin hånd.
For de Jydske Falskmøntneres vedkommende blev udkommet efter retssagen en mærkværdig dom, hvor hovedmændene - falskmøntnerne Lassegaard, Børgesen og Schmidt - skulle spille terning om modtagelse af dødsstraf. Dette var en ofte anvendt praksis i militæret på den tid. Inden dommen blev de anholdte falskmøntnere afhørt grundigt under anvendelse af, hvad vi i dag ville karakterisere som tortur.
Terningslagene blev udført på en stortromme med 2 terninger, og i første kast slog Lassegaard 10, Schmidt og Børgesen begge 9. Lassegaard undgik derved dødsstraffen, og ved omslagene slog Børgesen 9 og den unge Schmidt 8, hvorfor han omgående blev henrettet ved halshugning. De øvrige hovedmænd slap herefter med livsvarigt fængsel.
To andre anklagede - Hansen og Busch - skulle efter loven have afhugget en hånd for distribution af sedlerne, men da lovkomplekset på dette tidspunkt var i revision, konverteredes dommen til livsvarigt fængsel.
Forløbet er tidligere nøje beskrevet i den historiske litteratur , og er således dokumenteret klart og uden fortolkningsmuligheder, idet der alene bygges på retsoptegnelser, men som et supplerende historisk kick, udspandt der sig i forlængelse af denne sag en hændelse, der i høj grad er knyttet til Hjortsvang, og datidens beboere der.
I Hjortsvang boede fæstebonden Mogens Mouritzen med hustruen Ingeborg Christensdatter på et husmandssted kaldet "Skovhuset". Skønt ejendommen var af ringe størrelse, knyttede ægteparret nært bekendtskab til stedets storbønder, hvilket indikerede, at parrets herkomst var mere velstillede hjem. Ved et senere skifte viste bohavet sig således også at indeholde genstande, der var ret atypiske for fattigfolk generelt, hvilket måske blåstempler antagelsen om deres herkomst.
I 1757 fik de sønnen Mouritz Mogensen. Sønnen udviklede sig til en velbegavet dreng, der allerede i konfirmationsalderen indtog funktionen som huslærer hos flere gårdmænd og på flere herregårde, mens han samtidigt fungerede som tjenestekarl ved landbruget.
Mouritz kastede sig senere ud i markedshandler, men netop denne virksomhed skulle blive hans skæbne, idet han ved et hestesalg på Ry marked tilsyneladende havde modtaget betaling med bancosedler, der skulle vise sig at være falske. Dette foregik 5 år efter afslutning af sagen mod "De jydske Falskmøntnere".
De falske bancosedler havde han senere videregivet på markedet i et køb af stribet klædestof hos nogle kvinder fra Nim.
For- og bagside af datidens bancoseddel 1 Rdl (Foto: VM).
En varm sommerdag senere på året gik Mouritz sammen med sin mor til markedet i Tinnet for at gøre flere handler og tjene flere penge.
Uheldigvis blev han på markedet opsøgt af de to kvinder fra Nim, og blev konfronteret med den kendsgerning, at han i handlen med dem på Ry marked havde betalt klædestoffet med 6 falske bancosedler. Damerne, der i konfrontationen havde allieret sig med to stærke mandfolk fra Nim, afkrævede nu Mouritz en betragtelig sum for at undlade angivelse til øvrigheden.
20 Rdl. afkrævedes Mouritz som betaling for 6 stk. 1 Rdl. bancosedler. De 14 Rdl. skulle angivelig være kompensation for kvindernes ulejlighed.
Som argument for den rigelige betaling anførte kvinderne i øvrigt over for Mouritz, at de havde vist de falske sedler til Kancelliråd Flensborg i Horsens, og af ham var blevet lovet en dusør på 100 Rdl., hvis de afleverede Mouritz i Kancellirådens varetægt.
Mouritz, der ikke selv troede på, at han havde betalt med falske sedler, valgte alligevel at betale, men først måtte moderen ud på markedet for at låne penge af venner og naboer for at hjælpe Mouritz ud af kniben.
Moderen var naturligvis dybt ulykkelig over den skæbne, der havde ramt hendes søn, men også de tilstedeværende markedsgæster fra Hjortsvang var rystede og bidrog rigeligt med penge til Mouritzī frikøb.
På trods af betalingen blev Mouritz alligevel angivet. Herredsfogeden mødte op på Lensgårde, hvor Mouritz på den tid var tjenestekarl, og Mouritz blev sat under arrest. Han blev straks underkastet forhør, men da herredsfogeden var i tvivl om skyldsspørgsmålet, satte han to husmænd til at holde vagt over Mouritz, så han ikke kunne flygte fra byen. Forhøret skulle da genoptages næste dag, men da morgenen kom, var Mouritz flygtet.
Ingen så siden noget til Mouritz Mogensen, der heller ikke senere trods tre annonceringer i landets aviser dukkede op til skiftesamlingen ved faderen Mogens Mouritzens dødsfald. Der gik på egnen dog rygter om, at Mouritz opholdt sig "et sted i Jylland".
Da herredsfogeden havde mistanke om, at nogle borgere fra Hjortsvang havde hjulpet Mouritz til flugt, blev det videre forløb i opklaringen meget omfattende, idet øvrigheden indkaldte omkring 25 vidner, de fleste fra Hjortsvang, men også kvinderne fra Nim tilsammen med deres mandlige backup ved markedet i Tinnet blev indkaldt og forhørt.
Retten arbejdede nu hen over vinteren 1783 - 84 på at afdække, hvorvidt Mouritz Mogensen var skyldig i falskmøntneri eller ej. Der blev afholdt adskillige retsmøder på Tyrsting Vrads Herredsting. Vidneafhøringerne er nøje refereret i et håndskrevet retsprotokollat opbevaret på Viborg Landsting. Skriftet redegør præcist for vidnernes identitet samt karakteren af anklagerens spørgsmål og vidnernes respons på disse spørgsmål. Specielt udspurgtes de lokale vidner grundigt om observationer af aktivitet i Skovhuset på mærkelige tidspunkter med for eks. oplyste vinduer, og om man bemærkede besøg af fremmede personer i det lille husmandssted. Om mistanken til Mouritz som ophavsmand til de falske sedler svarer hovedparten, at beskyldningen for dem synes uden grundlag.
Vidnernes udsagn giver nutiden et nyttigt billede af Mouritz som en afholdt og dygtig person, men et enkelt vidne - Hans Christian Hansen fra Hage - udtrykker dog skepsis omkring delinkventens uskyld under en vidneafhøring foretaget den 9. juli 1783 af herredsfoged Enevold Bang fra Brædstrup. I retsprotokollen er nedskrevet følgende: "Deponenten hafde længe, nemlig siden Mouritz Mogensen hafde udgivet een Sædel til Hr. Sørensen i Hjortsvang, som hand maatte tage igien, og kand nu nock være 2 aar siden, haft Mouritz Mogensen Mistænkt hos sig self for at befatte sig med saadan daarlighed at efter Abe vore Banco-sedler".
Vidnet kastede sig på spørgsmålet om, hvad han yderligere havde at berette herefter ud i at referere sladderhistorier om distribution af falske sedler i det hjortsvangske erhvervsliv. De vidtløftige historier talte alle til ugunst for Mouritz. Kvaliteten af denne del af vidneudsagnet blev tilsyneladende betragtet af øvrigheden med skepsis hvilket nøje er beskrevet i retsprotokollen, idet der noteredes: "Alt dette med Andet løs snak har deponenten vel hørt, men veed intet viidere".
Samtidig var kvinderne fra Nimīs forklaring lidt afvigende fra de øvrige vidners. Arrangementet med Kancelliråd Flensborg mindedes de ikke at have fremført på markedet i Tinnet, men mente i øvrigt kun at have modtaget rimelig betaling for deres ulejlighed med de falske sedler. De havde derimod på markedet i Tinnet truffet Mouritz, der på forespørgslen om, hvorvidt det var ham, der havde købt klæde af dem på markedet i Ry, svarede bekræftende. Da han blev foreholdt, at han havde betalt med falske penge, tilbød han damerne en brun og sort hest som kompensation, hvilket de afslog. Efter et afslag på et nyt tilbud om et beløb på 10 Rdl. betalte han så de 20 Rdl., som blev fremskaffet ved lån hos tilstedeværende bekendte på markedet. Dette sidste blev bekræftet af flere vidner.
Den 19. maj 1784 afsluttedes Herredstinget med retsprotokollat uden domfældelse grundet den manglende delinkvent. Det står stadig hen i det uvisse, hvorvidt Mouritz Mogensen havde gjort sig skyldig i falskmøntneri. Intet retsmateriale er siden dukket op til fuld oplysning om forløbet, og ingen så tilsyneladende siden Mouritz.
De protokollerede vidneudsagn appellerer voldsomt til læserens fantasi. Gennem udsagnene bliver man bekendtgjort med hjortsvangernes reaktion på mistanken mod bysbarnet og deres vilje til at hjælpe en familie i nød. Vægtige udtalelser fra solide jyske folk må have betydet noget i rettens tolkning af de mangeartede vidneudsagn.
Blev Mouritz Mogensen og hans forældre ofre i et grimt spil og forhindrede Mouritzī flugt et justitsmord, eller var han skyldig i en forbrydelse, der den dag i dag stadig hører til blandt de mest straftunge? Var Mouritzī villighed til betaling af erstatning for de falske sedler til damerne fra Nim i virkeligheden bevis for hans skyld?
Således kan studiet af en banal museumsgenstand være årsag til videre søgen i historiens univers.
Men eftertiden har endnu ikke fundet svar på mysteriet om Mouritz Mogensen og de falske bancosedler. Mouritz Mogensen blev bevisligt aldrig fundet og dømt.
Hjortsvang Museum den 23. april 2018.
Verner Markussen
Arkivar
Kilder:
Hjortsvang Museum: Hæftet "Falske Banco Sedler i Hjortsvang 1783".
Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924).
Retsprotokollat Viborg Landsting - Arkivsignatur B.4.D. -29.
Arkivets opbevarede notater.
Opdateret d. 27.10.2019